Bogen og filmen | Cormac McCarthy: The Road (2009) [Sci-Fi 100]

I STILHEDEN

Om livet efter slutningen

Af BO GREEN JENSEN

DER var et skærende lys og en kort serie rystelser. Siden døde al varme i verden. Ingen ved nøjagtigt, hvad der skete, og ti år efter katastrofen er det egentlig uden betydning. Vejret gik i stykker, strukturerne brød sammen. Nu færdes de sidste mennesker på Vejen, hvor man kan overleve ved at holde sig i stadig bevægelse.
   Cormac McCarthys The Road blev årtiets roman, da The Times i 2010 skulle vælge de 100 vigtigste bøger efter 2000. I USA fik den en Pulitzer Prize ved udgivelsen i 2006. Vejen er da også en forbavsende stærk og vedkommende fabel om livet efter slutningen på historien. Skønt temaet ofte er gennemspillet, lykkes det McCarthy at tilføre scenariet en ny kvalitet af håndgribelighed. Kun englænderen J.G. Ballard (1930-2009) har i trilogien om The Drowned World, The Burning World og The Crystal World (1962-66) beskrevet Efterlandet med samme tonløse indlevelse.

VEJEN følger en far og hans søn, der blev født lige efter apokalypsen. Mens de fouragerer, hvor de kan, og undgår kannibalistiske bander, fortæller manden om verden som var. Han forbereder drengen på sin død. Sønnen bliver samtidig mere selvstændig. Endelig protesterer han åbent og overtager umærkeligt styringen, da faderen ikke vil hjælpe en gammel mand, som de møder.

   

FAR og søn vandrer i stilheden mellem ruinerne for at nå til havet på den anden side af landet. Det lykkes, men også vandet er gråt. På slutstranden i Californien må de endelig sige farvel. Da giver en familie sig til kende, og drengen begynder at glemme sin sorg, da han ser, at de fremmede har en hund. Med manden dør den sidste forbindelse til verden før konflagrationen. Drengen er dog i sit element. Der vil trods alt være en fremtid, skønt verden – som vi kender den – er gået under.

AUSTRALIEREN John Hillcoat har filmatiseret McCarthys roman med fuldkommen loyalitet, uden at stramme forløbet eller tilføje den obligatoriske action, som kendetegner andre fremtidslegender. Umiddelbart ligner scenariet Mad Max eller Abernes Planet, men der er lysår til begge kulørte klassikere. The Road er drænet for farve. Kun faderens drømme viser i glimt, hvad der var.

   Viggo Mortensen fremstiller manden med absolut empati, og Kodi Smit-McPhee bliver stadig bedre som sønnen. I flashbacks gør Charlize Theron indtryk som kvinden, der tog sit liv. Filmen giver en fornemmelse af, hvordan den ødelagte verden vil føles, men savner bogens bibelske skær. Et væsentligt tema hos McCarthy er oplevelsen af at være ved skabelsens kerne: »Perhaps in the world’s destruction it would be possible at last to see how it was made.«

HILLCOATS film forvinder aldrig helt præget af illustration, men den gør et prisværdigt forsøg, og Mortensen og Smit-McPhee er ægte helte. Ikke supermænd, men rigtige mennesker. De viser, at livet altid bliver ved, selv når tilværelsen ikke giver mening. Selv når verden ikke mere er vores. Cormac McCarthy kaldes sin tids William Faulkner. Da må Vejen være hans bud på A Fable.

Se også Ridley Scott | Cormac McCarthy: The Counselor (2013).

Cormac McCarthy: The Road. 242 s. New York: Alfred A. Knopf, 2006.

Cormac McCarthy: Vejen. Oversat efter The Road af Jan Hansen. 258 s. Gyldendal, 2008.

The Road. Instr.: John Hillcoat. Manus: Joe Penhall. Foto: Javier Aguirresarobe. 113 min. USA 2009. Dansk premiere: 28.01.2010.

Fotos: Dimension Films/ 2929 Productions/ Nick Wechsler Productions/ Chockstone Pictures/ FilmNation Entertainment/ Scanbox Entertainment/ Alfred A. Knopf

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, MUBI, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 29.01.2010

Alfonso Cuarón: Children of Men (2006) [Sci-Fi 100]

DEN GENETISKE FROST

En overset filmatisering af P.D. James' Menneskebørn

Af BO GREEN JENSEN

HVORDAN ville mennesker handle og tænke, hvis der ikke blev født flere børn? Hvordan ville man indrette verden, hvis der ikke var nogen at indrette den for? Ville hedonisme og grådighed tage over? Ville apati eller anarki sætte ind? Kunne en opportunistisk diktator tage magten, og ville mennesket blive mere eller mindre religiøst?

