Christopher Nolan: Oppenheimer (2023) [Oscars 2024]

DEN AMERIKANSKE PROMETHEUS

J. Robert Oppenheimer 1904-1967

Af BO GREEN JENSEN

EN helaftensfilm på tre timer om videnskab, nødvendig krig i en gammel historie og indviklede relationer mellem mænd, der drøfter moral hele tiden. Det lyder strengt taget ikke som sommerens mest oplagte biografvalg.

   I centrum er den amerikanske fysiker J. Robert Oppenheimer (1904-1967), som var blandt de førende forskere i tiden. I 1942, da USA omsider var tvunget ind i Anden Verdenskrig, blev han bedt om at gå fra sin stilling på Berkeley og bygge et våben, der gjorde en forskel.

   Han gjorde det ikke alene. Forskere af mange slags blev samlet i dybeste hemmelighed for at bygge testbomben Trinity. Det skete i New Mexico, i flækken Los Alamos, som Oppenheimer fik midler til at bygge fra bunden. Her blev Manhattan-projektet realiseret efter megen trial and error. Senere svigtede landet sin helt og tog privilegierne fra ham. Og hvor begyndte det hele i grunden for manden, man kalder »atombombens far«?

FILMEN fortæller det i et format, der retfærdiggør spilletiden og kommer ud i mysteriets dybeste hjørner. Det er en stor og meget statelig film, som i bratte jag bliver rå og moderne. Den er altid kropsnær. Teorien bliver forklaret, men kun i overordnede træk, som de fleste forstår efter tusind effektfilm om sorte huller i multiverset. En ny verdensorden tog form i Los Alamos. For en gangs skyld er det vigtigt at huske, at dette skete i virkeligheden.

   Det lyder alligevel ikke som sommerens biografoplevelse. Skulle vi ikke se Greta Gerwigs skarpe og vittige Barbie i stedet? Eller indhente Wes Andersons Asteroid City, som vist også er noget med bomber og ørken? Jovist. Men man kommer ikke uden om Oppenheimer i år. Filmen er et narrativt monstrum, der holdes sammen af en kolossal præstation fra Cillian Murphy. Det skærper også sulten, at Oppenheimer er instrueret af Christopher Nolan. Hver af den britiske enspænders film er unikke.

NOLAN får en forbavsende god film ud af det støvede materiale. Det lykkes ham at formidle historien, og det lykkes ham at komme tæt på personen. Det gør han bogstaveligt. Hoyte van Hoytemans kamera bliver på Oppenheimers ansigt i lange indstillinger. Noget sker, og vi ser, hvordan forskeren reagerer. Flere har kaldt Oppenheimer for filmen, der genopdager nærbilledet.

   Der er for det første det moralske drama og videnskabsmandens opdagelsesrejse mod erkendelsen af, hvilke kræfter hans værk kan forløse. Der er vejen til Manhattan-projektet, Los Alamos og Trinity-prøvesprængingen, som finder sted i morgentimerne efter regnstormen, kl. 5.30 den 16. juli 1945. Der er alle de døde i Hiroshima og Nagasaki, da bomberne bliver kastet den 6. og 9. august samme år. Freden kom med en frygtelig bismag. Det var al verdens uskyld, som smeltede ned.

   Der er for det andet skæbnefortællingen om den fejrede forsker, som bliver mistænkeliggjort og marginaliseret, da han ikke længere vil som systemet og insisterer på forskerens ret til at sige fra. Oppenheimer blev ikke dømt for forræderi, men han mistede sin sikkerhedsgodkendelse efter en ydmygende skueproces. Det er et bittert moralsk lærestykke.

   

DER er for det tredje en væsentlig sum af nuancer. Det populære efterbillede viser Oppenheimer som forskeren, der arbejder i en god sags tjeneste og først for alvor indser, hvad han har gjort, da han har set, hvad bomberne knuste i Japan. Han kritiserer siden systemet og prøver at tale USA fra at optrappe våbenkapløbet. Den vise forsker bliver en overbevist pacifist og næsten en mystiker ovenikøbet.

   Det er ikke helt så enkelt. Oppenheimer var et menneske i mange dimensioner. Han havde ikke et isoleret Damaskus-øjeblik efter Hiroshima og Nagasaki. Det påvirkede ham, at dødstallet var større end anslået, men han var stort set tilfreds med sin rolle i krigen. Bagefter ville han tale politikerne fra at videreudvikle brintbomben, som forstærkede dødspotentialet.

   Dét var den naive drøm. H-bomben var en varm hjertesag for kollegaen Edward Teller (1908-2003), for høgene i militæret og for hver af præsidenterne i hele koldkrigsperioden. Oppenheimer kunne lige så godt have skudt elastikker mod månen, og imens gik hans liv i opløsning.

NOLANS film er det første portræt i fuld skala, men dele af livet er skildret i skrift og billedfiktion mange gange. Bl.a. i Heinar Kipphardts skuespil In the Matter of J. Robert Oppenheimer (1964), som Oppenheimer læste og truede med at anlægge sag omkring, da det inddrog hans privatliv. I Tom Morton-Smiths skuespil Oppenheimer (2015) blev forskeren spillet af John Heffeman, og flere af de følelsesmæssige konstellationer fra Nolans film var i spil.

   Hverdagen for familierne i Los Alamos var emnet for den udmærkede Netflix-serie Manh(a)ttan (2014-2015). Her var Oppenheimer en baggrundsfigur, som svævede over de oprørte vande. Hvis man undervejs i Oppenheimer tænker, at stoffet kunne være strakt over en lang miniserie, som gik ned i hver enkelt fase, så blev det gjort over syv episoder i den britiske Oppenheimer (1980). Sam Waterston var en god Oppenheimer. Accenten var lagt på hans konflikt med Edward Teller, som blev spillet af David Suchet.

