Animation | The Swallows of Kabul/Les hirondelles de Kaboul (2019)

HIMLEN OVER KABUL
Afghanistan ved årtusindeskiftet

Af BO GREEN JENSEN

FORMEN, stilen og stilheden er det vigtigste i Les hirondelles de Kaboul, en håndtegnet animationsfilm for voksne, som franske Zabou Breitman (f. 1959) og Éléa Gobbé-Mévellec (f. 1985) har skabt på baggrund af Yasmina Khadras roman.

   Det handler dog om støjen af krig og fanatisme. I 2000 har Taleban fuld kontrol over Kabul. Der er indført sharialovgivning. Befolkningen lever i eller med det, alt efter hvor de placerer sig socialt. Det er stadig muligt at afvige hjemme, men i offentligt rum er der helt lukket ned.

   Der er fire forbundne skæbner i mønstret. Læreren Mohsen er gift med kunstneren Zumaira, som nægter at overgive sig til pøbelvældet. Mohsen er ikke så stærk. Han hader sig selv for at gøre det, da han må tage del i en offentlig stening på gaden. Lidt efter lægger han kraft i, og noget inde i ham giver efter.

   Mohsen og Zumaira elsker hinanden. Da han dør, får hun skylden og bliver anbragt i en celle hos Atiq. Fangevogteren går alene omkring og grubler over, hvad der skal ske, når hans kræftsyge hustru forsvinder. Zumaira, som han forelsker sig i, bliver sikkert den sidste indsatte i fængslet. Hun skal stenes på byens stadion foran et stort publikum.

KHADRAS roman var første bind i en trilogi, som omfatter L’Attentat (2005) og Les Sirènes de Bagdad (2006). Bøgerne findes også på dansk. Gyldendal udgav Svalerne i Kabul i Hans Peter Lunds oversættelse i 2009, da Sirenerne i Bagdad havde skabt interesse for forfatterskabet. Siden er udkommet Ce que le jour doit à la nuit (2008, da. Som nat følger dag) og L'Equation africaine (2011, da. Sort måne).

   Det vidste jeg ikke, da jeg så The Swallows of Kabul på Cannes Festivalen i 2019. Men det slog mig, at filmen var mere nuanceret i sin skildring af de afghanske mænd, end man ser det i de fleste kulturkritiske fiktionsfilm. Jeg forstod både Mohsen og Atiqs reaktioner. Jeg kunne faktisk sætte mig i deres sted. Zumaira syntes snarere at være en smuk konstruktion.

DET indtryk var ikke grebet i flugten, viser det sig. Yasmina Khadra er et pseudonym for algerieren Mohammed Moulessehoud (f. 1955), som lever og skriver i Frankrig, hvor hans bøger har et stort publikum.

   Svalerne i Kabul er en lille roman, der sætter sin stemning med anslag og flygtige streger. Zabou Breitman benytter i filmen en form, der passer perfekt til impressionismen. Hun tegner i tusch på akvarel. Der er balance mellem detalje og utydelighed. Det er som at se på flydende skitser.

   Derved opstår en kuriøs dybdevirkning. En tegning kan på én gang være yndefuld og grusom. Især de stille scener, som følger med Atiq, har meget ud af metoden. På lydsiden arbejdes der på samme intime måde. Man er sig hensat til et hørespil, ikke en fræsende podcast.

   Det bliver på den måde en melankolsk historie, som skildrer alt det, der kunne have været, hvis tanken og kroppen var frie. Atiq siger ikke meget. Han går hjem til sin hustru, der prøver at gøre ham glad til det sidste. Han finder Zumairas hus og ser hendes vægmalerier. Vi kan ikke se hans ansigt. Men det er her, han beslutter sig for at handle.

   

SVALERNE i Kabul er et kærlighedsdrama, der angriber de historiske kræfter på samme indirekte måde som gamle episke helaftensfilm. I David Leans Doktor Zivàgo (1965) ser Julie Christie ud mellem isblomsterne i det sibiriske gulag og siger til Omar Sharif: »These are awful times to be alive in«. Den politiske ramme er primært en baggrund.

   Man får mere at vide om livet under taleban i spillefilmen Kandahar (2001) og dokumentaren The Afghan Alphabet (2002), begge instrueret af iraneren Mohsen Makhmalbaf; i Siddiq Marmaks Osama (2003) og i Klokken fem om eftermiddagen (2003), der er instrueret af Samira Makhmalbaf efter hendes fars roman. Men ingen af dem har noget, der ligner den forspildte skønhed i animationsfilmen.

THE Swallows of Kabul er månedens film i Cinemateket. Her fungerer den som ouverture til VOID, den internationale festival for animationsfilm, der i 2020 afholdes i sin femte udgave. Der vises mere end 100 titler, både nye film og klassikere som Richard Linklaters fortolkning af Philip K. Dicks A Scanner Darkly (2006).

