Julian Rosefeldt: Manifesto (2015)

EN ABSOLUT DIALEKT
Cate Blanchett i 13 versioner

Af BO GREEN JENSEN

MANIFESTET er et regelsæt, en forpligtende hensigtserklæring. Et vi eller jeg formulerer sin sandhed, så et du eller I kan blive overbevist. Henvendelsen er i sit væsen utopisk. Det er en fantastisk forførende form, som retorisk ligger tæt på evangeliet.

   Billedkunstneren Julian Rosefeldt (f. 1965) har samlet en hel katalog. I filmen Manifesto bliver alle ordene sagt af Cate Blanchett. Hun optræder blandt andet som hjemløs mand, sørgende hustru, to slags tv-journalist, en selvgod lærerinde og en flegmatisk forbrændingsarbejder. I galleriet er også en kold aktiehandler, en dedikeret dukkemager, en tatoveret punker og en »konservativ mor med familie«.

   De fleste citater er hentet i andre kunstneres manifester. Undtagelserne er prologen, hvor den hjemløse mand mumler brokker fra Karl Marx og Friedrich Engels, og det sidste segment, hvor lærerinden retter stile med henvisning til Dogme 95-manifestet, før hun sender klassen ud med Werner Herzogs ord om filmens ekstatiske sandhed.

DET er en rebus og et overflødighedshorn. 50 tekster er monteret i 12 forløb, som udgør en halv kunsthistorie. Rosefeldt må have gransket sit eksemplar af 100 Artists’ Manifestos: From the Futurists to the Stuckists, Alex Danchevs antologi fra 2011, indtil siderne faldt fra hinanden.*

   Talerne er the usual suspects – André Breton om surrealisme, Tristan Tzara om Dada, F.T. Marinetti om futurisme; eksponenter for konstruktivisme og Fluxus, performance og minimalisme. Andre kilder er mere obskure. Flere steder er strømningens navn taget ud og erstattet med netop et vi eller jeg.

   Mest markant står Claes Oldenburgs »I Am for an Art«. Kunstnerens gavmilde credo er i sig selv en forjættende tekst. Her bliver den til en bordbøn, som den konservative mor insisterer på, mens børnene fniser og manden ser væk. »Jeg tror på en kunst, der er politisk-erotisk-mystisk, som gør mere end at sidde på sin røv i et museum.«

CATE Blanchett spiller i alt 13 roller. I segmentet om konceptkunst er hun både den stylede studievært og den udsendte reporter, som taler fra øjet af en orkan. Vejret viser sig at være skabt med kunstig regn og vindmaskiner. »Hvad sker der, Cate, hvad siger du?« »Jo, Cate, nu skal du høre...«

   Manifesto er biografudgaven af en videoinstallation, som blev til på bestilling fra Australian Centre for the Moving Image. Rosefeldt fik ideen, da han så Cate Blanchett spille Bob Dylan i Todd Haynes’ I'm Not There (2007), hvor Dylans myte bliver undersøgt fra seks forskellige vinkler.

   I installationen blev ansigterne vist simultant. Stemmerne talte i kor. I filmen er der valgt et forløb, og sekvensen er rettet ud, så at sige. Man kan lytte til indholdet eller lade være. Rosefeldt interesserer sig først og fremmest for sammenfaldet. Der er en særlig absolut dialekt, som alle utopierne benytter. Hver og én lover, at dagen vil komme.

DET er en morsom og tankevækkende film, som nu og da taler alvorligt. Hver sætning bliver sagt med den rigtige betoning, så teksterne synes at passe til scenen: ved graven på en kirkegård, i sene tv-nyheder og på skolen, hvor børnene lærer for livet.

   Situationerne er smukt bygget op. Enken trøster de sørgende med Dada. Studieværten skifter fra forede tøfler til falliske stilletter, da hun tænder for sin øresnegl. Der er skiftevis overensstemmelse og diskrepans. Den absurde helhedsvirkning ligger ikke 100 år fra effekten, man ser i tableaufilm af svenskeren Roy Andersson eller en ung Jørgen Leth.

DE små handlingsspor skaber narrativ fremdrift, og på den måde bliver det en levende film. Men det er ved at fastholde stemmen, selve hjerterytmen, at Rosefeldt formulerer sit eget manifest. Inderst i ordene er der altid en kategorisk, vagt paranoid kvalitet.

