Ridley Scott: The Last Duel (2021)

DET HISTORISKE BLIK
Ridley Scott springer ud som nyfeminist 

Af BO GREEN JENSEN

DET er en hård, udeltagende verden, som manes frem i The Last Duel. Året er 1386, da den sidste duel mellem to herremænd bliver udkæmpet foran den franske kong Karl den Sjette. Den ene mand har taget den andens hustru med vold. Sagen har været for retten, hvor begge parter fastholdt deres version. Handsken er kastet og taget op. Nu må Gud fælde dom.

   Det er en regulær folkeforlystelse, da ridder Jean de Carrouges (Matt Damon) tørner sammen med borgvæbner Jacques le Gris (Adam Driver). Den unge konge fniser nervøst. Det gør han generelt – kongens øgenavn var Karl den Gale. Den krænkede kvinde (Jodie Comer) betragter spektaklet.

   

HERTUG Pierre d’Alençon (Ben Affleck), den reelle magthaver, håber inderligt, at le Gris vil dræbe Carrouges. Den gamle mand har retten på sin side, ja, men han er en anakronisme. Hertugen kan bruge den begærlige le Gris. De har begge flair for livet. Carrouges fortjener at dø i sin selvretfærdige patos.

   Vi er endnu i prologen. Jorden er mudret, lyset metallisk. Fra hver ende af indhegningen rider de to mænd mod hinanden. Hver i sin rustning, hver med sin lanse. I kontaktøjeblikket bliver billedet hvidt. Tiden nulstilles. Så følger tre versioner af, hvad der virkelig skete, da Jacques le Gris forgreb sig på Marguerite de Carrouges, mens hendes mand var på Urias-togt.

HVER sandhed udgør en film i sig selv. »Sandheden ifølge Jean de Carrouges« er en melankolsk beretning om, hvordan den retskafne borgherre igen og igen blev svigtet og forbigået. Hertugen gav hans privilegier til le Gris. Carrouges tjener penge som lejesoldat. Han bærer sorg, da han møder Marguerite. De er kærlige og forelskede sammen. Der mangler kun et barn til at sikre arvefølgen.

   »Sandheden ifølge Jacques le Gris« er ikke helt den modsatte historie, man kunne forvente. De to mænd var venner, men le Gris kunne ikke modstå hertugens fristelser. Han giver sig selv points for at prøve at skåne Carrouges. Ja, han voldtog Marguerite – men hun ville selv og gav ham signaler. »Vi kunne ikke styre os,« siger le Gris, da han knapper sig til.

   »Sandheden ifølge Marguerite de Carrouges« er naturligvis kernen i filmen. Hun beskriver det svære forhold til sin svigermor (Harriet Walter) og forklarer, hvordan det er at blive handlet med, først som en bringer af medgift, siden som et avlsdyr. Hendes beskrivelse af voldtægten er uigendrivelig. Som loven fungerer, vil Marguerite dø, hvis hendes mand ikke vinder duellen.

DET er ikke en Ivanhoe-ædel fortælling. Filmen bygger på en autentisk fremstilling: The Last Duel: A True Story of Trial by Combat in Medieval France (2004) af historikeren Eric Jager. Den sidste lovlige duel i Frankrig blev virkelig udkæmpet den 29. december 1386.

   Spilletiden er næsten tre timer. Man er meget spændt på duellens udfald. Det er dog lige så interessant at følge de små forrykkelser i baggrunden. Flere afsnit viser de samme situationer fra forskellige synsvinkler. Retsproceduren er meget moderne. I andre henseender er fortiden virkelig et fremmed land.

MATT Damon og Ben Affleck har skrevet manuskriptet sammen med Nicole Holofcener (Friends with Money). Skuespillerne begyndte som et forfatterteam. De skrev Good Will Hunting (1997) sammen og modtog en Oscar.

   I #MeToo- sammenhæng har især Damon gjort sig uheldigt bemærket, ikke ved handling, men ved at antyde nuancer. Man har set ham som en facilitator. Her tager vennerne til genmæle. Det sker i en filmisk form, der låner fra mesteren Akira Kurosawa. Også Rashomon – Dæmonernes port (1950) beskrev en voldtægt fra flere synsvinkler. Alt gik op i en højere enhed.

