Lars von Trier: The House That Jack Built (2018)

DEN ONDE FORTÆLLING

Et mislykket menneskes apologi

Af BO GREEN JENSEN

MAJ 2018: LARS von Trier har en lang historie med Cannes, og byen er glad for at have ham tilbage. Det gælder også for nej-sigerne, som klager over de udpenslede scener i The House That Jack Built. Filmen havde premiere mandag aften og blev vist for pressen tirsdag morgen.

   Det er sandt, at der var gæster, som gik fra gallavisningen. Det skulle de ikke have gjort, for slutningen giver en form for forklaring. Der blev tweetet amok om sadisme og fiduskunst. Men først blev der klappet i fem minutter, da Trier kom ind. Den fortabte søn vender tilbage. Og efter pressevisningen var der bifald.

   Alt det er Trier nok ligeglad med. Når bare nazistkortet ikke bliver spillet. Af samme grund var der intet pressemøde efter visningen. Så er der ingen citater at vende og dreje. Trier vil nødigt være persona non grata igen.

   Triers film er ikke i konkurrence, så den kan ikke vinde guld- eller sølvpalmer. Men festivalen vågner af en døs. Her er omsider en film, der bliver diskuteret med lidenskab, både af fjender og fans. Som Owen Glieberman skrev i Variety, havde festivalen brug for et Big Bang til at rode op i det hele. Det gjorde The House That Jack Built.

ALLERFØRST taler to mænd i mørket. Den ene spørger den anden, om han må fortælle sin historie, når de alligevel skal følges ad. Man kan høre, at stemmerne tilhører Matt Dillon og Bruno Ganz. Der er stadig ingen billeder.

   Dillon spiller seriemorderen, der betragter sin karriere som et kunstværk. Ganz præsenterer sig som »Verge«. Det er et kælenavn for Vergil, digteren der viser Dante rundt i Den guddommelige komedie. Han siger, at Jack kan tale eller tie. Han må bare ikke tro, at historien er ny. Verge har hørt det hele tusind gange allerede.

   Jeg skal give en vurdering af filmen, så jeg bliver nødt til at røbe detaljer i plottet. Derfor dette spoiler-varsel. De skal ikke læse videre, hvis De vil have en helt ren oplevelse, når filmen har dansk premiere.

ALLE Triers systemer er kørt i stilling. Jack fortæller i sirligt nummererede afsnit om fem af de 61 mord, han begik på 12 år i 1970ernes og 80ernes USA. Tallene lægger den faste ramme om spillets nødvendige regler. Det er klart, at de skaber struktur. De skaber også en distance og sætter anførselstegn om den onde fortælling. Det kan være nyttigt. Måske tager det toppen af indlevelsen, men det hjælper at vide, at det »blot« er fiktion.

   Ondskaben udarter eksponentielt. Filmen er konstrueret, så tilskueren i begyndelsen har (eller mener at have) en vis forståelse for, hvem og hvad denne Jack er. I »1st Incident« er der endda sympati for hans djævelske virke. Uma Thurmans arrogante facon er så insisterende, at der går et lettelsens sug gennem salen, da han slår hende med den defekte donkraft – »jack« er den engelske glose – som episoden har kredset omkring.

   Filmen fisker her efter en latter, som den sikkert også får af de fleste. Det er en scene af samme slags som den, der gjorde Anders Thomas Jensens Blinkende lygter (2000) til en ukorrekt kultfilm. Søren Pilmark slår Sofie Gråbøl i ansigtet, så hun endelig bliver stille. Vist får man en dårlig smag i munden, men Thurman har kværuleret uafbrudt i ti minutter.

STEMNINGEN skifter til kvalmende undren, da Dillon på nørdet Jim Carrey-manér får snakket sig ind hos en enke (Siobhan Fallon Hogan), som han klodset og kropsnært tager livet af. Jack lader munden løbe. Han er kriminalbetjent – nej, han er forsikringsmand og kan fordoble hendes pension. Han sveder i sin regnfrakke, hinkestensbrillerne dugger. Han er det modsatte af den elegante figur, han vil skære.

