Fatamorgana: Jodorowsky's Dune (2013) [Sci-Fi 100]

ALKYMISTEN OG HANS KRIGERE
Alejandro Jodorowskys umulige drøm

Af BO GREEN JENSEN

DREYERS Jesus, Kubricks Napoleon, Orson Welles' Don Quixote. Filmhistorien er fuld af uforløste værker; projekter, som ikke blev realiseret, typisk fordi der ikke var penge. Især hvis forproduktionen nåede så langt, at der foreligger prøveoptagelser, plakater, storyboards osv., er disse aborterede film forjættende luftspejlinger. Som bøger, der bliver beskrevet i bøger; grundsten i en hemmelig virkelighed.

   Til de mest berømte i nyere tid hører Alejandro Jodorowskys filmatisering af Frank Herberts Dune. Romanen – som på dansk hedder Klit – og de forskellige forhistorier og fortsættelser, som Herbert siden føjede til, bliver stadig dyrket med entusiasme. Da Herbert skrev den i 1965, havde ingen på helt samme måde bygget en verden, der havde sin egen myto-, socio- og økologi.

OPTIONEN på romanen lå først hos amerikaneren Arthur P. Jacobs, som forsøgte at interessere bl.a. David Lean i projektet. Det unikke i Dune er ørkenplaneten Arrakis, et gennemarbejdet økosystem med kæmpemæssige sandorme, som Herbert havde investeret megen omhu i at skabe. Det gav derfor mening at spørge instruktøren af Lawrence of Arabia, men Lean betakkede sig.

   Michel Seydoux (far til Léa) overtog optionen, da Jacobs døde i 1973. Seydoux var mest interesseret i at arbejde med Jodorowsky, som på daværende tidspunkt havde profetisk status. Den chilensk fødte filmskaber var undergrund, modkultur og (s)exploitation i ét. Hvis man forestiller sig en kombination af Ken Russell, Sergio Leone og Jens Jørgen Thorsen, har man en idé om, hvor Jodorowsky kom fra.

JODOROWSKY havde lavet mexicansk avantgardeteater i ti år, da han besluttede at annektere filmmediet. Det skete i 1968 med Fando et Lis. Instruktøren satte for alvor sin vilje igennem med El Topo (1970), en psykedelisk spaghettiwestern, som han selv spillede titelrollen i. I 1973 blev La montana sagrada et eftertrykkeligt arthousehit i Paris. Det hellige bjerg var en socio-seksuel utopi med Jodorowsky i rollen som Alkymisten. Disse film ligner virkelig ikke ret meget andet.

   Da Seydoux spurgte Jodorowsky, hvad han ville arbejde med, var svaret: »Dune!« Han taler generelt på den måde, passioneret og med udråbstegn. I Jodorowsky's Dune beskriver den 85-årige filmskaber, hvordan projektet tog form. Arbejdet udmøntede sig i en legendarisk, 1000 sider tyk hvidbog, »the Dune bible«, som alle de store studier nåede at se, før projektet blev opgivet. Ingen ville følge Jodorowskys vision hele vejen.

MEST spændende er den kvalitetssans, som Jodorowsky valgte sine partnere med. Han ledte efter »krigere«, der ville satse deres liv på projektet. Derfor kunne han ikke bruge Douglas Trumbull – manden, som formgav effekterne i 2001: A Space Odyssey og instruerede sin egen Silent Running, før han arbejdede videre med bl.a. Blade Runner. Jodorowsky mødte Trumbull i Hollywood, men amerikaneren var fuld af sig selv og hørte ikke ordentligt efter.

   Roger Waters, David Gilmour, Richard Wright og Nick Mason modtog instruktøren med samme attitude, da han besøgte Pink Floyd i London. Musikerne spiste Big Macs i en pause på arbejdet med The Dark Side of the Moon. Jodorowsky gav dem en opsang, og Pink Floyd indvilligede i at skabe musik til Dune-universet. Til den mørke Harkonnen-verden havde Jodorowsky udset sig franske Magma. Christian Vander, manden der skabte sit eget sprog for at skabe dystopiske konceptalbum som Mëkanik Dëstruktïw Kömmandöh (1973), Köhntarkösz (1974) og Üdü Wüdü (1976), var en mand efter Alkymistens hjerte.

