Yayoi Kusama: Infinity (2018)

PRIKKER I UNIVERSET
Kusamas kosmiske spejlkabinet

Af BO GREEN JENSEN

»JEG tager livets energi og omdanner det til prikker i universet.« Tusindkunstneren Yayoi Kusamas enkle karakteristik af sit værk og sin metode er sat allerforrest i filmen om hendes liv. Den er klar og forbavsende fyldestgørende. Det samme er filmen et stykke af vejen.

   Amerikaneren Heather Lenz, som debuterer i langform med Kusama: Infinity, siger, at hun begyndte på sin dokumentar i 2001, før der fandtes smartphones. Den japanske kunstners karriere så ud til at skulle ende i respektabel halvglemsel og fodnotestatus. Netop da begyndte den (gen)opdagelse, som har gjort Kusama til det brand, hun altid ville være, en af verdens mest eftertragtede kunstnere og et globalt fænomen.

   Før årtusindeskiftet havde kunstneren haft få separatudstillinger. Siden 2000 har 30-40 betydningsfulde museer, fra MoMA til Tate Modern og Louisiana, holdt udstillinger, som publikum stod i kø rundt om bygningen for at komme ind til. På et tidspunkt blev det et must at tage selfies i Kusamas spejlværelser. Hun har fem mio. followers på de sociale medier.

YAYOI Kusama er fantastisk populær. Filmen gentager mange gange, at hun er verdens mest kostbare kvindelige kunstner. Kun Marina Abramovic og Yoko Ono kan konkurrere. De bliver dog ikke nævnt noget sted. Kun én kønsfælle får plads i historien. Det er Georgia O’Keefe, som inspirerede den japanske teenager, besvarede hendes breve og formidlede nyttige kontakter, da Kusama i 1957 tog til USA for at gøre en forskel.

   Det er desværre typisk for filmen. Lenz giver en kongenial introduktion til kunstnerens liv og værk, og gør fornuftigt nok meget ud af New York-perioden, hvor Kusama formulerede en række af sine grundideer. Hun forsøgte med alle midler at slå igennem på den kunstscene, hvor først tidens abstrakte ekspressionister og siden popkunstnerne dominerede. Da beskydningen prellede af, tog hun i 1973 hjem til Japan. Her fandt hun endelig fred og balance i en rutine, som hun stadig dyrker i dag.

FILMEN giver et godt billede af en kunstner, som man i forbifarten er tilbøjelig til at opfatte som »hende med polkaprikkerne«, der pludselig var – og er – alle vegne. Man får stor respekt for kvinden, som næsten kun mødte modgang og undren i sine mest vitale årtier. Især bliver de »uendelighedsnet«, som Kusama kaster gennem hele karrieren, set og forklaret, så man erkender, hvor smukke og unikke de er.

   Man forstår, hvordan en skrøbelig psyke skaber struktur i forvirringen. Nettet er for Kusama både et filter, et motiv og en metode. Æstetikken tager form over tid og forener det figurative, abstrakte og organiske. Det er simpelt hen smukke strukturer, der træder frem, når Lenz går tæt på detaljer i de ofte kolossale billeder.

DET er desværre ikke nok for Lenz at forklare. Der er to andre dagsordener. For det første skal filmen (be)vise, at Kusama havde svært ved at klare sig i New York, fordi hun var kvinde i mændenes verden, og fordi hun var japansk. For det andet skal den demonstrere, hvordan alle de andre stjal fra Kusama, tog hendes ideer og gjorde dem til deres egne.

   Især det sidste ender med at virke mod hensigten. Claes Oldenburg havde kun arbejdet i papmache og hårde materialer. Så så han en af Kusamas bløde skulpturer – Accumalation No. 1 fra 1962 er en hvid lænestol med falliske protuberanser – og begyndte selv at lave bløde skulpturer. »Det må du altså undskylde, Yayoi,« hviskede Patty Mucha, Oldenburgs daværende hustru og samarbejdspartner, ved ferniseringen.

ANDY Warhol så et af Kusamas totalindrettede rum – Aggregation: One Thousand Boats Show fra 1964 – og havde straks tapet på væggen i sin næste installation (Cow Wallpaper fra 1966). Kusama udstillede Infinity Mirror Room (Phalli’s Field) i marts 1965. I oktober samme år viste Lucas Samaras sit »Mirrored Room« og fik mere kritisk opmærksomhed, skønt – eller muligvis fordi – Kusama lod sig forevige i signalrød jumpsuit i sin installation.

   Det mere end ligger i luften, at de feministiske performancekunstnere og hippiebevægelsens pacifistiske happenings var inspireret af Kusamas eksperimenter. Med andre ord fik også Abramovíc og Ono – som kun er fem år yngre end Kusama og faktisk har anerkendt hendes betydning – deres bedste ideer fra Kusama.