   Jack betror Verge, at han på denne tid led af OCD – altså tvangsbestemt adfærd. Tre gange må han tilbage til huset og sikre, at han ikke finder blodspor. Igen får Trier skabt en næsten munter stemning. Politibetjenten er dum som en dør. Det er alle mennesker i grunden. Jack er jo også en subjektiv og upålidelig fortæller.

   Trier introducerer her en gennemgående gimmick. Når Verge og Jack diskuterer begreber som tvangsadfærd, narcissisme, storhedsvanvid og psykopati, ser vi samtidig Dillon stå ved en bil og bladre i en stak med store titelkort. Han lader hvert kort falde, når ordet er nævnt. Det er den første af filmens utallige visuelle referencer. Sådan står Bob Dylan med teksten til »Subterranean Homesick Blues« i det klassiske videoclip fra 1965. You don’t need a weather man to know which way the wind blows.

JACK er både kæmpe og dværg, en vinder og en taber i sin egen forestiling. Han ville være arkitekt, men han blev bare ingeniør. Han kunne aldrig blive færdig med huset, han selv ville bygge ved søen. Tvangsadfærden aftager, da han får gang i myrderiet. Han finder omsider sit kald. Han tager lig ud af fryserummet og kører dem tilbage til gerningsstedet, så han kan tage endnu bedre fotos. Han skaber sit alias. Han er Mr. Sophistication. Og han opgiver at efterligne den empati, som andre mennesker åbenbart føler.

   Mens de går der i Limbo og sludrer, er Verges nysgerrighed vakt mod sin vilje. Det er en skræmmende frigjort jæger – som ligner Robert De Niro i The Deer Hunter – der myrder Sofie Gråbøl og hendes drenge i den tredje episode. Den mest trodsige søn får sit ansigt skåret i facon, så han smiler ligesom Jokeren i Batman.

VERGE har en teori om, at Jack ville findes og standses. Som dreng løb han altid ind i majsmarken, når han legede skjul. På den måde efterlod han et bredt spor. Vi ser en køn dreng presse sig ned mellem kornet – før han klipper foden af en ælling for at undersøge, hvor hurtigt den drukner. Der er ingen forsonende egenskaber, ingen formildende omstændigheder. Mennesket Jack er et gennemført monster.

   Endelig er der kvinden (Riley Keogh), som Jack insisterer på at kalde Simple. Hun elsker virkelig Jack. Hun forstår, at han er Mr. Sophistication. Jack betror Verge, at han »var ved at få følelser for hende hér«. Så han skærer brysterne af hende og får det ene syet om til en pung. Jack er storkunde i våbenforretningen.

   Som nævnt falder filmen i to hoveddele. Cæsuren ligger før femte episode, hvor Jack forbereder kronen på værket. Seks mænd skal dræbes med ét perfekt skud. Der er i fryseren et bagerste, inderste rum, som Jack aldrig har kunnet åbne. Da det lykkes, møder han Verge. Jack er endelig løbet for langt ind i kornet.

   

DE første afsnit har klare kvaliteter. Undervejs sad jeg bare og spekulerede på, om jeg egentlig havde lyst til at se endnu en film om en seriemorder. Der har været så mange af dem, siden 80erne og 90erne, da Thomas Harris skrev om Hannibal Lecter, og Bret Easton Ellis skabte en avatar for tidsånden med Patrick Bateman i American Psycho.

   Trier får skyld for at vælte sig i det. Det samme gør David Fincher i sine film fra Se7en til Zodiac og HBO-serien Mindhunter. Fincher bliver bare betragtet som en mørkt geni.

  Verge følger Jack ned til Helvedes bund. Jack får et enkelt gyldent glimt af det Eden, som han har forskrevet sig fra. De diskuterer etik, æstetik og metafysik. Jack leder efter et smuthul. Trier klipper scener fra sine egne film ind i arkivmaterialet. Det sker, går man ud fra, i ånden fra Charles Baudelaire: Tu le connais, lecteur, ce monstre délicat,/ – Hypocrite lecteur, – mon semblable, – mon frère!

