Richard Attenborough: Chaplin (1992)

EN KILLING I VILDNISSET
En biopic om Charles Chaplin

Af BO GREEN JENSEN

RICHARD Attenborough (1923-2014) er ikke et varmt navn for tiden. Skuespilleren er for yngre mennesker ensbetydende med den excentriske rigmand John Hammond, som bygger Jurassic Park (1993) i Steven Spielbergs filmatisering af Michael Crichtons eventyrroman om en temapark, der løber løbsk. Instruktøren huskes for biopics, der var velmenende, sentimentale og frem for alt for uinteressante som film.

   Det er, fordi man forveksler hans samlede værker med storfilmen Gandhi (1982), et tre timer langt stykke humanitær kitsch, som understregede at instruktøren ikke var den David Lean, han efterhånden blev forvekslet med. Onde tunger sagde, at Attenborough toppede som filmkunstner, da han i 1947 spillede Pinkie, det katolske kryb, i John Boultings Graham Greene-filmatisering Brighton Rock. Måske er der noget om snakken.

   Attenborough blev med tiden garant for enestående usexede film, som ingen kunne have noget imod. Hans filmversion af musicalen A Chorus Line (1985) er en af de mest livløse scene-til-lærred overførsler, der er drejet overhovedet. Young Winston (1972) var en af de biopics, som gav genren ry for at være støvet og lukket, mens A Bridge Too Far (1977, da. Broen ved Arnhem) var en af de krigsfilm, som gjorde genren svær og anakronistisk, indtil Francis Ford Coppola lavede Apocalypse Now.

   Med Stephen Biko-biografien Cry, Freedom (1987, da. Et råb om frihed) forseglede Attenborough selv den bås, han var blevet sat i. Der er ikke noget galt med forfatterportrætterne i Shadowlands (1993) – om C.S. Lewis – og In Love and War (1997) – om den unge Ernest Hemingway. De er bare umådelig mainstream. Hans sidste film, Closing the Ring (2008), kom i Danmark kun ud på dvd. 
   Også Attenboroughs film om Charles Chaplin ankom med nedslående forhåndsomtale. Og man var tilbøjelig til at tro den. Derfor var Chaplin så meget mere af en overraskelse. Det er en god film, som trods alle sine fejl og mangler både rammer og rummer det egentlige: sjælen eller kernen i Chaplins tidløse værk.

VIST er der problematiske sider ved filmen. Skønt den spiller et godt stykke over tre timer, får man aldrig det episke sug, som er et af genrens adelsmærker (og som for eksempel Spike Lee formår at give Malcolm X i sin biografiske tour de force fra samme år). Chaplin klipper fra starten sig selv i stykker ved at vælge en fragmentarisk, flashback-baseret struktur, som snarere ligner en nødløsning end en egentlig metode.
   Filmen er baseret på Chaplins selvbiografi fra 1964, kombineret med nogle tekniske lån fra David Robinsons Chaplin: His Life and Art. Ideen var i første omgang Diana Hawkins', men siden har manuskriptet ligget hos tre forfattere: William Boyd (der som ophavsmand til romanen The New Confessions har følt sig på hjemmebane i stoffet), Bryan Forbes (1926-2013) og William Goldman (1931-2018). Det er med andre ord et klassisk eksempel på, at nok så mange gode kokke ikke er til megen gavn, når de skal arbejde sammen.
   Goldman – der i kraft af manuskriptet til Butch Cassidy and the Sundance Kid (1969) regnes for kapaciteten på feltet – træder gerne til og glatter ud og lapper sammen, når et færdigt manuskript har problemer. Det er ikke godt at vide, hvordan Chaplin har set ud, før han kom til. I hvert fald er der stadig rigeligt med løse ender og døde punkter. Det er ikke for meget at sige, at i episk og narrativ henseende falder filmen sammen som et korthus, hvis man ser kritisk på den for længe ad gangen.

