Loving Highsmith | Patricia Highsmith 1921-1995

EN FLAKKENDE SKYGGE

Et kærlighedsbrev til frontløberen

Af BO GREEN JENSEN

PATRICIA Highsmith (1921-1995) kom til verden i Fort Worth, Texas, og forlod den igen i Locarno i Schweiz, hvor hun boede de sidste 13 år af sit liv. Hun var ung i New York og boede som voksen i mange europæiske byer. Det var som regel et kærlighedsforhold, der bestemte adressen. Highsmith så sig selv som en flakkende skygge. Andrew Wilson skrev i 2003 biografien Beautiful Shadow.

   Pat voksede op hos sin mormor i Texas. En grim tid fulgte, da hendes mor var tilbage og tog hende med til New York. Hun gik på Barnard College, fik eksamen i 1942 og debuterede med novellen »The Heroine« (1945), som blev trykt i Harper’s Bazaar. Mens hun skrev de første bøger, var hun tekstforfatter hos Timely Comics. Timely blev siden til Marvel Comics, som hele verden kender i dag.

   Den udslagsgivende faktor var altid Highsmiths seksualitet. Hun var homoseksuel og forsøgte kun én gang at indlede et binært forhold, fordi hendes mor insisterede. Highsmith fik aldrig sin mors accept. Mary Coates Plangman blev 95 og døde først i 1991. Der var kun fire år uden fordømmende baggrund.

  

HIGHSMITH fik tidligt et stort publikum og fastholdt det i en lang række thrillers. Hun skrev 21 romaner, syv novellesamlinger og det løse. Titler som Deep Water (1957, da. Dybt vand) og The Two Faces of January (1964, da. Januar har to ansigter) bliver stadig læst, men det var – og er – for bøgerne om Tom Ripley, at hun blev mest anerkendt.

   Highsmiths stil er kendetegnet ved kulde, distance, intens ironi og et subjektivt blik, der tangerer tunnelsynet. Hun er god til fysiske detaljer. Der er en bemærkelsesværdig misogyni i menneskeskildringen. Især er der en evne til at reproducere de skiftende stemninger hos den jeg-svage Ripley, der tager farve efter situationen og bruger andres identitet. Ripley dræber, hvis det skal være. Han er blandt de mest usædvanlige helte, i eller uden for krimigenren.

FORFATTEREN fik en flyvende start. Hun var 23 år, da Alfred Hitchcock så det originale i præmissen for Strangers on a Train (1950, da. Farligt møde eller Farligt stævnemøde) og købte rettighederne til romanen om to fremmede, der mødes i toget, falder i snak og »bytter mord«, så ingen kan tillægge dem et motiv. Begge mænd vil dræbe deres koner, som læseren aldrig har anledning til at føle sympati for.

   Highsmith fortsatte karrieren som spændingsforfatter med The Blunderer (1954). Det er den bog, som hun er repræsenteret med i Women Crime Writers-bokssættet fra Library of America (2015). Den begynder i køen ved en biograf i New York. Der var altid en særlig filmisk kvalitet i Highsmiths bøger. Henved 30 af dem er filmatiseret.

   Før den første Tom Ripley-roman afstak en kurs, fik Highsmith udgivet bogen, der viser en anden og blødere side af hendes liv. The Price of Salt (1953, da. Carol) udkom under pseudonymet Claire Morgan. Romanen blev rost for sin solidariske skildring af kærligheden mellem den unge Therese og Carol, der sidder fast i forstædernes konformitet. Bogen slutter åbent og giver forholdet en fremtid. Især dét var usædvanligt for tiden.

HIGHSMITH fik ideen til Tom Ripley, da hun stod på sin hotelbalkon og så en mand gå alene omkring på stranden ved daggry. Også bogen om Therese og Carol kom af egne indtryk. I julen 1948 arbejdede Highsmith som ekspedient hos stormagasinet Bloomingsdale’s i New York. En betagende kvinde kom ind, og Highsmith digtede videre på historien.

   I 1990 var det vigtigt for Highsmith at vedkende sig ejerskabet, da bogen blev genudgivet, nu med Carol som titel. I 2015 forberedte Todd Haynes sin udsøgte filmatisering med Rooney Mara og Cate Blanchett. I et interview fortalte han: »Vi fandt huset, og vi tog derud. Modellen for Carol var alkoholiseret og meget ulykkelig. En dag gik hun ud i garagen, tændte motoren og tog sit liv.«

EVA VITIJA HAR en klar strategi i Loving Highsmith. Den schweiziske dokumentarist vil fortælle LGBTQ+-historien om Highsmiths liv som lesbisk kunstner. Hun vil undersøge baggrunden og finde detaljen, som forbinder thrillernes iskolde mænd med det varmere blik, som bliver kastet i Carol.