SCENOGRAFIEN i Helvede er baseret på Gustave Dorés illustrationer til Den guddommelige komedie. Trier (og Simone Grau, som har designet produktionen) trækker også på William Blake, John Martin og J.M.W. Turner. Det ligner dog allermest Ringenes Herre. Men det er her, at det slutter for Flænseren Jack.

   Arkitekten Bjarke Ingels har tegnet det groteske lighus, som morderen får bygget. Filmen igennem har »Fame«, discohittet med David Bowie og John Lennon, fungeret som Jacks musikalske signatur. Vi har hørt og set Glenn Gould spille Bach. Der bliver taget definitiv afsked til tonerne af »Hit The Road, Jack«.

   Er det allegorisk kitsch eller original billedskaben? Det er i hvert fald et menneskesyn, der omfatter umoderne begreber som ondskab, samvittighed, soning og skyld. Dét – og Dreyers Ordet – inspirerede klokkernes mirakel i Breaking the Waves. Feminister foragter ham pr. definition – men Trier var altid en kvinde i kunsten.

HER er uhyrligheden koncentreret. The House That Jack Built er nærmest en tvilling til Antichrist. Hvis der kun var den ene halvdel (Jacks »kunst«) eller den anden (Jacks »manifest«), ville det være en svagere film. Som det er, belyser de hinanden, så værket mod forventning bliver interessant og vedkommende.

   Der er dækning for alle anklagerne. Her er misantropi og misogyni, berøringsangst og perfiditet, en trang til at fråse i ondskab. Ligesom i Antichrist og Nymphomaniac ser kameraet ikke væk, tværtimod. Vi er tvunget til at se det. Jeg kan sagtens forstå, at nogle står af. Men Trier er jo ikke Jack. Han demonstrerer vel blot, at Jack findes.

Se også Lars von Trier: Dancer in the Dark (2000); Lars von Trier: Dogville (2003) [Moderne mestre]; Lars von Trier: Manderlay (2005); Lars von Trier | Thomas Vinterberg: Dear Wendy (2005); Lars von Trier: Direktøren for det hele (2006); Lars von Trier | Jacob Thuesen: Erik Nietzsche – De unge år (2007); Lars von Trier: Antichrist (2009) [Horror 100]; Efter Antichrist: Et interview med Charlotte Gainsbourg [2019]; Lars von Trier: Melancholia (2011) [Sci-Fi 100]; Lars von Trier: Nymphomaniac 1 + 2 (2013).

The House That Jack Built. Instr. og manus: Lars von Trier. Foto: Manuel Alberto Claro. 155 min. Danmark 2018. Premiere 29.11.2018. 

Fotos: Zentropa Entertainments/ CNC/ Copenhagen Film Fund/ Eurimages/ Film i Väst/ NRW/ Nordisk Film- & TV-Fond/ Concord Filmverleih/ DR/ Les Films du Losange/ MEDIA/ Nordisk Film Distribution/ Potemkine Films/ SVT/ DFI/ SFI/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies.

Anmeldelsen stod (på forsiden af) Weekendavisen 18.05.2018

Lone Scherfig: Wilbur Wants to Kill Himself (2002)

UD AF MØRKET

I flugt mellem livet og døden

Af BO GREEN JENSEN

»KÆRLIGHED er stadig den bedste kur for modløshed«. »Når det gælder om at finde vej ud af mørket, kan ingen medicin konkurrere med varme, hverdag og meningsfuldt nærvær«. Banale udsagn som disse tangerer vel tautologier. Dog insisterer de på at blive sagt, når man lige har set Lone Scherfigs film om en selvmorder, der kommer på bedre tanker, i høj grad på trods af sig selv.