CHILENERENS udvalgte krigere blev: den franske serietegner Jean Giraud (1938-2012), som under navnet Moebius skabte grænseoverskridende science fiction; den britiske illustrator Chris Foss, som designede arkitekturen og maskinerne; den schweiziske mareridtsmester H.R. Giger (1940-2014), som tegnede Harkonnen-planeten, og amerikaneren Dan O'Bannon (1946-2009), som udførte special effects.

   Jodorowsky overtalte bl.a. Salvador Dali, Orson Welles og Mick Jagger til at medvirke. Brontis Jodorowsky, instruktørens søn, fik frelserrollen som Paul Atreides, der bliver en Dune Messiah til slut.

   Alt blev samlet i hvidbogen. Når Jodorowsky kærtegner dens omslag, kan man stadig føle smerten hos manden, som ikke fik lov at lave sin film. Udvalgte gæster får lov at bladre. Nogle af dem »viser« han Dune. Nicolas Winding Refn er et af de privilegerede vidner, som medvirker i Frank Pavichs dokumentar.

PROBLEMET med Dune var især, at filmen ville vare ti timer og koste 50 mio dollars, som var uhørt meget i 1975. Så alle de store studier sagde nej. Da Jodorowsky aflyste projektet, tog krigerne deres indsats med til andre projekter. O'Bannon skrev Alien til Ridley Scott, og Giger designede rumvæsenet. I Scotts Prometheus fra 2012 kan man stadig se arkitekturen fra Dune i baggrunden. Flere film i tiden trak på Jodorowskys grundarbejde: Flash Gordon, Star Wars, Raiders of the Lost Ark.

DER blev en film af Herberts bog - som tiden gik, blev der til og med flere.* Raffaella De Laurentiis købte optionen og gav instruktøropgaven til David Lynch, der afleverede sit bud i 1984. Jodorowsky beskriver, hvordan han med frygt og bæven gik til premieren, fordi en kriger må konfrontere sin angst. Men som filmen skred frem, kunne han smile. Dune er en af de store turkeys i filmhistorien. Lynch har senere frasagt sig filmen.

ALLE fik noget med sig fra Dune. Kun Jodorowsky var lagt på is i en årrække. Han brugte ideerne i de tegneserier, bl.a. L'Incan, som han skabte sammen med Moebius. Han instruerede horrorfilmen Santa Sangre i 1989 og fik en mainstream-chance med The Rainbow Thief (1990). I 2013 fandt Seydoux og Jodorowsky sammen om at skabe erindringsfantasien The Dance of Reality, som fik premiere i Cannes. I 2015 fulgte Endless Poetry som en slags krone på værket. I 2021 er Jodorowsky 92 år. Han er stadig aktiv og fuld af ideer. Han blev ikke taget med på råd, da canadieren Denis Villeneuve gik i gang med at skabe den nye, omsider fuldt forløste Dune (2021-2024), som bryder Frank Herberts bog op i to helaftensfilm.

I FRANK Pavichs dokumentar optræder karaktervidner som Chris Foss, H.R. Giger (som ellers sjældent udtalte sig), sangerinden og modellen Amanda Lear, som var Salvador Dalis muse i perioden, Christian Vander fra Magma, Dan O'Bannons enke m.fl. Man lytter dog især til Jodorowsky, som er et karismatisk og forførende kraftfelt, der taler om nødvendigheden af at voldtage materialet.

   Jodorowskys Dune var uden tvivl blevet unik og fascinerende. Der er dog ingen garanti for, at den var blevet en kongenial filmatisering. Frank Herbert (1920-1986) var interesseret i økologi, sociologi og mytologi, hvordan imperier fødes og forgår. Jodorowsky brænder for frigørelsen af okkulte og psykiske energier.

   Herberts vision er tør og præcis. Jodorowskys verden er én våd, slubrende drøm. Han har skarer af fans, der elsker ham for det, men de færreste lever på Dune.