   Ridley Scott elsker episk kamptummel. Her holder instruktøren igen i de parallelle historier. Først til slut bliver kniven sat ind. Omsider rendyrkes stilen fra to andre middelalderfilm, Scott har skabt: korsfarerskildringen i Kingdom of Heaven (2005) og det solide bud på en ny Robin Hood (2013).

EN feministisk riddertidsfortælling er næppe, hvad man venter sig fra Sir Ridley Scott. Den 83-årige filmskaber har altid været en praktisk håndværker. Han lavede tidligt to værker, Alien (1979) og Blade Runner (1982), som definerer sci-fi på film. Han er en af de sidste, som bruger hele det klassiske apparat.

   Går man listen efter, er der feministiske tilløb. Scott instruerede Thelma & Louise (1991) og G.I. Jane (1997). Han formgav Sigourney Weavers ikoniske Alexandra Ripley-figur. Da Kevin Spacey blev #MeToo-impliceret, var Scott ved at optage All the Money in the World. Scott fjernede ham uden at blinke og tog scenerne om med Christopher Plummer.

SCOTTS debut var en filmatisering af Joseph Conrads The Duellists (1977, da. Duellanterne). Med en vis poesi er det dér, han er landet igen. Jeg vil ikke kalde The Last Duel en uforglemmelig film, men skarpheden overbeviser. Det er en tankevækkende skildring af privilegerede kvinders udsatte stilling.

   Filmen foregår på samme tid som Charlotte Sielings Margrete den Første. Den kaster det samme historiske blik på køn, krig og magtintriger.

Se også Blade Runner – The Final Cut (1982/2007); Antologifilm | All the Invisible Children (2005); Ridley Scott: American Gangster (2007); Ridley Scott: Prometheus (2012) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott | Cormac McCarthy: The Counselor (2013); Ridley Scott: The Martian (2015) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott: Covenant (2017) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott: All the Money in the World (2017); Ridley Scott: House of Gucci (2021) + Philip K. Dick 1928-1982; Tårer i regnen: Blade Runner 2049 [Sequels nr. 3]; Klassiske karakterer: Moses og mogulerne [2014].

The Last Duel. Instr.: Ridley Scott. Manus: Nicole Holofcener, Ben Affleck, Matt Damon. Foto: Dariusz Wolski. 152 min. USA 2021. Dansk premiere: 14.10.2021.

Fotos: 20th Century Studios/ Walt Disney Studios Motion Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Disney Buena Vista (UK) 31.01.2022

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 15.10.2021

Ben Affleck: Live by Night (2016) [Noir 100]

EN STOISK REFLEKS

Den amerikanske drøm har sin pris

Af BO GREEN JENSEN

HVAD man selv sender ud, kommer altid tilbage, men sjældent på den forventede måde.

   Cirka så tør er den afmålte visdom, som Thomas Coughlin (Ralph Gleason), en ubestikkelig politimand i 1920ernes Boston, deler med sin kriminelle søn, før det går galt. Udsagnet er typisk for den lakoniske tone i Lev om natten, Ben Afflecks første selvinstruerede film siden Oscar-vinderen Argo fra 2012.

   Det er en panoramisk periodekrimi fra den amerikanske forbudstid, baseret på den anden af Dennis Lehanes tre romaner om Joe Coughlin, en århundredets søn fra forrige sekel. De øvrige bøger i serien er Den givne dag (2008) og Verden af i går (2015). Der er også en stor læserskare i Danmark.

   Krøniken er et eksperiment for Lehane, der er bedst kendt for nutidig blue collar-krimi. Affleck debuterede som instruktør med en filmatisering af Lehanes Gone, Baby, Gone. I Live by Night er han også producer, manuskriptforfatter og hovedrolleindehaver. Det er på alle måder en håndlavet film. Det er muligvis også én post for meget.