   Wilbur (Jamie Sives) prøver allerede i titelsekvensen at tage sit liv med tabletter, gas og andre forhåndenværende midler. Målbevidst finkæmmer han lejligheden, koncentreret og med et intenst pokerfjæs. Alle verdens tårer kunne falde fra himlen over Glasgow. Det ville ikke rage Wilbur en fjer. Tvangsbetonet adfærd, kaldes det rituelle sygdomsmønster, som han følger. Wilbur Wants to Kill Himself, hedder filmen.*

VI befinder os i Skotland, hvor solen aldrig skinner, og det bliver hurtigt klart, at Wilbur gør dette når som helst han har lejlighed til at forsøge. De andre patienter i samtalegruppen på hospitalet er trætte af Wilbur, fordi han ikke tager depressionen alvorligt. Lægen Horst (Mads Mikkelsen) har afskrevet ham. Sygeplejersken Moira (Julia Davis) vil gerne have galgenhumoristen med hjem i seng. Dog skal Wilbur ikke nyde noget med hensyn til nære relationer. Wilbur ønsker bare at dø. Han har prøvet så længe nogen kan huske.

   Dét er udgangspunktet i Lone Scherfigs Wilbur begår selvmord, hendes første film efter verdenssuccesen Italiensk for begyndere (2000). Den er optaget i Glasgow og befolket med skotske og britiske spillere. Alligevel fornemmer man den umiskendeligt danske tone i manuskriptet, som Scherfig har skrevet sammen med Anders Thomas Jensen. Denne viser sine bedste sider, når han arbejder med kvindelige instruktører. Efter Wilbur og Susanne Biers Elsker dig for evigt kan ingen råbe »Tarantino-plagiat« efter Jensen. Han er virkelig vokset med disse to film.

WILBUR går sine egne veje, men fastholder dog relationen til sin lillebror, Harbour (Adrian Rawlins), en lys fatalist som slet ikke deler Wilburs akutte desperation. Ved filmens begyndelse er faderen endelig død, og de voksne drenge skal sammen overtage antikvariatet, som har kørt skævt i en menneskealder. Egentlig er der kun gæld tilbage. Broderen er mildt bekymret. Wilbur er fuldkommen ligeglad. De flytter sammen i bagbutikken, hvor Harbour systematisk har fjernet alt, som en kompulsiv selvmorder kunne bruge.

   Begyndelsen er grimet, skæv, meget stilrent turneret og en lille smule trættende, lidt som tonen i Knud Leif Thomsens antikke Selvmordsskolen (1964), en Jacques Tati-agtig farce med Jørgen Ryg, hvis nogen husker så langt tilbage. Men netop som det næsten er blevet for mørkt, ankommer varmen i skikkelse af den kejtede, livsbekræftende Alice (Shirley Henderson). Hun gør rent på hospitalet, er alene med datteren Mary (Lisa McKinley) og kan ikke finde ud af nogen ting. Ganske hurtigt, og på datterens anbefaling, finder hun sammen med den mindst lige så kejtede Harbour.

DE fire karakterer bliver efterhånden en lille familie, og alle i salen genkender gradvis konturerne af den personkreds, som Lone Scherfig kaldte »uafhentede enere« i forbindelse med Italiensk for begyndere. Wilbur, der arbejder som pædagog og i øvrigt er fremragende til sit arbejde, vil i begyndelsen ikke være ved, at han er anfægtet af både Alice og Mary. Så bliver Harbour uhelbredeligt syg, og Wilbur får en hustru og en datter til låns. En dag, hvor han af vane vil dræbe sig selv snarest muligt, indser han, at trangen er væk. Hans bror skal dø, der er denne familie. Han ville ikke have troet det, men med ét har selvmordskandidaten fået noget at leve for.

DET er en ganske lille historie, men at følge den føles umådeligt tilfredsstillende. Scherfig er god til det lave og nære, og i de skotske spillere har hun det optimale materiale. Især Jamie Sives, der udtrykker lakonisk afmålt nærvær på samme måde som amerikaneren Robert Downey Jr., er eminent i den svære rolle som Wilbur. Denne kunne let være blevet et karikeret postulat. Shirley Henderson er uimodståelig. Som datteren er Lisa McKinley god til at arrangere sine voksne i de rigtige konstellationer.