NOLAN gør i stedet Lewis Strauss (1896-1974) til arvefjenden. Strauss var formand for Atomenergikommissionen og personligt ansvarlig for kampagnen mod Oppenheimer i efterkrigstiden. Han iværksatte den høring, som i 1954 førte til, at Oppenheimer fik inddraget sin sikkerhedsgodkendelse og blev ekskluderet fra kommissionens rådgivende forum. Han bliver formidabelt godt fremstillet af Robert Downey Jr., der er lige så vigtig for Nolans film, som Cillian Murphy så åbenlyst er i titelrollen.

   Strauss begyndte faktisk med at beundre Oppenheimer. Han forsøgte før krigen at knytte ham til University of Virginia, hvor han havde samlet en række eksilerede forskere fra Europa. I Nolans film går Strauss og glæder sig til at præsentere Oppenheimer for Albert Einstein (Tom Conti), der er blandt de akademiske gæster. Oppenheimer ler og siger, at han og Einstein er gamle bekendte. Han er ikke imponeret af frynsegoderne, Strauss kan tilbyde, og han ser ned på Strauss’ baggrund som autodidakt.

   Strauss kan ikke vide, hvad Einstein og Oppenheimer siger til hinanden nede ved søen, men han er sikker på, at det handler om ham. Han føler sig afvist af Einstein, da de mødes på stien kort efter. Og Oppenheimer vælger i stedet at tage til Berkeley, hvor han indretter sig som en fyrste med flair.

   Senere, synes Straus, forsømmer Oppenheimer ingen lejlighed til at ydmyge ham i faglige spørgsmål. Velviljen hærdes til hævngerrighed, og da HUAC-høringerne og mccarthyismen begynder i 1950erne, manipulerer Strauss med held bag facaden, så processen mod forskeren kan begynde. Han er samtidig altid Roberts »ven«, når de mødes. Kitty Oppenheimer (Emily Blunt) er ikke i tvivl: Al giften kommer fra Lewis Strauss.

ENGLÆNDEREN Roland Joffé, som i 80erne skabte to af årtiets smukkeste og mest patetiske politiske film – The Killing Fields (1984) og The Mission (1986) – instruerede i 1989 den bemærkelsesværdigt mislykkede Fat Man and Little Boy. Joffé bruger meget af det samme stof som Nolan, men han og medforfatteren Bruce Robinson mener åbenbart ikke, at Oppenheimers drama er stærkt nok til at bære. Fokus er i stedet lagt hos Leslie R. Groves, som bliver spillet med brysk ekspertise af veteranen Paul Newman.

   Leslie Groves (1896-1970) var generalen, som koordinerede Manhattan-projektet og havde det praktiske ansvar. Det var ham, der skulle overholde en deadline. I Nolans film er han spillet med hjerte og entusiasme af Matt Damon. Groves og Oppenheimer udvikler et virkeligt venskab med gensidig forståelse og respekt. I Joffés film var militærmennesket sat til at styre en skolegård fuld af uregérlige forskere.

   I rollen som Oppenheimer havde Dwight Schultz en vis fysisk lighed med den yngre Dirk Bogarde. Han fremstod med en vis arrogance, der blev tillagt ham som et karaktertræk. Hos Nolan kommer det frem i de scener, som opleves fra antagonisten Lewis Strauss’ synsvinkel. Det er en side af manden, som andre oplever. Mennesket er et mysterium, ikke mindst for sig selv.

   Begge film er gode til at skildre arbejdet med bomberne Fat Boy og Little Man, hvis kælenavne giver sig selv, når man ser dem. Nolan viser i glimt Oppenheimer som en visionær romantisk kunstner med sans for det evige og det sublime. Dét er der ikke antydning af i Joffés fremstilling, men begge film bruger cowboyhatten og den bestandige cigaret eller pibe som rekvisitter.

BÅDE Nolan og Joffé finder en tragisk bestemmende faktor i Oppenheimers forhold til kæresten Jean Tatlock (1914-1944), som han blev ved at se efter brylluppet med Kitty Puening (1910-1972). Begge relationer var belastende, set med systemets øjne. Jean og Kitty var forhenværende medlemmer af CPUSA, det amerikanske kommunistparti, ligesom Frank Oppenheimer, Roberts bror, der kun bliver clearet, fordi Oppenheimer stiller et ultimatum.

   Kitty og Robert blev sammen til hans død. Tatlock tog sit liv i 1944, da Robert brød med hende efter direkte ordre fra Grover og de tilknyttede efterretningstjenester. Tatlock led af depressioner. Der er ingen, der siger, at hun tog sig af dage for Oppenheimer, men det virkede sådan for ham, og han følte en skyld, der påvirkede arbejdet.

   Nolan caster Florence Pugh (fra Lady Macbeth, Midsommar og Greta Gerwigs Little Women) i rollen som Jean Tatlock. I en film uden megen intimitet skal hun inkarnere al sanseligheden. Der er en løbende, hårdkogt vittighed om, at han altid kommer med blomster, hun ikke vil have.