FILMEN koncentrerer sig om Chaplins amerikanske år, fra han som 25-årig ankommer til Hollywood og Mack Sennetts Keystone-studier i 1914, til han i 1952 i praksis landsforvises sammen med sin fjerde hustru, Oona O'Neill.

   Den aktuelle anledning er Joan Barrys faderskabssag mod Chaplin, men den er blot et påskud, som gribes i farten og repræsenterer kulminationen på et 30 år langt fjendskab mellem komikeren med Lolita-komplekset og de socialistiske sympatier og FBI–direktøren J. Edgar Hoover, som fra starten fandt Chaplin amoralsk, uansvarlig og især utiltalende, efter at denne ved et middagsselskab havde nægtet at snakke ham efter munden.
   I Mit liv skriver Chaplin selv næsten forsonligt om Hoover: »Når man først har vænnet sig til et temmelig brutalt ansigt og en brækket næse, virker han helt behagelig.« Men han er ikke i tvivl om, at det på kommunistforskrækkelsens og McCarthy-hysteriets højeste var Hoovers håndlanger Tippy Gray – »en negativ overfladisk type med et permanent, tomt smil, der irriterede mig ikke så lidt« – som effektuerede den ydmygende eksilering.

   Attenborough lader Kevin Dunn spille Hoover som en tølper uden nuancer. Og han sætter i praksis punktum for sin film, da Chaplin sejler til Europa i 1954.

ALLIGEVEL ofrer filmen energi på en lang og ujævn prolog om Charlies cockney–opvækst. Geraldine Chaplin spiller sin egen mormor, Charlies sindsforvirrede mor Hannah Chaplin, der mister sine børn ved samme brutale fremfærd fra myndighedernes side, som Chaplin og drengen udsættes for i The Kid (1921, da. Chaplins plejebarn). John Thaw (alias Inspector Morse) er grotesk fejlcastet som impressarioen Fred Karno, der giver Chaplin hans første engagement. Overhovedet er prologen som en bastant og næsten ufrivilligt komisk forfilm til Chaplins liv. Der smøres så tykt på i lokalkoloritten og music hall-atmosfæren, at man ved pressevisningen skruer forventningerne ned og forbereder sig på en lang og stiv formiddag.

DET er da Charlie kommer til Amerika, at filmen kommer undervejs og under vejr med sig selv. I et telt i en mudderpløret mineby i Montana oplever Chaplin for første gang filmen i form af en primitiv one reeler, og han er bjergtaget. Operatøren må køre strimlen seks gange, Charlie tager over og har stadig ikke fået nok, mens også John Barrys fine underlægningsmusik begynder at vise sig opgaven voksen.
   Som turnerende pauseklovn i USA har Chaplin fået et godt tilbud fra Mack Sennett, manden bag The Keystone Cops. Han tager det næste tog til Californien, har ganske mange begyndervanskeligheder, men kommer så i et himmelsk indfald på figuren The Tramp, altså den Lille Vagabond, som han spillede i 75 film og som blev en af århundredets første populærkulturelle totemfigurer. Dan Aykroyd spiller Mack Sennett med bravour, og Marisa Tomei er rørende krukket som divaen Mabel Normand, der også vil instruere, men fra og med disse scener bliver Chaplin helt og holdent Robert Downey Jr.'s film.

DEN 27–årige Downey har tidligere gjort sig bemærket med nogle store method acting–ture i dusinprodukter fra Hollywoods teenageafdeling. Især som katastrofemennesket Julian i Mariek Kanievskas filmatisering af Bret Easton Ellis' Less Than Zero (1987, da. Livet i overhalingsbanen) gjorde Downey indtryk, men hvad han gør med sin Chaplin er så opsigtsvækkende indlevet og selvfølgeligt, at man bæres med på hans præstation. Han tager Chaplin-rollen på sig i en grad, som strækker sig langt videre end til den fysiske lighed.
   Hvor Dustin Hoffman, Billy Crystal, Robin Williams og de øvrige 27 stjerner, der blev prøvefilmet til rollen, uvægerligt ville have forvandlet filmen til et nummer, glider den (dengang) relativt ubeskrevne Downey i ét med sin karakter og giver Attenboroughs fremstilling en troværdighed, som den egentlig burde have forpasset gennem sin klodsede fortælleteknik. Skuespilleren var Oscar–nomineret for sin Chaplin. Det er Robert Downey Jr., som bærer filmen og giver den liv.

