Zhang Yimou: A Woman, a Gun and a Noodle Shop (2009) [Noir 100]

KINESISK GENDIGTNING

Fra brødrene Coen til Zhang Yimou

Af BO GREEN JENSEN

TRAFIKKEN går som regel fra resten af verden til USA, når genindspilninger er på tale. Regulære remakes omplanter udenlandske succeser til amerikanske forhold, så fortællingerne får maksimal udbredelse. Susanne Biers Brødre (2004) bliver til Jim Sheridans Brothers (2009); Fred Cavayés Pour Elle (2008) bliver til Paul Haggis' The Next Three Days (2010). Resultatet er sjældent på højde med originalen, men meningen er god nok. Det er en anstændig metode med sin egen indbyggede automatik.

   Næste genbrugsniveau hedder re-imaginings. Her prøver man at skabe nye rammer om det oprindelige indhold. Le retour de Martin Guerre (1982, da. Historien om Martin Guerre), en identitetsfabel fra fransk middelalder, blev genskabt som borgerkrigsdramaet Sommersby (1993), og John Sturges’ western The Magnificent Seven (1960) havde sit udspring i Akira Kurosawas De syv samuraier (1954). Mange så Sergio Leones En nævefuld dollars (1964) uden at forbinde den med samme Kurosawas Yojimbo (1961, da. Livvagten).

EN sjælden gang kører bilerne i modsat retning, og det er mindst lige så lærerigt at betragte. Zhang Yimous periodekrimi En kvinde, en pistol og en nudelbar er en tro kopi af Blood Simple (1984), de amerikanske Coen-brødres debutfilm. Baren i 1980ernes Texas er erstattet med en nudelbod i Gansu-provinsen i Middelalderens Kina. Ejeren Wang er efter den frygtsomme Li, som modstræbende indleder et forhold til hans hustru. Den lakoniske detektiv, som blev spillet af M. Emmet Walsh hos brødrene Coen, er nu politibetjenten Zhang (Honglei Sun), som svæver over vandene, har sin egen dagssorden og udgør filmens (a)moralske centrum.

LIDT firkantet kan man sige, at Blood Simple er genskabt i stilen fra House of Flying Daggers (2006). Også Coen-brødrenes film var en stiløvelse, et tidligt eksempel på neo-noir, men der var mere bund i den realistiske persontegning. Yimous figurer er rene karikaturer. Det bedste ved hans version er de LSD-stærke farver og svimlende kameragange, som har mere tilfælles med Sergio Leone end med Coen-brødrene.

ORAKLET Jean-Luc Godard (1930-2022) sagde engang, at en kvinde og en pistol er alt, hvad man behøver for at skabe en film. Også heraf titlen på Yimous pulp fiction, som eksperimenterer på underholdende vis, men aldrig helt forvinder præget af pastiche. Filmen er en kunstnerisk krusedulle, som manden bag Under den røde lygte (1991) og Hero (2003) sagtens kan være bekendt. Den er dog sjovest, hvis man husker Blood Simple, og den er uden egentlig dybde. Primært (sund) slik for cineaster.

Se også To versioner: Unforgiven (1992/2013) [Westerns 100].

En kvinde, en pistol og en nudelbar (San qiang pai an jing qi). Instr.: Zhang Yimou. Manus: Jianquang Shi, Jing Shang. Foto: Xiaoding Zhao. 95 min. Kina 2009. Dansk premiere: 05.05.2011.

Fotos: Beijing New Picture Film/ Film Partner International/ Sony Pictures Classics/ Internationale Filmfestspiele Berlin/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime

Teksten trykt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 06.05.2011.

Efter kærligheden: 2046 [Sequels nr. 1]

EFTER KÆRLIGHEDEN

Wong Kar-wai giver hovedværket en halvhjertet fortsættelse

Af BO GREEN JENSEN

MED nyklassikeren In the Mood for Love (2000) skabte stilikonet Wong Kar-wai (f. 1958) for første gang en film, som forankrede hans mange tekniske kvaliteter og som man kunne beundre for andet og mere end æstetikken.

   Rammen var uhyre enkel. I Hongkong 1962 indgik en mand og en kvinde, hr. Chow (Tony Leung Chiu-wai) og fru Su (Maggie Cheung), en stilfærdig alliance, da det gik op for dem, at deres respektive partnere havde en affære. Naturligvis fik de sympati for hinanden, men filmen blev så meget mere anfægtende, fordi varmen og dybden i forholdet aldrig blev beseglet seksuelt. Til slut stod hr. Chow ved Angkor Vat-templet i Cambodia og hviskede sit hjertes hemmelighed ned i et hul i stenen, hvor overleveringen sagde, at den ville blive gemt.

