Nicolas Winding Refn: Fear X (2003) [Noir 100]

PASSAGE GENNEM SMERTEN
Den svære treer fra NWR

Af BO GREEN JENSEN

APRIL 2003: DER står kvalitet på næsten hver brede indstilling i denne dansk-canadiske nyhed. Efter Pusher (1996) og Bleeder (1999), to markante og meget vellykkede undtagelser fra hovedstrømmen i dansk film p.t., melder også Nicolas Winding Refn sig i rækken af instruktører, der prøver kræfter med en engelsksproget produktion. Det sker i en tæt erkendelsesfabel, der bryder lige så kategorisk med grundskabelonen i tidens amerikanske thriller, som den lægger afstand til lurmærket dansk mainstream. Winding Refn har altid været lidt af en odd man out blandt de yngste filmskabere. Det indtryk forstærkes blot i Fear X.

STAMTAVLEN er frygtindgydende. Instruktøren har skrevet manuskriptet i samarbejde med amerikaneren Hubert Selby Jr. (1928-2004), forfatter til kultbøger som Last Exit to Brooklyn (1964) og Requiem for a Dream (1978). Musikken er komponeret/programmeret  af englænderen Brian Eno, der fremfører den sammen med sin tyske tvilling J. Peter Schwalm. Filmen er klippet af Anna Østerrud, som også Pusher og Bleeder var det, og for skams skyld har Larry Smith, tekniker og fotograf på Stanley Kubrick-klenodier som Barry Lyndon, The Shining og Eyes Wide Shut, stået bag kameraet. I hovedrollen ses John Turturro, og handlingen er henlagt til Wisconsin i det amerikanske Midtvesten. Eneste danske islæt er faktisk Liv Corfixen i en minirolle som servitrice på et hotel i Montana.

   Disse uegale kræfter har i skøn forening frembragt et helstøbt og stærkt underdrejet genrestykke, der hører hjemme i thrillergenrens metafysisk tonede periferi. Fear X er demonstrativt uudgrundelig, spændingsmæssigt uforløst og næsten asketisk konsekvent i kunstnerisk henseende. En frustrerende erkendelsesfabel, hvis hele og svære pointe er, at mysteriet ikke har nogen bund. Intet bliver sagt særlig højt i Fear X. Ej heller bliver det bøjet i neon. Filmen ville være endnu mere bemærkelsesværdig, hvis der ikke gik lovlig megen David Lynch i den effektfulde klimaks.

HARRY Caine (John Turturro) lever alene et sted i delstaten Wisconsin, hvor han arbejder som sikkerhedsvagt i forstadens store indkøbscenter. Det gjorde han også to år tidligere, da hans hustru og en ukendt mand blev skudt ned i parkeringsanlægget. Politiet fandt aldrig nogen tilfredssstillende løsning på gåden. Caine søger stadig hvert vågent øjeblik. I huset, som han har vænnet sig til at dele med hustruens genfærd, bruger han sin tid på at gennemse gamle overvågningsbånd. På væggen hænger en labyrintisk mosaik af ansigter, som går igen på båndene. Han er en mand med en mission og ikke så lidt af en prøvelse for sine omgivelser. Men »who knows what you may find if you keep looking?«.

HVEM ved, hvad man kan finde, hvis man leder længe nok? Det er hele sagen i Fear X. Harry vil med alle midler til bunds i mysteriet om hustruens død. Det er ikke så afgørende at få at vide, hvem der affyrede våbenet. Det har det måske været, men det er det ikke mere. Det vigtige er at vide hvorfor. På dét får publikum faktisk en halv forklaring cirka midtvejs, men for Harry gives der ingen lindring. Han får ganske vist lov at tage kvælertegn på sin kones morder, men om årsagen vil han altid være usikker. Sætstykket er en nærdødsoplevelse, der koger og bruser og knitrer i rødt gennem flere minutter. Hvad der venter på den anden side af passagen gennem smerten, må tilskueren selv ind at se.

FOR værd at se er filmen afgjort. Det er den dog snarere for detaljerigdommen i de tætte miljøer og den fotografisk præcise gengivelse af, hvordan der må være i sådan en mands verden på sådan et sted.

    Filmen er ikke indspillet i Wisconsin. Interiørerne er genskabt i Riisby-studierne i Jylland, mens en canadisk lilleby dublerer for forstaden i Wisconsin.

   Ikke desto mindre er Midtvestens livsfarve sjældent ramt bedre. Butikscentret og de stille veje med ens små huse, som ligger side om side i sneen, ligner på ét hår. Mere problematisk er monotonien og det anonyme præg, som dominerer på hotellet, hvor Harry indlogeres, da han følger et spor til Montana. Her tiltager både dæmonien og forklarelsen i et sindrigt system af kinesiske æsker. Det er med andre ord David Lynch op ad dage.