EN bedre titel kunne være The Tramp. Det er om den side og de år af Chaplins virke, at filmen koncentrerer sig, mens den sidste del af hans liv springes over og afgørende arbejder som Monsiur Verdoux (1947) simpelt hen forties helt. Mens Den Lille Vagabond styrer filmen, er fortællerstemmen overflødig, men vi tvangsindlægges alligevel til at lytte.
   Rammen om filmen er nemlig, at Chaplin i 1964 sidder i Vevey i Schweiz og uddyber nogle »vage punkter« i My Autobiography for en tungnem forlagsredaktør, som Anthony Hopkins distræt lægger skikkelse til. »Men her er du lidt vag, Charlie,« siger Hopkins for eksempel. »Her er du nødt til at hjælpe læserne lidt.« Hvorpå Downey i tyk paradesminke begynder at fortælle udførligt om banale forhold, som billederne bærer og viser langt bedre.
   Denne struktur er et besynderligt fejlgreb. Det er pædagogen Attenboroughs definitive mistillidserklæring til sit publikum, men det røber også en besynderlig mangel på tillid til instruktørens egne evner som billedfortæller. Netop Attenborough burde vide, at filmen er stærk nok. Og det er den virkelig. I sin sidste time bruger den flittigt løs af originalt materiale, klip fra The Kid, The Gold Rush,(1925, da. Guldfeber) Modern Times (1936, da. Moderne tider) og The Great Dictator (1940, da. Diktatoren), men selv over for originalen kommer Downey faktisk ikke til kort.

DET er i slutscenen, da Chaplin som 82-årig vender tilbage til USA for at tage imod en æres-Oscar, at strømmene føjes sammen og konvergerer. Vi ser Chaplins ansigt, mens han ser på kavalkaden af gamle klip, som han har frygtet ville være for sentimentale, primitive, corny, alt hvad han ellers har fået skyld for at være. Da »The Tramp« og »The Kid« – Chaplin og Jackie Coogan – omfavner hinanden for sidste gang i The Kid, og Downeys ansigt i forgrunden bliver vådt af tårer, mens Chaplins egen musik bruser den gamle filmstump frem til sit næsten ubærligt patetiske crescendo, ja da bliver Attenborughs film virkelig, hvad man må tro, den gerne vil være: en storslået vindikation af sit emnes store sentimentale form, en apoteose for alt ,som er stumfilm og Chaplinesque. Det er, hvad man kalder katarsis.

FILMENS tese er ellers, at Chaplin som purung tabte sit hjerte til korpigen Hetty Kelly og siden søgte hendes billede i alle de pigekvinder, han enten havde et forhold til eller giftede sig med: Mildred Harris, Lita Grey, Paulette Goddard og Oona O'Neill.
   Attenborough lader Moira Kelly spille både Hetty og Oona, mens også Edna Purviance og Joan Barry behandles udførligt. En læbestiftsglinsende scene med Lita Grey antyder skamfuldt, hvad Charlie har villet med de mange meget unge kvinder, men kun Diane Lane som Goddard og Kelly som Oona O'Neill får lov at gøre indtryk.
   Mary Pickford (Maria Pitillo) skildres som en nøjeregnende misantrop, mens hendes gavmilde mand Douglas Fairbanks i Kevin Klines behændige skikkelse bliver det sentimentale nummer, som Downey Jr.'s Chaplin netop ikke er. Rekonstruktionen af det tabte og gyldne, men aldrig uskyldige Hollywood er ellers så kærlig som man kunne forvente.

