Clint Eastwood: Gran Torino (2008) | Moderne mestre

DEN GAMLE MAND OG TILGIVELSEN
Clint Eastwood nærmer sig 80 og gør status

Af BO GREEN JENSEN

FORÅR 2009: EN sej gammel satan er enkemanden Walt Kowalski (Clint Eastwood), der som den sidste stedfødte amerikaner er blevet boende i Detroit-forstaden, hvor han levede et halvt liv med sin hustru. Han samlede biler for Ford, da autoindustrien endnu var Michigans stolthed. Nu bliver kvarteret overtaget af etniske tilflyttere, som forurener Amerika med deres rodede storfamilier, bandevæsen og generelle tarvelighed. Selv hejser Walt flaget hver morgen og trimmer græsset i forhaven. Om søndagen vasker han sin Gran Torino model 1972 og lader maskinen funkle i solen, så alle de skævøjede knægte kan se, hvordan en rigtig bil skal se ud.

   Få mænd har hadet deres samtid så inderligt, som Walt hader sin. Den bestemmende begivenhed i hans ungdom var soldatertiden i Korea 1950-53, hvor han tog i hvert fald 13 liv og fik en Purple Heart-medalje for at dræbe med særlig ildhu. Nu føler han, at fjenden får lov at trænge ind ad bagdøren, da en sydøstasiatisk Hmong-familie flytter ind i nabohuset. For ham at se er de alle skævøjede pungrotter, ligesom amerikanere der køber fornuftige japanske familiebiler – hans egne sønner f.eks. – er upatriotiske svagpissere. Walt er intet sludrechatol, men han tøver aldrig med at sætte ord på sine meninger.

DEN første scene i Gran Torino – som også er instrueret af Eastwood – koncentrerer al Kowalskis bitterhed i en mørk, forstenet grimasse. Hans hustru bliver begravet, og den unge præst (Christopher Carley) taler forblommet om, hvordan troen for katolikker må være både en trist og en sød begivenhed. Trist på grund af savnet, sød på grund af saligheden ved at blive hentet til det himmelske hjem. Walt er ved at spytte på gulvet.

   Han kan heller ikke skjule sin vrede over børnebørnenes uforskammede optræden – den store piges piercede navle, den yngre drengs næsvise parodi på liturgiens remser. Han ser på sine sønner og deres hustruer, som skiftevis frygter og foragter den forstokkede gamle koldkriger. De forstår ikke ham, og han forstår ikke dem. Den dårlige stemning sætter sig under bespisningen bagefter. Pigen vil vide, hvad der skal ske med bilen og møblerne, når han dør. Præsten vil have ham til at skrifte, og Walt siger lige ud, hvad han mener om religion og tanken om at betro sig til en forkælet jomfru på 27 år, der intet ved om livet og døden.

DET bliver aldrig sagt, hvor gammel den gamle mand egentlig er, men sandsynligvis er han på alder med Eastwood, som fylder 79 år til maj. Gran Torino er hans spillefilm nr. 29 – Eastwood debuterede som instruktør med Play Misty for Me (1971, da. Mørkets melodi) – og den første siden Million Dollar Baby (2004), som han selv spiller med i. Kowalski har boet i det samme hus i 54 år. Eastwood har været aktiv skuespiller lige så længe.

   »Mand, du er jo virkelig gammel. Det er faktisk ret imponerende,« siger Hmong-teenageren Thao (Bee Vang), som Walt knytter sig stadig mere faderligt til, da hans stenansigt begynder at slå sprækker af menneskelighed. Det er Vestens sidste hårde mand, »Dirty« Harry Callahan og helten fra adskillige voldsforherligende krigsfilm, der har nået vejs ende i Gran Torino. Eastwood bærer alle sine roller med til portrættet af pensionisten, som endelig søger og finder tilgivelse for ugerninger i sin fortid. Det er et amerikansk ikon, som signerer sit livsværk. Dét er intet mindre end ærefrygtindgydende.

DET er også gribende, morsomt og benhårdt. Først vil Walt ikke vide af andre end retrieveren Gertie, da han forskanser sig i livet som enkemand. Han sidder klar på sin veranda med en skarpladt M-1 riffel, så han kan jage de gule indtrængere væk, hvis de så meget som strejfer hans græs. Det er kun, fordi den gamle mand glider og falder i garagen, at Thao ikke får skudt hovedet af, da han prøver at stjæle Walts Gran Torino. Walt er nemlig ikke sig selv. Han ryger stadig cigaretter, som han tænder med en zippolighter, der bærer hans gamle regiments insignier. Han drikker amerikanske dåseøl til solnedgang, men han er også begyndt at hoste blod op og føle kulden på sin skulder. Den mejslede mand ved fra begyndelsen, at han er ved at løbe tør for tid. Det forstærker den elegiske grundtone i Gran Torino, der i forvejen føles som udtoningen på et livsværk af episke proportioner.

DEN unge nabo er egentlig en god dreng, som ikke ønsker at stjæle Walts bil. Imidlertid bliver han presset af sin fætter og dennes kriminelle kammerater, der turer rundt i gaderne og fører krig mod en rivaliserende, afro-amerikansk bande. Walt har ikke lyst til at vide så meget, men han er nødt til at gribe ind, da banden ydmyger Thao på græsset i hans forhave. Og han kan ikke lade være med at smile, når han lytter til Thaos fornuftige søster, Sue (Ahney Her). Hun fortæller ham om Thaos problemer, om de kulturelle forskelle og om hvordan Amerika ser ud fra hendes perspektiv.

   Forbindelsen konsolideres, da Walt redder Sue fra at blive voldtaget. Det sker i en scene, hvor han fører nervekrig og vinder over banden på en måde, som Harry Callahan ville være stolt af. Så Walt får heltestatus i kvarteret. Hmong-befolkningen kommer med blomster, mad og små offergaver. Han vil afvise alt, men får smag for den gode mad, der slår hans egen beef jerky med mange længder, da Sue insisterer på at invitere ham til stor søndagsfest i familien.

   Walt har tilfældigvis fødselsdag. Hans egne børn vil have ham på plejehjem, så de kan overtage aktiverne. I et frysende øjeblik bliver det klart for Walt Kowalski, at han har mere til fælles med tilflytterne end med sit eget kød og blod. Både han og filmen tager konsekvensen. Der er ingen sen, sentimental forsoning med de trods alt kære børn og børnebørn. Der er blot skuffelsen i deres ansigter, da testamentet til slut bliver læst højt.

