To versioner: Utvandrarna/ The Emigrants (1971/2021)

KRISTINAS VERSION
Vilhelm Moberg ifølge Jan Troell og Erik Poppe

Af BO GREEN JENSEN

DER er fire romaner i Vilhelm Mobergs klassiske serie om Udvandrerne: Utvandrarna (1949), Invandrarna (1952), Nybyggarna (1956) og Sista brevet till Sverige (1959). Senere trækkes der tråde fra fortællingen i Din stund på jorden (1963), hvor en svensk immigrant ser tilbage på sit liv.

   Moberg begyndte at skrive i Carmel-by-the-Sea i Californien og var på dyb research i Chisago County i Minnesota, hvor familien Nilsson/Nelson fra Småland bosætter sig efter det arketypiske opbrud og den ikke mindre ikoniske Atlanterhavsoverfart (med det gode danske skib Charlotta), som er sætstykker i historien.

   Moberg var allerede agtet for romanen om Raskens (1927) og den selvbiografiske trilogi om Knut Toring (1935-39), da han skrev om Kristina fra Duvemåla og Karl-Oskar fra Korpamoen, som forpligter sig på et liv med hinanden. Efter Udvandrerne blev han en institution. Han tog sit liv i 1973, men levede stadig og gav sit besyv, da Jan Troell realiserede sine to store helaftensfilm om Utvandrarna (1971) og Nybyggerna (1972).

MAX von Sydow og Liv Ullmann var kendt fra Ingmar Bergmans arbejder (og von Sydow for sin rolle som Kristus i The Greatest Story Ever Told). Nu blev de internationalt folkeeje. Troell, som selv havde fotograferet og klippet sit storværk, redigerede samtidig tv-versionen, der blev set af så godt som alle i Norden. »Karl-Oskar, jeg er med barn,« var noget, som folk sagde i sjov, men efterbilledet af de to film er majestætisk. Det er en åbenbaring at gense dem nu: det er New Hollywood i Skandinavien.

   En forkromet klassiker, altså. Alene af den grund skal nordmanden Erik Poppe (A Thousand Times Good Night, Utøya 22. juli, Kongens valg) have point for at røre klenodiet igen. Hans Udvandrerne vil ikke være en genindspilning, men en ny fortolkning af grundmaterialet. I 50-året får vi Kristinas version.

JAN Troells to film skulle bruge syv timer til at fortælle historien. Poppe løser opgaven på to en halv. Det er gjort, for det første, ved at fokusere på Kristinas synsvinkel snarere end den fælles historie, som slutter ved Karl-Oskars død i 1890. For det andet ved at beskære personkredsen og åbne helt fremme ved afrejsen. Manuskripforfatterne Anna Bache-Wiig og Siv Eliassen har generelt ryddet op, taget væk, glattet ud og forenklet, så fortællingen glider moderne og let. Karaktererne siger mere om, hvad de tænker og føler. Der er en pædagogisk tydeliggørelse, som ærlig talt blot trækker helheden ned.

STØRST er tabet af Roberts historie. Karl-Oskars skrøbelige lillebror, fantasten og romantikeren, var et alter ego for Moberg, og hans tragiske spor hører med. Robert (Eddie Axberg) tager til Californien for at finde guld og søge lykken, der altid vil undslippe ham. Han kommer nedbrudt hjem med en formue i værdiløs valuta, »wildcat money«. Kristina elsker blidheden i Robert, som altid bløder fra øret. Han dør i 1855.

   Troells film skildrer guldfeberen i Californien – den mørke side af Amerika-drømmen – i en psykedelisk tonet montagestil, der er uden dialog og afviklet til lyden af kantede, håndholdte trommer. Det løser måske nogle narrative problemer at fjerne Robert helt fra historien. Det svarer samtidig til at skære en arm og et ben af den raske patient.

   Der er også positive ændringer. Den bedste tilføjelse er fortællerstemmen, som Poppe gør brug af fra først til sidst. Vi lytter til en blanding af dagbog og brev. Den bliver påbegyndt af Kristina og færdiggjort af hendes datter, Lill-Märta (Kerstin Linden). Her kommer den nye æstetik til sin ret.

DET er ikke en ny idé at løsne Kristinas historie fra resten. Björn Ulvaeus gjorde det samme, da han og Benny Andersson skrev musicalen Kristina från Duvemåla til Malmö Stadsteatern i 1995. De beholdt dog samtlige karakterer.

   Pionererne repræsenterer jo alle de svenske – ca. 1,2 mio. – som forlod fødelandet. Moberg skildrer hele lokalsamfundet og gør en dyd af at kortlægge begge hierarkier. Fra hans hånd var Udvandrarna en kollektiv folkehistorie: »Detta är en berättelse om några människor, som från sine hem i Ljuder i Småland utvandrada til Nordamerika (…) De som stannade kvar, de tröga och tvehågsna, kallade dem äventyrlystna.«

   Poppes film prioriterer menneskestemmen. For Troell var det lige så vigtigt at undgå den konventionelle voiceover, som på den tid, i miniseriernes barndom, var overforbrugt i fiktionen. Han og medforfatteren Bengt Forslund (som tillige var producer på de to film) eksponerer i fyndige skærmtekster, der betoner neutral statistik.

