Siegfried Lenz: Tysktime (1968/2019) [Bogen og filmen]

FORVALTNING AF FORTIDEN
Om pligt, skyld og historiske værdier

Af BO GREEN JENSEN

DET sortner for den unge Siggi Jepsens klare øjne, da han sidder i fængselsklassen på Stade og skal skrive en stil om emnet »Pligtens glæder«.

   Det burde være enkelt, men erindringen går i baglås. Der er så meget stof og ingen struktur. Han får åndenød og svedetur. Det er en umulig opgave.

   De andre skriver frejdigt løs, men Siggi afleverer et blankt stilehæfte efter tysktimen. Inspektøren sætter ham i isolation. Arbejdet skal jo gøres. Vi er i Tyskland i 1954. En hær af psykologer interesserer sig for de unge kriminelle.

   Vi er også i en roman af Siegfried Lenz (1926-2014), der prøver at forstå og forklare, hvorfor så mange gode tyskere gik med nazismen.

   Så i cellen sidder Siggi og skriver. Han fylder det ene stilehæfte efter det andet. Han fortæller læseren om sin far, Jens Ole Jepsen, landbetjenten i Rugböll, det nordligste amt ved grænsen til Danmark. For Jens var indbegrebet af funktionæren, der altid gjorde sin pligt:

   »Han glemte aldrig sin opgave. Når efterårsblæsten drev korvetter over himmelen fra Slesvig-Holsten: min far var på vej. I det lunefulde forår, i regnvejr, i krig som i fred svang han sig på sin cykel og stampede ud i sin missions blindgyde, som altid blot førte ham til Bleekenwarf, fra evighed og til evighed, Amen.«*

PÅ Bleekenwarf boede kunstneren Max Nansen, som myndighederne havde givet arbejdsforbud. Nansen malede »syge billeder«. Max og Jens var gamle venner. Det burde være muligt for betjenten at se stort på arbejdsforbudet, men Siggis far forstod pligtens glæder. Han kontrollerede kunstneren krigen igennem. Slægtninge døde, og riget gik under. Selv da de allierede kom, var det vigtigste for Jens Ole Jepsen, at der ikke blev malet på Bleekenwarf.

SIEGFRIED LENZ skrev Tysktime i 1968 – for øvrigt i feriehuset på Als, hvor familien kom hver sommer i 26 år. Han har sin egen tidstypiske dagsorden. Bewältigung der Vergangenheit kaldes motivet – det vil sige »forvaltning af fortiden«. Medløbere er interessante. Forholdet mellem pligt og skyld. Fortrængning er et dominerende tema.

   Kunstneren Max – til daglig blot kaldet »Maleren« – bliver en faderfigur og en rollemodel for drengen, der vokser op ved Vadehavet. Han er et sindbillede på dissidenten, der gør sin pligt, følger samvittigheden og trodser flertallet. Man var dengang mere sikker på, at man selv ville have sagt fra. Lenz var ikke i tvivl. Han deserterede og kom til Danmark i krigens sidste år.

LENZ baserede Nansen på Emil Nolde (1867-1956), den store dansk-tyske ekspressionist, som fik forbud mod at arbejde under nazismen. Hans værker kom med på udstillingen af Entartete Kunst. Flere end 1000 blev fjernet fra tyske museer. Han omgik forbudet ved at arbejde i akvarel – man taler om de »umalede billeder«. Hos Lenz bliver han en martyr og indbegrebet af integritet.

   Heraf opstår en historisk ironi. For i virkeligheden var Nolde både aktiv nazist og en ivrig fortaler for arisk klarhed i kunsten. Propagandaministeren Josef Goebbels satte pris på hans billeder. At Nolde blev forbudt, skyldtes Hitlers personlige kunstsyn. Det var for billeder som disse, at man havde fravalgt hans egne germanske motiver, da han søgte optagelse på Kunstakademiet.

   Nolde var derfor immun efter krigen. Censuren blev et adelsmærke. Han skrev sine erindringer, der ikke lyver eller fortryder, men justerer visse forhold og går let hen over ideologiske sympatier. Som Niels Barfoed har udtrykt det: »Hans liv er ikke hans værk; og hans værk i øvrigt heller ikke, hvad han selv mente om det og med det«.

   Kunsten var bedre end mennesket, som skabte den. Dén paradoksale konflikt går vi nu mere op i end medløberi.

JEG VAR SPÆNDT PÅ at se, om Christian Schwochow ville inddrage noget af dette revisionistiske stof i sin filmatisering af Tysktime. Det gør han ikke – og det er nok rigtigt set. Nansen er jo ikke Nolde. Værket bevarer sin integritet.

   Filmen følger bogens erindringsarbejde, og fotografen Frank Lamm får fantastiske billeder ud af vadehavslandskabet. Er der ét, man tager med sig fra bogen, er det synet af den pligttro betjent, som strider sig gennem vinden og regnen på kanten af verden. Det er også den bærende faktor i filmen.

   Funktionæren (Ulrich Noethen) og Maleren (Tobias Moretti) drejer cirkler om hinanden, mens Levi Eisenblätter som drengen Siggi betragter de voksne med delte loyaliteter og en god portion sund væmmelse. Søsteren Hilke (Maria Dragus) har tidligt sagt fra. Betjentens hustru (Sonja Richter) træder kun i karakter, da Siggis deserterede storebror kommer hjem. Malerens hustru, Ditte Nansen (Johanna Woklaek), har den eneste rene reaktion på skamløsheden. Ellers hersker en praktisk grænselandsstemning.

