Loving Highsmith | Patricia Highsmith 1921-1995

EN FLAKKENDE SKYGGE

Et kærlighedsbrev til frontløberen

Af BO GREEN JENSEN

PATRICIA Highsmith (1921-1995) kom til verden i Fort Worth, Texas, og forlod den igen i Locarno i Schweiz, hvor hun boede de sidste 13 år af sit liv. Hun var ung i New York og boede som voksen i mange europæiske byer. Det var som regel et kærlighedsforhold, der bestemte adressen. Highsmith så sig selv som en flakkende skygge. Andrew Wilson skrev i 2003 biografien Beautiful Shadow.

   Pat voksede op hos sin mormor i Texas. En grim tid fulgte, da hendes mor var tilbage og tog hende med til New York. Hun gik på Barnard College, fik eksamen i 1942 og debuterede med novellen »The Heroine« (1945), som blev trykt i Harper’s Bazaar. Mens hun skrev de første bøger, var hun tekstforfatter hos Timely Comics. Timely blev siden til Marvel Comics, som hele verden kender i dag.

   Den udslagsgivende faktor var altid Highsmiths seksualitet. Hun var homoseksuel og forsøgte kun én gang at indlede et binært forhold, fordi hendes mor insisterede. Highsmith fik aldrig sin mors accept. Mary Coates Plangman blev 95 og døde først i 1991. Der var kun fire år uden fordømmende baggrund.

  

HIGHSMITH fik tidligt et stort publikum og fastholdt det i en lang række thrillers. Hun skrev 21 romaner, syv novellesamlinger og det løse. Titler som Deep Water (1957, da. Dybt vand) og The Two Faces of January (1964, da. Januar har to ansigter) bliver stadig læst, men det var – og er – for bøgerne om Tom Ripley, at hun blev mest anerkendt.

   Highsmiths stil er kendetegnet ved kulde, distance, intens ironi og et subjektivt blik, der tangerer tunnelsynet. Hun er god til fysiske detaljer. Der er en bemærkelsesværdig misogyni i menneskeskildringen. Især er der en evne til at reproducere de skiftende stemninger hos den jeg-svage Ripley, der tager farve efter situationen og bruger andres identitet. Ripley dræber, hvis det skal være. Han er blandt de mest usædvanlige helte, i eller uden for krimigenren.

FORFATTEREN fik en flyvende start. Hun var 23 år, da Alfred Hitchcock så det originale i præmissen for Strangers on a Train (1950, da. Farligt møde eller Farligt stævnemøde) og købte rettighederne til romanen om to fremmede, der mødes i toget, falder i snak og »bytter mord«, så ingen kan tillægge dem et motiv. Begge mænd vil dræbe deres koner, som læseren aldrig har anledning til at føle sympati for.

   Highsmith fortsatte karrieren som spændingsforfatter med The Blunderer (1954). Det er den bog, som hun er repræsenteret med i Women Crime Writers-bokssættet fra Library of America (2015). Den begynder i køen ved en biograf i New York. Der var altid en særlig filmisk kvalitet i Highsmiths bøger. Henved 30 af dem er filmatiseret.

   Før den første Tom Ripley-roman afstak en kurs, fik Highsmith udgivet bogen, der viser en anden og blødere side af hendes liv. The Price of Salt (1953, da. Carol) udkom under pseudonymet Claire Morgan. Romanen blev rost for sin solidariske skildring af kærligheden mellem den unge Therese og Carol, der sidder fast i forstædernes konformitet. Bogen slutter åbent og giver forholdet en fremtid. Især dét var usædvanligt for tiden.

HIGHSMITH fik ideen til Tom Ripley, da hun stod på sin hotelbalkon og så en mand gå alene omkring på stranden ved daggry. Også bogen om Therese og Carol kom af egne indtryk. I julen 1948 arbejdede Highsmith som ekspedient hos stormagasinet Bloomingsdale’s i New York. En betagende kvinde kom ind, og Highsmith digtede videre på historien.