   Vitija tager næppe fejl, når hun ser den kamæleonagtige Ripley som en avatar for forfatteren. Highsmith brugte figuren fem gange, altid i nøgleafsnit af sit liv. »Ripliaden« består af The Talented Mr. Ripley (1955, da. Tom Ripleys talent), Ripley Under Ground (1970, da.Tom Ripley under jorden) og Ripley's Game (1974, da. Tom Ripleys spil (1974). Der er mindre opmærksomhed om de sidste to bøger. The Boy who Followed Ripley (1980) udkom aldrig på dansk. Ripley Under Water (1991, da. Tom Ripley under vand) er det tydeligste selvportræt.

   Vitija interviewer de sidste levende vidner, familie, venner og samlevere. Især forfatteren Marijane Meaker (f. 1927) taler uden at dække sig ind. Meaker og Highsmith var kærester fra 1959 til 1961. Hun genkalder sig noir-romantikken fra natklubberne og undergrundslivet i en homofobisk og kvindefjendsk tid. Hun giver Highsmiths mor hele skylden for den voksne kvindes problemer. »She was a real bitch,« siger Meaker med et blik, som ikke viger.

VITIJA filmer på stederne, der havde betydning for Highsmith: hjemstavnen i Texas; den lille by i Suffolk, hvor hun opgav at bo med sit livs kærlighed; Berlin i 1980erne; idyllen i Provence, som måtte rømmes; til sidst den asketiske funkiskasse i Schweiz, hvor forfatteren boede alene og blev stadig mere sær, krakilsk og fordomsfuld.

   Vitija citerer fra fire filmatiseringer. Det er oplagt at åbne med Hitchcock og lukke med varmen i Carol. Ripley er fastholdt i to inkarnationer. Matt Damon var castet perfekt i Anthony Minghellas 1999-version af The Talented Mr. Ripley. I Wim Wenders’ The American Friend (1977), som bygger på Tom Ripley under jorden, er Dennis Hopper til gengæld en udbrændt pilgrim, der lægger sig i fosterstilling og taler til en kassettebåndoptager. Bruno Ganz er den kræftsyge rammemager, som han knytter en ganske bevægende pagt med.

RIPLEY er på film fortolket af bl.a. John Malkovich (i Liliana Cavanis Ripley's Game, 2002), Barry Pepper (i Roger Spottiswoodes Ripley Under Ground, 2005) og Andrew Scott (i Steven Zaillians tv-version af The Talented Mr. Ripley, 2022).  Et godt bud er stadig René Cléments Plein Soleil (1960, da. Kun solen var vidne), som på engelsk hedder Purple Noon. Her bliver Ripley spillet af Alain Delon.

   Der bliver i hver ny version af den første bog skruet mere op for LGBTQ+-faktoren i forholdet mellem Ripley og Dickie Greenleaf, hvis livsstil han begærer og hvis identitet han overtager. Det er bedst gjort i Minghellas udgave, hvor Jude Law er en ondskabsfuld narcissist, snarere end en tillidsfuld tåbe. Cate Blanchett spiller Meredith Logue, der aldrig kender Ripley som andre end Greenleaf. Med titelrollen i Carol forbinder hun således filmværket.

HIGHSMITH optræder selv i arkivmateriale, filmede samtaler og interviews. Det står klart, at hun ikke havde en plan. Det bedste, som hun gjorde for sig selv, var at bryde med og afskrive sin mor. Hun fulgte altid efter kvinden, som hun elskede for tiden og havde brug for at være i nærheden af. Hun genskabte hver gang den samme rutine, med sine katte, sin vodka og cigaretterne, som hun kæderøg livet igennem.

   Patricia Highsmith skrev for sit liv, og hun fandt aldrig lykken. Der er meget at relatere til hér, uanset hvor man befinder sig på køns- og identitetsspektret. Loving Highsmith er en god introduktion til Tom Ripley og en heltefortælling fra undergrundstiden, da det krævede mod at afvige fra normen.

Se også Todd Haynes/Patricia Highsmith: Carol (2015) [Bogen og filmen]; Todd Haynes: Virkeligheden er noget rod | Et interview [2015].

Loving Highsmith. Instr. og manus: Eva Vitija. Foto: Siri Klug. 83 min. Schweiz-Tyskland 2022. Dansk premiere: 17.11.2022.

