Dronningebilleder| Marie Kreutzer: Corsage (2022)

FLUGTEN FRA HISTORIEN

Et anakronistisk drømmeportræt

Af BO GREEN JENSEN

DEN historiske kvinde levede fra 1837 til 1898. Hertuginde Elisabeth af Wittelsbach blev kejserinde af Østrig i 1854, da hun giftede sig med sin fætter, Franz Joseph I. Fra 1867 var hun tillige dronning af Ungarn, da nationerne modstræbende blev forenet. Østrig-Ungarn var en politisk konstruktion, som holdt sammen på Europa frem til 1914. Den gamle orden døde i Første Verdenskrigs skyttegrave.

   De geopolitiske vilkår har ikke stor betydning for kvindebilledet i Marie Kreutzers Corsage. De koncentrerer blot massiviteten og demonstrerer, at Elisabeth og Franz Joseph er nødvendige påklædningsdukker i et historisk teater, hvor ceremoni og facade har prioritet. Mændene bærer bakkenbarter, der kan tages af og lægges i foderalet, når man ikke skal imponere på afstand. Kvinderne er snøret ind i korsage og tournure, der giver dem kronisk åndenød.

CORSAGE er et biografisk drømmeportræt, som ikke ligner andre film i den historiske genre. Corsage er skrevet og instrueret af Marie Kreutzer, der er født i 1977. Det er i høj grad en nyfeministisk bestræbelse. Den er også noget mere, en film med et særligt historiesyn og slet ikke 1:1 romantisk, realistisk, kritisk, kærlig osv. – skønt den også har alle de kvaliteter.

   Som kejserinde er Elisabeth blandt de mægtigste europæiske kvinder. Hun kan tillade sig at tage magten for givet  – og gør det med indbildsk ejermanér. Hun er samtidig bare en lille figur i en stivnet struktur, der er skabt på patriarkatets præmis. Corsage handler om hendes flugt fra historien. Den er fuld af kronologiske »fejl«, der tager til efterhånden, som drømmen udarter – men dét er filmskabernes strategi og en del af deres måde at inddrage publikum på.

   Filmens plakat siger for så vidt det hele: Den festklædte dronning giver kameraet fingeren og ser på betragteren med trodsigt blik. Der er mere inde bag al attituden, for Corsage er især en bevægende film om en kvinde i krise. Men i udgangspunktet er det attituden. 

   Samtiden kaldte hende »Sisi« eller »Sissi«. Kælenavnet hænger ved. Marie Kreutzer, skuespilleren Vicky Krieps og fotografen Judith Kaufmann giver fortiden og feminismen nyt liv i en aktivt anakronistisk fortælling om kejserinde Elisabeth af Østrig-Ungarn.

ELISABETH har gjort sin pligt, da filmen begynder i 1877. Som ung kunne hun sikkert føle begejstring. Nu fylder hun 40 om lidt og er ved at blive kvalt. Hun bliver vejet, målt og malet op hver dag. Presse og embedsværk vurderer hendes teint og attitude. Hun vil gerne gøre en forskel. Der er altid krig i imperiet et sted. Hun lægger sig på sengen og ryger med de kvæstede soldater. Hun får Franz Joseph til at opføre en tilbygning til hospitalet for sindslidende.

   Alligevel er hun som nips i en montre. Kvinden ser på verden. Hun prøver på at tage sit liv. Dét gør faktisk indtryk i fulde fem minutter. Hun og Franz Joseph er af og til sammen i en ærlig og regulær atmosfære. Han bliver spillet med hård saglighed af Florian Teichtmeister. Vicky Krieps har alle farver fremme i rollen som kejserinden. De er begge historiske ofre. Der forventes kun ét af Elisabeth. Hun skal knejse, smile og tage sig ud.

PÅ Lex.dk får Elisabeth følgende skudsmål: »Hun var datter af hertug Maximillian af Bayern, men evnede dog ikke at indleve sig i kejserhoffets strenge etikette. Hun isolerede sig stadig mere, blandt andet gennem årelange ophold borte fra hoffet.« Artiklen har sit udspring i den fysiske førsteudgave af Den Store Danske Encyklopædi (1994-2001). For 30 år siden skrev man stadig sådan.