SÅ i filmens egen frosne tid er historien et renere sted. Det er lettere at se forskel. Selv skyggerne er mindre grå. Den pligtopfyldende far er Funktionæren, som efter freden bliver ægte fascist. Maleren er bare Dissidenten. Hvad der undrer Siggi allermest, er måske, at Max og Jens kan tale sammen igen. Har historien slet ingen skam?

   Det har den nok ikke, når det kommer til stykket. Men Siggi får kortlagt sin erindrings terræn. Han fylder en høj stak af sirlige stilehæfter. Han er på vej til inspektørens kontor, da det er gjort: »Vi vil sidde ubevægelige over for hinanden, tilfredse med os selv, fordi vi begge har følelsen af at have vundet.«

   Tysktime er stofrig, interessant og seværdig. Den rækker efter formatet fra Bliktrommen, Heimat og Værk uden skaber. Så højt når filmen ikke op, men den skildrer ensretningen med overbevisning og udstiller al den degenererede tvivl, som nazisterne ikke kunne bruge og ville forbyde ved lov.

   Vi lever stadig højt på, at det ikke lykkedes dem.

*) Siegfried Lenz: Tysktime. Oversat efter »Deutschstunde« (1968) af Birgitte Brix. 402 s. Gyldendal, 1970. Jeg citerer efter tranebogsudgaven. Birgitte Brix reviderede sin oversættelse, da Tysktime blev genudgivet på forlaget Valdemar i 2015.

Deutschstunde (Tysktime). Instr.: Christian Schwochow. Manus: Heide Schwotow. Foto: Frank Lamm. 125 min. Tyskland 2019. Dansk premiere: 01.10.2020.

Siegfried Lenz: Tysktime. Oversat efter »Deutschstunde« (1968) af Birgitte Brix. 437 s. Forlaget Valdemar, 2015.

Fotos: Network Movie Film- und Fernsehproduktion/ Senator Film/ ZDF/ Constantin Film/ Camera Film/ CineMaterial/ MoviestillsDB/ Bundesarchiv/ Welt/ Nolde Stiftung

Filmen streames (august 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Lej & Køb, YouTube Film

2K Blu-ray fra Capelight Pictures 03.04.2020

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 02.10.2020

Som Spartacus: Dalton Trumbo 1905-1976

RØDE KANALER

Forfatteren Dalton Trumbo 1905-1976

Af BO GREEN JENSEN

FØRST en personlig erindring. I 1975, da små biografer med flere sale var en nyhed i Danmark, så jeg i ABCinema – som lå ved Rådhuspladsen, hvor Gloria ligger i dag – en mærkelig film, som jeg ikke kunne glemme. Jeg så den faktisk flere gange. Det var længe, før film kunne købes og streames.

   Filmen hed Johnny Got His Gun og handlede om en soldat, der var sprængt i stykker af krigen og reduceret til en torso. Hans lemmer var væk og det meste af hans ansigt. Han kunne se lidt med det ene øje, og filmen blev i hans perspektiv, et blåt slør med konturer af læger, som diskuterede, om de skulle slukke for ilten. Han lå for sig selv bag et forhæng. Som noget verden smed væk.

   Tilbageblik viste soldaten (Timothy Bottoms) som ung. Man så alle de ting, som han havde mistet: solskin, stemmer, kærlighed. Kameraet undgik kroppen uden lemmer. Man så kun, hvad Joe kunne se. I sin fantasi kunne han tale til Jesus, der blev spillet af Donald Sutherland, men han fik ikke noget svar.

   Johnny Got His Gun er en af de mørkeste film nogen sinde og stadig et af de mest radikale forsøg på at skildre en isoleret bevidsthed. Først 30 år senere gjorde Julian Schnabel noget lignende i Le scaphandre et le papillon (2007, da. Dykkerklokken og sommerfuglen).

SOM 19-årig filmfan kunne jeg læse mig til, at filmen var skrevet og instrueret af Dalton Trumbo. Dét i sig selv blev af tiden betragtet som en lille sensation. For Trumbo havde ti år før stået øverst på Hollywoods blacklist.

   Jeg havde hørt om den sorte liste. Nu blev den virkelig for mig. Jeg læste om House Un-American Activities Committee, den forhadte HUAC-komité, som udspurgte mistænkte kommunister; om »The Hollywood Ten«, som trodsede den, og om heksejægeren Joseph McCarthy. Jeg indså, sikkert for første gang, at det eskapistiske slaraffenland og den politiske virkelighed hørte sammen.

   Man hørte sjældent klar snak om Listen. Den var nærmest et mytologisk begreb. Første gang Hollywood selv brugte stoffet, var da Martin Ritt instruerede Zero Mostel og Woody Allen i The Front, (1976, da. Stråmanden), en mørk komedie om stråmanden, der lægger navn til et manuskript af en bandlyst forfatter.

   Det var allerede i 1971, at Dalton Trumbo skrev og instruerede Johnny Got His Gun, som blev vist på dét års Cannes Festival. Men det tog fire år at få filmen til Danmark.

NU har alt sin faste plads i historien. De fleste hovedpersoner er døde. Der er helte og skurke, klare linjer og rene hænder. Fred Zinnemanns Julia (1977) og Warren Beattys Reds (1981) banede vejen ved atter at skildre amerikanske kommunister sympatisk.

   Irwin Winklers Guilty by Suspicion (1991, da. Blacklistet) var den første storfilm om Sortlisten. Siden har der været så mange, f.eks. George Clooneys Good Night, and Good Luck (2004), at stoffet kan virke slidt og fortærsket. I brødrene Coens Hail, Caesar! (2016. da. Hil Cæsar!) er det hele blevet til mørkt farcestof – for øvrigt med Clooney som den frejdigt indbildske stjerne, der bliver bortført af kommunistiske manuskriptforfattere.

