Julian Rosefeldt: Manifesto (2015)

EN ABSOLUT DIALEKT
Cate Blanchett i 13 versioner

Af BO GREEN JENSEN

MANIFESTET er et regelsæt, en forpligtende hensigtserklæring. Et vi eller jeg formulerer sin sandhed, så et du eller I kan blive overbevist. Henvendelsen er i sit væsen utopisk. Det er en fantastisk forførende form, som retorisk ligger tæt på evangeliet.

   Billedkunstneren Julian Rosefeldt (f. 1965) har samlet en hel katalog. I filmen Manifesto bliver alle ordene sagt af Cate Blanchett. Hun optræder blandt andet som hjemløs mand, sørgende hustru, to slags tv-journalist, en selvgod lærerinde og en flegmatisk forbrændingsarbejder. I galleriet er også en kold aktiehandler, en dedikeret dukkemager, en tatoveret punker og en »konservativ mor med familie«.

   De fleste citater er hentet i andre kunstneres manifester. Undtagelserne er prologen, hvor den hjemløse mand mumler brokker fra Karl Marx og Friedrich Engels, og det sidste segment, hvor lærerinden retter stile med henvisning til Dogme 95-manifestet, før hun sender klassen ud med Werner Herzogs ord om filmens ekstatiske sandhed.

DET er en rebus og et overflødighedshorn. 50 tekster er monteret i 12 forløb, som udgør en halv kunsthistorie. Rosefeldt må have gransket sit eksemplar af 100 Artists’ Manifestos: From the Futurists to the Stuckists, Alex Danchevs antologi fra 2011, indtil siderne faldt fra hinanden.*

   Talerne er the usual suspects – André Breton om surrealisme, Tristan Tzara om Dada, F.T. Marinetti om futurisme; eksponenter for konstruktivisme og Fluxus, performance og minimalisme. Andre kilder er mere obskure. Flere steder er strømningens navn taget ud og erstattet med netop et vi eller jeg.

   Mest markant står Claes Oldenburgs »I Am for an Art«. Kunstnerens gavmilde credo er i sig selv en forjættende tekst. Her bliver den til en bordbøn, som den konservative mor insisterer på, mens børnene fniser og manden ser væk. »Jeg tror på en kunst, der er politisk-erotisk-mystisk, som gør mere end at sidde på sin røv i et museum.«

CATE Blanchett spiller i alt 13 roller. I segmentet om konceptkunst er hun både den stylede studievært og den udsendte reporter, som taler fra øjet af en orkan. Vejret viser sig at være skabt med kunstig regn og vindmaskiner. »Hvad sker der, Cate, hvad siger du?« »Jo, Cate, nu skal du høre...«

   Manifesto er biografudgaven af en videoinstallation, som blev til på bestilling fra Australian Centre for the Moving Image. Rosefeldt fik ideen, da han så Cate Blanchett spille Bob Dylan i Todd Haynes’ I'm Not There (2007), hvor Dylans myte bliver undersøgt fra seks forskellige vinkler.

   I installationen blev ansigterne vist simultant. Stemmerne talte i kor. I filmen er der valgt et forløb, og sekvensen er rettet ud, så at sige. Man kan lytte til indholdet eller lade være. Rosefeldt interesserer sig først og fremmest for sammenfaldet. Der er en særlig absolut dialekt, som alle utopierne benytter. Hver og én lover, at dagen vil komme.

DET er en morsom og tankevækkende film, som nu og da taler alvorligt. Hver sætning bliver sagt med den rigtige betoning, så teksterne synes at passe til scenen: ved graven på en kirkegård, i sene tv-nyheder og på skolen, hvor børnene lærer for livet.

   Situationerne er smukt bygget op. Enken trøster de sørgende med Dada. Studieværten skifter fra forede tøfler til falliske stilletter, da hun tænder for sin øresnegl. Der er skiftevis overensstemmelse og diskrepans. Den absurde helhedsvirkning ligger ikke 100 år fra effekten, man ser i tableaufilm af svenskeren Roy Andersson eller en ung Jørgen Leth.