   Den patriarkalske taksering fortsætter: »Elisabeth talte Ungarns sag i dobbeltmonarkiets nationalitetskonflikter. Den smukke, men ensomme kejserinde blev i 1898 myrdet i Genève af en italiensk anarkist. Senere tiders film om samlivet mellem hende (»Sisi«) og Frans Josef tegner et forvansket billede af virkeligheden,« skriver Flemming Talbo Stubkjær.

   Men hvad betyder nu »virkeligheden«? Filmskaberen Marie Kreutzer fortolker størrelsen mere radikalt og mindre skråsikkert.

ROLLEN som Elisabeth har særlig filmhistorisk resonans. Nouvelle vague-ikonet Romy Schneider (1938-1982) var stadig teenager, da hun fik sit gennembrud i tre nationalromantiske film af Ernst Marischka. Sissi (1955), Sissi – Die junge Kaiserin (1956, da. Sissi – Den unge kejserinde) og Sissi – Schicksalsjahre einer Kaiserin (1957, da. Sissi på tronen) gjorde underværker for selvfølelsen i efterkrigstidens tysksprogede popkultur. Selv i Danmark, som ellers undgik alt, der var tysk, blev Sissi et stort tilløbsstykke.  

   Trilogien har fortsat evergreenstatus og bliver vist i tysk-østrigsk tv hvert år til jul. Schneider følte sig lige så fanget i rollen, som Elisabeth gør hos Marie Kreutzer. Først med dybere karakterer i Géza Radvanyis Mädchen in Uniform (1958, da. Piger i uniform) – en kultfilm med homoerotisk motiv – og René Clements Plein soleil (1960, da. Kun solen var vidne) – efter Patricia Highsmiths første roman om Tom Ripley – kunne hun gradvis ryste sukkeret af sig. Men af samme grund var hun Sissi med særlig autoritet, da hun vendte tilbage til rollen i Luchino Viscontis klassiske Ludwig (1973).

   En parade af stjerner har fremstillet Sissi på film, men Kreutzer og Krieps tager især deres stikord fra Schneider og Visconti. Et ekstra lag føjes til frigørelsen, der er markeret ved opløsning af historien. Efterhånden som Elisabeth mister troen, bliver periodefremstillingen mindre korrekt.

DEN første fuldt indlejrede anakronisme kommer efter en time, da Elisabeth besøger Ludwig på et af hans bayerske eventyrslotte. Det er Kris Kristoffersons »Help Me Make It Through the Night«, som tjeneren klimprer på sin violin. Ludwig spiser kager og drikker øl – til morgenmad. Manuel Rubey spiller ham i et frejdigt register, der bryder med Helmut Bergers tragiske konge hos Visconti.

   Den historiske akkuratesse er stram, mens Elisabeth stadig prøver at indordne sig. Den skrider i etaper, efterhånden som surrealismen tager til, og kvinden begynder at slå sig i tøjret. Hun kæderyger til en officiel middag og giver selskabet fuckfingeren uden at se sig tilbage, da hun forlader seancen.

   Næste dag skærer Franz Joseph igennem: »Din pligt er at repræsentere – det var derfor, jeg valgte dig; det er derfor, du er her. Du kunne lide det, så længe du satte pris på de smukke klæder og beundringen. Men nydelse og behag har ingen betydning i forhold til de roller, som er tildelt os.«

GENNEMBRUDDET kommer, da lægen ordinerer heroin. Herefter får verden et varmere skær. Elisabeth isolerer sig med veninder. Marie (Katharina Lorenz) har en vis fysisk lighed med søsteren. Hun dublerer for Elisabeth ved kejserlige funktioner. Det er meget, som når Andy Warhol sendte lookalikes til ferniseringer og paneldiskussioner. Ingen kan se forskel, når sløret er nede, og korsagen er på plads.

   Det er det gradvise tab af den elskede datter, der gør mest ondt på Elisabeth. For først vil hun dele sit liv med prinsessen. De skal ride i regnen og være naturbørn sammen, men pigen tager aldrig sin mors væsen ind. »Far siger, at du ikke engang kan tage vare på dig selv.« De står i børneværelset, hvor dimensionerne er formindsket, så voksne bliver klodsede kæmper. Nu er der slet ikke grund til at blive i historien, som vi kender den.