FILMEN lader Chaplin beholde sit format, og den prøver ikke på at pille særligt ved det glansbillede, han selv tegner i Mit liv. Til gengæld rammer den med ægte følelse kernen i hans værk, og den giver os med sin stjerne Robert Downey Jr. en fuldt flyvefærdig karakterskuespiller for 1990erne. 
   Man har også lov at håbe, at Chaplin i 11. time redder sin titelfigur fra erindringshullerne. I hvert fald er de ti største film sendt ud på video, og selvbiografien bliver atter læst. I denne citerer Chaplin selv det digt, »Chaplinesque«, hvormed Hart Crane i 1928 tilegnede ham sin samling White Buildings.

   I sidste strofe rammer Crane præcist det unikke ved Chaplin, som også Attenborough strejfer i glimt: »Legen skaber skæve smil; men vi har set/ månen i de øde gyder gøre/ en tom skarnkasse til en latterkalk/ og gennem lyd af lystighed og søgen/ hørt en killing i vildnisset.«

Se også Store instruktører: Charles Chaplin 1889-1977 [Evig latter].

Chaplin (Chaplin). Instr.: Richard Attenborough. Manus: William Boyd, Bryan Forbes, William Goldman. Foto: Svend Nykvist. UK-Frankrig-Italien-Japan-USA 1992. Dansk premiere: 19.03.1993.

Fotos: Carolco Pictures/ Canal+/ JBS/ RCS Video/  Lionsgate Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab

Filmen streames (i maj 2025) på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Store

2K Blu-ray fra Lionsgate Films (regionsfri) 15.02.2011

Anmeldelsen trykt første gang  i Weekendavisen Kultur 19.03.1993.

Som Spartacus: Dalton Trumbo 1905-1976

RØDE KANALER

Forfatteren Dalton Trumbo 1905-1976

Af BO GREEN JENSEN

FØRST en personlig erindring. I 1975, da små biografer med flere sale var en nyhed i Danmark, så jeg i ABCinema – som lå ved Rådhuspladsen, hvor Gloria ligger i dag – en mærkelig film, som jeg ikke kunne glemme. Jeg så den faktisk flere gange. Det var længe, før film kunne købes og streames.

   Filmen hed Johnny Got His Gun og handlede om en soldat, der var sprængt i stykker af krigen og reduceret til en torso. Hans lemmer var væk og det meste af hans ansigt. Han kunne se lidt med det ene øje, og filmen blev i hans perspektiv, et blåt slør med konturer af læger, som diskuterede, om de skulle slukke for ilten. Han lå for sig selv bag et forhæng. Som noget verden smed væk.

   Tilbageblik viste soldaten (Timothy Bottoms) som ung. Man så alle de ting, som han havde mistet: solskin, stemmer, kærlighed. Kameraet undgik kroppen uden lemmer. Man så kun, hvad Joe kunne se. I sin fantasi kunne han tale til Jesus, der blev spillet af Donald Sutherland, men han fik ikke noget svar.

   Johnny Got His Gun er en af de mørkeste film nogen sinde og stadig et af de mest radikale forsøg på at skildre en isoleret bevidsthed. Først 30 år senere gjorde Julian Schnabel noget lignende i Le scaphandre et le papillon (2007, da. Dykkerklokken og sommerfuglen).

SOM 19-årig filmfan kunne jeg læse mig til, at filmen var skrevet og instrueret af Dalton Trumbo. Dét i sig selv blev af tiden betragtet som en lille sensation. For Trumbo havde ti år før stået øverst på Hollywoods blacklist.

   Jeg havde hørt om den sorte liste. Nu blev den virkelig for mig. Jeg læste om House Un-American Activities Committee, den forhadte HUAC-komité, som udspurgte mistænkte kommunister; om »The Hollywood Ten«, som trodsede den, og om heksejægeren Joseph McCarthy. Jeg indså, sikkert for første gang, at det eskapistiske slaraffenland og den politiske virkelighed hørte sammen.