   Danske biografgængere har aldrig for alvor opdaget, at animationsfilm kan være for voksne. Vi er med på, at formen er magisk, men vi vil dele den med vores børn. Værker som The Prophet (2014), Loving Vincent (2017) og Buñuel i skildpaddernes labyrint (2018) har skubbet på i den rigtige retning. The Swallows of Kabul føjer sig smukt til de titler.

Se også Buñuel i skildpaddernes labyrint (2018); Jonas Poher Rasmussen: Flugt | Flee (2021) [Oscars 2022]; Dorota Kobiela/Hugh Welchman: Loving Vincent (2017); Animation | La tortue rouge/Den røde skildpadde (2016).

Se også Det store spring: Ballerina (2016); Pete Docter: Soul/Sjæl (2020) [Oscars 2021]; Andrew Stanton: WALL-E (2008) [Sci-Fi 100]; Hayao Miyazaki: Når vinden rejser sig (2013); Hayao Miyazaki: Ponyo på klippen ved havet (2009); Gorô Miyazaki: Oppe på Valmuebakken (2011); Isao Takahata: Fortællingen om Prinsesse Kaguya (2013); Yoshifumi Kondô: Hjertets hvisken (1995); Jack London: White Fang/Ulvehunden (1904/2018) [Bogen og filmen]; Animation | Drengen og verden/The Boy and the World (2013); Animation | Makoto Shinkai: Weathering With You (2019); Animation | Makoto Shinkai: Your Name (2016).

The Swallows of Kabul (Les hirondelles de Kaboul). Instr.: Zabou Breitman, Élea Gobbé-Mévellec. Manus: Zabou Breitman, Patricia Montagne, Sébastien Tavel. 81 min. Frankrig-Schweiz, Luxembourg, Monaco 2019. Dansk premiere: 12.01.2020 [Cinemateket].

Fotos: Les Armateurs/ Mélusine Productions/ Close Up Films/ Arte France Cinéma/ RTS/ KNM/ Canal+/ Eurimages/ MEDIA/ CNC/ Fonds National de Soutien à la Production Audiovisuelle du Luxembourg/ La Région Île-de-France/ Cinéforum/ DFI/ E. Robert Espalieu (Yasmina Khadra Portrait)/ VOID Festival

Filmen streames ikke p.t. - på dvd fra France Télévisions Distribution  

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 13.01.2020

Ken Loach: Route Irish (2010)

KRIG OG FORRETNING

Sikkerhedsindustriens soldater

Af BO GREEN JENSEN

TITLEN er taget fra navnet på vejen, der fører fra lufthavnen til den grønne zone i Bagdad. Her døde Frankie (John Bishop), som bliver begravet i begyndelsen af Ken Loachs Route Irish. Bisættelsen finder dog sted i Liverpool, hvor Frankie og Fergus (Mark Womack) voksede op. De gjorde tjeneste i Afghanistan sammen, og det var på Fergus’ anbefaling, at Frankie tog arbejde i et privatejet sikkerhedsselskab.

   Fergus sørger over sin ven. Sammen med familien lytter han til den blomstrende tale, som repræsentanten for selskabet holder. Han har selv været ansat og kan høre, at adskilligt i forklaringen skurrer. Sammen med vennens kæreste (Andrea Lowe), der som den eneste vil vide af ham, beslutter Fergus at afdække sandheden. I det mindste vil han gøre alt for at indkredse den.

   Det står hurtigt klart, at Frankie blev ofret, fordi han vidste noget, der kunne true selskabets position. Hovedparten af scenerne udspiller sig i England, men der klippes til hektiske flashbacks fra krigen i Irak. Filmklip fra to mobiltelefoner bliver brugt til rekonstruere det skete. Det er, som man forventer: tarveligt, kynisk og unødvendigt.

ENHVER Ken Loach-film kritiserer kapitalismen, og Route Irish er ingen undtagelse. Loach og Paul Laverty, hans faste manuskriptforfatter, tager med vilje ikke stilling til krigen, men retter vreden mod de forretningsmænd, som profiterer på konflikten. Filmens britisk ejede firma svarer til virkelighedens amerikanske Blackwater.

   Route Irish bliver gradvist en variation over den gængse konspirationsthriller. Én mand trænger ind i labyrinten, leger kispus med dukkeførerne, tager sin hævn og rammer komplottets bagmænd i hjertet. Filmen begynder selvretfærdigt og tv-agtig, men spiller sig op og bliver virkelig for tilskueren i en lang og ubønhørlig scene, hvor Fergus tvinger en tilståelse frem ved den forhørsmetode, som kaldes waterboarding.

