Jan Troell: Maria Larssons evige øjeblik/ Everlasting Moments (2008)

DET ENKELTE NU

En lovsang til jævne menneskers liv

Af BO GREEN JENSEN

I EN snart 60 år lang instruktørkarriere har Jan Troell (f. 1931) skabt nogle af de største og mest gavmilde værker i svensk filmhistorie. Mens Strindberg-sønnerne Bergman og Bo Widerberg arbejdede i en selvafsøgende auteur-tradition, trådte Troell som regel tilbage og lod stoffet selv fortælle. Undtagelsen er den første frapperende langfilm, Ole Dole Doff (1968), som må være en af de mest indfølte skildringer af en upopulær skolelærers helvede.

   Fra og med de store Vilhelm Moberg-filmatiseringer, Utvandrarna (1971) og Nybyggarna (1972), er formen solid og besnærende rolig. Det er en kunst at fortælle, så det ikke ligner nogen kunst. Også i sine portrætter af drømmere og fantaster – Ingenjör Andrées luftfärd (1982, da. Den umulige drøm), Hamsun (1996) og Så vit som en snö (2001, da. Så hvid som sne) – er Troell en grundig og tilgængelig fortæller. Hans tre timer lange dokumentar om Sagolandet (1988, da. Eventyrlandet) er stadig det store røntgenbillede af nationen.

MARIA Larssons evige øjeblik er tre eller fire historier i én. For det første er filmen en hvas proletarskildring i den gode socialdemokratiske tradition fra Moberg og Martin Andersen Nexø. Den er også et varmt, solidarisk portræt af en arbejderkvinde og en kønspolitisk kommentar til de omkostninger, som mændenes værdier havde for deres familier. Den er en tillidserklæring til kærligheden, som holder to vidt forskellige mennesker sammen, men først og sidst er den et kunstnerportræt. Maria Larsson opdager, at hun kan fotografere og holde tiden fast på en måde, som andre mennesker ikke har blik for.

FILMEN begynder i 1907 og slutter knap 30 år senere, da de store dramaers tid er forbi. Maria (Maria Heiskanen) fra Finland gifter sig med svenskeren Sigfrid (Mikael Persbrandt). De får syv børn sammen og elsker hinanden, men handyret har hang til sprit, frie kvinder og faglig arbejdskamp. Når han ikke knuselsker sin hustru, kan han slå hende halvt fordærvet, og i forholdets mørkeste fase må han i fængsel.

   Alligevel er Sigfrid ikke bare en brutal karikatur. Som Mikael Persbrandt fremstiller figuren, er han virkelig et menneske, en fejlbarlig mand i fuld skala med hud, hår og det hele. Han ændrer sig også (en smule) med tiden. Om Marias knæ bliver børnene større. Man er altid mange sammen i et eller to små og fugtige rum, men det fungerer, og man indretter sig – også efter de store ægteskabskrige.

MARIA husker kameraet, som hun vandt i et lotteri i sin ungdom, da det bliver nødvendigt at rejse penge. Det er fotohandleren Sebastian Pedersen (Jesper Christensen) – Onkel Piff Paff Puff kalder børnene den danske tilflytter – som opdager Marias talent og opmuntrer hende til at arbejde med det på et tidspunkt, da fotografiet endnu var noget eksotisk, og kvinder som Maria i hvert fald ikke beskæftigede sig med det. Men på ingen tid bliver hun kvarterets krønikeskriver. Det er hende, man henvender sig til, når døde børn og besøgende slægtninge skal foreviges.

   Da Sigfrid er kommet over sin jalousi – og en tid lang er Sebastian virkelig en romantisk mulighed for Maria – erkender også han, at hun kan noget unikt. Da Nordens tre høje konger mødes for at drøfte en fælles politik for 1. verdenskrig, registrerer Sebastian begivenheden på film, mens Maria tager det foto, som kommer i avisen. Hun og danskeren deler en taknemlig ærefrygt ved teknikken, som evigt kan holde det enkelte nu. Maria forvinder aldrig sin undren, og hendes kamera bliver den talisman, som trods alt holder sammen på ægteskabet.

