Giuseppe Tornatore: Ennio Morricone – The Maestro (2021)

EN LANG OG LYKKELIG REJSE

Et sidste glimt af filmkomponisten

Af BO GREEN JENSEN

DET var et fyrtårn og et fikspunkt, som forsvandt, da Ennio Morricone døde i 2020. Få komponister har sat deres mærke og præget en kunstart så dybt. Morricone gjorde det gennem 60 år og var stadig unik og urørlig.

   Tolv af 500 soundtracks blev skrevet til Giuseppe Tornatore (f. 1956). Morricone følte selv noget særligt for musikken til Cinema Paradiso (1988, da. Mine aftener i Paradis), og han kunne se sin egen rejse i The Legend of 1900 (1998, da. Legenden om pianisten på havet). Tornatore havde optaget sin portrætfilm, da komponisten gik bort. Den er derfor et kærligt arbejdsportræt, snarere end en rugende gravskrift.

   Ennio fortæller historien kronologisk, med talrige filmklip og flittig brug af vidneudsagn. De talende hoveder tilhører venner, kolleger og fans fra Bernardo Bertolucci og Clint Eastwood til Quentin Tarantino og Bruce Springsteen. Mesteren selv fortæller udførligt.

DEN første time er pakket meget tæt. Dybden og fylden kommer for alvor, da samarbejdet med Sergio Leone begynder. De to mænd var gamle skolekammerater. Musikken til The Good, the Bad and the Ugly (1966) og Once Upon a Time in the West (1968) ændrede westerngenren for altid. Og blev født, fordi Ennio kunne høre et klokkespil, et dyreskrig og en fløjte.

   Tornatores film er en guide til liv og metode, men han giver stoffet moment ved at vise, hvordan Morricone igen og igen bliver nomineret til en Oscar, som han ikke får. I 2007 modtager han en ærespris. Så skriver han score til The Hateful Eight (2015) og får sin rigtige Oscar. Ambitionen er ikke et påhit. Morricone var beskeden af væsen, men sulten efter anerkendelse.

HER finder filmen sit ledemotiv. Drengen kunne læse noder og spille trompet som 6-årig. På Santa Cecilia, det italienske musikkonservatorium, fandt han en faderfigur i komponisten Goffredo Petrassi, som blev hans lærer og forbillede.

   I den klassiske verden var film ikke agtet. Morricone følte altid, at han prostituerede sig – han taler åbent om det i Ennio – når han tog bestillingsopgaver. Han skrev en overgang kun »absolut« kompositionsmusik. Avantgardeensemblet Il Gruppo var et livsvarigt sideprojekt.

 

HER kom arbejdet med Roland Joffés The Mission (1986) til at gøre en forskel. Morricone var træt og færdig med film, da Joffé viste ham scenerne, hvor missionæren Fader Gabriel (Jeremy Irons) og den oprindelige befolkning bliver mejet ned. Morricone fik tårer i øjnene og gik hjem og skrev »Gabriel's Oboe« og »On Earth as It Is in Heaven«.The Mission har været lagt væk meget længe, forskrevet på grund af sin patos. Nu får man lyst til at se den igen.

FILMEN om filmkomponisten er gavmild, nøjagtig og kongenial. Her er alle de store partiturer og en god portion af de mindre kendte. Her er den lille mand, som kan komponere i sit hoved.

   Som regel er der stille i arbejdsværelset. Han rejser sig og dirigerer; han lægger sig og laver yoga. Han bruger højest et lille klaver til at demonstrere. Leone forstod aldrig musikken i skitseform. Morricone kunne høre den, før den var skrevet.

Se også Musikken i hjernen: Ennio Morricone 1928-2020; Quentin Tarantino: The Hateful Eight (2015) [Westerns 100].

Ennio Morricone – The Maestro. Instr. & manus: Giuseppe Tornatore. Foto: Giancarlo Leggeri, Fabio Zamarion. 150 min. Italien 2021. Dansk premiere: 07.04.2022.

Fotos: Piano b Produzioni/ Potemkino/ Fu Works/ Terras/ Gaga/ Blossoms Island Pictures/ Eurimages/ Dogwoof Pictures/ Gentofte Kino Distribution

Filmen er i biografdistribution

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.04.2022.