LOACH er sikkert bedst, når han skildrer den britiske nutid og fokuserer på samfundets nederste lag. Imidlertid har han i årenes løb skabt en kort, tæt liste af titler, som forkynder det politiske budskab i genrer som spændingsdrama og historiske krigsfilm: Black Jack (1979), Fatherland (1986), Hidden Agenda (1990), Land and Freedom (1995), Carla’s Song (1996) og The Wind that Shakes the Barley (2006).

   Route Irish føjer sig til disse titler, og dét gør den både fyndigt og smukt. Filmen får især demonstreret, at bekendelse under tortur ikke nytter. Alt slutter med et brag og en sarkastisk besked på en håndskreven seddel. Loach har haft svært ved at skabe ægte suspense, fordi han ikke kunne finde balancen mellem sagen og formen. Denne gang lykkes kunsten, uden at historien, karaktererne eller moralen taber i styrke.

SKØNT drabene forløser, er det en væsentlig pointe, at hævntørsten trækker Fergus ned på sin modstanders niveau. Filmen var færdig til Cannes Festivalen 2010, men kunne dog være en kommentar til de amerikanske sikkerhedsstyrkers likvidering af Osama bin Laden. Der bliver stadig begået tragiske fejl, og for hver soldat i Irak er 100 personer ansat i kommercielle servicefunktioner. Loach formulerer sig klart i Route Irish: Når krigen mod terror bliver en forretning, er det tid til at kalde tropperne hjem.

Se også Kathryn Bigelow: Zero Dark Thirty (2012) [Re: 9/11]; Paul Schrader: The Card Counter (2021).

Se også Ken Loach: Land and Freedom (1995); Ken Loach: My Name is Joe (1998); Ken Loach: Sweet Sixteen (2002); Ken Loach: The Wind that Shakes the Barley (2006); Ken Loach: It's a Free World.../ En fri verden (2007); Ken Loach: Looking for Eric (2009); Ken Loach: The Angels' Share (2012); Ken Loach: The Spirit of '45 (2013); Ken Loach: Jimmy's Hall (2014); Ken Loach: I, Daniel Blake (2016); Ken Loach: Sorry We Missed You (2019) + Ken Loach: Ladybird, Ladybird (1994) | Et interview.

Route Irish. Instr.: Ken Loach. Manus: Paul Laverty. Foto: Chris Menges. 109 min. UK-Frankrig-Italien-Belgien-Spanien 2010. Dansk premiere: 01.06.2011.

Fotos: Sixteen Films (Josh Barratt)/ Why Not Productions/ Wild Bunch/ Alta Producción/ Canal+/ Canto Bros/ CinéCinéma/ Cinéart/ Diaphana Films/ France 2 Cinéma/ France Télévisions/ Inver Invest/ Les Films du Fleuve/ MEDIA/ Magasin Duck Liège/ Modal Installation/ North West Vision/ Sofica UCG/ Tornasol Films/ Urania Pictures/ Artificial Eye/ Camera Film/ CineMaterial/ Festival de Cannes/ KenLoachFilms [YouTube Clip]

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, MUBI

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 02.06.2011.

Simone Aaberg Kærn: Smiling in a War Zone (2006)

ÅBEN HIMMEL
En hyldest til frihed og flyvende kvinder

Af BO GREEN JENSEN

DET begynder som performance, men ender som kropsnær virkelighed. Kunst- og dokumentarfilmen Smiling in a War Zone er en befriende varm og trods alt jordnær hyldest til grænseløsheden og den personlige frihed, som stadig er forbundet med at flyve.

   Fornemmelsen har ganske vist trange kår i en terroropskræmt tid, hvor luftrummet er belagt med endnu flere restriktioner end territorierne nede på jorden, og hvor luftfart i vid udstrækning er blevet et synonym for trafikken med kampfly og skumplende luftbusser, der fragter sure og frygtsomme mennesker rundt mellem verdens destinationer.

   I dette triste åndsklima findes der stadig gode dissidenter som billedkunstneren Simone Aaberg Kærn (f. 1969), der altid har holdt af at flyve. Hun fik pilotcertifikatet i 1996, endda fra den traditionsrige Clacton Aero Club i Storbritannien, og på et tidspunkt blev længslen efter frihed så presserende, at hun investerede sin rørende formue i en 40 år gammel Piper-Colt maskine med bare én motor, en propelmaskine af den slags, som Carl Barks og Hergé kunne tegne med kærlig detaljerigdom.*

EN dag så Simone Kærn i Dagbladet Politiken en reportage fra det i princippet »befriede« Afghanistan. Blandt andet skrev Carsten Jensen om teenagepigen Farial, der drømte om at blive pilot, men næppe nogen sinde ville komme op at flyve i en kultur, hvor kvinder notorisk bliver holdt nede.