   Fear X er en fabel om sorgens og smertens væsen, et identitetsmysterium uden nogen nem og sikker løsning, en labyrint som man ikke nødvendigvis finder ind til midten eller ud af igen. Det hele kan sagtens virke preciøst og frustrerende på den bogstaveligt inklinerede tilskuer. Dybest set er det dog ikke Harrys svar, som er vigtige. Det er måden, som han stiller sine svære spørgsmål på.

FILMEN lever stærkt i kraft af sin atmosfære og sine anelser. Som sneen på de overvågningsbånd, man vænner sig til at scanne igennem og granske sammen med Harry, fortættes mystikken af og til, så man kan ane en kontur og bliver opmærksom. Men måske var det hele blot statisk støj. Det spiller ingen rolle, da Harry sættes af ved statsgrænsen. Både han og vi kan tage hjem i fred, og Nicolas Winding Refn har signeret sin hidtil bedste og klareste film.

Se også Nicolas Winding Refn: Valhalla Rising (2009); Nicolas Winding Refn: The Neon Demon (2016) [Noir 100].

*) Forfatter, digter og kulturjournalist Henrik List (f. 1965) fulgte NWRs forarbejde og var med hele vejen på produktionen af Fear X. Han skrev en kærlig, grundig og indlevet bog om processen. List var fluen på væggen i Riisby og Winnipeg; han talte i dybden med alle på holdet, han besøgte Hubert Selby i West Hollywood. Kameraet i hovedet: Fear X og Nicolas Winding Refn (230 s. København: People's Press, 2003) blev desværre ikke en bestseller. De fleste danske litteraturfolk er analfabeter i forhold til filmkritik, og i akademisk kontekst vil man kun have teori. List er den eneste, som går i dybden med NWRs baggrund og kulturelle referencer. Han kender og deler filmskaberens glæde ved det kulørte og makabre. Kameraet i hovedet er guld værd, hvis man kan finde den nu. Alene for Fredrik Nilsens portrætfoto af Hubert Selby som døende, men ufortrøden desperado skal den være varmt anbefalet.       

Fear X. Instr.: Nicolas Winding Refn. Manus: Hubert Selby, Jr. og Nicolas Winding Refn. Foto: Larry Smith. 90 min. Canada-UK-Danmark 2003. Dansk premiere: 04.04.2003.

Fotos: Cinematerial/ MovieStillsDB/ Screengrabsaz

Filmen streames på Blockbuster og SF Anytime

2K Blu-ray fra Sunfilm Entertainment 05.07.2012

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 04.04.2003

Julian Rosefeldt: Manifesto (2015)

EN ABSOLUT DIALEKT
Cate Blanchett i 13 versioner

Af BO GREEN JENSEN

MANIFESTET er et regelsæt, en forpligtende hensigtserklæring. Et vi eller jeg formulerer sin sandhed, så et du eller I kan blive overbevist. Henvendelsen er i sit væsen utopisk. Det er en fantastisk forførende form, som retorisk ligger tæt på evangeliet.

   Billedkunstneren Julian Rosefeldt (f. 1965) har samlet en hel katalog. I filmen Manifesto bliver alle ordene sagt af Cate Blanchett. Hun optræder blandt andet som hjemløs mand, sørgende hustru, to slags tv-journalist, en selvgod lærerinde og en flegmatisk forbrændingsarbejder. I galleriet er også en kold aktiehandler, en dedikeret dukkemager, en tatoveret punker og en »konservativ mor med familie«.

   De fleste citater er hentet i andre kunstneres manifester. Undtagelserne er prologen, hvor den hjemløse mand mumler brokker fra Karl Marx og Friedrich Engels, og det sidste segment, hvor lærerinden retter stile med henvisning til Dogme 95-manifestet, før hun sender klassen ud med Werner Herzogs ord om filmens ekstatiske sandhed.

DET er en rebus og et overflødighedshorn. 50 tekster er monteret i 12 forløb, som udgør en halv kunsthistorie. Rosefeldt må have gransket sit eksemplar af 100 Artists’ Manifestos: From the Futurists to the Stuckists, Alex Danchevs antologi fra 2011, indtil siderne faldt fra hinanden.*

   Talerne er the usual suspects – André Breton om surrealisme, Tristan Tzara om Dada, F.T. Marinetti om futurisme; eksponenter for konstruktivisme og Fluxus, performance og minimalisme. Andre kilder er mere obskure. Flere steder er strømningens navn taget ud og erstattet med netop et vi eller jeg.