   I 1990 var det vigtigt for Highsmith at vedkende sig ejerskabet, da bogen blev genudgivet, nu med Carol som titel. I 2015 forberedte Todd Haynes sin udsøgte filmatisering med Rooney Mara og Cate Blanchett. I et interview fortalte han: »Vi fandt huset, og vi tog derud. Modellen for Carol var alkoholiseret og meget ulykkelig. En dag gik hun ud i garagen, tændte motoren og tog sit liv.«

EVA VITIJA HAR en klar strategi i Loving Highsmith. Den schweiziske dokumentarist vil fortælle LGBTQ+-historien om Highsmiths liv som lesbisk kunstner. Hun vil undersøge baggrunden og finde detaljen, som forbinder thrillernes iskolde mænd med det varmere blik, som bliver kastet i Carol.

   Vitija tager næppe fejl, når hun ser den kamæleonagtige Ripley som en avatar for forfatteren. Highsmith brugte figuren fem gange, altid i nøgleafsnit af sit liv. »Ripliaden« består af The Talented Mr. Ripley (1955, da. Tom Ripleys talent), Ripley Under Ground (1970, da.Tom Ripley under jorden) og Ripley's Game (1974, da. Tom Ripleys spil (1974). Der er mindre opmærksomhed om de sidste to bøger. The Boy who Followed Ripley (1980) udkom aldrig på dansk. Ripley Under Water (1991, da. Tom Ripley under vand) er det tydeligste selvportræt.

   Vitija interviewer de sidste levende vidner, familie, venner og samlevere. Især forfatteren Marijane Meaker (f. 1927) taler uden at dække sig ind. Meaker og Highsmith var kærester fra 1959 til 1961. Hun genkalder sig noir-romantikken fra natklubberne og undergrundslivet i en homofobisk og kvindefjendsk tid. Hun giver Highsmiths mor hele skylden for den voksne kvindes problemer. »She was a real bitch,« siger Meaker med et blik, som ikke viger.

VITIJA filmer på stederne, der havde betydning for Highsmith: hjemstavnen i Texas; den lille by i Suffolk, hvor hun opgav at bo med sit livs kærlighed; Berlin i 1980erne; idyllen i Provence, som måtte rømmes; til sidst den asketiske funkiskasse i Schweiz, hvor forfatteren boede alene og blev stadig mere sær, krakilsk og fordomsfuld.

   Vitija citerer fra fire filmatiseringer. Det er oplagt at åbne med Hitchcock og lukke med varmen i Carol. Ripley er fastholdt i to inkarnationer. Matt Damon var castet perfekt i Anthony Minghellas 1999-version af The Talented Mr. Ripley. I Wim Wenders’ The American Friend (1977), som bygger på Tom Ripley under jorden, er Dennis Hopper til gengæld en udbrændt pilgrim, der lægger sig i fosterstilling og taler til en kassettebåndoptager. Bruno Ganz er den kræftsyge rammemager, som han knytter en ganske bevægende pagt med.

RIPLEY er på film fortolket af bl.a. John Malkovich (i Liliana Cavanis Ripley's Game, 2002), Barry Pepper (i Roger Spottiswoodes Ripley Under Ground, 2005) og Andrew Scott (i Steven Zaillians tv-version af The Talented Mr. Ripley, 2022).  Et godt bud er stadig René Cléments Plein Soleil (1960, da. Kun solen var vidne), som på engelsk hedder Purple Noon. Her bliver Ripley spillet af Alain Delon.

   Der bliver i hver ny version af den første bog skruet mere op for LGBTQ+-faktoren i forholdet mellem Ripley og Dickie Greenleaf, hvis livsstil han begærer og hvis identitet han overtager. Det er bedst gjort i Minghellas udgave, hvor Jude Law er en ondskabsfuld narcissist, snarere end en tillidsfuld tåbe. Cate Blanchett spiller Meredith Logue, der aldrig kender Ripley som andre end Greenleaf. Med titelrollen i Carol forbinder hun således filmværket.

