Frank Capra: It's a Wonderful Life (1946)

VI HAR BRUG FOR HINANDEN

Den amerikanske julefavorit

Af BO GREEN JENSEN

DE fleste får associationer til englelyd og sjælefryd, når de tænker på It's a Wonderful Life. Filmen slutter med en ekstravagant julescene, der giver begrebet katarsis ny mening, og også den sloganagtige titel signalerer definitiv hygge. Men faktisk er filmen jo mørkere, end vi husker den.

   Som så mange har George Bailey (James Stewart) brugt sit liv på at tage sig af det fornødne, mens han ventede på at realisere de drømme, han havde som dreng og ung mand. Dengang var det et spørgsmål om tid. Nu er han ikke så sikker. Intet tyder på, at det vil lykkes ham at forlade Bedford Falls, som er navnet på den ærketypiske lilleby i det amerikanske Midtvesten, hvor Frank Capras film udspiller sig.

   George er indbegrebet af et godt menneske. Han har altid gjort sin pligt, passet sit arbejde, sørget for sin familie. Da han julenat gribes af en ubærlig tomhedsfølelse, må han da også gennemleve et register af fortvivlelse, før han træffer sit livs første entydigt selviske beslutning: han vil forlade det ved at kaste sig ud fra den høje bro over floden.

JAMES Stewart spiller i denne del af filmen med al den martrede intensitet, vi kender fra hans virke i Alfred Hitchcocks thrillers og Anthony Manns mørke westerns. Prologen skildrer en dialog mellem Vorherre og en af hans engle. Det er denne forhutlede budbringer, Clarence (Henry Travers), som har ventet en evighed på sine vinger, der skal få George på bedre tanker. Først briefer Gud dog sin flossede engel. Han viser ham en kosmisk overvågningsvideo, der opregner de bestemmende faser og øjeblikke i Georges liv.

   Vi ser, hvorfor han aldrig rejste. Der var altid kriser, som skulle klares. Faderen døde, og George måtte overtage driften af kreditforeningen, hvis ikke familiens nemesis, Mr. Potter, skulle eje hele Bedford Falls. Da George havde vundet sin Mary (Donna Reed), skulle parret på bryllupsrejse, men året var 1929, og et finanskrak kom i vejen. Mary og George måtte kæmpe til stregen, da kunderne stormede banken.

VI ser også, hvor mange liv George har rørt med sit eget. Han mistede hørelsen på det ene øre, fordi han reddede sin bror fra at drukne. Som bud hos apotekeren reddede han sin arbejdsgiver. Han og Mary danser til skoleafslutningen, og de falder leende i det svømmebassin, som ligger under aulaens gulv. På vej hjem synger hun »Buffalo Girls«, og han lover at kaste en lasso om månen og trække den ned til sin elskede.

DEN første nat tilbringer de i det gamle hus, hvor vennen Bert har hængt plakater op, så det dufter lidt af en rejse. Siden bliver huset en rede af kvidrende hverdag, et hjem der virkelig bruges. Men Mr. Potter snører Georges onkel, som forlægger den check, der kan redde dem alle. George bliver stævnet for bedrageri, og med ét skifter tilværelsen farve. Livet smager bittert, når man svigtes i sit inderste.

   Bemærk den corny, kitschede sprogbrug. Capras styrke var frem for alt, at han kunne skildre disse banale følelser og situationer, så enhver relaterede dem til sit eget liv, og hverken hans næstekærlighed, hans tro på det gode i mennesket eller hans populistiske ideer om, hvordan samfundet kunne indrettes bedre, føltes nogen sinde beregnende.

EFTERSOM George ikke vil høre, lader Clarence ham føle i stedet. Han viser, hvordan byen ville se ud, hvis der aldrig havde været en George Bailey. Den ville være et brutalt sted, hvor bartenderen serverer hård sprit »for men who want to get drunk fast«. Mary ville ende som forskræmt skyggetante. Der ville ingen glæde være i den lange hovedgade, som Capra fik specielt konstrueret, og som James Stewart løber langs med i et af filmhistoriens smukkeste tracking shots.