   Her var en sag, som Simone kunne hænge sin autentiske flyverhjelm af garvet førkrigslæder på. Fordi himlen skal være fri for alle, og fordi »sisters are doing it for themselves«, satte Kærn kurs mod Kabul med kæresten Magnus Bejmar i passagersædet. Smiling in a War Zone dokumenterer den 6000 kilometer lange rejse med mange stop i forskellige lande, der til at begynde med stiller sig skeptisk, men ender med at bakke op om projektet.

KÆRN ved, at togtet har karakter af happening eller politisk performance. Hver gang hun søger om tilladelse til at lande, lette eller overflyve et område, får hun kategorisk nej fra myndigheder, der enten er arrogante, rådvilde eller bekymrede. Når hun sætter sin lille maskine ned i Serbien, Tyrkiet eller Afghanistan, bliver hun alligevel venligt modtaget.

   At mennesker dybest set vil hinanden det godt, er en af filmens overraskende pointer. Den slags bliver som regel kun sagt på besværgende vis i fiktionsform. Selv den kontrære amerikanske flykommando undlader at gribe ind, da hun overhører alle instrukser og sætter sin vilje igennem. Logistisk er turen på linje med de store opdagelsesrejsendes bedrifter. På den sidste etape flyver Kærn mellem bjergene ind i Afghanistan og er lige ved at strejfe den højeste tinde med bugen af sit smilende Piper-Colt propelfly.

SIMONE Kærn rejser i ånden fra Amelia Earhart og Mathias Rust. Der er så mange programmer og dagsordener i spil, at man godt kan blive svimmel på vejen til Afghanistan. Kærn poserer i klassisk pilotdragt, og man ser for sig allerede et »aerofeministisk« værk i slægt med kunstnerens »Sisters in the Sky«-projekt, en serie portrætter af kvindelige kamppiloter fra 2. verdenskrig, som blev vist på Biennalen i Venedig i 1999.

   Det lille fly må til stadighed tankes op, men kan til gengæld flyve på almindelig benzin og lande snart sagt hvor som helst. Hver gang en lille forhindring passeres, bliver den episke knast et stort drama i filmen. Indstuderet skøre og kunstfærdige blue screen-sekvenser er klippet ind i de dokumentariske optagelser. Det er lige før, at meningen med filmen forsvinder i alle ideerne bag den.

VED målet for rejsen, fremme i Kabul, skifter filmen imidlertid karakter. Smiling in a War Zone bliver en for alvor levende dokumentar. For vist finder Simone Kærn frem til Farial, og vist kommer den afghanske gymnasiepige op at flyve, men det hele er alligevel ikke så eventyrligt og heroisk, som pioneren fra Danmark ville have troet. Da hun opsøger Farial på skolen, tænker Simone for første gang på, om pigen vil finde det hele lidt småskørt.

   Afghanistan er heller ikke den tilbagestående talebanfæstning, som Kærn har læst om i aviserne hjemme. Hun bliver eksemplarisk modtaget i lufthavnen, og der er ingen problemer med at overtale Farials forældre til at lade datteren prøve kræfter med luften. Ydermere viser det sig, at der i forvejen er flere kvindelige piloter i det afghanske flyvevåben, og de vil gerne hjælpe kvinden fra Danmark med at give pigen fra Kabul en rigtig flytime.

MYNDIGHEDERNE øjner velsagtens en sjælden chance for positiv PR. I hvert fald er hele ledelsen mødt op, og admiralerne sidder på rad og række den formiddag, da Farial skal flyve et stort militærfly. Pigen kommer imidlertid ikke. Hun er til og med længe om at melde afbud, og Simone Kærn og de afghanske officerer venter i stadig mere trykkende tavshed.

   Bagefter undskylder Farial sig med, at hun skulle passe sin syge onkel. Hun henviser halvhjertet til kvindens sekundære stilling i landet, men man mere end fornemmer, at hun simpelt hen har fået kolde fødder. Det er faktisk ikke så lidt af en nedtur.

ENDELIG skal Simone og Magnus også tilbage med deres fly. Denne gang lader den amerikanske flykommando ikke nogen være i tvivl om, at »you can fuck with the U.S. Air Force once, but you cannot fuck with it more than once,« så der bliver ingen flytilladelser.

   Pengene er brugt, og det smilende fly er under alle omstændigheder ved at falde fra hinanden. Næsten patetisk må eventyrersken tomle hjem med et fragtfly fra NATO. Hendes Piper-Colt foldes sammen og ligner en herreløs cykel henne i hjørnet. Filmen tager afsked med Simone Kærn, da hun selv træder ind i det gabende lastrum.

FORDI flyvedrømmen indhentes af virkeligheden, og fordi Simone Kærn bruger lige så megen tid og opmærksomhed på den prosaiske landing i Kabul, bliver Smiling in a War Zone en sært bevægende og for alvor livsbekræftende film. Hvad der i afsættet ligner mildt fortænkt, programmatisk konceptkunst, ender som fuldtonende realisme.