Fotos: Ensemble Films/ Lichtblik/ SRF/ RSI/ SRG/ ZDF/ Zeitgeist Films/ Filmbazar/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity

Filmen er stadig i biografdistribution

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Bøger 25.11.2022

Julian Rosefeldt: Manifesto (2015)

EN ABSOLUT DIALEKT
Cate Blanchett i 13 versioner

Af BO GREEN JENSEN

MANIFESTET er et regelsæt, en forpligtende hensigtserklæring. Et vi eller jeg formulerer sin sandhed, så et du eller I kan blive overbevist. Henvendelsen er i sit væsen utopisk. Det er en fantastisk forførende form, som retorisk ligger tæt på evangeliet.

   Billedkunstneren Julian Rosefeldt (f. 1965) har samlet en hel katalog. I filmen Manifesto bliver alle ordene sagt af Cate Blanchett. Hun optræder blandt andet som hjemløs mand, sørgende hustru, to slags tv-journalist, en selvgod lærerinde og en flegmatisk forbrændingsarbejder. I galleriet er også en kold aktiehandler, en dedikeret dukkemager, en tatoveret punker og en »konservativ mor med familie«.

   De fleste citater er hentet i andre kunstneres manifester. Undtagelserne er prologen, hvor den hjemløse mand mumler brokker fra Karl Marx og Friedrich Engels, og det sidste segment, hvor lærerinden retter stile med henvisning til Dogme 95-manifestet, før hun sender klassen ud med Werner Herzogs ord om filmens ekstatiske sandhed.

DET er en rebus og et overflødighedshorn. 50 tekster er monteret i 12 forløb, som udgør en halv kunsthistorie. Rosefeldt må have gransket sit eksemplar af 100 Artists’ Manifestos: From the Futurists to the Stuckists, Alex Danchevs antologi fra 2011, indtil siderne faldt fra hinanden.*

   Talerne er the usual suspects – André Breton om surrealisme, Tristan Tzara om Dada, F.T. Marinetti om futurisme; eksponenter for konstruktivisme og Fluxus, performance og minimalisme. Andre kilder er mere obskure. Flere steder er strømningens navn taget ud og erstattet med netop et vi eller jeg.

   Mest markant står Claes Oldenburgs »I Am for an Art«. Kunstnerens gavmilde credo er i sig selv en forjættende tekst. Her bliver den til en bordbøn, som den konservative mor insisterer på, mens børnene fniser og manden ser væk. »Jeg tror på en kunst, der er politisk-erotisk-mystisk, som gør mere end at sidde på sin røv i et museum.«

CATE Blanchett spiller i alt 13 roller. I segmentet om konceptkunst er hun både den stylede studievært og den udsendte reporter, som taler fra øjet af en orkan. Vejret viser sig at være skabt med kunstig regn og vindmaskiner. »Hvad sker der, Cate, hvad siger du?« »Jo, Cate, nu skal du høre...«

   Manifesto er biografudgaven af en videoinstallation, som blev til på bestilling fra Australian Centre for the Moving Image. Rosefeldt fik ideen, da han så Cate Blanchett spille Bob Dylan i Todd Haynes’ I'm Not There (2007), hvor Dylans myte bliver undersøgt fra seks forskellige vinkler.

   I installationen blev ansigterne vist simultant. Stemmerne talte i kor. I filmen er der valgt et forløb, og sekvensen er rettet ud, så at sige. Man kan lytte til indholdet eller lade være. Rosefeldt interesserer sig først og fremmest for sammenfaldet. Der er en særlig absolut dialekt, som alle utopierne benytter. Hver og én lover, at dagen vil komme.

DET er en morsom og tankevækkende film, som nu og da taler alvorligt. Hver sætning bliver sagt med den rigtige betoning, så teksterne synes at passe til scenen: ved graven på en kirkegård, i sene tv-nyheder og på skolen, hvor børnene lærer for livet.

   Situationerne er smukt bygget op. Enken trøster de sørgende med Dada. Studieværten skifter fra forede tøfler til falliske stilletter, da hun tænder for sin øresnegl. Der er skiftevis overensstemmelse og diskrepans. Den absurde helhedsvirkning ligger ikke 100 år fra effekten, man ser i tableaufilm af svenskeren Roy Andersson eller en ung Jørgen Leth.

DE små handlingsspor skaber narrativ fremdrift, og på den måde bliver det en levende film. Men det er ved at fastholde stemmen, selve hjerterytmen, at Rosefeldt formulerer sit eget manifest. Inderst i ordene er der altid en kategorisk, vagt paranoid kvalitet.