   Da sjælens nat er omme, vil George bare hjem til Mary og datteren Zuzu. Genforeningen afvikles med en følelsesstyrke, som gør tilskueren noget nær grådkvalt, men det er ikke nok for Capra. Hele byen har splejset for at rejse penge. Man synger »Sku' gammelt venskab rent forgå«, så lydanlægget skratter ekstatisk. Selv Mr. Potter kapitulerer, og endelig bimler en klokke. Clarence har fået sine vinger.*

I TIDEN mellem de to verdenskrige var Frank Capra (1897-1991) en særdeles populær instruktør. Publikum reagerede på hans arbejder, uanset om han udtrykte tidens længsel (som i filmatiseringen af James Hiltons Lost Horizon/Tabte horisonter), talte til dens romantiske drøm om klasseløs kærlighed (som i Oscar-vinderen It Happened One Night/Det hændte en nat) eller promoverede præsident Franklin D. Roosevelts »New Deal« i komedier så tendentiøse, at man måber, fordi de lykkes som film.

   Jeg tænker her på trilogien Mr. Deeds Goes To Town (1936, da. En Gentleman kommer til byen), Mr. Smith Goes To Washington (1939, da. Mr. Smith kommer til Washington) og Meet John Doe (1941, da. Vi har brug for hinanden), der udtrykker summen af Capra. Samme ukuelige utopi blev formuleret i screwball-komediens format, da Capra slap den skøre familie over dem alle fri i farcen You Can't Take It With You (1938, da. Du kan ikke tage det med dig). Den danske titel på Meet John Doe kan siges at opsummere filmværket.

EFTER krigen, under hvilken han lavede oprustningsserien Why We Fight, samlede Capra alle kræfter og rejste med sit hold til Michigan, hvor også julescenerne blev optaget i stegende hede. Det hører med til historien, at filmen blev produceret af Liberty Films, som Capra havde stiftet sammen med William Wyler, George Stevens og Samuel Briskin. 

   Fordi filmen ikke kunne spille sig ind, blev selskabet opløst og overhændet til Paramount Pictures. Vilkårene var for så vidt favorable, men partnerne mistede den frihed, som selskabets navn på besværgende vis havde signaleret. James Stewart fremhævede altid produktionen som sin bedste arbejdsoplevelse. Her gik alting op i en højere enhed.**    

   Stewart, Capra og filmen blev nomineret til årets Oscars, men akademiet foretrak Wylers The Best Years of Our Lives, og publikum svigtede. Tilsyneladende var tidsånden flyttet et andet sted hen. I samme periode oplever den hårdkogte film noir sin store blomstring. Det er herligt at leve blev affærdiget som irrelevant fantasy.***

   Det var senere, da tv-stationerne genopdagede filmen – som var i så lav kurs, at end ikke Capra havde tænkt på at forny sin ophavsret, hvorfor den i en årrække befandt sig i the public domain – at den fik klassikerstatus. Ingen jul uden Capra, siger også jeg, men ligesom Vincente Minnellis Meet Me in St. Louis (1944), en anden højtidsfavorit, er It's a Wonderful Life mest bemærkelsesværdig, fordi den viser, hvad der sker os resten af året.