   Man hørte sjældent klar snak om Listen. Den var nærmest et mytologisk begreb. Første gang Hollywood selv brugte stoffet, var da Martin Ritt instruerede Zero Mostel og Woody Allen i The Front, (1976, da. Stråmanden), en mørk komedie om stråmanden, der lægger navn til et manuskript af en bandlyst forfatter.

   Det var allerede i 1971, at Dalton Trumbo skrev og instruerede Johnny Got His Gun, som blev vist på dét års Cannes Festival. Men det tog fire år at få filmen til Danmark.

NU har alt sin faste plads i historien. De fleste hovedpersoner er døde. Der er helte og skurke, klare linjer og rene hænder. Fred Zinnemanns Julia (1977) og Warren Beattys Reds (1981) banede vejen ved atter at skildre amerikanske kommunister sympatisk.

   Irwin Winklers Guilty by Suspicion (1991, da. Blacklistet) var den første storfilm om Sortlisten. Siden har der været så mange, f.eks. George Clooneys Good Night, and Good Luck (2004), at stoffet kan virke slidt og fortærsket. I brødrene Coens Hail, Caesar! (2016. da. Hil Cæsar!) er det hele blevet til mørkt farcestof – for øvrigt med Clooney som den frejdigt indbildske stjerne, der bliver bortført af kommunistiske manuskriptforfattere.

   Dalton Trumbo var en af de ti, som sagde nej til at vidne og udtale sig. De henviste til første paragraf i den amerikanske forfatning. De tabte sagen ved Højesteret, og Trumbo afsonede 11 måneder i et fængsel i Kentucky. Her mødte han den første formand for HUAC, som sad inde for skattesvindel. Sådan går det op og ned her i verden.*

   Trumbo sagde senere, at dommen var retfærdig. Han blev dømt for at udvise foragt for retten, og han følte kun foragt for denne standret.

   Det var en kendt sag, at Trumbo var kommunist. Han var medlem af partiet og agiterede åbent ved faglige konflikter. Man var vant til at tone talerne ned i hans manuskripter. Men han var en af de bedste i branchen, modtog i 1940 en Oscar for Kitty Foyle og fulgte succesen op med bl.a. The Remarkable Andrew (1942), der var baseret på hans egen roman, Tender Comrade (1943) med Ginger Rogers, A Guy Named Joe (1943, da. Flyvere dør aldrig), som 46 år senere blev til Steven Spielbergs Always, og Thirty Seconds over Tokyo (1944, da. 30 sekunder over Tokyo), som ingen kunne kalde uamerikansk.

   I 1947 havde Trumbo netop skrevet kontrakt for tre år med Louis B. Mayer, da kommunistjagten tog sin begyndelse. Her begynder Jay Roachs film om den ressourcestærke ener, som fik alt taget fra sig, men havde held og stædighed nok til at vinde det meste tilbage.

TRUMBO er en af de første, som bliver bekymret, da J. Parnell Thomas træder til som formand for HUAC. Forfatterne holder krisemøde hos skuespilleren Edward G. Robinson (Michael Stuhlbarg), som er en fellow traveler.
   Det er senere Robinson, som angiver sine venner. Han bliver presset af sladderjournalisten Hedda Hopper (Helen Mirren) og nationalhelten John Wayne (David James Elliott), som er de toneangivende medlemmer af MPA. Akronymet står for Motion Picture Alliance for the Preservation of American Ideals. Det var branchens eget forsøg på at komme HUAC i møde.