   Dalton Trumbo var en af de ti, som sagde nej til at vidne og udtale sig. De henviste til første paragraf i den amerikanske forfatning. De tabte sagen ved Højesteret, og Trumbo afsonede 11 måneder i et fængsel i Kentucky. Her mødte han den første formand for HUAC, som sad inde for skattesvindel. Sådan går det op og ned her i verden.*

   Trumbo sagde senere, at dommen var retfærdig. Han blev dømt for at udvise foragt for retten, og han følte kun foragt for denne standret.

   Det var en kendt sag, at Trumbo var kommunist. Han var medlem af partiet og agiterede åbent ved faglige konflikter. Man var vant til at tone talerne ned i hans manuskripter. Men han var en af de bedste i branchen, modtog i 1940 en Oscar for Kitty Foyle og fulgte succesen op med bl.a. The Remarkable Andrew (1942), der var baseret på hans egen roman, Tender Comrade (1943) med Ginger Rogers, A Guy Named Joe (1943, da. Flyvere dør aldrig), som 46 år senere blev til Steven Spielbergs Always, og Thirty Seconds over Tokyo (1944, da. 30 sekunder over Tokyo), som ingen kunne kalde uamerikansk.

   I 1947 havde Trumbo netop skrevet kontrakt for tre år med Louis B. Mayer, da kommunistjagten tog sin begyndelse. Her begynder Jay Roachs film om den ressourcestærke ener, som fik alt taget fra sig, men havde held og stædighed nok til at vinde det meste tilbage.

TRUMBO er en af de første, som bliver bekymret, da J. Parnell Thomas træder til som formand for HUAC. Forfatterne holder krisemøde hos skuespilleren Edward G. Robinson (Michael Stuhlbarg), som er en fellow traveler.
   Det er senere Robinson, som angiver sine venner. Han bliver presset af sladderjournalisten Hedda Hopper (Helen Mirren) og nationalhelten John Wayne (David James Elliott), som er de toneangivende medlemmer af MPA. Akronymet står for Motion Picture Alliance for the Preservation of American Ideals. Det var branchens eget forsøg på at komme HUAC i møde.

   MPA truede altid med boykot, hvis den-og-den kendte »forræder« ikke blev taget af filmen. På højden af det hele, i sommeren 1950, udkom pamfletten Red Channels, som navngav 151 »røde fascister og sympatisører«. Både HUAC og MPA havde folkelig opbakning. Kommunismen blev set som en sygdom.**

DER kastes cola på Trumbo i biografen, naboer fylder familiens swimmingpool med døde dyr. Kolleger som Arlen Hird (Louis C.K.) mister alt. Trumbo flytter med hustruen Cleo (Diane Lane) og tre børn til Mexico. Han skriver under pseudonym. Alligevel er det svært at få opgaver – selv til mindsteløn og uden kreditering. Listen stod i årevis.

   Filmens helte er de producenter, som trodser branchens selvcensur og ansætter Trumbo og hans kolleger. Det er i første omgang King Brothers Productions. Frank, Maurice og Herman King laver billige westerns og gangsterfilm, der er immune for truslen om boykot.

   Da Frank King får besøg af MPA, reagerer han ved at true igen med et boldtræ og erklærer, at han er i branchen »for the money and pussy«. Hopper og resten af hylekoret kan tage deres intimideringstaktik og putte den et vist sted hen. John Goodman er alle pengene værd som Frank King.

KING-brødrene lavede B-film om rummænd, der gjorde jordiske piger gravide. Men også krejlere kan drømme stort. Det var Frank King, som producerede The Brave One (1956), en mexicansk fortælling om en dreng, der prøver at redde en tyr fra arenaen. Trumbo havde gået med ideen gennem alle blacklist-årene. Filmen fik også dansk premiere med titlen Min bedste ven, Gitano.

   Trumbo skrev The Brave One under navnet Robert Rich. Tre år før havde han skrevet Roman Holiday (da. Prinsessen holder fridag) til William Wyler, som både producerede (for Paramount) og instruerede Audrey Hepburn og Gregory Peck i filmen. Trumbo fik kollegaen Ian McClellan Hunter (Alan Tudyk) til at sætte sit navn på manuskriptet, og ingen anede uråd, da Hunter modtog en Oscar for arbejdet.

   Da Trumbo fik en Oscar for The Brave One, vidste filmbyen godt, hvem forfatteren var. Kirk Douglas producerede Spartacus (1960) med sig selv i hovedrollen. Han lagde ikke skjul på, at det var Trumbo, som havde skrevet manuskriptet. Da Hedda Hopper truede ham, stod han fast.

SAMTIDIG havde Otto Preminger læst Leon Uris’ Exodus (1958) og mente, at Trumbo var manden, der kunne skabe orden i den viltre bestseller om staten Israels grundlæggelse. I Jay Roachs fremstilling konkurrerer Kirk Douglas (Dean O’Gorman) og Preminger (Christian Berkel) aktivt om Trumbos skrivetid. De passerer hinanden i døren til kontoret, hvor Trumbo holder rygsmerterne nede med whisky og benzedrin.

   Helt så tæt var løbet næppe, men det er sandt, at Douglas trodsede studiechefen og satte Trumbos navn på Spartacus, som Stanley Kubrick instruerede, da Preminger havde fortalt The New York Times, at Trumbo var forfatter på Exodus.