   Stærke kvinder og pragmatiske fantaster som Simone kan stadig skrive cirkler på den vidtåbne himmel. Men realiteten vil ikke altid som drømmen, og det er fremdeles sandt, at det er rejsen, ikke ankomsten, som er vigtig. Smiling in a War Zone er en tankevækkende dokumentarfilm, der i krydsfeltet mellem fortælling og essay udvirker små mirakler af nærhed og indsigt.

Se også James Gray: The Lost City of Z (2017); Animation | The Swallows of Kabul/ Les hirondelles des Kaboul (2019). 

*) Flyet er blandt de rare klenodier, som vises på udstillingen Efter stilheden - Kunstens kvinder tager ordet (SMK 28.08.-21.11.2021). I sin første inkarnation fra 2002 var Kærn & Bejmars flyveprojekt et koncept med titlen »Microglobal Performance #1 (Open Sky)«. Både flyet og det ikoniske pilot-med-globus foto indgår. Sisters in the Sky var en installation med portrætter af 45 kvindelige kamppiloter, som blev vist på Louisiana i 1997 og på Biennalen i Venedig i 1999. Premieren på Smiling in a War Zone faldt sammen med soloudstillingen Open Sky, som blev vist i Malmö Konsthall i 2006. Kærn blev kontroversiel i flere omgange, da hun i 2010 portrætterede tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen med et fly fra koalitionshærens Afghanistan-indsats i baggrunden og da hun i 2016 skildrede Forsvarets indsats i Libyen på maleriet »Batalje«, et triptykon på 2 x 7 meter. Det Nationalhistoriske Museum på Fredensborg Slot havde bestilt maleriet, men afbrød samarbejdet, da det i ledelsens øjne ikke gav en rimelig fremstilling af »den egentlig ret lykkelige historie om krigen«. 

Smiling in a War Zone. Instr.: Simone Aaberg Kærn & Magnus Bejmar. Manus: Simone Aaberg Kærn. Foto: Magnus Bejmar. 78 min. DK-Sverige-Tyskland-Finland 2006. Dansk premiere: 14.09.2006.

Fotos: Cosmo Film/ DFI Filmcentralen/ CineMaterial/ Magnus Bejmar/ VISDA/ SMK/ YouTube (trailer)

Filmen streames (juli 2025) på FILMSTRIBEN  og Filmcentralen.dk

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 14.09.2006

Jonas Poher Rasmussen: Flugt | Flee (2021) [Oscars 2022]

ET LIV I VOR TID

Verdenshistorie og kønspolitik

Af BO GREEN JENSEN

EN bemærkelsesværdig dannelsesskildring fortalt i et usædvanligt format. Skønt genren vinder indpas, er det stadig nødvendigt at forklare, når animationsfilm er henvendt til voksne. Det gælder i dén grad for Jonas Poher Rasmussens Flugt. Filmen skildrer en virkelighed, som burde være forbudt for børn. Faktisk skal man være fyldt 15 år for at se den.

   Det er den voksne, nu 36-årige Amin Barawis fortælling om, hvordan han som dreng måtte flygte fra mujahedinernes Afghanistan; hvordan familien fra Kabul blev spredt for alle vinde; hvordan han tilfældigt endte i Danmark. Da havde menneskesmuglere og immigrationsmyndigheder sendt ham frem og tilbage mellem Rusland, Ukraine og Estland i en årrække. Flugt er også historien om en homoseksuel mand, der bliver bevidst om sin identitet.

   Amin fortæller historien i dag i New York. Somme tider ligger han på briksen, somme tider sidder han op og taler til intervieweren, som kunne være Jonas Poher Rasmussen. Anledningen og relationen er aldrig uddybet. Kun i kraft af pressematerialets »instruktørintention« ved vi, at Jonas fortæller om sin barndomsven fra »den lille vestsjællandske by«, hvor de begge er vokset op.

DER går et års tid, mens Amin fortæller. Ved begyndelsen er han i Danmark og kan ikke blive klog på, om han skal forpligte sig på forholdet til Kasper, den solide danske kæreste, som gerne vil giftes og bo i hus med havudsigt, katte og vildt hindbærkrat. Amin betror os, at han har fået et tilbud om at gøre postdoktorale studier i USA.

   I midt-80ernes Kabul er Amin en glad og tryg dreng. Han danser ud på gaden i sin søsters kjole og hører »Take On Me« med norske a-ha på sin walkman. Det er godt sted at åbne historien. Sangen sætter stemningen bedre end geopolitiske udredninger. Det samme gælder tv-klip med actionstjernen Jean Claude Van Damme, der giver Amin seksuelle længsler.