MARIE og Elisabeth forbereder da den store flugt. Sissi klipper sit hår af, og hendes frisør er utrøstelig: »Det var mit livsværk,« græder kvinden. Efter Elisabeths heroindebut er filmen med ét fuld af henvisninger til The Rolling Stones. Til en koncert spiller harpisten »As Tears Goes By« med Marianne Faithfull-betoning. Hverdagen på Elisabeths lystslot er som rutinen i Keith Richards’ villa ved Villefranche-sur-Mer, hvor dobbeltalbummet Exile on Main St. blev til i sommeren 1971.

   Franz Joseph besøger sin hustru, og de er sammen for sidste gang. Elisabeth instruerer hans unge elskerinde. Marie øver sig på Elisabeths skrift, da de kører mod grænsen ved daggry. Corsage har et af de smukkeste slutbilleder, jeg har set i nyere tid. Jeg skal ikke røbe, hvad det viser, men det er skudt på havnen i Ancona i Italien. Da er tiden både nu og 1878.

DET historiske blik er styrken i Corsage. Det er virkelig ikke fars og mors biopic. Marie Kreutzer har samme idé, som Sofia Coppola arbejdede med i Marie Antoinette (2006), hvor Kirsten Dunst spillede dronningen, der gik på powershopping til tonerne af New Order og Bow Wow Wow. Men rammen var alligevel et omhyggeligt rekonstrueret hof i Versailles.

   Kreutzers porøse historiesyn er mere som Alice Rohrwachers i Lazzaro Felice (2019, da. Lazzaro den lykkelige) og Christian Petzolds i Transit (2018), hvor fortidens politiske flygtninge var på gaden i samme indstilling som dagens illegale migranter. Til sidst er der slet ingen forskel. Alle historiske grænser er opløst.

   Vicky Krieps er formidabel som Elisabeth. Det er rollen, som indfrier de løfter, hun gav i Paul Thomas Andersons Phantom Thread (2017). Er man mere til regelret romantik, bliver der p.t. streamet drama om begge dronninger. Marie-Antoinette har sin egen serie på Viaplay. Der er faktisk arbejdet grundigt med stoffet i RTL-serien Sisi, som kan ses på C More og er i tredje sæson. I Katharina Eyssens The Empress, som udkom på Netflix i september 2022, er grundhistorien drejet i retning af triviel teenageserie. Der er snart premiere på anden sæson.

DE generiske tv-ting føles dog som en svag erstatning for billedkraften og idéoverskuddet hos Sofia Coppola og Marie Kreutzer. Mere markant er exofiktionen i Frauke Finsterwalders ånds- og væsensbeslægtede, men alt i alt lettere Sisi & Ich (2023), som konkurrerede på Berlinalen i februar (og modtog årets Teddy Award for sin LGBTQ+-tematik).

   I Sisi & Ich bliver Elizabeth (udmærket) levendegjort af Susanne Wolff, men den forskudte synsvinkel ligger hos hofdamen Irma Sztáray (1864-1940), der følger sin elskede – men også narcissistiske og selvdestruktive – veninde og arbejdsgiver til hendes død. Irma spilles af Sandra Hüller (fra Maren Ades Toni Erdmann), og den anakronistiske indramning er videreført med velvalgte sange af bl.a. Dory Previn (selvsagt den klassiske »The Lady with the Braid«), Nico, Portishead og The Kills. 

   Hvis den historiske film har en fremtid, som ikke ligner mere dramatisk-satirisk The Queen og The Crown, er det i denne flygtige, flydende sprængform. Markørerne bliver knust, så fragmenterne giver ny mening. Corsage er en moderne film i bund og grund. Den giver fortiden fingeren, zoomer ind, tager tilløb, sætter af og fader ud.