   Historien er tragisk. Imidlertid spiller den som en komedie, fordi Scherfig så behændigt blander sorgen med situationskomik. En børnefødselsdag i forretningen udarter til sublim komik. Al kærligheden i filmen føles ægte, jordnær og uafviselig. Som personinstruktør tilhører Scherfig skaren af Mike Leighs disciple, men Wilbur Wants to Kill Himself er en bedre film end lærerens [i 2002] aktuelle All or Nothing.

WILBUR Wants to Kill Himself lover godt for den kommende bølge af engelsksprogede danske produktioner, der bl.a. omfatter Thomas Vinterbergs It’s All About Love og Nicolas Winding Refns Fear X. Egentlig kunne Wilburs Glasgow lige så godt ligge i Lyngby, hvor regnlyset i Italiensk for begyndere blev til. For det handler dybest set ikke om sproget. Det handler om mennesker alle vegne, og om dem ved Lone Scherfig mere end de fleste.

*) Teksten står som skrevet for 20 år siden. Der er derfor ingen bagklogskab. Og heller ikke helt det sprog for tvangstanker, selvskade og OCD, som siden er blevet fintunet. Wilbur fik ikke et stort efterliv. Det er svært at finde billeder. I den anglofone sfære bliver filmen primært set af én grund: Mads Mikkelsen medvirker som dr. Horst. Det var stjernens store år i medicin. Han var samtidig den hudløst utro læge i Elsker dig for evigt, som i udlandet bliver kaldt Open Hearts. Måske får hele hospitalsgenren en opblomstring, når der i 2022 er premiere på tv-serien The Shift (da. Dag & Nat), som Lone Scherfig og Ole Christian Madsen har udviklet på vegne af Creative Alliance. Imens er Lars von Trier stærkt på vej med Riget Exodus, en egentlig uventet opfølger til Riget (1994) og Riget II (1997), der i sin tid gjorde auteuren til en slags dansk folkehelt. The Kingdom: Exodus skal streames på Viaplay og siden vises på DRTV. Det er den første af karrierens bebudede trilogier, som filmskaberen faktisk færdiggør.

Se også Lone Scherfig | Lynn Barber: An Education (2009) [Bogen og filmen]; Lone Scherfig | David Nicholls: One Day (2011) [Bogen og filmen]; Lone Scherfig | Laura Wade: The Riot Club (2014); Lone Scherfig: Their Finest (2016); Lone Scherfig: The Kindness of Strangers (2019).

Wilbur Wants to Kill Himself (Wilbur begår selvmord). Instr.: Lone Scherfig. Manus: Lone Scherfig og Anders Thomas Jensen. Foto: Jørgen Johansson. 105 min. DK-UK-Sverige-Frankrig 2002. Dansk premiere: 08.11.2002.

Fotos: Zentropa Entertainments/ Wilbur Ltd./ Scottish Screen/ Sigma Films/ TV2/ Glasgow Film Office/ SVT/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ DFI/

Filmen streames (juni 2025) på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, NORDISK Film+, SF Anytime, YouTube Film

Ingen BD-udgivelse – DVD fra Icon Film Distribution (UK) 11.02.2008 + DVD fra Nordisk Film (i serien Dansk Filmskat) 14.01.2021

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 08.11.2002

Martin Scorsese: The Aviator (2004)

CITIZEN HUGHES

Et drømmeportræt af den rigeste særling

Af BO GREEN JENSEN

ALENE for sin begyndelse vil The Aviator blive husket i lang tid. Det er måske ikke i sig selv usædvanligt, at en stor amerikansk levnedskildring lægger sin stil og sit anslag efter filmen, der fremdeles har ry for at være en af verdens bedste, Orson Welles' titaniske Citizen Kane (1941, da. Den store mand), som instruktøren skabte i en alder af 25 grønne år. Dog har få taget springet så dristigt, at de matcher det magiske Rosebud hos Welles.