BEGGE versioner er af deres tid. De to gamle film demonstrerer et marxistisk historiesyn og er fulde af logisk realpolitik. Kritikken af folkemordet på den oprindelige befolkning er skarp og knastør. Tematikken er koncentreret i scenen, som skildrer vinterhængningen af 38 sioux/lakotakrigere efter opstanden i 1862. Og ugerningerne, begge sider begår.

   I Poppes film er man mere tilbøjelig til at glide af på identitetspolitikken. Her er den samme scene, hvor uramerikanere skræmmer Kristina, undersøger tingene i hytten og er gået igen, da hun vender sig om. Rædslerne bliver kun omtalt. Karl-Oskar markerer i alle versioner sit standpunkt. Han føler ingen skyld. De har plantet korn og skabt velstand, hvor der før kun var vildnis og sten som i Sverige.

POPPE når sent til historien om de andre svenske tilflyttere og de nidkære religiøse pedanter, som ikke vil acceptere, at Kristina er ven med den forhenværende prostituerede Ulrika (Tove Lo i Mai Zetterlings signaturrolle som »Glæden«). Værre endnu har hun giftet sig med en baptistpræst. De kristne vil kun sende drenge i skole. Karl-Oskar, der altid ser tro som en begrænsning, siger, at børnene skal gå i amerikansk skole.

   I den gamle version stod de sammen og sagde fra. I den nye har Kristina mere indgroet respekt for de religiøse. Det er derfor så meget større, da hun siger fra og fortæller præstekonen Judit (Sofia Helin), hvor hun kan gøre af sin fordømmelse. »Kan du ikke få styr på din kvinde?« bliver Karl-Oskar spurgt. Han smiler og svarer: »Åbenbart ikke.«

   Fremstillingen af de oprindelige amerikanere er lagt i et naturmystisk møde med mørket i skoven, hvor man farer vild som i bøger af Nathaniel Hawthorne og holistiske film af Terrence Malick. For at føje Kristina sætter Karl-Oskar i sidste øjeblik Lill-Märta af og siger, at skolen må vente. Kristina får lejlighed til at fortryde. Der er en udsoningscene mellem mor og datter. Det er lakotakvinden Wichahpi (Díana Bermudez), som hjælper de nødstedte indvandrere. Det er smukt som på et genremaleri.

GUSTAF Skarsgård er god nok som Karl-Oskar, og Lisa Carlehed (der har gjort indtryk i danske film som I dine hænder, Til vi falder og Psykosia) er fremragende som Kristina. Det er vigtigt for den nye film at formulere en feministisk dagsorden. Der er en (ny) scene, hvor Karl-Oskar går i marken og siger, at han kommer hjem »engang i aften«. Så er Kristina alene med børnene, og klaustrofobien og hjemveen eskalerer.

   Udvandrerne er bare ikke det oplagte sted at revidere et patriarkalsk perspektiv. Teksten skildrer et langt og godt, skønt ikke altid lykkeligt parforhold, hvor ægtefællerne er jævnbyrdige. De elsker hinanden, der er gensidig respekt. Liv Ullmann og Max Von Sydow var umådeligt overbevisende sammen, og det er svært at komme efter dem. Ullmann var castet som Kristinas mor i den nye film, men måtte sige fra undervejs.

MIT råd til tilskueren er faktisk: Lad være med at gense de gamle film, og lad være med at læse i bøgerne først. For Moberg var det vigtigt at fortælle om et samfund: »I hemorten är deras namn glömda och deras utvandrings äventyr skall snart ingå i sagan och legendan.« For Troell var det vigtigt at undsige kirken og staten og skildre et kærligt ægteskab i lyst og megen modgang.

   For Poppe er det primære at aktualisere historien. I titelsekvensen til slut er der billeder af moderne migranter, som banker på døren til Fort Europa. Det er blevet til en ny og lidt amputeret fortælling om en svensk familie, der slår sig ned et nyt sted. Der er færre børn, mindre vinter og en regelret historie, hvor karaktererne egentlig ikke bliver ældre. Der er intet af visionen fra Troell.

SOM nævnt er der skåret og plukket. Nogle scener står dog 1:1. Datteren Annas død afvikles i et strategisk flashback, og Kristina insisterer på atter at elske med Karl-Oskar i en scene, som er præcis magen til. I den gamle film følte man tiden. I den nye betragter Kristina sin mand og forstår, at Amerika giver ham mulighed for at være sin egen landshøvding.

   »Kan man blive fanget i en andens frihed?« spørger hun retorisk. Det er i hvert fald dét, som sker for Kristina fra Duvemåla. Heldigvis er filmen i sidste instans en tillidserklæring til Lill-Märta fra Ki-Chi-Saga, der vil lære af sin mors eksempel og vide at gøre det bedre endnu.

Se også To versioner: West Side Story (1961/2021) [Oscars 2022]; To versioner: Nightmare Alley (1947/2021) [Oscars 2022]; To versioner: 3:10 to Yuma (1957/2007) [Westerns 100]; To versioner: Berlin Alexanderplatz (1980/2020) [Bogen og filmen]; To versioner: Brideshead Revisited (1981/2008) [Bogen og filmen]; To versioner: Carrie (1976/2013) [Bogen og filmen]; To versioner: Far from the Madding Crowd (1967/2015) [Bogen og filmen]; To versioner: Lolita (1962/1997) [Bogen og filmen]; To versioner: Papillon (1973/2017) [Bogen og filmen]; To versioner: Solaris (1972/2002) [Bogen og filmen]; To versioner: Suspiria (1977/2018) [Horror 100]; To versioner: The Day the Earth Stood Still (1951/2008) [Sci-Fi 100]; To versioner: The Magnificent Seven (1960/2016) [Westerns 100]; To versioner: The Secret Life of Walter Mitty (1947/2013); To versioner: True Grit (1969/2010) [Westerns 100]; To versioner: Planet of the Apes (1968/2001) [Bogen og filmen]; To versioner: The End of the Affair (1955/1999) [Bogen og filmen]; To versioner: Brighton Rock (1947/2010) [Bogen og filmen]; To versioner: Ocean's Eleven (1960/2001); To versioner: Unforgiven (1992/2013) [Westerns 100].