JOE Coughlin mister sin barnetro i Europa under 1. verdenskrig, Han vender hjem med en beslutning om ikke at følge ledere mere. I 1926 er den irske immigrantsøn en småtyv, som arbejder freelance. Han gør, hvad han kan, for at styre klar af krigen mellem irske og italienske spritsmuglere.

   Det særlige ved Joe er en grundlæggende godhed og retfærdighedssans, som han ikke bliver sart eller lovlydig af, men som alligevel får ham til at handle empatisk. Frem for alt er han i stand til at elske. Joe falder først for Emma Gould (Sienna Miller), den irske gangsterchefs elskerinde, og bliver en del af mafiavæsenet for at få hævn, da han tror, at han har mistet hende.

   Joe tager til Florida for at implementere den narkohandel, som skal være forretningsgrundlaget, når alkoholforbudet hæves om lidt. Han drømmer også om at åbne et casino og flytter sammen med Graciella Suarez (Zoe Saldana), der er søster til den cubanske smugler, som hele markedet er afhængigt af.

FORBUDSTIDEN er et forpligtende landskab. Der vil være sammenligninger med formatet i Francis Ford Coppolas Godfather-saga (1972-1990), Sergio Leones Once Upon a Time in America (1984) og Brian De Palmas The Untouchables (1987, da. De uovervindelige), hvis en filmskaber vælger den episke vej. Lev om natten ligner snarere en letvægtsudgave af Curtis Hansons L.A. Confidential (1997). Hvis Stefan Zweig var gået gangstervejen, da han skulle skrive Die Welt von Gestern (1942, da. Verden af i Gaar), kunne han godt være kommet på en mand som Joe Coughlin.

   Første akts skildring af Boston er træt og ret klichebelagt. Filmen finder sin stemme i Florida, hvor de etniske grupper foragter hinanden i et sindrigt system af fordomme. Alle lever af den cubanske forbindelse. I Lehanes bog er Graciella aktiv i bevægelsen, som vælter Gerardo Machado og bringer Fulgencio Batista til magten. I filmen er mange forløb skåret ud for at vinde tid og skabe enkelhed.

   De bedste scener skildrer Joes håndtering af situationen i Tampa. Han fører åben krig mod Ku Klux Klan og nægter at promovere racismen. »Engang var Joe en god mand,« står der på filmens plakat. Sagen er, at det bliver han ved med at være. Det hævner sig, som hans far forudsagde. Men det gør ham også til en uforudsigelig spiller i den kyniske rutine.

ELLE Fanning og Chris Cooper spiller datter og far i en sidehistorie, som får afgørende konsekvenser. Cooper er politichefen, som er neutral, snarere end egentlig korrupt. Fanning er datteren, der tager til Hollywood og ender som heroinafhængig pornomodel. Hun genopstår som kristen moralprædikant, da Joe har brugt hende som pressionsmiddel.

   Her er bogen langt mere betændt. Overhovedet er der skåret og strammet i de moralske mellemregninger. Lehane var medforfatter på HBO-serierne The Wire (2002-2008) og Boardwalk Empire (2010-2014). Det er den slags verden, bogen beskriver. Altså mere James Ellroy og Martin Scorsese end høvisk historieskrivning.

   Afflecks film kritiseres for ikke at være mørk nok, hård nok, passende kynisk. Det er dog en holdning, han vælger. Der er en godmodighed i fortællerstemmen, en særegen stoisk refleks. Joe er ingen Scarface, og dét er hans styrke som karakter. Han ved, at han kunne sige fra, hvis det var.

   Denne iboende anstændighed – plus den prægtige periodeskildring – gør Lev om natten særdeles seværdig.

Live by Night (Lev om natten). Instr. og manus: Ben Affleck. Foto: Robert Richardson. 128 min. USA 2016. Dansk premiere: 12.01.2017.