HIGHSMITH optræder selv i arkivmateriale, filmede samtaler og interviews. Det står klart, at hun ikke havde en plan. Det bedste, som hun gjorde for sig selv, var at bryde med og afskrive sin mor. Hun fulgte altid efter kvinden, som hun elskede for tiden og havde brug for at være i nærheden af. Hun genskabte hver gang den samme rutine, med sine katte, sin vodka og cigaretterne, som hun kæderøg livet igennem.

   Patricia Highsmith skrev for sit liv, og hun fandt aldrig lykken. Der er meget at relatere til hér, uanset hvor man befinder sig på køns- og identitetsspektret. Loving Highsmith er en god introduktion til Tom Ripley og en heltefortælling fra undergrundstiden, da det krævede mod at afvige fra normen.

Se også Todd Haynes/Patricia Highsmith: Carol (2015) [Bogen og filmen]; Todd Haynes: Virkeligheden er noget rod | Et interview [2015].

Loving Highsmith. Instr. og manus: Eva Vitija. Foto: Siri Klug. 83 min. Schweiz-Tyskland 2022. Dansk premiere: 17.11.2022.

Fotos: Ensemble Films/ Lichtblik/ SRF/ RSI/ SRG/ ZDF/ Zeitgeist Films/ Filmbazar/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity

Filmen er stadig i biografdistribution

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Bøger 25.11.2022

Lars von Trier: The House That Jack Built (2018)

DEN ONDE FORTÆLLING

Et mislykket menneskes apologi

Af BO GREEN JENSEN

MAJ 2018: LARS von Trier har en lang historie med Cannes, og byen er glad for at have ham tilbage. Det gælder også for nej-sigerne, som klager over de udpenslede scener i The House That Jack Built. Filmen havde premiere mandag aften og blev vist for pressen tirsdag morgen.

   Det er sandt, at der var gæster, som gik fra gallavisningen. Det skulle de ikke have gjort, for slutningen giver en form for forklaring. Der blev tweetet amok om sadisme og fiduskunst. Men først blev der klappet i fem minutter, da Trier kom ind. Den fortabte søn vender tilbage. Og efter pressevisningen var der bifald.

   Alt det er Trier nok ligeglad med. Når bare nazistkortet ikke bliver spillet. Af samme grund var der intet pressemøde efter visningen. Så er der ingen citater at vende og dreje. Trier vil nødigt være persona non grata igen.

   Triers film er ikke i konkurrence, så den kan ikke vinde guld- eller sølvpalmer. Men festivalen vågner af en døs. Her er omsider en film, der bliver diskuteret med lidenskab, både af fjender og fans. Som Owen Glieberman skrev i Variety, havde festivalen brug for et Big Bang til at rode op i det hele. Det gjorde The House That Jack Built.

ALLERFØRST taler to mænd i mørket. Den ene spørger den anden, om han må fortælle sin historie, når de alligevel skal følges ad. Man kan høre, at stemmerne tilhører Matt Dillon og Bruno Ganz. Der er stadig ingen billeder.

   Dillon spiller seriemorderen, der betragter sin karriere som et kunstværk. Ganz præsenterer sig som »Verge«. Det er et kælenavn for Vergil, digteren der viser Dante rundt i Den guddommelige komedie. Han siger, at Jack kan tale eller tie. Han må bare ikke tro, at historien er ny. Verge har hørt det hele tusind gange allerede.

   Jeg skal give en vurdering af filmen, så jeg bliver nødt til at røbe detaljer i plottet. Derfor dette spoiler-varsel. De skal ikke læse videre, hvis De vil have en helt ren oplevelse, når filmen har dansk premiere.

ALLE Triers systemer er kørt i stilling. Jack fortæller i sirligt nummererede afsnit om fem af de 61 mord, han begik på 12 år i 1970ernes og 80ernes USA. Tallene lægger den faste ramme om spillets nødvendige regler. Det er klart, at de skaber struktur. De skaber også en distance og sætter anførselstegn om den onde fortælling. Det kan være nyttigt. Måske tager det toppen af indlevelsen, men det hjælper at vide, at det »blot« er fiktion.