   Det er den slags spørgsmål, som man forholder sig til i den spekulative del af den fantastiske genre, der kaldes mørk utopi eller dystopi. Mens den litterære kultur generelt foragter science fiction, har det altid været legitimt at kritisere samtiden allegorisk. Man forstærker aktuelle tendenser og undersøger i fiktiv form, hvordan den nærmeste fremtid vil blive, hvis mennesket ikke ændrer sin praksis. For tiden er klima og terror de store motiver. I 1990erne var det genetisk forandring.

P.D. [Phillys Dorothy] James (1920-2014) var kendt og agtet for 14 kultiverede krimier om Detective Chief Superintendent – siden Commander – Adam Dalgliesh, som blev introduceret i Cover Her Face (1962, da. Dæk ansigtet til) og fulgt til dørs i The Private Patient (2008, da. Ar for livet). James skrev endvidere to bøger om privatopdageren Cordelia Gray, et identitetsmysterium med adoptionsmotiv (Innocent Blood) og en fremtidsroman i den dystopiske genre. Sidstnævnte, The Children of Men (1992, da. Menneskebørn), blev i 2006 forvandlet til en brølende storfilm af Alfonso Cuarón.

   »Ved praktisk talt alle festivaler bliver jeg spurgt ud om min roman Menneskebørn,« skriver James i erindrings(dag)bogen Time to Be in Earnest (1999, da. Tiden er inde – Brudstykke af en selvbiografi). »Denne roman, som er vidt forskellig fra alle mine andre bøger, begyndte ikke med omgivelser til handlingen, men med en anmeldelse, som jeg læste i The Sunday Times. Bogen, der blev anmeldt, handlede om den dramatiske og endnu ikke forklarede nedgang i den vestlige mands fertilitet. (...) Anmelderen påpegede, at af alle de millioner livsformer, der har beboet vores klode, er næsten alle uddøet eller blevet udryddet i tidens løb, ligesom dinosaurerne. Menneskets tid på Jorden er som et blink med øjet.«

BARONESSE James, som også var medlem af Overhuset, praktiserende kristen og tidligere administrator i det britiske National Health Service, havde ofte belyst moralske, religiøse og politiske problemstillinger i sine krimier. Denne gang ville hun gøre det i en form, som talte mere direkte til følelserne: »Jeg begyndte at forestille mig, hvordan verden ville være, og mere nøjagtigt, hvordan England ville være, et kvart århundrede efter et katastrofalt år, hvor menneskeracen blev ramt af universel ufrugtbarhed. I femogtyve år ville ingen have hørt et spædbarn græde eller et lidt større barn le.«

CUARÓNS ramme følger stort set hendes forlæg: I 2027 er menneskene ikke længere i stand til at forplante sig. Steriliteten fulgte en pandemi, en verdensomspændende influenza, først i det nye årtusinde. Kvinder mistede evnen til at undfange. Jordemødrene var de første, som blev opmærksomme på den genetiske frost. Nu tænker ingen på andet ret længe ad gangen. I den nye orden er ungdom en uvurderlig og næsten hellig valuta. Ved begyndelsen af Children of Men er dagens altdominerende nyhed, at verdens yngste menneske, den 18-årige Baby Diego, er død under optøjer i Buenos Aires. Man siger, at han spyttede på en af sine »fans«.

   Barnløsheden har sat sine spor. I England hersker en generel modløshed, som præger de sociale relationer. Hver har sin måde at bære tingene på. Nogle bliver kyniske, andre sentimentale. Sekterisk virksomhed florerer. Politisk har man isoleret sig fra sine allierede i USA og på kontinentet, hvor anarkiet synes at være udtalt. En totalitær regering holder landet i permanent undtagelsestilstand og håndhæver loven ved hjælp af paramilitært politi. Et nyt og populært produkt er Quietus, en dødssprøjte med behagelig musik til, som fladskærme reklamerer for alle vegne.

STATEN er i gang med en omfattende etnisk udrensning. Alle indvandrere uden gyldige papirer interneres i flygtningecentre, som i realiteten er koncentrationslejre. Borgerrettighederne er sat ud af spil, og mærkeligst af alt er måske, at det hele er gået så hurtigt. Hos James ramte epidemien i 1995, og handlingen udspiller sig i 2001. I Cuaróns bemærkelsesværdige filmatisering er kronologien skrevet 12-13 år frem.

