Amerikanske billeder: Jacob Riis 1849-1914

AMERIKANSKE BILLEDER
Fotografen Jacob Riis 1849-1914

Af BO GREEN JENSEN

JACOB Riis var lærersønnen fra Ribe, som i 1870 rejste til USA, levede en tid i vinden og endte som en af tidens mest indflydelsesrige sociale reformatorer. Hans sociale bevidsthed var vakt allerede, da han kom til New York, men nogle hårde år på Mulberry Street hærdede hans overbevisning til en egentlig sag. Med sin journalistik fik han borgerskabet i tale, og da teknikken tillod ham at dokumentere sine reportager med fotos, kunne offentligheden ikke længere ignorere de umenneskelige boligforhold i ghettoerne på Lower East Side.

   Riis samlede sine iagttagelser i How The Other Half Lives: Studies among the Tenements of New York (1890), som blev en bestseller i samtiden og endnu er en klassisk tekst i amerikansk sammenhæng. Han turnerede resten af sit liv med de foredrag, som i 1970erne blev en model for Jacob Holdt og dennes legendariske Amerikanske billeder (1977, senest ajourført i 2011). I USA har man rejst statuer af Riis, opkaldt parker efter danskeren og hyldet ham som foregangsmanden, der fik slumbebyggelsen saneret. Han var utrættelig i sin kamp for bedre boligforhold. Man kunne derfor tro, at Riis ville have en høj stjerne på den danske venstrefløj.

DETTE har dog aldrig været tilfældet. Tværtimod har man betragtet Riis med skepsis. Danskeren omfavnede den amerikanske drøm og lod sig opsluge i sit nyvalgte fædreland. »The American Made« hedder sidste kapitel i selvbiografien The Making of an American (1901, da. Hvordan jeg blev amerikaner), og ved Riis’ død udtalte Theodore Roosevelt: »If I were asked to name a fellow-man who came nearest to being the ideal American citizen, I should name Jacob Riis.«

   Så højstemt ros fra så tvivlsom en kilde kunne man ikke forholde sig positivt til i de danske 70ere. Vi bliver af og til mindet om Riis, hvem han var, hvad han gjorde og hvor han kom fra, men det ville være synd at sige, at vi værner effektivt om hans minde.*

ROBERT Fox’ kunstfærdige dokumentarfilm om Riis lader de kronologiske linjer flyde ud og løbe sammen. Den lægger et skær af drøm og erindring over de faktiske forhold. Det gør den vel for bedre at kunne vise os manden, der i sine egne skrifter skiftevis er knirkende tør og drivende sentimental.

   Vi ser en gammel mand sidde og skrive, mens Peter Stormares dybe svenske stemme på engelsk citerer brudstykker af The Making of an American og lader Jacob fra Ribe fundere over, hvordan han blev en amerikansk partisan. Riis’ klassiske fotos blandes med samtidens grynede film og lyriske situationer fra den sociale bagside af dagens USA. Romantiske optagelser fra Ribe giver et indtryk af en fattig barndom, men sådan var det vist egentlig ikke.

FILMENS impressionistiske stil står ofte i vejen for den kritik af Riis, som retfærdigvis må iblandes lovprisningen. Riis’ indignation var social, men ikke politisk baseret. For ham lå svaret i forbedrede boligforhold, ikke i faglig kamp og parlamentarisk indflydelse. Hans model var filantropi, ikke reform eller revolution, og han var tilbøjelig til at betragte lejekasernernes fattige indvandrere under ét som en slags uansvarlige børn.