*) Kreutzer har benyttet adskillige værker i den omfattende litteratur omkring kejserinden, men det primære forlæg er Michaela Lindinger: »Mein Herz ist aus Stein« – Die dunkle Seite der Kaiserin Elisabeth. 256 s. Wien: Amalthea Verlag, 2013. Også Elisabeths egne optegnelser er en betydelig inspirationskilde. I digtet An die Zukunfts-Seelen (1887), der har karakter af et testamente, skriver hun: »Ich wandle einsam hin auf dieser Erde,/ Der Lust, dem Leben längst schon abgewandt;/ Es teilt mein Seelenleben kein Gefährte,/ Die Seele gab es nie, die mich verstand.« [»Jeg vandrer alene på denne jord/ Af lyst, for livet har jeg for længst vendt mig fra;/ Der er ingen rejsefælle at dele mit sjæleliv med,/ Sjælen, som forstår mig, findes ikke noget sted.«]/

   De klausulerede digte blev offentliggjort i 1951. Historikeren Brigitte Hamann (1940-2016) citerede dem udførligt i standardbiografien Elisabeth, Kaiserin wider Willen (1981, eng. The Reluctant Empress, 1986) og forestod udgivelsen af Kaiserin Elisabeth: Das poetische Tagebuch (Wien: Verlag der Österreichischen Akademie der Wissenschaften, 1984). Hele teksten er tilgængelig på Projekt Gutenberg.

   Som digter var Sisi især inspireret af Heinrich Heine. I flere digte bruger hun fedronningen Titania fra William Shakespeares A Midsummer Night's Dream som avatar. Franz Joseph er kong Oberon. I de bedste Nordsee Lieder (1880) er tonen klar og konkret: »Eine Möve bin ich von keinem Land,/ Meine Heimat nenne ich keinen Strand,/ Mich bindet nicht Ort und nicht Stelle;/ Ich fliege von Welle zu Welle.« [»En måge er jeg fra intet land,/ Mit hjem kalder ikke fra nogen strand,/ Uden egn eller sted at forfølge/ flyver jeg fra bølge til bølge.«].

Se også Dronningebilleder| Patrice Chéreau: La Reine Margot (1994); Dronningebilleder| Mary Queen of Scots (2018); Dronningebilleder| Margrete den Første/ Queen of the North (2021); Stephen Frears | Peter Morgan: The Queen (2006); Justin Chadwick | Peter Morgan: The Other Boleyn Girl (2018); Dronningebilleder| Sofia Coppola: Marie Antoinette (2006); Dronningebilleder| Pablo Larrain: Spencer (2021) [Oscars 2022] + Den dybeste skæring: Leonard Cohens »Queen Victoria« (1973).

Corsage. Instr. & manus: Marie Kreutzer. Foto: Judith Kaufmann. 114 min. Østrig-Luxembourg-Tyskland-Frankrig 2022. Dansk premiere: 17.03.2023.

Fotos: Film AG Produktion/ Samsa Film/ Komplizen Film/ Kazak Productions/ ORF/ ZDF/Arte/ Arte France Cinéma/ Mk2 Films/ Alamode Films/ Eurimages/ Angel Films (dansk trailer)/ ITC (international trailer), Wikimedia Commons (kroningsfoto af Emil Rabending og Franz Xaver Winterhalter-portræt)/ CineMaterial, MovieStillsDB

Filmen er i biografdistribution - udkom på britisk blu-ray fra Picture House Entertainment 13.03.2023

Anmeldelsen indlæst [i kortere form og med rubrikken 'Ud af historien'] og lagt på Weekendavisen Kultur 15.03.2023

Mia Hansen-Løve: Bergman Island/Bergmans ø (2021)

LYS OG REFLEKSER

En film i en film om et par og et landskab

Af BO GREEN JENSEN

DER er ingen skyer på himlen, da instruktørparret Chris (Vicky Krieps) og Tony Sanders (Tim Roth) ankommer til Fårö. Det er sommer som i Sommeren med Monika (1953), og øen ligner sig selv fra Persona (1966), Skammen (1968) og Passion (1969). Alle gæster på Fårö reagerer sådan. Man kan knap nok ånde for Bergmans legende.

   Chris og Tony kommer til refugiet i Bergman Center for at skrive på hver sin film. Det sker i forbindelse med Bergman Week, som hvert år trækker cineaster fra hele verden til øen. Tony er æresgæst, og Stig Björkman udspørger ham foran publikum efter den udsolgte visning af en af hans film.

   Vi ser en scene fra værket, som ligner en stilbevidst gyser. Det er nat, og der er skinger musik, mens the final girl flygter gennem gaderne. Efter visningen bliver Tony rost for fascinationskraften i »everything you do«. Tony Sanders er en etableret auteur. Chris er yngre og arbejder mere ubemærket.

