Shirley | Shirley Jackson 1916-1965

EN STIKLING FRA EN ROSENBUSK

Et fantastisk portræt af den gotiske drømmer

Af BO GREEN JENSEN

SHIRLEY Jacksons særegne forfatterskab har de seneste tiår været genstand for intens genopdagelse og rehabilitering. Interessen for Jackson har levet fra starten og været konstant i kraft af The New Yorker-novellen »The Lottery« (1948), som er en evig antologifavorit, og romanen The Haunting of Hill House (1959), som Robert Wise filmatiserede i 1963.

   Nu bliver alle hendes tekster genlæst, også de humoristiske klummer i Life Among the Savages (1953), hvor hun iscenesatte sin kaotiske hverdag med fire børn, stor husholdning og en notorisk promiskuøs ægtemand, litteraturprofessoren Stanley Edgar Hyman (1919-1970), som i samtiden var højere agtet end hun.

   I 2016 udkom A Rather Haunted Life, Ruth Franklins biografi, som ødelægger lidt af mystikken, men føjer meget til forståelsen. Library of America har samlet Jacksons værker i to tætte bind (2010, 2020). Den sidste roman, We Have Always Lived in the Castle (1962), har altid været en hemmelig skat, som læsere fandt af sig selv. Det blev den første bog, som kom på dansk, da forlaget Alhambra begyndte at udgive Jackson. Indtil nu foreligger Vi har altid boet på slottet, Mørket i Hill House og Fuglereden – alle i en eksemplarisk oversættelse ved Rebekka Hjelholt Svendsen.*

FORFATTEREN Susan Scarf Merrell var teenager, da hun læste Jackson med en åbenbaring af genkendelse. Derfor blev Shirley: A Novel (2014) en hommage, som ikke ligner andre kunstnerromaner. Bogens fortæller er den nygifte og nyligt gravide Rose Nemser, som flytter ind hos Jackson og Hyman, da hendes mand bliver ansat på Bennington College, hvor Hyman er en af de store kanoner.

   Den lille universitetsby i Vermont hader stadig Jackson for »The Lottery« og fordi hun er anderledes. Hyman har affærer i byen og betragter og behandler de studerende som et harem (Bennington College var forbeholdt kvinder frem til 1969). Jackson kæderyger, drikker og spiser for meget, lider af tiltagende agorafobi. Men hun skriver på romanen Hangsaman (1951) med famlende fokus og overbevisning.**

ROSE og Fred bliver brikker i en ægteskabelig skyttegravskrig. De bliver også en slags tyende. Der er middage i stilen fra Hvem er bange for Virginia Wolf? Men Rose beundrer Shirley, og kvinderne kommer tæt på hinanden, især da Rose har født og engagerer sig i researcharbejdet.

   Hangsaman kredser i mosaikform om en pige fra Bennington, som forsvandt. Merrells bog fantaserer – nu og da i en pastiche på Jacksons stil – om hvad der skete med Paula Weiden, som var Hymans elev og modellen for Natalie Waite i romanen. Mysteriet har ingen definitiv løsning. Dét er helt i Jacksons ånd.

   Jacksons bøger – som hører til mellem horror og slipstream – er den diametrale modsætning til puslespilskrimier. Hun skriver i et anelsens sprog med duften af frugt i forrådnelse og næsten altid brand et sted. Kun det mytiske anslag i »The Lottery« – hvor »vinderen« af det årlige lotteri bliver stenet af sine naboer – adskiller sig. Dén tekst kommer virkelig et andet sted fra.

SARAH Gubbins har bearbejdet Merrells roman til Josephine Deckers kongeniale filmatisering. Shirley blev præsenteret på Berlinalen i 2020, umiddelbart før hele verden fik corona. Det er i dén grad en film, som skal ses i biografen. Sturla Branth Grøvlen (fotograf på Benh Zeitlins Wendy og Thomas Vinterbergs Druk) skaber mørke, stofrige billeder af efteråret i Vermont. Da COVID-19 trak ud, fik filmen en langstrakt, vilkårlig lancering. Den fik aldrig dansk biografpremiere, men streames på talrige platforme.