Fotos: Appian Way/ Warner Bros/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Warner Bros. 22.05.2017

Weekendavisen Kultur 13.01.2017

Ben Affleck: Gone Baby Gone (2007) [Noir 100]

ALLE DE FORSVUNDNE BØRN
En forstemmende hjemstavnshistorie

Af BO GREEN JENSEN

DENNIS Lehane (f. 1966) skriver realistiske krimier fra Boston-bydelen Dorchester, hvor forfatteren selv voksede op.

   Nogle er tragisk tonede skæbnefortællinger, der lader nutiden hævne fortidens synder. Det gælder for eksempel Mystic River (2001), som Clint Eastwood filmatiserede i 2003, og psykodramaet Shutter Island (2003), som Martin Scorsese gik hele noir-vejen med i 2010. 

   Andre er seriehistorier med partnerne Patrick Kenzie og Angela Gennaro som absolut uglamourøse detektiver, der kan nå dybere ned i de begravede mysterier, end politiet er i stand til. Der er seks romaner om Kenzie og Gennaro. I 2007 valgte Ben Affleck den fjerde, Gone, Baby, Gone (1998), som emne for sin instruktørdebut.*

   Skønt Affleck til hverdag var Hollywood-stjerne, og filmen i referat måske lød som en ret ordinær, skabelonpræget spændingshistorie om bortførte børn og sorte blodpenge, kunne ingen forveksle Gone Baby Gone med overflødig eller forfængelig filmkunst. Også Affleck kommer fra Boston, og han sætter en ære i at reproducere den sammenbidte hverdags-noir, Lehanes bøger bruger som krog. Premieren blev udsat flere gange, fordi plottet har adskilligt tilfælles med sagen om Madeleine McCann, den 4-årige britiske pige, som forsvandt i Algarve i maj 2007 og stadig ikke er fundet.**

BAGGRUNDEN ligner sandt nok en smule. Medierne fråser i medynk, og alle har et øjeblik i blitzlyset, da Amanda McCready forsvinder fra sit hjem. Man fornemmer straks konflikten mellem pigens hærgede mor, Helene (Amy Ryan), og svigerinden Bea (Amy Madigan). Næste dag står Bea og Helenes bror i køkkenet hos Kenzie (Casey Affleck) og Gennaro (Michelle Monaghan). Der forsvinder så mange børn i Amerika. Man hører aldrig mere og er for længe siden blevet immun for paraden af ansigter, der er trykt på mælkekartoner. Kenzie vil gerne tage sagen. Gennaro er skeptisk, fordi hun aner, hvordan det kan ende.

MEDIERNE mister interessen, hjulene begynder at dreje. Politichefen (Morgan Freeman), som i sin tid selv har mistet en datter, der blev bortført, misbrugt og myrdet, beder kriminalbetjentene Bressant (Ed Harris) og Raftapolous (John Ashton) samarbejde med Kenzie og Gennaro. Kenzie spørger sig for i kvarteret. Det kommer frem, at Helene er prostitueret og har stofproblemer. Hun tog ofte datteren med på den bar, hvor hun drak, da Amanda blev bortført. Flere lig popper op i miljøet. Nogle narkopenge er forsvundet. En udveksling sættes i stand, men noget går galt i mørket ved søen, hvor man i øvrigt aldrig finder pigens lig.

HISTORIEN har nået sin midte, da det mørke vand lukker sig tæt over sagen. Tiden går. Gennaro og Kenzie kan ikke tale med hinanden. Hun er deprimeret, fordi de ikke kunne gøre en forskel. Han vil ikke slippe sagen. Her begynder jagten på en dybereliggende sandhed. Der er noget med korruption og falske beviser. Der er noget med gode og dårlige mødre. Der er spørgsmålet om, hvorvidt man kan fjerne et barn fra dets forældre, uanset hvor sølle disse er. Det er en spændende historie med en mangesidet problemstilling, som ikke bliver løst uden omkostninger. Det er en rodet menneskeslutning, som sender filmens publikum hjem.

ED Harris og Morgan Freeman er så nuancerede spillere, at deres typer forbliver interessante og uudgrundelige. Casey Affleck, instruktørens lillebror, giver filmen en nøgtern fortæller, som fører regnskab med de moralske værdier. Filmens primære kvalitet er dog beskrivelsen af miljøet. Det er meget overbevisende gjort. Der er ingen folkloristisk turisme, ingen tendens til at vælte sig i sølet eller romantisere de hårde liv i kvarteret.