*) Foruden biograffilmen med Kyle MacLachlan, som David Lynch instruerede i 1984, og Denis Villeneuves 2021-version, er Dune-universet bredt ud i to miniserier, som Hallmark Entertainment producerede til Sci Fi Channel (nu SyFy) tilbage i kabel-tv-tiden. Frank Herbert's Dune (2000) og Frank Herbert's Children of Dune (2003) var begge i tre episoder af featurelængde. Alec Newman spillede Paul Atreides; William Hurt og Saskia Reeves var Leto og Lady Jessica; Ian McNeice spillede baron Harkonnen. Fotografen var Vittorio Storaro. Frank Herberts bøger blev bearbejdet af John Harrison.

Jodorowsky's Dune. Instr. og manus: Frank Pavich. Foto: David Cavallo. 90 min. USA 2013. Dansk premiere: 04.09.2014 (Cinemateket).

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity

Filmen streames på Blockbuster, iTunes og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.09.2014

Nicolas Winding Refn: Fear X (2003) [Noir 100]

PASSAGE GENNEM SMERTEN
Den svære treer fra NWR

Af BO GREEN JENSEN

APRIL 2003: DER står kvalitet på næsten hver brede indstilling i denne dansk-canadiske nyhed. Efter Pusher (1996) og Bleeder (1999), to markante og meget vellykkede undtagelser fra hovedstrømmen i dansk film p.t., melder også Nicolas Winding Refn sig i rækken af instruktører, der prøver kræfter med en engelsksproget produktion. Det sker i en tæt erkendelsesfabel, der bryder lige så kategorisk med grundskabelonen i tidens amerikanske thriller, som den lægger afstand til lurmærket dansk mainstream. Winding Refn har altid været lidt af en odd man out blandt de yngste filmskabere. Det indtryk forstærkes blot i Fear X.

STAMTAVLEN er frygtindgydende. Instruktøren har skrevet manuskriptet i samarbejde med amerikaneren Hubert Selby Jr. (1928-2004), forfatter til kultbøger som Last Exit to Brooklyn (1964) og Requiem for a Dream (1978). Musikken er komponeret/programmeret  af englænderen Brian Eno, der fremfører den sammen med sin tyske tvilling J. Peter Schwalm. Filmen er klippet af Anna Østerrud, som også Pusher og Bleeder var det, og for skams skyld har Larry Smith, tekniker og fotograf på Stanley Kubrick-klenodier som Barry Lyndon, The Shining og Eyes Wide Shut, stået bag kameraet. I hovedrollen ses John Turturro, og handlingen er henlagt til Wisconsin i det amerikanske Midtvesten. Eneste danske islæt er faktisk Liv Corfixen i en minirolle som servitrice på et hotel i Montana.

   Disse uegale kræfter har i skøn forening frembragt et helstøbt og stærkt underdrejet genrestykke, der hører hjemme i thrillergenrens metafysisk tonede periferi. Fear X er demonstrativt uudgrundelig, spændingsmæssigt uforløst og næsten asketisk konsekvent i kunstnerisk henseende. En frustrerende erkendelsesfabel, hvis hele og svære pointe er, at mysteriet ikke har nogen bund. Intet bliver sagt særlig højt i Fear X. Ej heller bliver det bøjet i neon. Filmen ville være endnu mere bemærkelsesværdig, hvis der ikke gik lovlig megen David Lynch i den effektfulde klimaks.

HARRY Caine (John Turturro) lever alene et sted i delstaten Wisconsin, hvor han arbejder som sikkerhedsvagt i forstadens store indkøbscenter. Det gjorde han også to år tidligere, da hans hustru og en ukendt mand blev skudt ned i parkeringsanlægget. Politiet fandt aldrig nogen tilfredssstillende løsning på gåden. Caine søger stadig hvert vågent øjeblik. I huset, som han har vænnet sig til at dele med hustruens genfærd, bruger han sin tid på at gennemse gamle overvågningsbånd. På væggen hænger en labyrintisk mosaik af ansigter, som går igen på båndene. Han er en mand med en mission og ikke så lidt af en prøvelse for sine omgivelser. Men »who knows what you may find if you keep looking?«.