FILMEN bygger på en bog, Att människan levde – Maria Larssons eviga ögenblick (2007), som Agneta Ulfsäter, Jan Troells hustru, har skrevet om sin slægt og sin baggrund. Den historiske Maria Larsson (1876-1930) var faster til forfatterens far og tog en lang række af de fotografier, som filmen genskaber og levendegør. Den sparsomt anvendte fortællerstemme er lagt i munden på familiens ældste datter, Maja Öman.

   Uden at blænde med prangende sætstykker, står tidsbilledet rent og overbevisende. Hver detalje er gennemarbejdet, hver scene sidder som den skal, og ikke ét øjeblik i den lange film føles tomt eller overflødigt. Man føler en stor ro ved at følge disse skæbner gennem tiden. Der er magiske og fortvivlede øjeblikke. Som det nu engang er med et liv.

   Maria Larssons evige øjeblik beviser, at den fællesnordiske recept kan fungere, når emnet og formen er rigtig. Svenskere, danskere, nordmænd og finner spiller så selvfølgeligt sammen, at en udenforstående næppe kan se forskel. Udlandet vil se Troells film som et skandinavisk storværk. I Norden vil man vel afskrive den som en ædel anakronisme. 

FILMEN fik premiere under Bergmanveckan på Fårö i juni 2008 og blev lanceret internationalt – med titlen Everlasting Moments – på Toronto International Film Festival i september samme år. Den var Sveriges officielle Oscar-bidrag, modtog fem Guldbagge-priser og blev i Danmark kåret som årets ikke-amerikanske film ved Robert-uddelingen.

   The Criterion Collection har udgivet filmen på blu-ray. Det er interessant at sammenligne lanceringen og receptionen i og uden for Skandinavien. I Norden betones den brede socialhistoriske skildring af perioden. I udlandet får man indtrykket af en porøs kunstfilm, der er skudt i stilen fra russiske instruktører.

   Smukkest står de scener, som lader Marias blik for den evige hverdag smelte sammen med instruktørens egen kærlighed til sit håndværk. Han begyndte som fotograf for kolleger og er stadig i stand til at føle undren og ærefrygt. Det sker i scenen, hvor Sebastian viser Maria, hvordan kameraet fungerer og lader en sommerfugls skygge flitre i hånden. Og da familien Larsson ser Charlie Chaplin i biografen. Som Agneta Ulfsäter siger, vidner Marias fotografier om, at disse mennesker fandtes – de levede, dansede, grinte og græd. For Maria var fotoet praktisk magi. Når filmen er bedst, føjes alle synsvinkler sammen.    

   Troell formidler et endnu levende stof. For undertegnede er det fortællingen om mine bedsteforældre, både i den store jyske og den endnu mere omfattende bornholmske slægt, hvor der var flere børn end hos Larssons. Måske vil yngre mennesker fravælge filmen. Ved sin danske premiere blev den smuglet ud i fem kopier.

  

   

Se også Amerikanske billeder: Jacob Riis 1849-1914; To versioner: Utvandrarna/ The Emigrants (1971/2021).

Maria Larssons evige øjeblik (Maria Larssons eviga ögonblick). Instr.: Jan Troell. Manus: Niklas Rådström, Jan Troell, Agneta Ulfsäter, Maja Öman. Foto: Mischa Gavrjussjov og Jan Troell. 131 min. Danmark-Finland-Norge-Sverige 2008. Dansk premiere: 31.10.2008.

Fotos: Nille Leander [production stills]/ Blind Spot Pictures/ Filmpool Nord/ Final Cut Productions/ Götafilm/ Motlys/ Sandrew Metronome International/ The Criterion Collection (framegrabs + 2010-trailer)/ SFI (restored 2021-trailer with commentaries)/ IFC .  

Filmen streames på C More og SF Anytime

The Criterion Collection udgav filmen på dvd og blu-ray i 2010 [spine #520]

Første del af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 01.11.2008.

Zhang Yimou: A Woman, a Gun and a Noodle Shop (2009) [Noir 100]

KINESISK GENDIGTNING

Fra brødrene Coen til Zhang Yimou

Af BO GREEN JENSEN

TRAFIKKEN går som regel fra resten af verden til USA, når genindspilninger er på tale. Regulære remakes omplanter udenlandske succeser til amerikanske forhold, så fortællingerne får maksimal udbredelse. Susanne Biers Brødre (2004) bliver til Jim Sheridans Brothers (2009); Fred Cavayés Pour Elle (2008) bliver til Paul Haggis' The Next Three Days (2010). Resultatet er sjældent på højde med originalen, men meningen er god nok. Det er en anstændig metode med sin egen indbyggede automatik.