KONFLIKTEN eskalerer. Walt bliver mere lydhør for den unge præst, som til gengæld lærer ydmyghed af krigsveteranen. Walt skrifter til ære for præsten, men sin dybeste hemmelighed fortæller han kun til Thao, da han låser denne inde og opsøger banden for justere det store moralske regnskab og ofre sig på uforglemmelig vis. Naturligvis er der et slutopgør i denne film om hadets og selvtægtens afmagt, men balancen bliver ikke nået med voldens klassiske amerikanske løsningsmodel. Der falder skud, men de bliver ikke besvaret.

   Det er en film med en sprød stil og megen tør lune. Walt engagerer sig i sine naboers tilværelse og begynder at arbejde aktivt for Thaos kærlighedsliv. Da en anden endelig år lov at køre i den fantastiske Ford Torino, er det en ung ven fra Asien, som Walt ser mere af en søn i, end han gør i sine egne forkælede børn. Eastwood er hård som granit hele vejen, men han hygger sig faktisk sammen med Sue, der som den eneste taler direkte til manden og gennemskuer hans forsvarsmekanismer.

DER tilbydes ingen sociale løsninger i Gran Torino, bortset fra et besværgende håb om, at venskab kan blomstre ved kommunikation, ved at mennesker lærer noget mere om hinanden. Men skønt bandemedlemmerne arresteres, står det klart, at der vil komme flere, og at kvarteret vil blive rømmet, når Walt Kowalski ikke længere er blandt de levende. Til gengæld ser man en i sin tid konservativ filmskaber give slip på alle gamle værdier, al machomanér og al forstokkethed i et sidste dybtfølt portræt af en mand, der finder tilgivelse for sine synder og sit selvhad. Det gør alt i alt Gran Torino til en meget bevægende film.

   Megen underdrejet situationskomik er forbundet med Walts besøg hos en kvindelig asiatisk læge. Den somaliske sygeplejerske kalder ham Kolski. Eastwoods ansigt er fantastisk formørket, når han snerrer ad og truer sine fjender, men klarer op i tilfredshed og smil af accept, når han nyder tilværelsen med sine naboer. Hans værdier er ærke-amerikanske. De begraves sammen med ham, men filmen siger ikke, at syndfloden kommer efter Kowalski. Det bliver bare en anden slags verden.

EASTWOOD sprang ud som humanist for mange film tilbage, gjorde op med billedet af de hårde mænd i Unforgiven (1992, da. De nådesløse) og forsøgte som den første amerikanske filmskaber at sone fortiden med sine to film om krigen i Stillehavet, Flags of Our Fathers og Letters from Iwo Jima (2006). Ingen anden skuespiller har været der så længe; ingen har så konsekvent afmonteret myterne om amerikansk maskulinitet. Det begyndte egentlig helt tilbage i Play Misty for Me. Den gamle Eastwod har – igen – skabt en af sine bedste film. Gran Torino rammer i maven og hjertet. Det er virkelig en film for the ages.

Se også Clint Eastwood: Million Dollar Baby (2004); To versioner: Unforgiven (1992/2013) [Westerns 100]; Bête Noire: J. Edgar Hoover 1895-1972; To versioner: True Grit (1969/2010) [Westerns 100]; Sofia Coppola: The Beguiled (2017) [To versioner]; Musikken i hjernen: Ennio Morricone 1928-2020. 

Gran Torino. Instr.: Clint Eastwood. Manus: Nick Schenk. Foto: Tom Stern. 119 min. USA-Tyskland 2008. Dansk premiere: 17.04.2009.

Fotos: Warner Bros./ Malpaso Productions/ Matten Productions/ Double Nickle Entertainment/ Gerber Pictures/ Village Roadshow Pictures/ Sandrew Metronome Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube (Warner Bros. Original Trailer]

Filmen streames (i maj 2025) på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, DRTV, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Warner Bros (regionsfri) 29.06.2009

Indgår i 2K Blu-ray boxsættet Clint Eastwood 20-Film Collection fra Warner Bros. 02.12.2013

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 18.04.2009

Roger Donaldson: Thirteen Days (2000)

GODE VILJER

Da verden kom tæt på den tredje totalkrig

Af BO GREEN JENSEN

MARTS 2001: EFTERHÅNDEN forbinder vi 1960erne med musikken, det såkaldte ungdomsoprør og hele det gradvise mentalitetsskifte, som fandt sted mod slutningen af årtiet. John F. Kennedy er blevet en mytologisk figur, der huskes for sin død i Dallas, ikke for de politiske fadæser som prægede administrationen i begyndelsen. Man taler i ramme alvor om det amerikanske Camelot, han som en anden Kong Arthur fik skabt på tre år. De færreste husker Nikita Khrustjov, og få under 40 forbinder noget særligt med de tretten dage i oktober 1962, da en Tredje Verdenskrig næsten blev udløst.

SELV var jeg knap syv år gammel, men jeg husker de voksnes anspændte alvor og den knitrende radio, som time for time fulgte det dramatiske standoff ved Cuba, hvor russiske skibe nærmede sig den blokade, som amerikanske fartøjer havde lagt om øen. En konfrontation syntes uundgåelig. Arsenalet ville blive udløst, og for unge forældre som huskede Hiroshima og Nagasaki må det have været en ubærlig tid. Verden holdt vejret, alle hjerter sprang et slag over – og så bredte den kollektive lettelse sig, da de russiske skibe bøjede af.

   Hvor tæt man også i dagene efter var på det atomare ragnarok, er egentlig aldrig blevet fortalt. Længe troede vi simpelt hen, at den sovjetiske ledelse havde besindet sig i sidste øjeblik. Først i 1982 kom det frem, at Kennedy-administrationen havde indgået en hemmelig handel med russerne.

HELE forløbet er fastholdt med minutiøs detaljerigdom og betydelig dramatisk fornemmelse i australieren Roger Donaldsons sobre og velspillede Thirteen Days. Det var den 14. oktober, at amerikanske U-2 fly tog billeder af de sovjetiske missilanlæg, som var under opførelse i Fidel Castros socialistiske Cuba. Krisen blev afblæst den 27. oktober og fortonede sig efterhånden som en rynke i tiden. Det er dog ikke tilfældigt, at filmtitler som Sidney Lumets (gravalvorlige) Fail-Safe (1964) og Stanley Kubricks (svimmelt satiriske) Dr. Strangelove (1964) hører hjemme i perioden.*

   En pjece med titlen Hvis krigen kommer blev husstandsomdelt herhjemme. Ingen var irriterede, når sirenerne sang onsdag middag. Hvad man skulle gøre hvis nu, var en håndgribelig bekymring.

DAVID Self har struktureret det store materiale på baggrund af Ernest May og Philip Zelikows bog The Kennedy Tapes, der analyserer 23 timer med båndoptagelser fra møderne i den hastigt nedsatte krisegruppe. I den er der flere høge end duer. Det er alt i alt et under, at verden står endnu. 