DE små handlingsspor skaber narrativ fremdrift, og på den måde bliver det en levende film. Men det er ved at fastholde stemmen, selve hjerterytmen, at Rosefeldt formulerer sit eget manifest. Inderst i ordene er der altid en kategorisk, vagt paranoid kvalitet.

   Derfor kravler den hjemløse mand til slut op på en gangbro, ser publikum i øjnene og citerer situationisten Guy Debords manifest: »Til de, som ikke forstår os korrekt, siger vi med uudslettelig hån: ’Vi, som I tror I er dommere over, vil en skønne dag dømme jer.«

   Det spydige jer bliver fremsagt, som var et definitivt argument afleveret. Der er en veltilfreds galskab i Blanchetts blå øjne. For der kommer en dag, og det bliver værst for jer selv.

   Det gamle skal ud, og det nye skal ind. Profeter i alle lande, foren jer!

*) 100 Artists' Manifestos: From the Futurists to the Stuckists. Edited with an Introduction by Alex Danchev. 454 s. Penguin Modern Classics, 2011.

   En genial og (når man har anskaffet den) uundværlig samling af de æstetiske og politiske programmer og erklæringer, som typisk bliver citeret i fragmentform og mere eller mindre ude af kontekst. Som regel er det socialhistoriske papirer, taler, traktater, forfatningstekster, love, religiøse maksimer osv., der bliver samlet sådan. Her er det kunstnernes statements, fra F.T. Marinettis »The Foundation and Manifesto of Futurism« (1909) til »The Founding, Manifesto and Rules of The Other Muswell Hill Stuckists« (2009) af Edgeworth Johnstone, Shelley Li m.fl.

   Accenten er på billedkunst, men filmen er inddraget. Dogme 95-manifestet, som blev co-signeret af Lars von Trier og Thomas Vinterberg den 13. marts 1995, er i sig selv en pastiche og nær-parodi på troperne i det klassiske manifest. Danchev tager dog fejl, når han fejer »Kyskhedsløftet« væk som et PR-stunt. Andre filmskabere som repræsenteres i antologien er Dziga Vertov, Stan Brakhage, Derek Jarman og Werner Herzog (»Minnesota Declaration«, 1999). Skønt Dogme får en hård behandling, er Danchevs bog varmt anbefalet.

Manifesto. Instr. og manus: Julian Rosefeldt. Foto: Christoph Krauss. 95 min. Tyskland-Australien 2015. Dansk premiere: 24.08.2017.

Fotos: Bayerischer Rundfunk/ Schiwago Films/ Natlys Film ApS/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, MUBI, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Modern Films (regionsfri) 19.03.2018

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 25.08.2017

Erindringens politik: DDR 30 år efter

ERINDRINGENS POLITIK

Dokumentar om en DDR-barndom

Af BO GREEN JENSEN

PETRA Epperlein blev født i 1966 i Karl Marx Stadt. Fra 1953 til 1990 var det navnet på byen Chemnitz i delstaten Sachsen, som i DDR-tiden hed Bezirk Karl-Marx-Stadt.

   Efter genforeningen blev de fleste spor slettet. Det var dog ikke muligt at fjerne byens monumentale vartegn: en 40 tons tung bronzeklods, som forestiller Karl Marx’ løvehoved. Skulpturen er udført af den sovjetiske kunstner Lev Kerbel. Hovedet måler syv meter og står på to sokler af ukrainsk korninskij-granit. Den samlede højde er over 13 meter.

   Indvielsen fandt sted i 1971, da Erich Honecker afløste Walter Ulbricht som statsleder. 250.000 mennesker hørte talen og deltog i festlighederne. De sørgede for at vise begejstring. Var man ikke tilstrækkelig entusiastisk, ville Stasi gøre et notat.