HVEM ved, hvad man kan finde, hvis man leder længe nok? Det er hele sagen i Fear X. Harry vil med alle midler til bunds i mysteriet om hustruens død. Det er ikke så afgørende at få at vide, hvem der affyrede våbenet. Det har det måske været, men det er det ikke mere. Det vigtige er at vide hvorfor. På dét får publikum faktisk en halv forklaring cirka midtvejs, men for Harry gives der ingen lindring. Han får ganske vist lov at tage kvælertegn på sin kones morder, men om årsagen vil han altid være usikker. Sætstykket er en nærdødsoplevelse, der koger og bruser og knitrer i rødt gennem flere minutter. Hvad der venter på den anden side af passagen gennem smerten, må tilskueren selv ind at se.

FOR værd at se er filmen afgjort. Det er den dog snarere for detaljerigdommen i de tætte miljøer og den fotografisk præcise gengivelse af, hvordan der må være i sådan en mands verden på sådan et sted.

    Filmen er ikke indspillet i Wisconsin. Interiørerne er genskabt i Riisby-studierne i Jylland, mens en canadisk lilleby dublerer for forstaden i Wisconsin.

   Ikke desto mindre er Midtvestens livsfarve sjældent ramt bedre. Butikscentret og de stille veje med ens små huse, som ligger side om side i sneen, ligner på ét hår. Mere problematisk er monotonien og det anonyme præg, som dominerer på hotellet, hvor Harry indlogeres, da han følger et spor til Montana. Her tiltager både dæmonien og forklarelsen i et sindrigt system af kinesiske æsker. Det er med andre ord David Lynch op ad dage.

   Fear X er en fabel om sorgens og smertens væsen, et identitetsmysterium uden nogen nem og sikker løsning, en labyrint som man ikke nødvendigvis finder ind til midten eller ud af igen. Det hele kan sagtens virke preciøst og frustrerende på den bogstaveligt inklinerede tilskuer. Dybest set er det dog ikke Harrys svar, som er vigtige. Det er måden, som han stiller sine svære spørgsmål på.

FILMEN lever stærkt i kraft af sin atmosfære og sine anelser. Som sneen på de overvågningsbånd, man vænner sig til at scanne igennem og granske sammen med Harry, fortættes mystikken af og til, så man kan ane en kontur og bliver opmærksom. Men måske var det hele blot statisk støj. Det spiller ingen rolle, da Harry sættes af ved statsgrænsen. Både han og vi kan tage hjem i fred, og Nicolas Winding Refn har signeret sin hidtil bedste og klareste film.

Se også Nicolas Winding Refn: Valhalla Rising (2009); Nicolas Winding Refn: The Neon Demon (2016) [Noir 100].

*) Forfatter, digter og kulturjournalist Henrik List (f. 1965) fulgte NWRs forarbejde og var med hele vejen på produktionen af Fear X. Han skrev en kærlig, grundig og indlevet bog om processen. List var fluen på væggen i Riisby og Winnipeg; han talte i dybden med alle på holdet, han besøgte Hubert Selby i West Hollywood. Kameraet i hovedet: Fear X og Nicolas Winding Refn (230 s. København: People's Press, 2003) blev desværre ikke en bestseller. De fleste danske litteraturfolk er analfabeter i forhold til filmkritik, og i akademisk kontekst vil man kun have teori. List er den eneste, som går i dybden med NWRs baggrund og kulturelle referencer. Han kender og deler filmskaberens glæde ved det kulørte og makabre. Kameraet i hovedet er guld værd, hvis man kan finde den nu. Alene for Fredrik Nilsens portrætfoto af Hubert Selby som døende, men ufortrøden desperado skal den være varmt anbefalet.       

Fear X. Instr.: Nicolas Winding Refn. Manus: Hubert Selby, Jr. og Nicolas Winding Refn. Foto: Larry Smith. 90 min. Canada-UK-Danmark 2003. Dansk premiere: 04.04.2003.