   Ondskaben udarter eksponentielt. Filmen er konstrueret, så tilskueren i begyndelsen har (eller mener at have) en vis forståelse for, hvem og hvad denne Jack er. I »1st Incident« er der endda sympati for hans djævelske virke. Uma Thurmans arrogante facon er så insisterende, at der går et lettelsens sug gennem salen, da han slår hende med den defekte donkraft – »jack« er den engelske glose – som episoden har kredset omkring.

   Filmen fisker her efter en latter, som den sikkert også får af de fleste. Det er en scene af samme slags som den, der gjorde Anders Thomas Jensens Blinkende lygter (2000) til en ukorrekt kultfilm. Søren Pilmark slår Sofie Gråbøl i ansigtet, så hun endelig bliver stille. Vist får man en dårlig smag i munden, men Thurman har kværuleret uafbrudt i ti minutter.

STEMNINGEN skifter til kvalmende undren, da Dillon på nørdet Jim Carrey-manér får snakket sig ind hos en enke (Siobhan Fallon Hogan), som han klodset og kropsnært tager livet af. Jack lader munden løbe. Han er kriminalbetjent – nej, han er forsikringsmand og kan fordoble hendes pension. Han sveder i sin regnfrakke, hinkestensbrillerne dugger. Han er det modsatte af den elegante figur, han vil skære.

   Jack betror Verge, at han på denne tid led af OCD – altså tvangsbestemt adfærd. Tre gange må han tilbage til huset og sikre, at han ikke finder blodspor. Igen får Trier skabt en næsten munter stemning. Politibetjenten er dum som en dør. Det er alle mennesker i grunden. Jack er jo også en subjektiv og upålidelig fortæller.

   Trier introducerer her en gennemgående gimmick. Når Verge og Jack diskuterer begreber som tvangsadfærd, narcissisme, storhedsvanvid og psykopati, ser vi samtidig Dillon stå ved en bil og bladre i en stak med store titelkort. Han lader hvert kort falde, når ordet er nævnt. Det er den første af filmens utallige visuelle referencer. Sådan står Bob Dylan med teksten til »Subterranean Homesick Blues« i det klassiske videoclip fra 1965. You don’t need a weather man to know which way the wind blows.

JACK er både kæmpe og dværg, en vinder og en taber i sin egen forestiling. Han ville være arkitekt, men han blev bare ingeniør. Han kunne aldrig blive færdig med huset, han selv ville bygge ved søen. Tvangsadfærden aftager, da han får gang i myrderiet. Han finder omsider sit kald. Han tager lig ud af fryserummet og kører dem tilbage til gerningsstedet, så han kan tage endnu bedre fotos. Han skaber sit alias. Han er Mr. Sophistication. Og han opgiver at efterligne den empati, som andre mennesker åbenbart føler.

   Mens de går der i Limbo og sludrer, er Verges nysgerrighed vakt mod sin vilje. Det er en skræmmende frigjort jæger – som ligner Robert De Niro i The Deer Hunter – der myrder Sofie Gråbøl og hendes drenge i den tredje episode. Den mest trodsige søn får sit ansigt skåret i facon, så han smiler ligesom Jokeren i Batman.

VERGE har en teori om, at Jack ville findes og standses. Som dreng løb han altid ind i majsmarken, når han legede skjul. På den måde efterlod han et bredt spor. Vi ser en køn dreng presse sig ned mellem kornet – før han klipper foden af en ælling for at undersøge, hvor hurtigt den drukner. Der er ingen forsonende egenskaber, ingen formildende omstændigheder. Mennesket Jack er et gennemført monster.

   Endelig er der kvinden (Riley Keogh), som Jack insisterer på at kalde Simple. Hun elsker virkelig Jack. Hun forstår, at han er Mr. Sophistication. Jack betror Verge, at han »var ved at få følelser for hende hér«. Så han skærer brysterne af hende og får det ene syet om til en pung. Jack er storkunde i våbenforretningen.

   Som nævnt falder filmen i to hoveddele. Cæsuren ligger før femte episode, hvor Jack forbereder kronen på værket. Seks mænd skal dræbes med ét perfekt skud. Der er i fryseren et bagerste, inderste rum, som Jack aldrig har kunnet åbne. Da det lykkes, møder han Verge. Jack er endelig løbet for langt ind i kornet.