   Epperlein ved, at facaden var falsk. Alligevel husker hun glæden. Vi ser hende sidde i klasselokalet. Vi ser hende smile som Ung Pioner. Familien har filmet sin første tur i den sandfarvede Trabi. DDR var måske et indskrænket sted, men Petra havde en lykkelig barndom.

   Nu er alting forandret i Chemnitz. Monumenterne er fjernet, fabrikkerne er lukket, hele kvarterer ligger hen. Der kom aldrig et opsving efter die Wende. En fjerdedel af byens befolkning er flyttet. Den statistiske kilde er uklar, men det lyder sandsynligt, at Chemnitz i 2006 havde verdens laveste fødselstal.

   Petras forældre så tiden an. Så hentede også de deres Begrüssungsgeld – migranternes velkomstpenge – og blev andenrangsborgere i Vesten.

EPPERLEIN har boet i USA i mange år. Hun og hendes mand, Michael Tucker, har lavet en række dokumentarfilm, som på kritisk vis undersøger den demokratiske proces.

   Karl Marx City er et mere porøst og personligt projekt. Filmskaberen vender hjem til sin by i landet, som ikke længere findes. Hun ser sig tilbage i vrede og undren. Hun opdager ting, som hun savner. Hun forklarer begreber som Erinnerungskultur og Vergangenheitsbewältigung. Hun prøver at løse mysteriet om, hvorfor hendes far tog sit liv.

   Petras far begik selvmord i 1999. Petra var den eneste, han sendte et sidste signal. Hun modtog et lidt formelt afskedsbrev og et foto af en åben dør. Han skrev, at det havde stået på hans kontor i 25 år. Og nu var det på tide at forlade »dette Tyskland«.

   Rygtet sagde, at Epperlein havde været meddeler for Stasi – den østtyske sikkerhedstjeneste, som under ledelse af Erich Mielke ville skabe »en gennemsigtig stat«, en nation af »glasmennesker«.

   Tjenestens nidkærhed er legendarisk. I sin tid var DDR verdens mest overvågede samfund. Til at kontrollere en befolkning på 17 mio. havde Stasi 90.000 fastansatte officerer og 200.000 løst tilknyttede meddelere.

   Det var en tommelfingerregel, at hvis tre venner mødtes, ville en af dem arbejde for Stasi. Det var muligt, at Petras far var iblandt dem. Folk lod sig hverve af så mange grunde. Hans tvillingesønner afviser det ikke.

   Petra taler med sin mor og sine brødre. Hun interviewer psykologer og historikere. Fra at være en mentalitetshistorisk rekonstruktion af barndommen i DDR, bliver filmen efterhånden en rejse ind i Stasis kolossale arkiv, hvor svaret muligvis ligger et sted.

STASI var et tankepoliti, som foretog forebyggende overvågninger. Der er mange systemer, men ingen overordnet koordinering af oplysningerne i de 11 reolkilometer med sagsmapper, som overlever. Man registrerede afvigelser fra den herskende norm. Kun i ganske få tilfælde handlede det om at følge aktive dissidenter. Dem var der ikke mange af.

   Direktøren for Stasi-museet i Berlin forklarer, hvorfor han endte med at sige nej, da Florian Henckel von Donnersmarck ville optage filmen De andres liv i autentiske locations. Der var ikke tale om fortrængning. Han havde stor sympati for projektet, som udbredte kendskabet til Stasi og anskueliggjorde de traumer, som vidner fra perioden må bearbejde.

   Problemet var filmens forvanskning af Stasis filosofi og funktion. Især var karakteren Wiesler en urealistisk konstruktion. I filmen griber han aktivt i de overvågedes liv og hjælper forfatteren Dreyman. Der findes i hele Stasis historie ingen eksempler på sådan en adfærd. Man var stolt af sit arbejde og havde korpsånd. Eller også var man ligeglad.

