Da verden kom tæt på den tredje totalkrig
Af BO GREEN JENSEN
MARTS 2001: EFTERHÅNDEN forbinder vi 1960erne med musikken, det såkaldte ungdomsoprør og hele det gradvise mentalitetsskifte, som fandt sted mod slutningen af årtiet. John F. Kennedy er blevet en mytologisk figur, der huskes for sin død i Dallas, ikke for de politiske fadæser som prægede administrationen i begyndelsen. Man taler i ramme alvor om det amerikanske Camelot, han som en anden Kong Arthur fik skabt på tre år. De færreste husker Nikita Khrustjov, og få under 40 forbinder noget særligt med de tretten dage i oktober 1962, da en Tredje Verdenskrig næsten blev udløst.
Af BO GREEN JENSEN
SELV var jeg knap syv år gammel, men jeg husker de voksnes anspændte alvor og den knitrende radio, som time for time fulgte det dramatiske standoff ved Cuba, hvor russiske skibe nærmede sig den blokade, som amerikanske fartøjer havde lagt om øen. En konfrontation syntes uundgåelig. Arsenalet ville blive udløst, og for unge forældre som huskede Hiroshima og Nagasaki må det have været en ubærlig tid. Verden holdt vejret, alle hjerter sprang et slag over – og så bredte den kollektive lettelse sig, da de russiske skibe bøjede af.
Hvor tæt man også i dagene efter var på det atomare ragnarok, er egentlig aldrig blevet fortalt. Længe troede vi simpelt hen, at den sovjetiske ledelse havde besindet sig i sidste øjeblik. Først i 1982 kom det frem, at Kennedy-administrationen havde indgået en hemmelig handel med russerne.
HELE forløbet er fastholdt med minutiøs detaljerigdom og betydelig dramatisk fornemmelse i australieren Roger Donaldsons sobre og velspillede Thirteen Days. Det var den 14. oktober, at amerikanske U-2 fly tog billeder af de sovjetiske missilanlæg, som var under opførelse i Fidel Castros socialistiske Cuba. Krisen blev afblæst den 27. oktober og fortonede sig efterhånden som en rynke i tiden. Det er dog ikke tilfældigt, at filmtitler som Sidney Lumets (gravalvorlige) Fail-Safe (1964) og Stanley Kubricks (svimmelt satiriske) Dr. Strangelove (1964) hører hjemme i perioden.*
En pjece med titlen Hvis krigen kommer blev husstandsomdelt herhjemme. Ingen var irriterede, når sirenerne sang onsdag middag. Hvad man skulle gøre hvis nu, var en håndgribelig bekymring.
DAVID Self har struktureret det store materiale på baggrund af Ernest May og Philip Zelikows bog The Kennedy Tapes, der analyserer 23 timer med båndoptagelser fra møderne i den hastigt nedsatte krisegruppe. I den er der flere høge end duer. Det er alt i alt et under, at verden står endnu.
Self har givet Kennedys personlige rådgiver Kenneth O'Donnell (1924-1977) den centrale menneskelige synsvinkel. Vi ser ham have en familie, som han er bekymret for, men der er ingen tilløb til romantiske sidehistorier og andre billige tricks. Det er dramadokumentarisme af den hårde slags, som vi lærte at kende og elske i 70’erne, da genren udviklede sin grammatik. Thirteen Days kunne sagtens have været en lang tv-film. Det store format er dog ikke anvendt forgæves.
Kevin Costner spiller Kenneth O’Donnell og er filmens mest kendte ansigt, hvilket fungerer udmærket, fordi O’Donnell ofte blot er en iagttager. Han går omkring ved møderne, stiller sig mellem præsidenten og generalerne, når sidstnævnte rasler med sablerne og vil slå hårdt ned på Det Røde Bæst i Amerikas baghave. Canadieren Bruce Greenwood er mere end dækkende som JFK, mens Steven Culp som Robert Kennedy er den eneste, der faktisk ligner personen han fremstiller.
ALLE autentiske skikkelser præsenteres med en skreven tekst første gang de optræder. Absolut nøjagtige mødeforløb er filmet i sort-hvid, mens de lange fiktive stræk er i farver. Uden at angle eller overdrive sine virkemidler lykkes det Donaldson at vise en verden, som gradvis kommer til besindelse efter først have pustet sig op. Vi hører aldrig den russiske side af sagen og kan derfor identificere os med amerikanernes famlen i blinde. Det er Kennedy-brødrene (og O’Donnell), som krediteres for at holde fast i viljen til kompromis og forhandling, selv når moderate stemmer har bestemt sig for at udløse krigen.
Thirteen Days er en film for det modne publikum, som sætter pris på sober historiefortælling. Først efter krisen krakelerer O’Donnell og ser på sin familie med tårer i øjnene. Han formulerer da filmens morale og pointe: Hvis solen står op i morgen, sker det udelukkende på grund af gode mænds vilje til at finde en løsning, uanset hvor tæt mørket tårner sig op.**
FILMEN viser endelig også, at krigen kun blev undgået, fordi ingen var i tvivl om, hvor omfattende den ville blive. Denne annonce for koldkrigsårenes magtbalance kan synes utidig, men fremstillingen er næppe helt ukorrekt. En mindre krig med færre konsekvenser var blevet udløst uden videre.
Se også Forvandlingens tid: En film om Robert Kennedy 1925-1968; Don DeLillo: Underworld (1997) | Et interview; Ernesto Ché Guevara 1928-1967; Enkens fortælling: Jackie (2016) [Pablo Larrain]; Bob Dylan: Murder Most Foul (2020).