Bergmans ø: Liv & Ingmar (2012)

BALLADEN OM INGMAR & LIV

40 år efter kærlighedsmødet

Af BO GREEN JENSEN

SEPTEMBER 2012: Liv Ullmann (f. 1938) er til overflod Liv Ullmann – følsom, varm og så moderligt viis, at selv en patetiker kan få rigeligt – i dokumentarfilmen Liv & Ingmar, der er instrueret af Dheeraj Akolkar, men synes at komme fra Ullmanns egen hånd.

   I hvert fald er hendes beretning om samlivet med Ingmar Bergman (1918-2007) skrevet ned på forhånd og fremført som monolog i et sprog så ciseleret, at man fornemmer subtile metriske mønstre. Det trækker noget fra spontaneiteten og giver Liv & Ingmar et distraherende præg af iscenesat fortrolighed.

ALLIGEVEL er det interessant at følge Ullmann, mens hun går rundt i huset på Fårö og fortæller. Hun var 24, og Bergman var 46, da de fandt sammen under optagelserne til Persona (1966). Hun blev skilt fra Gappe Strang og boede med Bergman på Fårö, mens hun spillede over for Max von Sydow i Vargtimmen (1968, da. Ulvetimen), Skammen (1968) og En passion (1969, da. Passion). Sammen fik de datteren Linn, der som bekendt blev en estimeret forfatter.

   Efter bruddet tog Ullmann til USA og var the flavor of the month i fire-fem år. Hun og von Sydow var uforglemmelige som Kristina og Karl Oskar Nilsson fra Småland i Jan Troells monumentale saga om Utvandrarna (1971) og Nybyggarna (1972) efter Vilhelm Mobergs romaner om de skandinaviske immigranter.

   Efter hits and misses kom hun hjem og blev den nordiske diva, vi dyrker i dag. Hun blev også en god og solid instruktør, der kunne virke på dansk (Sofie, 1992), norsk (Kristin Lavransdatter, 1995), svensk (Enskilda samtal, 1996; Trolösa, 2000) og engelsk (Miss Julie, 2014). Ulmann og Bergman kunne altid arbejde sammen. De blev rigtige venner, da begge havde givet slip på kærligheden.

OM dét, om værdien af at give slip, så man ikke gror fast i en bitter tilstand af »hvad-nu-hvis« og »kunne-have-været«, taler Ullmann meget smukt i filmen. Til slut fremviser hun Ingmars kalender, en håndtegnet ting med farver, som falmer i solen. Han plejede at friske dem op. Nu forsvinder skriften lidt mere for hvert år og vil snart være borte i lyset. Som han er, og som hun snart vil være.

   Når hun taler med denne slags indsigt, gør det ikke noget, at fortællingen i vid udstrækning består af citater. Og det er sørgmuntert at høre om den skinsyge Bergman, der bygger en mur rundt om huset og venter ved lågen hver onsdag, når hun har set sine venner. Han jager hende gennem huset og sparker døren til værelset ind. En hjemmesko hvirvler i luften. Så ler de og bliver venner igen, fordi det er morsomt.

PÅ optagelsen til Skammen sørger Ingmar for, at de fryser i virkeligheden, så det ser rigtigt ud på film, da hun og von Sydow ligger i båden. Ullmann viser et foto. Ene af alle sidder Bergman indsvøbt i fåreskind. Ved frokost fik de mad sendt ned og besked på at blive i båden.

   Liv forstod, at Ingmar tog hævn, men von Sydow fattede ikke, hvorfor de skulle lide. Ingmar ville skrive, høre musik og være alene sammen i huset. Ullmann anfægter ikke, at det var måden for ham, men hun ved, at hun rejste til tiden.

Se også Ingmar Bergman: Fanny & Alexander (1982) [Store instruktører]; Ingmar Bergman | Liv Ullmann: Trolösa/Faithless (2000); Mia Hansen-Løve: Bergman Island/Bergmans ø (2021). 

Liv & Ingmar (Liv & Ingmar - en kærlighedshistorie). Instr.: Dheeraj Akolkar. Manus: Ragnhild Lund, Dheeraj Akolkar. Foto: Hallvard Bræin. 89 min. Norge-Sverige-UK 2012. Set på Haugesund Film Festival 2012. 