   

DE første afsnit har klare kvaliteter. Undervejs sad jeg bare og spekulerede på, om jeg egentlig havde lyst til at se endnu en film om en seriemorder. Der har været så mange af dem, siden 80erne og 90erne, da Thomas Harris skrev om Hannibal Lecter, og Bret Easton Ellis skabte en avatar for tidsånden med Patrick Bateman i American Psycho.

   Trier får skyld for at vælte sig i det. Det samme gør David Fincher i sine film fra Se7en til Zodiac og HBO-serien Mindhunter. Fincher bliver bare betragtet som en mørkt geni.

  Verge følger Jack ned til Helvedes bund. Jack får et enkelt gyldent glimt af det Eden, som han har forskrevet sig fra. De diskuterer etik, æstetik og metafysik. Jack leder efter et smuthul. Trier klipper scener fra sine egne film ind i arkivmaterialet. Det sker, går man ud fra, i ånden fra Charles Baudelaire: Tu le connais, lecteur, ce monstre délicat,/ – Hypocrite lecteur, – mon semblable, – mon frère!

SCENOGRAFIEN i Helvede er baseret på Gustave Dorés illustrationer til Den guddommelige komedie. Trier (og Simone Grau, som har designet produktionen) trækker også på William Blake, John Martin og J.M.W. Turner. Det ligner dog allermest Ringenes Herre. Men det er her, at det slutter for Flænseren Jack.

   Arkitekten Bjarke Ingels har tegnet det groteske lighus, som morderen får bygget. Filmen igennem har »Fame«, discohittet med David Bowie og John Lennon, fungeret som Jacks musikalske signatur. Vi har hørt og set Glenn Gould spille Bach. Der bliver taget definitiv afsked til tonerne af »Hit The Road, Jack«.

   Er det allegorisk kitsch eller original billedskaben? Det er i hvert fald et menneskesyn, der omfatter umoderne begreber som ondskab, samvittighed, soning og skyld. Dét – og Dreyers Ordet – inspirerede klokkernes mirakel i Breaking the Waves. Feminister foragter ham pr. definition – men Trier var altid en kvinde i kunsten.

HER er uhyrligheden koncentreret. The House That Jack Built er nærmest en tvilling til Antichrist. Hvis der kun var den ene halvdel (Jacks »kunst«) eller den anden (Jacks »manifest«), ville det være en svagere film. Som det er, belyser de hinanden, så værket mod forventning bliver interessant og vedkommende.

   Der er dækning for alle anklagerne. Her er misantropi og misogyni, berøringsangst og perfiditet, en trang til at fråse i ondskab. Ligesom i Antichrist og Nymphomaniac ser kameraet ikke væk, tværtimod. Vi er tvunget til at se det. Jeg kan sagtens forstå, at nogle står af. Men Trier er jo ikke Jack. Han demonstrerer vel blot, at Jack findes.

Se også Lars von Trier: Dancer in the Dark (2000); Lars von Trier: Dogville (2003) [Moderne mestre]; Lars von Trier: Manderlay (2005); Lars von Trier | Thomas Vinterberg: Dear Wendy (2005); Lars von Trier: Direktøren for det hele (2006); Lars von Trier | Jacob Thuesen: Erik Nietzsche – De unge år (2007); Lars von Trier: Antichrist (2009) [Horror 100]; Efter Antichrist: Et interview med Charlotte Gainsbourg [2019]; Lars von Trier: Melancholia (2011) [Sci-Fi 100]; Lars von Trier: Nymphomaniac 1 + 2 (2013).

The House That Jack Built. Instr. og manus: Lars von Trier. Foto: Manuel Alberto Claro. 155 min. Danmark 2018. Premiere 29.11.2018. 

Fotos: Zentropa Entertainments/ CNC/ Copenhagen Film Fund/ Eurimages/ Film i Väst/ NRW/ Nordisk Film- & TV-Fond/ Concord Filmverleih/ DR/ Les Films du Losange/ MEDIA/ Nordisk Film Distribution/ Potemkine Films/ SVT/ DFI/ SFI/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies.