   Projektet kommer fra Elisabeth Moss, der har en drømmerolle som Shirley Jackson og er krediteret som filmens producer. Moss har ikke Jacksons fysiske tyngde, men ligner ellers i slående grad, når briller og tænder justeres. Den indviklede attitude er ramt på et hår. Der er så mange fine nuancer i spillet mellem Moss og Odessa Young, der har rollen som Rose Nemser.

PÅ vej til Bennington læser Rose »The Lottery«. Teksten gør hende opstemt, og parret elsker i toget. Mødet med Shirley er først en stor skuffelse, så et spirende kærlighedsforhold. Både film og bog fremstiller Jacksons og Hymans ægteskab som en symbiose. Ingen af dem har overtaget. Hyman gik hurtigt i stykker, da Shirley døde af livsstilssygdomme i 1965.

   Efter et år blev han gift med den langt yngre Phoebe Pettingell, som han havde undervist på Bennington. Hun redigerede The Critic's Credentials: Essays and Reviews (1978), et udvalg af Hymans artikler, efter hans død. Selv redigerede han The Magic of Shirley Jackson (1966) og Come Along with Me: Part of a Novel, Sixteen Stories, and Three Lectures (1968) med efterladte tekster af Jackson. Sønnen Malcolm blev født tre måneder efter hans død. Phoebe Pettingell lever stadig. Shirley blev kun 48. Stanley nåede at fylde 51 år.***

   Sanseligheden er bibeholdt. Til gengæld er mange detaljer forsvundet. Filmen udelader Roses baggrund, og Jacksons børn optræder ikke. I bogen har Rose en særlig relation med hvert enkelt. Michael Stuhlbarg spiller Hyman i høj scorestil. Logan Lerman, som spiller Fred Nemser, ligner stadig en dreng. Han er et let bytte for den manipulerende libertiner.

   I bogen er det et højdepunkt, når litterære berømtheder som Ann og Bernard Malamud kommer til middag eller kritikeren Kenneth Burke er med til fakultetsfesten. Vi får baggrunden for Hymans krig med Betty Friedan, som nedgjorde (og misforstod) Jackson i The Feminine Mystique (1963, da. Farvel kvindesag?) Alle de ting er fjernet i filmen. Kun Hymans jungianske interesse for folkekultur og -musik er bevaret.

MYSTERIET er gnidrede indklip og omrids. Der er i bogen et besøg i en havelabyrint, hvor Rose og Shirley kan høre Marie Antoinette og hendes hofdamer. Episoden fremstår som hallucineret virkelighed. I filmen spiser de svampe sammen. Jackson graver i sort muld med krogede fingre. Dét dufter til gengæld af Vi har altid boet på slottet. Det gør hele filmen, når den er god.

   For Jackson-fans er Shirley en tvingende nødvendighed. Også andre kan have stor glæde af filmen. Især manglen på klare svar er livsalig. Det er modgift mod føljetonsygen, som plager de fleste streamede serier.

*) I august 2022 udkom Lotteriet og andre noveller som fjerde bind i Alhambras kærligt kuraterede serie. Det er atter Rebekka Hjelholt Svendsen, der har oversat. Forordet til de tyve noveller er skrevet af Ursula Scavenius. »The Lottery« er dramatiseret/filmatiseret adskillige gange og fortolket i mange formater. Særlig trofast og kongenial er graphic novel/tegneserieromanen Shirley Jackson's "The Lottery": The Authorized Graphic Adaptation (160 s. New York: Hill and Wang), som Miles Hyman, der er barnebarn af Shirley Jackson og Stanley Edgar Hyman, fik udgivet i 2016. Forlaget Fahrenheit udgav Shirley Jacksons "Lotteriet": den autoriserede grafiske fortolkning i 2018. Oversætteren er Astrid Skov-Jakobsen.