   I en atypisk vidtløftig scene lader Nolan eros og død flyde sammen. Jean er imponeret over Roberts metafysiske interesser. Han læser T. S. Eliots The Waste Land og Bhagavad Gita på sanskrit. I øjeblikket, hvor han får udløsning, får hun ham til at læse citatet, som eftertiden husker ham for: »Now I am become Death, the destroyer of worlds.«

OVERLEVERINGEN siger, at han sagde det og tænkte på Bhagavad Gita, da han stod i ørkenen i New Mexico og stirrede lamslået ind i stilheden mellem lyset og trykbølgebraget. Han sagde det i hvert fald i nyhedsindslaget, som NBC bragte i 1965, på 20-års dagen for bombningen af Hiroshima. Klippet, som ligger på YouTube, er i det hele taget et godt sted at møde modellen for portrættet i Oppenheimer. Den ældre Oppenheimer redegør værdigt og ydmygt for de argumenter, man havde for at kaste eller ikke kaste atombomben, og han beskriver stemningen efter Trinity-testen:

»Vi vidste, at verden ikke ville være den samme. Enkelte lo; enkelte græd. De fleste var tavse. Jeg huskede linjen fra det hinduistiske skriftsted, Bhagavad Gita; Vishnu vil overtale prinsen til at gøre sin pligt, og for at imponere ham antager han sin flerarmede form og siger: ’Nu er jeg blevet Døden, ødelæggeren af verdener.’ Det følte vi vel alle sammen på den ene eller anden måde.«

»I am now become Death, the destroyer of worlds«. Frank Oppenheimer, som i Nolans film bliver spillet af Dylan Arnold, aflivede myten ved flere lejligheder. Selvfølgelig blev alle forskerne bragt i affekt, sagde han, men de tænkte slet ikke så dybt og så langt. Hvad Robert sagde i første omgang, var, som han huskede det, noget i retning af: »I guess it worked.«

   

NOLAN lader Robert fremstamme ordene første gang sammen i sengen med Jean Tatlock; anden gang i ørkenen efter eksplosionen. Det har sært nok ikke udløst mange kritiske kommentarer. Det har derimod scenen fra forhørslokalet, hvor Robert og Jean med ét sidder nøgne og sammenviklede i stolen foran Atomenergikommisionen. Man ser den som sexistisk blikfang, der skal vække jalousien i Emily Blunts Kitty Oppenheimer. Jeg ser den fra Roberts synsvinkel. Nøgenheden viser, hvor udsat det hele er blevet. Og at tiden med Jean var et sanseligt helle, hvor de elskende kunne være frie, »heroes, just for one day«.

JEG tror faktisk ikke, at Christopher Nolan har set særligt længe på alle de øvrige fremstillinger. Han har til gengæld luvslidt biografien American Prometheus: The Triumph and Tragedy of J. Robert Oppenheimer (2005), som han følger i alle henseender og overtager karakterernes baggrunde fra.

   For forfatterne Kai Bird og Martin Sherwin er Prometheus-analogien – og dét, som Amerika gjorde ved sin favorite son – et om muligt større drama end konstruktionen og udløsningen af atombomben. Deres bog bliver i nogle kapitler næsten en skyggebiografi om Oppenheimers nemesis, Lewis Strauss.

   Nolan tager da sit stikord fra Amadeus (1984), Milos Formans filmatisering af Peter Shaffers skuespil (1979) om forholdet og skæbnefællesskabet mellem komponisterne Mozart og Salieri, der er misundelig på sin kollegas geni. I Formans film er det F. Murray Abrahams asketiske presence, der forankrer Tom Hulces fremstilling af den mangefacetterede Mozart. Præcis på samme måde fungerer Robert Downey Jr. i rollen som Lewis Strauss.

FORSKELLEN er vel, at intet i komponisternes biografier antyder en rivalisering. Salieris skinsyge, som anskueliggør middelmådighedens og konformitetens jalousi i forhold til grænseløsheden og skaberkraften hos geniet, synes væsenligst at være en kunstnerisk konstruktion. Motivet demonstrerer Aksel Sandemoses Jantelov.

   Derimod er der fuldt belæg for hver lille del af Strauss’ lange kampagne mod Oppenheimer. Det bliver i filmen fremstillet en smule firkantet, fordi Nolan lader Robert Downey Jr. udsige sine bevæggrunde, da han selv bliver et offer for planen til slut. Dialogen er hentet fra Bird og Sherwins konklusioner. Men effekten og tematikken er i bund og grund de samme.

   Biografien understøtter fjendskabet. Noget af det bedste i Nolans film er denne lille ting, som lykkes mellem alle de store tanker og billeder: Som tilskuer er man spændt på at se Trinity eksplodere og følge kædereaktionen, som det nye våben sætter i gang. Men man er næsten lige så spændt på at høre, hvad Einstein egentlig sagde til sin yngre kollaga, da de hviskede sammen nede ved søen.

KONTEKSTEN er selv i forenklet form meget indviklet. Robert og Kitty Oppenheimer havde kommunistiske sympatier, hun var forhenværende partimedlem. Frank Oppenheimer, Roberts bror, var aktivt partimedlem. Men general Grover kunne se, at »Oppie« var videnskabsmanden, der kunne samle sine fæller, håndtere logistikken og aflevere et kernevåben til tiden.

   Oppenheimer fik anfægtelser, men han blev ved med at se sit værk som nødvendigt. På Niels Bohrs foranledning var det hans hensigt at tale stormagterne fra at optrappe våbenkapløbet. »De vil lytte til dig,« siger Bohr i filmen, hvor koryfæet bliver fremstillet af Kenneth Branagh.

   Oppenheimers tvivl og samvittighed gør ikke indtryk på Harry S. Truman, som spilles med hårdkogt bravur af Gary Oldman. Der bliver indledningsvis udvekslet høflige fraser, da de mødes i Det Ovale Kontor. Så formulerer Robert sit ønske om, at man ikke går videre med Tellers brintbombeprogram, men nedruster og drøfter fred med Sovjetunionen. Truman tror knap sine øren.