   Racemæssige stereotyper er en forudsætning for flere løsningsmodeller i How The Other Half Lives, der gennemtrawler »Jewtown«, »Chinatown« osv. efter etnisk generaliserende principper. Den jødisk-amerikanske historiker Irving Howe fælder i hovedværket World of Our Fathers (1976) følgende dom over Riis:

   »What he described of ’Jewtown’ was accurate and – in behalf of tenement reforms yet to come – very useful. But Riis was a cold writer, deficient in that play of humane sympathies which lights up the work of Steffens and Hutchins Hapgood (...) His eye was sharp, but it was the eye of an outsider content to remain one, and eager as he was to remedy the conditions of the immigrant poor, he was equally clear in his mind as to the distance he meant to keep from them.«

DISSE nuancer og i sig selv fascinerende modsætninger bliver ikke taget op i Flash of a Dream, der fremstår som en hagiografisk levnedsmontage. Men man får lyst til at læse mere af Riis, vide mere om manden, der som den eneste dansker er optaget i Life Magazines Hall of Heroes på linje med Mahatma Gandhi og Martin Luther King.

   Riis gjorde en forskel, tog skæbnen i egne hænder og skabte sig et liv i det fremmede. Det er let at nøle og kritisere, være bagklog og have fine fornemmelser, men filantropen fik faktisk tingene gjort.

*) Teksten er skrevet i 2002. Der har siden været betydelig dansk interesse og stadig større respekt omkring Riis. I 2008 viste Det Nationale Fotomuseum i samarbejde med Museum of the City of New York en udstilling med restaurerede fotos. Det skete på Det Kongelige Bibliotek i Den Sorte Diamant i København. I 2009 fik Tom Buk-Swienty udgivet biografien Den ideelle amerikaner – en biografi om journalisten, reformisten og fotografen Jacob A. Riis (Gyldendal, 2009). Bogen udkom senere med ny undertitel: Danskeren der gik i krig mod New Yorks slum. I 2019 åbnede Jacob A. Riis Museum i Riis' barndomshjem i Sortebrødregade 1 i Ribe. Museet hører under Sydvestjyske Museer og har en meget velkurateret hjemmeside. Riis tog over 700 fotografier, som han ikke passede særlig godt på. De er i dag fordelt på fem samlinger: Museum of the City of New York, New York Historical Society, New York Public Library, Library of Congress og Sydvestjyske Museer. I 2015 udkom Bonnie Yochelsons Jacob A. Riis: Revealing New York's Other Half – A Complete Catalogue of His Photographs på Yale University Press. Det ikoniske foto »Bandit's Roost 59½ Mulberrry Street«, som Riis tog i Five Points-kvarteret, var en visuel reference for Martin Scorsese, da han forberedte produktionen af Gangs of New York (2002).

Flash of a Dream (Fotografen og præsidenten). Instr. & manus: Robert Fox. Foto: Morten Bruus. 52 min. Danmark 2002. Dansk premiere: 18.02.2002 

Fotos: Zentropa Real/ Camera Film/ Statens Filmcentral/ Museum of the City of New York/ Jacob A. Riis Museum/ Gyldendal/ Yale University Press

Flash of a Dream streames på FILMSTRIBEN, FILMCENTRALEN og kan ses i Videoteket på DFI i Filmhuset i Gothersgade, København

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 18.02.2002

Nyttige fiktioner: Philip Roth 1933-2018

NYTTIGE FIKTIONER

Philip Roth 1933-2018

Af BO GREEN JENSEN

PHILIP Roth blev født i Newark, New Jersey, den 19. marts 1933 og døde den 22. maj 2018 på Manhattan i New York. Han blev altså 85 år.

   Forfatteren udførte et af de længste og smukkeste home runs i den amerikanske litteraturhistorie. Han efterlader sig et færdigt værk på 33 romaner, selvbiografiske semi-fiktioner og kritiske sonderinger i egne og andre forfatteres arbejder.

   Et færdigt værk? Ja, for Roth var på det rene med, at der ikke ville komme flere bøger. I Exit Ghost fra 2007 tog han afsked med sit store alias, den jødisk-amerikanske forfatter Nathan Zuckerman, som fortæller eller bliver fortalt om i ni af Roths romaner.

