Ridley Scott | Cormac McCarthy: The Counselor (2013)

VILJEN TIL DET FREMRAGENDE

Cormac McCarthys grænseværdier

Af BO GREEN JENSEN

KAN man købe sig til kvalitet? Kan hovedværker designes? Det kan de vel i princippet, hvis mange gode kræfter vil det samme, men filmhistorien er fuld af eksempler på det modsatte: overlæssede prestigeproduktioner, hvor stamtavlen snarere blev en forhindring: Cleopatra, Waterloo, Åndernes Hus.

   Ridley Scotts The Counselor har en bismag af bestilt udsøgthed, men det skorter ikke på viljen til det fremragende. Der er investeret stort, talent- såvel som budgetmæssigt, i den deterministiske thriller, som bygger på et originalmanuskript af Cormac McCarthy (1933-2023).

   Myldrebilledet følger en håndfuld farverige skæbner i det samme grænseland mellem USA og Mexico, hvor McCarthy har været i beundrede romaner som No Country for Old Men (2005) og den anderledes lyriske Border Trilogy (1992-1998).

I CENTRUM er Advokaten (Michael Fassbender), som på krukket vis aldrig får et fornavn, men bliver kaldt »Counselor« af de øvrige karakterer, som flitrer forbi under mikroskopet.

   Advokaten er en pæn mand med anstændige værdier. Han har i hvert fald været det. Nu er han forelsket i den renfærdige Laura (Penélope Cruz), som han tidligt i filmen forærer en ring med en diamant på 3,9 karat. De har i øvrigt god sex af den ærlige slags, som på film er karakteriseret ved megen sund latter.

   Advokaten har tillagt sig kostbare vaner. Han vil derfor indgå en lukrativ narkohandel, bare for en enkelt gangs skyld. Hertil benytter han sig af kontakter som mellemmanden Westray (Brad Pitt), en filosofisk elegantier, og den flamboyante Reiner (Javier Bardem), der selv lever vildt over evne i huset, han deler med den løvindeagtige Malkina (Cameron Diaz). Hun holder leoparder som jagtdyr og inkarnerer ubønhørligheden i de magtfulde mexicanske karteller.

ADVOKATEN er en stråmand, der skal demonstrere McCarthys nihilistiske værdier. I første akt bliver fælden sat. Han køber diamanten hos en livsklog juveler i Amsterdam (Bruno Ganz), og han forbereder forretningen med Westray og Reiner, som begge beskriver den høje risikofaktor. Han er i dén grad advaret – og publikum er forberedt på de henrettelsesmetoder, som bliver anvendt længere henne i filmen.

   På ironisk vis er det ikke grådighed, men resterne af en integritet, som fælder amatøren. I sit juridiske virke er Advokaten beskikket forsvarer for Ruth (Rosie Perez), en kriminel mellemleder. Hun er mor til motorcyklisten, som i flere indklip fræser over grænsen med 330 km i timen. Heraf hans øgenavn »The Green Hornet«.

DEN grønne hveps er narkokurér, men det er farten, som har sendt ham i fængsel og gjort Mor bekymret. Her klapper fælden. Advokaten får Hvepsen løsladt, mens Malkinas soldater arrangerer hans død. Det skaber en forbindelse mellem amatøren og det selvregulerende kartelsystem. Det er, som når en krig begynder. Alliancer aktiveres. Man må dø eller dræbe, og maskineriet kan ikke standses. Først når røgen lægger sig, kan man se, hvem der er den sidste mand – eller kvinde – på banen.

FILMEN er fuld af preciøse detaljer og sætstykker, der isoleret set er fine, skønt de ligner litterære ornamenter. At filmen knirker og virker tung, skyldes snarere, at man forventer flere lag og dobbelte bunde. Det plejer der at være i surrealistisk voldsomme grænselandshistorier, hvor plottet bliver vredet og drejet på fantasifuld og overraskende vis. Scott og McCarthy forsøger sig med en art grum realisme. Det er det samme etisk afsvedne landskab, som McCarthy har skildret i sine bøger.

   Der er megen tung eksponering af baggrund. Som juveleren fører Bruno Ganz en lang monolog om taksering og håndtering af diamanter. Javier Bardem forklarer i detaljer, hvordan en bolito fungerer. Det er en mekanisk garotteringsanordning, som ikke kan fjernes, når den er lagt om ofrets hals og aktiveret. Kartellerne bruger den for effekten: tilskuerne bliver oversprøjtet med blod, når pulsåren gennemskæres. Det er klart, at fænomenet skal demonstreres på et senere tidspunkt.

DER er ingen Gud i grænselandet, og moralske kræfter er irrelevante. Det forklarer McCarthy udmærket. Til gengæld er kærligheden en modgift, både i den enkle version, som Advokaten og Laura realiserer, og i det farverige forhold mellem Reiner og Malkina. Ridley Scott er bare ikke stor i den romantiske form.

   Der er ofte en tør lune i dialogen. Michael Fassbender siger til Bruno Ganz, at han vil give sin udkårne en diamant, som hverken er for stor eller for lille. Den skal vise, at han sætter på hendes skønhed og skrøbelighed, men det må ikke være en prangende sten, som hun »er bange for at gå med«. »Åh,« smiler Ganz. »De skal se, hun er nok mere modig, end De tror.«

CORMAC McCarthy er på hjemmebane i grænselandet, men man savner den tragiske dimension, som neutraliserede blodbadet i No Country for Old Men. Brødrene Coen forstod stoffet bedre, og Advokat-skikkelsen er en ringe erstatning for Tommy Lee Jones’ afmægtige marshall. The Counselor er lavet af ikke helt unge mænd, og det mærkes. McCarthy er 80, Scott fire år yngre. Yngst er mesterfotografen Dariusz Wolski, 56, som også i denne film skaber blændende billeder.