SÅ i 1961 havde Trumbo sit navn på to Oscar-nominerede storfilm. MPA satte alt ind på at få biografejere og publikum til at boykotte Spartacus. Det lykkedes ikke. Listen faldt for åben skærm, da den nyvalgte John F. Kennedy gik i biografen. Bagefter sagde han til pressen, at Spartacus var »a fine film«.

   Jay Roach fanger Hedda Hoppers ansigt, mens hun ser Kennedy tale på en tv-skærm. Helen Mirren har det ikke let som filmens grove pulverheks, der kalder jøder for kikes og smisker og truer. Hendes nederlag er bøjet i neon.

   Bryan Cranston spiller Trumbo med en doven elegance, der godt kan være trættende. Arlen Hird spørger på et tidspunkt, om det er nødvendigt at tale i sætninger, som man kan hugge i sten. Men filmen får afleveret sit budskab: at tanken er fri og at Hollywoods Berufsverbot var en skændsel. Man bryder ikke nogen lov ved at være kommunist.

   Det er i dagens USA stadig – eller atter – et kontroversielt udgangspunkt. Flere anmeldere gik i rette med filmens ideologi, for Trumbo var jo rød, ikke sandt? Så forstemmende ny-mccarthyismen nu er, gør den samtidig Trumbo stærkt relevant. Filmen sparker ikke åbne døre ind. Figurerne får med grovfilen, flere forhold er skåret i pap. Det kan åbenbart være nødvendigt.

FILMEN slutter med Trumbos rehabilitering. En skærmtekst oplyser, at han døde i 1976 og blev 70 år. Cleo Fincher Trumbo var 93, da hun døde i 2009. Der står også, at han instruerede Johnny Got His Gun efter sin egen roman fra 1939.

   Efter mange år fik jeg endelig fat i en fransk dvd med titlen Johnny s'en va-t-en guerre og kunne gense filmen, der gjorde indtryk. Det er stadig en af de definitive antikrigsfilm, men den handler især om at insistere på livet. Der er ingen oratoriske fanfarer, bare en overvældende stemning.***

   Trumbo lod sig ikke kue. Til sidst var han næsten en ny Spartacus.

Se også David Fincher: Mank (2020) [Oscars 2021]; Orson Welles: The Other Side of the Wind (1976/2018); Arthur Miller: The Crucible/Heksejagt (1953/1996).

*) Dalton Trumbo skrev romanen i 1938 og modtog en af de første National Book Award-priser (for årets mest originale bog). Johnny Got His Gun blev bragt som føljeton i The Daily Worker, der var den officielle partiavis, i 1940. Trumbo fik et indviklet forhold til bogen i 1942, da Tyskland brød ikke-angrebspagten med Sovjetunionen. De amerikanske kommunister havde agiteret for, at USA holdt sig ude af krigen. Nu støttede man krigen mod Tyskland. Romanen er genudgivet af Penguin i serien Modern Classics. I Cannes 1971 modtog filmen Juryens Grand Prix og blev kåret som årets bedste film af kritikersammenslutningen FIPRESCI. 

**) Bemærk, at det er Bertolt Brecht, som sidder bag Dalton og Cleo Trumbo på pressefotoet fra 1947. Det har altid undret mig, at flere ikke fulgte Brechts eksempel under HUAC-høringerne. De amerikanske vidner gennemgik mange samvittighedskvaler og havde dybe etiske overvejelser, før de enten nægtede at udtale sig eller endte med at angive fæller. Marxisten Brecht gik frejdigt og frivilligt i vidneskranken. Han sagde, at han aldrig havde været til kommunistiske møder eller tilhørt nogen version af partiet. Han gav sprogforbistring meget af skylden for måden, hans værker blev læst på. Desværre kunne han ikke hjælpe kommissionen. Vidneudsagnet blev ført til bogs, og Brecht rejste hjem til Europa, hvor han i 1949 fik sit eget spillehus i den nyoprettede stat DDR.

***) Johnny Got his Gun fik en chance mere, da James Hetfield og Lars Ulrich fra bandet Metallica brugte Trumbos bog som inspiration for sangen »One«  og citerede filmen i videoclippet til skæringen, som findes på albummet ...And Justice for All (1988). 

Trumbo. Instr.: Jay Roach. Manus: John McNamara. Foto: Jim Denault. 124 min. USA 2015. Dansk premiere: 11.02.2016.

Fotos: Bleecker Street Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Scanbox Entertainment/AP/ YouTube (Bleecker Street/eOne official trailer)

Trumbo streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Scanbox Entertainment (DK) 07.07.2016

Johnny Got His Gun streames på Apple TV, FlixOlé, YouTube Film

2K Blu-ray (regionsfri) fra Imprint (Australien) 06.04.2022

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 12.02.2016 

Satans kvinder: Akelarre | Coven (2020)

DJÆVELENS MÆRKE

Da mænd satte ild til besværlige kvinder

Af BO GREEN JENSEN

AKELARRE er det baskiske ord for heksesabbat. Egentlig betyder det vist »gedebukkens mark«. Det hed sig – har jeg læst mig til – at heksene i Zugarramurdi mødtes på engen ved Akelarre.

   Du kender sikkert Francisco Goyas fremstilling af en sort buk, rank og med imponerende horn, som sidder i græsset omgivet af kvinder. På castilliansk kaldes billedet El Aquelarre. Skønt det er malt i 1798, henviser det specifikt til de baskiske hekseprocesser i begyndelsen af 1600-tallet, da Inkvisitionen gik hårdt til værks i Navarra-regionen.

   Der er megen folklore forbundet med de historiske hekseprocesser. Pablo Agüeros film bruger løs af materialet, men skraber samtidig grundstoffet fri for at skildre en tid, hvor tingene var sat på spidsen. Patriarkatet følte sig truet, og mænd satte ild til besværlige kvinder.