**) Deckers film bøjer kronologien for at få tingene til at passe. Handlingen er henlagt til 1964, men Hangsaman udkom allerede i 1951. Det var forlaget Farrar, Strauss and Young [altså FSG før Giroux] som pegede på forbindelsen til den 18-årige Bennington-elev, Paula Jean Welden, der forsvandt på en vandretur i »the Bennington Triangle« i 1946 og blev erklæret død i december samme år. Jackson-biografen Ruth Franklin mener ikke, at romanen var 1:1- inspireret af Weldens forsvinden. Jackson må dog have arbejdet med materialet. Hun nævner Welden i novellen »The Missing Girl«, som blev trykt i The Magazine of Fantasy and Science Fiction i december 1957 [men først samlet op i Just an Ordinary Day (1996)], hvor børnene Laurence og Sarah Hyman samler tekster, der aldrig blev trykt eller ikke kom med i forfatterens egne udvalg.   

***) Stanley Edgar Hyman er blevet djævelen i den biografiske mytologi omkring Jackson. Eftertidens syn på ægteskabet svarer til den stadige ligsynsanalyse af forholdet mellem Sylvia Plath og Ted Hughes. 

   Det er let at forskrive Hyman til skurkerollen som manden, der holdt kvinden tilbage. Jeg skrev forordet til den danske udgave af The Haunting of Hill House. Da bogen blev anmeldt i Weekendavisen, var Siri Ranva Hjelm Jacobsen [som senere introducerede Fuglereden] venlig nok, men hun så ingen grund til at dvæle ved Hymans meritter. Han var irrelevant for et dansk publikum.

   Men det er han jo ikke, og hvis vi begynder at bruge aktuel lokal relevans som et kriterium, forstærker vi bare nærsynetheden, som der er rigeligt af i Skandinavien, og som er ouverturen til provinsialisme og nationalisme.

    Som kritiker var Hyman, hvad vi i Danmark kalder kulturradikal. Han var opdraget i jødisk ortodoksi, som han brød eftertrykkeligt med, men ikke før talmudlæsningen havde sat sig. Hans passion for jazz og »primitiv« folklore minder i slående grad om Poul Henningsens praksis. Hymans virkefelter var litteratur og psykologi. Hans speciale var folkeviser og folkeeventyr, som han læste med teoretiske briller. Hyman var marxist, jungianer (via J.G. Frazer og The Golden Bough) og freudianer. Hans populære Bennington-kursus hed »Myth, Ritual, and Literature«.

   I tilgift til undervisning og ansættelser på The New Yorker og The New Republic fungerede Hyman i fire år som boganmelder på magasinet The New Leader, der var sponsoreret af Socialist Party of America. Han skrev en introduktion til kritisk teori og metode, The Armed Vision: A Study in the Methods of Modern Literary Criticism (1947), og redigerede antologien The Critical Performance: An Anthology of American and British Literary Criticism in Our Century (1956), som var standardværker i samtiden. 

   Hymans store projekt – og værket, som han skrev på i årene med Jackson – var en sammenlæsning af de tankesystemer, som han trak på i sin kritiske praksis: biologi, politik, antropologi, sammenlignende religion og psykoanalyse. The Tangled Bank: Darwin, Marx, Frazer and Freud as Imaginative Writers (1962) blev næsten overset, da den endelig udkom. Det blev i stedet Joseph Campbell, som aktualiserede J.G. Frazer og C.G. Jung i The Hero with a Thousand Faces (1949) og mangebindsværket The Masks of God (1959-1968). 

   The Tangled Bank er et vidtfavnende værk, der foregriber den arketypiske kritik hos Northrop Frye. Den er antitesen til nykritik, strukturalisme og de forskellige franske skoler. Den egner sig ikke mindst til en læsning af Shirley Jacksons værker. 