Fotos: Nordic Stories/ Svensk Filmindustri/ SVT/ Norsk Filminstitutt/ Vardo Films/ Stiftelsen Ingmar Bergman

Filmen streames på DRTV

Udtag af festivalreportage i Weekendavisen Kultur 24.09.2012

Amerikanske billeder: Jacob Riis 1849-1914

AMERIKANSKE BILLEDER
Fotografen Jacob Riis 1849-1914

Af BO GREEN JENSEN

JACOB Riis var lærersønnen fra Ribe, som i 1870 rejste til USA, levede en tid i vinden og endte som en af tidens mest indflydelsesrige sociale reformatorer. Hans sociale bevidsthed var vakt allerede, da han kom til New York, men nogle hårde år på Mulberry Street hærdede hans overbevisning til en egentlig sag. Med sin journalistik fik han borgerskabet i tale, og da teknikken tillod ham at dokumentere sine reportager med fotos, kunne offentligheden ikke længere ignorere de umenneskelige boligforhold i ghettoerne på Lower East Side.

   Riis samlede sine iagttagelser i How The Other Half Lives: Studies among the Tenements of New York (1890), som blev en bestseller i samtiden og endnu er en klassisk tekst i amerikansk sammenhæng. Han turnerede resten af sit liv med de foredrag, som i 1970erne blev en model for Jacob Holdt og dennes legendariske Amerikanske billeder (1977, senest ajourført i 2011). I USA har man rejst statuer af Riis, opkaldt parker efter danskeren og hyldet ham som foregangsmanden, der fik slumbebyggelsen saneret. Han var utrættelig i sin kamp for bedre boligforhold. Man kunne derfor tro, at Riis ville have en høj stjerne på den danske venstrefløj.

DETTE har dog aldrig været tilfældet. Tværtimod har man betragtet Riis med skepsis. Danskeren omfavnede den amerikanske drøm og lod sig opsluge i sit nyvalgte fædreland. »The American Made« hedder sidste kapitel i selvbiografien The Making of an American (1901, da. Hvordan jeg blev amerikaner), og ved Riis’ død udtalte Theodore Roosevelt: »If I were asked to name a fellow-man who came nearest to being the ideal American citizen, I should name Jacob Riis.«

   Så højstemt ros fra så tvivlsom en kilde kunne man ikke forholde sig positivt til i de danske 70ere. Vi bliver af og til mindet om Riis, hvem han var, hvad han gjorde og hvor han kom fra, men det ville være synd at sige, at vi værner effektivt om hans minde.*

ROBERT Fox’ kunstfærdige dokumentarfilm om Riis lader de kronologiske linjer flyde ud og løbe sammen. Den lægger et skær af drøm og erindring over de faktiske forhold. Det gør den vel for bedre at kunne vise os manden, der i sine egne skrifter skiftevis er knirkende tør og drivende sentimental.

   Vi ser en gammel mand sidde og skrive, mens Peter Stormares dybe svenske stemme på engelsk citerer brudstykker af The Making of an American og lader Jacob fra Ribe fundere over, hvordan han blev en amerikansk partisan. Riis’ klassiske fotos blandes med samtidens grynede film og lyriske situationer fra den sociale bagside af dagens USA. Romantiske optagelser fra Ribe giver et indtryk af en fattig barndom, men sådan var det vist egentlig ikke.

FILMENS impressionistiske stil står ofte i vejen for den kritik af Riis, som retfærdigvis må iblandes lovprisningen. Riis’ indignation var social, men ikke politisk baseret. For ham lå svaret i forbedrede boligforhold, ikke i faglig kamp og parlamentarisk indflydelse. Hans model var filantropi, ikke reform eller revolution, og han var tilbøjelig til at betragte lejekasernernes fattige indvandrere under ét som en slags uansvarlige børn.