   Da Robert taler om, hvordan japanerne ser på ham efter Hiroshima og Nagasaki, tager Truman handskerne af. »Tror du, at japanerne giver en flad skid for, hvem der byggede bomben? Det var for helvede mig, der kastede den,« siger præsidenten. Oppenheimer overhører Trumans ord til sin forsvarsminister: »Don’t let that crybaby in here again.«

   Oppenheimer mister kontrollen i samme sekund, Trinity-testen lykkes. »No offense, but we’ll take it from here,« siger en soldat, da Oppenheimer vil give ham anvisninger. Han kritiserer regeringens politik efter krigen. »Atombombens far« er på forsiden af Time og Life, men det er søm i hans egen ligkiste. »Han ville have ophavsret over bomben,« vrænger Lewis Strauss mange år senere. Det var det værste. Dét og så Roberts kvalmende anger.

OPPENHEIMER vidnede faktisk for HUAC-kommissionen i 1949. Det springer filmen over. Kernen er den ydmygende høring, som finder sted i 1954, da det lykkes Strauss at iscenesætte sin skueproces. Den finder sted bag lukkede døre, og kun anklageren har aktindsigt. Der er aldrig tale om, at man vil dømme Oppenheimer for noget. »Vi straffer ham jo ikke. Vi tager bare noget væk,« er argumentet, som Strauss retfærdiggør sine handlinger med.

   Strauss har behændigt sørget for, at han ikke selv fører kniven. Det gør angiveren Benton, der skriver til J. Edgar Hoover, og det gør i særdeleshed anklageren Robert Robb (en svinehund spillet med klar nydelse af Jack Cole). For Strauss ved, at Oppenheimer er en fremragende retoriker. Han skal derfor ikke have en platform ved en offentlig McCarthy-proces. Høringen foregår i et lurvet baglokale med lugt af tavlekridt og våd gulvklud. Det er herfra, at »the destroyer of worlds« tænker frem og tilbage, husker det hele og aner, hvad der venter. Her er fortællingens inderste punkt.

KAI Bird og Martin J. Sherwin skriver i American Prometheus:

 »I et par år efter Anden Verdenskrig var videnskabsmænd blevet betragtet som en ny klasse af intellektulle, medlemmer af et politisk præsteskab, der legitimt kunne tilbyde deres ekspertise ikke kun som videnskabsmænd, men som offentlige filosoffer. Efter udelukkelsen af Oppenheimer vidste forskerne, at de i fremtiden kun kunne tjene staten som eksperter i snævre videnskabelige spørgsmål.

   Som sociologen Daniel Bell senere bemærkede, betød Oppenheimers prøvelser, at efterkrigstidens »messianske rolle« nu var slut. Forskere, der arbejdede inden for systemet, kunne ikke afvige fra regeringens politik, som Oppenheimer havde gjort ved at skrive sit essay om udenrigsanliggender fra 1953, og stadig forvente at tjene i regeringens rådgivende bestyrelser.«

Det er i hvert fald sandt, at der skete et skift. Vi hørte aldrig forskernes mening om noget, da jeg var dreng i 1960'erne. Niels Bohr havde alfaderlig status, fordi han havde fået Nobelprisen og ville noget godt med atomkraften nede på Risø. I 1970'erne blev videnskabsmænd for det meste set som systemets lakajer. De havde ikke længere rockstjernestatus. Nolan siger, at han første gang hørte om Oppenheimer i Stings ballade »Russians« fra albummet The Dream of the Blue Turtles (1985): »How can I save my little boy/ from Oppenheimer’s deadly toy?«

   Jeg tilstår at have det lige sådan. I begyndelsen var Bomben bare Bomben. Arsenalet var en naturlov; den kolde krig skyldtes historiske kræfter. Det var uklart og egentlig irrelevant, hvem arkitekterne var. På den måde fik præsident Truman jo ret. Hele verden ved, hvad der skete med Hiroshima og Nagasaki. Manhattan-projektet skal hver gang forklares fra bunden.

FØRSTE gang jeg fik øje på mennesket bag navnet, var i 1996, da jeg besøgte U.S. Virgin Islands på en familietur. Vi rejste rundt i Paradis og var endnu ikke mere woke, end at man kunne føle en vis nostalgisk samhørighed. Vi boede en uge på hver af øerne, St. Croix, St. Thomas og St. John, i det gamle Dansk Vestindien. Vi syntes ikke, at vi kom som oldebørn af koloniherrer. Det var bevidsthedsudvidende og erfaringsoverskridende på alle måder.

   En dag var vi på tur ved Hawksnest Bay på St. John, den mest afsondrede og mindst amerikaniserede af øerne. Vi standsede ved stranden for at bade i endnu en lagune og så taget af en lav gul bygning med fladt gråt tag. »Det er Oppenheimers hus,« sagde guiden og fortalte kort historien. Han sagde, at Oppenheimer fik dybe depressioner, da han indså, hvilke kræfter han havde udløst. At han slog sig ned her for at være i fred. Og at det siden blev datteren Tonis hus.

   Igen er det ikke helt sådan, det var, men det er en del af historien, som mærkelig nok aldrig bliver brugt i dramatiske portrætter. Nolan gør det heller ikke i Oppenheimer. Han sætter punktum efter 1954-høringen og vælger i stedet at følge med Lewis Strauss frem til senatshøringen i 1959, da Oppenheimer indirekte får oprejsning. For Strauss bliver ikke godkendt til embedet som ny handelsminister. Tre nye senatsmedlemmer stemmer imod. Den ene er, siger rådgiveren, en ung demokrat fra Massachusetts. »Hvad hedder han?« snerrer Strauss. Svaret er naturligvis: »John F. Kennedy«.