   It's a Wonderful Life er en livsfrisefilm. Uanset hvordan man har det, når man ser den, om man har modgang eller medgang, er oppe, nede, rig eller fattig, vil man altid finde afsnit, der taler rent til ens situation. Det er i bund og grund en vidunderlig film.****

NOTER

*) Clarence (Henry Travers) fortæller tidligt i filmen, at når man hører en klokke ringe et sted, er der en engel, som får sine vinger. Så mange sentimentale detaljer fra filmen har sat sig i den amerikanske popkultur. Marshall Herskovitz og Edward Zwick, som skrev og producerede tv-serien thirtysomething (1987-1991) kaldte deres produktionsselskab for The Bedford Falls Company. I en af filmens mest bevægende scener foregiver George Bailey, at han kan sætte kronbladene fast på sin datters knuste blomst. Det er et tegn på desperationen i George, da han i sin mørke periode bare kasserer blomsten. Og han ved, at verden er virkelig igen, da han atter kan mærke bladene i sin lomme. Flere bands har brugt navnet Zuzu's Petals. Karolyn Grimes og Karen Demming skrev billedbogen Zuzu's Petals - a Dream of 'It's a Wonderful Life' (2016).  

**) Hvilket er bemærkelsesværdigt, for snart sagt alle andre involverede havde et eller andet at udsætte på Capra, som skal have været en ærekær og nøjeregnende mand, der altid forsøgte at tage hele æren. Det er i hvert fald det indtryk, man har efter læsningen af Joseph McBrides Frank Capra - The Catastrophe of Success (1992), som er en sjældent ugenerøs biografi. Især skal Capras forhold til sine manuskriptforfattere have været anstrengt. De store film fra 1930erne var skrevet af Robert Riskin (1897-1955) og blev til i et nært samarbejde. Alligevel talte Capra, som om det hele kom fra ham. Riskin skrev også Meet John Doe, som han og Capra producerede sammen og uafhængigt af Columbia Pictures. Her kom det til et regulært brud. McBride citerer Frances Goodrich og Albert Hackett - som bearbejdede en novelle af Philip Van Doren Stern, da de skrev manuskriptet til It's a Wonderful Life - for at kalde Capra 'that awful man'. Emnet for bogen bliver talt ned på alle måder. Mange af filmskaberens diktatoriske træk er præcis de samme, der bliver fremhævet som positive egenskaber i bøger om Alfred Hitchcock og Stanley Kubrick.  

***) Capra citerer nogle af anmeldelserne i selvbiografien The Name Above the Title (1971). James Agee skrev i The Nation, at It's a Wonderful Life var "...one of the most efficient sentimental pieces since A Christmas Carol", og for anmelderen fra Newsweek var det "a pretty wonderful movie. It has only one formidable rival (Goldwyn's The Best Years of Our Lives) as Hollywood's best picture of the year." Men i The New York Times skrev Bosley Crowther, at "for all its characteristic humors, Mr. Capra's It a Wonderful Life ... is a figment of simple Polyanna platitudes."

   Også New Republic trak på populære og populistiske sammenligninger: "Hollywood's Horatio Alger fights with more cinematic knowhow and zeal than any other director to convince movie audiences that American Life is exactly like the Saturday Evening Post covers of Norman Rockwell." For Pauline Kael i The New Yorker var dialogen "...so mincing as to border on baby talk. Henry Travers, God help him, has the job of portraying Mr. Stewart's guardian angel. It must have taken a lot out of him."

   Capra er angiveligt upåvirket: »But I didn’t give a film-clip whether critics hailed or hooted Wonderful Life. I thought it was the greatest film I had ever made. Better yet, I thought it was the greatest film anybody ever made. It wasn’t made for the oh-so-bored critics, or the oh-so jaded literati. It was my kind of film for my kind of people; the motion picture I had wanted to make since I first peered into a movie camera’s eyepiece in that San Francisco Jewish gymnasium.

   A film to tell the weary, the disheartened, and the disillusioned; the wino, the junkie, the prostitute; those behind prison walls and those behind Iron Curtains, that no man is a failure!