   I USA forsvinder henved 800.000 børn på et år. Heraf bliver en fjerdedel bortført, og en fjerdedel af disse sager involverer familiemedlemmer. 99% bliver fundet, men 10.000 børn kommer aldrig tilbage. Filmen vil sætte ansigter på denne statistik. Det lykkes ikke ubetinget. Den vil også være voldsom, hård, kompleks og realistisk. Dét lykkes. Gone Baby Gone er en god kriminalfilm om rigtige mennesker. Det var en overbevisende instruktørdebut for Ben Affleck, som straks gik i gang med at gentage tricket.

Se også Ben Affleck: Live by Night (2016) [Noir 100]; En ny slags fortæller: Jim Thompson 1906-1977 [Noir 100]; Kenneth Lonergan: Manchester by the Sea (2016).

*) Kenzie og Gennaro optræder i A Drink Before the War (1994), Darkness, Take My Hand (1996), Sacred (1997), Gone, Baby, Gone (1998), Prayers for Rain (1999, da. En bøn om regn) og Moonlight Mile (2010). De første tre bøger er ikke oversat; de filmatiserede titler hedder det samme på dansk. I Moonlight Mile er der gået 12 år, også i serien, og Angie og Patrick er selv blevet forældre, da den gamle sag vender værre tilbage.

   Lehane er også forfatter til trilogien om gangsteren Joe Coughlin, som er lige gammel med det 20. århundrede og fortæller en del af dets historie i The Given Day (2008, da. Den givne dag), Live by Night (2012, da. Lev om natten) og World Gone By (2015, da. Verden af i går).

   Ben Affleck filmatiserede Live By Night med sig selv som Joe Coughlin i 2016. Mellem Gone Baby Gone og Live by Night havde han for det første leveret kupfilmen The Town (2010), der kan måle sig med det bedste i genren og bruger fortroligheden med Boston optimalt. For det andet havde han vundet en Best Feature-Oscar for Argo (2012), som åbnede alle døre.

   Produktionen af Live by Night trak i langdrag på grund af andre roller og Afflecks engagement i DC-universet, hvor han var Batman i fire film, men aldrig nåede til at spille rollen i den kommende The Batman (2022), som han også skulle have instrueret. Det er derfor Afflecks Batman, man kan se i Zack Snyder's Justice League, som HBO streamer fra 18. marts 2021. Miniserien er det i DC Fandom længe efterspurgte director's cut af Justice League fra 2017, nu med en spilletid på fire timer.

   Gone Baby Gone blev lavet for 19 mio. dollars og indspillede 35 mio. på verdensplan. Live by Night kostede 108 mio. dollars og solgte kun billetter for 23 mio. Det går med andre ord ikke den rigtige vej. Alligevel har Affleck 23 titler i forproduktion. Det er det, jeg mener med, at Argo åbnede alle døre. Han er i øvrigt en ivrig og ægte tegneseriefan. Jeg vil ved lejlighed poste en samtale, som vi havde i 2006, da Affleck spillede den dræbte, formentlig myrdede skuespiller George Reeves (fra 1950ernes tv-udgave af Adventures of Superman) i Allen Coulters Hollywoodland.

   Affleck instruerede kortfilmen I Killed My Lesbian Wife, Hung Her on a Meathook, and Now I Have a Three Picture Deal with Disney i 1993, da han var 21 år. Det satiriske visitkort varer kun 16 minutter. Jeg kalder derfor Gone Baby Gone hans debut. Det kom ikke bag på nogen, at han ville om bag kameraet. Sammen med Matt Damon skrev Affleck manuskriptet til Good Will Hunting (1997), som Gus Van Sant instruerede med Robin Williams i hovedrollen.