NU er hun træt af at vente. »Din Q & A blev ved i evigheder« skriver hun i sms’en til Tony, der må tage alene med turbussen på den officielle »Bergman Safari«. Chris går på opdagelse sammen med Bergman-eksperten Hampus Nordenson, der ligesom Stig Björkman spiller sig selv. De kommer gennem Bergmans historie og røber lidt om sig selv for den anden.

   Hampus og Chris lagde mærke til hinanden, da han solgte hende et par solbriller magen til dem, som Bibi Anderson bærer i Persona. Bibis briller koster 800 kroner i Centrets travle gaveshop. Alt på Fårö har relation til Ingmar Bergman (1918-2007), som ganske vist kom sent til øen, men blev og gjorde den til sit sted. Er forbindelsen skrøbelig, kan den forstærkes.

FILMSKABEREN Mia Hansen-Løve (f. 1981), som er fransk ind til benet, skønt navnet er norsk, boede selv i Fårö-refugiet med sin daværende partner, Olivier Assayas, da hun begyndte på at skrive Bergman Island. Der er en smule mild satire over den kommercielle udnyttelse, men hun deler betagelsen og atmosfæren. Alle på øen takkes til slut.

   Chris og Tony bor i huset ved siden af Bergmans private biograf, hvor han så en film klokken tre hver eftermiddag. Sædet med fåreskindspuden skal være tomt. Det er jo hér, at mesterens genfærd skal sidde. De sover i værelset, hvor Scener fra et ægteskab (1973) blev optaget. Chris spørger forsigtigt til forholdet mellem Bergman og de ni børn, han fik med seks kvinder. Hun gør det fra en #metoo-vinkel, som alle eksperterne taler hen over.

TONY skriver støt og godt. Chris bladrer i hans arbejdsbog, som er fuld af sirlige notater og skitser af en kvinde i sadomasochistiske positioner. »Er hun dig eller mig?« står der på sidste side. Vi kan se på Chris, at filmen er typisk for Tony Sanders. Hun er en smule irriteret på hans facon. I hvert fald har Chris irriteret stemme, da hun ringer hjem og taler på tysk.

   Chris kan ikke komme videre med sin egen idé. Da hun fortæller den til Tony, begynder fiktionerne at blande blod. Det er en time inde i filmen. Mia Hansen-Løve er naturligt optaget af Bergmans myte, men hun nærmer sig meta- og autofiktionen med den samme slentrende tilgang, som præger karaktererne i Eden (2014) og L'avenir (2016, da. Dagen i morgen).

   I Chris’ film – som hedder The White Dress – kommer Amy (australske Mia Wasikowska) til Fårö for at deltage i veninden Nicolettes bryllup med Jonas (Joel Spira). Han er den eneste fra øen, som har et andet take på legenden. Det er faktisk forløsende, da Jonas udbryder: »Fuck Bergman!«. Amy er mere interesseret i gensynet med Joseph (norske Anders Danielsen-Lie). De har en forhistorie.

DER ER INTET KLART SKEL mellem de fiktive kategorier. Virkelighederne flyder sammen, da Hampus fra rammehistorien optræder i Chris’ genfortælling. Hun og Danielsen-Lie (nu som »Anders«) spiller Ludo i køkkenet, da optagelserne til filmen-i-filmen (som måske/måske ikke bliver lavet) er forbi.

   Chris’ egen film er stærk. Optikken er i Bergmans ånd, men hendes metode er noget nær modsat. Fårö og Bergman er godt, givent stof. Man fornemmer, at Hansen-Løve selv er overrasket over, hvordan hun får stedet foræret. Bergman Island er filmen, der skriver sig selv. Hun skal blot hælde vand på den tørrede kaffe. Alle smagsstofferne i historien er der i forvejen og mere til.