VI er i Reagan/Rambo-æraen, hvor USA sendte våben og penge til Taleban, som var de eneste, der ville kæmpe mod de sovjetrussiske besættelsesstyrker, der rykkede ind efter monarkiets afvikling. Fundamentalisterne var frihedskæmpere i vestlig optik. Meget har ændret sig i det ideologiske landskab. Den kolde krigs verden var mere nervøs, men mindre porøs. Flygtningetilstandens vilkår er evigt.

   Amins far forsvinder som andre dissidenter. Da Afghanistan bliver umuligt at leve i, rejser familien til Moskva, fordi Rusland er det eneste land, der vil give dem visa. Det er umiddelbart efter Sovjetunionens opløsning. Rusland i 1991 er »et mærkeligt land«, hvor berusede mænd raver rundt mellem nedslidte husmødre, der står i kø ved de lænsede supermarkeder.

   Flugt er ikke en ode til globalisering. Ej heller et forsvar for nogen ideologi eller tro. De eneste, som altid forstår at læse virkeligheden, er menneskesmuglerne og de korrupte politifolk, som stjæler, voldtager og mishandler alle, der ikke slår fra sig.

DER er for det første en kunstnerisk gevinst ved at fortælle historien i animationsform. For det andet en række praktiske hensyn: som realfilm ville Flugt – der i udlandet hedder Flee – være en kostbar produktion.

   Den ville kræve store ressourcer og hære af medvirkende. Der findes faktisk en håndfuld af de film: Michael Winterbottoms In This World (2002), som rekonstruerer en flugtvej; Hans Petter Molands uretfærdigt oversete The Beautiful Country (2004); Marc Fosters solide filmatisering af The Kite Runner (2007, da. Drageløberen), som mainstreamer hele oplevelsen.

   Flugt kan bevæge sig frit i tre æstetiske lag. De fortællende afsnit er animeret i husstilen fra en grafisk roman. Drømme- og erindringssekvenser benytter en mere abstrakt, ekspressionistisk tegnestil, der forstærker mareridtsatmosfæren. Hårde nyheder får ekstra vægt ved at citere autentiske tv-aviser. Her er der brugt live action, f.eks. ved færgen Estonias forlis.

RASMUSSEN har lyttet til sin afghanske barndomsvens flimrende upræcise baggrundshistorie. Det er egentlig fortællingen om, hvorfor det var umuligt for Amin – der selvsagt er et pseudonym – at fortælle hele sandheden før nu, hvor han må forholde sig til sit inderste væsen og lægge sig fast på en identitet.

   Formen er forfriskende, og Amin reagerer ikke altid korrekt. I et af mange flugtforsøg når båden fra Estland ind i norsk farvand. Flygtningene bliver nidstirret af passagerne på færgen. Men de jubler og håber at blive samlet op.

   Amin deler ikke glæden. Drengen skammer sig over at være reduceret til ydmygende tiggeri. Fra båden bliver det meddelt, at de estiske myndigheder er kontaktet og vil sejle renegaterne tilbage. På den måde ender familien i Ukraine, hvor den er levende begravet i et år.

   Da Amin får adgang til Vesten, er det som skjult passager i en lastbil, hvor han deler mørket med en anden ung mand. I det hele taget er filmens LGBTQ-spor en solskinshistorie i mareridtslandskabet. Da Amin erklærer sig for sin familie, reagerer den med kærlighed og accept. I denne film er Paradis faktisk en mørk bøssebar i et vinterligt Sverige.

FLUGT er en vigtig film og en æstetisk bedrift, der forhåbentlig får det store publikum, som den fortjener. Israeleren Ari Folman er den nærmeste kunstneriske slægtning. Folman skildrede Seksdageskrigen i animationsform i Waltz with Bashir (2008) og er på årets Cannes-festival i konkurrence med Where is Anne Frank? Andre fæller og sidestykker er Marjane Satrabis Persepolis (2007) og Zabou Breitmans Svalerne i Kabul (2019).

   Amin er et liv i vor tid, en uledsaget flygtningedreng, der må lyve om sin situation for at blive værdigt behandlet. De danske myndigheder er ikke de værste, men den afghanske dreng får en iransk tolk, fordi man går ud fra, at sprogene ligner. Herfra er eksistensen et babylonisk kaudervælsk. Glæd dig til at se en film, hvor verdenshistorie og kønspolitik blander blod.

Jonas Poher Rasmussens film var udtaget til Cannes Festivalen, som ikke blev afholdt i 2020. I 2021 fik Flugt premiere på Sundance Film Festival, hvor den modtog Juryens Grand Prix. I Göteborg blev den kåret som årets bedste nordiske dokumentar. Flee er nomineret til Nordisk Råds Filmpris 2021 og er netop i dag indstillet som Danmarks Oscar-kandidat i Best International Feature-kategorien. De 94. Academy Awards bliver uddelt den 27. marts 2022.