   Næste genbrugsniveau hedder re-imaginings. Her prøver man at skabe nye rammer om det oprindelige indhold. Le retour de Martin Guerre (1982, da. Historien om Martin Guerre), en identitetsfabel fra fransk middelalder, blev genskabt som borgerkrigsdramaet Sommersby (1993), og John Sturges’ western The Magnificent Seven (1960) havde sit udspring i Akira Kurosawas De syv samuraier (1954). Mange så Sergio Leones En nævefuld dollars (1964) uden at forbinde den med samme Kurosawas Yojimbo (1961, da. Livvagten).

EN sjælden gang kører bilerne i modsat retning, og det er mindst lige så lærerigt at betragte. Zhang Yimous periodekrimi En kvinde, en pistol og en nudelbar er en tro kopi af Blood Simple (1984), de amerikanske Coen-brødres debutfilm. Baren i 1980ernes Texas er erstattet med en nudelbod i Gansu-provinsen i Middelalderens Kina. Ejeren Wang er efter den frygtsomme Li, som modstræbende indleder et forhold til hans hustru. Den lakoniske detektiv, som blev spillet af M. Emmet Walsh hos brødrene Coen, er nu politibetjenten Zhang (Honglei Sun), som svæver over vandene, har sin egen dagssorden og udgør filmens (a)moralske centrum.

LIDT firkantet kan man sige, at Blood Simple er genskabt i stilen fra House of Flying Daggers (2006). Også Coen-brødrenes film var en stiløvelse, et tidligt eksempel på neo-noir, men der var mere bund i den realistiske persontegning. Yimous figurer er rene karikaturer. Det bedste ved hans version er de LSD-stærke farver og svimlende kameragange, som har mere tilfælles med Sergio Leone end med Coen-brødrene.

ORAKLET Jean-Luc Godard (1930-2022) sagde engang, at en kvinde og en pistol er alt, hvad man behøver for at skabe en film. Også heraf titlen på Yimous pulp fiction, som eksperimenterer på underholdende vis, men aldrig helt forvinder præget af pastiche. Filmen er en kunstnerisk krusedulle, som manden bag Under den røde lygte (1991) og Hero (2003) sagtens kan være bekendt. Den er dog sjovest, hvis man husker Blood Simple, og den er uden egentlig dybde. Primært (sund) slik for cineaster.

Se også To versioner: Unforgiven (1992/2013) [Westerns 100].

En kvinde, en pistol og en nudelbar (San qiang pai an jing qi). Instr.: Zhang Yimou. Manus: Jianquang Shi, Jing Shang. Foto: Xiaoding Zhao. 95 min. Kina 2009. Dansk premiere: 05.05.2011.

Fotos: Beijing New Picture Film/ Film Partner International/ Sony Pictures Classics/ Internationale Filmfestspiele Berlin/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime

Teksten trykt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 06.05.2011.

Edgar Wright: Last Night in Soho (2021)

FOR LÆNGE SIDEN LIGE FØR

Gyser, musikfilm og hjemstavnsfortælling

Af BO GREEN JENSEN

TEENAGEREN Eloise (Thomasin McKenzie) tager toget til London for at blive designer. Hun er vokset op hos sin moster, der ved, at pigen har en stærk vilje og et skrøbeligt sind. På den måde er hun sin mor op ad dage – og Ellies mor har været død i mange år nu.

   For Ellie lever moderen stadig. Hun viser sig i spejlet, når Ellie danser til »A World Without Love« med Peter & Gordon eller »Wishin' and Hopin'« med Dusty Springfield. Værelset er en tidskapsel. Væggen domineres af plakaten fra Breakfast at Tiffany's (1961, da. Pigen Holly) med Audrey Hepburn som Holly Golightly. Også plakaten for Bob Fosses Sweet Charity (1969) pynter op.