   Nemesis fra 2010 var den sidste af fire korte og strengt moralske fiktioner – de andre er Everyman (2006), Indignation (2008) og The Humbling (2009) – som fortæller om skæbner i generationen. De er samlet under fællestitlen Nemeses – altså nemesis i flertal.

   I 2012 sagde Roth, at han ikke så nogen grund til at skrive videre. For det første havde han sagt, hvad han skulle. For det andet havde han ikke længere den fornødne intellektuelle nysgerrighed. Den sidste udgivelse blev Why Write? Collected Nonfiction 1960-2013, der fungerer som et supplement til den definitive 9-binds udgave af forfatterskabet, som Library of America udgav fra 2005 til 2017.*

ROTH skrev sit værk til fire kasser – fem, hvis man ser Nemeses som noget særskilt, og det gjorde Roth tydeligvis. Der er for første Nathan Zuckerman-sekvensen, som begynder med The Ghost Writer (1979, da. Forfatterspire) og slutter 30 år senere med Exit genfærd.

   Der er romanerne om litteraturprofessoren David Kepesh – The Breast (1972, da. Brystet), The Professor of Desire (1977, da. Professor i lyst) og The Dying Animal (2001, da. Det døende dyr) – og der er en kasse med »andre bøger«, som fører fra de klassiske begyndelser i Goodbye, Columbus (1965, da. Farvel, Columbus) til den desperate erotik i Sabbath’s Theatre (1995, da. Sabbaths teater), hvor driften næsten er blevet en dybbuk.

   Endelig er der en gruppe »Roth Books« (han førte selv regnskab og lagde til bunke). Den bedste er Operation Shylock: A Confession (1993), hvor forfatteren Philip Roth skriver om karakteren »Philip Roth«, der i Jerusalem møder sin vrængende tvilling, (D)en Anden, som udgiver sig for at være Philip Roth. Romanen er samtidig en reportage fra retssagen mod kz-lejrvagten John Demjanjuk. Bag alle de autofiktive tricks er der også et forsøg på at svare og imødegå Eichmann in Jerusalem: A Report on the Banality of Evil (1963), Hannah Arendts bog om Eichmann-processen.  

   Navnesystemet er ekstra indviklet, fordi floderne løber sammen. Nathan Zuckerman optræder første gang i romanen My Life As a Man (1975, da. Mit liv som mand), hvor han indgår i to »Useful Fictions« - »nyttige fiktioner« – af fortælleren Peter Tarnopol. Han er hovedpersonen i »Salad Days« og »Courting Disaster (or »Serious in the Fifties)«. Alligevel bliver Mit liv som mand ikke talt med i nogen af serierne. 

ROTH voksede op i en respektabel jødisk middelklassefamilie, der gik op i at gøre de rigtige ting og være på god fod med andre i miljøet. Hans far gik konkurs med en skoforretning og arbejdede siden som assurandør. Den stort set trygge barndom er stemningsfuldt beskrevet i The Facts: A Novelist’s Autobiography (1988), som ikke findes på dansk, og Patrimony: A True Story (1991), der i Niels Brunses oversættelse hedder En søns far.

   Titlerne lover en faktuel tyngde, men man skal ikke lade sig narre. Roths erindringer er fortalt med alle forfatterens tricks og værktøjer. Prologen i The Facts er et brev fra Philip Roth til Nathan Zuckerman. Alter ego’et svarer i epilogen og lægger ikke skjul på, hvad han mener om sandhedsværdien. Mellem de metatekstuelle anførselstegn giver Roth en ret nøjagtig beskrivelse af sin baggrund.

   Roth skulle egentlig være jurist, men var aldrig i tvivl om, at han ville skrive. På Bucknell University i Pennsylvania skiftede han fra jura til engelsk. De første tekster blev trykt i magasinet Et Cetera, som han også redigerede. I 1954 kom han til University of Chicago. Han læste The Adventures of Augie March, Saul Bellows store Chicago-roman, og blev inspireret af dens realistiske forslugenhed.