   Philippe Halsman tog det ikoniske foto til biografien på flappen i The Tangled Bank. I 2013 blev fotoet (uden videre forklaring) brugt i en annoncekampagne for støvlefirmaet Berluti. Laurence Jackson Hyman skrev i den anledning et essay, »How Stanley Edgar Hyman Jumped Into Madison Avenue Luxury«, til magasinet Tablet.

Shirley. Instr.: Josephine Decker. Manus: Sarah Gubbins. Foto: Sturla Brandth Grøvlen. 107 min. USA 2020. Dansk premiere: 12.12.2020 (streaming).

Susan Scarf Merrell: Shirley: A Novel. 276 s. New York: Plume/ Penguin Random House, 2015.

Fotos: Los Angeles Media Fund/ Killer Films/ Neon/ Curzon Artificial Eye/ Mis.Label/ Library of America/ Blue Rider/ Alhambra/ Penguin Books

Filmen streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Artificial Eye CURZON (UK) 24.01.2021

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 29.01.2021

Slipstream | Richard Kelly: Donnie Darko (2001)

PÅ BUNDEN AF DRØMMEN

Alt hvad en ung mands verden består af

Af BO GREEN JENSEN

DONNIE Darko er en almindelig teenager med svære mentale problemer. Blandt andet hører han stemmer og har hallucinationer, der er særdeles overbevisende. Som medsammensvorne ser vi, hvad han ser, og accepterer hans virkelighed uden videre. Vi befinder os et sted i den hvide middelklasses grænseløse forstæder, hvor penge ikke er noget problem. Donnie har en storesøster og en lillesøster, forældrene er gode mennesker, bekymrede og kærlige. Hvis Donnie ikke så syner, ville alt være ferskner og flødeskum.

EN tilbagevendende fantasiledsager er Frank, en mandshøj mareridtsudgave af kaninen fra Henry Kosters James Stewart-klassiker Harvey (1950). Richard Kellys debutspillefilm er overhovedet spækket med underdrejede henvisninger til en verden af film, sange og litterære valgslægtsskaber. Frank har det med at hente Donnie om natten, få ham til at gøre mørke ting og endelig slippe den unge mand, som kommer til sig selv ved daggry, midt på vejen eller golfbanen. I hvert fald er han ikke hjemme den nat, da en løsreven jetturbine dratter ned i familiens hus. Havde han været der, ville den have dræbt ham.*

Sådanne voldsomme tilfælde bryder til stadighed ind i Donnie Darko, hvis største kvalitet er, at man aldrig kan vide sig sikker. Man tror, man ved hvor det bærer hen. Så skyder drømmen ryg nogle gange, virkeligheden undergår flere hamskifter, og atter ved tilskueren hverken ud eller ind. Han må bare følge Donnie gennem mareridtet, som også har forsonende momenter. For eksempel er Gretchen (Jena Malone), den nye pige i klassen, det bedste der er sket for Donnie, siden familien flyttede fra Iowa for at skabe tryggere rammer om sønnen.

KANINEN Frank har sat dato og klokkeslæt på verdens undergang. En tid lang tror man, at der bygges op til en voldseksplosion af en slags. Der er dog altid metode i galskaben og en dybere mening med den sabotage, som Donnie udfører på Franks foranledning. For eksempel et Graham Greene-inspireret hærværk mod skolen og den brand, som afslører poppsykologen, der har et pædofilt lønkammer skjult i privaten.

   På skolen strides indskrænket småtskårenhed med den oplyste tolerance, som lærerinden Ms. Pomeroy repræsenterer. Selv psykiateren vil Donnie det godt, skønt hun bliver utryg, når han røber sine fantasier under hypnose. På bunden af drømmen er han nemlig bare en liderlig teenagedreng, der vil i seng med Christina Applegate fra Married with Children.