Flugt (Flee). Instr. og manus: Jonas Poher Rasmussen. 83 min. DK-Frankrig-Sverige-Norge 2021. Dansk premiere: 17.06.2021.

Fotos: REEL Pictures/ Neon/ Sun Creature Studio/ Final Cut for Real 

Filmen streames (juli 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play, YouTube Film

2K Blu-ray fra CURZON Film World (UK) 11.04.2022

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 18.06.2021

Kathryn Bigelow: Zero Dark Thirty (2012) [Re: 9/11]

MØRKETS GERNINGER
Likvideringen af Osama bin Laden

Af BO GREEN JENSEN

FRA 2001 til 2011 havde USAs selverklærede krig mod terror et mål, et navn og et ansigt. Al Qaeda-lederen Osama bin Laden havde stolt hoverende taget ansvaret for angrebet på World Trade Center den 11. september, 2001. Den 2. maj 2011 blev han dræbt af amerikanske jægersoldater i Islamabad-forstaden Abbottabad. Måske var missionen af ringe strategisk betydning. Til gengæld var symbolværdien ikke til at tage fejl af. I længden er der ingen, som slipper godt fra at angribe USA.

   Kathryn Bigelows film om jagten på Osama bin Laden er realiseret uden de heroiske fanfarer, de irrelevante sidehistorier og den maskuline romantik, som amerikansk film ofte benytter sig af, når den frygter at kede sit publikum med for megen saglighed. Ligesom Bigelows The Hurt Locker (2008) går den først og fremmest efter det intense commitment i psykologien. Det er let at se en søster til mineeksperten fra The Hurt Locker i Maya Lambert, den ekstremt fokuserede CIA-officer, som spilles af Jessica Chastain.

MAYA ser ikke op fra sit arbejde i de ti år, som efterforskningen varer. Under vekslende chefer og administrationer er hun aldrig i tvivl. Kolleger bliver dræbt og forflyttes, jagten får lavere prioritet, men Maya bliver ved med at lede. Hun overlever et attentat i restauranten på Islamabads Hotel Marriott. Bagefter siger hun uden at blinke: »I believe I was spared so I could finish the job. I’m going to smoke everybody involved. And then I’m going to kill bin Laden.«

   I modsætning til The Hurt Locker er Zero Dark Thirty fuld af ideologi. Chastains Maya bærer historien, og det gør hun forførende stærkt. Problemet med figuren er naturligvis, at den er en fiktion. Mark Boals manuskript præsenterer forløbet som et puslespil. Brikkerne lægges, mønstret tager form. Mayas stædighed bliver belønnet. Det fremgår, at alt er autentisk baseret. Filmen bygger på »øjenvidneskildringer af faktiske begivenheder«. Men karaktererne er konstruktioner, centrale aktører som Bush og Obama ses kun på tv-skærme i baggrunden.

FOR så vidt er Zero Dark Thirty en meget upræcis rekonstruktion. Metoden giver mening i universet, hvor man udkæmper en skjult krig og agerer i en hemmelig virkelighed. Man hører kun fra lysets verden, dér hvor andre mennesker lever, når medierne rapporterer om nye terrorangreb eller diskuterer amerikanernes praksis. Der er stedangivelser som »CIA Black Site«, hvor man fremskaffer oplysninger ved tortur. Abu Ghraib-fængslet nævnes, der er billeder fra Guantanamo Bay. Maya selv kalder tiden, der går, for »hvid støj«.

   En særdeles selektiv tidslinje fremstår. Den begynder på Manhattan i september 2001 og slutter i Pakistan i maj 2011. Der er ikke noget før og efter, den ene begivenhed er en direkte konsekvens af den anden. Tortur finder sted, men kun under Bush-administrationen. Zero Dark Thirty er filmen, som rehabiliterer CIA med et slag. Krigen vindes med tvivlsomme midler, men hvordan kan man ellers »smoke everybody involved«?

MAYA rekrutteres allerede i gymnasiet. Hun bliver voksen, mens hun bruger sit liv på at finde Osama bin Laden. Filmen begynder, da efterforskeren Dan (Jason Clarke) giver Maya undervisning i, hvordan man spørger, så man får svar. Hun ser ikke væk, for det ønsker hun ikke. I Zero Dark Thirty kommer efterforskerne aldrig ud for at stå med en mistænkt, der tilstår på grund af torturen og for at få fred. Man ser kun de skyldiges ansigter. Bin Laden selv er bare et lig i en pose til slut.