I American Prometheus fortæller Bird og Sherwin udførligt om familien Oppenheimers sidste år på St. John. De kom, fordi stedet mindede Robert om New Mexico, hvor han og Frank altid havde følt, at de kunne udleve cowboydrømmen.

   Dét træk bruger Nolan behændigt. I begyndelsen bærer Oppenheimer uniform i Los Alamos. Det har Grover insisteret på. »Sig til Grover, at han kan skide i sin hat,« siger Isidor Rabi (David Krumholtz), som modstræbende indvilliger i at hjælpe med bomben. »Modstræbende,« fordi han som mange af de andre videnskabsmænd ikke har forestillet sig, at 300 års forskning skal kulminere i fremstillingen af masseødelæggelsesvåben. Så i næste scene bærer Robert den ikoniske Stetson fra Los Alamos.

   Efter processen i 1954 kom Kitty og Robert til St. John med deres børn. De boede først hos et par venner, Nancy og Bob Gibney, som siden blev deres ærkefjender. De blev i gæsteværelset i et år og fyldte huset med Kittys alkoholisme og Roberts mindst flatterende manerer. Værtsparret lod sig overtale til at sælge det stykke af stranden, hvor Robert siden rejste sit hus. Der var et rent, aflangt rum med en lav mur, som adskilte soveafdelingen fra resten. Huset havde kun tre vægge. Den fjerde var åben ud mod havet.

   Oppenheimer fik strubekræft, blev tyndere i sine sidste år og drak sig fra smerterne inde i huset, hvor parret boede ni måneder af året. Da han døde fandt Kitty sammen med en gammel ven. Hun døde hun på en rejse i 1972. Datteren Toni kom til St. John for at være i fred efter to skilsmisser. Hun tog sit liv i huset, der siden blev ødelagt i en orkan, men den første hytte er der endnu. Og stranden hedder Oppenheimer Beach.

CHRISTOPHER Nolan (f. 1970) har lavet 12 lange biograffilm + plus fire korte arbejder, der typisk er udkast til senere features. Alle blev succeser og nyder stor respekt, hos publikum såvel som hos de allerfleste kritikere. Hovedparten af værkerne er, hvad man kunne kalde cerebrale genrefilm. I begyndelsen skrev Christopher ofte sammen med sin lillebror, Jonathan Nolan (f. 1976).

   Nolan er en af de sidste filmskabere, som insisterer på (og får mulighed for) at bruge analog 70 mm og redigere på råfilm. Han sværger til biografoplevelsen. Nogle film er bestillingsopgaver. Det gælder genindspilningen af Erik Skjoldbjærgs norske Insomnia (2002), filmatiseringen af Christopher Priests The Prestige (2006) og de mørke stykker i Batman-trilogien (2005-2012) med Christian Bale. Her kan Nolan arbejde med en traditionel fortælling, der deler sig i akter og bruger en konventionel kronologi.

   Mere ambitiøse i narrativ forstand er de originale manuskripter: Memento (2000), Inception (2010), Interstellar (2014), Dunkirk (2017) og Tenet (2020). I sine »egne« historier har Nolan udviklet en kværnende, langsomt roterende form, der samler sporene lidt efter lidt, mens den drejer.

CENTRIFUGEPRINCIPPET var den styrende kraft i Inception; det var normen på stranden i Dunkirk og punktet i midten af Tenet, hvor tiden går både frem og tilbage, så nuet bliver et palindrom. Her brugte Nolan flere ideer fra Oppenheimer. Mens forskerne regner på konsekvenser af Trinity-testen, er det et øjeblik en mulighed, at bomben vil udløse en kædereaktion, der ikke kan standses. At man vil starte verdens undergang.

   Inception og Tenet er psykedeliske spændingshistorier, hvor virkeligheden bliver bøjet og strakt. I Dunkirk og Oppenheimer er Nolan tydeligvis interesseret i at arbejde uden for genreformatet. Det er naturligvis paradoksalt, at fravalget af effekter kan blive en effekt i sig selv. Men det er soberheden og sagligheden, der giver Oppenheimer ekstra vægt: at tryllekunstneren holder igen.

   Han bruger stadig centrifugeprincippet som narrativ motor, snarere end den traditionelle kronologiske fremdrift. Der er fire perioder, fire niveauer, som filmen klipper til og fra. Det passer perfekt til en erkendelse som Oppenheimers: tiden der er uden anden slutning end begyndelsen. Fra det første Big Bang til det sidste: »I am become the destroyer of worlds.«

STOFFET i Oppenheimer kunne mageligt være bredt ud i tre eller fem akter med en lineær struktur. Det gør forlægget American Prometheus. Det er en lang og lidt klodset biografi, som fortæller historien fra start til slut. Nolan åbner i stedet mysteriet. Han klipper og skærer og scanner behændigt, så strukturen bliver en drejende masse af indfoldede, koncentriske cirkler. Som en blomst, der åbner sig i time lapse. Eller en bombe, der eksploderer.

   Yderst er høringen i baglokalet, inderst er de ti minutter, hvor prøvesprængningen finder sted. For en fremstillingspris på 100 mio. dollars, kunne Oppenheimer være fuld af effekter. Det er ikke tilfældet. I og for sig er der kun én: »Indretningen« som imploderer, først i lang, dyb tavshed, så i en kogende kulde af ild og bestråling. Det siges, at man virkelig bragte et våben til eksplosion. Det skal nok være rigtigt. Det ser i hvert fald sådan ud.