Fotos: Cinematerial/ MovieStillsDB/ Screengrabsaz

Filmen streames på Blockbuster og SF Anytime

2K Blu-ray fra Sunfilm Entertainment 05.07.2012

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 04.04.2003

Nicolas Winding Refn: Valhalla Rising (2009)

DEN TAVSE KRIGER

En martret maskulinitets æstetik

Af BO GREEN JENSEN

»JEG betragter kunst som en voldshandling. Den eneste forskel på tingene er, at vold ødelægger i virkeligheden, hvorimod kunst inspirerer.« I 2010 er Nicolas Winding Refn kun 40 år, men han taler allerede som en dansk version af Sam Peckinpah. Den sårede hvide hanelefant går afsides for at æde sit bytte. Han har dog ikke tænkt sig at dø foreløbig. Så meget rogue male er Winding endnu ikke blevet.

   Det er let at få øje på volden og dyrkelsen af kvæstelser som maskulin forløsning i Refns uegale, men langt fra usammenhængende filmværk. Snarere er det dog brugen af farve, som gør ham speciel. Valhalla Rising er fuld af sekvenser, hvor lærredet fyldes af mættet rød farve, mens lydsiden rumler som pumpende blod. De fandtes magen til i den anderledes kølige Fear X (2003), som Refn skrev sammen med Hugh Selby Jr. og optog i USA. David Lynch laver sandt nok noget der ligner, men Refn er blevet sin egen mand nu. Han er om nogen ekspressionisten i dansk film. Hvis Pusher II (2006) var den store lakmusprøve, er Valhalla Rising rendyrket stil.

DET er en enkel og evig historie, som Refn har skrevet sammen med den norske forfatter Roy Jacobsen. Valhalla Rising kunne være hugget i granit. I overgangen mellem vikingetid og middelalder, da en frisk kristendom fortrænger troen på de gamle guder, bliver krigeren One-Eye (Mads Mikkelsen) holdt i bur og byttet rundt blandt dekadente høvdinger, som lever i noget, der ligner skotsk højland. One-Eye taber aldrig en tvekamp. Han bider og kvæler og knuser sin modstander. Første scene sætter tonen og demonstrerer, hvor farlig og følelsesløs manden er.

DA det lykkes One-Eye at dræbe sine vogtere, skåner han drengen (Maarten Stevenson), som siden bliver hans væbner. Han slår følge med fanatiske kristne, der vil til Det Hellige Land for at rejse et Nyt Jerusalem. Fordi One-Eye aldrig taler, kender tilskueren ikke hans motiver. Efter uger på et vindløst hav, bliver saltvand til ferskvand som ved et mirakel, og mændene befinder sig med ét i Eldorado.

   Den nye verden ligner Amerika, men er ikke et ædelt Valhalla. Drømmen om rigdom og ære tager livet af mændene efter tur. På et tidspunkt bygger One-Eye sin egen grav af stablede sten. Han går de indfødte i møde for at ofre sig, så drengen kan rejse hjem. For første gang synes en frisk vind at blæse, da drengen ser ud over havet. Manden er vendt tilbage til søen, han sikkert kom op af i tidernes morgen.

REFN siger selv, at Valhalla Rising koncentrerer hans kærlighed til tre genrer: samuraifilm, sci-fi og spaghetti-westerns. I samme ånd repræsenterer One-Eye indbegrebet af den ærketypiske ener. Han er »en helt af mytiske proportioner, den tavse kriger som står alene (…) Han er alt. Han kommer af intet og bliver til intet. One Eye er fusionen af alle de mytologiske filmskikkelser, som jeg voksede op med.«

   Så store disse ord nu er, giver hensigtserklæringen fuldkommen mening. Filmen står og falder med One-Eyes kompromisløshed, der er hinsides både moral og etik. Han er Manden uden Navn; Den Fremmede på Vejen; Ridderen i Ødemarken; Den sidste Samurai. I Mads Mikkelsens arrede skikkelse bærer han filmen, uden at sige et eneste ord og uden at fortrække en mine. Han ligner måske en Jesus-figur, men egentlig er drengen, menneskesønnen som han beskytter, den eneste mulige Kristus. Man kan faktisk ikke mindes en film, der er sluppet så godt fra at tale rent sagasprog.

