Yayoi Kusama: Infinity (2018)

PRIKKER I UNIVERSET
Kusamas kosmiske spejlkabinet

Af BO GREEN JENSEN

»JEG tager livets energi og omdanner det til prikker i universet.« Tusindkunstneren Yayoi Kusamas enkle karakteristik af sit værk og sin metode er sat allerforrest i filmen om hendes liv. Den er klar og forbavsende fyldestgørende. Det samme er filmen et stykke af vejen.

   Amerikaneren Heather Lenz, som debuterer i langform med Kusama: Infinity, siger, at hun begyndte på sin dokumentar i 2001, før der fandtes smartphones. Den japanske kunstners karriere så ud til at skulle ende i respektabel halvglemsel og fodnotestatus. Netop da begyndte den (gen)opdagelse, som har gjort Kusama til det brand, hun altid ville være, en af verdens mest eftertragtede kunstnere og et globalt fænomen.

   Før årtusindeskiftet havde kunstneren haft få separatudstillinger. Siden 2000 har 30-40 betydningsfulde museer, fra MoMA til Tate Modern og Louisiana, holdt udstillinger, som publikum stod i kø rundt om bygningen for at komme ind til. På et tidspunkt blev det et must at tage selfies i Kusamas spejlværelser. Hun har fem mio. followers på de sociale medier.

YAYOI Kusama er fantastisk populær. Filmen gentager mange gange, at hun er verdens mest kostbare kvindelige kunstner. Kun Marina Abramovic og Yoko Ono kan konkurrere. De bliver dog ikke nævnt noget sted. Kun én kønsfælle får plads i historien. Det er Georgia O’Keefe, som inspirerede den japanske teenager, besvarede hendes breve og formidlede nyttige kontakter, da Kusama i 1957 tog til USA for at gøre en forskel.

   Det er desværre typisk for filmen. Lenz giver en kongenial introduktion til kunstnerens liv og værk, og gør fornuftigt nok meget ud af New York-perioden, hvor Kusama formulerede en række af sine grundideer. Hun forsøgte med alle midler at slå igennem på den kunstscene, hvor først tidens abstrakte ekspressionister og siden popkunstnerne dominerede. Da beskydningen prellede af, tog hun i 1973 hjem til Japan. Her fandt hun endelig fred og balance i en rutine, som hun stadig dyrker i dag.

FILMEN giver et godt billede af en kunstner, som man i forbifarten er tilbøjelig til at opfatte som »hende med polkaprikkerne«, der pludselig var – og er – alle vegne. Man får stor respekt for kvinden, som næsten kun mødte modgang og undren i sine mest vitale årtier. Især bliver de »uendelighedsnet«, som Kusama kaster gennem hele karrieren, set og forklaret, så man erkender, hvor smukke og unikke de er.

   Man forstår, hvordan en skrøbelig psyke skaber struktur i forvirringen. Nettet er for Kusama både et filter, et motiv og en metode. Æstetikken tager form over tid og forener det figurative, abstrakte og organiske. Det er simpelt hen smukke strukturer, der træder frem, når Lenz går tæt på detaljer i de ofte kolossale billeder.

DET er desværre ikke nok for Lenz at forklare. Der er to andre dagsordener. For det første skal filmen (be)vise, at Kusama havde svært ved at klare sig i New York, fordi hun var kvinde i mændenes verden, og fordi hun var japansk. For det andet skal den demonstrere, hvordan alle de andre stjal fra Kusama, tog hendes ideer og gjorde dem til deres egne.

   Især det sidste ender med at virke mod hensigten. Claes Oldenburg havde kun arbejdet i papmache og hårde materialer. Så så han en af Kusamas bløde skulpturer – Accumalation No. 1 fra 1962 er en hvid lænestol med falliske protuberanser – og begyndte selv at lave bløde skulpturer. »Det må du altså undskylde, Yayoi,« hviskede Patty Mucha, Oldenburgs daværende hustru og samarbejdspartner, ved ferniseringen.

ANDY Warhol så et af Kusamas totalindrettede rum – Aggregation: One Thousand Boats Show fra 1964 – og havde straks tapet på væggen i sin næste installation (Cow Wallpaper fra 1966). Kusama udstillede Infinity Mirror Room (Phalli’s Field) i marts 1965. I oktober samme år viste Lucas Samaras sit »Mirrored Room« og fik mere kritisk opmærksomhed, skønt – eller muligvis fordi – Kusama lod sig forevige i signalrød jumpsuit i sin installation.