   For så at runde noten af: Dennis Lehane har bidraget med flere manuskripter til Mr. Mercedes (2017-19) og The Outsider (2020), miniserier efter de to første bøger i Stephen Kings triilogi om politidetektiven Bill Hodges. Han er i gang med gøre John D. MacDonalds Travis McGee til en franchise-figur i The Deep Blue Good-By, den første (af 21) McGee-romaner, alle med en farve i titlen, som James Mangold skal instruere. Lehane skrev, instruerede og producerede selv Boston-filmen Neighborhoods i 1993, men kunne ikke finde en risikovillig distributør.   

**) Det gælder desværre endnu. I skrivende stund [15.02.2021] er der stadig ingen løsning i Madeleine McCann-sagen. Pigen forsvandt i Algarve den 3. maj 2007. I 2011 åbnede Scotland Yard en særskilt undersøgelse, Operation Grange, som stadig er aktiv. Så sent i juni 2020 undersøgte tysk politi en mulig mistænkt i Braunschweig. Madeleine McCann ville nu være 17 år gammel. 

Gone Baby Gone. Instr.: Ben Affleck. Manus: Ben Affleck og Aaron Stockard. Foto: John Toll. 114 min. USA 2007. Dansk premiere: 25.12.2007 

Fotos: CineMaterial/ Miramax/ SF Studios/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Studio Canal  [Zavvi Exclusive Steelbook | Limited Edition of 2000 copies] 13.10.2014

Weekendavisen Kultur 21.12.2007

David Fincher: Gone Girl (2014) [Noir 100]

LØGN OVER LØGN

Når to narcissister fortjener hinanden

Af BO GREEN JENSEN

DAVID Finchers tiende spillefilm er en stramt komponeret krimihistorie, som lader to upålidelige fortællere forvirre tilskueren med modstridende versioner af et forløb, der lægges frem i nøje afmålte doser. Hele idéen er, at publikum skal lade sig forføre af først den ene, så den anden fortæller. Man bør derfor vide så lidt som muligt, hvis filmen skal virke efter hensigten. Læs derfor kun videre, hvis du allerede kender den populære thriller af Gillian Flynn, som ligger til grund for Finchers filmatisering.

   Flynn har selv bearbejdet romanen, som fungerer på mange niveauer, skønt præmissen for så vidt er enkel. Nick og Amy Dunne (Ben Affleck og Rosamund Pike) har 5 års bryllupsdag, da han kommer hjem til huset i North Carthage, Missouri, og finder knust glas under vinduet. Til gengæld er Amy forsvundet. Han kontakter politiet og kommer hurtigt til at stå øverst på listen over mistænkte.

KRIMINALFOLKENE Boney (Kim Dickens) og Gilpin (Patrick Fugit) finder blodspor i køkkenet. Der er fejl i Nicks forklaring, vitale informationer, han har udeladt, og fundet af Amys dagbog bliver en særligt belastende faktor. Den fortæller en anderledes mørk version af historien om det gyldne par. Her er Nick en voldelig ægtemand, der har brugt sin hustrus penge på golfkøller og en gigantisk fladskærm. At disse ting står i garagen hos Nicks søster, Margo (Carrie Coon), øger sandhedsværdien af dagbogens udsagn. Amy skriver, at hun frygter for sit liv.

   Der er hans version og hendes version. Længe lytter man primært til ham, mens fortiden eksponeres i flashbacks, som stammer fra hendes dagbog. Begge forklaringer overbeviser; begge forstår at fingere en stemning og konstruere plausible detaljer. Midtvejs bliver der vendt op og ned på alle begreber. Så følger parrets fælles historie, der bliver fortalt i en mere objektiv form. Meget er stadig oppe i luften, men ét står fast: de to ægtefæller fortjener hinanden.

NICK og Amy mødtes på Manhattan i 2007. Begge havde skrivejobs. Begge fandt den anden part befriende forskellig fra hoben af opblæste almindeligheder. Begge nød at spille en spændende og romantisk rolle i filmen, som den anden iscenesatte. Som ægte narcissister var de skabt for hinanden. Som alle narcissister syntes de, at de selv var lidt mere interessante. Det var i hvert fald let at blive et par.