   Racemæssige stereotyper er en forudsætning for flere løsningsmodeller i How The Other Half Lives, der gennemtrawler »Jewtown«, »Chinatown« osv. efter etnisk generaliserende principper. Den jødisk-amerikanske historiker Irving Howe fælder i hovedværket World of Our Fathers (1976) følgende dom over Riis:

   »What he described of ’Jewtown’ was accurate and – in behalf of tenement reforms yet to come – very useful. But Riis was a cold writer, deficient in that play of humane sympathies which lights up the work of Steffens and Hutchins Hapgood (...) His eye was sharp, but it was the eye of an outsider content to remain one, and eager as he was to remedy the conditions of the immigrant poor, he was equally clear in his mind as to the distance he meant to keep from them.«

DISSE nuancer og i sig selv fascinerende modsætninger bliver ikke taget op i Flash of a Dream, der fremstår som en hagiografisk levnedsmontage. Men man får lyst til at læse mere af Riis, vide mere om manden, der som den eneste dansker er optaget i Life Magazines Hall of Heroes på linje med Mahatma Gandhi og Martin Luther King.

   Riis gjorde en forskel, tog skæbnen i egne hænder og skabte sig et liv i det fremmede. Det er let at nøle og kritisere, være bagklog og have fine fornemmelser, men filantropen fik faktisk tingene gjort.

*) Teksten er skrevet i 2002. Der har siden været betydelig dansk interesse og stadig større respekt omkring Riis. I 2008 viste Det Nationale Fotomuseum i samarbejde med Museum of the City of New York en udstilling med restaurerede fotos. Det skete på Det Kongelige Bibliotek i Den Sorte Diamant i København. I 2009 fik Tom Buk-Swienty udgivet biografien Den ideelle amerikaner – en biografi om journalisten, reformisten og fotografen Jacob A. Riis (Gyldendal, 2009). Bogen udkom senere med ny undertitel: Danskeren der gik i krig mod New Yorks slum. I 2019 åbnede Jacob A. Riis Museum i Riis' barndomshjem i Sortebrødregade 1 i Ribe. Museet hører under Sydvestjyske Museer og har en meget velkurateret hjemmeside. Riis tog over 700 fotografier, som han ikke passede særlig godt på. De er i dag fordelt på fem samlinger: Museum of the City of New York, New York Historical Society, New York Public Library, Library of Congress og Sydvestjyske Museer. I 2015 udkom Bonnie Yochelsons Jacob A. Riis: Revealing New York's Other Half – A Complete Catalogue of His Photographs på Yale University Press. Det ikoniske foto »Bandit's Roost 59½ Mulberrry Street«, som Riis tog i Five Points-kvarteret, var en visuel reference for Martin Scorsese, da han forberedte produktionen af Gangs of New York (2002).

Flash of a Dream (Fotografen og præsidenten). Instr. & manus: Robert Fox. Foto: Morten Bruus. 52 min. Danmark 2002. Dansk premiere: 18.02.2002 

Fotos: Zentropa Real/ Camera Film/ Statens Filmcentral/ Museum of the City of New York/ Jacob A. Riis Museum/ Gyldendal/ Yale University Press

Flash of a Dream streames på FILMSTRIBEN, FILMCENTRALEN og kan ses i Videoteket på DFI i Filmhuset i Gothersgade, København

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 18.02.2002

Yayoi Kusama: Infinity (2018)

PRIKKER I UNIVERSET
Kusamas kosmiske spejlkabinet

Af BO GREEN JENSEN

»JEG tager livets energi og omdanner det til prikker i universet.« Tusindkunstneren Yayoi Kusamas enkle karakteristik af sit værk og sin metode er sat allerforrest i filmen om hendes liv. Den er klar og forbavsende fyldestgørende. Det samme er filmen et stykke af vejen.

   Amerikaneren Heather Lenz, som debuterer i langform med Kusama: Infinity, siger, at hun begyndte på sin dokumentar i 2001, før der fandtes smartphones. Den japanske kunstners karriere så ud til at skulle ende i respektabel halvglemsel og fodnotestatus. Netop da begyndte den (gen)opdagelse, som har gjort Kusama til det brand, hun altid ville være, en af verdens mest eftertragtede kunstnere og et globalt fænomen.

   Før årtusindeskiftet havde kunstneren haft få separatudstillinger. Siden 2000 har 30-40 betydningsfulde museer, fra MoMA til Tate Modern og Louisiana, holdt udstillinger, som publikum stod i kø rundt om bygningen for at komme ind til. På et tidspunkt blev det et must at tage selfies i Kusamas spejlværelser. Hun har fem mio. followers på de sociale medier.