FILMEN var i øvrigt overhældt med Nat King Cole-ballader (»Quizás, Quizás, Quizás«) og smægtende kærlighedsmusik af Michael Galasso. Hver aften passerede manden og kvinden hinanden, når de købte nudler til deres aftensmad. Maggie Cheungs kontur blev da fastholdt og kælet for i slow-motion, mens Tony Leung kæderøg melankolske cigarretter. Lyset var gyldent i mørket, regnen var kraftig og varm. Det var ganske enkelt umuligt at modstå den undertrykte lidenskab i dette asiatiske svar på David Lean og Noel Cowards Brief Encounter (1945, da. Kort stævnemøde).

   Flere problemer i efterfølgeren opstår simpelt hen, fordi 2046 insisterer på at være en slags fortsættelse. Der er gået tre år, og historien begynder, da hr. Chow tager definitivt afsked med fru Su. Maggie Cheung glider herefter helt ud af billedet. Hun sagde nej til en større rolle i 2046, fordi hun i Frankrig skulle indspille Clean (2004), der blev instrueret af hendes eks-ægtefælle Olivier Assayas.*

NU er årstallet 1966, og efter en tid i Singapore vender hr. Chow tilbage til Hongkong, hvor han flytter ind i værelse 2046 på det ganske let lurvede Hotel Oriental. Han lever af at skrive sladderspalter til dagbladene og har heller ikke mange ambitioner investeret i sine science fiction-romaner, som forsyner filmen med en flot, men dybest set irrelevant konceptuel ramme. I Chows romaner er 2046 både et sted og en tilstand i fremtiden, en virtuel by hvor man kan generobre sin erindring.

   Ingen er nogen sinde vendt hjem fra 2046, men i rammehistorien, som Chow skriver på, mens han lever filmens forhold ud, er en stædig pilgrim på vej tilbage. Transporten foregår i et tog, som passerer gennem kolde zoner. Fysiognomier fra virkeligheden går igen i paralleluniverset, men rollefordelingen er anderledes. Hotelværten er steward. Hans ældste datter, Wang Jiewen (Faye Wong), er den livagtige kærlighedsandroide, som kan opfylde alle en mands behov. For det første er det vigtigt, at man ikke forelsker i sig i en androide. For det andet er det uvist, om androiderne har følelser.

DETTE tema har givet været større i en tidligere fase af filmens tilblivelse. I den færdige dobbeltfortælling bliver 2046-universet ikke brugt til noget særligt. Det leverer blot en fantastisk stilfuld kontrast til scenerne fra det flimrende Hongkong.
   Filmen har mange af den slags uforløste ideer. På skrømt gør Wong også lidt ud af at henvise til politiske uroligheder i 1960ernes Hongkong. I In the Mood for Love var 2046 nummeret på det hotelværelse, hvor de utro ægtefæller mødtes. Her vil hr. Chow have netop det værelse, fordi en ekskæreste begik selvmord dér.

   Endvidere – for nu at sætte trumf på – markerer årstallet 2046 slutningen på den karensperiode, hvor Den Kinesiske Folkerepublik ikke må gennemføre dramatiske strukturændringer i den tidligere britiske kronkoloni, som de overtog pr. 1. juli 1997. Wong føjer flere og flere lag til konstruktionen, men man føler aldrig sammenhængen, og den forbliver, som filmens følelsesmæssige relationer, overvejende et postulat.**

MEST problematisk er hr. Chow, som nok deler navn og træk med karakteren fra In the Mood for Love, men i bund og grund er en anden person. Denne Chow er en olieret sjuft, som næsten sætter en ære i at såre så mange kvinder som muligt så dybt som muligt. På lydsporet fortæller han i tilbageblik om denne tid og disse følelser, ligesom han guider os rundt i det futuristiske parallelunivers, han har skabt. Da giver figuren lidt mere mening, men manden vi ser røber slet ingen dybde. Han skriver for penge, begærer og bedrager, ejer ingen skam i livet og er på alle måder et døgnvæsen uden substans.

   Sit mest alvorlige forhold på hotellet får hr. Chow til den smukke Bai Ling (Zhang Ziyi), der skubber ham fra sig, for så at blive forelsket og endelig helt ødelagt. Langt ud på et sidespor kommer fortællingen, da Chow i Singapore møder spillersken Su Lizhen (Gong Li), som deler navn med og ligner fru Su fra In the Mood for Love. Mest konstruktiv er relationen til hotelværtens datter, som lærer ham at skrive lukrative kung fu-føljetoner og får en central position i 2046-universet.