FORNUFTENS søvn avler monstre er titlen på et andet værk af førnævnte Goya. Forskellige perioder har spejlet sig i det historiske vanvid og fundet aktuelle overensstemmelser. Da Arthur Miller skrev The Crucible (1953, da. Heksejagt eller Smeltediglen) om puritanernes standret i Salem, Massachusetts, i 1692, var skuesprocessen et billede på angiveri og dæmoniseringen af amerikanske dissidenter under McCarthyismen.

   For Aldous Huxley, som samtidig skrev om de franske hekseprocesser i The Devils of Loudon (1952, da. Djævlene fra Loudon), var besættelsen en konsekvens af seksuel fortrængning. Der blev skruet helt op for motivet i Ken Russells hysteriske filmatisering fra 1971. Præsten Grandier var en brik, som blev ofret. Nonnernes kollektive psykose legitimerede et politisk drab.

   Heksene kan altså bruges til meget. Pablo Agüeros film er ikke den første beskrivelse af de baskiske processer. Pedro Oleas Akelarre fra 1984 havde fokus på angiveriet, og Franco-tiden var en del af referencerammen. Agüeros version holder sig til historien og beskriver tingene, som de må have set ud.

STORINKVISITOREN Rostegui (Alex Brendemühl) kommer til byen Urtillo sammen med sin rådgiver, juristen Salazar (Daniel Fanego). En læge (Daniel Chamorro) fungerer som praktisk håndlanger. Den nervøse Padre Christobál (Asier Oruesagasti) siger velkommen tre gange og får besked på at holde mund. Mændene bliver indkvarteret i nonneklosteret og klager straks over maden, det bondske sprog og de primitive forhold.

   Rostegui og Salazar har været i mange byer. Somme tider blev torturen ved i måneder, og snesevis af hekse måtte brændes, før Lucifer var trængt tilbage. Rostegui trækker vejret gennem sit parfumerede kniplingslommetørklæde. Modsat napalm lugter brændt kød ikke godt om morgenen.

   Ingen regner med at møde Den spanske Inkvisition. Det vidste allerede Monty Python’s Flying Circus, som gav et af de groveste (og meget få morsomme) bud på historien.* I Akelarre bliver fem unge kvinder arresteret og forhørt efter tur, fordi de har sunget og danset om bålet på sletten ved skrænten. Hvem der har angav dem, er irrelevant. For Agüero handler filmen om misogyni og mulig overlevelse.

KVINDERNE har en slags leder i den 20-årige Ana (Amaia Aberasturi), som forstår sig på strategi. Da to kvinder er kommet blødende tilbage fra forhøret, skønt de samarbejder alt, hvad de kan, forklarer Ana de andre, at det gælder om at komme mændene i møde og give dem, hvad de vil have. For Rostegui er det af mindre betydning, om den enkelte kvinde er heks. Hans opgave er at afsløre og beskrive fjendens metoder. Han brænder efter at at se en heksesabbat. Og han drømmer om at smage lidenskaben.

  

FILMEN svælger ikke i tortur. De fleste grusomheder finder sted off screen. Kun ét overgreb trænger virkelig ind. Kvinderne bliver undersøgt, så man kan finde Djævelens mærke. Præsten hvisker på baskisk til Ana, at mærket er følelsesløst. Hun må foregive intet at føle, når sylen bliver stukket i kødet, hvis hun vil overbevise sin bøddel.

   Lægen stikker. Kødet bløder. Ana synger på baskisk om måger. Rostegui er hurtigt vakt. Salazar skriver ned og er skeptisk, men selv han bliver interesseret, da Ana messer påkaldelsen i en kromatisk skala. Til sidst simulerer hun den orgasme, som Lucifer giver sine kvinder. Følelsen kan ikke beskrives i ord, så Ana demonstrerer. Da er manden solgt til stanglakrids.

   Ana kommer ikke kvæstet retur. Hun bliver tværtimod belønnet med en kjole af gylden silke og vender sejrsstolt tilbage til cellen. Hun har lovet Rostegui at røbe alle detaljer om sabbatens hemmeligheder. Hun finder på efterhånden og hiver alt ned fra hylden: æsler, grise, magisk kød og sataniske metamorfoser. Det er en variation over Scheherazades strategi. Rostegui må høre mere, skønt Salazar prøver at tale ham fra det.

DER er flere politiske lag i Akelarre. Især forholder filmen sig til de baskiske separatisters sag. Når inkvisitorerne kan fare frem så brutalt, er det fordi egnens mænd er på fiskeri ved Newfoundland. Der har været tilfælde, hvor fiskerne angreb kongens soldater, da de kom hjem. Rostegui indser, at Ana vil vinde tid. Sagen skal lukkes, men først må han se en virkelig heksesabbat.

   Jeg skal ikke røbe den fine slutning, hvor mågemotivet igen bliver relevant. Sammen med Lars von Triers Antichrist (2009) og Robert Eggers’ The Witch (2015) er Akelarre den vigtigste film om hekse i lang tid. Vi er milevidt fra stanken i Witchfinder General (1968, da. Heksejægeren) – og så alligevel. Her er kønspolitik, frihedskamp, #MeToo og megen subversiv diskurs. Det er næsten en ny læsning af historien. Og bestemt en hyldest til kvindernes kraft.

HERTIL kommer, at filmen er fortalt med økonomi og uden effekter. I cellen er alting så snavset og mørkt, at en gylden kjole lyser op som et mirakel. Den klimaktiske sabbat belyses alene med fakler og bål. Akelarre var i konkurrence på San Sebastián Festivalen i 2020. Den er blandt det bedste på Netflix p.t.