   Det mere end ligger i luften, at de feministiske performancekunstnere og hippiebevægelsens pacifistiske happenings var inspireret af Kusamas eksperimenter. Med andre ord fik også Abramovíc og Ono – som kun er fem år yngre end Kusama og faktisk har anerkendt hendes betydning – deres bedste ideer fra Kusama.

JEG siger ikke, at der ikke er noget om snakken, men den nøjeregnende strategi er tæt på at skævvride filmen. Det havde været rigeligt blot at vise og belyse værkerne, så vi selv kunne se sammenhængen og forbinde de farvede prikker i uendelighedsnettet.

   I Cannes så jeg engang en for så vidt tiltrængt portrætfilm om komikeren Jerry Lewis – Gregg Barsons Method to the Madness of Jerry Lewis (2011) – der på samme måde gav kunstneren æren for noget nær alt. Man endte med at have rigeligt af Lewis. Den samme slags mæthed truer her i Kusama.

I 2021 er den 92-årige kunstner så aktiv som nogensinde. Vreden fra 1970erne er helt forsvundet i en ufravigelig arbejdsrutine. Hun bor på et hospital for sindslidende i Tokyo, det samme sted hun fik freden tilbage, og har sit atelier i gåafstand. Hun bærer en kimonoagtig kåbe med prikker som en uniform. Hun kaster sit net som hun plejer, og næste gang vil jeg se lidt bedre efter.

   Filmen får altså sagt, hvad den vil. Blot kunne den have gjort det med mere gavmild elegance. Kusama har overskud, og der er luft. Værket er i sit væsen olympisk.

Se også Det lysende arbejde: Séraphine Louis 1864-1942; Marina Abramović: The Artist is Present (2012); Julian Rosefeldt: Manifesto (2015).

Kusama: Infinity (Kusamas uendelige univers). Instr.: Heather Lenz. Manus: Heather Lenz og Keita Ideno. Foto: Hideaki Itaya, Ken Kobland m.fl. 80 min. USA 2018. 18.10.2018.

Fotos: Goodmovies Entertainment/ Camera Film/ Women in Arts/ MoMA/ Louisiana/ ArtNow/  L'OFFICIEL Austria-Jason Schmidt (Kusama in Fireflies)/ CineMaterial/ You Tube (Magnolia Pictures trailer)  

Filmen streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, You Tube Film

2K Blu-ray fra Eurozoom (Frankrig) 07.07.2020 

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 19.10.2018

Julian Rosefeldt: Manifesto (2015)

EN ABSOLUT DIALEKT
Cate Blanchett i 13 versioner

Af BO GREEN JENSEN

MANIFESTET er et regelsæt, en forpligtende hensigtserklæring. Et vi eller jeg formulerer sin sandhed, så et du eller I kan blive overbevist. Henvendelsen er i sit væsen utopisk. Det er en fantastisk forførende form, som retorisk ligger tæt på evangeliet.

   Billedkunstneren Julian Rosefeldt (f. 1965) har samlet en hel katalog. I filmen Manifesto bliver alle ordene sagt af Cate Blanchett. Hun optræder blandt andet som hjemløs mand, sørgende hustru, to slags tv-journalist, en selvgod lærerinde og en flegmatisk forbrændingsarbejder. I galleriet er også en kold aktiehandler, en dedikeret dukkemager, en tatoveret punker og en »konservativ mor med familie«.

   De fleste citater er hentet i andre kunstneres manifester. Undtagelserne er prologen, hvor den hjemløse mand mumler brokker fra Karl Marx og Friedrich Engels, og det sidste segment, hvor lærerinden retter stile med henvisning til Dogme 95-manifestet, før hun sender klassen ud med Werner Herzogs ord om filmens ekstatiske sandhed.

DET er en rebus og et overflødighedshorn. 50 tekster er monteret i 12 forløb, som udgør en halv kunsthistorie. Rosefeldt må have gransket sit eksemplar af 100 Artists’ Manifestos: From the Futurists to the Stuckists, Alex Danchevs antologi fra 2011, indtil siderne faldt fra hinanden.*

   Talerne er the usual suspects – André Breton om surrealisme, Tristan Tzara om Dada, F.T. Marinetti om futurisme; eksponenter for konstruktivisme og Fluxus, performance og minimalisme. Andre kilder er mere obskure. Flere steder er strømningens navn taget ud og erstattet med netop et vi eller jeg.