   I 1955 tog han sin kandidateksamen, blev master i engelsk og meldte sig til hæren for to år. Han pådrog sig en rygskade på rekrutskolen i Fort Dix. Smerten er ofte beskrevet, men Roth var opmærksom på, at den fritog ham fra fysiske pligter. Nu var han virkelig skabt til at skrive.

   Mens han gjorde tjeneste som presseofficer, skrev han de første af sine gennembrudsnoveller. »The Contest for Aaron Gold« blev trykt i Epoch, Cornell Universitys litterære tidsskrift. Den blev der lagt mærke til. Redaktøren Martha Foley tog den med i antologien Best American Short Stories 1956.

   Roth var 23 år og havde indtil videre gjort de rigtige ting. Familien var stolt. Så skrev han novellerne »The Conversion of the Jews« og »Defender of the Faith«, som er hægtet på dannelseshistorien i Goodbye, Columbus.

   I »Jødernes omvendelse« spørger Ozzie Fredman sin lærer, rabbineren Binder, om det virkelig kan være rigtigt, at Gud gjorde Jomfru Maria gravid. Drengen får en blodtud for sin frækhed, men fremturer. Han kravler op på synagogens tag og truer med at springe. Situationen udarter, og drengen vinder en moralsk sejr. Ozzie springer og bliver grebet i brandvæsenets sikkerhedsnet. Øjeblikket brænder. Det er næsten en verdslig epifani.

NOVELLERNE vakte opsigt og blev stærkt kritiseret af bl.a. Irwing Howe, som var den toneangivende jødiske kritiker.** Roth fik ry for at være en anti-semitisk jøde. Skønt romanerne Letting Go (1962) og When She Was Good (1967) er solide realistiske stykker, blev forfatteren set som en tvivlsom person.

   Det er muligt, at han overdrev betydningen af konflikten, som er beskrevet flere steder. Nathan Zuckerman skriver romanen Carnovsky  og bliver udskammet i sit miljø. Det svarer til, hvad der skete for Roth, da han fik udgivet Portnoy's Complaint (1969). Modsætningsforholdet udartede til åben krig. Skandalesuccesen cementerede hans status og blev en international bestseller.

   Portnoys genvordigheder er morsom, manisk og masturbatorisk. Den er som Lenny Bruce ganget med Woody Allen (før #MeToo og da vi kunne lide ham). Den kronisk kriseramte Alexander Portnoy fortæller om sit liv til psykiateren Dr. Spielvogel. Den kværnende monolog er en kraftpræstation. Her eksploderer den klassiske formfuldendthed i Roths første tekster. Han skriver sjofle ord på væggen. Han insisterer på virkeligheden. Det er en af de store amerikanske romaner.

HALVFJERDSERNE blev et hektisk årti med ekstreme formelle eksperimenter. I Our Gang (1971) er Richard Nixon og hans stab fremstillet som en grådig gangsterbande. The Great American Novel (1973) handler først og fremmest om baseball.*** Brystet (1972), som deler protagonist med Professor i lyst, er skrevet som en pornografisk fabel af Franz Kafka. David Kepesh vågner op og er forvandlet, ikke til en kakerlak, men til et kolossalt kvindebryst.

   Zuckerman-figuren tog form i Forfatterspire. Romanen skildrer hans læreår som assistent for den jødisk-amerikanske mester E.I. Lonoff, der har isoleret sig i en perfektionistisk askese, hvor han skriver 27 versioner af den samme korte tekst. Lonoff er skræmmebilledet på en elitær forfatter, der har mistet retningssansen og skriver sig ud af virkeligheden.

   Zuckerman Bound (1981) og The Anatomy Lesson (1983) fulgte forfatteren frem til et sted, hvor han i realiteten var blevet som Lonoff, en sart mandarin i sit elfenbenstårn, neurotisk og faretruende selvisk. Samtidig foregik Newarks forfald. Det var vigtigt for Roth at få baggrunden med, selv om Zuckerman havde nok i sit eget.