JEG siger ikke, at der ikke er noget om snakken, men den nøjeregnende strategi er tæt på at skævvride filmen. Det havde været rigeligt blot at vise og belyse værkerne, så vi selv kunne se sammenhængen og forbinde de farvede prikker i uendelighedsnettet.

   I Cannes så jeg engang en for så vidt tiltrængt portrætfilm om komikeren Jerry Lewis – Gregg Barsons Method to the Madness of Jerry Lewis (2011) – der på samme måde gav kunstneren æren for noget nær alt. Man endte med at have rigeligt af Lewis. Den samme slags mæthed truer her i Kusama.

I 2021 er den 92-årige kunstner så aktiv som nogensinde. Vreden fra 1970erne er helt forsvundet i en ufravigelig arbejdsrutine. Hun bor på et hospital for sindslidende i Tokyo, det samme sted hun fik freden tilbage, og har sit atelier i gåafstand. Hun bærer en kimonoagtig kåbe med prikker som en uniform. Hun kaster sit net som hun plejer, og næste gang vil jeg se lidt bedre efter.

   Filmen får altså sagt, hvad den vil. Blot kunne den have gjort det med mere gavmild elegance. Kusama har overskud, og der er luft. Værket er i sit væsen olympisk.

Se også Det lysende arbejde: Séraphine Louis 1864-1942; Marina Abramović: The Artist is Present (2012); Julian Rosefeldt: Manifesto (2015).

Kusama: Infinity (Kusamas uendelige univers). Instr.: Heather Lenz. Manus: Heather Lenz og Keita Ideno. Foto: Hideaki Itaya, Ken Kobland m.fl. 80 min. USA 2018. 18.10.2018.

Fotos: Goodmovies Entertainment/ Camera Film/ Women in Arts/ MoMA/ Louisiana/ ArtNow/  L'OFFICIEL Austria-Jason Schmidt (Kusama in Fireflies)/ CineMaterial/ You Tube (Magnolia Pictures trailer)  

Filmen streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, You Tube Film

2K Blu-ray fra Eurozoom (Frankrig) 07.07.2020 

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 19.10.2018

Luca Guadagnino: A Bigger Splash (2015)

I LUFTEN HÆNGER ET VANDSPRØJT TILBAGE

Luca Guadagnino sætter af fra David Hockney

Af BO GREEN JENSEN

DER er nogle gamle venner, som man ser igen med bange anelser. Måske var de sjove, da man selv var sjov; måske ved man af bitter erfaring, at de ikke er til at slippe af med. De kommer fra et andet kapitel, som man ikke orker at læse igen. Det er ikke, fordi man ikke kan huske, hvor skægge de farlige venner kunne være. Men de var ikke til at styre, når de først blev lukket ind.

   Sådan et menneske er musikproduceren Harry Hawks (Ralph Fiennes). Den formidable mand melder sin ankomst, netop som rockstjernen Marianne Lane (Tilda Swinton) har fundet sig tilrette i en dyb, vegeterende fred med Paul de Smedt (Matthias Schoenaerts), en filmskaber, der holder lang tankepause.

   Parret plejer og støtter hinanden efter seriøse livskriser, der fik dem til at slå pjalterne sammen. Hun hviler ud efter en halsoperation, som gør at hun ikke kan tale. Han er tørlagt efter en bilulykke, som måske var et sløret forsøg på at dø. De nyder de rolige dage på Pantelleria, en lille italiensk ø, som ligger tættere på Tunesien end på Sicilien.

HARRY kender også Pantelleria. Kaosbringeren er fortrolig med alle terræner. Der er ikke den mad, som han ikke har smagt, eller den vin, som han ikke har drukket – som regel på husets regning. Han kan sikkert også huske, hvad ejerens børnebørn hedder. Var social flair en valuta, ville Harry være hovedrig. Han er sådan en mand, som man ikke siger nej til.

   Harry ringer fra lufthavnen, hvor han er landet sammen med teenageren Penelope (Dakota Johnson), som vist nok er hans nyligt opdagede datter. I hvert fald skal hun distrahere Paul, mens Harry får Marianne til at synge igen, på scenen såvel som i kærestesengen. Det var ham, der præsenterede Marianne og Paul for hinanden. Harry synes, de skylder ham noget til gengæld.

DAGENE går ved den blå swimmingpool, hvor slangerne hvisler i græsset. Der er flashbacks til en kronet tid, hvor Marianne synger for menneskehavet og ligner en blanding af Annie Lennox og David Bowie. I nutiden er der migranter på stien ved den lejede villa. Også de er en del af menneskehavet, som turisterne har isoleret sig fra.

   Der er dårlig karma fra første scene med Harry og Penelope i huset. Marianne og Paul har nydt at leve stille og elske som dyr. Harry kan slet ikke have sådan noget. Han drikker vin som vand og ryster gourmetmad ud af ærmerne på sin hawaiiskjorte. Farverne skriger til himlen. Manden taler fra morgen til aften.