   Derfor kravler den hjemløse mand til slut op på en gangbro, ser publikum i øjnene og citerer situationisten Guy Debords manifest: »Til de, som ikke forstår os korrekt, siger vi med uudslettelig hån: ’Vi, som I tror I er dommere over, vil en skønne dag dømme jer.«

   Det spydige jer bliver fremsagt, som var et definitivt argument afleveret. Der er en veltilfreds galskab i Blanchetts blå øjne. For der kommer en dag, og det bliver værst for jer selv.

   Det gamle skal ud, og det nye skal ind. Profeter i alle lande, foren jer!

*) 100 Artists' Manifestos: From the Futurists to the Stuckists. Edited with an Introduction by Alex Danchev. 454 s. Penguin Modern Classics, 2011.

   En genial og (når man har anskaffet den) uundværlig samling af de æstetiske og politiske programmer og erklæringer, som typisk bliver citeret i fragmentform og mere eller mindre ude af kontekst. Som regel er det socialhistoriske papirer, taler, traktater, forfatningstekster, love, religiøse maksimer osv., der bliver samlet sådan. Her er det kunstnernes statements, fra F.T. Marinettis »The Foundation and Manifesto of Futurism« (1909) til »The Founding, Manifesto and Rules of The Other Muswell Hill Stuckists« (2009) af Edgeworth Johnstone, Shelley Li m.fl.

   Accenten er på billedkunst, men filmen er inddraget. Dogme 95-manifestet, som blev co-signeret af Lars von Trier og Thomas Vinterberg den 13. marts 1995, er i sig selv en pastiche og nær-parodi på troperne i det klassiske manifest. Danchev tager dog fejl, når han fejer »Kyskhedsløftet« væk som et PR-stunt. Andre filmskabere som repræsenteres i antologien er Dziga Vertov, Stan Brakhage, Derek Jarman og Werner Herzog (»Minnesota Declaration«, 1999). Skønt Dogme får en hård behandling, er Danchevs bog varmt anbefalet.

Manifesto. Instr. og manus: Julian Rosefeldt. Foto: Christoph Krauss. 95 min. Tyskland-Australien 2015. Dansk premiere: 24.08.2017.

Fotos: Bayerischer Rundfunk/ Schiwago Films/ Natlys Film ApS/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, MUBI, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Modern Films (regionsfri) 19.03.2018

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 25.08.2017

Todd Haynes/Brian Selznick: Wonderstruck (2017) [Bogen og filmen]

RAMT AF MIRAKLER

Auteuren som familiefortæller

Af BO GREEN JENSEN

HER er en familiefilm, hvor det virkelig gælder om at se efter. Du hører sikkert tit sådan noget. Voksne beder dig være opmærksom, og du tænker, at det bestemmer du vist selv. Men Wonderstruck giver bare ikke mening, hvis du ikke følger ekstra godt med.

   Der er to historier, som foregår i hver sin tid, begge med et barn på 12 år i centrum. Der bliver hoppet fra den ene til den anden tid, men det er først til sidst, at du forstår, hvordan de to fortællinger hører sammen. Og faktisk er spor i den samme historie.

   Først er der drengen, som hedder Ben (Oakes Fegley). Han bor i en lille by i Minnesota, som ligger midt i USA. Hans verden bryder sammen, da hans mor dør i en trafikulykke. Ben har aldrig set sin far, men han ved, at han skal lede i New York. Så en dag tager han bussen alene mod øst. Og på vejen bliver han ramt af et lyn, som gør, at han i lang tid ikke kan høre.

BENS historie foregår i 1977. I den anden historie kommer også pigen Rose (Millicent Simmonds) alene til byen. Hun er træt af sin strenge og kølige far, som bor i New Jersey, altså syd for New York, på den anden side af Hudson-floden.

   I Roses historie er året 1927. Hun kan heller ikke høre, men modsat Ben blev hun født som døv. Rose elsker at gå i biografen, hvor hun drømmer sig ind i de film, som hun ser.

   Det er naturligvis stumfilm. Der blev ganske vist spillet musik i biografen, men det var dengang ikke teknisk muligt at lægge lyd på filmene. Det blev det netop i 1927, hvor den første tonefilm, The Jazz Singer, havde premiere.

   Rose føler en særlig tæt forbindelse til filmstjernen Lillian Mayhew. Hun flygter over floden for at opsøge hende. Lillian bliver spillet af Julianne Moore. Da Wonderstruck slutter, er Rose blevet gammel. Som voksen bliver også hun spillet af Julianne Moore. Dét er naturligvis ikke tilfældigt.