   Nolan ved, at vi alle har set paddehatteskyen på film mange gange, i dokumentarer såvel som i fiktion. Han ved, at vi kan forestille os Hiroshima og Nagasaki uden at se de forfærdende billeder igen. Så i Oppenheimer hører vi om krigen i det fjerne. Vi ser aldrig de ødelagte byer tæt på.

VI følger i stedet hemmelighedskræmmeriet, som Grover arrangerer for at undgå spionage. Der er fire centre, som ikke ved, hvad de øvrige arbejder på. Oppenheimer bryder konstant disse regler. Som skildret i biografien, var han om muligt mere skødesløs, end han bliver fremstillet her. Bohr er fornuftens stemme. Einstein er en alfaderlig mentor. Teller er den konfliktfulde Judas blandt disciplene. Han vil trods alt bare bygge sin brintbombe.

   Oppenheimer er midt i det hele. Cillian Murphy spiller ham i alle scener med fuld dækning, og Nolan satser mere på hans mørke blik og markerede ansigt end på effektbilleder af sorte huller og Fat Boy, der imploderer. Fortællingen undlader at gøre ham større eller mindre, end han var. Nolan fravælger patos, suspense og kinetisk action. Det gør han for, at vi kan se portrættet helt klart.

GÅ selv ind og se og lær af historien. Æstetikken er altid uovertruffen. Nolan bliver sammenlignet med Stanley Kubrick, men har mindre humor og mere gammeldags gravitas. Han er snarere sin generations David Lean, og med Oppenheimer leverer han et hovedværk på højde med Lawrence of Arabia. Måske bliver det Christopher Nolan, som færdiggør Leans ufuldendte Nostromo.

Filmen var Oscar-nomineret i 13 kategorier og modtog 7 priser ved den 96. Academy Awards-uddeling 10.03.24: Best Motion Picture of the Year (Emma Thomas, Charles Roven, Christopher Nolan); Best Achievement in Directing (Christopher Nolan); Best Achievement in Cinematography (Hoyte Van Hoytema); Best Achievement in Film Editing (Jennifer Lame); Best Performance by an Actor in a Leading Role (Cillian Murphy); Best Performance by an Actor in a Supporting Role (Robert Downey Jr.); Best Achievement in Music Written for Motion Pictures (Ludwig Göransson). Oppenheimer har til dato modtaget 326 filmpriser. 

Se også Christopher Nolan: Insomnia (2002); Christopher Nolan: Batman Begins (2005); Slipstream | Christopher Nolan: The Prestige (2006); Christopher Nolan: The Dark Knight (2008); Christopher Nolan: Inception (2010); Christopher Nolan: The Dark Knight Rises (2012); Christopher Nolan: Interstellar (2014) [Sci-Fi 100]; Christopher Nolan: Tenet (2020). 

Oppenheimer. Instr. & manus: Christopher Nolan. Foto: Hoyte van Hoytema. 180 min. UK-USA 2023. Dansk premiere: 20.07.2023.

Kai Bird & Martin J. Sherwin: American Prometheus: The Triumph and Tragedy of J. Robert Oppenheimer. 722 s. Random House/ Vintage Books, 2005.

Fotos: Universal Studios/ Atlas Entertainment/ Gadget Films/ Syncopy/ Universal Pictures Home Entertainment/ Time-Life/ NBC/ CBS/ Cinematerial/ MoviestillsDB/ 

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Filmen er udgivet på blu-ray og 4K Ultra HD fra Universal Studios 21.11.2023

Teksten lagt på POV.International 29.07.2023.

Richard Attenborough: Chaplin (1992)

EN KILLING I VILDNISSET
En biopic om Charles Chaplin

Af BO GREEN JENSEN

RICHARD Attenborough (1923-2014) er ikke et varmt navn for tiden. Skuespilleren er for yngre mennesker ensbetydende med den excentriske rigmand John Hammond, som bygger Jurassic Park (1993) i Steven Spielbergs filmatisering af Michael Crichtons eventyrroman om en temapark, der løber løbsk. Instruktøren huskes for biopics, der var velmenende, sentimentale og frem for alt for uinteressante som film.

   Det er, fordi man forveksler hans samlede værker med storfilmen Gandhi (1982), et tre timer langt stykke humanitær kitsch, som understregede at instruktøren ikke var den David Lean, han efterhånden blev forvekslet med. Onde tunger sagde, at Attenborough toppede som filmkunstner, da han i 1947 spillede Pinkie, det katolske kryb, i John Boultings Graham Greene-filmatisering Brighton Rock. Måske er der noget om snakken.

   Attenborough blev med tiden garant for enestående usexede film, som ingen kunne have noget imod. Hans filmversion af musicalen A Chorus Line (1985) er en af de mest livløse scene-til-lærred overførsler, der er drejet overhovedet. Young Winston (1972) var en af de biopics, som gav genren ry for at være støvet og lukket, mens A Bridge Too Far (1977, da. Broen ved Arnhem) var en af de krigsfilm, som gjorde genren svær og anakronistisk, indtil Francis Ford Coppola lavede Apocalypse Now.

   Med Stephen Biko-biografien Cry, Freedom (1987, da. Et råb om frihed) forseglede Attenborough selv den bås, han var blevet sat i. Der er ikke noget galt med forfatterportrætterne i Shadowlands (1993) – om C.S. Lewis – og In Love and War (1997) – om den unge Ernest Hemingway. De er bare umådelig mainstream. Hans sidste film, Closing the Ring (2008), kom i Danmark kun ud på dvd. 
   Også Attenboroughs film om Charles Chaplin ankom med nedslående forhåndsomtale. Og man var tilbøjelig til at tro den. Derfor var Chaplin så meget mere af en overraskelse. Det er en god film, som trods alle sine fejl og mangler både rammer og rummer det egentlige: sjælen eller kernen i Chaplins tidløse værk.