Utvandrarna (Udvandrerne). Instr.: Erik Poppe. Manus: Anna Bache-Wiig, Siv Rajendram Eliassen. Foto: John Christian Rosenlund. 148 min. Sverige-Norge-Danmark-New Zealand 2021. Dansk premiere: 11.08.2022.

Utvandrarna (Udvandrerne). Instr.: Jan Troell. Manus: Bengt Forslund, Jan Troell. Foto: Jan Troell. 191 min. Sverige 1971. Dansk premiere: 17.02.1972.

Nybyggarna (Nybyggerne). Instr.: Jan Troell. Manus: Bengt Forslund, Jan Troell. Foto: Jan Troell. 202 min. Sverige 1972. Dansk premiere: 05.09.1972.

Fotos: Film i Västerbotten/ Nordsvensk Filmunderhållning/ Tre Vänner Produktion AB/ Svensk Filmindustri/ SF Studios/ The Criterion Collection

1971-filmen streames på Apple TV, Blockbuster, C MORE, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime

2021-filmen streames på Apple TV, Blockbuster, C MORE, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies

Jan Troells Utvandrarna (The Emigrants) og Nybyggarna (The New Land) er udgivet på dvd og blu-ray af The Criterion Collection (2016)

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.08.2022

Bergmans ø: Liv & Ingmar (2012)

BALLADEN OM INGMAR & LIV

40 år efter kærlighedsmødet

Af BO GREEN JENSEN

SEPTEMBER 2012: Liv Ullmann (f. 1938) er til overflod Liv Ullmann – følsom, varm og så moderligt viis, at selv en patetiker kan få rigeligt – i dokumentarfilmen Liv & Ingmar, der er instrueret af Dheeraj Akolkar, men synes at komme fra Ullmanns egen hånd.

   I hvert fald er hendes beretning om samlivet med Ingmar Bergman (1918-2007) skrevet ned på forhånd og fremført som monolog i et sprog så ciseleret, at man fornemmer subtile metriske mønstre. Det trækker noget fra spontaneiteten og giver Liv & Ingmar et distraherende præg af iscenesat fortrolighed.

ALLIGEVEL er det interessant at følge Ullmann, mens hun går rundt i huset på Fårö og fortæller. Hun var 24, og Bergman var 46, da de fandt sammen under optagelserne til Persona (1966). Hun blev skilt fra Gappe Strang og boede med Bergman på Fårö, mens hun spillede over for Max von Sydow i Vargtimmen (1968, da. Ulvetimen), Skammen (1968) og En passion (1969, da. Passion). Sammen fik de datteren Linn, der som bekendt blev en estimeret forfatter.

   Efter bruddet tog Ullmann til USA og var the flavor of the month i fire-fem år. Hun og von Sydow var uforglemmelige som Kristina og Karl Oskar Nilsson fra Småland i Jan Troells monumentale saga om Utvandrarna (1971) og Nybyggarna (1972) efter Vilhelm Mobergs romaner om de skandinaviske immigranter.

   Efter hits and misses kom hun hjem og blev den nordiske diva, vi dyrker i dag. Hun blev også en god og solid instruktør, der kunne virke på dansk (Sofie, 1992), norsk (Kristin Lavransdatter, 1995), svensk (Enskilda samtal, 1996; Trolösa, 2000) og engelsk (Miss Julie, 2014). Ulmann og Bergman kunne altid arbejde sammen. De blev rigtige venner, da begge havde givet slip på kærligheden.

OM dét, om værdien af at give slip, så man ikke gror fast i en bitter tilstand af »hvad-nu-hvis« og »kunne-have-været«, taler Ullmann meget smukt i filmen. Til slut fremviser hun Ingmars kalender, en håndtegnet ting med farver, som falmer i solen. Han plejede at friske dem op. Nu forsvinder skriften lidt mere for hvert år og vil snart være borte i lyset. Som han er, og som hun snart vil være.

   Når hun taler med denne slags indsigt, gør det ikke noget, at fortællingen i vid udstrækning består af citater. Og det er sørgmuntert at høre om den skinsyge Bergman, der bygger en mur rundt om huset og venter ved lågen hver onsdag, når hun har set sine venner. Han jager hende gennem huset og sparker døren til værelset ind. En hjemmesko hvirvler i luften. Så ler de og bliver venner igen, fordi det er morsomt.

PÅ optagelsen til Skammen sørger Ingmar for, at de fryser i virkeligheden, så det ser rigtigt ud på film, da hun og von Sydow ligger i båden. Ullmann viser et foto. Ene af alle sidder Bergman indsvøbt i fåreskind. Ved frokost fik de mad sendt ned og besked på at blive i båden.