   De første 20 minutter af Last Night in Soho er en forelsket – men heldigvis aldrig selvfed – hyldest til to genrer: 60rnes britiske gyser og italiensk giallo. Der er tre store forbilleder: Michelangelo Antonionis Blow-Up (1966), Michael Powells Peeping Tom (1960) og Dario Argentos Suspiria (1977), som filmen ligger tættest på i tone, farveskala og handling.

   Især er en retro-bevidsthed på spil. Der er horror à la Hammer Studios og guldalder-tv som i The Avengers. På lydsporet drejer Petula Clarkes »Downtown« (1964) sammen med The Kinks-sangen »Waterloo Sunset« (1965). Vi er præcis i skæringspunktet mellem London i nøjsomhedstiden og Carnaby Street i den psykedeliske guldalder.

ELLIE har en svær tid på kollegiet, hvor hun først er flyttet ind. Veninderne er hårde, og musikken er for høj. Så lejer hun et værelse hos Ms. Collins i Goodge Street i Soho. Sært nok bruger filmen ikke Donovan Leitchs »Sunny Goodge Street«. Det må så også være den eneste sang, som ikke citeres.

   Allerede første nat sker noget magisk. På kanten af søvnen kommer Ellie tilbage til kvarteret i 1960rne. Hun følger efter stjernefrøet Sandie (Anya Taylor-Joy), der vil gøre sin lykke som sanger og danser, uanset hvad det har af personlige omkostninger. Sommetider er hun Sandie. De møder begge sjuften Jack (Matt Smith) i natklubben Café de Paris.

   Nat efter nat vender Ellie tilbage. Efterhånden også om dagen. Snart flyder tiderne sammen. Det er tydeligt for Ellie, at Sandie er i fare. Imens er en seriemorder på spil, og Ellie har mareridt, hvor døde mænd uden ansigtstræk trænger sig på. Det er spændende og uhyggeligt. Især er det meget livagtigt.

EDGAR Wright (f. 1974) er i mange henseender et britisk sidestykke til Quentin Tarantino. De to instruktører er venner personligt, og det var – har jeg læst mig til – amerikaneren, som henledte britens opmærksomhed på 1968-hittet med Dave Dee, Dozy, Beaky, Mick & Titch, som spiller til slut.

   Som andre detaljer i filmen er »Last Night in Soho« er et perfekt stykke proustiansk huskekage. De fem glimmerdrenge var store i tiden, men dyrkes kun af nostalgikere nu. »The Legend of Xanadu« fra samme år er i øvrigt en eminent sang.

   Ellers synes filmens fortid at være 1965. Første gang Eloise er tilbage, og neonlandskabet breder sig ud, ser vi en biograffacade, der reklamerer for Thunderball med Sean Connery i 007-rollen. Der var britisk premiere i julen 1965. Det er en bedøvende smuk sekvens, som koncentrerer den nostalgiske charme. Alle Ellies drømme bliver til levende virkelighed.

PERIODEPRÆGET er mere end fernis, og Wright gør ikke tingene halvt. De ældre nutidsroller spilles af folk, som var ikoner back in the day: Rita Tushingham (fra Tony Richardsons A Taste of Honey/ En duft af honning) er Ellies moster. Terence Stamp er den gamle Casanova, som Ellie mistænker for at være morderen.

   Dame Diana Rigg (1938-2020) har sin sidste filmrolle som Ellies værtinde, der i dén grad holder nøglen til mysteriet. Rigg spillede et utal af store dramatiske roller på film og teater gennem en lang karriere, men for britiske tilskuere i en vis alder er hun uløseligt forbundet med rollen som Emma Peel i The Avengers (1965-1968). Last Night in Soho bærer dedikationen »For Diana«.*

   Alt er gjort med en stor kærlighed, som gennemlyser hver ramme. Har filmen fejl, må en af dem være den besværlige insisteren på fysisk håndgribelighed. Wright bruger uforholdsmæssig megen tid på at transportere Ellie frem og tilbage i tiden. Han afstemmer kronologien, som alligevel aldrig kan blive konkret.

   Det er dog fint at se, hvordan Thomasin McKenzie og Anya Taylor-Joy spejler sig i hinanden som Ellie og Sandie. De mimer hinandens gestik. Navnet Sandie er ikke grebet ud af luften. Taylor-Joy danser striptease til »Puppet on a String« (med Sandie Shaw). Vi er i et myldrende panorama. Beth Singh er castet som Cilla Black, der synger i Café de Paris.