   Derfor kravler den hjemløse mand til slut op på en gangbro, ser publikum i øjnene og citerer situationisten Guy Debords manifest: »Til de, som ikke forstår os korrekt, siger vi med uudslettelig hån: ’Vi, som I tror I er dommere over, vil en skønne dag dømme jer.«

   Det spydige jer bliver fremsagt, som var et definitivt argument afleveret. Der er en veltilfreds galskab i Blanchetts blå øjne. For der kommer en dag, og det bliver værst for jer selv.

   Det gamle skal ud, og det nye skal ind. Profeter i alle lande, foren jer!

*) 100 Artists' Manifestos: From the Futurists to the Stuckists. Edited with an Introduction by Alex Danchev. 454 s. Penguin Modern Classics, 2011.

   En genial og (når man har anskaffet den) uundværlig samling af de æstetiske og politiske programmer og erklæringer, som typisk bliver citeret i fragmentform og mere eller mindre ude af kontekst. Som regel er det socialhistoriske papirer, taler, traktater, forfatningstekster, love, religiøse maksimer osv., der bliver samlet sådan. Her er det kunstnernes statements, fra F.T. Marinettis »The Foundation and Manifesto of Futurism« (1909) til »The Founding, Manifesto and Rules of The Other Muswell Hill Stuckists« (2009) af Edgeworth Johnstone, Shelley Li m.fl.

   Accenten er på billedkunst, men filmen er inddraget. Dogme 95-manifestet, som blev co-signeret af Lars von Trier og Thomas Vinterberg den 13. marts 1995, er i sig selv en pastiche og nær-parodi på troperne i det klassiske manifest. Danchev tager dog fejl, når han fejer »Kyskhedsløftet« væk som et PR-stunt. Andre filmskabere som repræsenteres i antologien er Dziga Vertov, Stan Brakhage, Derek Jarman og Werner Herzog (»Minnesota Declaration«, 1999). Skønt Dogme får en hård behandling, er Danchevs bog varmt anbefalet.

Manifesto. Instr. og manus: Julian Rosefeldt. Foto: Christoph Krauss. 95 min. Tyskland-Australien 2015. Dansk premiere: 24.08.2017.

Fotos: Bayerischer Rundfunk/ Schiwago Films/ Natlys Film ApS/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, MUBI, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Modern Films (regionsfri) 19.03.2018

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 25.08.2017

Fra fremmed til fortrolig: Multikunstneren Laurie Anderson [V.U. Legends]

LAURIE ANDERSON: FRA FREMMED TIL FORTROLIG
Et portræt af multikunstneren som magisk håndværker

Af BO GREEN JENSEN

LAURIE Andersons værk er en kølig affære, hvis man betragter skulpturen på afstand. Musik og film, performance, grafiske arbejder og installationskunst: Alt virker klart og kontrolleret. Men i nærbillede ser man et menneskeliv med alt, hvad der følger af kaos og tvivl.

    Især i begyndelsen er der gadgets i musikken – stemmefiltre, violinen med magnetisk bue, den talende stok og et orgie af lysapparater. Der er en aura af moderne museum – Anderson arbejder i traditionen fra Andy Warhol og Yoko Ono. Der er også et hjerte, som banker i takt med den tænksomme rock, man hører hos fæller som Brian Eno og David Byrne.

   Fremfor alt er der midt i det hele en smilende kvinde med strittende fehår og tidløs Peter Pan-fysik. Der er varme og humor. Der er en stadig drøm om den bløde maskine og en tillidserklæring til tingene, som de er.

   Sangene er besnærende enkle. Anderson kommer fra en tid, hvor post-modernitet var et plusord, men hun brød igennem som popmusiker af en slags. Det var stand-up komikeren Andy Kaufman, der lærte hende, hvordan man altid skal begynde sin optræden et andet sted end forventet. På den måde kortsluttes kritiske fordomme.

ANDERSON er født i 1947. Hun voksede op i Chicago-forstaden Glen Ellyn og kommer fra en myldrende familie med syv søskende. Men hendes pigetid blev ensom. Hun har tit fortalt historien om, hvordan hun ville imponere med et tårnspring. Hun ramte kanten af bassinet og knækkede sin ryg. Hun lå et år på hospitalet og havde en skrøbelig barndom. Men hun lærte at læse og lytte og tegne og se på en mere omhyggelig måde.