   Liv forstod, at Ingmar tog hævn, men von Sydow fattede ikke, hvorfor de skulle lide. Ingmar ville skrive, høre musik og være alene sammen i huset. Ullmann anfægter ikke, at det var måden for ham, men hun ved, at hun rejste til tiden.

Se også Ingmar Bergman: Fanny & Alexander (1982) [Store instruktører]; Ingmar Bergman | Liv Ullmann: Trolösa/Faithless (2000); Mia Hansen-Løve: Bergman Island/Bergmans ø (2021). 

Liv & Ingmar (Liv & Ingmar - en kærlighedshistorie). Instr.: Dheeraj Akolkar. Manus: Ragnhild Lund, Dheeraj Akolkar. Foto: Hallvard Bræin. 89 min. Norge-Sverige-UK 2012. Set på Haugesund Film Festival 2012. 

Fotos: Nordic Stories/ Svensk Filmindustri/ SVT/ Norsk Filminstitutt/ Vardo Films/ Stiftelsen Ingmar Bergman

Filmen streames på DRTV

Udtag af festivalreportage i Weekendavisen Kultur 24.09.2012

Ingmar Bergman | Liv Ullmann: Trolösa/Faithless (2000)

AFSKÅRNE BLOMSTER
Ullmann instruerer efter Bergmans manuskript

Af BO GREEN JENSEN

PÅ en afsides ø i den svenske skærgård har en gammel mand isoleret sig med sin erindring, sit spejlbillede og de sidste ting, som han mangler at skrive. I og for sig hersker orden og harmoni. Arbejdsværelset er ikke beklumret af sentimentale souvenirs, men praktisk indrettet med skarpe hjørner og rene flader. Støvet samler sig ikke, og man fornemmer, at værelset udgør et billede på den skrivendes indre.

   Han er i gang med den sidste historie, den som gør ham mest ondt af dem alle. Den skildrer hans forhold til kvinden Marianne, som for et halvt liv siden gik fra sin mand og sin datter for at være hos ham. Den skildrer de forfærdende konsekvenser, som denne utroskab fik, men prøver også at finde tilbage til varmen og dybden i glæden, de følte ved at elske sammen. Han vil gerne gøre det rigtigt og godt. Han fornemmer vel, at det er nu eller aldrig.

MARIANNE var skuespiller. Hendes mand, Markus, var dirigent med en international karriere. Deres datter, Isabelle, var bare ni år gammel. Selv skrev han og instruerede film og teater. I begyndelsen var dansen let, de var alle de bedste venner i verden. Så opdagede de, at noget havde ændret sig. Det videre forløb blev så hudløst, at man næppe ville tro det på tryk. Endnu en fortælling om skæbne, altså, en hverdagshistorie med tragiske islæt. Men var det nu egentlig sådan det var? Han kredser om bordet, går ture, kan ikke finde den rigtige stemme.

   Da vender kvinden tilbage til Bergman, som karakteren faktisk kalder sig. Hun sætter sig på bænken under vinduet og begynder at tale til ham. Sammen husker de, hvordan det var, og skriver erindringen frem. Der er varme og fortrolighed mellem dem, en intim selvfølgelighed som bevidner, at de stadig elsker hinanden. Vi ser, at de har en historie sammen. Der er en forklaret all passion spent-atmosfære over scenerne fra arbejdsværelset. I fortiden er tingene ikke så enkle, men til bunds i dét som skete vil han.

INGMAR Bergmans bedste og mest karakteristiske arbejder var uvægerligt film, som gjorde ondt. Det vil Troløs også gøre, står tidligt klart for tilskueren, og man føler indledningsvis en lille træthed ved atter at skulle undersøge smerten og mørket på bagsiden af kærlighedens måne i selskab med den gamle eneboer. Det er den samme måde man sukker på, når Klaus Rifbjerg i bøger som Billedet (1999) og Huset (2000) begynder at skrive om steder, hvor man har været 117 gange. Snart indfanges man af motivet, som trods alt bliver drejet anderledes denne gang.

   Bergman skrev manuskriptet til Troløs, men ville ikke selv instruere. Det er en skam, for at dømme efter Larmar och gör sig till (1997), en sen, drømmespilsagtig variation over Gøglernes aften, og svanesangen Saraband (2003), kunne den gamle mand stadig finde og forløse nogle lag i sine tekster, som diverse stand-ins ikke fæstede sig ved. Eks-partneren Liv Ullmann (f. 1938) tilstræber en rundere tone, som øger troværdighedspræget, men filer hjørnerne af de dæmoniske islæt.

DET er en stor film med en lille handling. Troløs kan derfor komme langt ind i karaktererne og helt ud i hjørnerne af den lidenskab, som knytter Marianne og David – det kalder Bergman sig i erindringsdelen – sammen i en absurd, selvødelæggende pagt. Alligevel er der meget som mangler. Disse mennesker har så godt som ingen hverdag. I filmens stiliserede ånd er de personificerede kønsvæsener snarere end karakterer med nuancer og nærmere egenskaber. De er dømt til at blive hinandens ulykke.

   Det er velsagtens en pointe, både for Bergmans og Ullmanns vedkommende. Passionen fordrejer og fortærer os sådan, i det mindste når den griber os helt. Faktisk kan lidenskabens kvalitet vel måles på graden af fortabelse, i hvert fald som han ser det nu, den gamle mand, der mediterer over fortidens forræderier og kærlighedens ansigter. Af samme grund kan Troløs tillade sig at være en umådelig selvisk film, der kannibaliserer sit eget følelsesstof.