   Hos Welles giver den døende Kane slip på en sneglobe. Den knuses, og hans mund hvisker »Rosebud« i nærbillede. Først ved filmens slutning begriber vi, at den store mands erindringsbærende Rosenknop var en kælk, som han kørte på i sin barndom. Flammerne får den, da Xanadu tømmes, og ingen af filmens karakterer forstår sammenhængen. Kun publikum deler fortællerens indsigt i en af filmkunstens mest mytologiske scener, der måske ikke rummer nøglen til gåden om Kane, men til gengæld siger meget om erindringens væsen.

I MARTIN Scorseses portræt af millardæren Howard Hughes (1905-1976) bliver ordet Karantæne et lignende sentimentalt kryptogram. Den nøgne dreng står med fødderne i en zinkbalje med vand. Han har ryggen til kameraet, som i dunkelt flakkende belysning registrerer et kæmpemæssigt gotisk rum, der sagtens kunne ligge i Xanadu. I hvert fald har kaminen den samme gabende grottemund. Howards mor kommer ind og begynder at vaske ham med omhyggelige bevægelser, som gjaldt det et renselsesritual. Hun spørger, om han ved hvad kolera og tyfus er. Det gør han. »You are not safe,« betoner hun lidenskabeligt.

I SAMME scene lærer hun ham at stave til det svære forløsende ord »Karantæne«. Tyve år senere, da den voksne finansmand i stigende grad bliver styret af sin renhedsfobi, sin berøringsangst og bakterieskræk, er det denne mantra, som han finder frem, når han gribes af særlig akut panik og samtidig må pacificere manien, hvis han vil nå de sociale mål, han har sat sig.

   Howard Hughes finder da et herretoilet, hvor han kan gnubbe sine hænder til blods, gnide medbragt sort sæbe ind i sin hud og dræbe hver mikrobe, før processen begynder forfra. Han trækker vejret så dybt som han kan og begynder stilfærdigt at stave: »Q-U-A-R-A-N-T-I-N-E«.

TRICKET virker næsten hver gang, i det mindste i de tyve år, fra 1927 til 1947, hvor Scorseses film følger det mærkelige menneske, der blev en af verdens rigeste mænd i sin tid.

   Siden fik dæmonerne definitivt bugt med Hughes. I 1958 gav han sit sidste interview. I 1966 solgte han Trans World Airlines for 586 mio. dollars og isolerede sig på en privat etage i Desert Inn Hotel i Las Vegas. Her undgik han fysisk kontakt og kommunikerede via en betroet stab, der viste sig sjældent loyal. Der er mange vandrehistorier om Hughes, som ved sin død i 1976 var så præget af mange års isolation, at retsmedicineren måtte tage ligets fingeraftryk.

   Scorseses film er ikke den første fremstilling, som drager parallellen mellem Hughes’ curriculum vitae og Orson Welles’ debutfilm (der tog afsæt i bladkongen William Randolph Hearsts historie). John Logan har baseret sit manuskript til The Aviator på Michael Drosnins biografi Citizen Hughes (1985), der sammen med Donald Bartletts Empire: The Life, Legend and Madness of Howard Hughes (1979) og Charles Highams Howard Hughes: The Secret Life (1993) hører til standardværkerne.

   Det var netop sin ret som almindelig borger, magnaten påberåbte sig, da han i 1946 konfronterede senator Owen Brewster i en senatshøring, der ville stemple Hughes som svindler og give et monopol på flyvning over Atlanten til Pan-American Airlines, TWA’s konkurrent.

I KLINISK sprog kaldes Hughes’ tilstand OCD, dvs. »obsessive compulsive disorder«, og betegner et spektrum af tvangshandlinger. I filmisk sammenhæng bliver syndromet i regelen blot antydet. Det spiller kun en lille rolle i William Grahams tv-film The Amazing Howard Hughes (1977), hvor Tommy Lee Jones gav en meget plausibel fremstilling. Filmen skildrer Hughes’ Hollywood-projekter og hans samlermani med hensyn til kvinder, men finder sit omdrejningspunkt i ingeniørens drøm om at skabe verdens største fly, en luftbåren husblok ved navn Hercules, som medierne døbte »The Spruced Goose«.