   Som altid i engelske dystopier har modstandsgrupper samlet sig. De gode britiske dyder overlever i enklaver uden for London. Da en bombe springer i en McDonalds på Oxford Street, er embedsmanden Theo (Clive Owen) på vej tilbage til kontoret efter frokost. Hver gang nogen anfægter regeringens praksis, springer en bombe. Det er lidt – ja, det er meget – som med det aktuelle terrorberedskab i USA og Storbritannien. Sådan er dystopier. Orwells 1984 handlede ikke om fremtiden, men om et stalinistisk England i 1948.

THEO hører til kynikerne. Han ser uforstående på de marcherende islamister og foragter den globale sorg over Baby Diego. Led ved det hele undskylder han sig og tager toget til en forstad, hvor vennen Jasper (Michael Caine) venter ved stationen. Der er grænser for, hvor mange øjne staten har. Jasper, en radikal karikaturtegner, som holder af tung pot (Strawberry Cough) og bruger tiden på at pleje sin katatoniske hustru, har indrettet sig i et økologisk hus i et skovbryn, som ligger få hundrede meter fra vejen.

   Siden bortføres Theo af modstandsgruppen »The Fishes«, som ledes af hans ekshustru Julian (Julianne Moore). Det fremgår, at parret brød med hinanden, da sønnen Dylan døde. Julian vil have Theo til at gøre sig en tjeneste. En ung sort kvinde, Kee (Claire-Hope Ashitey), skal have rejsetilladelse. Theo skaffer papirerne hos sin dekadente fætter Nigel (Danny Huston), der bestyrer Kunstens Ark, et museum hvor man ophober konfiskerede kunstskatte – fra Michelangelos David og Picassos Guernica til den flyvende gris, der svæver over Battersea Power Station uden på Pink Floyd-albummet Animals.

THEO får tilladelsen og kører med Julian, Kee og aktivisten Luke (Chiwetel Ejiofor) mod kysten. Med i bilen er også jordemoderen Miriam (Pam Ferris). Efter et dramatisk overfald og ildkamp med politiet søger gruppen tilflugt på en gård, hvor »Fiskene« har hovedkvarter. Her kommer endelig for en dag, hvad publikum længe har anet. For det første er Kee gravid. For det andet er undergrundshæren splittet i spørgsmålet om, hvordan man skal bruge graviditeten politisk. Forfulgt af modstandsfolk og myndigheder, begiver Theo og Kee sig på en rejse gennem opløsningens England. Målet er få kontakt med aktivisterne fra det Greenpeace-agtige Projekt Menneske, som siges at holde stand på en ø i Azorerne.

BILLEDMÆSSIGT er filmen stærkere, jo længere ind i lejruniverset og militærstatens England, det jagede par bliver drevet. Prologens skildring af et smuldrende London er gennemført, men afviger ikke fra, hvad man har set i beslægtede skildringer af kulden og mørket i kommende tider. Møderne med Michael Caines gamle hippie, Danny Hustons mandarin-agtige museumsinspektør, Peter Mullans korrupte elitesoldat og Julianne Moores røjserklædte aktivistbrigade tangerer nogle steder det ufrivilligt komiske.

   Slutkampene, som står på i det meste af en time, er derimod ikke de spraglede digitale eksplosioner, som er blevet konvention i store effektfilm. I stedet afvikles forløbet som guerillakampe fra hus til hus, i en kropsnær subjektiv kamerastil, som minder om Mogadishu i Ridley Scotts Black Hawk Down (2001). Alfonso Cuarón siger selv, at hans primære forbillede var dokumentaren Slaget om Algier (1966) af italieneren Gillo Pontecorvo. Intet er fingeret, og man føler trykket fra hver eksplosion. Det er meget enerverende, men efterhånden også fysisk spændende.

  
IDEMÆSSIGT løfter historien sig ved, efter fremtidsmusikken og de dystopiske tendensaflæsninger, at blive en muteret Kristus-legende. Kee har været sammen med så mange mænd, at ingen kan sige, hvem der er far til hendes barn. Ergo kan man tale om en moderne jomfrufødsel. Massevoldtægten har fået samme funktion i Balkan-film om 90ernes krige. Theo bliver mere og mere en Josef, der drager faderlig omsorg for kvinden og barnet. Dette kommer endelig til verden, ikke i en stald, men på et barakgulv i en flygtningelejr.

   Denne udlægning ville næppe have overrasket P.D. James. I Tiden er inde skriver hun: »Det var ikke min hensigt, at romanen skulle være en kristen fabel, men det var faktisk dét, jeg skrev. Det er den eneste af mine romaner, som ikke har indtjent sit forskud, en deprimerende og temmelig ydmygende tanke. Men den har affødt mere korrespondance og mere polemik, især i teologiske kredse, end nogen anden roman, jeg har skrevet.«

NU tror læseren vel, at anmelderen har røbet så meget, at det næppe giver mening at se filmen selv. Det er slet ikke tilfældet. For det første spiller barnets køn en rolle. For det andet er det et spørgsmål, om Projekt Menneske virkelig findes eller blot er et rygte i opløsningstiden. Endelig er filmen ikke vigtig for sin handlingsgang eller fabelværdi. Den er vigtig, fordi rejsen til det ironiske Bethlehem føles på huden som noget konkret.