   Self har givet Kennedys personlige rådgiver Kenneth O'Donnell (1924-1977) den centrale menneskelige synsvinkel. Vi ser ham have en familie, som han er bekymret for, men der er ingen tilløb til romantiske sidehistorier og andre billige tricks. Det er dramadokumentarisme af den hårde slags, som vi lærte at kende og elske i 70’erne, da genren udviklede sin grammatik. Thirteen Days kunne sagtens have været en lang tv-film. Det store format er dog ikke anvendt forgæves.

   Kevin Costner spiller Kenneth O’Donnell og er filmens mest kendte ansigt, hvilket fungerer udmærket, fordi O’Donnell ofte blot er en iagttager. Han går omkring ved møderne, stiller sig mellem præsidenten og generalerne, når sidstnævnte rasler med sablerne og vil slå hårdt ned på Det Røde Bæst i Amerikas baghave. Canadieren Bruce Greenwood er mere end dækkende som JFK, mens Steven Culp som Robert Kennedy er den eneste, der faktisk ligner personen han fremstiller.

ALLE autentiske skikkelser præsenteres med en skreven tekst første gang de optræder. Absolut nøjagtige mødeforløb er filmet i sort-hvid, mens de lange fiktive stræk er i farver. Uden at angle eller overdrive sine virkemidler lykkes det Donaldson at vise en verden, som gradvis kommer til besindelse efter først have pustet sig op. Vi hører aldrig den russiske side af sagen og kan derfor identificere os med amerikanernes famlen i blinde. Det er Kennedy-brødrene (og O’Donnell), som krediteres for at holde fast i viljen til kompromis og forhandling, selv når moderate stemmer har bestemt sig for at udløse krigen.

   Thirteen Days er en film for det modne publikum, som sætter pris på sober historiefortælling. Først efter krisen krakelerer O’Donnell og ser på sin familie med tårer i øjnene. Han formulerer da filmens morale og pointe: Hvis solen står op i morgen, sker det udelukkende på grund af gode mænds vilje til at finde en løsning, uanset hvor tæt mørket tårner sig op.**

FILMEN viser endelig også, at krigen kun blev undgået, fordi ingen var i tvivl om, hvor omfattende den ville blive. Denne annonce for koldkrigsårenes magtbalance kan synes utidig, men fremstillingen er næppe helt ukorrekt. En mindre krig med færre konsekvenser var blevet udløst uden videre.

Se også Forvandlingens tid: En film om Robert Kennedy 1925-1968; Don DeLillo: Underworld (1997) | Et interview; Ernesto Ché Guevara 1928-1967; Enkens fortælling: Jackie (2016) [Pablo Larrain]; Bob Dylan: Murder Most Foul (2020).  

*) Begge film bygger på hurtige bøger, som blev læst med frygt og bæven på den vestlige side af Jerntæppet. Fail-Safe (1962) var skrevet af to amerikanske universitetsfolk, Harvey Burdick og Eugene Wheeler, og begyndte sit liv som en føljeton i tre afsnit i The Saturday Evening Post. Wheeler havde oprindelig præsenteret ideen i en novelle, »Abraham '59«, som blev trykt i tidsskriftet Dissent.

Dr. Strangelove var en filmatisering af briten Peter Georges roman Two Hours to Doom (1958), som i USA fik titlen Red Alert. Også Red Alert var i sit udgangspunkt intens og alvorlig. Stanley Kubrick lod Terry Southern bearbejde den med sort satire, da han frygtede, at en trofast version ville ligne Sidney Lumets film for meget. Heraf den fantastiske undertitel: Hvordan jeg lærte at glemme mine bekymringer og elske bomben.

Peter George (som også skrev under pseudonymet Peter Bryant) var medforfatter til filmmanuskriptet. Han og Kubrick stævnede Burdick og Wheeler for at bruge præmissen fra Red Alert. Den strategiske finte var Kubricks idé, det handlede om forsinke Lumets produktion og nå ud i biograferne først. Det virkede: Dr. Strangelove fik premiere i januar, Fail-Safe fulgte i oktober 1964. Plagiatsagen endte med et forlig, og al snak om tematiske ligheder hørte op, da de to vidt forskellige film forelå.

   Der er ingen Dr. Strangelove-karakter i Red Alert. Peter George skrev en lukrativ novelization/ tie-in-udgave af manuskriptet, og han satte pris på filmens succes, men var muligvis ikke begejstret for måden, som Two Hours to Doom var blevet forvandlet på hen ad vejen. I hvert fald stod han ved sit navn og sin alvor i Commander-1, som blev hans sidste udgivelse. Peter George var kun 42 år, da han tog sit liv i 1966. Bogen er tilegnet Stanley Kubrick.

Herhjemme var det forlaget Fremad, som udgav Fejl-sikker, først i 1963, siden i Fremads Folkebibliotek i 1967, hvor handlingen faktisk udspiller sig. Vi havde bogen stående, da jeg var dreng. Der er mig bekendt ingen dansk udgave af Red Alert, men Commander-1 blev oversat af Claus Lembourn og udkom på forlaget Schønberg (som en paperback original) i 1966. Den købte jeg lidt senere for egne penge.

   Kubricks film er klassisk nu, men også Fail-Safe har et efterliv. Det var en begivenhed i tv-universet (og et dristigt eksperiment i dramagenren), da Stephen Frears ved årtusindeskiftet instruerede et tv-spil, der blev filmet i sort-hvid for effekten og transmitteret live som i mediets barndom. Den i sin tid blacklistede Walter Bernstein (1919-2021) skrev manuskriptet, og Richard Dreyfuss havde rollen som den amerikanske præsident, der i Lumets film blev spillet af Henry Fonda. Med i studiet var også George Clooney, som sikkert fik ideen til sin film om McCarthy-tiden, Goodnight, and Good Luck (2005), ved samme lejlighed.

   Ingen har overvejet at forsøge sig med et remake af Dr. Strangelove. Den bedste komedie om Cuba-krisen er måske Joe Dantes Matinee (1993). John Goodman spiller effektfilmproduceren Lawrence Woolsey (et kun ganske let sløret portræt af virkelighedens William Castle), som kommer til Key West i Florida med sin billige gyser om den bestrålede Mant! Biografen bliver rigget til med effekter. Alle i byen er bange, alle værdier er oppe i luften. Da de fysiske gimmicks kører af sporet, kunne det godt være verden, som eksploderer. Matinee husker tidsfarven. Man kan lige så godt leve, før man skal dø.  

