Sally Potter: Ginger & Rosa (2012)

I SKYGGEN AF MISSILERNE

Portræt af efterkrigsgenerationen

Af BO GREEN JENSEN

GINGER og Rosa er britiske krigsbørn, født på den samme hospitalsstue i august 1945, da atombomberne netop er kastet i Japan. Mødrene kender hinanden. Der er ingen fædre i syne.

   Det fremgår senere, at Gingers far var militærnægter og sad i fængsel for sin overbevisning. Umiddelbart får man indtryk af stærke, enlige mødre i en film, som fra første scene lægger accenten på kvindernes side af sagen.

   Pigerne vokser op som uadskillelige veninder i tidens kulturradikale miljø, hvor forældrene færdes. Begge er 17 år i oktober 1962, da Cuba-krisen fylder verden med frygt for endnu en altomfattende krig. Rosa tager livet lidt, som det kommer, og er mere optaget af at springe ud seksuelt. Ginger er ramt af angst i sit inderste væsen, også fordi den politiske krise falder sammen med bruddet mellem hendes forældre.

DISSE tilhører fortroppen i dét, som blev til ungdomsoprøret. Roland (Alessandro Nivola) er en karismatisk universitetslærer, promiskuøs af overbevisning og aktiv i Kampagnen mod Atomvåben. Kunstneren Natalie (Christina Hendricks) har sat sin karriere på standby for at være professorens muse. Krisen spidser til, både på Cuba og inden i Ginger. Pigen føler, at alt brænder sammen. Endelig når vreden og afmagten Sylvia Plath-forurettede højder, da Rosa flytter ind hos Gingers far.

SALLY Potters portræt af sin generation er med vilje ikke tegnet som en Krøniken-agtig introduktion til periodens politiske highlights. Vist fylder den radikale baggrund en masse. Ginger demonstrerer og går til møder i bevægelsen, hvor hendes feterede far er en stjerne, men det er i lige så høj grad de personlige og private scener, som udgør et mentalitetshistorisk bagtæppe.

   Karaktererne er individer, snarere end statistiske typer, som skal dokumentere en strømning eller et standpunkt. Imidlertid er det en vigtig pointe, at nogle nægter at skille tingene ad. Roland får lov at tale sin sag og fremstå som andet og mere end en sjuft, da hans forhold til Rosa får konsekvenser. I personkredsen modsvares han af forfatteren Bella (Annette Bening), som taler klart om kønspolitik. Hun lader ikke Roland slippe så billigt.

DET er psykologisk indsigt, som bærer den smukt eksponerede film. Tiden og stedet er set mange gange. Det er nøjsomhedens England fem sekunder, før musikken eksploderer, og renæssancen i Swingin' London begynder. Det er den samme politiske hverdag, som Doris Lessing skildrer i The Golden Notebook (1962, da. Den gyldne bog) og hvor førnævnte Sylvia Plath tog sit liv. Også Antonia Byatt, Margaret Drabble, Angela Carter og Fay Weldon begyndte. It was 50 years ago today.

   Samtidig bryder en ung kvinde sammen, og man lærer at følge med strømmen i tiden. Ginger & Rosa er et følsomt atmosfærestykke, ofte tæt på kammerspillets kvaliteter. Dialogen er god til at underbelyse. Kun Ginger, som skriver digte til senere udgivelse, sætter ord og navne på tingenes væsen. Amerikaneren Elle Fanning var kun 13 år, da hun spillede Ginger. Som Rosa ses Alice Englert, som er datter af filmskaberen Jane Campion.

I BAGGRUNDEN spiller de rigtige sange, som Potter voksede op med. Periodepræget er minutiøst gennemført. Filmen er fornemt klippet af Anders Refn og har Det Danske Filminstitut som co-producent. Konstruktionen er vel økonomisk betinget, men Sally Potter har haft et publikum i Danmark, siden hun debuterede i langt format med The Gold Diggers (1983) og blev en faktor i arthouse-segmentet med Orlando (1992), som gav Tilda Swinton sin første store rolle uden for Derek Jarmans film.

   Potter har brugt sig selv i The Tango Lesson (1997), tacklet det store romantiske epos i The Man Who Cried (2000) og skrevet dialogen til en hel film – Yes fra 2004 – i rimede elizabethanske pentametre. Senest skræmte hun alle fans væk med den forfærdeligt manierede Rage (2009), som lod en kavalkade af talking heads rase.

SALLY Potter tilhører en generation af kvindelige filmskabere, som på godt og skidt er rundet af 1970ernes værdier. De ligner vel Ginger og Rosa som voksne. I sin nye film er hun mere tilgængelig end sædvanligt. Både emnet, tonen og det transatlantiske cast vidner om, at filmen gerne vil ses vidt og bredt. Den fortjener det oven i købet.

Se også Sally Potter: The Party (2019) | Et interview.

Ginger & Rosa. Instr. og manus: Sally Potter. Foto: Robbie Ryan. 90 min. UK 2012. Dansk premiere: 11.04.2013.

Fotos: Adventure Pictures/ A24/ UIP/ DFI/ CineMaterial/ Filmgrab/ YouTube [US A24 Trailer]

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime

2K Blu-ray fra Artificial Eye | CURZON (UK) 11.02.2013

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.04.2013

Nicolas Winding Refn: The Neon Demon (2016) [Noir 100]

SCENER FRA NEONVILDNISSET
En instruktiv fabel fra Englenes By

Af BO GREEN JENSEN

DEN indledningsvis uskyldige Jesse (Elle Fanning) er en himmelfalden nymfe, som dumper ned i neonvildnisset og gør lynkarriere som fotomodel.