YAYOI Kusama er fantastisk populær. Filmen gentager mange gange, at hun er verdens mest kostbare kvindelige kunstner. Kun Marina Abramovic og Yoko Ono kan konkurrere. De bliver dog ikke nævnt noget sted. Kun én kønsfælle får plads i historien. Det er Georgia O’Keefe, som inspirerede den japanske teenager, besvarede hendes breve og formidlede nyttige kontakter, da Kusama i 1957 tog til USA for at gøre en forskel.

   Det er desværre typisk for filmen. Lenz giver en kongenial introduktion til kunstnerens liv og værk, og gør fornuftigt nok meget ud af New York-perioden, hvor Kusama formulerede en række af sine grundideer. Hun forsøgte med alle midler at slå igennem på den kunstscene, hvor først tidens abstrakte ekspressionister og siden popkunstnerne dominerede. Da beskydningen prellede af, tog hun i 1973 hjem til Japan. Her fandt hun endelig fred og balance i en rutine, som hun stadig dyrker i dag.

FILMEN giver et godt billede af en kunstner, som man i forbifarten er tilbøjelig til at opfatte som »hende med polkaprikkerne«, der pludselig var – og er – alle vegne. Man får stor respekt for kvinden, som næsten kun mødte modgang og undren i sine mest vitale årtier. Især bliver de »uendelighedsnet«, som Kusama kaster gennem hele karrieren, set og forklaret, så man erkender, hvor smukke og unikke de er.

   Man forstår, hvordan en skrøbelig psyke skaber struktur i forvirringen. Nettet er for Kusama både et filter, et motiv og en metode. Æstetikken tager form over tid og forener det figurative, abstrakte og organiske. Det er simpelt hen smukke strukturer, der træder frem, når Lenz går tæt på detaljer i de ofte kolossale billeder.

DET er desværre ikke nok for Lenz at forklare. Der er to andre dagsordener. For det første skal filmen (be)vise, at Kusama havde svært ved at klare sig i New York, fordi hun var kvinde i mændenes verden, og fordi hun var japansk. For det andet skal den demonstrere, hvordan alle de andre stjal fra Kusama, tog hendes ideer og gjorde dem til deres egne.

   Især det sidste ender med at virke mod hensigten. Claes Oldenburg havde kun arbejdet i papmache og hårde materialer. Så så han en af Kusamas bløde skulpturer – Accumalation No. 1 fra 1962 er en hvid lænestol med falliske protuberanser – og begyndte selv at lave bløde skulpturer. »Det må du altså undskylde, Yayoi,« hviskede Patty Mucha, Oldenburgs daværende hustru og samarbejdspartner, ved ferniseringen.

ANDY Warhol så et af Kusamas totalindrettede rum – Aggregation: One Thousand Boats Show fra 1964 – og havde straks tapet på væggen i sin næste installation (Cow Wallpaper fra 1966). Kusama udstillede Infinity Mirror Room (Phalli’s Field) i marts 1965. I oktober samme år viste Lucas Samaras sit »Mirrored Room« og fik mere kritisk opmærksomhed, skønt – eller muligvis fordi – Kusama lod sig forevige i signalrød jumpsuit i sin installation.

   Det mere end ligger i luften, at de feministiske performancekunstnere og hippiebevægelsens pacifistiske happenings var inspireret af Kusamas eksperimenter. Med andre ord fik også Abramovíc og Ono – som kun er fem år yngre end Kusama og faktisk har anerkendt hendes betydning – deres bedste ideer fra Kusama.

JEG siger ikke, at der ikke er noget om snakken, men den nøjeregnende strategi er tæt på at skævvride filmen. Det havde været rigeligt blot at vise og belyse værkerne, så vi selv kunne se sammenhængen og forbinde de farvede prikker i uendelighedsnettet.

   I Cannes så jeg engang en for så vidt tiltrængt portrætfilm om komikeren Jerry Lewis – Gregg Barsons Method to the Madness of Jerry Lewis (2011) – der på samme måde gav kunstneren æren for noget nær alt. Man endte med at have rigeligt af Lewis. Den samme slags mæthed truer her i Kusama.