**) Virkelighedens Kenneth O'Donnell fik ikke en let gang på jorden. Han sad i bilen bag præsidentparrets, da John F. Kennedy blev myrdet i Dallas, og var et kronvidne i Warren Kommissionens rapport. Han fortsatte som rådgiver under Lyndon B. Johnson, men besluttede i 1965 at stille op som demokratisk kandidat ved guvernørvalget i Massachusetts. Han fik ikke embedet, men blev i politik og var ansvarlig for Robert Kennedys valgkampagne, da denne blev myrdet i Los Angeles i 1968. Sammen med David Powers, en kollega fra Kennedy-staben, skrev han "Johnny, We Hardly Knew Ye": Memories of John Fitzgerald Kennedy (1972). Det var dog tabet af vennen og studiekammeraten Robert, som slukkede lyset for alvor. O'Donnell led af depressioner og var alkoholiseret resten af sit liv. 

Thirteen Days. Instr: Roger Donaldson. Manus: David Self. Foto: Andrzej Bartkowiak. 146 min. USA 2000. Dansk premiere: 09.03.2001.

Fotos: New Line Cinema/ Beacon Pictures/ Tig Procuctions/ Icon Film Distribution/ Nordisk Film/ Forlaget Alinea (Hvis krigen kommer-pdf)/ Wikimedia Commons/ CineMaterial (US, Russian, Japanese Poster Artwork), MovieStillsDB/ YouTube (Icon Distribution HD Trailer) 

Red Alert er senest genoptrykt på forlaget Dimensions i 2018; jeg har to omslagsfotos og en del af oplysningerne om Peter George fra Nick Jones' britiske blog på adressen www.existentialennui.com

Thirteen Days streames på Apple TV, AMAZON PRIME, Blockbuster, FILMSTRIBEN, NORDISK FILM+, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

2K Blu-ray fra Warner Bros. 28.02.2017

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 09.03.2001

Christopher Nolan: Oppenheimer (2023) [Oscars 2024]

DEN AMERIKANSKE PROMETHEUS

J. Robert Oppenheimer 1904-1967

Af BO GREEN JENSEN

EN helaftensfilm på tre timer om videnskab, nødvendig krig i en gammel historie og indviklede relationer mellem mænd, der drøfter moral hele tiden. Det lyder strengt taget ikke som sommerens mest oplagte biografvalg.

   I centrum er den amerikanske fysiker J. Robert Oppenheimer (1904-1967), som var blandt de førende forskere i tiden. I 1942, da USA omsider var tvunget ind i Anden Verdenskrig, blev han bedt om at gå fra sin stilling på Berkeley og bygge et våben, der gjorde en forskel.

   Han gjorde det ikke alene. Forskere af mange slags blev samlet i dybeste hemmelighed for at bygge testbomben Trinity. Det skete i New Mexico, i flækken Los Alamos, som Oppenheimer fik midler til at bygge fra bunden. Her blev Manhattan-projektet realiseret efter megen trial and error. Senere svigtede landet sin helt og tog privilegierne fra ham. Og hvor begyndte det hele i grunden for manden, man kalder »atombombens far«?

FILMEN fortæller det i et format, der retfærdiggør spilletiden og kommer ud i mysteriets dybeste hjørner. Det er en stor og meget statelig film, som i bratte jag bliver rå og moderne. Den er altid kropsnær. Teorien bliver forklaret, men kun i overordnede træk, som de fleste forstår efter tusind effektfilm om sorte huller i multiverset. En ny verdensorden tog form i Los Alamos. For en gangs skyld er det vigtigt at huske, at dette skete i virkeligheden.

   Det lyder alligevel ikke som sommerens biografoplevelse. Skulle vi ikke se Greta Gerwigs skarpe og vittige Barbie i stedet? Eller indhente Wes Andersons Asteroid City, som vist også er noget med bomber og ørken? Jovist. Men man kommer ikke uden om Oppenheimer i år. Filmen er et narrativt monstrum, der holdes sammen af en kolossal præstation fra Cillian Murphy. Det skærper også sulten, at Oppenheimer er instrueret af Christopher Nolan. Hver af den britiske enspænders film er unikke.

NOLAN får en forbavsende god film ud af det støvede materiale. Det lykkes ham at formidle historien, og det lykkes ham at komme tæt på personen. Det gør han bogstaveligt. Hoyte van Hoytemans kamera bliver på Oppenheimers ansigt i lange indstillinger. Noget sker, og vi ser, hvordan forskeren reagerer. Flere har kaldt Oppenheimer for filmen, der genopdager nærbilledet.

   Der er for det første det moralske drama og videnskabsmandens opdagelsesrejse mod erkendelsen af, hvilke kræfter hans værk kan forløse. Der er vejen til Manhattan-projektet, Los Alamos og Trinity-prøvesprængingen, som finder sted i morgentimerne efter regnstormen, kl. 5.30 den 16. juli 1945. Der er alle de døde i Hiroshima og Nagasaki, da bomberne bliver kastet den 6. og 9. august samme år. Freden kom med en frygtelig bismag. Det var al verdens uskyld, som smeltede ned.

   Der er for det andet skæbnefortællingen om den fejrede forsker, som bliver mistænkeliggjort og marginaliseret, da han ikke længere vil som systemet og insisterer på forskerens ret til at sige fra. Oppenheimer blev ikke dømt for forræderi, men han mistede sin sikkerhedsgodkendelse efter en ydmygende skueproces. Det er et bittert moralsk lærestykke.

   

DER er for det tredje en væsentlig sum af nuancer. Det populære efterbillede viser Oppenheimer som forskeren, der arbejder i en god sags tjeneste og først for alvor indser, hvad han har gjort, da han har set, hvad bomberne knuste i Japan. Han kritiserer siden systemet og prøver at tale USA fra at optrappe våbenkapløbet. Den vise forsker bliver en overbevist pacifist og næsten en mystiker ovenikøbet.

   Det er ikke helt så enkelt. Oppenheimer var et menneske i mange dimensioner. Han havde ikke et isoleret Damaskus-øjeblik efter Hiroshima og Nagasaki. Det påvirkede ham, at dødstallet var større end anslået, men han var stort set tilfreds med sin rolle i krigen. Bagefter ville han tale politikerne fra at videreudvikle brintbomben, som forstærkede dødspotentialet.

   Dét var den naive drøm. H-bomben var en varm hjertesag for kollegaen Edward Teller (1908-2003), for høgene i militæret og for hver af præsidenterne i hele koldkrigsperioden. Oppenheimer kunne lige så godt have skudt elastikker mod månen, og imens gik hans liv i opløsning.