INGMAR Bergman beskriver i erindringsbogen Laterna Magica (1987), hvordan han kom til Fårö i 1960, da han skulle indspille Som i et spejl. Han ville optage på Orkney-øerne, men producenten ville blive i Sverige. Han og husfotografen Sven Nykvist besøgte Fårö for at kunne insistere på Orkney med overbevisning. Men topografien var simpelt hen hans:

   »Det gamle hus skulle ligge i en lille have med gamle æbletræer. Vi fandt haven, huset kunne vi bygge. Der skulle være en stenet strand, vi fandt en stenet strand, som vendte ud mod evigheden (...) Egentlig ved jeg ikke, hvad der skete. Hvis man vil være højtidelig, kan man sige at jeg har fundet mit landskab, mit virkelige hjem. Vil man være morsom, kan man tale om kærlighed ved første øjekast.«

CHRIS er hele tiden slået af den store diskrepans mellem harmonien i naturen og den dæmoniske rugen i filmværket. Men hvad hun gør med Fårö, stemmer helt overens med mesterens egen udlægning:

   »Min bundethed til Fårö har flere grunde: først kom der signaler fra min intuition: Det her er dit landskab, Bergman. Det svarer til dine inderste forestillinger om former, proportioner, farver, horisonter, lyde, stilheder, lys og reflekser. Her er der tryghed. Spørg ikke hvorfor, forklaringer bliver kluntede efterrationaliseringer. Sådan her for eksempel: I dit arbejde søger du forenkling, proportion, anspænding, afspænding, åndedrag. Fårö-landskabet giver dig alt dette i rigt mål.«

CHRIS og Tony gennemlever vel en lys version af Ulvetimen. Hansen-Løve har slet ikke Bergmans strenghed. Hun vil heller ikke have den. Bergmans ø er en eftertænksom film, der handler om kemien i et kunstnerpar og forholdet mellem kvinder og mænd. Datteren June bærer daggryet med sig, da hun endelig kommer med virkelighed.

Se også Mia Hansen-Løve: Eden (2014); Mia Hansen-Løve: L'avenir/Things to Come (2016); Mia Hansen-Løve: Un beau matin/ En dejlig morgen (2022); Ingmar Bergman: Fanny & Alexander (1982) [Store instruktører]; Ingmar Bergman | Liv Ullmann: Trolösa/Faithless (2000); Bergmans ø: Liv & Ingmar (2012).

Bergman Island (Bergmans ø). Instr. & manus: Mia Hansen-Løve. Foto: Denis Lenoir. 112 min. Frankrig-Sverige-Tyskland 2021. Dansk premiere: 13.04.2022.

Fotos: Arte France Cinéma/ Barnstormer Productions/ CG Cinéma/ Dauphin Films/ Film Capital Stockholm/ Gotlands Filmfond/ Neue Bioskop Film/ Plattform Produktion/ RT Features/ Scope Pictures/ Swedish Film Institute/ Swedish Television/ Talipot Studio/ Kinology/ Angel Films/ Cineuropa/ CineMaterial/ Filmaffinty/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

2K Blu-ray fra MUBI 19.09.2022

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 14.04.2022.

Karl Marx 1818-1883 og Friedrich Engels 1820-1895

STRANDEDE STATUER
Da Karl mødte Friedrich

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE koryfæer er i så høj grad forbundet med bestemte ideer, strømninger og perioder, at deres navne bliver næsten abstrakte begreber. De dominerer historien så stærkt, at eftertiden har svært ved at huske dem som individer. De er stivnet i statuers positioner.
   Det gælder konkret for Karl Marx (1818-83) og Friedrich Engels (1820-95), kommunismens tyske faderfigurer. I Berlin diskuterer man stadig, hvad der skal ske med monumentet på Marx-Engels Forum ved Alexanderplatz. De heroiske skikkelser flyttes omkring, mens området bliver istandsat og afstemt med erindringen om DDR.