I 2021 er den 92-årige kunstner så aktiv som nogensinde. Vreden fra 1970erne er helt forsvundet i en ufravigelig arbejdsrutine. Hun bor på et hospital for sindslidende i Tokyo, det samme sted hun fik freden tilbage, og har sit atelier i gåafstand. Hun bærer en kimonoagtig kåbe med prikker som en uniform. Hun kaster sit net som hun plejer, og næste gang vil jeg se lidt bedre efter.

   Filmen får altså sagt, hvad den vil. Blot kunne den have gjort det med mere gavmild elegance. Kusama har overskud, og der er luft. Værket er i sit væsen olympisk.

Se også Det lysende arbejde: Séraphine Louis 1864-1942; Marina Abramović: The Artist is Present (2012); Julian Rosefeldt: Manifesto (2015).

Kusama: Infinity (Kusamas uendelige univers). Instr.: Heather Lenz. Manus: Heather Lenz og Keita Ideno. Foto: Hideaki Itaya, Ken Kobland m.fl. 80 min. USA 2018. 18.10.2018.

Fotos: Goodmovies Entertainment/ Camera Film/ Women in Arts/ MoMA/ Louisiana/ ArtNow/  L'OFFICIEL Austria-Jason Schmidt (Kusama in Fireflies)/ CineMaterial/ You Tube (Magnolia Pictures trailer)  

Filmen streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, You Tube Film

2K Blu-ray fra Eurozoom (Frankrig) 07.07.2020 

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 19.10.2018

David Lynch: The Art Life (2016) [Moderne mestre]

ONDSKABENS KUNST

En billedmagers læreår 

Af BO GREEN JENSEN

FÅ kan som David Lynch etablere en ondskabsfuld atmosfære. Han er også god til excentrisk humor, americana og drømme, men det er altid ondskaben, der pibler frem af fortællingens porer og nægter at blive holdt nede.

   Fra fosteret i Eraserhead (1977) og det afskårne øre på plænen i Blue Velvet (1986) til strejferen Bobs excesser i Twin Peaks (1989-2017), det blånende kød i Mulholland Drive (2001) og knivlyset i Inland Empire (2006) er det horror og weird på et kosmisk plan, hvor kun litterater som Edgar Allan Poe og H.P. Lovecraft kan konkurrere.

   Vi lever ifølge Lynch i en verden, som ikke vil os det godt, og frister en udeltagende skæbne. Der er kun ét sted i filmografien, hvor han med vilje afviser mørket. Det er i den gemytlige The Straight Story (1999).

   Med sine film fik Lynch hele verden i tale. At han har et liv som maler, musiker, fotograf og generel forarbejder af mørk billedkunst, bliver i regelen blot noteret. Også Danmark fik besøg af udstillingen The Air is on Fire, som Kunstforeningen Gl. Strand viste i 2010. 

I PORTRÆTFILMEN The Art Life taler Lynch om sin familie, sin opvækst i Spokane, Montana, og Boise, Idaho, og sin læretid hos kunstneren Bushnell Keeler, der inspirerede Lynch og vennen Jack Fisk på et tidspunkt, hvor de havde ideen til et kunstnerliv, men ikke så meget at have den i.

   For Lynch er the art life fortsat et ideal. Man drikker kaffe og ryger cigaretter og sidder alene med værket. Der er måske en vis interageren med kvinder, men ellers bare de tre ting.

   Anekdoterne er stemningsstykker, som Lynch breder ud, mens hans yngste datter, Lula, trisser omkring. Der er kun de to med i filmen. Lynch er født i 1946 og blev far for fjerde gang i 2012. Der er stadig håb for seniorsegmentet.

   Det var for at forsørge sin første familie, at Lynch i 1974 fandt vej til Hollywood via et arbejdslegat. Han lavede Eraserhead og fik en stor chance med The Elephant Man, som grinebideren Mel Brooks betalte for. Resten er historie, og The Art Life slutter netop dér.

ONDSKABEN træder frem med fotografisk klarhed i flere anekdoter. En nøgen, sindsforvirret kvinde kom gående i Boise, som ellers var indgrebet af tryghed. Alt giver mening og peger ind mod værkerne, filmene og musikken – vi ser fotos af de rollinger, som leger på albummet Crazy Clown Time (2011).