DET siger vel sig selv, at det har omkostninger. Man skal ikke vente sig vikingeskibe eller historisk akkuratesse. Universet er helt mytologisk. I højlandsafsnittene trækkes der på en keltisk/angelsaksisk grundforestilling om levende guder med mennesketræk og besjælet, skønt udeltagende natur. Midt i en vindløs atlantisk passage, er man også på vej over Styx. Indianerne er som stammefolk langs floden i Mørkets hjerte. Overhovedet ligner Valhalla Rising momentvis en krydsning af John Boormans Deliverance, Coppolas Apocalypse Now og Werner Herzogs Aguirre, den gale erobrer.

   Det er en verden uden kvinder. Kun drengen bevidner, at forplantning finder sted. One-Eye er helt uden ophav. Han kommer af intet og bliver til intet – her noget, der minder om Excalibur-legenden og Artus-digtningens Lady of the Lake.

   Filmen er foruroligende smuk. Der er en indædt stædighed på spil, sammenbidt, blodindsmurt, foroverbøjet – som det boksende handyr, der tålte hvad som helst i den britiske Bronson (2008), Refns forrige film. Det er en martret maskulin æstetik, der tangerer den samme spartanske fascisme, som Frank Miller og Zack Snyder flirtede med i 300. Det er ikke en film for de sarte, og den er ikke politisk korrekt noget sted. Men Valhalla Rising skaber måske den flotteste fysiske action, man har set i nogen dansk film.

Se også Nicolas Winding Refn: Fear X (2003) [Noir 100]; Nicolas Winding Refn: The Neon Demon (2016) [Noir 100].

Valhalla Rising. Instr.: Nicolas Winding Refn. Manus: Roy Jacobsen og Nicolas Winding Refn. Foto: Morten Søborg. 100 min. UK-Frankrig-Danmark 2009. Dansk premiere: 31.03.2010

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ BBC Films/ Anobium.lit (on set photo)

Filmen streames på SF Anytime og MUBI

2K Blu-ray fra Scanbox Entertainment 26.10.2010

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 31.03.2010

Nicolas Winding Refn: The Neon Demon (2016) [Noir 100]

SCENER FRA NEONVILDNISSET
En instruktiv fabel fra Englenes By

Af BO GREEN JENSEN

DEN indledningsvis uskyldige Jesse (Elle Fanning) er en himmelfalden nymfe, som dumper ned i neonvildnisset og gør lynkarriere som fotomodel.

   Stjernefrø er noget, man fodrer svin med i Los Angeles, men Jesse har drukket af ungdommens kilde. Hun besidder det særlige stof – et sjældent mix af medfødt skønhed og evnen til inkarnere andres fantasi – som man vil dræbe for i samme by.

   Jesse dukker op til en casting og bliver straks udvalgt til at posere for cremen af blaserte agenter og fotografer. Det er ikke populært hos rivaler som Gigi (Bella Heathcote) og Sarah (Abbey Lee), der kæmper med kunstige midler for at opnå de ting, som kommer naturligt til Jesse.

   Jesse bliver mere eller mindre adopteret af den lesbiske Ruby (Jena Malone), som sminker og styler de unge modeller. Det gør hun med den samme dedikerede ekspertise, som hun lægger i sit bijob på lighuset. Her gør hun kadaverne i stand og har frusteret sex med de smukkeste af dem.

NÅR Jesse har fri, kører hun op til Hollywood-skiltet sammen med Dean (Karl Glusman). De ser ud over natbyen, som ikke er skildret så smukt siden Blade Runner. Dean tager de første fotos af Jesse, så hun kan vise et portfolio til ruffersken Roberta (Christina Hendricks) på modelbureauet. Hun er allerede hér klædt ud som et offer for modebevidste vampyrer.