MONOMANIEN har omkostninger. Fremfor alt lykkes det aldrig Troløs at give os en konkret fornemmelse af den pris, som datteren Isabelle betaler. Isabelle bliver i stigende grad den uskyldige, som rives i stykker i krigsførelsen mellem forældrene. Hun kan ikke dele sin loyalitet, og hun får aldrig nogen ordentlig forklaring på, hvad der egentlig foregår. Angiveligt interesserer filmen sig for hendes skæbne, men den gør aldrig noget forsøg på at skildre hendes reaktioner.

   Om dét var Bergman og Ullmann ikke enige. Ullmann betragter således barnets figur som sit væsentligste bidrag til filmen. Ved lanceringen sagde hun: »Da Bergman skrev manuskriptet så han kun ét offer: kvinden. For ham var det utilgivelige at elskeren ikke i tilstrækkelig grad viste kvinden mere kærlighed og ømhed. Måske var det hjerteløst, men hvad moderen gjorde ved barnet, det var utilgiveligt. Lige så utilgiveligt var det, faderen gjorde ved barnet, og lige så utilgiveligt var det, elskeren gjorde ved barnet. Så alle var troløse over for barnet.«

   Mærkværdigvis synes Ullmann blot at forlænge og forstærke denne troløshed. Barnet forbliver en brik, en rekvisit som de voksne aktører spiller omkring og forholder sig til. Filmen dyrker smerten på næsten fetichistisk vis, som det så ofte har været tilfældet hos Bergman. Den hudløse menneskeskildrer kunne også være en følelsespornograf, og somme tider er kompromisløshed blot et andet ord for afstumpethed. Det er kun den smerte, som Marianne føler ved at forvolde Isabelle smerte, der for alvor skildres i dybden.

NATURLIGVIS har Trolösa sin styrke i den samme mangel på gængs hensyntagen. Få film er gået så langt i deres solidaritet med karakterer, der handler ødelæggende ansvarsløst, heller ikke i amour fou-traditionen, hvor i det mindste den lyse del af Mariannes og Davids forhold, forelskelsen og den første fuldbyrdelse, den søde afhængighed, kan siges at høre hjemme.

   Mest af alt skiller Troløs sig ud ved ikke at insistere på nogen dybere mening med ulykken. Der er ingen højere skæbne på spil. Smerten var ikke noget »som skulle til« for at alt kunne blive på den rigtige måde, for der findes ingen rigtig måde i Bergmans univers. Kun vilkårlige resultater af halsløse gerninger, som ikke ændres af vore motiver. Vi handlede velovervejet, vi handlede i blinde. Det er uden betydning for resultatet, for der kommer en tid, hvor vi er, hvad vi gør. Vi er ét med vore handlinger, som ikke længere kan bortforklares.

DEN gamle mand sidder i stilheden og skriver, ser ud på havet i solen og hjemsøges af Mariannes genfærd, der dog også er en muse, som han vælger at give stemme. Han undersøger sine gamle ar med en pervers videnskabelighed, der er mindst lige så vigtig som erindringen om, hvordan han fik dem. Muligvis overvejer han at angre, men man kan ikke sætte afskårne blomster tilbage i jorden, og man kan ikke leve livet om. Det er ikke til at sige, om man har levet på en løgn. Sandhed skabes, mens vi lever.

   Disse stemninger forløser Erland Josephson eksemplarisk stilfærdigt i rollen som den tilbageskuende Bergman. Som ødelæggeren David er Krister Henriksson sværere at blive klog på. Han kan kun give sig hen til rollen som elsker ved at anlægge en humoristisk attitude, der vil se komik i de mørkeste situationer. Da Markus konfronterer de elskende, og Daniel helt bogstaveligt bliver taget med bukserne nede, må han absolut klovne i intetheden.

   Endog under socialarbejderens ydmygende besøg bobler latteren videre i ham. Kun i jalousien er David uden distance. Ullmann bygger meget effektivt op til hans anfald. I solen hersker en doven, legesyg stemming, mens David smilende udfritter Marianne om mændene, hun kendte før ham. Hun taler frejdigt løs, og de kysser og griner, men vi kan allerede høre brølet og slagene som falder, når de er kommet hjem på hotellet.

LENA Endres altdominerende rolle fordrer ikke en lignende afstand. Tværtimod står og falder karakteren med den fuldkomne mangel på følelsesmæssig afstand, som Bergman altid gav sine kvinder. Endre leverer denne udsathed med en inderlighed, der matcher Ullmanns egen indsats i Persona (1966) og Scener fra et ægteskab (1973). Vi forstår ikke, hvorfor hun reagerer som hun gør, men vi tror på kvinden som føler og handler. Vi må tro, at hun er Marianne.

   I utroskabshistorier kan man styre sympatien for de svigtede ægtefæller ved at vælge, hvor meget vi skal se til dem. Jo mere vi ser til parret som bedrager, jo mere vil vi engagere os i det. Og jo mindre vi ser til manden, konen og børnene derhjemme, des mere vil de virke som irriterende faktorer, der hæmmer lidenskabens ret. Wong Kar-wais In the Mood for Love (2000) varierer temaet ved at følge manden og hustruen som svigtes, mens ægteskabsbryderne muntrer sig i Hong Kong.