Se også Lars von Trier: Antichrist (2009) [Horror 100]; Gaspar Noé: Lux Æterna (2019) og Arthur Miller: The Crucible/Heksejagt (1953/1996).

*) Anden episode i 1971-sæsonen af Monty Python’s Flying Circus (1969-74) bruger på uforlignelig vis de rødklædte, ondskabsfuldt gnæggende kardinaler som et komisk ledemotiv. Mest banebrydende ved programmet var måske, at de indlagte sketches brød ind i og blødte over i hinanden på multi-metafiktiv vis. Her fører en fast talemåde i en henkastet bemærkning – »I didn’t expect the Spanish Inquisation!« (»Jeg havde ikke ventet et stort krydsforhør«) – til parallelsporet med de sadistiske kardinaler. Det er kardinal Ximénez (Michael Palin), som formulerer det ikoniske »Nodody expects the Spanish Inquisition!« Få kunne slippe godt fra at lave satire på emnet. Ingen andre har forsøgt. Satiren er befriende og syleskarp på samme måde som korsfæstelsessangen i biograffilmen Life of Brian, som Terry Gilliam instruerede i 1979.

Akelarre (Coven). Instr.: Pablo Agüero. Manus: Pablo Agüero, Katell Guillou. Foto: Javier Agirre. 92 min. Spanien/Euskadi-Argentina 2020. Dansk premiere: 11.03.2021 (streaming).

Fotos: Sorgin Films/ Netflix/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Museo Lázaro Galdiano, Madrid [El Aquelarre]/ Museo del Prado, Madrid [Vuelo de brujas]/ Wikimedia Commons

Filmen streames på NETFLIX

Teksten stod – med rubrikken 'Satans kvinder' – i Weekendavisen Kultur 26.03.2021

Arthur Miller: The Crucible/Heksejagt (1953/1996)

HEKSENE I SALEM
Forfatterens egen filmatisering

Af BO GREEN JENSEN

FEBRUAR 1996: DENNE film er en undtagelse i flere henseender. For det hører vel til sjældenhederne, at en forfatter efter fire årtier vender tilbage til sin egen tekst og giver sig til både at de- og rekonstruere den.

   Det er ikke desto mindre, hvad Arthur Miller har gjort i forbindelse med englænderen Nicholas Hytners filmatisering af The Crucible, som den 81-årige Miller selv har skrevet manuskriptet til. Han har oven i købet været ganske radikal i sin bearbejdelse. Men hvorfor nu og ikke før, på de fem-seks tidspunkter i nyere amerikansk historie, hvor der var grund til at fremmane dæmonerne fra puritanernes Salem og McCarthyismens genfærd?

   Der er altid et teaterkompagni et sted, som opfører The Crucible. Teksten er fortolket som opera og ballet, og der har været adskillige tv-versioner. Miller har dog vægret sig ved at give tilladelse til en egentlig filmatisering. Primært af æstetiske grunde, for som han skriver i forordet til den trykte udgave af manuskriptet:

   »Jeg er for længst blevet overbevist om, at jo mere ordknap en film er, des bedre. Men Heksejagt er baseret på ord og scener, opbygget i en form for skulptureret sprog, som jeg frygtede ville splintres, for det var åbenbart, at hvis filmen ikke skulle lide den tort at fremstå som et statisk fotograferet skuespil, var det nødvendigt at glemme skuespillet så meget som muligt og fortsætte, som om det aldrig havde eksisteret«.*

NÅR Miller gør forsøget nu, har det sikkert aktuelle årsager. The Crucible er lige siden premieren i 1953 blevet spillet og læst som en politisk allegori med direkte adresse til tidens herskende politiske klima, nærmere bestemt senator Joseph McCarthys anti-kommunistiske korstog, de kongressionelle HUAC-høringer og det omsiggribende angiveri, som forgiftede 50ernes amerikanske åndsliv.

   Teksten er forankret i og forbundet med blacklist-perioden. Miller selv har aldrig lagt skjul på, at han skrev med McCarthys politiske exorcismer for øje. I selvbiografien Timebends (1987, da. Tidens krumning) skildrer han det besøg hos vennen Elia Kazan, der fandt sted dagen før afhøringen, hvor Kazan gav efter og nævnte navne – helt nøjagtigt 16 stykker.

   Da Miller besøgte Kazan var han selv på vej til Massachusetts for at se nærmere på de gamle retsprotokoller i Salem, for 1690ernes hekseprocesser havde længe rumsteret i hans bevidsthed og trængt sig på som godt stof i en eller anden dramatisk forstand. Hvad Miller opfattede som Kazans forræderi fik tingene til at falde på plads. For Miller har The Crucible derfor altid været forbundet med erindringen om den eftermiddag, hvor han og Kazan gik hver til sit, skønt de siden fandt sammen igen, da Miller havde skrevet After the Fall (1964).

SAMTIDIG har Miller fastholdt, at mens McCarthyismen nok var anledningen til, at han skrev skuespillet, så var den ikke stykkets tema. Han ser teksten som noget større og mere tidløst end dét, og hvis der er én klar bestræbelse, som kendetegner denne filmatisering, er det forsøget på at afpolitisere teksten, så perspektivet for alvor bliver universelt.

   Miller har med andre ord villet redde Heksejagt fra at ende som en mentalitetshistorisk fodnote til de amerikanske koldkrigsår. Han har dog ikke af den grund skruet ned for besættelsesgraden. Tværtimod er de amerikanske dæmoner løs i Salem som aldrig før, da filmen tager sin begyndelse, og vi får klarere end før en fornemmelse af, at djævelen er en realitet for flertallet af disse pilgrimme i vildnissets udkant. Men denne gang er dæmonerne seksuelle snarere end politiske.