   I glimt giver filmen en god Los Angeles-skildring. Jesse bor på et nedslidt motel, hvor ejeren Hank (Keanu Reeves) gør sit bedste for at overgå Norman Bates. I scenerne fra modeindustrien er symbolerne skåret i pap. På skyggesiden får de lov at stå som doodles. Jesse kommer sent hjem og hører lyde fra sit værelse. En bjergløve er kravlet ind. Hank er ikke overrasket. Han er bare sur og skriver skaderne på Jesses regning.

FILMENS sætstykker er de store modeoptagelser. Efterhånden bliver Jesse for meget for veninderne. Ruby skifter side, da Jesse støder hende fra sig. Endelig tager de tre piger hævn i et hus, som ligner mausolæet fra Sunset Boulevard.

   Jesse bliver simpelt hen dræbt og fortæret. The Neon Demon må være den første danske film, som viser nekrofili og kannibalisme i kærlige detaljer.

   Næste dag gør Refn sig ekstra umage med iscenesættelsen af et solgennembagt fashion shoot. Gigi og Sarah har fået de eftertragtede jobs. Men det rituelle måltid murrer i maven. Så Sarah kaster et helt øje op, før hun bruger skræddersaksen til at begå harakiri. Rivalerne ville eje Jesses skønhed. Nu må neondæmonen simpelt hen ud.

DER er naturligvis noget smukt i den konsekvens, hvormed Nicolas Winding Refn dyrker sine besættelser. Det er heller ikke svært at se en moralsk fortælling om prisen for skønhed i hans fortælling fra Englenes By. Refn sværger til genrer. I den anderledes varme Drive brugte han typer og troper fra 70ernes New Hollywood. Her er vi ude i skinger italiensk giallo af typen, som Refn elsker og voksede op med.

   Tiden ligner slut-80erne og begyndelsen af 90erne. Han ser på samme måde som Bret Easton Ellis i Glamorama. Han drømmer stadig om det samme som David Lynch. The Neon Demon er Refns Mulholland Drive, som Fear X i sin tid var hans Lost Highway. Men NWR er nu sin egen dreng.

DET er en kritisk uskik at give kunstnerne gode råd om filmen, de burde have lavet. Alligevel skal det siges, at jeg ser med blandede følelser på Refns æstetisk udsøgte stiløvelser, som hægter virkeligheden og psykologien af, for bedre at kunne skildre en arketypisk sandhed.

   Tilbage i den danske tid kunne Refn behandle et følelsesstof, så man sad med livet i hænderne. Det gjorde han i Bleeder, i Fear X og i Pusher II, som stadig er stedet, hvor alt balancerer. Men siden Drive har det ikke rigtigt interesseret ham.

DET gør derimod myte, stil og satire. Smukkest ved The Neon Demon er forsøget på at skabe en feministisk horrorfilm. Det er ikke en mands våde drøm om påklædningsdukker. Refns medforfattere er kvinder; de betagende billeder er belyst og beskåret af Natasha Braier. Hvis vikingemyten i Valhalla Rising var Refns Carl Mar Møller-øjeblik, er The Neon Demon hans forsøg på at vise The Woman Being Born.

   Det er en renfærdig film på sin måde. Et helstøbt værk fra en stor stilistiker. Men hjertets sager og den lille drengs ting er lagt væk. For nu vil Refn være voksen, og han tror, at voksen ser sådan hér ud. Verden begyndte i Eden og gik til grunde i Los Angeles. Nørden fra Danmark var med hele vejen.

Se også Nicolas Winding Refn: Fear X (2003) [Noir 100]; Nicolas Winding Refn: Valhalla Rising (2009).

The Neon Demon. Instr.: Nicolas Winding Refn. Manus: Mary Laws, Polly Stenham, Nicolas Winding Refn. Foto: Natasha Braier. 117 min. Dansk premiere: 09.06.2016.

Fotos: Space Rocket Nation/ Gaumont/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, SF Anytime, TV2 Play og Viaplay Rent & Buy

4K UHD + 2K Blu-ray fra Koch Media 10.11.2016

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 10.06.2016