   Derfor ser vi kun lidt til Markus, der i Thomas Hanzons skikkelse virker selvtilfreds til at begynde med, før vi ved hvor grimt det hele vil blive, for så at synes stødt og kold, men også mere værdig i sin patetiske afmagt. Endelig gruer man for reaktionen, som må komme på et tidspunkt. Det gør den, og det er således den næsten gennemsigtige Markus, der skaber filmens centrale skred. Efter hans hævn er der ingen vej tilbage. Det spiller ingen rolle, om Marianne og David fortjener hinanden. Nu hænger de på hinanden.

DET er hér, da spillet er spillet og prisen betalt, at filmen for alvor begynder at gøre ondt og gøre indtryk, så vi fornemmer Bergmans hånd i hver scene. Det bedste ved Troløs er, at den konstaterer uden at moralisere og ikke dømmer nogen part i den på én gang banale og enestående historie om fire liv, der går i stykker på grund af en selvisk indskydelse. Endelig sidder Bergman ved bordet og ved, at der ingen vej er tilbage. Der gives fred, men næppe tilgivelse efter så megen formålsløs smerte og skyld.

Se også Ingmar Bergman: Fanny & Alexander (1982) [Store instruktører]; Bergmans ø: Liv & Ingmar (2012); Mia Hansen-Løve: Bergman Island | Bergmans ø (2021) + To versioner: Utvandrarna/ The Emigrants (1971/2021). 

Trolösa er restaureret i 2K og udgivet på HD Blu-ray med omfattende ekstramateriale. Herunder tre timelange Q&A-interviews med Liv Ullmann, der fortæller om filmen i forbindelse med visninger i 2000, 2001 og 2018. BFI Classics 11.04.2022.

*) Ingmar Bergmans grundfortælling er bredt ud til noget større – skønt ikke nødvendigvis skarpere – i miniserien Trolösa, som Tomas Alfredson instruerede i 2025. Sara Johnsen har bearbejdet Bergmans historie og tilføjet ny tematik. Gustav Lindh og Frida Gustavsson spiller David og Marianne som unge, mens Lena Endre stadig har rollen som Marianne i ældre version. Fordi Erland Josephson døde i 2012, er Jesper Christensen castet som den gamle filmskaber. Markus Vogler bliver spillet af August Wittgenstein. Miniserien er i 6 episoder à cirka 45 minutter. Serien viser mere af den hverdag og omverden, som jeg savnede, da jeg skrev om Ullmanns version for 25 år siden. Det har så også sin pris. Noget af intensiteten forsvinder. Gevinsten er en sædeskildrende kvalitet, som gør tiden mere virkelig, og der er omsider sat fokus på børnenes, især datteren Isabelles synsvinkel. Alfredson demonstrerer atter sin flair for at genskabe 1970erne og 80erne. I skrivende stund (17.07.2025) bliver Trolösa streamet på DRTV.  

Trolösa (Troløs). Instr.: Liv Ullmann. Manus: Ingmar Bergman. Foto: Jörgen Persson. 150 min. Sverige-Italien-Tyskland 2000. Dansk premiere: 12.01.2001.

Fotos: Svensk Filmindustri/ SF Studios/ SVT Drama/ Svenska Filminstitutet/ YLE/ ZDF/ NRK/ RAI Cinema/ BFI/ CineMaterial/ Festival de Cannes/ Stiftelsen Ingmar Bergman 

Filmen streames (juli 2025) på Blockbuster og SF Anytime

2K Blu-ray fra British Film Institute 11.04.2022

Teksten bragt første gang i Weekendavisen Kultur 12.01.2001

Ingmar Bergman: Fanny & Alexander (1982) [Store instruktører]

ERINDRINGENS TEATER
Mesterens store livsfrisefilm

Af BO GREEN JENSEN

DET var med livsfrisen Fanny & Alexander, at Ingmar Bergman (1918-2007) allerede i 1982 satte punktum for sin karriere som aktiv filmskaber.

   Han fik siden skrevet adskilligt, bl.a. Bille Augusts Den gode viljan (1992, da. Den gode vilje) og Liv Ullmanns Trolösa (2000, da. Troløs), og instrueret flere fjernsynsudgaver af egne teateropsætninger. Efterhånden kunne han heller ikke dy sig for at dirigere det hele. TV-filmene Larmar och gör sig till (1997, da. Larme og gøre sig til) og Saraband (2003, da. Sarabande) er begge skrevet og instrueret af Bergman.

   Ved tilblivelsen var den store erindringsfilm imidlertid tænkt som kronen på værket, en afsked med hele den traumatiske cirkus, som Bergman følte, at livet i kunst havde været. En tre timer lang biograffilm og en fem timer lang tv-udgave blev produceret. Begge versioner var store succeser.

   Den kritiske reaktion var en blanding af ærefrygt og nostalgi. En æra var omme. For sidste gang forestod Nordens store filmskaber instruktionen og manuskriptet. Han var så at sige både direktør og dukkemester i det magiske erindringsteater, som Fanny & Alexander ikke et øjeblik er i tvivl om, at den udspiller sig i. Dette var kunstnerens afskedskoncert. Publikum klappede, så det kunne høres.