   En af sangene hedder »Strange and Unproductive Thinking«. Det lyder som noget, kunstnerens far kunne have sagt. Han forstod aldrig Davids projekt, men bakkede op om talentet. Lynch taler med taknemlighed. Det er der ikke noget at sige til. Kunstnerlivet har behandlet ham godt.

Se også David Lynch: Lost Highway (1997) [Moderne mestre]; David Lynch: The Straight Story (1999) [Moderne mestre]; David Lynch: Mulholland Drive (2001) [Moderne mestre]; David Lynch: Room to Dream (2018) [Moderne mestre] + Ængstelsens teater: Et interview med David Lynch [Moderne mestre].

David Lynch – The Art Life. Instr.: Jon Nguyen, Rick Bames, Olivia Neergaard-Holm. Foto: Jason S. 90 min. USA-Danmark 2016. Dansk premiere: 20.04.2017

Fotos: CineMaterial/ Absurda/ Jason S./  The Criterion Collection/ David Lynch Theater [You Tube song clip]

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime

2K Blu-ray fra The Criterion Collection [Spine #895] 26.09.2017 

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 21.04.2017

Livet er politisk: Sangskriveren Björn Afzelius 1947-1999

LIVET ER POLITISK

Sangskriveren Björn Afzelius 1947-1999

Af BO GREEN JENSEN

SANGSKRIVEREN Björn Afzelius var kun 52 år, da han døde i 1999. Mange skal først til at lære ham at kende. Tusen bitar, Magnus Gertten og Stefan Bergs portrætfilm fra 2014, er henvendt til generationen, der er på alder med eller lidt yngre end Afzelius’ døtre, Rebecka (f. 1979) og Isabelle (f. 1981), men den har sikkert mere at sige til gamle fans og fjender af den fine politiske sangskriver.

   Afzelius dannede Hoola Bandoola Band sammen med Mikael Wiehe i 1970. Senere blev de rigtige venner, men i begyndelsen var deres forhold af Lennon/McCartney-typen. Wiehes force var ideologisk skarphed og musikalsk kompleksitet. »Affe« havde alle dage en mere romantisk tilgang til stoffet og en solid forankring i amerikansk folkrock. Han skrev en af bandets bedste sange: »Juanita« fra Fri Information (1975).

DET var her, at jeg selv stod på toget. »Juanita« handler om en svensk veteran, som kæmper på republikanernes side i Den Spanske Borgerkrig. 40 år senere kommer hans sønner på charterferie. De falder i snak med en gammel kvinde, som siger, at hun elskede deres far. Hun siger også, at de skulle skamme sig: »Ni borde veta att turisternas pengar/ är som honung i förtryckarnas mun!«

   Det var en velanbragt sang i 1975, hvor man godt kunne høre om Franco i skolen og alligevel tage på klassetur til Torremolinos. Faktisk er en hel film i stil med Ken Loachs Land and Freedom (1995) koncentreret i »Juanita«. Fortællingen er iscenesat som flamenco og drejet i samme etniske retning, som også Troels Trier og Røde Mor valgte herhjemme, når de skulle synge om Chile og Salvador Allende.

AFZELIUS’ helte var Bob Dylan og John Lennon, men over tid fik han næsten et skær af Bruce Springsteen på svensk. Amerikaneren bliver lovprist for sin autentiske lyd og stabile tematik. Afzelius blev kritiseret for at gentage sig selv på henved 30 albums. Den svenske musikpresse fandt ham trættende og pinlig. Imens blev han landets størst sælgende kunstner. Her er portrætfilmens største udfordring. Det svarer til pludselig at komme og sige, at det var Lars Lilholt, som havde den sande vision.

   Tusen bitar tegner et gribende portræt. Mikael Wiehe er i Nicaragua for at spille Afzelius’ oversættelser af Sylvio Rodriguez. Kæresten Marianne Lindberg De Geer fortæller om deres on again/off again-forhold, mens hun iscenesætter forestillingen Johnny Boy, der bygger på Afzelius’ sange. Sært nok fortæller Anne Linnet ikke om »Tusind stykker«, der i Afzelius’ version blev årets store nordiske sang i 1990.