I DEN henseende er Miller i virkeligheden på linje med den sagnomspundne franske filmatisering, Les sorcières de Salem (da. Heksejagt) fra 1957, som Raymond Rouleau instruerede med Yves Montand og Simone de Signoret som John og Elizabeth Proctor. Manuskriptet til den fri versionering var skrevet af Jean-Paul Sartre, som havde været utilfreds med tvetydigheden i Marcel Aymes sceneversion. For Sartre at se var der tale om en klar politisk demonstration af forholdet mellem besiddere og besiddelsesløse. Han følte derfor, at den franske opsætning reducerede Proctors død ved at gøre den eksklusivt etisk betinget.

   Dét er naturligvis, hvad Miller gør én gang for alle i sin reviderede version – for hvis Proctors stemme ikke er fornuftens, samvittighedens og anstændighedens talerør, er der ingen menneskelighed tilbage i denne tekst – men hans strategi er den samme som Sartres. Denne hævdede nemlig, at stykkets budskab kun kunne forløses, hvis man slap dæmonerne fri og holdt fast i heksebegrebet som andet og mere end politisk metaforik (Sartres tanker om The Crucible kom til udtryk i tidsskriftet Théâtre Populaire, 1955). Det er præcis den vej, som Miller går i sin langt fra uproblematiske modernisering.

FILMEN kickstartes med den interimistiske heksesabbat, som Abigail Williams og de øvrige »børn« deltager i sammen med den sorte Tituba, husslaven fra Barbados. De nævner hver en ung mands navn og rækker voodoopræstinden en af hans genstande.

   Abigail drikker blod og danser nøgen for øjnene af den chokerede pastor Parris, som er fulgt efter nymferne ind i vildnisset. De giver sig hen til hysteriet med en fryd og en løssluppenhed, som vi først senere kan forholde os til som det udslag af fandenivoldsk teenagefrustration, den i hvert fald halvvejs er.

   Scenen fungerer i øvrigt ikke særlig godt. Det gælder generelt for de afsnit i filmen, som fokuserer på de seksuelle aspekter af den kollektive neurose ved at lade især Salems unge kvinder gå over gevind. Det er utvivlsomt tænkt stærkt og filmisk, men virker mere teatralsk end de fleste andre elementer i filmen. For Miller har jo ret i, at The Crucible om noget er baseret på ord og scener. Først når der sættes ord på de mørke kræfter i Salem, begynder filmen for alvor at komme til live.

TIL gengæld er den god til at lade os selv stykke baggrundshistorien sammen. Dagen efter sabbaten i skoven synes de to mindste piger at være besatte, og det er i selvforsvar, at Abigail griber til sine første løgne. Hun er tidligere blevet bortvist fra sin plads hos familien Proctor, fordi hun prøvede at forføre John Proctor, mens dennes hustru Elizabeth var syg.

   At John Proctor faktisk faldt for fristelsen én enkelt gang, er den faktor som længe forplumrer ligningen, for ligesom Abigail til slut viger tilbage fra at angive John Proctor, går han først til dommerne med sin viden om Abigail, da hans egen hustru står anklaget. Heksejagt er ikke mindst skildringen af et samfund, hvor alle venter så længe med at gøre det anstændige og nødvendige, at selv de bedste motiver fordrejes, når de kommer til udtryk.

   Heksekenderen pastor Hale er den første »ekspert«, som hidkaldes udefra. Han er ivrig nok efter at gå videnskabeligt til værks, og han tager længe Abigails ord for den skinbarlige sandhed, men begynder at tvivle på hele foretagendet, efterhånden som dødsdom på dødsdom bliver afsagt. Med dommerne Danforth og Sewall ankommer nemlig de virkelig tunge drenge – kommissærerne, mccarthyisterne, stalinisterne – til Salem.

FOR Thomas Danforth har det kun perifer betydning, om Abigail taler sandt eller falsk. Magten for magtens skyld har højeste prioritet, og det centrale for ham er politisk nødvendighed. Da Abigail truer ham, sætter han hende på plads. Da hun i desperation vil angive pastor Hales hustru, får hun lige ud at vide, at kirkens mænd ikke er frit bytte i denne heksejagt.

   Dommer Danforth er processens arkitekt såvel som øverste autoritet. For ham kan der derfor ikke være tale om at lade John Proctor gå, medmindre Proctor »tilstår«. Proctors retoriske selvforsvar, der ville drive en sten til at græde, er fuldkommen spildt på Danforth, for denne er hinsides menneskelige hensyn. Han er i nogen grad heksejægeren McCarthy, opportunismens og magtbegærets indbegreb, men i videre forstand er han Djævelen selv. Denne totale dæmonisering af magten, denne erkendelse af ondskabens eksistens, er den mest ekstreme efterjustering, som Miller har foretaget.

ALLE mindre dæmoner blegner i forhold. Selv Abigail synes nødstedt og menneskelig i sin handlemåde. Medvidere som pastor Hale, pastor Parris og dommer Hathorne er personer, vi nok kan foragte, men som vi samtidig må forstå og i en vis forstand nikke genkendende til.

   Det gælder ikke for Danforths beregnende nidkærhed, og humanisten dommer Sewall, Danforths indolente sidekick, er måske den mest foragtelige af øvrighedspersonerne, fordi han kender Danforths skjulte dagsorden fra begyndelsen. Han er indbegrebet af Yeats' dictum om, at de bedste savner al overbevisning, mens de værste er fulde af lidenskabelig intensitet.