   Der er ikke meget at komme efter i kunstnerisk henseende. Filmen har få fejl, men udtrykker omvendt ingen dybere sandhed. Den handler om en nations katarsis, og derfor er Zero Dark Thirty i virkeligheden svær at bedømme, hvis man ikke er amerikansk. Der er ingen letkøbt gung ho-patriotisme. Der er derimod en fejring af stoisk pligtbevidsthed. En ny slags ritualistisk patriotisme. Det er os mod dem, og vi er alene i verden. De andre kan ikke forstå os.

»ZERO Dark Thirty« er militært kodesprog for 30 minutter over midnat. Den sidste halve time af filmen bliver en detaljeret rekonstruktion af selve angrebet på komplekset i Abbottabad, hvor bin Laden har forskanset sig med sine nærmeste rådgivere og deres familier. De brave amerikanske mænd fordriver tiden med maskulin banter og kåd venteleg. Så kravler de op i to Stealth-helikoptere, flyver ind i Pakistan under radaren og likviderer de fleste i komplekset.

   Slutsekvensen er blandt andet og med rette blevet kritiseret for at ligne en bane i skydespil som Medal of Honor og Call of Duty. Soldaterne bærer night vision-udstyr, der får dem til at ligne karakterer i et computerskabt spil. Her gælder det kun om at trykke og dræbe. »Nuancer er for tøsedrenge,« som George W. Bush sagde i begyndelsen af århundredet, da krigen mod terror blev erklæret.

   Senere tog han sejren på forskud og holdt tale på et hangarskib, hvor teksten »Mission Accomplished« var skrevet med stort på et smældende banner. Det var et sjældent tydeligt udslag af hybris og troen på besværgende magi. Under Obama føres krigen med flere anfægtelser og mere finesse. Men Bigelows film giver begge mænd ret. Den moralske overbygning er bare retorik. Det er loven om øje for øje, der tæller. Tand for tand hævner Amerika sig.

MED Zero Dark Thirty afrundes en cyklus af krigsfilm, der har været ude i mange stilistiske hjørner og etiske positioner: fra Sam Mendes’ Jarhead (2005), Peter Bergs The Kingdom (2007) og Robert Redfords Lions for Lambs (2007) til Brian De Palmas Redacted (2007), Kimberly Peirces Stop-Loss (2008) og Bigelows egen, Oscar-vindendeThe Hurt Locker. CIA – og USA – blev sønderlemmende kritiseret i Gavin Hoods Rendition (2007).

   Grundlaget for krigen – de fiktive masseødelæggelsesvåben – er tilbagevist i Oliver Stones W. (2008) og Paul Greengrass’ Green Zone (2010). Sorgarbejdet på hjemmefronten er skildret i Paul Haggis’ The Valley of Elah (2007), Oren Movermanns The Messenger (2009) og Stephen Daldrys Extremely Loud & Incredibly Close (2011). Fra allieret side suppleres med Michael Winterbottoms The Road to Guantanamo (2006), Ken Loachs Route Irish (2010) og Mira Nairs The Reluctant Fundamentalist (2012). Showtime-serien Homeland (2011-2020) har gjort metakrigen til populært folkeeje.

BIGELOWS film er både en omskrivning af cirklen og et korrektiv til den samlede cyklus. Den erkender, at krigen trods alt var personlig. Og nu ser man, at alt var nødvendigt. Missionen gav mening, målet helligede midlerne. Amerika havde et stævnemøde med skæbnen, og det moralske regnskab blev korrigeret én gang for alle, da man udraderede Abbottabad-komplekset. Fjendens ansigt er skudt i stykker, da Maya til slut flyves hjem.

   Så den amerikanske exceptionalisme lever i bedste velgående. Zero Dark Thirty er æstetisk imponerende, faktuelt problematisk og ideologisk set enten retfærdig eller ubehagelig, alt efter hvor man sætter sin kryds. Det er en rodet film, der maskerer sit mørke som klarhed, men også en gestus med hård konsekvens. Det er en af de film, som Barack Obama gik til valg på, en amerikansk succeshistorie, som selv Bruce Springsteen kan medunderskrive. Vote for the guy who killed Osama. Man skal se den i hvert fald én enkelt gang.

Se også: Paul Greengrass: United 93 (2006) [Re: 9/11]; Oliver Stone: World Trade Center (2006) [Re: 9/11]; Extremely Loud & Incredibly Close (2011) [Max von Sydow 1929-2020]; Efterbilleder: Terrorangrebet i fælleskulturen [Re: 9/11].

Zero Dark Thirty. Instr.: Kathryn Bigelow. Manus: Mark Boal. Foto: Greig Fraser. 157 min. USA 2012. Dansk premiere: 07.02.2013.

Fotos: Annapurna/ Sony Pictures/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Wikimedia Commons (Situation Room Photo)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, SKYSHOWTIME, TV2 Play | SKYSHOWTIME

4K UHD + 2K Blu-ray fra Sony Pictures 12.09.2017

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.02.2013