ÅRET er i øvrigt 1988, og præsidentvalget står mellem George Bush og demokraten Michael Dukakis. Tidens sange understøtter billederne og erstatter ofte reallyden, så det dislokerede præg ved Donnies verden fremhæves. Det kan være Joy Divisions »Love Will Tear Us Apart« eller Echo and the Bunnymen, men især bruger Kelly og filmens musikalske arkitekt, Michael Andrews, energi på at integrere Tears for Fears i sammenhængen. De var bare en popduo dengang, men nu får deres sange både dybde og valør.

HVOR langt ude Donnie egentlig er, bliver tydeligt i scenerne, som får ham til at interessere sig for tidsrejser. Han sidder hos familien, og flydende spyd stråler ud af brystet på forældrenes gæster og Donnie selv, der for længst er holdt op med at anfægte sine syner. Han prøver blot at følge med og finde en mening. Imens tæller Kellys fabel ned til nultimen, og filmen bliver simpelt hen spændende. Til slut slår virkeligheden tre kolbøtter, men alting hænger sammen. Det er dybt mærkværdigt og meget fascinerende, hvis man holder af film, som får én til at tænke og ikke blot dikterer et facit.

I MINDRE roller ses etablerede stjerner som Drew Barrymore, Mary McDonnell og Patrick Swayzee, mens Katharine Ross er a blast from the past som Donnies psykiater. Jake Gyllenhaal giver Donnie en mængde subtile nuancer. Elizabeth, hans storesøster i filmen, bliver spillet af Maggie Gyllenhaal, hans storesøster i virkeligheden.

   Resultatet har mere tilfælles med de eftertænksomme teenageskildringer i Wes Andersons The Royal Tenenbaums (2001) og Terry Zwigoffs Ghost World (2001), end med horror og farcer, som disse er flest. Her er hjerteskærende dybde, lydhørhed og loyalitet, umulige drømme i massevis og en duft af knuste nelliker. Kort sagt alt hvad en ung mands verden består af.

   

*) Richard Kelly (f. 1975) siger selv, at Frank var en af de første ideer i manuskriptet, som han brugte år på at udvikle og justere, så det blev muligt at få filmen finansieret. Han er usikker på, om kaninen kommer inde fra sindet eller skyldes ivrig læsning af Richard Adams' Watership Down (1972, da. Kaninbjerget), som han var optaget af. Da Graham Greenes novelle »The Destructors« (da. »Ødelæggerne«) fra Twenty-One Stories (1954, da. 21 noveller) bliver bandlyst på skolen, får man i stedet Watership Down med i læseplanen. Detaljen er bibeholdt i det lange director's cut af Donnie Darko fra 2004.

   Det er gået op og ned for Kelly, siden Donnie Darko væltede verden. Southland Tales (2006) var ventet med spænding, men blev kaldt en katastrofe, da den fik premiere på Cannes Festivalen. Den stort anlagte sci-fi fortælling, der var tænkt som brohovedet i en lancering af universet på flere platforme, har dog holdt sig i live. Alene den excentriske casting gør den seværdig og imponerende mærkværdig: Justin Timberlake, Dwayne Johnson, Kevin Smith og Miranda Richardson på samme rolleliste.

   The Box (2009) var en filosofisk popfabel i ånden og stilen fra M. Night Shyamalan. Cameron Diaz og James Marsden spiller parret, som vil få en million dollars, hvis de åbner æsken, der er sat ved deres dør. Til gengæld vil nogen et sted miste livet. Hvis dilemmaet ligner præmissen fra en The Twilight Zone-episode, giver det mening. Forlægget er en novelle af Richard Matheson, »Button, Button«, som Matheson selv bearbejdede til første sæson af den genstartede serie i 1986.

   Kelly har fornuftigt nok holdt sig fri af de forskellige spinoff-projekter, der er skudt op omkring Donnie Darko. Han havde intet at gøre med S. Darko (2009), der handler om lillesøsteren Samantha. I 2017 talte han om selv at skrive en fortsættelse.  