NOLANS film er det første portræt i fuld skala, men dele af livet er skildret i skrift og billedfiktion mange gange. Bl.a. i Heinar Kipphardts skuespil In the Matter of J. Robert Oppenheimer (1964), som Oppenheimer læste og truede med at anlægge sag omkring, da det inddrog hans privatliv. I Tom Morton-Smiths skuespil Oppenheimer (2015) blev forskeren spillet af John Heffeman, og flere af de følelsesmæssige konstellationer fra Nolans film var i spil.

   Hverdagen for familierne i Los Alamos var emnet for den udmærkede Netflix-serie Manh(a)ttan (2014-2015). Her var Oppenheimer en baggrundsfigur, som svævede over de oprørte vande. Hvis man undervejs i Oppenheimer tænker, at stoffet kunne være strakt over en lang miniserie, som gik ned i hver enkelt fase, så blev det gjort over syv episoder i den britiske Oppenheimer (1980). Sam Waterston var en god Oppenheimer. Accenten var lagt på hans konflikt med Edward Teller, som blev spillet af David Suchet.

NOLAN gør i stedet Lewis Strauss (1896-1974) til arvefjenden. Strauss var formand for Atomenergikommissionen og personligt ansvarlig for kampagnen mod Oppenheimer i efterkrigstiden. Han iværksatte den høring, som i 1954 førte til, at Oppenheimer fik inddraget sin sikkerhedsgodkendelse og blev ekskluderet fra kommissionens rådgivende forum. Han bliver formidabelt godt fremstillet af Robert Downey Jr., der er lige så vigtig for Nolans film, som Cillian Murphy så åbenlyst er i titelrollen.

   Strauss begyndte faktisk med at beundre Oppenheimer. Han forsøgte før krigen at knytte ham til University of Virginia, hvor han havde samlet en række eksilerede forskere fra Europa. I Nolans film går Strauss og glæder sig til at præsentere Oppenheimer for Albert Einstein (Tom Conti), der er blandt de akademiske gæster. Oppenheimer ler og siger, at han og Einstein er gamle bekendte. Han er ikke imponeret af frynsegoderne, Strauss kan tilbyde, og han ser ned på Strauss’ baggrund som autodidakt.

   Strauss kan ikke vide, hvad Einstein og Oppenheimer siger til hinanden nede ved søen, men han er sikker på, at det handler om ham. Han føler sig afvist af Einstein, da de mødes på stien kort efter. Og Oppenheimer vælger i stedet at tage til Berkeley, hvor han indretter sig som en fyrste med flair.

   Senere, synes Straus, forsømmer Oppenheimer ingen lejlighed til at ydmyge ham i faglige spørgsmål. Velviljen hærdes til hævngerrighed, og da HUAC-høringerne og mccarthyismen begynder i 1950erne, manipulerer Strauss med held bag facaden, så processen mod forskeren kan begynde. Han er samtidig altid Roberts »ven«, når de mødes. Kitty Oppenheimer (Emily Blunt) er ikke i tvivl: Al giften kommer fra Lewis Strauss.

ENGLÆNDEREN Roland Joffé, som i 80erne skabte to af årtiets smukkeste og mest patetiske politiske film – The Killing Fields (1984) og The Mission (1986) – instruerede i 1989 den bemærkelsesværdigt mislykkede Fat Man and Little Boy. Joffé bruger meget af det samme stof som Nolan, men han og medforfatteren Bruce Robinson mener åbenbart ikke, at Oppenheimers drama er stærkt nok til at bære. Fokus er i stedet lagt hos Leslie R. Groves, som bliver spillet med brysk ekspertise af veteranen Paul Newman.

   Leslie Groves (1896-1970) var generalen, som koordinerede Manhattan-projektet og havde det praktiske ansvar. Det var ham, der skulle overholde en deadline. I Nolans film er han spillet med hjerte og entusiasme af Matt Damon. Groves og Oppenheimer udvikler et virkeligt venskab med gensidig forståelse og respekt. I Joffés film var militærmennesket sat til at styre en skolegård fuld af uregérlige forskere.

   I rollen som Oppenheimer havde Dwight Schultz en vis fysisk lighed med den yngre Dirk Bogarde. Han fremstod med en vis arrogance, der blev tillagt ham som et karaktertræk. Hos Nolan kommer det frem i de scener, som opleves fra antagonisten Lewis Strauss’ synsvinkel. Det er en side af manden, som andre oplever. Mennesket er et mysterium, ikke mindst for sig selv.

   Begge film er gode til at skildre arbejdet med bomberne Fat Boy og Little Man, hvis kælenavne giver sig selv, når man ser dem. Nolan viser i glimt Oppenheimer som en visionær romantisk kunstner med sans for det evige og det sublime. Dét er der ikke antydning af i Joffés fremstilling, men begge film bruger cowboyhatten og den bestandige cigaret eller pibe som rekvisitter.

BÅDE Nolan og Joffé finder en tragisk bestemmende faktor i Oppenheimers forhold til kæresten Jean Tatlock (1914-1944), som han blev ved at se efter brylluppet med Kitty Puening (1910-1972). Begge relationer var belastende, set med systemets øjne. Jean og Kitty var forhenværende medlemmer af CPUSA, det amerikanske kommunistparti, ligesom Frank Oppenheimer, Roberts bror, der kun bliver clearet, fordi Oppenheimer stiller et ultimatum.

   Kitty og Robert blev sammen til hans død. Tatlock tog sit liv i 1944, da Robert brød med hende efter direkte ordre fra Grover og de tilknyttede efterretningstjenester. Tatlock led af depressioner. Der er ingen, der siger, at hun tog sig af dage for Oppenheimer, men det virkede sådan for ham, og han følte en skyld, der påvirkede arbejdet.

   Nolan caster Florence Pugh (fra Lady Macbeth, Midsommar og Greta Gerwigs Little Women) i rollen som Jean Tatlock. I en film uden megen intimitet skal hun inkarnere al sanseligheden. Der er en løbende, hårdkogt vittighed om, at han altid kommer med blomster, hun ikke vil have.