   I en særligt velskabt scene beskriver Harry, hvordan han (vist nok) producerede Voodoo Lounge (1994) for The Rolling Stones tilbage i den store tid. Han spiller luftguitar, mens han Jagger-danser til »Emotional Rescue«. Manden har altså en lang karriere. Emotional Rescue er fra 1980. Harry var 16. Nu er han (muligvis) uhelbredeligt syg. Man ved aldrig helt, om han lyver. I hvert fald har han brug for Marianne, hvis han skal kæmpe sig værdigt tilbage.

SICILIANEREN Luca Guadagnino (f. 1971) er en mand, der bliver set skævt til i det italienske filmmiljø. Han taler hårdt om kolleger og har tjent formuer på at lave tv-reklamer for Gucci og Cartier. Han fik tidligt kontakt med Tilda Swinton, som medvirkede i The Protagonists (1999). Det var også Swinton, som spillede matriarken i Io sono amore/ I Am Love (2009), der blev et stort arthouse hit.

   Guadagnino debuterede som operainstruktør i 2011, hvor han iscenesatte Verdis Falstaff. Han siger selv, at han ser Harry Hawks som en efterkommer af Shakespeares karakter. Begge er større end virkeligheden, og begge er blevet anakronismer. De er døende kæmper i dværgenes tid, men de er også flodheste, der stamper i strømmen. Det er ikke deres verden mere.

   Harry får næsten udført sin mission. Han får Marianne til at grine og gå på vulkaner igen, mens Penelope og Paul, som efterhånden væmmes ved det hele, forenes i naturen, helt efter planen. Men den forjættende swimmingpool, der er omdrejningspunktet i så mange scener, skal endelig bruges (melo)dramatisk.

   A Bigger Splash er en sludrevorn film, der skal afkodes i flere omgange. Forlægget er Jacques Derays La Piscine (1969), der brugte cool bossa nova på samme måde, som Guadagnino bruger årgangsrock. Men La Piscine var en regulær thriller med Alain Delon, Romy Schneider, Maurice Ronet og Jane Birkin. A Bigger Splash er mere diffus. Filmen er et stort snakkestykke, og Swintons stilhed taler lige så stærkt som Fiennes’ motormund.

FILMEN tager sin titel fra David Hockneys 1967-maleri af en swimmingpool med en sennepsgul vippe og to palmer ved et hus i Californien. Der er ingen personer i syne, men i luften hænger et vandsprøjt tilbage. Hvad man ser, er aftrykket af en bevægelse. Dén faktor passer fortrinligt til filmen.*

   Guadagnino siger, at han optog en smuk prolog med maleriet. Men det smukkeste var at skære forklaringen bort. Måske har der været flere scener med afrikanske flygtninge. Filmen er bedst, når den intet forklarer. Der er et irriterende omstændeligt afsnit, hvor det lokale politi bumler rundt.

   Uanset hvad man skal lægge i filmen, er den visuelt stærk hele tiden og for det meste psykologisk troværdig. Fiennes forlener sin karakter med en uimodståelighed, som man hader. Swinton arbejder aktivt med intet at sige. Johnson og Schoenaerts har mindre at tage fat i som nymfen og faunen.

   Men er filmen værd at se? bliver der spurgt. Dét er den afgjort. God og dårlig er vage begreber. Lad os lande på interessant og markant.

Se også Luca Guadagnino: I Am Love (2009); Luca Guadagnino: Call Me By Your Name (2017); To versioner: Suspiria (1977/2018) [Horror 100].

*) David Hockneys A Bigger Splash (1967) hænger i London på Tate Gallery. Billedet måler 2,5 x 2,5 meter og har sin titel, fordi Hockney året før havde malet Splash og A Little Splash. Hockneys første ikoniske swimmingpool-maleri var det beefcake-inspirerede Peter Getting Out of Nick's Pool fra 1964. Han malede A Bigger Splash fra april til juni 1967, mens han underviste på University of California i Berkeley. Fra 1970-1972 optog Jack Hazan portrætfilmen A Bigger Splash (1973), som indirekte skildrer kunstnerens brud med sin kæreste, Peter Schlesinger. Billedet, som man ser Hockney arbejde på i filmen, er Portrait of an Artist (Pool with two Figures) fra 1972. I 2018 blev det handlet for 90,3 mio. dollars på en auktion i New York. 

A Bigger Splash. Instr. Luca Guadagnino. Manus: David Kajganich. Foto: Yorick Le Saux. Frankrig-Italien 2015. Dansk premiere: 17.03.2016

Fotos: Frenesi Film Company/ SF Studios/ Tate Collection

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, SF Anytime, Viaplay Rent & Nuy

Første udgave af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 18.03.2016