I VÆRKKOMMENTAREN Billeder (1990) beskriver Bergman selv, hvordan projektet tog form i en periode, der lignede den mørkeste tid i et aldrig ligefrem frejdigt liv: »Fanny og Alexander er undfanget efteråret 1978, da alt var lutter sort elendighed. Men den er nedskrevet foråret 1979, da trykket var hævet. Høstsonaten havde en lykkelig premiere, og skatteaffæren opløstes i det rene ingenting. Pludselig var jeg fri. Jeg tror, at Fanny og Alexander levede højt på min lettelse. At vide, at jeg ejede det, jeg ejede.«

   Bergman beskriver også, hvordan »beslutningen om at skildre det lyse liv er med fra begyndelsen, og den bliver taget i en situation, hvor jeg virkelig oplever livet som vanskeligt at bære.« Det må være denne dobbelte følelse, der gør filmens lange første akt, den store skildring af juleaften hos familien Ekdahl i Uppsala 1907, til så lykkelig og magisk en billedfrise, at man fortaber sig hver gang, man ser den. Her får glæden samme dybde – og festen samme symbolværdi – som i de bedste af filmkunstens klassiske hymner til familiesammenholdet.

LIGESOM Vincente Minnellis Meet Me in St. Louis (1944, da. Mød mig i St. Louis) og Frank Capras It's a Wonderful Life (1946, da. Det er herligt at leve) er Fanny & Alexander jo ikke tænkt som julefilm. Faktisk optager højtidsskildringen kun en lille del af lærredet i de tre livsfriser, men de centrale julescener binder trådene sammen og viser os lyset og mørket på én gang – så vi føler det selv, vel at mærke.

   For de er her alle sammen, de evige typer, som befolker en slægts fælles liv: levemanden Gustav Adolf (Jarl Kulle), den gode satyr, som bedækker husets stuepiger, mens hans frodige Alma (Mona Malm) lever med utroskaben; teatermennesket Oscar (Allan Edwall), børnenes varme, bedrøvede far, som dør fra sin familie og sætter hele den videre handling i skred; den rasende, sølle, frustrerede Carl (Börje Ahlstedt), som spørger sig selv og hustruen Lydia (Christina Schollin), hvordan det går til, at tiden forvandler én fra kronprins til middelmådighed.

DE ankommer alle til festen hos Farmor, den formidabelt livsstærke enkefru Helena Ekdahl (Gunn Wållgren), der i 43 år har samlet slægten og dens tyende hos sig, når den store familiejul skulle afvikles. Disse scener realiseres med en gylden tæthed, som næppe er overgået. I parenteserne skildres de mindre historier, relationerne karakteriseres, og vi begriber gradvist forhistorien, uden at nogen stiller sig op og begynder at fortælle og forklare.

   Denne eksponering er mesterlig. Kun i hyrdetimen mellem Helena og den jødiske antikvitetshandler Isak (Erland Josephson), som har delt en livslang kærlighed, uanset om de så var sammen med andre, skinner det igennem, at de repeterer ungdommens bedrifter til ære for publikum nede i salen.

VED et gensyn rummer filmen flere overrumplende glimt af spillere, som siden er blevet huskendte stjerner, men var rene frø i vinden, da Fanny & Alexander blev indspillet. For eksempel ses Lena Olin ganske kort som tjenestepigen Rosa. Stina Ekblad er den uudgrundelige, androgyne Ismael, der bor bag væggen i Isaks forretning, og især Pernilla Östergren, senere Pernilla August, er henrivende som tjenestepigen Maj, Carl Gustavs elskerinde og en halv storesøster for den 12-årige Alexander (Bertil Guve), der i filmens prolog gør sit dukketeater klar til forestillingen, som skal udspille sig i den voksnes erindring.

   Mens Bergman skrev manuskriptet, som i første version var på over 1000 sider, havde produktionen et ekstra lag af opsummerende metabevidsthed. Flere store roller var tiltænkt medlemmer af den faste trup, som var for Bergmans film, hvad teatret i Uppsala er for Oscar Ekdahl og hans familie. Han skrev Farmor Helena til Ingrid Bergman, biskop Vergérus til Max von Sydow og Emilie Ekdahl, børnenes mor, til Liv Ullmann.

   Det kunne være interessant at se dén film i en parallel virkelighed, men det er svært at forestille sig Fanny & Alexander med et mere lykkeligt cast. De tre koryfæer havde forrykket balancen med bagage fra andre roller og forventningen om »præstationer«.

FANNY (Pernilla Allwin) på ti år siger ikke meget, men er altid solidarisk med sin bror. Længe har børnene jo kun hinanden. Filmen taber højde og mister farve ved at gøre sin mørke midterdel så hadsk og karikeret, men for så vidt som den følger strukturen i klassiske eventyr, kan man ikke udsætte noget på fablen. Efter Oscars død lader Emilie (Ewa Fröling) sig forføre og forlede af den strenge biskop Vergérus (Jan Malmsjö). Denne salvelsesfulde blanding af puritaner og sadist forekommer vildt overdreven, med eller uden de indre dæmoner, som også han plages af.

BISKOPPEN lukker børnene inde i sin mørke borg af en embedsbolig. Han har også en ond søster og en kold eventyrdronning af en dominerende mor. Det er ren Askepot blandet op med Snehvide, og i tårnkammeret ligger bispens kødbjerg af en tante, spillet af maleren Hans Henrik Lerfeldt (1946-1989), skønt det også nu er svært at se pointen i denne groteske figur.

   Vergérus prygler den trodsige Alexander, og kun ved gode kræfters magisk-dramatiske mellemkomst slipper børnene væk fra den fascistiske trold. I Fanny & Alexander retter præstesønnen Bergman sit definitive angreb mod kirken og den sorte skole, men han gør det med så megen galde, at fokus næsten forrykkes fra de nødstedte børns ulykkelige situation.