    

Donnie Darko. Instr. & manus: Richard Kelly. Foto: Steven Poster. 113 min. USA 2001. Dansk premiere: 07.06.2002.

Donnie Darko: The Director's Cut. Instr. & manus: Richard Kelly. Foto: Steven Poster. 133 min. USA 2004.

Fotos: Pandora Cinema/ Flower Films/ Adam Fields Productions/ Gaylord Films/ Arrow Films/ CineMaterial

Filmen bliver ikke streamet – er udgivet på blu-ray i 4K UltraHD [Arrow Films] i 2016

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 07.06.2002 

Lars von Trier: The House That Jack Built (2018)

DEN ONDE FORTÆLLING

Et mislykket menneskes apologi

Af BO GREEN JENSEN

MAJ 2018: LARS von Trier har en lang historie med Cannes, og byen er glad for at have ham tilbage. Det gælder også for nej-sigerne, som klager over de udpenslede scener i The House That Jack Built. Filmen havde premiere mandag aften og blev vist for pressen tirsdag morgen.

   Det er sandt, at der var gæster, som gik fra gallavisningen. Det skulle de ikke have gjort, for slutningen giver en form for forklaring. Der blev tweetet amok om sadisme og fiduskunst. Men først blev der klappet i fem minutter, da Trier kom ind. Den fortabte søn vender tilbage. Og efter pressevisningen var der bifald.

   Alt det er Trier nok ligeglad med. Når bare nazistkortet ikke bliver spillet. Af samme grund var der intet pressemøde efter visningen. Så er der ingen citater at vende og dreje. Trier vil nødigt være persona non grata igen.

   Triers film er ikke i konkurrence, så den kan ikke vinde guld- eller sølvpalmer. Men festivalen vågner af en døs. Her er omsider en film, der bliver diskuteret med lidenskab, både af fjender og fans. Som Owen Glieberman skrev i Variety, havde festivalen brug for et Big Bang til at rode op i det hele. Det gjorde The House That Jack Built.

ALLERFØRST taler to mænd i mørket. Den ene spørger den anden, om han må fortælle sin historie, når de alligevel skal følges ad. Man kan høre, at stemmerne tilhører Matt Dillon og Bruno Ganz. Der er stadig ingen billeder.

   Dillon spiller seriemorderen, der betragter sin karriere som et kunstværk. Ganz præsenterer sig som »Verge«. Det er et kælenavn for Vergil, digteren der viser Dante rundt i Den guddommelige komedie. Han siger, at Jack kan tale eller tie. Han må bare ikke tro, at historien er ny. Verge har hørt det hele tusind gange allerede.

   Jeg skal give en vurdering af filmen, så jeg bliver nødt til at røbe detaljer i plottet. Derfor dette spoiler-varsel. De skal ikke læse videre, hvis De vil have en helt ren oplevelse, når filmen har dansk premiere.

ALLE Triers systemer er kørt i stilling. Jack fortæller i sirligt nummererede afsnit om fem af de 61 mord, han begik på 12 år i 1970ernes og 80ernes USA. Tallene lægger den faste ramme om spillets nødvendige regler. Det er klart, at de skaber struktur. De skaber også en distance og sætter anførselstegn om den onde fortælling. Det kan være nyttigt. Måske tager det toppen af indlevelsen, men det hjælper at vide, at det »blot« er fiktion.

   Ondskaben udarter eksponentielt. Filmen er konstrueret, så tilskueren i begyndelsen har (eller mener at have) en vis forståelse for, hvem og hvad denne Jack er. I »1st Incident« er der endda sympati for hans djævelske virke. Uma Thurmans arrogante facon er så insisterende, at der går et lettelsens sug gennem salen, da han slår hende med den defekte donkraft – »jack« er den engelske glose – som episoden har kredset omkring.