DER er flere slags spænding i Wonderstruck. Især bliver det vigtigt at finde ud af, hvordan de to historier hænger sammen. Jeg kan love, at Ben og Rose faktisk mødes, selv om de er børn i hver sin tid.

   Det er let at kende forskel på de to perioder. Bens historie er filmet i farver, og her taler folk hele tiden. Når det handler om Rose, skifter filmen til sort-hvid. Dialogen står skrevet på skilte, og musikken bliver vigtig. Det ligner med andre ord en af de stumfilm, hun selv går i biografen og ser.

   Wonderstruck betyder sådan noget som »slået af undren« eller »ramt af et vidunder«. I hvert fald vidunderligt ramt. Jeg har fortalt om lynet, der slår ned i Ben. Måske bliver Rose også ramt af mirakler.

DE to fortællinger siver ind i hinanden. Men Wonderstruck er hverken sci-fi eller fantasy. Rose har en bror, som arbejder på Naturhistorisk Museum i New York. Det er samme sted, Ben søger tilflugt i 1977.

   I det hele taget spiller museer en rolle. Til slut ser du en fantastisk detaljeret model af New York. Den findes i virkeligheden. Den blev lavet til Verdensudstillingen i 1964 og står på bymuseet i Queens. Det lyder måske tørt, men det er magisk. Jeg lover, at du bliver slået af undren.

FILMEN bygger på en billedroman af Brian Selznick. Han laver tykke børnebøger med mange blyantstegninger i. Til gengæld er der meget lidt tekst. Du kender måske Opfindelsen af Hugo Cabret, som er kommet på dansk. Det var den, som i 2011 blev til 3-D filmen Hugo.

   Brian Selznick har selv skrevet manuskriptet. Filmen bruger sort-hvid i 1927 og farver i 1977. I bogen er det gjort på en anden måde: Bens historie bliver fortalt med ord. Roses historie er tegnet.

   Du skal virkelig prøve at se denne film. Det er naturligvis noget andet end Star Wars. Eller en almindelig familiefilm, hvor alting bliver forklaret. Du udforsker tingene med dine sanser. Hver eneste af dem kommer i spil.

Se også Todd Haynes: I'm Not There (2007) [Bob Dylan 80 år]; Todd Haynes: Velvet Goldmine (1998); Todd Haynes: Far from Heaven (2002); Todd Haynes/Patricia Highsmith: Carol (2016) [Bogen og filmen]; Todd Haynes: Virkeligheden er noget rod [2015]

Wonderstruck. Instr.: Todd Haynes. Manus: Brian Selznick. Foto: Edward Lachman. 116 min. USA 2017. Frarådes under 11 år. Dansk premiere: 18.01.2018

Fotos: Amazon Studios/ CineMaterial/ MovieStills DB/ Scanbox Entertainment 

Filmen streames på AMAZON PRIME, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime

2K Blu-ray fra Studio Canal 30.07.2018 

Anmeldelsen er fra Weekendavisen Faktisk 19.01.2018 

Todd Haynes: Virkeligheden er noget rod | Et interview [2015]

VIRKELIGHEDEN ER NOGET ROD
Et interview med filmskaberen Todd Haynes

Af BO GREEN JENSEN

CANNES 2015 – Der er kold vind i solen, da pressen møder Todd Haynes. Vi cirkulerer mellem små borde på taget af festivalpalæet. Serveringen er sponsoreret af et champagnefirma, så alle vægge er pyntet med farvede flasker. De fleste drikker dog klart boblevand.

   Jeg har glædet mig til at møde Todd Haynes. Den 55-årige amerikaner har været interessant at følge de sidste tyve år. Han var først en krøllet filmskaber i den campede ende af LGBT-traditionen. Kultfilmen Superstar (1988) fortæller søskendeparret Karen og Richard Carpenters historie ved kreativ brug af Barbie-dukker (og kan af samme grund kun ses i gråzonedownload, for legetøjsfabrikanten Mattel var ikke på forhånd taget i ed). Jean Genet-fantasien Poison (1991) og kortfilmen Dottie Gets Spanked (1993) er rare klenodier, som stadig bliver nærlæst af kønsforskere.

   Det var med Safe (1995), at Haynes første gang kom til Cannes og fik et publikum uden for kernesegmentet. Julianne Moore spiller en fremmedgjort Los Angeles-kvinde, der udvikler angst, agorafobi, uforklarlige smerter og en gådefuld multiallergi, som ikke reagerer på terapi. Hun forlader sin familie og isolerer sig i et refugium, hvor andre har det som hende. Hun er endelig alene i et safe room, der er som en klostercelle. Hendes mand og hendes datter kommer næppe på besøg igen. Da hvisker hun til sit spejlbillede: »Jeg elsker dig«. 