Anmeldelsen stod (på forsiden af) Weekendavisen 18.05.2018

Ridley Scott | Cormac McCarthy: The Counselor (2013)

VILJEN TIL DET FREMRAGENDE

Cormac McCarthys grænseværdier

Af BO GREEN JENSEN

KAN man købe sig til kvalitet? Kan hovedværker designes? Det kan de vel i princippet, hvis mange gode kræfter vil det samme, men filmhistorien er fuld af eksempler på det modsatte: overlæssede prestigeproduktioner, hvor stamtavlen snarere blev en forhindring: Cleopatra, Waterloo, Åndernes Hus.

   Ridley Scotts The Counselor har en bismag af bestilt udsøgthed, men det skorter ikke på viljen til det fremragende. Der er investeret stort, talent- såvel som budgetmæssigt, i den deterministiske thriller, som bygger på et originalmanuskript af Cormac McCarthy (1933-2023).

   Myldrebilledet følger en håndfuld farverige skæbner i det samme grænseland mellem USA og Mexico, hvor McCarthy har været i beundrede romaner som No Country for Old Men (2005) og den anderledes lyriske Border Trilogy (1992-1998).

I CENTRUM er Advokaten (Michael Fassbender), som på krukket vis aldrig får et fornavn, men bliver kaldt »Counselor« af de øvrige karakterer, som flitrer forbi under mikroskopet.

   Advokaten er en pæn mand med anstændige værdier. Han har i hvert fald været det. Nu er han forelsket i den renfærdige Laura (Penélope Cruz), som han tidligt i filmen forærer en ring med en diamant på 3,9 karat. De har i øvrigt god sex af den ærlige slags, som på film er karakteriseret ved megen sund latter.

   Advokaten har tillagt sig kostbare vaner. Han vil derfor indgå en lukrativ narkohandel, bare for en enkelt gangs skyld. Hertil benytter han sig af kontakter som mellemmanden Westray (Brad Pitt), en filosofisk elegantier, og den flamboyante Reiner (Javier Bardem), der selv lever vildt over evne i huset, han deler med den løvindeagtige Malkina (Cameron Diaz). Hun holder leoparder som jagtdyr og inkarnerer ubønhørligheden i de magtfulde mexicanske karteller.

ADVOKATEN er en stråmand, der skal demonstrere McCarthys nihilistiske værdier. I første akt bliver fælden sat. Han køber diamanten hos en livsklog juveler i Amsterdam (Bruno Ganz), og han forbereder forretningen med Westray og Reiner, som begge beskriver den høje risikofaktor. Han er i dén grad advaret – og publikum er forberedt på de henrettelsesmetoder, som bliver anvendt længere henne i filmen.

   På ironisk vis er det ikke grådighed, men resterne af en integritet, som fælder amatøren. I sit juridiske virke er Advokaten beskikket forsvarer for Ruth (Rosie Perez), en kriminel mellemleder. Hun er mor til motorcyklisten, som i flere indklip fræser over grænsen med 330 km i timen. Heraf hans øgenavn »The Green Hornet«.

DEN grønne hveps er narkokurér, men det er farten, som har sendt ham i fængsel og gjort Mor bekymret. Her klapper fælden. Advokaten får Hvepsen løsladt, mens Malkinas soldater arrangerer hans død. Det skaber en forbindelse mellem amatøren og det selvregulerende kartelsystem. Det er, som når en krig begynder. Alliancer aktiveres. Man må dø eller dræbe, og maskineriet kan ikke standses. Først når røgen lægger sig, kan man se, hvem der er den sidste mand – eller kvinde – på banen.

FILMEN er fuld af preciøse detaljer og sætstykker, der isoleret set er fine, skønt de ligner litterære ornamenter. At filmen knirker og virker tung, skyldes snarere, at man forventer flere lag og dobbelte bunde. Det plejer der at være i surrealistisk voldsomme grænselandshistorier, hvor plottet bliver vredet og drejet på fantasifuld og overraskende vis. Scott og McCarthy forsøger sig med en art grum realisme. Det er det samme etisk afsvedne landskab, som McCarthy har skildret i sine bøger.