   Hun gik på college i Californien og studerede kunst i New York. Anderson har faktisk en eksamen i skulptur fra Columbia University. Hun skrev tegneserier og kunstartikler, mens hun samlede indtryk. Anderson var altid interesseret i kunsten som performance. Det giver fuldkommen mening, at hun ikke anerkender grænsen mellem populær og elitær.

   

ANDERSONS arbejde er en skabning med mange arme, der rækker i forskellige retninger. Nogle mødes ude i rummet, andre er faste stationer. Kunsten er spredt over så mange felter, at helheden sagtens kunne blæse væk.

   Over tid er værket alligevel blevet en imponerende omfangsrig konstruktion, og det er musikken, som giver det hele struktur.

   Albummet Big Science (1982) indeholder monsterhittet »O Superman«, som var en sensation i sin tid. Sangen bruger en stump fra en opera af Jules Massanet, stemmen ånder eurytmisk i gentagelsen. Der er en fuldendt balance mellem kultur og natur. Big Science afstikker effektivt territoriet, som blev den yngre kunstners revir.*

   Anderson har fællesmængde med forfatterne Thomas Pynchon og William Burroughs. Sangen »Gravity’s Angel« er tilegnet Pynchon og bygger på Gravity’s Rainbow. Hun overtog tidligt Burroughs’ betragtning om, at »Language is a virus from outer space«. Skønt den panoramiske »Sharkey’s Day« er sætstykket på Mister Heartbreak (1984), er det Burroughs’ egen medvirken på »Sharkey’s Night«, som sætter prikken over i’et:

   »And Sharkey says: Deep in the heart of darkest America. Home of the brave. He says: Listen to my heart beat. Paging Mr. Sharkey. White courtesy telephone please.«

   Anderson siger selv, at hun aldrig har ønsket en professionel musikalsk karriere. Det har passet hende at være en flimrende identitet i krydsfeltet mellem performance og art rock. Warner Records så anderledes på situationen, da selskabet gav Anderson en drømmekontrakt på syv album.

   Der er investeret stort i Mister Heartbreak, som for selskabet må have lignet »den svære toer« i en forhåbentlig lukrativ produktion. Samme år udkom bokssættet United States Live, fire koncerter på fem LP’er, der hørte sammen med bogen af samme navn.

AMERIKA som mytologisk begreb – og afstanden mellem idé og realitet – er et bærende tema i Andersons arbejde. Hun behandler det både som sci-fi og lavpraktisk virkelighed. Produceren Roma Baran, der har arbejdet med Anderson fra begyndelsen, siger, at hun har et talent for at være »abstrakt og personlig på samme tid«. Det er sandt. Der er et levet liv til forskel på United States Live og Homeland (2010), men motiverne er de samme.**

   Strange Angels (1989) var en skuffelse for fans, der så Anderson som en fremmedgørelsens muse. Her bliver hun bedre til at skrive »små« observerende sange, og musikken er blevet et varmere sted, hvor der også er plads til Andersons humor.

   Denne er ofte konceptuel. Skæringen »The Dream Before« er dedikeret til kritikeren og filosoffen Walter Benjamin. Sangen bruger hans billede af historien som en engel, der sønderrives mellem det kommende og det forgangne i stormen, der blæser fra Paradis. Men nu er det lagt ind i en dialog mellem Hans og Grete, der er blevet et tvært gammelt par:

   »Hans and Gretel are alive and well/ And they’re living in Berlin/ She is a cocktail waitress/ He has a part in a Fassbinder film/ And they sit around at night now/ Drinking schnapps and gin/ And she says: Hansel, You’re really bringing me down/ And he says: Gretel, you can really be a bitch.«

   For effektens skyld er Andersons vokal forankret i et bobbende kor, hvor alle stemmer udføres af Bobby McFerrin, manden bag solskinshittet »Don’t Worry (Be Happy)«, der definerede yuppie-versionen af sen-80erne.

LAURIE Anderson og Lou Reed blev gift i 2008, men de var kærester allerede i 1992. Han medvirker på albummet Bright Red (1994), hvor parret synger duet på »In Our Sleep«. Reed skrev senere balladen »The Power of the Heart«, som er en af hans smukkeste ting overhovedet.

   Bright Red er produceret af Brian Eno og giver et godt billede af kunstneren, der prøver at bevare sin integritet i et landskab, hvor værdierne skrider hver time. »Speak My Language« var Andersons bidrag til Wim Wenders-filmen Faraway So Close, en fortsættelse til Himlen over Berlin, der forsøgte at gøre nøjagtigt det samme.