   Under 2. verdenskrig modtog Hughes 17 mio. dollars af forsvarets penge til at tegne og fremstille flyet. Dette beløb var den officielle anledning til senatshøringen i 1946. Hughes forsvarede sig effektivt, afslørede Brewsters interesser i Pan-Am og satte prikken over i’et ved at flyve Hercules over havnen i San Francisco for første og eneste gang. Han udvandrede fra høringen og bestilte en flåde af jetfly til TWA. Men han vendte aldrig rigtigt tilbage til hverken driften af sit firma eller instruktørrollen i Hollywood.

OGSÅ Scorseses film skildrer dette. Vi slår første gang følge med Hughes (Leonardo DiCaprio) i 1927, da han bruger uhørte summer på at producere og instruere krigsflyverfilmen Hell's Angels (1930, da. Giganternes kamp), først som stumfilm, siden med lyd på. Industrien var skeptisk, men filmen tjente sig så meget ind, at Hughes kunne skabe gangsterdramaet Scarface (1932) og den lurvede western om Billy the Kid, The Outlaw (1943, da. Vestens udstødte), der i realiteten havde ét formål: at vise verden Jane Russells bryster.

   Hughes var så betaget af disse, at han personligt tegnede Russells bh og lagde mindst lige så megen omhu i arbejdet, som når det gjaldt hans prototyper til fly. I 1948 købte Hughes RKO-studiet og fortsatte i mange år som producer, også i Las Vegas-tiden. Det er ikke med i Scorseses film.

DENNE finder sin røde tråd i Howards forhold til kvinder, først og fremmest Katharine Hepburn (Cate Blanchett), som han prøvede at bo sammen med, og Ava Gardner (Kate Beckinsale), som han drev til vanvid ved at installere mikrofoner i soveværelset.

    Der er pyntet gevaldigt på disse historier. Til gengæld bliver forholdet til Jane Russell stort set ikke berørt. Russell levede stadig, da The Aviator blev produceret. Hun var 83 år i 2004 og frabad sig mere slibrig opmærksomhed i forbindelse med The Outlaw. Hun blev Hughes’ protege som 19-årig. Få stjerner havde sværere ved at sparke sig fri af debuten.

SCORSESE bruger megen tid på at genskabe Hollywood omkring 1930. Som kontrast ser vi Howard træde i karakter og være i sit element, når han sidder i cockpittet oppe i renheden. En dramatisk nødlanding på golfbanen i Beverly Hills er et sætstykke efter klassisk model. Huse skæres over, haver pløjes i stykker, Hughes er døden nær i flammerne. Da han vender tilbage, er han i højere grad, som man sædvanligvis ser ham.

   Endelig bliver det fysiske sammenfald fuldstændigt. I de første scener tænker man, at den spinkle DiCaprio slet ikke ligner. To timer senere, da han vidner for senatskomiteen, har skægget og hatten gjort deres. DiCaprio ligner nu Hughes så meget, at han kunne være trådt direkte ud af den nyhedsrevy, som findes og dokumenterer processen.

EFTER begyndelsens Hollywood-fabler, den skinnende støj og de spraglede farver, er det i sygdommen og særhederne, at The Aviator finder sin form. Det er ærlig talt ingen stor film, mere et svært diverterende pausesignal fra outsiderinstruktøren, der ikke engang med den lige så kulørte, men vægtigere Gangs of New York (2003) formåede at charmere det amerikanske filmakademi. I 2004 var Scorsese nomineret til 11 Oscars for The Aviator.*

   I de bedste scener er DiCaprio alene med sin angst for moderens trusler om tyfus og kolera. »You are not safe.« Og fordi man i detaljer følger Hughes’ afsindige renlighedsrutine, bliver det forbavsende spændende at se ham trodse dæmonen, stave til »quarantine« og bide kvalmen og panikken i sig.

   Den korrupte senator Brewster (Alan Alda) har hørt rygter om et totalt sammenbrud, da han inviterer Howard til frokost og sætter et fedtet fingeraftryk på hans glas. Han skuffes, da Hughes bare drikker og smiler. I korridoren bryder den store mand sammen, gisper og sveder, men han har stået distancen mod alle odds.