   MPA truede altid med boykot, hvis den-og-den kendte »forræder« ikke blev taget af filmen. På højden af det hele, i sommeren 1950, udkom pamfletten Red Channels, som navngav 151 »røde fascister og sympatisører«. Både HUAC og MPA havde folkelig opbakning. Kommunismen blev set som en sygdom.**

DER kastes cola på Trumbo i biografen, naboer fylder familiens swimmingpool med døde dyr. Kolleger som Arlen Hird (Louis C.K.) mister alt. Trumbo flytter med hustruen Cleo (Diane Lane) og tre børn til Mexico. Han skriver under pseudonym. Alligevel er det svært at få opgaver – selv til mindsteløn og uden kreditering. Listen stod i årevis.

   Filmens helte er de producenter, som trodser branchens selvcensur og ansætter Trumbo og hans kolleger. Det er i første omgang King Brothers Productions. Frank, Maurice og Herman King laver billige westerns og gangsterfilm, der er immune for truslen om boykot.

   Da Frank King får besøg af MPA, reagerer han ved at true igen med et boldtræ og erklærer, at han er i branchen »for the money and pussy«. Hopper og resten af hylekoret kan tage deres intimideringstaktik og putte den et vist sted hen. John Goodman er alle pengene værd som Frank King.

KING-brødrene lavede B-film om rummænd, der gjorde jordiske piger gravide. Men også krejlere kan drømme stort. Det var Frank King, som producerede The Brave One (1956), en mexicansk fortælling om en dreng, der prøver at redde en tyr fra arenaen. Trumbo havde gået med ideen gennem alle blacklist-årene. Filmen fik også dansk premiere med titlen Min bedste ven, Gitano.

   Trumbo skrev The Brave One under navnet Robert Rich. Tre år før havde han skrevet Roman Holiday (da. Prinsessen holder fridag) til William Wyler, som både producerede (for Paramount) og instruerede Audrey Hepburn og Gregory Peck i filmen. Trumbo fik kollegaen Ian McClellan Hunter (Alan Tudyk) til at sætte sit navn på manuskriptet, og ingen anede uråd, da Hunter modtog en Oscar for arbejdet.

   Da Trumbo fik en Oscar for The Brave One, vidste filmbyen godt, hvem forfatteren var. Kirk Douglas producerede Spartacus (1960) med sig selv i hovedrollen. Han lagde ikke skjul på, at det var Trumbo, som havde skrevet manuskriptet. Da Hedda Hopper truede ham, stod han fast.

SAMTIDIG havde Otto Preminger læst Leon Uris’ Exodus (1958) og mente, at Trumbo var manden, der kunne skabe orden i den viltre bestseller om staten Israels grundlæggelse. I Jay Roachs fremstilling konkurrerer Kirk Douglas (Dean O’Gorman) og Preminger (Christian Berkel) aktivt om Trumbos skrivetid. De passerer hinanden i døren til kontoret, hvor Trumbo holder rygsmerterne nede med whisky og benzedrin.

   Helt så tæt var løbet næppe, men det er sandt, at Douglas trodsede studiechefen og satte Trumbos navn på Spartacus, som Stanley Kubrick instruerede, da Preminger havde fortalt The New York Times, at Trumbo var forfatter på Exodus.

SÅ i 1961 havde Trumbo sit navn på to Oscar-nominerede storfilm. MPA satte alt ind på at få biografejere og publikum til at boykotte Spartacus. Det lykkedes ikke. Listen faldt for åben skærm, da den nyvalgte John F. Kennedy gik i biografen. Bagefter sagde han til pressen, at Spartacus var »a fine film«.

   Jay Roach fanger Hedda Hoppers ansigt, mens hun ser Kennedy tale på en tv-skærm. Helen Mirren har det ikke let som filmens grove pulverheks, der kalder jøder for kikes og smisker og truer. Hendes nederlag er bøjet i neon.

   Bryan Cranston spiller Trumbo med en doven elegance, der godt kan være trættende. Arlen Hird spørger på et tidspunkt, om det er nødvendigt at tale i sætninger, som man kan hugge i sten. Men filmen får afleveret sit budskab: at tanken er fri og at Hollywoods Berufsverbot var en skændsel. Man bryder ikke nogen lov ved at være kommunist.