VIST er der problematiske sider ved filmen. Skønt den spiller et godt stykke over tre timer, får man aldrig det episke sug, som er et af genrens adelsmærker (og som for eksempel Spike Lee formår at give Malcolm X i sin biografiske tour de force fra samme år). Chaplin klipper fra starten sig selv i stykker ved at vælge en fragmentarisk, flashback-baseret struktur, som snarere ligner en nødløsning end en egentlig metode.
   Filmen er baseret på Chaplins selvbiografi fra 1964, kombineret med nogle tekniske lån fra David Robinsons Chaplin: His Life and Art. Ideen var i første omgang Diana Hawkins', men siden har manuskriptet ligget hos tre forfattere: William Boyd (der som ophavsmand til romanen The New Confessions har følt sig på hjemmebane i stoffet), Bryan Forbes (1926-2013) og William Goldman (1931-2018). Det er med andre ord et klassisk eksempel på, at nok så mange gode kokke ikke er til megen gavn, når de skal arbejde sammen.
   Goldman – der i kraft af manuskriptet til Butch Cassidy and the Sundance Kid (1969) regnes for kapaciteten på feltet – træder gerne til og glatter ud og lapper sammen, når et færdigt manuskript har problemer. Det er ikke godt at vide, hvordan Chaplin har set ud, før han kom til. I hvert fald er der stadig rigeligt med løse ender og døde punkter. Det er ikke for meget at sige, at i episk og narrativ henseende falder filmen sammen som et korthus, hvis man ser kritisk på den for længe ad gangen.

FILMEN koncentrerer sig om Chaplins amerikanske år, fra han som 25-årig ankommer til Hollywood og Mack Sennetts Keystone-studier i 1914, til han i 1952 i praksis landsforvises sammen med sin fjerde hustru, Oona O'Neill.

   Den aktuelle anledning er Joan Barrys faderskabssag mod Chaplin, men den er blot et påskud, som gribes i farten og repræsenterer kulminationen på et 30 år langt fjendskab mellem komikeren med Lolita-komplekset og de socialistiske sympatier og FBI–direktøren J. Edgar Hoover, som fra starten fandt Chaplin amoralsk, uansvarlig og især utiltalende, efter at denne ved et middagsselskab havde nægtet at snakke ham efter munden.
   I Mit liv skriver Chaplin selv næsten forsonligt om Hoover: »Når man først har vænnet sig til et temmelig brutalt ansigt og en brækket næse, virker han helt behagelig.« Men han er ikke i tvivl om, at det på kommunistforskrækkelsens og McCarthy-hysteriets højeste var Hoovers håndlanger Tippy Gray – »en negativ overfladisk type med et permanent, tomt smil, der irriterede mig ikke så lidt« – som effektuerede den ydmygende eksilering.

   Attenborough lader Kevin Dunn spille Hoover som en tølper uden nuancer. Og han sætter i praksis punktum for sin film, da Chaplin sejler til Europa i 1954.

ALLIGEVEL ofrer filmen energi på en lang og ujævn prolog om Charlies cockney–opvækst. Geraldine Chaplin spiller sin egen mormor, Charlies sindsforvirrede mor Hannah Chaplin, der mister sine børn ved samme brutale fremfærd fra myndighedernes side, som Chaplin og drengen udsættes for i The Kid (1921, da. Chaplins plejebarn). John Thaw (alias Inspector Morse) er grotesk fejlcastet som impressarioen Fred Karno, der giver Chaplin hans første engagement. Overhovedet er prologen som en bastant og næsten ufrivilligt komisk forfilm til Chaplins liv. Der smøres så tykt på i lokalkoloritten og music hall-atmosfæren, at man ved pressevisningen skruer forventningerne ned og forbereder sig på en lang og stiv formiddag.

DET er da Charlie kommer til Amerika, at filmen kommer undervejs og under vejr med sig selv. I et telt i en mudderpløret mineby i Montana oplever Chaplin for første gang filmen i form af en primitiv one reeler, og han er bjergtaget. Operatøren må køre strimlen seks gange, Charlie tager over og har stadig ikke fået nok, mens også John Barrys fine underlægningsmusik begynder at vise sig opgaven voksen.
   Som turnerende pauseklovn i USA har Chaplin fået et godt tilbud fra Mack Sennett, manden bag The Keystone Cops. Han tager det næste tog til Californien, har ganske mange begyndervanskeligheder, men kommer så i et himmelsk indfald på figuren The Tramp, altså den Lille Vagabond, som han spillede i 75 film og som blev en af århundredets første populærkulturelle totemfigurer. Dan Aykroyd spiller Mack Sennett med bravour, og Marisa Tomei er rørende krukket som divaen Mabel Normand, der også vil instruere, men fra og med disse scener bliver Chaplin helt og holdent Robert Downey Jr.'s film.

DEN 27–årige Downey har tidligere gjort sig bemærket med nogle store method acting–ture i dusinprodukter fra Hollywoods teenageafdeling. Især som katastrofemennesket Julian i Mariek Kanievskas filmatisering af Bret Easton Ellis' Less Than Zero (1987, da. Livet i overhalingsbanen) gjorde Downey indtryk, men hvad han gør med sin Chaplin er så opsigtsvækkende indlevet og selvfølgeligt, at man bæres med på hans præstation. Han tager Chaplin-rollen på sig i en grad, som strækker sig langt videre end til den fysiske lighed.
   Hvor Dustin Hoffman, Billy Crystal, Robin Williams og de øvrige 27 stjerner, der blev prøvefilmet til rollen, uvægerligt ville have forvandlet filmen til et nummer, glider den (dengang) relativt ubeskrevne Downey i ét med sin karakter og giver Attenboroughs fremstilling en troværdighed, som den egentlig burde have forpasset gennem sin klodsede fortælleteknik. Skuespilleren var Oscar–nomineret for sin Chaplin. Det er Robert Downey Jr., som bærer filmen og giver den liv.