   Mest markant står Claes Oldenburgs »I Am for an Art«. Kunstnerens gavmilde credo er i sig selv en forjættende tekst. Her bliver den til en bordbøn, som den konservative mor insisterer på, mens børnene fniser og manden ser væk. »Jeg tror på en kunst, der er politisk-erotisk-mystisk, som gør mere end at sidde på sin røv i et museum.«

CATE Blanchett spiller i alt 13 roller. I segmentet om konceptkunst er hun både den stylede studievært og den udsendte reporter, som taler fra øjet af en orkan. Vejret viser sig at være skabt med kunstig regn og vindmaskiner. »Hvad sker der, Cate, hvad siger du?« »Jo, Cate, nu skal du høre...«

   Manifesto er biografudgaven af en videoinstallation, som blev til på bestilling fra Australian Centre for the Moving Image. Rosefeldt fik ideen, da han så Cate Blanchett spille Bob Dylan i Todd Haynes’ I'm Not There (2007), hvor Dylans myte bliver undersøgt fra seks forskellige vinkler.

   I installationen blev ansigterne vist simultant. Stemmerne talte i kor. I filmen er der valgt et forløb, og sekvensen er rettet ud, så at sige. Man kan lytte til indholdet eller lade være. Rosefeldt interesserer sig først og fremmest for sammenfaldet. Der er en særlig absolut dialekt, som alle utopierne benytter. Hver og én lover, at dagen vil komme.

DET er en morsom og tankevækkende film, som nu og da taler alvorligt. Hver sætning bliver sagt med den rigtige betoning, så teksterne synes at passe til scenen: ved graven på en kirkegård, i sene tv-nyheder og på skolen, hvor børnene lærer for livet.

   Situationerne er smukt bygget op. Enken trøster de sørgende med Dada. Studieværten skifter fra forede tøfler til falliske stilletter, da hun tænder for sin øresnegl. Der er skiftevis overensstemmelse og diskrepans. Den absurde helhedsvirkning ligger ikke 100 år fra effekten, man ser i tableaufilm af svenskeren Roy Andersson eller en ung Jørgen Leth.

DE små handlingsspor skaber narrativ fremdrift, og på den måde bliver det en levende film. Men det er ved at fastholde stemmen, selve hjerterytmen, at Rosefeldt formulerer sit eget manifest. Inderst i ordene er der altid en kategorisk, vagt paranoid kvalitet.

   Derfor kravler den hjemløse mand til slut op på en gangbro, ser publikum i øjnene og citerer situationisten Guy Debords manifest: »Til de, som ikke forstår os korrekt, siger vi med uudslettelig hån: ’Vi, som I tror I er dommere over, vil en skønne dag dømme jer.«

   Det spydige jer bliver fremsagt, som var et definitivt argument afleveret. Der er en veltilfreds galskab i Blanchetts blå øjne. For der kommer en dag, og det bliver værst for jer selv.

   Det gamle skal ud, og det nye skal ind. Profeter i alle lande, foren jer!

*) 100 Artists' Manifestos: From the Futurists to the Stuckists. Edited with an Introduction by Alex Danchev. 454 s. Penguin Modern Classics, 2011.

   En genial og (når man har anskaffet den) uundværlig samling af de æstetiske og politiske programmer og erklæringer, som typisk bliver citeret i fragmentform og mere eller mindre ude af kontekst. Som regel er det socialhistoriske papirer, taler, traktater, forfatningstekster, love, religiøse maksimer osv., der bliver samlet sådan. Her er det kunstnernes statements, fra F.T. Marinettis »The Foundation and Manifesto of Futurism« (1909) til »The Founding, Manifesto and Rules of The Other Muswell Hill Stuckists« (2009) af Edgeworth Johnstone, Shelley Li m.fl.

   Accenten er på billedkunst, men filmen er inddraget. Dogme 95-manifestet, som blev co-signeret af Lars von Trier og Thomas Vinterberg den 13. marts 1995, er i sig selv en pastiche og nær-parodi på troperne i det klassiske manifest. Danchev tager dog fejl, når han fejer »Kyskhedsløftet« væk som et PR-stunt. Andre filmskabere som repræsenteres i antologien er Dziga Vertov, Stan Brakhage, Derek Jarman og Werner Herzog (»Minnesota Declaration«, 1999). Skønt Dogme får en hård behandling, er Danchevs bog varmt anbefalet.

Manifesto. Instr. og manus: Julian Rosefeldt. Foto: Christoph Krauss. 95 min. Tyskland-Australien 2015. Dansk premiere: 24.08.2017.

Fotos: Bayerischer Rundfunk/ Schiwago Films/ Natlys Film ApS/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, MUBI, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Modern Films (regionsfri) 19.03.2018

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 25.08.2017