   I en atypisk vidtløftig scene lader Nolan eros og død flyde sammen. Jean er imponeret over Roberts metafysiske interesser. Han læser T. S. Eliots The Waste Land og Bhagavad Gita på sanskrit. I øjeblikket, hvor han får udløsning, får hun ham til at læse citatet, som eftertiden husker ham for: »Now I am become Death, the destroyer of worlds.«

OVERLEVERINGEN siger, at han sagde det og tænkte på Bhagavad Gita, da han stod i ørkenen i New Mexico og stirrede lamslået ind i stilheden mellem lyset og trykbølgebraget. Han sagde det i hvert fald i nyhedsindslaget, som NBC bragte i 1965, på 20-års dagen for bombningen af Hiroshima. Klippet, som ligger på YouTube, er i det hele taget et godt sted at møde modellen for portrættet i Oppenheimer. Den ældre Oppenheimer redegør værdigt og ydmygt for de argumenter, man havde for at kaste eller ikke kaste atombomben, og han beskriver stemningen efter Trinity-testen:

»Vi vidste, at verden ikke ville være den samme. Enkelte lo; enkelte græd. De fleste var tavse. Jeg huskede linjen fra det hinduistiske skriftsted, Bhagavad Gita; Vishnu vil overtale prinsen til at gøre sin pligt, og for at imponere ham antager han sin flerarmede form og siger: ’Nu er jeg blevet Døden, ødelæggeren af verdener.’ Det følte vi vel alle sammen på den ene eller anden måde.«

»I am now become Death, the destroyer of worlds«. Frank Oppenheimer, som i Nolans film bliver spillet af Dylan Arnold, aflivede myten ved flere lejligheder. Selvfølgelig blev alle forskerne bragt i affekt, sagde han, men de tænkte slet ikke så dybt og så langt. Hvad Robert sagde i første omgang, var, som han huskede det, noget i retning af: »I guess it worked.«

   

NOLAN lader Robert fremstamme ordene første gang sammen i sengen med Jean Tatlock; anden gang i ørkenen efter eksplosionen. Det har sært nok ikke udløst mange kritiske kommentarer. Det har derimod scenen fra forhørslokalet, hvor Robert og Jean med ét sidder nøgne og sammenviklede i stolen foran Atomenergikommisionen. Man ser den som sexistisk blikfang, der skal vække jalousien i Emily Blunts Kitty Oppenheimer. Jeg ser den fra Roberts synsvinkel. Nøgenheden viser, hvor udsat det hele er blevet. Og at tiden med Jean var et sanseligt helle, hvor de elskende kunne være frie, »heroes, just for one day«.

JEG tror faktisk ikke, at Christopher Nolan har set særligt længe på alle de øvrige fremstillinger. Han har til gengæld luvslidt biografien American Prometheus: The Triumph and Tragedy of J. Robert Oppenheimer (2005), som han følger i alle henseender og overtager karakterernes baggrunde fra.

   For forfatterne Kai Bird og Martin Sherwin er Prometheus-analogien – og dét, som Amerika gjorde ved sin favorite son – et om muligt større drama end konstruktionen og udløsningen af atombomben. Deres bog bliver i nogle kapitler næsten en skyggebiografi om Oppenheimers nemesis, Lewis Strauss.

   Nolan tager da sit stikord fra Amadeus (1984), Milos Formans filmatisering af Peter Shaffers skuespil (1979) om forholdet og skæbnefællesskabet mellem komponisterne Mozart og Salieri, der er misundelig på sin kollegas geni. I Formans film er det F. Murray Abrahams asketiske presence, der forankrer Tom Hulces fremstilling af den mangefacetterede Mozart. Præcis på samme måde fungerer Robert Downey Jr. i rollen som Lewis Strauss.

FORSKELLEN er vel, at intet i komponisternes biografier antyder en rivalisering. Salieris skinsyge, som anskueliggør middelmådighedens og konformitetens jalousi i forhold til grænseløsheden og skaberkraften hos geniet, synes væsenligst at være en kunstnerisk konstruktion. Motivet demonstrerer Aksel Sandemoses Jantelov.

   Derimod er der fuldt belæg for hver lille del af Strauss’ lange kampagne mod Oppenheimer. Det bliver i filmen fremstillet en smule firkantet, fordi Nolan lader Robert Downey Jr. udsige sine bevæggrunde, da han selv bliver et offer for planen til slut. Dialogen er hentet fra Bird og Sherwins konklusioner. Men effekten og tematikken er i bund og grund de samme.

   Biografien understøtter fjendskabet. Noget af det bedste i Nolans film er denne lille ting, som lykkes mellem alle de store tanker og billeder: Som tilskuer er man spændt på at se Trinity eksplodere og følge kædereaktionen, som det nye våben sætter i gang. Men man er næsten lige så spændt på at høre, hvad Einstein egentlig sagde til sin yngre kollaga, da de hviskede sammen nede ved søen.

KONTEKSTEN er selv i forenklet form meget indviklet. Robert og Kitty Oppenheimer havde kommunistiske sympatier, hun var forhenværende partimedlem. Frank Oppenheimer, Roberts bror, var aktivt partimedlem. Men general Grover kunne se, at »Oppie« var videnskabsmanden, der kunne samle sine fæller, håndtere logistikken og aflevere et kernevåben til tiden.

   Oppenheimer fik anfægtelser, men han blev ved med at se sit værk som nødvendigt. På Niels Bohrs foranledning var det hans hensigt at tale stormagterne fra at optrappe våbenkapløbet. »De vil lytte til dig,« siger Bohr i filmen, hvor koryfæet bliver fremstillet af Kenneth Branagh.

   Oppenheimers tvivl og samvittighed gør ikke indtryk på Harry S. Truman, som spilles med hårdkogt bravur af Gary Oldman. Der bliver indledningsvis udvekslet høflige fraser, da de mødes i Det Ovale Kontor. Så formulerer Robert sit ønske om, at man ikke går videre med Tellers brintbombeprogram, men nedruster og drøfter fred med Sovjetunionen. Truman tror knap sine øren.

   Da Robert taler om, hvordan japanerne ser på ham efter Hiroshima og Nagasaki, tager Truman handskerne af. »Tror du, at japanerne giver en flad skid for, hvem der byggede bomben? Det var for helvede mig, der kastede den,« siger præsidenten. Oppenheimer overhører Trumans ord til sin forsvarsminister: »Don’t let that crybaby in here again.«

   Oppenheimer mister kontrollen i samme sekund, Trinity-testen lykkes. »No offense, but we’ll take it from here,« siger en soldat, da Oppenheimer vil give ham anvisninger. Han kritiserer regeringens politik efter krigen. »Atombombens far« er på forsiden af Time og Life, men det er søm i hans egen ligkiste. »Han ville have ophavsret over bomben,« vrænger Lewis Strauss mange år senere. Det var det værste. Dét og så Roberts kvalmende anger.

OPPENHEIMER vidnede faktisk for HUAC-kommissionen i 1949. Det springer filmen over. Kernen er den ydmygende høring, som finder sted i 1954, da det lykkes Strauss at iscenesætte sin skueproces. Den finder sted bag lukkede døre, og kun anklageren har aktindsigt. Der er aldrig tale om, at man vil dømme Oppenheimer for noget. »Vi straffer ham jo ikke. Vi tager bare noget væk,« er argumentet, som Strauss retfærdiggør sine handlinger med.