EN bedre titel kunne være The Tramp. Det er om den side og de år af Chaplins virke, at filmen koncentrerer sig, mens den sidste del af hans liv springes over og afgørende arbejder som Monsiur Verdoux (1947) simpelt hen forties helt. Mens Den Lille Vagabond styrer filmen, er fortællerstemmen overflødig, men vi tvangsindlægges alligevel til at lytte.
   Rammen om filmen er nemlig, at Chaplin i 1964 sidder i Vevey i Schweiz og uddyber nogle »vage punkter« i My Autobiography for en tungnem forlagsredaktør, som Anthony Hopkins distræt lægger skikkelse til. »Men her er du lidt vag, Charlie,« siger Hopkins for eksempel. »Her er du nødt til at hjælpe læserne lidt.« Hvorpå Downey i tyk paradesminke begynder at fortælle udførligt om banale forhold, som billederne bærer og viser langt bedre.
   Denne struktur er et besynderligt fejlgreb. Det er pædagogen Attenboroughs definitive mistillidserklæring til sit publikum, men det røber også en besynderlig mangel på tillid til instruktørens egne evner som billedfortæller. Netop Attenborough burde vide, at filmen er stærk nok. Og det er den virkelig. I sin sidste time bruger den flittigt løs af originalt materiale, klip fra The Kid, The Gold Rush,(1925, da. Guldfeber) Modern Times (1936, da. Moderne tider) og The Great Dictator (1940, da. Diktatoren), men selv over for originalen kommer Downey faktisk ikke til kort.

DET er i slutscenen, da Chaplin som 82-årig vender tilbage til USA for at tage imod en æres-Oscar, at strømmene føjes sammen og konvergerer. Vi ser Chaplins ansigt, mens han ser på kavalkaden af gamle klip, som han har frygtet ville være for sentimentale, primitive, corny, alt hvad han ellers har fået skyld for at være. Da »The Tramp« og »The Kid« – Chaplin og Jackie Coogan – omfavner hinanden for sidste gang i The Kid, og Downeys ansigt i forgrunden bliver vådt af tårer, mens Chaplins egen musik bruser den gamle filmstump frem til sit næsten ubærligt patetiske crescendo, ja da bliver Attenborughs film virkelig, hvad man må tro, den gerne vil være: en storslået vindikation af sit emnes store sentimentale form, en apoteose for alt ,som er stumfilm og Chaplinesque. Det er, hvad man kalder katarsis.

FILMENS tese er ellers, at Chaplin som purung tabte sit hjerte til korpigen Hetty Kelly og siden søgte hendes billede i alle de pigekvinder, han enten havde et forhold til eller giftede sig med: Mildred Harris, Lita Grey, Paulette Goddard og Oona O'Neill.
   Attenborough lader Moira Kelly spille både Hetty og Oona, mens også Edna Purviance og Joan Barry behandles udførligt. En læbestiftsglinsende scene med Lita Grey antyder skamfuldt, hvad Charlie har villet med de mange meget unge kvinder, men kun Diane Lane som Goddard og Kelly som Oona O'Neill får lov at gøre indtryk.
   Mary Pickford (Maria Pitillo) skildres som en nøjeregnende misantrop, mens hendes gavmilde mand Douglas Fairbanks i Kevin Klines behændige skikkelse bliver det sentimentale nummer, som Downey Jr.'s Chaplin netop ikke er. Rekonstruktionen af det tabte og gyldne, men aldrig uskyldige Hollywood er ellers så kærlig som man kunne forvente.

FILMEN lader Chaplin beholde sit format, og den prøver ikke på at pille særligt ved det glansbillede, han selv tegner i Mit liv. Til gengæld rammer den med ægte følelse kernen i hans værk, og den giver os med sin stjerne Robert Downey Jr. en fuldt flyvefærdig karakterskuespiller for 1990erne. 
   Man har også lov at håbe, at Chaplin i 11. time redder sin titelfigur fra erindringshullerne. I hvert fald er de ti største film sendt ud på video, og selvbiografien bliver atter læst. I denne citerer Chaplin selv det digt, »Chaplinesque«, hvormed Hart Crane i 1928 tilegnede ham sin samling White Buildings.

   I sidste strofe rammer Crane præcist det unikke ved Chaplin, som også Attenborough strejfer i glimt: »Legen skaber skæve smil; men vi har set/ månen i de øde gyder gøre/ en tom skarnkasse til en latterkalk/ og gennem lyd af lystighed og søgen/ hørt en killing i vildnisset.«

Se også Store instruktører: Charles Chaplin 1889-1977 [Evig latter].

Chaplin (Chaplin). Instr.: Richard Attenborough. Manus: William Boyd, Bryan Forbes, William Goldman. Foto: Svend Nykvist. UK-Frankrig-Italien-Japan-USA 1992. Dansk premiere: 19.03.1993.

Fotos: Carolco Pictures/ Canal+/ JBS/ RCS Video/  Lionsgate Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab

Filmen streames (i maj 2025) på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Store

2K Blu-ray fra Lionsgate Films (regionsfri) 15.02.2011

Anmeldelsen trykt første gang  i Weekendavisen Kultur 19.03.1993.