   Alle løber ture, spiser glutenfrit og har sikkerhedssystemer. Alting er hvidt, og alle er bange. Det var næsten virkelighed allerede, da Haynes formgav fablen som en kølig stiløvelse. Nu ligner Safe en forudanelse, en seismografisk profeti om, hvad der ventede efter 2000. 

HAYNES har altid talt gennem stilen. I Far from Heaven (2002) var hvert blad i haven lagt, så det kunne matche farven i Julianne Moores hår. Hendes mand var til mænd, så hun søgte trøst hos den afrikansk-amerikanske gartner. Filmen var et melodrama i stilen fra 50er-film med Jane Wyman og Rock Hudson, nu med en ironisk bund, men stadig med menneskevarme.

   Til Haynes’ bedrifter hører også en tv-udgave af Mildred Pierce (2011), som han lavede for HBO med Kate Winslet i titelrollen. I det gamle Hollywood blev George Cukor kaldt kvindernes instruktør. Todd Haynes har lidt af ham i sig. Og naturligvis stilskaberen Douglas Sirk, som også talte i koder.

   Haynes er ikke filmuddannet. Han har en kandidatgrad i kunsthistorie og semiotik. Til gengæld er han filmfikseret. Christine Vachon har produceret de fleste af hans film, og Edward Lachman har fotograferet dem alle. Haynes er kendt for at lave en inspirationsbog med udklip, når en ny produktion skal designes. Han vælger også selv sin musik.

   Ud af det er der kommet en halv snes gennemførte film, men juvelen i kronen er I'm Not There fra 2007, hvor Bob Dylans biografi bliver gransket i seks fantastiske spor. Flere optræder som Dylan: Ben Whishaw, Marcus Franklin, Heath Ledger, Christian Bale, Richard Gere. Bedst af dem alle er Cate Blanchett, der spiller Dylan i Don’t Look Back-perioden.

I CAROL er Blanchett tilbage som kvinden, der bryder ud af sit ægteskab i 1952. Vi ser hende gennem det blik, som bliver kastet af den unge Therese, der spilles af Rooney Mara. Blanchett og Mara er også i Cannes. De har i dagens anledning klædt sig i stilen fra filmen. Det har instruktøren ikke. Han ligner præcis, hvad han er: en venlig, udkørt amerikaner, der har levet sit liv under ordnede forhold.

   – Hvordan kom du i gang med Carol?

   »Det var ikke min egen idé. Filmen var udviklet, da jeg kom til. Jeg tror, Phillys Nagy havde skrevet manuskriptet, allerede før Liz Karlsen kom ombord som producer. Jeg hørte om det fra Sandy Powell, kostumedesigneren, som også var tilknyttet sammen med Cate.

   Det må have været i 2012. Og jeg var nysgerrig. Jeg havde andre projekter, men året efter skulle de bruge en instruktør, og Liz Karlsen spurgte, om jeg ville se på det. Jeg kendte ikke bogen. Jeg havde læst manuskriptet, som var en smuk gennemskrivning, men det var bogen, der blæste mig bagover.«

   – Var det perioden, som interesserede dig?

   »Det var en faktor, men først og fremmest var det beskrivelsen af en forelskelse – set fra Thereses synsvinkel, som bogen er fuldkommen indlejret i. Den forlader aldrig hendes perspektiv. Og den forelskedes bevidsthed, som prøver at læse hvert tegn, hvert spor, der måske siger noget om genstanden for deres interesse – den bevidsthed ligner den kriminelle bevidsthed.

   Det giver romanen en særlig kvalitet, at kærlighed og kriminalitet er forbundne. Kærligheden er i sig selv forbudt, men også før det kommer så vidt, er fornemmelsen der. Alle, som har elsket, vil genkende den tilstand. Og føle, at der ikke findes ord for, hvad de følte. For Therese er der ingen fortilfælde. Hun ved ikke, hvordan hun skal danne syntaksen.

   Så subjektiviteten var interessant. De bedste kærlighedshistorier er fortalt fra den svagere, mere elskende synsvinkel. I Carol ændrer den balance sig. Til slut er det Carol, som beder Therese flytte ind, og Therese er blevet mere reserveret. Så at finde tyngdepunktet og navigere omkring det, var hvad jeg startede med.«

– Hvad med filmens titel?