FOR Wright markerer filmen et gearskifte. Han har lavet komiske genrestykker som Shaun of the Dead (2004) og underfundige bestillingsarbejder som Scott Pilgrim vs. The World (2010). Urværkspræcisionen i kupfilmen Baby Driver (2017) er med rette beundret.

   Men Last Night in Soho prøver faktisk at gå ind i karaktererne og sige noget særligt om tidens væsen og forholdet mellem kvinder og mænd. Først og sidst er filmen en kærlighedserklæring til 1965 som mental provins og historisk forskansning. Denne bevidsthed – som fortælleren deler med sin protagonist – vil aldrig overgive sig til en tarvelig nutid.

MENS titlerne afvikles, er der indskud af mennesketomme gader i Soho. De er tilføjet under COVID-19-nedlukningen. For Wright var det vigtigt at sætte dem fast, for instruktøren regner ikke med, at London bliver så øde igen. Scenerne sætter et effektivt punktum.

*) Diana Rigg var aktiv og efterspurgt til det sidste. Last Night in Soho blev hendes sidste film, men hun medvirkede også i miniserien Black Narcissus, et remake af Michael Powell og Emeric Pressburgers klassiker fra 1947, som Charlotte Bruus Christensen instruerede i 2020, og hun kan ses som Mrs. Pumphrey i første sæson af den nye tv-serie efter James Herriots All Creatures Great and Small (da. Folk og fæ), som Playground Entertainment optog samme år. Skønt man ikke skulle tro, at noget kunne matche den klassiske BBC-serie (1978-1990) med Christopher Timothy, Robert Hardy og Peter Davison, er det stille og roligt lykkedes for Channel 5-serien med Nicholas Ralph, Samuel West og Callum Woodhouse, som stadig er i produktion og får en femte og sjette sæson i 2025 og 2026. Patricia Hodge overtog rollen som Tricky Woos ejer, da Diana Rigg gik bort. Diana Rigg var et fyrtårn på højde med Maggie Smith (1934-2024), Vanessa Redgrave (f. 1937) og Judi Dench (f. 1934), som heldigvis er her endnu. Trods alle Riggs bedrifter på lærred, skærm og scene, er det alligevel rollen som Emma Peel, der skiller sig ud og er blevet ikonisk. 

Se også Sparks | Edgar Wright: The Sparks Brothers (2021).

Last Night in Soho. Instr.: Edgar Wright. Manus: Wright, Krysty Wilson-Cairns. Foto: Chung-hoon Hoon. 116 min. UK 2021. Dansk premiere: 18.11.2021.

Fotos: Focus Features/ Film 4/ Perfect World Pictures/ Working Title/ Complete Fiction/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube (trailer + clips)

Filmen streames (juli 2025) på Amazon Store, Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Lej & Køb, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray (regionsfri) fra Universal Studios (UK) 31.01.2022 

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 19.11.2021.

Ridley Scott: The Last Duel (2021)

DET HISTORISKE BLIK
Ridley Scott springer ud som nyfeminist 

Af BO GREEN JENSEN

DET er en hård, udeltagende verden, som manes frem i The Last Duel. Året er 1386, da den sidste duel mellem to herremænd bliver udkæmpet foran den franske kong Karl den Sjette. Den ene mand har taget den andens hustru med vold. Sagen har været for retten, hvor begge parter fastholdt deres version. Handsken er kastet og taget op. Nu må Gud fælde dom.

   Det er en regulær folkeforlystelse, da ridder Jean de Carrouges (Matt Damon) tørner sammen med borgvæbner Jacques le Gris (Adam Driver). Den unge konge fniser nervøst. Det gør han generelt – kongens øgenavn var Karl den Gale. Den krænkede kvinde (Jodie Comer) betragter spektaklet.

   

HERTUG Pierre d’Alençon (Ben Affleck), den reelle magthaver, håber inderligt, at le Gris vil dræbe Carrouges. Den gamle mand har retten på sin side, ja, men han er en anakronisme. Hertugen kan bruge den begærlige le Gris. De har begge flair for livet. Carrouges fortjener at dø i sin selvretfærdige patos.