PHILIP Roth var gift to gange. Han mødte Margaret Martinson i 1956. De blev gift i 1959 og blev skilt efter fire år i et svært ægteskab, der er skildret med bitter, blå tristesse i When She Was Good og tragisk sort humor i My Life as a Man. Han var sønderknust af skyldfølelse, da hun døde i en bilulykke i 1968. Det skriver han udførligt om i The Facts.

   Ægteskabet med skuespilleren Claire Bloom varede fra 1990 til 1995. Det må for Roth have lignet alliancen mellem Arthur Miller og Marilyn Monroe. Hun skriver bittert om hans følelseskulde i erindringsbogen Leaving a Dool’s House (1996). Han tog en slags hævn med portrættet af Eve Frame i romanen I Married a Communist (1998, da. Jeg blev gift med en kommunist).**** 

   Roth skrev autofiktion, før man navngav begrebet. Som læser kunne man somme tider falde ud af fortryllelsen – eller blive mæt af fortroligheden og fortabelsen – i de mange ensartede udgivelser.

   Det skete for mig midt i 80erne, i perioden hvor Roth føjer Zuckerman-bøgerne sammen, undersøger hvordan han videre kan bruge figuren og bliver optaget af at kalibrere sine æstetiske strategier. Fiktion og biografi bliver et ælte. Bøgerne fra denne fase er konceptuelt interessante, men føles efterhånden kunstnerisk golde. Teksterne i The Counterlife (1986, da. Modliv) koncentrerer problemet.

ROTH kom dog styrket tilbage. Operation Shylock er en skarp identitetspolitisk satire. Sabbaths teater er en mesterlig videreførelse af projektet fra Portnoys genvordigheder og Mit liv som mand. Endelig kom Amerikansk pastorale i 1997 som en bekræftelse. Det er fortællingen om et almindeligt liv og en god mand, der bliver ødelagt af sin datters terrorisme. Det må være Roths allerbedste roman.

   Et andet sent højdepunkt er den kontrafaktiske Komplottet mod Amerika (2004). Romanen foregår i et USA, som har valgt Charles A. Lindbergh til præsident. For det første var det revisionistiske syn på nazisten og anti-semitten Lindbergh en effektiv øjenåbner. For det andet er portrættet af familien Roth måske det varmeste erindringsglimt af dem alle.

   Roth sagde altid, at hans eget liv var uden dramatik og betydning. Han havde siddet alene i et værelse og skrevet. Han vidste meget om skam og forlis og kompromitteret moral. Han forstod værdien i at blive ved, som fuglen i Bob Dylans sang: »The only thing I knew how to do/ Was to keep on keeping on.«

   Det store værk blev gjort færdigt. Det er kort og godt fortællingen om Amerika i 85 år. Det er noget af det bedste, der er skrevet noget sted.

Se også Philip Roth: Amerikansk pastorale (1997); Philip Roth: The Plot Against America (2004) [Bogen bag HBO-serien]; Philip Roth på film: Indignation (2016).

NOTER

*) Library of America har siden 1979 udgivet 337 bind klassikere, på tyndt papir og i samme format, formentlig med det franske Bibliothéque de la Pléiade som model. Hertil kommer en række antologier, fx. af film- og musikkritik, og en serie med lyrikere i udvalg. Jeg begyndte at anskaffe LOA under et USA-ophold i 1988-89 og kan prale af en nær komplet samling. Også genreforfattere som H.P. Lovecraft, Ross MacDonald og Shirley Jackson er repræsenteret. Et højdepunkt er Kurt Vonneguts samlede værker i 4 bind og Henry James' i 13. Kun Roth og digterne John Ashbery (1927-2017) og M.S. Merwin (1927-2019) har fået værket samlet, mens de levede. Det skal siges, at Roth elskede bøger. Han testamenterede to mio. dollars til folkebiblioteket i sin hjemby.