DICAPRIO er overvældende god i rollen. Også Cate Blanchetts Kate Hepburn gør indtryk, men er dog mere som et revynummer. DiCaprio står dér og skælver i blitzlyset. Benene ryster, sved springer frem, men han smiler stort og energisk. Ifølge bøgerne var milliardæren en fuldkommen samvittighedsløs og mildt utilregnelig forretningsmand, der forfulgte sit mål med alle midler. Han skal have haft en andel i Watergate-skandalen og ført omfattende politisk lobbyvirksomhed fra sin bakteriefri etage.

   Alligevel er der meget ved Scorseses portræt, som virker sandfærdigt og overbeviser, i det mindste på mytologisk niveau. Det er sikkert og vist, at processen mod Howard Hughes blev ført; at han vidnede som i filmen og brugte uger på at konstruere den optimale bh til Jane Russell. Den sære mand var ingen højkulturel McKinley-Møller. Alligevel deler de visse træk. Et projekt som Operaen kunne sagtens være udtænkt i tusmørkesuiten på Desert Inn Hotel.

THE Aviator er i det mindste meget underholdende. Projektet blev påbegyndt af Michael Mann, som hellere ville lave Los Angeles-krimien Collateral (2004), men fungerede som producer på Hughes-filmen. Mann og Scorsese har sammen skabt en slags popcornudgave af Citizen Kane. Det er slet ingen ringe bedrift.

Se også Martin Scorsese: Raging Bull (1980); Martin Scorsese: Bringing Out the Dead (1999); Martin Scorsese: Gangs of New York (2002); Martin Scorsese: The Departed (2006); Martin Scorsese: Hugo (2011) [Moderne mestre]; Martin Scorsese: The Wolf of Wall Street (2013); Martin Scorsese | Shusako Endo: Silence (2016) [Bogen og filmen]; Martin Scorsese: The Irishman (2019) + Living in the Material World: George Harrison 1943-2001; Kongernes konge: Kristus i filmen [Påske Special 2020].

*) 2002 var Gangs of New York Oscar-nomineret i 10 kategorier, men modtog ikke en eneste pris. The Aviator vandt i 5 kategorier: Best Cinematography (Robert Richardson), Supporting Actress (Cate Blanchett), Film Editing (Thelma Schoonmaker), Art Direction (Dante Ferretti) og Costume Design (Sandy Powell). Først i 2006 lykkedes det for Scorsese at lande de tungeste kategorier. The Departed modtog Academy Awards for Best Picture, Director, Adapted Screnplay og Film Editing. Howard Hughes' Hell's Angels var nomineret for Best Cinematography  (Harry Perry, Tony Gaudio), da The Academy of Motion Picture Arts and Sciences uddelte sine Oscars for tredje gang. Det skete den 5. november 1930 på The Ambassador Hotel i Los Angeles. Hell's Angels tabte til dokumentarfilmen With Byrd at the South Pole, som Joseph T. Rucker og Willard Van der Veer havde fotograferet på stedet. Der var 6 nomineringer til musicalen The Love Parade (1929, da. Prinsgemalen) som Ernst Lubitsch havde instrueret med Maurice Chevalier og Jeanette MacDonald i hovedrollerne. Årets film var dog Lewis Milestones All Is Quiet on The Western Front (da. Intet nyt fra Vestfronten). Filmatiseringen af Erich Maria Remarques (anti)krigsroman vandt for Outstanding Production – som Best Picture-kategorien hed i 1930 – og Best Director.  

The Aviator. Instr.: Martin Scorsese. Manus: John Logan. Foto: Robert Richardson. 170 min. USA 2004. Dansk premiere: 28.01.2005.

Fotos: Forward Pass/ Appian Way/ IMF/ Initial/ Warner Bros./ NFD/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Film-grab/ FilmAffinity/ Smithsonian Institution/ Wikiwand/ Wikimedia Commons

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime,YouTube Film

2K Blu-ray fra Paramount Pictures 01.02.2021

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 28.01.2005