   Vi er endnu i prologen. Jorden er mudret, lyset metallisk. Fra hver ende af indhegningen rider de to mænd mod hinanden. Hver i sin rustning, hver med sin lanse. I kontaktøjeblikket bliver billedet hvidt. Tiden nulstilles. Så følger tre versioner af, hvad der virkelig skete, da Jacques le Gris forgreb sig på Marguerite de Carrouges, mens hendes mand var på Urias-togt.

HVER sandhed udgør en film i sig selv. »Sandheden ifølge Jean de Carrouges« er en melankolsk beretning om, hvordan den retskafne borgherre igen og igen blev svigtet og forbigået. Hertugen gav hans privilegier til le Gris. Carrouges tjener penge som lejesoldat. Han bærer sorg, da han møder Marguerite. De er kærlige og forelskede sammen. Der mangler kun et barn til at sikre arvefølgen.

   »Sandheden ifølge Jacques le Gris« er ikke helt den modsatte historie, man kunne forvente. De to mænd var venner, men le Gris kunne ikke modstå hertugens fristelser. Han giver sig selv points for at prøve at skåne Carrouges. Ja, han voldtog Marguerite – men hun ville selv og gav ham signaler. »Vi kunne ikke styre os,« siger le Gris, da han knapper sig til.

   »Sandheden ifølge Marguerite de Carrouges« er naturligvis kernen i filmen. Hun beskriver det svære forhold til sin svigermor (Harriet Walter) og forklarer, hvordan det er at blive handlet med, først som en bringer af medgift, siden som et avlsdyr. Hendes beskrivelse af voldtægten er uigendrivelig. Som loven fungerer, vil Marguerite dø, hvis hendes mand ikke vinder duellen.

DET er ikke en Ivanhoe-ædel fortælling. Filmen bygger på en autentisk fremstilling: The Last Duel: A True Story of Trial by Combat in Medieval France (2004) af historikeren Eric Jager. Den sidste lovlige duel i Frankrig blev virkelig udkæmpet den 29. december 1386.

   Spilletiden er næsten tre timer. Man er meget spændt på duellens udfald. Det er dog lige så interessant at følge de små forrykkelser i baggrunden. Flere afsnit viser de samme situationer fra forskellige synsvinkler. Retsproceduren er meget moderne. I andre henseender er fortiden virkelig et fremmed land.

MATT Damon og Ben Affleck har skrevet manuskriptet sammen med Nicole Holofcener (Friends with Money). Skuespillerne begyndte som et forfatterteam. De skrev Good Will Hunting (1997) sammen og modtog en Oscar.

   I #MeToo- sammenhæng har især Damon gjort sig uheldigt bemærket, ikke ved handling, men ved at antyde nuancer. Man har set ham som en facilitator. Her tager vennerne til genmæle. Det sker i en filmisk form, der låner fra mesteren Akira Kurosawa. Også Rashomon – Dæmonernes port (1950) beskrev en voldtægt fra flere synsvinkler. Alt gik op i en højere enhed.

   Ridley Scott elsker episk kamptummel. Her holder instruktøren igen i de parallelle historier. Først til slut bliver kniven sat ind. Omsider rendyrkes stilen fra to andre middelalderfilm, Scott har skabt: korsfarerskildringen i Kingdom of Heaven (2005) og det solide bud på en ny Robin Hood (2013).

EN feministisk riddertidsfortælling er næppe, hvad man venter sig fra Sir Ridley Scott. Den 83-årige filmskaber har altid været en praktisk håndværker. Han lavede tidligt to værker, Alien (1979) og Blade Runner (1982), som definerer sci-fi på film. Han er en af de sidste, som bruger hele det klassiske apparat.

   Går man listen efter, er der feministiske tilløb. Scott instruerede Thelma & Louise (1991) og G.I. Jane (1997). Han formgav Sigourney Weavers ikoniske Alexandra Ripley-figur. Da Kevin Spacey blev #MeToo-impliceret, var Scott ved at optage All the Money in the World. Scott fjernede ham uden at blinke og tog scenerne om med Christopher Plummer.