   To show those born slow of foot or slow of mind, those oldest sisters condemned to spinsterhood, and those oldest sons condemned to unschooled toil, that each man’s life touches so many other lives. And that if he isn’t around it would leave an awful hole.« [s. 383]

****) Med lidt held kan man stadig finde den herlige The It's a Wonderful Life Book (New York: Alfred A. Knopf, 1986), som Jeanine Basinger har redigeret. Her er filmens shooting script trykt sammen med en række alternative scener og fraklip. Capra fortæller udførligt og beredvilligt om arbejdet. Her er mulighed for at læse »The Greatest Gift«, den originale julehistorie, som Philip Van Doren Stern fik trykt som en 24-siders pamflet i et oplag på 250 eksemplarer, som han sendte til venner og familie. Ingen af de store magasiner ville købe novellen. Stern og hans hustru kritiserede senere Capra for at nedgøre teksten, når han kaldte den »et lille julekort«. Det er dog ikke grebet ud af luften. RKO havde købt julekortet for 50.000 dollars og sat bl.a. Dalton Trumbo i gang med at skrive et manuskript. At Capra kasserede dette, forstærker blot Joseph McBrides antipati. Han vil gerne fremstille Capra som en, der nævnte navne og angav sine fæller under tidens HUAC-høringer. Capra skriver selv med ubehag om McCarthy-perioden, hvor man følte »the Judas pain« i Hollywood. Men prioriteringen var æstetisk. Trumbo havde en socialrealistisk tilgang til stoffet. Capra ville fortælle et juleeventyr, og det var dét, som han bestilte hos Frances Goodrich og Albert Hackett. Lad så være, at han selv tog det meste af æren.

   Bogens mange illustrationer er naturligvis i sort/hvid. I citaterne fra YouTube har jeg brugt et klip fra den farvelagte version, som Hal Roach Studios udgav i 1986. Adskillige klassiske film blev farvelagt, da man udviklede Colorization-teknikken. Det var særdeles kontroversielt. Man mente, at farverne kunne fange et nyt publikum. It's a Wonderful Life blev atter farvelagt i 2007. I Blu-ray HD 4K-boxsættet fra 2019 findes filmen både i restaureret sort/hvid og digitalt koloreret version. Filmen står sig smukt i sort-hvid, men den bliver ikke dårligere af få farver på. I 2020erne ser man noir-kopier af film som Logan, Parasite og Justice League. Det er den samme æstetiske drivkraft.    

It's a Wonderful Life (Det er herligt at leve). Instr.: Frank Capra. Manus: Frances Goodrich, Albert Hackett, Frank Capra. Foto: Joseph Walker, Joseph Broc. 129 min. USA 1946. Dansk premiere: 22.03.1948

Fotos: Paramount Home Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies

4K UHD + Blu-ray fra Paramount Pictures 29.10.2019

Teksten trykt første gang i Verdens 25 bedste film (Rosinante 1999)

Sally Potter: Ginger & Rosa (2012)

I SKYGGEN AF MISSILERNE

Portræt af efterkrigsgenerationen

Af BO GREEN JENSEN

GINGER og Rosa er britiske krigsbørn, født på den samme hospitalsstue i august 1945, da atombomberne netop er kastet i Japan. Mødrene kender hinanden. Der er ingen fædre i syne.

   Det fremgår senere, at Gingers far var militærnægter og sad i fængsel for sin overbevisning. Umiddelbart får man indtryk af stærke, enlige mødre i en film, som fra første scene lægger accenten på kvindernes side af sagen.

   Pigerne vokser op som uadskillelige veninder i tidens kulturradikale miljø, hvor forældrene færdes. Begge er 17 år i oktober 1962, da Cuba-krisen fylder verden med frygt for endnu en altomfattende krig. Rosa tager livet lidt, som det kommer, og er mere optaget af at springe ud seksuelt. Ginger er ramt af angst i sit inderste væsen, også fordi den politiske krise falder sammen med bruddet mellem hendes forældre.

DISSE tilhører fortroppen i dét, som blev til ungdomsoprøret. Roland (Alessandro Nivola) er en karismatisk universitetslærer, promiskuøs af overbevisning og aktiv i Kampagnen mod Atomvåben. Kunstneren Natalie (Christina Hendricks) har sat sin karriere på standby for at være professorens muse. Krisen spidser til, både på Cuba og inden i Ginger. Pigen føler, at alt brænder sammen. Endelig når vreden og afmagten Sylvia Plath-forurettede højder, da Rosa flytter ind hos Gingers far.