HISTORIEN om Stasi er bogstaveligt et puslespil. 25 år efter Murens fald sidder der stadig arkivarer og restaurerer iturevne rapporter i de 16.000 sække, som Stasi ikke fik skaffet af vejen. Arbejdet har prioritet. Hvis ikke det lykkes, fik Stasi jo held med at slette historien.

   Tjenesten samlede data i blinde og lagrede uoverskuelige mængder af information til senere brug. På samme måde fungerer de moderne efterretningstjenesters ophobning af vilkårlige data. DDR var et angiversamfund. Det samme er Danmark, hvis borgerne anonymt kan oplyse mistanke om bekymrende adfærd og muligt socialt bedrageri [eller FET og PETs informationer kan benyttes frit af NSA].

   Petra Epperlein går rundt i Chemnitz med sin store mikrofon og sine hovedtelefoner. Karl Marx City er en smuk og tankevækkende film, som du selv skal have lov at opleve. Jeg vil derfor ikke røbe, hvad arkivet rummer af oplysninger om Petras far.

   Karl Marx City gør i vid udstrækning brug af autentiske overvågningsoptagelser. Sorgarbejdet bevæger, og erindringsøvelsen er bittersød (n)ostalgi, men det er røntgenbilledet af Stasi – en blind kolos med blækspruttearme – som udgør filmens primære aktiv.

Om DDR-tiden og ny tysk historie: Flugten fra Østtyskland (Ballon); Steven Spielberg: Bridge of Spies (2015); Edgar Reitz: Die Andere Heimat (2014); Christian Petzold: Barbara (2012); Landet bag Muren: Good Bye, Lenin! (2003); Værk uden skaber (Werk ohne Autor) 2019; Den unge Karl Marx (2017)

Karl Marx City. Instr. og manus: Petra Epperlein og Michael Tucker. Foto: Michael Tucker. 89 min. Tyskland 2016. Dansk premiere: 21.12.2017.

Fotos: Pepper and Bones Films/ CineMaterial/ Bundesarchiv Deutschland/ CPH DOX/ DFI

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, YouTube Film

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 22.12.2017

Karl Marx 1818-1883 og Friedrich Engels 1820-1895

STRANDEDE STATUER
Da Karl mødte Friedrich

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE koryfæer er i så høj grad forbundet med bestemte ideer, strømninger og perioder, at deres navne bliver næsten abstrakte begreber. De dominerer historien så stærkt, at eftertiden har svært ved at huske dem som individer. De er stivnet i statuers positioner.
   Det gælder konkret for Karl Marx (1818-83) og Friedrich Engels (1820-95), kommunismens tyske faderfigurer. I Berlin diskuterer man stadig, hvad der skal ske med monumentet på Marx-Engels Forum ved Alexanderplatz. De heroiske skikkelser flyttes omkring, mens området bliver istandsat og afstemt med erindringen om DDR.

LIGE nu rykker Marx ikke som tænker. Den anden store hegelianer, Søren Kierkegaard, får flere likes på Facebook og bliver set som en moderne mand. Karl er derimod støvet til, i det mindste i Vesten, hvor social ulighed (igen) bliver betragtet som en forudsætning for vækst, og de færreste anfægter konsumerismen.
   Flertallet forbinder Marx med det store sovjetrussiske eksperiment, som blev et diktatur under Lenin og Stalin. Ydermere er vi landet i en adspredt tid, der interesserer sig mere for antik sexchikane i filmindustrien end for 100-året for Oktoberrevolutionen. Selv IS kan ikke bruge Karl Marx.
   Raoul Peck vil rense tavlen med filmen om Den unge Karl Marx. Den minder i al stilfærdighed om, at patriarkerne engang var begejstrede, levende unge. Vi ser dem som regel på venerable fotos fra 1870erne, da Marx havde skrevet Das Kapital. Peck skraber skikkelsen fri, fjerner den viltre hårpragt og spoler tilbage til Köln i 1842.
   Den 24-årige Karl skriver for Rheinische Zeitung, som bliver lukket ned, da avisen kritiserer zardømmet i Rusland. Året efter bliver han gift med Jenny von Westphalen, datter af en prøjsisk friherre, og begynder at positionere sig i dissidenternes kreds.
   Marx møder Engels i 1844. Den yngre mand arbejder som bogholder på sin fars fabrik i Manchester, har øjnene med sig og er allerede forfatter til Die Lage der arbeitenden Klasse in England. Karl har sproget og ideerne. Friedrich har den sociale samvittighed og det strategiske overblik.
   De unge mænd spiller skak, drikker dus og taler igennem på Café de la Régance i Paris. De bliver venner for livet på fem minutter. De kan absolut ikke undvære hinanden. Sådan noget hører med på film, skønt det tog sin tid i virkeligheden.