   Der er megen tung eksponering af baggrund. Som juveleren fører Bruno Ganz en lang monolog om taksering og håndtering af diamanter. Javier Bardem forklarer i detaljer, hvordan en bolito fungerer. Det er en mekanisk garotteringsanordning, som ikke kan fjernes, når den er lagt om ofrets hals og aktiveret. Kartellerne bruger den for effekten: tilskuerne bliver oversprøjtet med blod, når pulsåren gennemskæres. Det er klart, at fænomenet skal demonstreres på et senere tidspunkt.

DER er ingen Gud i grænselandet, og moralske kræfter er irrelevante. Det forklarer McCarthy udmærket. Til gengæld er kærligheden en modgift, både i den enkle version, som Advokaten og Laura realiserer, og i det farverige forhold mellem Reiner og Malkina. Ridley Scott er bare ikke stor i den romantiske form.

   Der er ofte en tør lune i dialogen. Michael Fassbender siger til Bruno Ganz, at han vil give sin udkårne en diamant, som hverken er for stor eller for lille. Den skal vise, at han sætter på hendes skønhed og skrøbelighed, men det må ikke være en prangende sten, som hun »er bange for at gå med«. »Åh,« smiler Ganz. »De skal se, hun er nok mere modig, end De tror.«

CORMAC McCarthy er på hjemmebane i grænselandet, men man savner den tragiske dimension, som neutraliserede blodbadet i No Country for Old Men. Brødrene Coen forstod stoffet bedre, og Advokat-skikkelsen er en ringe erstatning for Tommy Lee Jones’ afmægtige marshall. The Counselor er lavet af ikke helt unge mænd, og det mærkes. McCarthy er 80, Scott fire år yngre. Yngst er mesterfotografen Dariusz Wolski, 56, som også i denne film skaber blændende billeder.

Se også Bogen og filmen | Cormac McCarthy: The Road (2009) [Sci-Fi 100].

Se også Blade Runner- The Final Cut (1982/2007); Tårer i regnen: Blade Runner 2049 [Sequels nr. 3]; Philip K. Dick 1928-1982; Ridley Scott: Covenant (2017) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott: Prometheus (2012) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott: The Martian (2015) [Sci-Fi 100]; All the Money in the World (2017) [Christopher Plummer 1929-2021]; Ridley Scott: Kingdom of Heaven (2005); Ridley Scott: The Last Duel (2021).

The Counselor. Instr.: Ridley Scott. Manus: Cormac McCarthy. Foto: Dariusz Wolski. 111 min. USA 2013. Dansk premiere: 14.11.2013.

Fotos: Fox 2000 Pictures/ 20th Century Studios/ SF Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra 20th Century Fox (Unrated Extended Cut) 03.04.2014 

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 15.11.2013

Hans Petter Moland: Kraftidoten | In Order of Disappearance (2014)

BLÅ SNE OG BLODIGE SVANER

Selvtægt for sjov i det øverste Norge

Af BO GREEN JENSEN

MULIGVIS skranter ideen om Norden, men på film er tanken stadig vital. Hans Petter Moland, Kim Fupz Aakeson og Stellan Skarsgård havde stor succes med En ganske snill mann (2010, int. A Somewhat Gentle Man). Nordmanden instruerede, danskeren skrev manuskriptet, og svenskeren spillede den kriminelle Ulrik, som løslades efter en lang fængselsdom og døjer svært med sin resocialisering. De fortsætter samarbejdet i Kraftidioten.

   Også Nils er i grunden en ganske rar mand. Han kører sneplov for kommunen i det høje norske vinterland, som en stor del af filmen er henlagt til. Om morgenen er det Nils, som trodser elementerne og kører forrest i karavanen af biler, når lillebyens indbyggere skal på arbejde. Hans spektakulære maskine er ny og gigantisk. Når den pløjer sig gennem den blå sne, har filmen sine stærkeste billeder.