   Mest markant står Claes Oldenburgs »I Am for an Art«. Kunstnerens gavmilde credo er i sig selv en forjættende tekst. Her bliver den til en bordbøn, som den konservative mor insisterer på, mens børnene fniser og manden ser væk. »Jeg tror på en kunst, der er politisk-erotisk-mystisk, som gør mere end at sidde på sin røv i et museum.«

CATE Blanchett spiller i alt 13 roller. I segmentet om konceptkunst er hun både den stylede studievært og den udsendte reporter, som taler fra øjet af en orkan. Vejret viser sig at være skabt med kunstig regn og vindmaskiner. »Hvad sker der, Cate, hvad siger du?« »Jo, Cate, nu skal du høre...«

   Manifesto er biografudgaven af en videoinstallation, som blev til på bestilling fra Australian Centre for the Moving Image. Rosefeldt fik ideen, da han så Cate Blanchett spille Bob Dylan i Todd Haynes’ I'm Not There (2007), hvor Dylans myte bliver undersøgt fra seks forskellige vinkler.

   I installationen blev ansigterne vist simultant. Stemmerne talte i kor. I filmen er der valgt et forløb, og sekvensen er rettet ud, så at sige. Man kan lytte til indholdet eller lade være. Rosefeldt interesserer sig først og fremmest for sammenfaldet. Der er en særlig absolut dialekt, som alle utopierne benytter. Hver og én lover, at dagen vil komme.

DET er en morsom og tankevækkende film, som nu og da taler alvorligt. Hver sætning bliver sagt med den rigtige betoning, så teksterne synes at passe til scenen: ved graven på en kirkegård, i sene tv-nyheder og på skolen, hvor børnene lærer for livet.

   Situationerne er smukt bygget op. Enken trøster de sørgende med Dada. Studieværten skifter fra forede tøfler til falliske stilletter, da hun tænder for sin øresnegl. Der er skiftevis overensstemmelse og diskrepans. Den absurde helhedsvirkning ligger ikke 100 år fra effekten, man ser i tableaufilm af svenskeren Roy Andersson eller en ung Jørgen Leth.

DE små handlingsspor skaber narrativ fremdrift, og på den måde bliver det en levende film. Men det er ved at fastholde stemmen, selve hjerterytmen, at Rosefeldt formulerer sit eget manifest. Inderst i ordene er der altid en kategorisk, vagt paranoid kvalitet.

   Derfor kravler den hjemløse mand til slut op på en gangbro, ser publikum i øjnene og citerer situationisten Guy Debords manifest: »Til de, som ikke forstår os korrekt, siger vi med uudslettelig hån: ’Vi, som I tror I er dommere over, vil en skønne dag dømme jer.«

   Det spydige jer bliver fremsagt, som var et definitivt argument afleveret. Der er en veltilfreds galskab i Blanchetts blå øjne. For der kommer en dag, og det bliver værst for jer selv.

   Det gamle skal ud, og det nye skal ind. Profeter i alle lande, foren jer!

*) 100 Artists' Manifestos: From the Futurists to the Stuckists. Edited with an Introduction by Alex Danchev. 454 s. Penguin Modern Classics, 2011.

   En genial og (når man har anskaffet den) uundværlig samling af de æstetiske og politiske programmer og erklæringer, som typisk bliver citeret i fragmentform og mere eller mindre ude af kontekst. Som regel er det socialhistoriske papirer, taler, traktater, forfatningstekster, love, religiøse maksimer osv., der bliver samlet sådan. Her er det kunstnernes statements, fra F.T. Marinettis »The Foundation and Manifesto of Futurism« (1909) til »The Founding, Manifesto and Rules of The Other Muswell Hill Stuckists« (2009) af Edgeworth Johnstone, Shelley Li m.fl.

   Accenten er på billedkunst, men filmen er inddraget. Dogme 95-manifestet, som blev co-signeret af Lars von Trier og Thomas Vinterberg den 13. marts 1995, er i sig selv en pastiche og nær-parodi på troperne i det klassiske manifest. Danchev tager dog fejl, når han fejer »Kyskhedsløftet« væk som et PR-stunt. Andre filmskabere som repræsenteres i antologien er Dziga Vertov, Stan Brakhage, Derek Jarman og Werner Herzog (»Minnesota Declaration«, 1999). Skønt Dogme får en hård behandling, er Danchevs bog varmt anbefalet.

Manifesto. Instr. og manus: Julian Rosefeldt. Foto: Christoph Krauss. 95 min. Tyskland-Australien 2015. Dansk premiere: 24.08.2017.

Fotos: Bayerischer Rundfunk/ Schiwago Films/ Natlys Film ApS/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, MUBI, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Modern Films (regionsfri) 19.03.2018

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 25.08.2017