   »Bogen udkom, mens Patricia Highsmith stadig levede, med titlen Carol og hendes eget navn på. Jeg har altid syntes om den oprindelige titel, The Price of Salt, som er mere uudgrundelig. Men jeg kan godt forstå, at andre – især når de så klip fra optagelserne – foretrak Carol. Hun stråler over hele historien. Og jeg tænkte, at Prisen på salt måske blev for mærkelig og prosaisk.«

   – Du er tilbage i 50erne og igen med et homoerotisk tema. Ganske som i Far from Heaven –
   »Far from Heaven var en hyldest til Douglas Sirk og technicolor-processens unaturlige farver. I forbindelse med Carol så vi mere på store kærlighedsfilm end på titler fra den specifikke periode, som er 1952-53. Her så vi snarere på fotos fra tiden. Og dokudramaer, der var optaget i New York på den tid. Her er New York en sakkende, bekymret storby, der lige er begyndt at kravle ud af krigens skygger. Edward Lachman og jeg ville bruge en tilsodet, nedslidt palet. Farverne er hverken varme eller kolde. De flyder sammen og giver det hele en ubestemmelig temperatur.«

   – I bogen er Therese scenograf. I filmen vil hun være fotograf.
   »Den ændring havde Phyllis Nagy allerede foretaget i manuskriptet. I bogen er der mere kunstnerisk ambition (og prætention) i karaktererne. Alle er bestemt for en æstetisk karriere. Jeg kan godt lide, at vi slap af med noget af dét. Karaktererne er mere jordbundne i vores film. Jeg var mest interesseret i kærlighedsvinklen. Det handler om blikket, man kaster på dén, man begærer. Therese er begyndt at tænke over, hvordan hun ser på verden. Hun beskærer sit motiv, hun bruger kameraet til at se med. Det gav mening at lade hende fotografere.«

– Er det også en film om forførelse?

   »Det har mere med erfaring og uskyld at gøre. Carol kender scenariet på forhånd. Og alligevel er der en tvetydighed. Jeg tror, hun er tiltrukket af denne åbne bog, en renvisket tavle, som er helt hæmningsløs. Men der er også situationer, hvor Carol bliver irriteret, og kompleksiteten i hendes eget liv trækker hende væk fra Therese. Der er en frokostscene, hvor Carol bliver distraheret og glemmer det hele, mens Therese sidder fast og er alene i sin tilbedelse. Carol har al magten, Therese er overladt til hendes luner.

   Therese har ingen rygrad endnu. Hun er ikke blevet formet af afvisninger og nederlag. Hun er fuldkommen åben, næsten så det irriterer. Bagefter indser Carol, at den åbenhed er forbløffende og radikal. Den er noget, hun vil have mere af i sit liv. Men da hun vender tilbage efter mere, er den forsvundet. Therese er ved at blive voksen.«

   – Man kan kun få erfaring ved at blive såret?

   »Selvfølgelig. Derfor er de rigtige øjeblikke så sjældne, og de er aldrig synkrone. Der er denne smukke-melankolske kærlighedscocktail. Måske vil de aldrig møde hinanden på det rigtige tidspunkt. Og der er sociale faktorer, aldersforskellen, økonomien. Alle elementer indgår i ligningen.«

– Hvad med det lesbiske tema?

   »Ingen af disse karakterer er fuldkommen sikre på, hvem de er. Jeg tror, Carol indser, at hun blev forelsket i sin veninde, Abby, men at følelsen ikke var bæredygtig. Hun ved bare, at hendes ægteskab ikke fungerer. Og at den, hun er, ikke kan få plads i den konforme verden. Men hun har ikke haft en pludselig erkendelse af, at hun er lesbisk og at dét ændrer alt.

   Så jeg ser dem ikke som disse lesbiske ur-sjæle, der brænder efter at bryde ud af deres skal. Forskellige faktorer har ført dem sammen i dette øjeblik. De er bare mennesker, der mødes. Og sådan er seksualiteten, tror jeg.

   For tiden har vi meget faste forestillinger om gay og straight, og det hjælper og er praktisk i lovgivningsarbejdet omkring ægteskab mellem personer af samme køn. Men man siger: Du blev født sådan hér, og der er to felter, du kan sætte kryds i, homo eller hetero, og det er dét. For mig har det aldrig været helt dækkende for kompleksiteten i menneskers begær. Realiteten er meget mere indviklet. Virkeligheden er noget rod.«

– Ville kærlighedsforholdet være anderledes i dag, hvor de sociale faktorer er ændret?