*) Begge film bygger på hurtige bøger, som blev læst med frygt og bæven på den vestlige side af Jerntæppet. Fail-Safe (1962) var skrevet af to amerikanske universitetsfolk, Harvey Burdick og Eugene Wheeler, og begyndte sit liv som en føljeton i tre afsnit i The Saturday Evening Post. Wheeler havde oprindelig præsenteret ideen i en novelle, »Abraham '59«, som blev trykt i tidsskriftet Dissent.
Dr. Strangelove var en filmatisering af briten Peter Georges roman Two Hours to Doom (1958), som i USA fik titlen Red Alert. Også Red Alert var i sit udgangspunkt intens og alvorlig. Stanley Kubrick lod Terry Southern bearbejde den med sort satire, da han frygtede, at en trofast version ville ligne Sidney Lumets film for meget. Heraf den fantastiske undertitel: Hvordan jeg lærte at glemme mine bekymringer og elske bomben.
Peter George (som også skrev under pseudonymet Peter Bryant) var medforfatter til filmmanuskriptet. Han og Kubrick stævnede Burdick og Wheeler for at bruge præmissen fra Red Alert. Den strategiske finte var Kubricks idé, det handlede om forsinke Lumets produktion og nå ud i biograferne først. Det virkede: Dr. Strangelove fik premiere i januar, Fail-Safe fulgte i oktober 1964. Plagiatsagen endte med et forlig, og al snak om tematiske ligheder hørte op, da de to vidt forskellige film forelå.
Der er ingen Dr. Strangelove-karakter i Red Alert. Peter George skrev en lukrativ novelization/ tie-in-udgave af manuskriptet, og han satte pris på filmens succes, men var muligvis ikke begejstret for måden, som Two Hours to Doom var blevet forvandlet på hen ad vejen. I hvert fald stod han ved sit navn og sin alvor i Commander-1, som blev hans sidste udgivelse. Peter George var kun 42 år, da han tog sit liv i 1966. Bogen er tilegnet Stanley Kubrick.
Herhjemme var det forlaget Fremad, som udgav Fejl-sikker, først i 1963, siden i Fremads Folkebibliotek i 1967, hvor handlingen faktisk udspiller sig. Vi havde bogen stående, da jeg var dreng. Der er mig bekendt ingen dansk udgave af Red Alert, men Commander-1 blev oversat af Claus Lembourn og udkom på forlaget Schønberg (som en paperback original) i 1966. Den købte jeg lidt senere for egne penge.
Kubricks film er klassisk nu, men også Fail-Safe har et efterliv. Det var en begivenhed i tv-universet (og et dristigt eksperiment i dramagenren), da Stephen Frears ved årtusindeskiftet instruerede et tv-spil, der blev filmet i sort-hvid for effekten og transmitteret live som i mediets barndom. Den i sin tid blacklistede Walter Bernstein (1919-2021) skrev manuskriptet, og Richard Dreyfuss havde rollen som den amerikanske præsident, der i Lumets film blev spillet af Henry Fonda. Med i studiet var også George Clooney, som sikkert fik ideen til sin film om McCarthy-tiden, Goodnight, and Good Luck (2005), ved samme lejlighed.
Ingen har overvejet at forsøge sig med et remake af Dr. Strangelove. Den bedste komedie om Cuba-krisen er måske Joe Dantes Matinee (1993). John Goodman spiller effektfilmproduceren Lawrence Woolsey (et kun ganske let sløret portræt af virkelighedens William Castle), som kommer til Key West i Florida med sin billige gyser om den bestrålede Mant! Biografen bliver rigget til med effekter. Alle i byen er bange, alle værdier er oppe i luften. Da de fysiske gimmicks kører af sporet, kunne det godt være verden, som eksploderer. Matinee husker tidsfarven. Man kan lige så godt leve, før man skal dø.
**) Virkelighedens Kenneth O'Donnell fik ikke en let gang på jorden. Han sad i bilen bag præsidentparrets, da John F. Kennedy blev myrdet i Dallas, og var et kronvidne i Warren Kommissionens rapport. Han fortsatte som rådgiver under Lyndon B. Johnson, men besluttede i 1965 at stille op som demokratisk kandidat ved guvernørvalget i Massachusetts. Han fik ikke embedet, men blev i politik og var ansvarlig for Robert Kennedys valgkampagne, da denne blev myrdet i Los Angeles i 1968. Sammen med David Powers, en kollega fra Kennedy-staben, skrev han "Johnny, We Hardly Knew Ye": Memories of John Fitzgerald Kennedy (1972). Det var dog tabet af vennen og studiekammeraten Robert, som slukkede lyset for alvor. O'Donnell led af depressioner og var alkoholiseret resten af sit liv.
Thirteen Days. Instr: Roger Donaldson. Manus: David Self. Foto: Andrzej Bartkowiak. 146 min. USA 2000. Dansk premiere: 09.03.2001.
Red Alert er senest genoptrykt på forlaget Dimensions i 2018; jeg har to omslagsfotos og en del af oplysningerne om Peter George fra Nick Jones' britiske blog på adressen www.existentialennui.com
Thirteen Days streames på Apple TV, AMAZON PRIME, Blockbuster, FILMSTRIBEN, NORDISK FILM+, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film
2K Blu-ray fra Warner Bros. 28.02.2017
Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 09.03.2001
Ingen kommentarer:
Send en kommentar