SEKVENSEN kaster lange skygger. I Glasblåsarns barn (1998, da. Glaspusterens børn), Anders Grönros' filmatisering af Maria Gripes roman for de mindste, kan man scene for scene sammenstille det lange mellemspil i eventyrborgen med de mørkeste afsnit af Fanny & Alexander. Omsider kommer Gustav og Isak, som har en levende mumie og anden magisk exotica i sin labyrintiske forretning, dog børnene til undsætning. Emilie sætter livet på spil for at dræbe sin mand, og trolden lider en fæl flammedød.

   Forbandelsen er løftet. Forestillingen i det magiske erindringsteater kan slutte med dobbelt barnedåb og taleren Gustavs grådkvalt frivole hyldest til det lille liv, som Bergman lovpriser på bekostning af det store, skræmmende overblik. Imens er sommeren i Sverige blevet lige så lys, som vinteren i begyndelsen var mørk. Det er virkelig filmen om alle livstider.

I BILLEDER oplyser Bergman beredvilligt, at filmen har to faddere: E.T.A. Hoffman og Charles Dickens. Der er også en duft af Marcel Proust og À la recherche de temps perdu i den fabulerende erindrings detaljerigdom, men først og sidst har Bergman blandet stoffet i sin egen motiviske trykkoger. I Laterna Magica (1987) skriver han:

   »Sandt at sige tænker jeg tilbage på barndommen med glæde og nysgerrighed. Fantasien og sanserne fik næring, og jeg kan ikke mindes, at jeg nogen sinde havde det kedeligt. Det var snarere sådan, at dagene og timerne var ved at revne af mærkværdigheder, uventede optrin, magiske øjeblikke. Jeg kan den dag i dag strejfe gennem min barndoms landskaber og genopleve lys, dufte, mennesker, rum, øjeblikke, bevægelser, tonefald og ting.«

FOR Bergman er det barndommens privilegium »uhindret at kunne bevæge sig mellem magi og havregrød, mellem grænseløs rædsel og øredøvende glæde.« Det er som en generobring af denne tilstand, at Fanny og Alexander er skabt og giver mening.

   Med syndefaldet følger Troldens borg, den traumatiserede seksualitet, den voksne hverdags tyndslidte ritualer og den livslange vandring mod resignation og accept, som er grundstoffet i det øvrige filmværk. Men i Fanny og Alexander stilles der skarpt på magien. Den får lov at være stor og sand og stå alene, helt uden hinder og metafysiske forbehold.

   Det gør filmen til et atypisk Bergman-arbejde, men den har sin naturlige plads ved siden af de øvrige hovedværker i hans produktion: Gycklarnas afton (1953, da. Gøglernes aften), Det sjunde inseglet (1956, da. Det syvende segl), Smultronstället (1957, da. Ved vejs ende) og Scener ur ett äktenskap (1973, da. Scener fra et ægteskab).

   Biografudgaven af Fanny og Alexander blev relanceret i 1999. Begge versioner af filmen er samlet i bokssættet fra The Criterion Collection. Dokument Fanny och Alexander (1986), Bergmans egen film om tilblivelsen, indgår som The Making of Fanny & Alexander. Selv foretrak han tv-udgaven. I Billeder står der: »Den lange version er den vigtigste. Det er den film, som jeg i dag virkelig kan stå inde for.«

Se også Ingmar Bergman | Liv Ullmann: Trolösa/Faithless (2000); Bergmans ø: Liv & Ingmar (2012); Mia Hansen-Løve: Bergman Island/Bergmans ø (2021).

Fanny och Alexander (Fanny og Alexander). Instr. og manus: Ingmar Bergman. Foto: Sven Nykvist. 188 min. Sverige-Frankrig-Tyskland 1982. Dansk premiere: 17.01.1983.

Fanny & Alexander. Instr. og manus: Ingmar Bergman. Foto: Sven Nykvist. 312 min. Sverige-Frankrig-Tyskland 1982. Dansk premiere: 26.12.-29.12.1983.

Dokument Fanny och Alexander. Instr. og manus: Ingmar Bergman. Foto: Arne Carlsson. 110 min. Sverige 1986. 

Ingmar Bergman: Laterna Magica. Oversat efter »Laterna Magica« (1987) af Ida Elisabeth Hammerich. 254 s. Lindhardt & Ringhof, 1987 [genudgivet med efterord af Dorthe Nors i Gyldendals klassikerkollektion 2018].

Ingmar Bergman: Billeder. Oversat efter »Bilder« (1990) af Jørgen Stegelmann. 435 s. Lindhardt og Ringhof, 1990.

Fotos: Cinematograph AB/ Svenska Filminstitutet/ Gaumont/ Persona Film/ Sveriges Television/ Tobis/ SF Studios/ Sandrews/ Miracle Film Distribution/ The Criterion Collection/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity

Filmen streames (i biografversionen) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, NETFLIX, SF Anytime, TV2 Play, Viaplay Lej & Køb, YouTube Film [juli 2025]

2K Blu-ray (region A) fra The Criterion Collection (spine #261) [Cinema + TV Version] 08.11.2011

2K Blu-ray (region B) fra British Film Institute [Cinema + TV Version] 27.02.2023

2K Blu-ray (region B) fra SF Studios [Cinema + TV Version] 27.11.2017

Teksten (det meste af den) stod i Weekendavisen Kultur 03.12.1999.