   Det er i dagens USA stadig – eller atter – et kontroversielt udgangspunkt. Flere anmeldere gik i rette med filmens ideologi, for Trumbo var jo rød, ikke sandt? Så forstemmende ny-mccarthyismen nu er, gør den samtidig Trumbo stærkt relevant. Filmen sparker ikke åbne døre ind. Figurerne får med grovfilen, flere forhold er skåret i pap. Det kan åbenbart være nødvendigt.

FILMEN slutter med Trumbos rehabilitering. En skærmtekst oplyser, at han døde i 1976 og blev 70 år. Cleo Fincher Trumbo var 93, da hun døde i 2009. Der står også, at han instruerede Johnny Got His Gun efter sin egen roman fra 1939.

   Efter mange år fik jeg endelig fat i en fransk dvd med titlen Johnny s'en va-t-en guerre og kunne gense filmen, der gjorde indtryk. Det er stadig en af de definitive antikrigsfilm, men den handler især om at insistere på livet. Der er ingen oratoriske fanfarer, bare en overvældende stemning.***

   Trumbo lod sig ikke kue. Til sidst var han næsten en ny Spartacus.

Se også David Fincher: Mank (2020) [Oscars 2021]; Orson Welles: The Other Side of the Wind (1976/2018); Arthur Miller: The Crucible/Heksejagt (1953/1996).

*) Dalton Trumbo skrev romanen i 1938 og modtog en af de første National Book Award-priser (for årets mest originale bog). Johnny Got His Gun blev bragt som føljeton i The Daily Worker, der var den officielle partiavis, i 1940. Trumbo fik et indviklet forhold til bogen i 1942, da Tyskland brød ikke-angrebspagten med Sovjetunionen. De amerikanske kommunister havde agiteret for, at USA holdt sig ude af krigen. Nu støttede man krigen mod Tyskland. Romanen er genudgivet af Penguin i serien Modern Classics. I Cannes 1971 modtog filmen Juryens Grand Prix og blev kåret som årets bedste film af kritikersammenslutningen FIPRESCI. 

**) Bemærk, at det er Bertolt Brecht, som sidder bag Dalton og Cleo Trumbo på pressefotoet fra 1947. Det har altid undret mig, at flere ikke fulgte Brechts eksempel under HUAC-høringerne. De amerikanske vidner gennemgik mange samvittighedskvaler og havde dybe etiske overvejelser, før de enten nægtede at udtale sig eller endte med at angive fæller. Marxisten Brecht gik frejdigt og frivilligt i vidneskranken. Han sagde, at han aldrig havde været til kommunistiske møder eller tilhørt nogen version af partiet. Han gav sprogforbistring meget af skylden for måden, hans værker blev læst på. Desværre kunne han ikke hjælpe kommissionen. Vidneudsagnet blev ført til bogs, og Brecht rejste hjem til Europa, hvor han i 1949 fik sit eget spillehus i den nyoprettede stat DDR.

***) Johnny Got his Gun fik en chance mere, da James Hetfield og Lars Ulrich fra bandet Metallica brugte Trumbos bog som inspiration for sangen »One«  og citerede filmen i videoclippet til skæringen, som findes på albummet ...And Justice for All (1988). 

Trumbo. Instr.: Jay Roach. Manus: John McNamara. Foto: Jim Denault. 124 min. USA 2015. Dansk premiere: 11.02.2016.

Fotos: Bleecker Street Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Scanbox Entertainment/AP/ YouTube (Bleecker Street/eOne official trailer)

Trumbo streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Scanbox Entertainment (DK) 07.07.2016

Johnny Got His Gun streames på Apple TV, FlixOlé, YouTube Film

2K Blu-ray (regionsfri) fra Imprint (Australien) 06.04.2022

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 12.02.2016