   Strauss har behændigt sørget for, at han ikke selv fører kniven. Det gør angiveren Benton, der skriver til J. Edgar Hoover, og det gør i særdeleshed anklageren Robert Robb (en svinehund spillet med klar nydelse af Jack Cole). For Strauss ved, at Oppenheimer er en fremragende retoriker. Han skal derfor ikke have en platform ved en offentlig McCarthy-proces. Høringen foregår i et lurvet baglokale med lugt af tavlekridt og våd gulvklud. Det er herfra, at »the destroyer of worlds« tænker frem og tilbage, husker det hele og aner, hvad der venter. Her er fortællingens inderste punkt.

KAI Bird og Martin J. Sherwin skriver i American Prometheus:

 »I et par år efter Anden Verdenskrig var videnskabsmænd blevet betragtet som en ny klasse af intellektulle, medlemmer af et politisk præsteskab, der legitimt kunne tilbyde deres ekspertise ikke kun som videnskabsmænd, men som offentlige filosoffer. Efter udelukkelsen af Oppenheimer vidste forskerne, at de i fremtiden kun kunne tjene staten som eksperter i snævre videnskabelige spørgsmål.

   Som sociologen Daniel Bell senere bemærkede, betød Oppenheimers prøvelser, at efterkrigstidens »messianske rolle« nu var slut. Forskere, der arbejdede inden for systemet, kunne ikke afvige fra regeringens politik, som Oppenheimer havde gjort ved at skrive sit essay om udenrigsanliggender fra 1953, og stadig forvente at tjene i regeringens rådgivende bestyrelser.«

Det er i hvert fald sandt, at der skete et skift. Vi hørte aldrig forskernes mening om noget, da jeg var dreng i 1960'erne. Niels Bohr havde alfaderlig status, fordi han havde fået Nobelprisen og ville noget godt med atomkraften nede på Risø. I 1970'erne blev videnskabsmænd for det meste set som systemets lakajer. De havde ikke længere rockstjernestatus. Nolan siger, at han første gang hørte om Oppenheimer i Stings ballade »Russians« fra albummet The Dream of the Blue Turtles (1985): »How can I save my little boy/ from Oppenheimer’s deadly toy?«

   Jeg tilstår at have det lige sådan. I begyndelsen var Bomben bare Bomben. Arsenalet var en naturlov; den kolde krig skyldtes historiske kræfter. Det var uklart og egentlig irrelevant, hvem arkitekterne var. På den måde fik præsident Truman jo ret. Hele verden ved, hvad der skete med Hiroshima og Nagasaki. Manhattan-projektet skal hver gang forklares fra bunden.

FØRSTE gang jeg fik øje på mennesket bag navnet, var i 1996, da jeg besøgte U.S. Virgin Islands på en familietur. Vi rejste rundt i Paradis og var endnu ikke mere woke, end at man kunne føle en vis nostalgisk samhørighed. Vi boede en uge på hver af øerne, St. Croix, St. Thomas og St. John, i det gamle Dansk Vestindien. Vi syntes ikke, at vi kom som oldebørn af koloniherrer. Det var bevidsthedsudvidende og erfaringsoverskridende på alle måder.

   En dag var vi på tur ved Hawksnest Bay på St. John, den mest afsondrede og mindst amerikaniserede af øerne. Vi standsede ved stranden for at bade i endnu en lagune og så taget af en lav gul bygning med fladt gråt tag. »Det er Oppenheimers hus,« sagde guiden og fortalte kort historien. Han sagde, at Oppenheimer fik dybe depressioner, da han indså, hvilke kræfter han havde udløst. At han slog sig ned her for at være i fred. Og at det siden blev datteren Tonis hus.

   Igen er det ikke helt sådan, det var, men det er en del af historien, som mærkelig nok aldrig bliver brugt i dramatiske portrætter. Nolan gør det heller ikke i Oppenheimer. Han sætter punktum efter 1954-høringen og vælger i stedet at følge med Lewis Strauss frem til senatshøringen i 1959, da Oppenheimer indirekte får oprejsning. For Strauss bliver ikke godkendt til embedet som ny handelsminister. Tre nye senatsmedlemmer stemmer imod. Den ene er, siger rådgiveren, en ung demokrat fra Massachusetts. »Hvad hedder han?« snerrer Strauss. Svaret er naturligvis: »John F. Kennedy«.

I American Prometheus fortæller Bird og Sherwin udførligt om familien Oppenheimers sidste år på St. John. De kom, fordi stedet mindede Robert om New Mexico, hvor han og Frank altid havde følt, at de kunne udleve cowboydrømmen.

   Dét træk bruger Nolan behændigt. I begyndelsen bærer Oppenheimer uniform i Los Alamos. Det har Grover insisteret på. »Sig til Grover, at han kan skide i sin hat,« siger Isidor Rabi (David Krumholtz), som modstræbende indvilliger i at hjælpe med bomben. »Modstræbende,« fordi han som mange af de andre videnskabsmænd ikke har forestillet sig, at 300 års forskning skal kulminere i fremstillingen af masseødelæggelsesvåben. Så i næste scene bærer Robert den ikoniske Stetson fra Los Alamos.

   Efter processen i 1954 kom Kitty og Robert til St. John med deres børn. De boede først hos et par venner, Nancy og Bob Gibney, som siden blev deres ærkefjender. De blev i gæsteværelset i et år og fyldte huset med Kittys alkoholisme og Roberts mindst flatterende manerer. Værtsparret lod sig overtale til at sælge det stykke af stranden, hvor Robert siden rejste sit hus. Der var et rent, aflangt rum med en lav mur, som adskilte soveafdelingen fra resten. Huset havde kun tre vægge. Den fjerde var åben ud mod havet.

   Oppenheimer fik strubekræft, blev tyndere i sine sidste år og drak sig fra smerterne inde i huset, hvor parret boede ni måneder af året. Da han døde fandt Kitty sammen med en gammel ven. Hun døde hun på en rejse i 1972. Datteren Toni kom til St. John for at være i fred efter to skilsmisser. Hun tog sit liv i huset, der siden blev ødelagt i en orkan, men den første hytte er der endnu. Og stranden hedder Oppenheimer Beach.

CHRISTOPHER Nolan (f. 1970) har lavet 12 lange biograffilm + plus fire korte arbejder, der typisk er udkast til senere features. Alle blev succeser og nyder stor respekt, hos publikum såvel som hos de allerfleste kritikere. Hovedparten af værkerne er, hvad man kunne kalde cerebrale genrefilm. I begyndelsen skrev Christopher ofte sammen med sin lillebror, Jonathan Nolan (f. 1976).