   »Helt klart. Det er umuligt at løfte dem ud af deres tid og dét øjeblik. De er præget af deres ængstelser og spændinger, af frygten og begrænsningerne i deres tid. Og på en måde gør de begrænsninger måske begæret mere intenst og nødvendigt. Det bliver en måde at bryde bestemte mønstre på og undgå valg, man skal forholde sig til.«

   – Men alligevel må de være evige typer, siden historien bliver ved at have så megen relevans for os –

   »Jeg tror ikke, det har så meget at gøre med den specifikke lesbiske kontekst. Det har mere at gøre med – kærlighedens væsen, simpelt hen. Men det er en kærlighed, der må kæmpe for at sige sit navn og finde sin stemme og sin form. Og dét er sat på spidsen i denne periode.

   Det hele kommer virkelig lige ud af Patricia Highsmiths erfaring og hendes forestillingsevne. Dét er fascinerende. Hun skriver Strangers on a Train. Hun sælger den til Hitchcock. Hun er stadig i tyverne, det er hendes første roman. Hun har ikke penge til huslejen, så hun tager et job hos Bloomingdale’s og står i legetøjsafdelingen ved juletid. Og denne flotte kvinde kommer ind og beder om hjælp med at finde ud af, hvilken slags dukke hun skal købe til sin datter.

   Og Patricia Highsmith får hendes navn og adresse og bliver syg. Ryger på hospitalet med skoldkopper. Og i sin febertilstand udtænker hun hele denne historie. Men hun beholder sedlen med kvindens adresse. Og da Strangers On a Train har premiere året efter, tager hun ud til huset og står i buskene. Det er så interessant. Hvad begæret gør ved én, selv når man har fået status og en karriere. Selv da kan man blive drevet så langt ud.«

– Overvejede du at bruge den historie?

   »Vi fandt huset, og vi tog derud. Andrew Wilson, som skrev biografien Beautiful Shadow om Patricia Highsmith, fandt ud af, at modellen for Carol i virkeligheden var alkoholiseret og meget ulykkelig. En dag gik hun ud i garagen, tændte motoren og tog sit liv. Så hun hørte aldrig om romanen eller noget.

   Vi optog en scene, hvor Therese kører ud til Carols hus og kigger ind gennem vinduet. Men på det sted i filmen arbejder jeg med at finde balancepunktet og flytte opmærksomheden fra Therese til Carol. Det var faktisk Cates idé at lave scenen med Carol og Abby i huset. Abby spørger, hvad der blev af Therese, og nogen vender i indkørslen. Carol går i panik omkring at blive overvåget osv. Jeg er glad for den scene. På det tidspunkt tror vi, at Therese er taget videre, men man kan aldrig vide.«

– Du brugte også Cate Blanchett i I’m Not There. Og endnu mere spektakulært –

   »Det var en fantastisk forvandling. Jeg glemmer aldrig, da Cate fik Bob Dylan-kostumet på og trådte i karakter. Parykken, tænderne, bakkenbarterne, tøjet. Der blev sagt: Todd, kom hen i Cates trailer. Jeg trådte ind og tænkte: For fanden! Så jeg var overvældet fra begyndelsen. Men jeg måtte overtale hende til at spille rollen. Og hvem ville ikke have anfægtelser? Det var et stort spring. Cate er virkelig, virkelig cool. Hun overraskede mig dengang, så jeg blev ikke overrasket nu.«

   – Er 50erne en af de store filmperioder?

   »Der er forbløffende film fra 50erne. Jeg vil ikke pege på nogen bestemt. Hver periode har sine enestående højdepunkter, i hvert fald til og med 70erne. I øjeblikket ser jeg en masse stumfilm. Det er måske den bedste periode af dem alle. Den smukkeste og mest subtile, hvor der kun var billedet at forholde sig til. Ingen ord. Men jeg elsker 50erne. Og 40erne. Og 30erne. Og så videre...«

Se også Todd Haynes: I'm Not There (2007) [Bob Dylan 80 år]; Todd Haynes: Velvet Goldmine (1998); Todd Haynes: Far from Heaven (2002); Todd Haynes | Brian Selznick: Wonderstruck (2017) [Bogen og filmen]; Todd Haynes | Patricia Highsmith: Carol (2015) [Bogen og filmen]; Loving Highsmith | Patricia Highsmith 1921-1995.

Todd Haynes blev interviewet på Mouton Terrace, Palais de Festival i Cannes den 18.maj 2015 [68. Festival de Cannes 13.-24. maj 2015] Rooney Mara modtog prisen for Best Performance by an Actress. Både hun og Cate Blanchett var Oscar-nomineret for deres roller.

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ SF Studios/ Wall of Celebrities (Todd Haynes Portrait)/ Festival de Cannes

Carol streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio. Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Studio Canal (region B) 21.03.2016

Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 11.03.2016