FILMEN udspiller sig over tre-fire år og gør hver ensom jul en slags status. Der er end ikke antydning af den skjulte dybde og intime glød, som gjorde In the Mood for Love så anfægtende. Af samme grund truer den visuelle ækvilibrisme med at udarte til pyntesyge. Øjet næres og udfordres uafbrudt, men ingen af de halvhjertet overlappende historier føres frem til en ordentlig slutning. Helhedsindtrykket minder mest af alt om en krusedulle i marmor, en gennemført stiløvelse uden egenliv.

   Tidligt i 2046 lader Wong den smukke androide stå og hviske ned i en tragt, der svarer til stenen i In the Mood for Love. Han devaluerer derved den stærke slutning fra den første film og røber en mærkelig mangel på sans for sin egen historie. I 2046 tjener billedet mest til at ægge. Den fuldautomatiske kvinde vrider og smyger sig, mens vi ser hende bagfra, og Chris Doyles kamera kæler for de fetichistiske detaljer. 

   Der er for meget af den slags i filmen. Lagene vil ikke flyde sammen, der er ikke belæg for mystifikationerne. Man kan værdsætte 2046 for de æstetiske kunstgreb – der er mange flotte sekvenser og enkeltbilleder – men man har lettere ved at holde af den, hvis man glemmer alt om forbindelsen til In the Mood for Love.

Se også Stil og substans: In the Mood for Love (2000) [Moderne mestre].

*)  Både Clean og 2046 ankom i sidste øjeblik til Cannes i 2004, fordi der blev klippet helt frem til deadline. Visningen af 2046 blev rykket en dag, fordi Wong stadig finjusterede resultatet. Det var dog for rollen som Emily Wang i Clean, at Maggie Cheung modtog Sølvpalmen for årets bedste kvinderolle.

**) Jeg skrev om filmen i 2005 og står for så vidt ved mine indtryk og min skuffelse. Ved gensynet bliver det dog klart, at filmen i så høj grad havde forventningerne imod sig, at den knapt kunne undgå at forvirre og skuffe. I Hongkong og Kina bliver Days of Being Wild, In the Mood for Love og 2046 betragtet som en historisk og semi-selvbiografisk trilogi, der fortæller Wongs egen historie gennem Tony Leungs karakter, som indgår i alle tre film.

   For hjemmepublikummet er der slet ingen tvivl om, at årstallet gør 2046 til en politisk kommentar. Filmen har fået ny opmærksomhed efter urolighederne i 2018 – hvor Wong fyldte 60 og blev (r)evalueret – og 2019, da demonstranter gik på gaden i stort tal. Det undrer mig, at jeg fandt Faye Wongs karakter irrelevant. Kærlighedsandroiden Jing-wen er klart inspireret af Rachael-skikkelsen i Blade Runner og foregriber flere træk hos Ava-figuren i Alex Garlands Ex Machina. 

2046 – Are you still in the mood for love? (2046). Instr. & manus: Wong Kar-wai. Foto: Christopher Doyle, Pung-Leung Kwan, Yiu-Fai Lai. 129 min. Kina-Tyskland-Frankrig-Hongkong 2004. Dansk premiere: 29.04.2005

Fotos: Jet Tone Production/ Shanghai Film Group/ Orly Films/ Paris Films/ Arte France Cinéma/ZDF/Arte/ Block 2 Pictures/ Sony Pictures/ Camera Film/ YouTube

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplayplay Rent & Buy, YouTube Film

Director Approved 4K restoration fra The Criterion Collection i 2K Blu-ray-bokssættet World of Wong Kar Wai 23.03.2021

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 29.04.2005

Stil og substans: In The Mood For Love (2000) [Moderne mestre]

EN MAND OG EN KVINDE

Wong Kar-wai udfordrer sanseligheden

Af BO GREEN JENSEN

DER har aldrig hersket tvivl om, at Wong Kar-wai (f. 1958) kan lave billeder. Med markante arbejder som As Tears Goes By (1988) og Days of Being Wild (1990) gjorde den Hongkong-baserede filmskaber, der egentlig stammer fra Shanghai, sig tidligt gældende i festivalsammenhæng, og fra og med Chungking Express (1995) fandt hans markante stil også tilhængere herhjemme, hvor bl.a. Nicolas Winding Refn har hørt til kineserens fans fra begyndelsen. Wong skyder ofte lige fra hoften og kan for nemheds skyld betragtes som filmens svar på musikkens grunge og maleriets nye vilde, men faktisk ganske traditionsbevidste kunstere.