**) Irving Howe (1920-1993) var kritiker, underviser, redaktør og dertil aktiv politiker i DSA (Democratic Socialists of America), samme partifraktion, som demokraten Bernie Sanders har repræsenteret i 2016 og 2020. Howe skrev kritiske værker om bl.a. Sherwood Anderson, William Faulkner, Edith Wharton, Thomas Hardy og Leon Trotskij, som var hans politiske forbillede, men fik især betydning som historiker med en række sociologiske bøger om amerikanske jøders historie. Hans hovedværk er World of Our Fathers: The Journey of the East European Jews to America and the Life They Found and Made (1976). Han var en gavmild og indsigtsfuld kritiker – blot ikke i forholdet til Philip Roth. For Howe at se var Goodbye, Columbus og Portnoy's Complaint profane og opportunistiske bøger, som forstærkede kulturelle fordomme og stereotyper. Howe spiller sig selv i Woody Allens Zelig (1983). 

***) Roth lignede ikke en sportsfan, men han nærede det samme lidenskabelige forhold til baseball, som man finder hos f.eks. Paul Auster (i romanen Squeeze Play, som han skrev under pseudonymet Paul Benjamin) og Paul Simon (i sangen »Night Game« fra Still Crazy After All These Years). Han beholdt sit bat og sine trading cards fra skoletiden i Newark. Baseball er hovedsagen og bliver en metafor for nationens tilstand i The Great American Novel, som er en de få titler, der aldrig er oversat.

   Romanen udspiller sig i 1943, mens de fleste førsteholdsspillere gør miliærtjeneste. Kommunister prøver at overtage The Patriot League, og The Port Ruppert Mundys fra New Jersey bliver historiens første hold uden en hjemmebane, fordi Forsvarsministeriet lejer deres stadion. I 1973 skrev Roth et essay (»My Baseball Years«), hvor han er ganske alvorlig omkring sin kærlighed til Amerika's »foretrukne tidsfordriv«:

   »Baseball was a kind of secular church that reached into every class and region of the nation and bound millions upon millions of us together in common concerns, loyalties, rituals, enthusiasms, and antagonisms. (...) It seems to me that through baseball I came to understand and experience patriotism in its tender and humane aspects, lyrical rather than martial or righteous in spirit, and without the reek of saintly zeal, a patriotism that could not quite so easily be sloganized, or contained in a high-sounding formula to which one had to pledge something vague but all-encompassing called one's 'allegiance'.«

   Bernard Malamud (1914-1986), som i hvert fald delvist inspirerede E.I. Lonoff-skikkelsen i Forfatterspire, var muligvis verdensfjern og hyperæstetisk, men i 1952 skrev han The Natural, som må være den smukkeste baseballroman. Ja, der er også Don DeLillo (Underworld), John Fogerty (sangen og albummet Centerfield) og Neil Young (»For the Turnstiles« fra On the Beach), men jeg nævner med vilje kun intellektuelle jødiske mænd fra New York og New England.

****) Claire Bloom: Leaving a Doll's House. A Memoir. New York: Little, Brown, 1996. Bloom var gift med Rod Steiger, da hun mødte Philip Roth. Deres forhold er en forestilling i mindst fem akter, som udspiller sig over flere årtier. Det ender bittert, og bogen giver ikke Roth megen goodwill. Bloom var kun 16 år, da hun debuterede i Christopher Frys The Lady's Not for Burning sammen med John Gielgud og Richard Burton. Charles Chaplin gav hende gennembrudsrollen som Terry i Limelight (1952). I I Married a Communist er radioværten Ira Ringold gift med Eve Frame, der har en fortid som stjerne i stumfilm. Hun røber belastende forhold om Ira, der bliver sortlistet i McCarthy-årenes USA. Der er grænser for hævngerrigheden i begge bøger. »The Writer« har også positive kvaliteter, og Eve Frame bliver narret til at angive (»frame«) sin eksmand. Claire Bloom er i dag 89 år. 

Nekrologen stod i en noget kortere udgave i Weekendavisen Bøger 25.05.2018