   Efter spoken word-albummet The Ugly One with the Jewels kunne Warner og Anderson endelig tage afsked. Det er her, hun fortæller om Andy Kaufman og sin badeulykke i barndommen.

   Der er mere ro på Life on a String (2001). Flere sange stammer fra forestillingen Moby-Dick. Anderson bruger i hele sit værk de klassiske amerikanske ikoner til at illuminere moderniteten. På »Hiawatha« fra Mister Heartbreak er kanoen fra Longfellows digt sat ud på Hudson River. På United States er titlen »Lighting Out for the Territories« et lån fra Huckleberry Finn, der kaster det samme pionerblik på nationen.

DEN 11. september 2001 var en sandhedens dag for amerikanske kunstnere. Hver og én måtte genoverveje sine idealer og værdier. Anderson arbejder stadig på sagen i filmen Heart of a Dog (2015), en essayistisk opsummering af alle temaer, nu med vægten lagt i det små og det nære, hvor hunden Lolabelle og afskeden med ægtefællen (Lou Reed døde i 2013) er hjertesteder.

   Men først blev den politiske side af 9/11 analyseret på albummet Homeland. Til sit sceneshow skabte Anderson et maskulint alter ego – af ydre ikke ulig en forkommen Charlie Chaplin – som taler gennem en vocoder og formulerer nogle af flosklerne fra Homeland Securitys krig mod terror. Han optræder allerede som ouijabrættets stemme på The Ugly One with the Jewels. Lou Reed gav ham navnet Fenway Bergamot.

   Albummet er en overraskende skrøbelig samling af smukke, personlige sange – den fineste er »Thinking of You« med sneen, der falder og falder – hvor kunstnerens manierismer for første gang er lagt væk. 25 år efter United States ser »Another Day in America« og »Dark Time in the Revolution« det store land oppefra. Albummet slutter visionært og vidt åbent med »The Beginning of Memory« og et næsten Walt Whitman’sk livsfejrende »Flow«.

   Der følger en 40 minutter lang film med Homeland. Her fortæller Anderson, at projektet faldt på plads under et besøg i Japan, hvor hun fortalte sin tolk om fornemmelsen af at have glemt eller et eller andet. Tolken spurgte ind til, hvad det var og hvornår hun havde forlagt det. Da gik det op for Anderson, at hun havde mistet sit land.

DET bedste øjeblik i Heart of a Dog er scenen, hvor Laurie og Lolabelle er taget vestpå for at komme væk fra overvågningskameraerne i det kronisk opskræmte New York. Rovfugle cirkler på himlen. Lolabelle ser op og forstår, at angrebet også kan komme fra himlen. Anderson kan se, at det åbner et helt nyt rum i hundens hoved.

   På samme empatiske måde har Laurie Anderson set vores blik skifte farve. Hun har for længst overhalet sin avantgardistiske myte. Der er ingen fremmedgørelse nu. Det handler om at tale i tæt fortrolighed.

   Homeland og Heart of a Dog er gode steder at begynde, hvis man nødigt vil tackle bagkataloget. Sampleren Talk Normal (2000) er en udmærket introduktion til de album, som Anderson udgav hos Warner.

*) Arien »O suverain, o juge, o père!« er fra Le Cid, 1885. Musikhistorikeren Susan McClary foretager en berømt analyse af forbindelsen mellem Anderson og Massanet i Feminine Endings: Music, Gender, and Sexuality (Minneapolis: University of Minnesota Press, 1991; rev. 2002).

**) I 2018 udkom spoken word-albummet Landfall på Nonesuch. Sammen med strygerensemblet Kronos Quartet beskriver Anderson, hvordan superstormen Sandy gik i land ved New York i 2012. Det er en meditation over menneskets (og alle andre arters) udsathed, der i formen har meget til fælles med bevægelsen på United States Live. Cirklen lukker sig i punktet, hvor en ny kreds begynder sin bane. Alting går i sløjfe. Som er tegnet for uendelighed. 

Fotos: Lynn Goldsmith (United States Live 1983 Portrait)/ Harper & Row/  The Israel Museum (Paul Klee Angelus Novus 1920)/ Warner Bros. Records/ Nonesuch/ Elektra Records/ Canal Street Communications

Laurie Andersons musik streames på Spotify og er tilgængelig på cd og vinyl  

Trykt første gang i Det Kgl. Biblioteks magasin Diamanten nr. 3, juli-september 2017