NILS er afholdt i nærmiljøet. Han har netop båret slips, så han kunne modtage prisen som kommunens æresborger, da politiet i Oslo ringer og meddeler, at hans søn er død af en heroin-overdosis. Nils véd, at det ikke kan være sandt. Politiet siger, at sådan reagerer alle forældre. Den anstændige mand bliver vred, og han har salen på sin side. Prologen har vist, hvordan sønnen blev dræbt ved en fejl.

   Da myndighederne ikke vil efterforske dødsfaldet, men tværtimod betragter sønnen som en kriminel fodsoldat, bliver det for meget for Nils. Manden med Ploven bliver Manden med Leen. Mens han dræber gerningsmændene, forløses en vild og befriende kraft, der kan kompensere for sorgen. Kraftidioten bliver en nordisk pendant til selvtægtsklassikere som Michael Winners Death Wish (1974, da. En mand ser rødt), Paul Schraders Hardcore (1979, da. Hårdkogt) og Steven Soderberghs The Limey (1999, da. Englænderen).

NILS begynder udrensningen i narkomiljøets laveste kaste, men snart fører blodsporene til større fisk. »Greven« (Pål Sverre Hagen) har i forvejen problemer. Han har arvet sit imperium efter en legendarisk far og har brug for at sætte sig i respekt, men hans dage går med at holde en nævenyttig eks-hustru (Birgitte Hjort Sørensen) fra livet og være en far for sin dreng. Ydermere presses han af serbiske gangstere. De anføres af »Papa« (Bruno Ganz), som spiser lapsede nordmænd til frokost.*

   Tonen er lagt efter brødrene Coen i Fargo, og filmen har et fantastisk højt body count. Hver gang et liv går til, bliver navnet skrevet på lærredet sammen med fødsels- og dødsår. De tørre tal markeres med stjerne og kors, ganske som i dødsannoncer. Der er ofte flere navne i feltet. Efter alle-mod-alle-opgøret til slut, bliver feltet fyldt fuldkommen ud.

MOLAND og Fupz Aakeson kan deres kram. Kraftidioten er et sejt genrestykke med tilløb til hård realisme. Det lykkes i lange stræk at dosere den blodskudte humor med norsk snusfornuft og en næsten bibelsk retfærdighedssans. Nils fortrækker ikke en mine. Greven er neurotisk eksalteret. Papa venter stoisk i skyggen.

   Det er evige kræfter, der kæmper i sneen. Det er også en hårdkogt røverhistorie fra Norge. Man savner måske en finsk faktor i det skandinaviske bagland. Den er der dog, hvis man ser efter. Det er med nedbarberet udtryksløshed og et pokerfjæs som hos Aki Kaurismäki, at den stilfærdige mand går amok.

Se også Dag Solstad | Hans Petter Moland: Kammerat Pedersen (2006) og Hans Petter Moland: En ganske rar mand (2010)

*) Bruno Ganz (1941-2019). Den schweizisk fødte karakterskuespiller var en drivkraft i europæisk art cinema gennem næsten 60 år. Han fik sit gennembrud i film af Éric Rohmer (Marquise von O...), Werner Herzog (Nosferatu) og Wim Wenders (Himlen over Berlin; Så fjern, så nær!). Et højdepunkt var rollen som Adolf Hitler i Oliver Hirschbiegels Der Untergang (2004). Ganz blev i stigende grad en slags talisman for auteur-instruktører. To af de sidste store roller var som Vergil-skikkelsen i Lars von Triers The House that Jack Built (2018) og kommandanten i Terrence Malicks A Hidden Life (2019). Ganz medvirkede i mere end 100 film. Han lavede også tv og teater. Den sidste screen credit var som fortællerens far i  Anders Østergaard og Erzsébet Rácz’s dansk-tyske Vinterrejse (2019). Bruno Ganz blev 77 år. Han har vist sig uerstattelig.   

Kraftidioten. Instr.: Hans Petter Moland. Manus: Kim Fupz Aakeson. Foto: Philip Øgaard. 116 min. Danmark-Sverige-Norge 2014. Dansk premiere: 03.07.2014.

Fotos: Paradox/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Miracle Film Distribution

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, HBO Nordic, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.07.2014