SCOTTS debut var en filmatisering af Joseph Conrads The Duellists (1977, da. Duellanterne). Med en vis poesi er det dér, han er landet igen. Jeg vil ikke kalde The Last Duel en uforglemmelig film, men skarpheden overbeviser. Det er en tankevækkende skildring af privilegerede kvinders udsatte stilling.

   Filmen foregår på samme tid som Charlotte Sielings Margrete den Første. Den kaster det samme historiske blik på køn, krig og magtintriger.

Se også Blade Runner – The Final Cut (1982/2007); Antologifilm | All the Invisible Children (2005); Ridley Scott: American Gangster (2007); Ridley Scott: Prometheus (2012) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott | Cormac McCarthy: The Counselor (2013); Ridley Scott: The Martian (2015) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott: Covenant (2017) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott: All the Money in the World (2017); Ridley Scott: House of Gucci (2021) + Philip K. Dick 1928-1982; Tårer i regnen: Blade Runner 2049 [Sequels nr. 3]; Klassiske karakterer: Moses og mogulerne [2014].

The Last Duel. Instr.: Ridley Scott. Manus: Nicole Holofcener, Ben Affleck, Matt Damon. Foto: Dariusz Wolski. 152 min. USA 2021. Dansk premiere: 14.10.2021.

Fotos: 20th Century Studios/ Walt Disney Studios Motion Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Disney Buena Vista (UK) 31.01.2022

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 15.10.2021

François Ozon: Angel (2007)

DEN ROMANTISKE EGOIST

Nærbillede af en anti-heltinde

Af BO GREEN JENSEN

MAN kan kun have høje forventninger, når en filmskaber prøver kræfter med genren, som altid har virket oplagt for ham eller hende.

   Siden Sous le sable (2001, da. Under sandet) og 8 femmes (2002, da. 8 kvinder - og et mord) har man ventet på et »rigtigt« melodrama fra François Ozon, en film der uden ironi demonstrerer hans kærlighed til instruktører som Max Ophuls og Douglas Sirk. Det kommer i Angel, Ozons første rent engelsksprogede produktion, men filmen er ikke, hvad man kunne håbe.

   Forlægget er en roman af Elizabeth Taylor (1912-75), som ikke må forveksles med divaen af samme navn. Taylor levede stille med mand og børn i Buckinghamshire. Hun skrev en snes romaner, som ikke fandt mange læsere, men er beundret af kolleger, der betragter hendes bøger som sædekomedier i ånden fra Jane Austen.

   I 2006 blev seks værker – bl.a. Angel fra 1957 - genoptrykt hos Virago, det britiske kvindeforlag. Ved Taylors død blev veninden Elizabeth Jane Howard bedt om at skrive en biografi. Hun afslog med den begrundelse, at Taylors konforme liv var for begivenhedsløst.

ANGEL Deverell er en viljestærk kvinde, der jager sine mål så beslutsomt, at virkeligheden må kapitulere. Allerede skolepigen vil være forfatter og mener, at hun er forbyttet, eftersom hun lever under triste kår med simple forældre. Hendes blomstrende prosa bliver afvist, indtil forlæggeren Théo (Sam Neill) giver efter for selvbedragets format. Også Théos skeptiske hustru (Charlotte Rampling) charmeres med tiden af Angel, der vil overføre sin succes på livets øvrige forhold. Hun får en mand, som ikke elsker hende, og lever uden glæde i et kæmpemæssigt kitschpalæ. Huset hedder Paradise. For Angel er det svaret på alle barndommens drømme.

TAYLORS model var forfatteren Marie Corelli (1855-1924), som blev et verdensnavn, skønt få i åndslivet tog hende alvorligt. Især Faust-historien The Sorrows of Satan (1895, da. Satans Sorger) var populær. Det er ganske vist ikke sandt, at romanen var forlægget for Carl Th. Dreyers Blade af Satans dagbog (1920), som man kan læse flere steder. Men D.W. Griffith filmatiserede bogen i 1926 med Adolphe Menjou som Mefistofeles i moderne forklædning.

   Også Vendetta (1886), Wormwood (1890), Innocent (1914) og The Young Diana (1918) blev filmatiseret – alle i stumfilmens tid. Mest eftertragtet var Thelma – a Norwegian Princess (1887), som blev filmet fem gange i perioden 1910-1922.