   Nolan er en af de sidste filmskabere, som insisterer på (og får mulighed for) at bruge analog 70 mm og redigere på råfilm. Han sværger til biografoplevelsen. Nogle film er bestillingsopgaver. Det gælder genindspilningen af Erik Skjoldbjærgs norske Insomnia (2002), filmatiseringen af Christopher Priests The Prestige (2006) og de mørke stykker i Batman-trilogien (2005-2012) med Christian Bale. Her kan Nolan arbejde med en traditionel fortælling, der deler sig i akter og bruger en konventionel kronologi.

   Mere ambitiøse i narrativ forstand er de originale manuskripter: Memento (2000), Inception (2010), Interstellar (2014), Dunkirk (2017) og Tenet (2020). I sine »egne« historier har Nolan udviklet en kværnende, langsomt roterende form, der samler sporene lidt efter lidt, mens den drejer.

CENTRIFUGEPRINCIPPET var den styrende kraft i Inception; det var normen på stranden i Dunkirk og punktet i midten af Tenet, hvor tiden går både frem og tilbage, så nuet bliver et palindrom. Her brugte Nolan flere ideer fra Oppenheimer. Mens forskerne regner på konsekvenser af Trinity-testen, er det et øjeblik en mulighed, at bomben vil udløse en kædereaktion, der ikke kan standses. At man vil starte verdens undergang.

   Inception og Tenet er psykedeliske spændingshistorier, hvor virkeligheden bliver bøjet og strakt. I Dunkirk og Oppenheimer er Nolan tydeligvis interesseret i at arbejde uden for genreformatet. Det er naturligvis paradoksalt, at fravalget af effekter kan blive en effekt i sig selv. Men det er soberheden og sagligheden, der giver Oppenheimer ekstra vægt: at tryllekunstneren holder igen.

   Han bruger stadig centrifugeprincippet som narrativ motor, snarere end den traditionelle kronologiske fremdrift. Der er fire perioder, fire niveauer, som filmen klipper til og fra. Det passer perfekt til en erkendelse som Oppenheimers: tiden der er uden anden slutning end begyndelsen. Fra det første Big Bang til det sidste: »I am become the destroyer of worlds.«

STOFFET i Oppenheimer kunne mageligt være bredt ud i tre eller fem akter med en lineær struktur. Det gør forlægget American Prometheus. Det er en lang og lidt klodset biografi, som fortæller historien fra start til slut. Nolan åbner i stedet mysteriet. Han klipper og skærer og scanner behændigt, så strukturen bliver en drejende masse af indfoldede, koncentriske cirkler. Som en blomst, der åbner sig i time lapse. Eller en bombe, der eksploderer.

   Yderst er høringen i baglokalet, inderst er de ti minutter, hvor prøvesprængningen finder sted. For en fremstillingspris på 100 mio. dollars, kunne Oppenheimer være fuld af effekter. Det er ikke tilfældet. I og for sig er der kun én: »Indretningen« som imploderer, først i lang, dyb tavshed, så i en kogende kulde af ild og bestråling. Det siges, at man virkelig bragte et våben til eksplosion. Det skal nok være rigtigt. Det ser i hvert fald sådan ud.

   Nolan ved, at vi alle har set paddehatteskyen på film mange gange, i dokumentarer såvel som i fiktion. Han ved, at vi kan forestille os Hiroshima og Nagasaki uden at se de forfærdende billeder igen. Så i Oppenheimer hører vi om krigen i det fjerne. Vi ser aldrig de ødelagte byer tæt på.

VI følger i stedet hemmelighedskræmmeriet, som Grover arrangerer for at undgå spionage. Der er fire centre, som ikke ved, hvad de øvrige arbejder på. Oppenheimer bryder konstant disse regler. Som skildret i biografien, var han om muligt mere skødesløs, end han bliver fremstillet her. Bohr er fornuftens stemme. Einstein er en alfaderlig mentor. Teller er den konfliktfulde Judas blandt disciplene. Han vil trods alt bare bygge sin brintbombe.

   Oppenheimer er midt i det hele. Cillian Murphy spiller ham i alle scener med fuld dækning, og Nolan satser mere på hans mørke blik og markerede ansigt end på effektbilleder af sorte huller og Fat Boy, der imploderer. Fortællingen undlader at gøre ham større eller mindre, end han var. Nolan fravælger patos, suspense og kinetisk action. Det gør han for, at vi kan se portrættet helt klart.

GÅ selv ind og se og lær af historien. Æstetikken er altid uovertruffen. Nolan bliver sammenlignet med Stanley Kubrick, men har mindre humor og mere gammeldags gravitas. Han er snarere sin generations David Lean, og med Oppenheimer leverer han et hovedværk på højde med Lawrence of Arabia. Måske bliver det Christopher Nolan, som færdiggør Leans ufuldendte Nostromo.

Filmen var Oscar-nomineret i 13 kategorier og modtog 7 priser ved den 96. Academy Awards-uddeling 10.03.24: Best Motion Picture of the Year (Emma Thomas, Charles Roven, Christopher Nolan); Best Achievement in Directing (Christopher Nolan); Best Achievement in Cinematography (Hoyte Van Hoytema); Best Achievement in Film Editing (Jennifer Lame); Best Performance by an Actor in a Leading Role (Cillian Murphy); Best Performance by an Actor in a Supporting Role (Robert Downey Jr.); Best Achievement in Music Written for Motion Pictures (Ludwig Göransson). Oppenheimer har til dato modtaget 326 filmpriser. 

Se også Christopher Nolan: Insomnia (2002); Christopher Nolan: Batman Begins (2005); Slipstream | Christopher Nolan: The Prestige (2006); Christopher Nolan: The Dark Knight (2008); Christopher Nolan: Inception (2010); Christopher Nolan: The Dark Knight Rises (2012); Christopher Nolan: Interstellar (2014) [Sci-Fi 100]; Christopher Nolan: Tenet (2020). 

Oppenheimer. Instr. & manus: Christopher Nolan. Foto: Hoyte van Hoytema. 180 min. UK-USA 2023. Dansk premiere: 20.07.2023.

Kai Bird & Martin J. Sherwin: American Prometheus: The Triumph and Tragedy of J. Robert Oppenheimer. 722 s. Random House/ Vintage Books, 2005.

Fotos: Universal Studios/ Atlas Entertainment/ Gadget Films/ Syncopy/ Universal Pictures Home Entertainment/ Time-Life/ NBC/ CBS/ Cinematerial/ MoviestillsDB/ 

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Filmen er udgivet på blu-ray og 4K Ultra HD fra Universal Studios 21.11.2023

Teksten lagt på POV.International 29.07.2023.