Se også Bogen og filmen | Cormac McCarthy: The Road (2009) [Sci-Fi 100].

Se også Blade Runner- The Final Cut (1982/2007); Tårer i regnen: Blade Runner 2049 [Sequels nr. 3]; Philip K. Dick 1928-1982; Ridley Scott: Covenant (2017) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott: Prometheus (2012) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott: The Martian (2015) [Sci-Fi 100]; All the Money in the World (2017) [Christopher Plummer 1929-2021]; Ridley Scott: Kingdom of Heaven (2005); Ridley Scott: The Last Duel (2021).

The Counselor. Instr.: Ridley Scott. Manus: Cormac McCarthy. Foto: Dariusz Wolski. 111 min. USA 2013. Dansk premiere: 14.11.2013.

Fotos: Fox 2000 Pictures/ 20th Century Studios/ SF Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra 20th Century Fox (Unrated Extended Cut) 03.04.2014 

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 15.11.2013

Bogen og filmen | Cormac McCarthy: The Road (2009) [Sci-Fi 100]

I STILHEDEN

Om livet efter slutningen

Af BO GREEN JENSEN

DER var et skærende lys og en kort serie rystelser. Siden døde al varme i verden. Ingen ved nøjagtigt, hvad der skete, og ti år efter katastrofen er det egentlig uden betydning. Vejret gik i stykker, strukturerne brød sammen. Nu færdes de sidste mennesker på Vejen, hvor man kan overleve ved at holde sig i stadig bevægelse.
   Cormac McCarthys The Road blev årtiets roman, da The Times i 2010 skulle vælge de 100 vigtigste bøger efter 2000. I USA fik den en Pulitzer Prize ved udgivelsen i 2006. Vejen er da også en forbavsende stærk og vedkommende fabel om livet efter slutningen på historien. Skønt temaet ofte er gennemspillet, lykkes det McCarthy at tilføre scenariet en ny kvalitet af håndgribelighed. Kun englænderen J.G. Ballard (1930-2009) har i trilogien om The Drowned World, The Burning World og The Crystal World (1962-66) beskrevet Efterlandet med samme tonløse indlevelse.

VEJEN følger en far og hans søn, der blev født lige efter apokalypsen. Mens de fouragerer, hvor de kan, og undgår kannibalistiske bander, fortæller manden om verden som var. Han forbereder drengen på sin død. Sønnen bliver samtidig mere selvstændig. Endelig protesterer han åbent og overtager umærkeligt styringen, da faderen ikke vil hjælpe en gammel mand, som de møder.

   

FAR og søn vandrer i stilheden mellem ruinerne for at nå til havet på den anden side af landet. Det lykkes, men også vandet er gråt. På slutstranden i Californien må de endelig sige farvel. Da giver en familie sig til kende, og drengen begynder at glemme sin sorg, da han ser, at de fremmede har en hund. Med manden dør den sidste forbindelse til verden før konflagrationen. Drengen er dog i sit element. Der vil trods alt være en fremtid, skønt verden – som vi kender den – er gået under.

AUSTRALIEREN John Hillcoat har filmatiseret McCarthys roman med fuldkommen loyalitet, uden at stramme forløbet eller tilføje den obligatoriske action, som kendetegner andre fremtidslegender. Umiddelbart ligner scenariet Mad Max eller Abernes Planet, men der er lysår til begge kulørte klassikere. The Road er drænet for farve. Kun faderens drømme viser i glimt, hvad der var.

   Viggo Mortensen fremstiller manden med absolut empati, og Kodi Smit-McPhee bliver stadig bedre som sønnen. I flashbacks gør Charlize Theron indtryk som kvinden, der tog sit liv. Filmen giver en fornemmelse af, hvordan den ødelagte verden vil føles, men savner bogens bibelske skær. Et væsentligt tema hos McCarthy er oplevelsen af at være ved skabelsens kerne: »Perhaps in the world’s destruction it would be possible at last to see how it was made.«

HILLCOATS film forvinder aldrig helt præget af illustration, men den gør et prisværdigt forsøg, og Mortensen og Smit-McPhee er ægte helte. Ikke supermænd, men rigtige mennesker. De viser, at livet altid bliver ved, selv når tilværelsen ikke giver mening. Selv når verden ikke mere er vores. Cormac McCarthy kaldes sin tids William Faulkner. Da må Vejen være hans bud på A Fable.

Se også Ridley Scott | Cormac McCarthy: The Counselor (2013).

Cormac McCarthy: The Road. 242 s. New York: Alfred A. Knopf, 2006.

Cormac McCarthy: Vejen. Oversat efter The Road af Jan Hansen. 258 s. Gyldendal, 2008.

The Road. Instr.: John Hillcoat. Manus: Joe Penhall. Foto: Javier Aguirresarobe. 113 min. USA 2009. Dansk premiere: 28.01.2010.

Fotos: Dimension Films/ 2929 Productions/ Nick Wechsler Productions/ Chockstone Pictures/ FilmNation Entertainment/ Scanbox Entertainment/ Alfred A. Knopf

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, MUBI, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 29.01.2010