   Corelli (som faktisk hed Mary Mackay) var kendt for sin agressive konsumerisme. Hun købte et stort hus i Stratford-on-Avon og delte i mange henseender livsstil med Angel. Hun kørte i forgyldt karet, havde aber som kæledyr og sejlede i sin egen gondol. Brian Masters’ Now Barabbas was a Rotter (1978) er en kærlig og kritisk biografi.*

ANGEL er ikke så ekstrem som Corelli, men deler forbilledets livssyn. Ozon går helhjertet ind i hendes begrebsverden og følger den store illusion hele vejen. Han peger på Gone with the Wind (1939, da. Borte med blæsten) som et inspirationssted og ser Angel som en selvisk heltinde på linje med Scarlett O’Hara, der på samme måde former verden efter sin vilje: »For mig var det interessant at beskrive en heltinde, som hverken er intelligent eller sympatisk,« siger instruktøren. Han tilføjer, at karakteren Angel virkelig greb ham.

PROBLEMET er, at Angel ikke kan konkurrere med Scarlett. I tankerne kan man faktisk se den samme film fungere med Vivien Leigh i titelrollen, men som kvinden spilles af Romola Garai, er hun både svær at elske og aktivt irriterende. Kan man overgive sig, da hendes forlægger gør, bliver det muligt at leve sig ind. Ellers er man uberørt og ser kun en anstrengt, kronisk forurettet grimasse.

   Det er en stor skam, at filmen fejler så stejlt, for den er klar i formen og smuk at se på. Ozon slipper godt fra at bruge antikverede stilfigurer og klassiske Hollywood-troper som bagprojektion og lyrisk montage. Forhåbentlig kommer Ozon snart tilbage. Efter Angel er han i gang med Ricky, en samtidsfilm om ordinære forældre, som får et magisk kærlighedsbarn.

Se også François Ozon: 8 femmes (2002) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: Swimming Pool (2003); François Ozon: 5 x 2 (2004) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: Ricky (2009); François Ozon: Potiche (2010) [Liv og teater]; François Ozon: Dans la maison/ Selv i de bedste hjem (2012); François Ozon: Jeune et jolie/ Ung & Smuk (2013); François Ozon: Une nouvelle amie/ The New Girlfriend (2014); François Ozon: Frantz (2016) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: L'amant double/ Dobbelt begær (2017); François Ozon: Grâce à Dieu/ Gud være lovet (2018); François Ozon: Été 85/ Summer of 85 (2020); François Ozon: Alt gik godt/ Tout s'est bien passé (2022); François Ozon: Peter von Kant (2022).

*) Brian Masters: Now Barabbas was a Rotter. The Extraordinary Life of Marie Corelli. 326 s. London: Hamish Hamilton, 1978. Titlen henviser til romanen Barabbas, a Dream of the World's Tragedy (1893). Herresædet Mason Croft er modellen for Angel Deverells Paradise. Den historiske bygning fungerer i dag som domicil for Shakespeare Institute ved University of Manchester. I Taylors roman og Ozons film bliver Angel gift med maleren Ésme Howe-Nevinson (Michael Fassbender), som er bror til Nora Howe-Nevinson (Lucy Russell), forfatterens sekretær og fortrolige veninde. I virkeligheden levede Corelli sammen med Bertha Vyver i 40 år. Det er dog sandt, at hun skrev romantiske breve til kunstneren Arthur Severn, som må være modellen for Esmé. Han gengældte ikke interessen. Corelli mistede sit publikum efter 1. Verdenskrig. Mark Twain besøgte Mason Croft i 1907 og skriver om det i tredje bind af sine Autobiographies. Annette R. Federico har skrevet monografien Idol of Suburbia: Marie Corelli and Late-Victorian Literary Culture (Charlottesville: University of Virginia Press, 2004).

Angel. Instr.: François Ozon. Manus: Martin Crimp, François Ozon. Foto: Denis Lenoir. 134 min. Frankrig-Belgien-UK 2007. Dansk premiere: 06.06.2008 

Fotos: Fidélité Productions/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Virago Publishing/ Hamish Hamilton Ltd./ National Portrait Gallery

Filmen streames på Blockbuster, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Fim

DVD fra Concorde Video 30.01.2008

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 06.06.2008