RAOUL Peck er en stædig håndværker med snart mange skalpe i bæltet. Han er født på Haiti, opvokset i Congo og uddannet i Tyskland. Sometimes in April (2005) skildrede Rwanda ti år efter den etniske udrensning. Dokumentaren Fatal Assistance (2013), om Haiti efter jordskælvet i 2011, var især en konstatering af, hvor lidt der sker, når »Cirkus Clinton« kommer til byen og monopoliserer nødhjælpsarbejdet.

   Peck var Haitis kulturminister fra 1996-97. Siden 2010 har han fungeret som rektor på den franske filmskole La Fémis. Med I Am Not Your Negro (2016) – et dokumentarisk drømmeportræt af James Baldwin, som også fik dansk premiere – fandt han en ny og frapperende form. 
   Filmen om Marx er mere traditionel, for den vil gerne ses af så mange som muligt – og helst de yngste tilskuere. Peck glider af på teksternes indhold, fordi engagementet er selve budskabet: »Før de fyldte 30 år, var Marx og Engels ved at ændre verden – på godt og ondt. Her er alt, hvad min film forsøger at vise: ungdom og en revolution af ideer.«

DET er ikke en dyb eller indviklet film. De romantiske forhold passer sig selv, og grundkonflikten er elementær. I stedet bruger Peck friske farver til at skildre magtkampen blandt de første socialister
   August Diehl har den rette arrogance til rollen som Marx, og Stefan Konarske fylder rammen ud som Engels. Vicky Krieps spiller Jenny, og Hannah Steele er den irskfødte Mary Burns, som Friedrich forelsker sig i, da hun skaber problemer på fabrikken i Manchester.
   Der bliver talt tysk, fransk og engelsk efter behov. Der er fri leg og kollektiv stemning i pastorale mellemspil, hvor utopien lever i praksis. I periferien færdes signifikante figurer som anarkisten Proudhon (Olivier Gourmet) og den radikale Wilhelm Weitling (Alexander Scheer). De er forbundsfæller, som bliver konkurrenter.
   

DET er befriende at følges med de unge dissidenter, som ikke kunne vide, hvad fremtiden bragte. Klimaks er henlagt til London i 1847, da De retfærdiges Forbund skifter navn, og Karl og Friedrich kupper den første store partikongres. Det er Marx, som får ændret parolen om, at alle mennesker er brødre. For ejere og (dag)lejere kan ikke være venner.
   Man får en god, akut fornemmelse af, hvor opskræmt øvrigheden er. Endelig sætter de to unge mænd sig og skriver Manifest der kommunistichen Partei, som udkom den 21. februar 1848. Det er klassekampens genesis. Her begynder den lange spøgelsesdans.

Den unge Karl Marx (Der junge Karl Marx). Instr.: Raoul Peck. Manus: Raoul Peck, Pascal Bonitzer. Foto: Kolja Brandt. 118 min. Tyskland-Frankrig-Belgien 2017. Dansk premiere: 09.11.2017

Foto: Another World Entertainment/  BGJ/ Passion River Films (trailer)

Filmen streames på AppleTV, FILMSTRIBEN, SF Anytime, Viaplay Store

2K Blu-ray fra good!movies 20.10.2017
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 10.11.2017