STEMNINGSSTYKKET Happy Together (1997), en visuelt brutal, men samtidig mærkeligt nænsom fortælling om to homoseksuelle kinesiske mænd, der af aldrig oplyste årsager befinder sig i Buenos Aires, blev vist i et par danske biografer. Den nåede hertil via Cannes Festivalen, hvor Wong som regel har haft lejlighed til at give sine film premiere. Det var også dér, at han i 2000 vakte opsigt med den diskrete, formfuldendt udsøgte sjæler In the Mood for Love, som viser en anden, mere eftertænksom side af kunstneren.

   Filmen, der var produceret for franske penge, gik sin sejrsgang verden over og blev et kommercielt arthouse-hit. I 2020 er den en nyklassiker. I 2000 var den et gennembrud for Wong, der blev set som vanskelig og elitær, hvis han blev set overhovedet. Værket var faktisk gjort af et stof, som kun de færreste og hårdeste kunne undgå at lade sig henføre af. Aldrig – og det gælder stadig – har den voldsomme kineser arbejdet så stille og gennemført, og sjældent har han i denne grad grebet os.

  

DER er tale om en ganske lille skæbnefortælling. I 60ernes lidt mere langsomme Hongkong, som Wong Kar-wai rekonstruerer i nostalgisk kærlig skitseform, bliver naboerne hr. Chow og fru Su, et genert, arbejdsomt pligtmenneske og en sky, frustreret sekretær, efterhånden opmærksomme på, at deres respektive ægtefæller er dem utro. Hans kone og hendes mand har et forhold til hinanden og bliver stadig mere fjerne, tager stadig mindre hensyn i det daglige. Det falder derfor naturligt, at de forsmåede parter begynder at tilbringe tiden sammen.

  For tilskueren er det uden videre svært at begribe, hvordan ægtefællerne kan vende ryggen til to så eksemplariske mennesker. Men det er vel problemet: de har været der så længe, at de er blevet en del af tapetet. Manden og kvinden bliver fremstillet af stjernerne Tony Leung Chiu-wai og Maggie Cheung, som begge har et publikum i Europa og USA. Sidstnævnte får i In the Mood for Love sin hidtil bedste mulighed for at spille et menneskeligt væsen i tre dimensioner, og hun udnytter den maksimalt. Tony Leung er bedre vant, men også han giver et sjældent overbevisende portræt af et skæbneramt hverdagsmenneske.

FOR hr. Chow og fru Su er udgangspunktet, at »vi vil ikke være som dem«. De vil ikke lyve, snyde og bedrage, men på ansvarlig vis forene kræfterne i et forsøg på at forstå, hvordan det begyndte. På kejtet vis improviserer de en mulig version af ægtefællernes sidespring. Så hjælper hun ham med at redigere den kung-fu-føljeton, han i sin fortvivlelse har skrevet til en avis. Hun skifter kropsnære kjoler i en evindelighed, og de sniger sig ud og ind af hinandens lejligheder, mens værtindens familie spiller mahjong. Intet bliver nogen sinde sagt rent ud, men vi begriber jo, at de har forelsket sig.

   Spørgsmålet er så, om de vil følge instinktet og blive »som dem«. Der gives ikke noget entydigt svar. Filmen udspiller sig over en årrække – Wong ville egentlig opdele filmen i en 60er- og en 90er-del – og kommer både til Singapore og Cambodia. Som så ofte hos Wong Kar-wai er en tilbageskuende fortællersynsvinkel trukket ned over skæbnens små ironier. En skærmtekst beskriver, hvordan »han« ser fortiden som gennem et beskidt vindue; mørkt, lidt forvrænget og gnidret. Så tarvelig fremstår affæren dog ikke, mens manden og kvinden oplever den. Hver scene er fastholdt i glødende farver, og In the Mood for Love må overhovedet være en af årtiets smukkeste film.

MINDST lige så vigtig som billedsidens dvælen er filmens forførende smukke musik, der blander originale kompositioner af Michael Galasso med kinesiske radiokastanjer fra samtiden, kantonesiske operacitater og udsøgt eksotisk stemningsmusik, der er uden konkret geografisk forankring.