FACADEN krakelerer, da finanskrisen kommer i 2008. Begge mister deres arbejde. Det gør i første omgang ikke så meget, for Amy lever i virkeligheden af royalties, hendes forældre har tjent på at skrive en serie elskede børnebøger om Amazing Amy. Amy hader sine forældre, fordi de stjal hendes barndom. I bøgerne var hun et gyldent barn, som kunne og ville det hele. I virkeligheden var hun en ordinær lille pige.

   Vi ved fra Nick, at Amy er den fødte manipulator. Selv fremstår han som en lidt indolent, men dybest set også gedigen mand, der har fundet det svært at vende hjem til fødebyen. Han har åbnet en bar, som giver underskud. Han underviser i creative writing. Da det viser sig, at han har et forhold til en studerende, bliver hans troværdighed yderligere undermineret. For resten var Amy vist nok gravid. Så hvem manipulerer mest, og kunne Nick være den psykopatiske sjuft, som Amy beskriver?

   Alle viser sig fra deres værste side, da Amys forsvinden bliver varmt mediestof. Filmen har sin virkelige styrke i den satiriske, men ikke urealistiske skildring af tv-stationernes hæmningsløshed, studieværternes standret, groupier, der lægger fotos på Twitter, hele aftrykket af den offentlige mening, når den er værst. Fordi Fincher er en misantrop på niveau og i klasse med Alfred Hitchcock, bliver ingen skånet undervejs: ikke Nick, ikke Amy og absolut ikke publikum. Hér er den mediekultur, vi fortjener.

BÅDE i filmen og bogen taler Nick og Amy med hver sin stemme. Film er dog et mere bogstaveligt medium, og at publikum faktisk ser tingene ske, inklusive de løgne som bliver fortalt, øger troværdighedspræget af begge versioner. Fincher instruerer i sin sædvanlige, klinisk afmålte stil, der er blevet kaldt precision noir. Historien ligger perfekt for hans metode. Det er løgn over løgn til det sidste, og måske er sandheden simpelt hen pillet i stykker, da der ikke er flere bedrag at bestyre.

   Ben Affleck er både tillidvækkende og tilpas uaflæselig som den nødstedte Nick. Rosamund Pike fungerer lige godt som gylden pige, forurettet furie, trailer trash og regulær sociopat. I forbifarten registrerer filmen en kriseramt nation. Sandheden skrives af den dygtigste løgner, og al sympati er til salg for en slik.

   Nick lærer på den hårde måde, at det gælder om at smile på de rigtige steder. På en i øvrigt solid rolleliste gør Tyler Perry særligt indtryk som superadvokaten, der forstår spillets regler og trives med hele det glitrende show.

   Der er meget, man ikke vil røbe af hensyn til historien og måden, som Fincher fortæller den på. Midtvejs ved man, hvad der blev af Amy, men krigen bliver ved til det sidste, og efterhånden er det snarere bedragets omfang, som fascinerer. Filmen er et generationsportræt, en ægteskabsskildring og en sønderlemmende kulturkritik. Den er for resten også en udmærket thriller, omend af den mere vidtløftige slags.

Se også David Fincher: Fight Club (1999); David Fincher: Zodiac (2007) [Noir 100]; David Fincher: The Curious Case of Benjamin Button (2008); David Fincher: Mank (2020) [Oscars 2021].

Kvinden der forsvandt (Gone Girl). Instr.: David Fincher. Manus: Gillian Flynn. Foto: Jeff Cronenweth. 145 min. USA 2014. Dansk premiere: 23.10.2014.

Gillian Flynn: Kvinden der forsvandt. Oversat efter Gone Girl (2012) af Charlotte A.E. Glahn. 492 s. Forlaget Gad, 2013.

Fotos: Twentieth Century Fox/ SF Studios/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB/ Crown Publishing, Forlaget Gad

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime,YouTube Film

2K Blu-ray fra 20th Century Fox [includes Amazing Amy Book] 02.02.2015

Weekendavisen Kultur 24.10.2014