LIGE nu rykker Marx ikke som tænker. Den anden store hegelianer, Søren Kierkegaard, får flere likes på Facebook og bliver set som en moderne mand. Karl er derimod støvet til, i det mindste i Vesten, hvor social ulighed (igen) bliver betragtet som en forudsætning for vækst, og de færreste anfægter konsumerismen.
   Flertallet forbinder Marx med det store sovjetrussiske eksperiment, som blev et diktatur under Lenin og Stalin. Ydermere er vi landet i en adspredt tid, der interesserer sig mere for antik sexchikane i filmindustrien end for 100-året for Oktoberrevolutionen. Selv IS kan ikke bruge Karl Marx.
   Raoul Peck vil rense tavlen med filmen om Den unge Karl Marx. Den minder i al stilfærdighed om, at patriarkerne engang var begejstrede, levende unge. Vi ser dem som regel på venerable fotos fra 1870erne, da Marx havde skrevet Das Kapital. Peck skraber skikkelsen fri, fjerner den viltre hårpragt og spoler tilbage til Köln i 1842.
   Den 24-årige Karl skriver for Rheinische Zeitung, som bliver lukket ned, da avisen kritiserer zardømmet i Rusland. Året efter bliver han gift med Jenny von Westphalen, datter af en prøjsisk friherre, og begynder at positionere sig i dissidenternes kreds.
   Marx møder Engels i 1844. Den yngre mand arbejder som bogholder på sin fars fabrik i Manchester, har øjnene med sig og er allerede forfatter til Die Lage der arbeitenden Klasse in England. Karl har sproget og ideerne. Friedrich har den sociale samvittighed og det strategiske overblik.
   De unge mænd spiller skak, drikker dus og taler igennem på Café de la Régance i Paris. De bliver venner for livet på fem minutter. De kan absolut ikke undvære hinanden. Sådan noget hører med på film, skønt det tog sin tid i virkeligheden.

RAOUL Peck er en stædig håndværker med snart mange skalpe i bæltet. Han er født på Haiti, opvokset i Congo og uddannet i Tyskland. Sometimes in April (2005) skildrede Rwanda ti år efter den etniske udrensning. Dokumentaren Fatal Assistance (2013), om Haiti efter jordskælvet i 2011, var især en konstatering af, hvor lidt der sker, når »Cirkus Clinton« kommer til byen og monopoliserer nødhjælpsarbejdet.

   Peck var Haitis kulturminister fra 1996-97. Siden 2010 har han fungeret som rektor på den franske filmskole La Fémis. Med I Am Not Your Negro (2016) – et dokumentarisk drømmeportræt af James Baldwin, som også fik dansk premiere – fandt han en ny og frapperende form. 
   Filmen om Marx er mere traditionel, for den vil gerne ses af så mange som muligt – og helst de yngste tilskuere. Peck glider af på teksternes indhold, fordi engagementet er selve budskabet: »Før de fyldte 30 år, var Marx og Engels ved at ændre verden – på godt og ondt. Her er alt, hvad min film forsøger at vise: ungdom og en revolution af ideer.«

DET er ikke en dyb eller indviklet film. De romantiske forhold passer sig selv, og grundkonflikten er elementær. I stedet bruger Peck friske farver til at skildre magtkampen blandt de første socialister
   August Diehl har den rette arrogance til rollen som Marx, og Stefan Konarske fylder rammen ud som Engels. Vicky Krieps spiller Jenny, og Hannah Steele er den irskfødte Mary Burns, som Friedrich forelsker sig i, da hun skaber problemer på fabrikken i Manchester.
   Der bliver talt tysk, fransk og engelsk efter behov. Der er fri leg og kollektiv stemning i pastorale mellemspil, hvor utopien lever i praksis. I periferien færdes signifikante figurer som anarkisten Proudhon (Olivier Gourmet) og den radikale Wilhelm Weitling (Alexander Scheer). De er forbundsfæller, som bliver konkurrenter.
   

DET er befriende at følges med de unge dissidenter, som ikke kunne vide, hvad fremtiden bragte. Klimaks er henlagt til London i 1847, da De retfærdiges Forbund skifter navn, og Karl og Friedrich kupper den første store partikongres. Det er Marx, som får ændret parolen om, at alle mennesker er brødre. For ejere og (dag)lejere kan ikke være venner.
   Man får en god, akut fornemmelse af, hvor opskræmt øvrigheden er. Endelig sætter de to unge mænd sig og skriver Manifest der kommunistichen Partei, som udkom den 21. februar 1848. Det er klassekampens genesis. Her begynder den lange spøgelsesdans.

Den unge Karl Marx (Der junge Karl Marx). Instr.: Raoul Peck. Manus: Raoul Peck, Pascal Bonitzer. Foto: Kolja Brandt. 118 min. Tyskland-Frankrig-Belgien 2017. Dansk premiere: 09.11.2017

Foto: Another World Entertainment/  BGJ/ Passion River Films (trailer)

Filmen streames på AppleTV, FILMSTRIBEN, SF Anytime, Viaplay Store

2K Blu-ray fra good!movies 20.10.2017
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 10.11.2017