   Filmen fisker her efter en latter, som den sikkert også får af de fleste. Det er en scene af samme slags som den, der gjorde Anders Thomas Jensens Blinkende lygter (2000) til en ukorrekt kultfilm. Søren Pilmark slår Sofie Gråbøl i ansigtet, så hun endelig bliver stille. Vist får man en dårlig smag i munden, men Thurman har kværuleret uafbrudt i ti minutter.

STEMNINGEN skifter til kvalmende undren, da Dillon på nørdet Jim Carrey-manér får snakket sig ind hos en enke (Siobhan Fallon Hogan), som han klodset og kropsnært tager livet af. Jack lader munden løbe. Han er kriminalbetjent – nej, han er forsikringsmand og kan fordoble hendes pension. Han sveder i sin regnfrakke, hinkestensbrillerne dugger. Han er det modsatte af den elegante figur, han vil skære.

   Jack betror Verge, at han på denne tid led af OCD – altså tvangsbestemt adfærd. Tre gange må han tilbage til huset og sikre, at han ikke finder blodspor. Igen får Trier skabt en næsten munter stemning. Politibetjenten er dum som en dør. Det er alle mennesker i grunden. Jack er jo også en subjektiv og upålidelig fortæller.

   Trier introducerer her en gennemgående gimmick. Når Verge og Jack diskuterer begreber som tvangsadfærd, narcissisme, storhedsvanvid og psykopati, ser vi samtidig Dillon stå ved en bil og bladre i en stak med store titelkort. Han lader hvert kort falde, når ordet er nævnt. Det er den første af filmens utallige visuelle referencer. Sådan står Bob Dylan med teksten til »Subterranean Homesick Blues« i det klassiske videoclip fra 1965. You don’t need a weather man to know which way the wind blows.

JACK er både kæmpe og dværg, en vinder og en taber i sin egen forestiling. Han ville være arkitekt, men han blev bare ingeniør. Han kunne aldrig blive færdig med huset, han selv ville bygge ved søen. Tvangsadfærden aftager, da han får gang i myrderiet. Han finder omsider sit kald. Han tager lig ud af fryserummet og kører dem tilbage til gerningsstedet, så han kan tage endnu bedre fotos. Han skaber sit alias. Han er Mr. Sophistication. Og han opgiver at efterligne den empati, som andre mennesker åbenbart føler.

   Mens de går der i Limbo og sludrer, er Verges nysgerrighed vakt mod sin vilje. Det er en skræmmende frigjort jæger – som ligner Robert De Niro i The Deer Hunter – der myrder Sofie Gråbøl og hendes drenge i den tredje episode. Den mest trodsige søn får sit ansigt skåret i facon, så han smiler ligesom Jokeren i Batman.

VERGE har en teori om, at Jack ville findes og standses. Som dreng løb han altid ind i majsmarken, når han legede skjul. På den måde efterlod han et bredt spor. Vi ser en køn dreng presse sig ned mellem kornet – før han klipper foden af en ælling for at undersøge, hvor hurtigt den drukner. Der er ingen forsonende egenskaber, ingen formildende omstændigheder. Mennesket Jack er et gennemført monster.

   Endelig er der kvinden (Riley Keogh), som Jack insisterer på at kalde Simple. Hun elsker virkelig Jack. Hun forstår, at han er Mr. Sophistication. Jack betror Verge, at han »var ved at få følelser for hende hér«. Så han skærer brysterne af hende og får det ene syet om til en pung. Jack er storkunde i våbenforretningen.

   Som nævnt falder filmen i to hoveddele. Cæsuren ligger før femte episode, hvor Jack forbereder kronen på værket. Seks mænd skal dræbes med ét perfekt skud. Der er i fryseren et bagerste, inderste rum, som Jack aldrig har kunnet åbne. Da det lykkes, møder han Verge. Jack er endelig løbet for langt ind i kornet.

   

DE første afsnit har klare kvaliteter. Undervejs sad jeg bare og spekulerede på, om jeg egentlig havde lyst til at se endnu en film om en seriemorder. Der har været så mange af dem, siden 80erne og 90erne, da Thomas Harris skrev om Hannibal Lecter, og Bret Easton Ellis skabte en avatar for tidsånden med Patrick Bateman i American Psycho.