   Tony Leungs smertefulde ensomhed og rådvildhed får yderligere dybde, når Nat King Cole synger »Quizás, Quizás, Quizás« og »Te Quiro Dijiste«, som er de spanske versioner af hans amerikanske 60er-hits »Perhaps, Perhaps, Perhaps» og »Magic is the Moonlight«. En særstilling indtager kærlighedstemaet, som Galasso har baseret på i forvejen eksisterende filmmusik – Shigeru Umebayashis score til Seijun Suzukis Yumeji (1991). Det er en af filmens få specifikt lokale henvisninger. I Days of Being Wild skildrede Wong sin egen unge tid i Hongkong. Japanerens film havde da kultisk status.

   Når Tony Leung smyger sig langs murene i byens magisk lyssatte aften, møder han i regelen den ikke mindre ensomme Maggie Cheung, der klæder sig pænt på og lægger udførlig make-up blot for at hente nudler til sin aftensmad. Christopher Doyles kamera ser hende typisk fra ryggen og lidt oppefra, mens bevægelserne gøres langsomme, så de følger strygermotivet i Galassos bedrøvede grundtema.

   Alle filmens kvaliteter smelter sammen i disse sekvenser, som Wong Kar-Wai med vilje og med rette repeterer og varierer så ofte, at helhedsvirkingen tangerer det hypnotiske. Disse stort set dialogløse scener er skær poesi i bevægelse. De er sindbilledet på en sensuel melankoli, som In the Mood for Love forløser smukkere og mere meningsfuldt end nogen nyere film, jeg kan mindes.

DET er fra flere sider blevet fremhævet, at Wong med In the Mood for Love hylder et bestemt motiv og tager afsæt i en rig tradition for film om sympatiske ægteskabsbrydere, der frister skæbnen og tåler dens anslag i lidenskabens navn. Især Brief Encounter (1945), David Leans klassiske Noel Coward-filmatisering, som på dansk hedder Det korte møde, er blevet nævnt som et stort fortilfælde og en mulig inspirationskilde. Ligheden gælder dog primært det følelsesmæssige leje. Begge film baserer sig på en moden, realistisk og i sagens natur ganske kompleks psykologi. Det for alvor originale træk hos Wong Kar-wai er imidlertid, at han fokuserer på de svigtede parter.

VI er vant til at identificere os med utroskabens aktive karakterer, manden og kvinden som møder kærligheden, giver sig hen til øjeblikket og begynder at lyve for deres nærmeste. I den slags fremstillinger kan man styre sympatien, simpelt hen ved at vælge hvor meget af ofrenes liv man vil vise. Også her gælder mundheldet ude af øje, ude af sind. Jo mindre vi ved om et menneske, jo ringere mulighed har vi for at sætte os i den pågældendes sted. Wong tager konsekvensen af dette og viser os ganske enkelt aldrig, hvordan ægtefællerne ser ud. Vi ser dem fra ryggen, og vi hører deres stemmer, men der bliver aldrig sat ansigt på hensynsløsheden. Vi lærer kun hr. Chow og fru Su at kende, så hvordan skulle vi kunne forholde os til andet end deres martrede synsvinkel?

MED enkle men raffinerede midler har Wong Kar-wai skabt en sjældent helstøbt og følelsesmæssigt tilfredsstillende film.
   In the Mood for Love vil muligvis skuffe og kede de fartglade tilhængere, der sædvanligvis hylder instruktøren for hans mere frapperende visuelle strategier i film som Ashes of Time, Chungking Express og Happy Together. Til gengæld vil et stort publikum endelig få øjnene op for sårbarheden og sanseligheden hos denne unikt begavede filmkunstner.
   I de nævnte titler har Wong som regel sat stilen over substansen. Her balancerer alt så fuldkomment, at filmen blot behøver at vise Tony Leung, da han til slut står i Angkor Wat-templet og hvisker sin hemmelighed ind i hullet, hvor den siden vil ligge gemt for bestandig. Vi ved jo, hvad han siger. Der er ingen grund til at bryde fortryllelsen ved at lade publikum lytte med.

In the Mood for Love (Faa yeung nin wa). Instr. & manus: Wong Kar-wai. Foto: Christopher Doyle, Mark Li Ping Bing. 98 min. Frankrig-Kina (Hongkong) 2000. Dansk premiere: 14.09.2001.

Fotos: Cinematerial/ MovieStillsDB/ Camera Film/ You Tube

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Director Approved 4K UHD + Blu-ray fra The Criterion Collection (Spine #147), november 2022

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 14.09.2001