   Heksejagt har altid været en tragedie. Den får decideret rituel karakter og bliver til en krydsning af bizart passionsspil og filosofisk teater hér, hvor forankringen i den historiske virkelighed er så godt som elimineret.

   På pervers vis sidder man og tænker på to andre aparte 90er-film, som Hytners og Millers The Crucible ligner. Den ene er Ronald Joffés katastrofale 1995-version af Nathaniel Hawthornes klassiker The Scarlet Letter, dén med Demi Moore og Gary Oldman, for Hytners skildring af Salem som historisk realitet ligger lige så tæt på det ufrivilligt komiske.

   Den anden er Peter Greenaways makabre mysteriespil The Baby of Macon (1993), hvori grænsen mellem spil og verden til stadighed forrykkes efter en ubønhørlig lov, som hverken aktører eller publikum helt begriber.

DANIEL Day-Lewis har spillet alt fra dissidenten Tomas i Tilværelsens ulidelige lethed til hjortedræberen Natty Bumppo i Den sidste mohikaner, vel at mærke uden at sætte sin markante troværdighed overstyr. Han er både viril og anstændig som Den Sidste Gode Mand John Proctor. Winona Ryder overspiller i de dæmoniske afsnit, men fungerer forbavsende godt som nævenyttig puritansk Lolita.

   Joan Allen formår at bryde filmens forcerede tempo, når hun skaber rum om sin rolle som Elizabeth Proctor, og hendes afskedsscene med ægtemanden er stadig tekstens mest gribende sted. Det er dog Paul Scofields isnende dommer Danforth, der for alvor indgyder respekt. Thi for denne mand kan man faktisk blive bange, selv tirsdag formiddag i en søvnig dansk biograf.

NICHOLAS Hytner er fastansat på Royal National Theatre, Storbritanniens svar på Det Kongelige Teater. Han havde ensembleforestillinger som Carousel og Miss Saigon bag sig, da han debuterede i filmsammenhæng med Alan Bennetts The Madness of King George (1994, da. Den gale kong George). Han instruerede i øvrigt Paul Scofield i King Lear, da begge var i stald hos The Royal Shakespeare Company.

   Hytner har tydeligvis fornemmelse for tekstens nuancer, men hverken King George eller The Crucible viser ham som en instruktør, for hvem en films grammatik falder naturligt. Det lykkes aldrig Heksejagt at få det præg af selvfølgelig ro, som ikke mindst hektiske film må have for at overbevise. Rytmen er ujævn, og de sporadiske forsøg på at flytte teksten ud i det fri, hvor billederne findes, falder så godt som alle til jorden.

SLUTNINGEN er dog effektivt tænkt, præcis så skarp og lakonisk brutal, som Miller må have følt og hørt den, da han skrev på sin nye version. For den er han nomineret til en Oscar i kategorien Bedste manuskript efter eksisterende Forlæg. Som jeg begyndte med at sige: Heksejagt er en undtagelse. Man synes Miller fortjener en Oscar, men filmen er ikke den definitive version af The Crucible, som man faktisk kunne være bekendt at håbe på.

*) Arthur Miller (1915-2005) blev 89 år. Han fik sit gennembrud med All My Sons (1947, da. Alle mine sønner) og konsoliderede succesen med Death of a Salesman (1949, da. En sælgers død), som Elia Kazan (1909-2003) instruerede i filmudgaven. Også Miller blev afhørt af HUAC-kommisionen, men nægtede at udtale sig eller angive kolleger. Både Death of a Salesman og The Crucible blev fra begyndelsen betragtet som amerikanske klassikere og opført verden over. Asghar Farhadis iransk-franske Oscar-vinder Le client/ The Salesman (2016, da. Sælgeren) er et vidnesbyrd om, at teksten stadig lever. Miller skrev aldrig siden noget med samme gennemslagskraft. Tættest på kom A View from the Bridge (1955, da. Udsigt fra broen) og After the Fall (1964, da. Efter syndefaldet), som bygger på forfatterens ægteskab med Marilyn Monroe. Miller skrev til det sidste og nød i 1990erne en lille renæssance med tre nye skuespil: The Ride Down Mt. Morgan (1991), The Last Yankee (1992) og Broken Glass (1994). Erindringsbogen Timebends er noget af det bedste, der er skrevet om koldkrigsårene. Hans sidste arbejde var Finishing the Picture (2004). Miller var far til fire børn, bl.a. instruktøren og skuespilleren Rebecca Miller. Hun og Daniel Day-Lewis mødtes på optagelserne til The Crucible og blev gift i 1996. I 2017 skrev og instruerede hun portrætfilmen Arthur Miller: Writer, som kan ses på HBO Max. Miller skrev en håndfuld filmmanuskripter, der byggede på hans scenearbejder. Kun The Misfits (1961, da. De frigjorte) var et originalt manuskript. Miller skrev filmen til Marilyn Monroe, som producerede i sit eget Seven Arts Productions. John Huston instruerede MM, Clark Gable og Montgomery Clift i filmen, der kan ses som et forvarsel om New Hollywood og independent-scenen.  

The Crucible (Heksejagt). Instr. Nicolas Hytner. Manus: Arthur Miller. Foto: Andrew Dunn. 123 min. USA 1996. Dansk premiere: 21.02.1997

Fotos: 20th Century Fox/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Smithsonian Magazine/ National Public Radio/ Roadside America/ Framegrab

Filmen streames på Blockbuster, Disney+,Google Play og iTunes - udkom på blu-ray i 2017

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 21.02.1997