   Trier får skyld for at vælte sig i det. Det samme gør David Fincher i sine film fra Se7en til Zodiac og HBO-serien Mindhunter. Fincher bliver bare betragtet som en mørkt geni.

  Verge følger Jack ned til Helvedes bund. Jack får et enkelt gyldent glimt af det Eden, som han har forskrevet sig fra. De diskuterer etik, æstetik og metafysik. Jack leder efter et smuthul. Trier klipper scener fra sine egne film ind i arkivmaterialet. Det sker, går man ud fra, i ånden fra Charles Baudelaire: Tu le connais, lecteur, ce monstre délicat,/ – Hypocrite lecteur, – mon semblable, – mon frère!

SCENOGRAFIEN i Helvede er baseret på Gustave Dorés illustrationer til Den guddommelige komedie. Trier (og Simone Grau, som har designet produktionen) trækker også på William Blake, John Martin og J.M.W. Turner. Det ligner dog allermest Ringenes Herre. Men det er her, at det slutter for Flænseren Jack.

   Arkitekten Bjarke Ingels har tegnet det groteske lighus, som morderen får bygget. Filmen igennem har »Fame«, discohittet med David Bowie og John Lennon, fungeret som Jacks musikalske signatur. Vi har hørt og set Glenn Gould spille Bach. Der bliver taget definitiv afsked til tonerne af »Hit The Road, Jack«.

   Er det allegorisk kitsch eller original billedskaben? Det er i hvert fald et menneskesyn, der omfatter umoderne begreber som ondskab, samvittighed, soning og skyld. Dét – og Dreyers Ordet – inspirerede klokkernes mirakel i Breaking the Waves. Feminister foragter ham pr. definition – men Trier var altid en kvinde i kunsten.

HER er uhyrligheden koncentreret. The House That Jack Built er nærmest en tvilling til Antichrist. Hvis der kun var den ene halvdel (Jacks »kunst«) eller den anden (Jacks »manifest«), ville det være en svagere film. Som det er, belyser de hinanden, så værket mod forventning bliver interessant og vedkommende.

   Der er dækning for alle anklagerne. Her er misantropi og misogyni, berøringsangst og perfiditet, en trang til at fråse i ondskab. Ligesom i Antichrist og Nymphomaniac ser kameraet ikke væk, tværtimod. Vi er tvunget til at se det. Jeg kan sagtens forstå, at nogle står af. Men Trier er jo ikke Jack. Han demonstrerer vel blot, at Jack findes.

Se også Lars von Trier: Dancer in the Dark (2000); Lars von Trier: Dogville (2003) [Moderne mestre]; Lars von Trier: Manderlay (2005); Lars von Trier | Thomas Vinterberg: Dear Wendy (2005); Lars von Trier: Direktøren for det hele (2006); Lars von Trier | Jacob Thuesen: Erik Nietzsche – De unge år (2007); Lars von Trier: Antichrist (2009) [Horror 100]; Efter Antichrist: Et interview med Charlotte Gainsbourg [2019]; Lars von Trier: Melancholia (2011) [Sci-Fi 100]; Lars von Trier: Nymphomaniac 1 + 2 (2013).

The House That Jack Built. Instr. og manus: Lars von Trier. Foto: Manuel Alberto Claro. 155 min. Danmark 2018. Premiere 29.11.2018. 

Fotos: Zentropa Entertainments/ CNC/ Copenhagen Film Fund/ Eurimages/ Film i Väst/ NRW/ Nordisk Film- & TV-Fond/ Concord Filmverleih/ DR/ Les Films du Losange/ MEDIA/ Nordisk Film Distribution/ Potemkine Films/ SVT/ DFI/ SFI/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies.

Anmeldelsen stod (på forsiden af) Weekendavisen 18.05.2018