   Stjernefrø er noget, man fodrer svin med i Los Angeles, men Jesse har drukket af ungdommens kilde. Hun besidder det særlige stof – et sjældent mix af medfødt skønhed og evnen til inkarnere andres fantasi – som man vil dræbe for i samme by.

   Jesse dukker op til en casting og bliver straks udvalgt til at posere for cremen af blaserte agenter og fotografer. Det er ikke populært hos rivaler som Gigi (Bella Heathcote) og Sarah (Abbey Lee), der kæmper med kunstige midler for at opnå de ting, som kommer naturligt til Jesse.

   Jesse bliver mere eller mindre adopteret af den lesbiske Ruby (Jena Malone), som sminker og styler de unge modeller. Det gør hun med den samme dedikerede ekspertise, som hun lægger i sit bijob på lighuset. Her gør hun kadaverne i stand og har frusteret sex med de smukkeste af dem.

NÅR Jesse har fri, kører hun op til Hollywood-skiltet sammen med Dean (Karl Glusman). De ser ud over natbyen, som ikke er skildret så smukt siden Blade Runner. Dean tager de første fotos af Jesse, så hun kan vise et portfolio til ruffersken Roberta (Christina Hendricks) på modelbureauet. Hun er allerede hér klædt ud som et offer for modebevidste vampyrer.

   I glimt giver filmen en god Los Angeles-skildring. Jesse bor på et nedslidt motel, hvor ejeren Hank (Keanu Reeves) gør sit bedste for at overgå Norman Bates. I scenerne fra modeindustrien er symbolerne skåret i pap. På skyggesiden får de lov at stå som doodles. Jesse kommer sent hjem og hører lyde fra sit værelse. En bjergløve er kravlet ind. Hank er ikke overrasket. Han er bare sur og skriver skaderne på Jesses regning.

FILMENS sætstykker er de store modeoptagelser. Efterhånden bliver Jesse for meget for veninderne. Ruby skifter side, da Jesse støder hende fra sig. Endelig tager de tre piger hævn i et hus, som ligner mausolæet fra Sunset Boulevard.

   Jesse bliver simpelt hen dræbt og fortæret. The Neon Demon må være den første danske film, som viser nekrofili og kannibalisme i kærlige detaljer.

   Næste dag gør Refn sig ekstra umage med iscenesættelsen af et solgennembagt fashion shoot. Gigi og Sarah har fået de eftertragtede jobs. Men det rituelle måltid murrer i maven. Så Sarah kaster et helt øje op, før hun bruger skræddersaksen til at begå harakiri. Rivalerne ville eje Jesses skønhed. Nu må neondæmonen simpelt hen ud.

DER er naturligvis noget smukt i den konsekvens, hvormed Nicolas Winding Refn dyrker sine besættelser. Det er heller ikke svært at se en moralsk fortælling om prisen for skønhed i hans fortælling fra Englenes By. Refn sværger til genrer. I den anderledes varme Drive brugte han typer og troper fra 70ernes New Hollywood. Her er vi ude i skinger italiensk giallo af typen, som Refn elsker og voksede op med.

   Tiden ligner slut-80erne og begyndelsen af 90erne. Han ser på samme måde som Bret Easton Ellis i Glamorama. Han drømmer stadig om det samme som David Lynch. The Neon Demon er Refns Mulholland Drive, som Fear X i sin tid var hans Lost Highway. Men NWR er nu sin egen dreng.

DET er en kritisk uskik at give kunstnerne gode råd om filmen, de burde have lavet. Alligevel skal det siges, at jeg ser med blandede følelser på Refns æstetisk udsøgte stiløvelser, som hægter virkeligheden og psykologien af, for bedre at kunne skildre en arketypisk sandhed.

   Tilbage i den danske tid kunne Refn behandle et følelsesstof, så man sad med livet i hænderne. Det gjorde han i Bleeder, i Fear X og i Pusher II, som stadig er stedet, hvor alt balancerer. Men siden Drive har det ikke rigtigt interesseret ham.

DET gør derimod myte, stil og satire. Smukkest ved The Neon Demon er forsøget på at skabe en feministisk horrorfilm. Det er ikke en mands våde drøm om påklædningsdukker. Refns medforfattere er kvinder; de betagende billeder er belyst og beskåret af Natasha Braier. Hvis vikingemyten i Valhalla Rising var Refns Carl Mar Møller-øjeblik, er The Neon Demon hans forsøg på at vise The Woman Being Born.

   Det er en renfærdig film på sin måde. Et helstøbt værk fra en stor stilistiker. Men hjertets sager og den lille drengs ting er lagt væk. For nu vil Refn være voksen, og han tror, at voksen ser sådan hér ud. Verden begyndte i Eden og gik til grunde i Los Angeles. Nørden fra Danmark var med hele vejen.

Se også Nicolas Winding Refn: Fear X (2003) [Noir 100]; Nicolas Winding Refn: Valhalla Rising (2009).

The Neon Demon. Instr.: Nicolas Winding Refn. Manus: Mary Laws, Polly Stenham, Nicolas Winding Refn. Foto: Natasha Braier. 117 min. Dansk premiere: 09.06.2016.

Fotos: Space Rocket Nation/ Gaumont/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, SF Anytime, TV2 Play og Viaplay Rent & Buy

4K UHD + 2K Blu-ray fra Koch Media 10.11.2016

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 10.06.2016