   

MANGE vidner taler om sangerens lukkede væsen. Han smuglede penge ind i Cuba på den svenske regerings vegne og var ansvarlig for opførelsen af et kulturhus i Nicaragua. Afzelius og Wiehe var eksemplariske socialister. Efter en støtteturne sidst i 80erne kunne de donere en million svenske kroner til sandinisternes revolution.

   Alligevel blev Afzelius set som en letvægter. Han var notorisk sammen med striber af kvinder, men kom altid tilbage til døtrenes mødre. I Castelvecchio fik han et italiensk vinterhjem, hvor han skrev nogle af sine mest harmoniske og mindst interessante sange. »Natt i Ligurien« er ærligt talt ikke ret god.

   Skolekæresten Eva-Lena Elfsving fortæller om Afzelius’ mor, som sang sammen med dem i stuen, før hun løj om, hvad Björn havde lavet, når Affes fjerne far kom hjem. Hun tog sit liv i 1971, hvor sønnen fandt hende på sengen. Om det handler titelsangen »Exil« fra et af Afzelius’ stærkeste albums. Sangen »Ikaros« konstaterer, at »ingen älskar ett barn som inte lyckas/ ingen älskar ett barn som är starkt«.

DET hele bliver sagt så klart, at man får kuldegysninger af at lytte, men som en af musikerne fra Globetrotters bemærker, fulgte hverken han selv eller kammeraterne med. Kritikerne hørte slet ikke efter. Jeg anmeldte selv Exil i Weekendavisen i 1985. Jeg skrev vist nok, at man savnede ånden og intensiteten fra »Juanita«.

   Med sit faste mix af romantisk besværgelse og politisk doceren fik Afzelius øgenavnet Afskylius. Romanen En gång i Havanna (1993), som også kom på dansk, ændrede intet ved dette, skønt bogen kritiserede det diktatur, som Cuba var blevet. Afzelius blev stadig vejet og fundet for let. Ingen kritiker med respekt for sig selv kunne tilstå at holde af Tusen bitar, som blev karrierens største succes.

AFZELIUS døde under arbejdet med sit 22. soloalbum, Elsinore, som er et af hans bedste. Han nåede at høre otte af pladens ti sange i de færdige versioner. Hans døtre fortæller om stemningen i huset, mens sangene blev til i køkkenet. De siger, at der var en forbavsende styrke og vrede i manden, selv om han var blevet så syg.

   I »Liten blues vid gravens rand« fra albummet Tanker vid 50 (1997) synger Afzelius om det paradoksale ved eftermæler: »Sjung ingen lovsång, håll inga tal/ Låt bli att säja hur fin jag var/ Vill du säga nåt så säj det till mej nu.« Det er dét, man tager med sig fra filmen. Hvor er der dog megen fordom i faget. Hvor bliver der dog skrevet en masse kritisk takserende vrøvl for effekten.

AFZELIUS-filmen er ikke en nyskabende dokumentar. Snarere er den loyalt fortalt i den klassiske form, man bryder med i mere markante musikfilm som Nick Cave: 20,000 Days on Earth og The Possibilities Are Endless (om den afasiramte sangskriver Edwyn Collins). Men Tusen bitar er god at få forstand af, og den giver fornemmelsen at et menneske, som levede i overbevisningen om, at modstand altid er bedre end stilhed.

Svenskeren Gunnar Wessléns Björn Afzelius: En god man (och bare en människa) udkom i 2013 og var længe den eneste biografi. I 2016 skrev (danske) Espen Strunk så en rigtig kritisk biografi, der går i dybden med både værker og levned. Afzelius udkom på forlaget Turbine. Björn Afzelius' egen roman, Engang i Havanna, udkom på Forlaget Per Kofod i 1993.

Björn Afzelius: Tusen bitar. Instr.: Magnus Gertten og Stefan Berg. Manus: Magnus Gertten, Stefan Berg og Jesper Osmund. Foto: Stefan Berg. 96 min. Sverige 2014. Dansk premiere: 06.02.2015.

Fotos: ABF Films/ Auto Images/ DHF/ Dag Hoel Filmproduksjon/ Film i Skåne/ Filminvest Midt-Norge/ SVT/ Camera Film/ Forlaget Turbine/ YouTube (trailer + clips)

Björn Afzelius Tusen bitar streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime 

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 06.02.2915