SALLY Potters portræt af sin generation er med vilje ikke tegnet som en Krøniken-agtig introduktion til periodens politiske highlights. Vist fylder den radikale baggrund en masse. Ginger demonstrerer og går til møder i bevægelsen, hvor hendes feterede far er en stjerne, men det er i lige så høj grad de personlige og private scener, som udgør et mentalitetshistorisk bagtæppe.

   Karaktererne er individer, snarere end statistiske typer, som skal dokumentere en strømning eller et standpunkt. Imidlertid er det en vigtig pointe, at nogle nægter at skille tingene ad. Roland får lov at tale sin sag og fremstå som andet og mere end en sjuft, da hans forhold til Rosa får konsekvenser. I personkredsen modsvares han af forfatteren Bella (Annette Bening), som taler klart om kønspolitik. Hun lader ikke Roland slippe så billigt.

DET er psykologisk indsigt, som bærer den smukt eksponerede film. Tiden og stedet er set mange gange. Det er nøjsomhedens England fem sekunder, før musikken eksploderer, og renæssancen i Swingin' London begynder. Det er den samme politiske hverdag, som Doris Lessing skildrer i The Golden Notebook (1962, da. Den gyldne bog) og hvor førnævnte Sylvia Plath tog sit liv. Også Antonia Byatt, Margaret Drabble, Angela Carter og Fay Weldon begyndte. It was 50 years ago today.

   Samtidig bryder en ung kvinde sammen, og man lærer at følge med strømmen i tiden. Ginger & Rosa er et følsomt atmosfærestykke, ofte tæt på kammerspillets kvaliteter. Dialogen er god til at underbelyse. Kun Ginger, som skriver digte til senere udgivelse, sætter ord og navne på tingenes væsen. Amerikaneren Elle Fanning var kun 13 år, da hun spillede Ginger. Som Rosa ses Alice Englert, som er datter af filmskaberen Jane Campion.

I BAGGRUNDEN spiller de rigtige sange, som Potter voksede op med. Periodepræget er minutiøst gennemført. Filmen er fornemt klippet af Anders Refn og har Det Danske Filminstitut som co-producent. Konstruktionen er vel økonomisk betinget, men Sally Potter har haft et publikum i Danmark, siden hun debuterede i langt format med The Gold Diggers (1983) og blev en faktor i arthouse-segmentet med Orlando (1992), som gav Tilda Swinton sin første store rolle uden for Derek Jarmans film.

   Potter har brugt sig selv i The Tango Lesson (1997), tacklet det store romantiske epos i The Man Who Cried (2000) og skrevet dialogen til en hel film – Yes fra 2004 – i rimede elizabethanske pentametre. Senest skræmte hun alle fans væk med den forfærdeligt manierede Rage (2009), som lod en kavalkade af talking heads rase.

SALLY Potter tilhører en generation af kvindelige filmskabere, som på godt og skidt er rundet af 1970ernes værdier. De ligner vel Ginger og Rosa som voksne. I sin nye film er hun mere tilgængelig end sædvanligt. Både emnet, tonen og det transatlantiske cast vidner om, at filmen gerne vil ses vidt og bredt. Den fortjener det oven i købet.

Se også Sally Potter: The Party (2019) | Et interview.

Ginger & Rosa. Instr. og manus: Sally Potter. Foto: Robbie Ryan. 90 min. UK 2012. Dansk premiere: 11.04.2013.

Fotos: Adventure Pictures/ A24/ UIP/ DFI/ CineMaterial/ Filmgrab/ YouTube [US A24 Trailer]

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime

2K Blu-ray fra Artificial Eye | CURZON (UK) 11.02.2013

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.04.2013