  Det er irriterende og distraherende, at filmens manuskriptforfattere, som sikkert har været det hele igennem, ikke i plenum, men én efter én, gør brug af forhold og navne fra bogen, men forskyder snart sagt alle de nærmere omstændigheder. Hos James var Theo skyld i Dylans død, og det er Julian som føder den nye Messias. Den interne strid i undergrundshæren står for Cuaróns regning. Lederen Rolf er skrevet ud af filmen, og i bogen er Theos fætter selve nationens magtbegærlige »Værge«, der råder over et militært elitekorps og en Stasi-agtig sikkerhedsenhed, som James kalder SSP.

   I den citerede erindringsbog opstiller James en liste med regler, råd og spørgsmål til de tv-folk, som dramatiserer Dalgliesh–sekvensen. Spørgsmål nummer 5 lyder: »Eftersom det kan være nødvendigt at udelade episoder og personer, hvad er så formålet med at tilføje sådanne?« Der synes også at være foretaget en febrilsk efterredigering. Filmen var oprindelig annonceret med en spilletid på 138 minutter, men varer kun 110.

DISSE faktorer kan dog ikke rokke ved filmens grundlæggende styrke. Alfonso Cuarón har skabt så forskellige værker som en moderniseret udgave af Great Expectations (1998), den tredje Harry Potter-film (2004), den vidunderlige mexicanske Og din mor...! (2001), 3D-rumfartsfilmen Gravity (2013) og erindringsværket Roma (2018). Her lægger han fremtiden fast med stor sikkerhed og realiserer i den fysiske del af historien nogle af de bedste konkrete blood-and-guts optagelser, man har set i lang tid.

   Children of Men minder så meget om Terry Nations gamle tv-serie Survivors (1975-77, da. De overlevende), at man må tro, den har været et inspirationssted. En anden oplagt slægtning er Volker Schlöndorffs filmatisering af Margaret Atwoods The Handmaid’s Tale (1990, da. Tjenerindens fortælling), der kredser om samme fertilitetsproblematik og tager den nærmeste fremtid lige så alvorligt.*

   

ET kapitel for sig er de sange, som supplerer John Taverners score og det hyperrealistiske lydspor. For det første er det indlysende, at man i 2027 foretrækker trygge pophits fra rockens guldalder, Deep Purples »Hush« og »Ruby Tuesday« i en luftig italiensk version ved Franco Battiato. Hos holisten i skoven drejer Donovan på grammofonen, og da Theo besøger sin fætter i Kunstens Ark, giver Cuarón scenen en fyrstelig barokeffekt ved at lægge King Crimsons »The Court of the Crimson King« uforkortet over forløbet.

   På Radio Avalon taler studieværten om »de gode dage i 2003« og rister gamle kastanjer med The Libertines og Radiohead. Allerstærkest kører John Lennons »Bring On the Lucie« fra Mind Games under slutteksterne: »We understand your paranoia/ But we don’t want to play your game/ You think you’re cool and know what you are doing/ 666 is your name...«

   Children of Men gav ikke P.D. James mod på at skabe mere science fiction. I Tiden er inde skriver hun: »Menneskebørn slutter med et anstrøg af håb, men det var traumatisk at skrive bogen, og da jeg var færdig, var det med glæde, at jeg vendte tilbage til det mindre deprimerende miljø i den klassiske krimi.«

Se også Alfonso Cuarón: Y tu mamá también | ...Og din mor! (2001); Alfonso Cuarón: Gravity (2013) [Sci-Fi 100]; Alfonso Cuarón: Roma (2018).

*) Children of Men er lavet ti år før tv-udgaven af The Handmaid's Tale, så Cuarón var i sagens natur ikke inspireret af den. Margaret Atwood skrev The Handmaid's Tale i 1984. Romanen udkom i 1985, og hun solgte (selv) filmrettighederne til produceren Daniel Wilson.

   Egentlig skulle Karel Reisz (The French Lieutenant's Woman) instruere, og Sigourney Weaver sagde ja til at spille Offred. Det bedste var ikke for godt. Tiden gik, og Volker Schlöndoff (Bliktrommen) overtog projektet, som nu var en tysk-amerikansk produktion. Harold Pinter bearbejdede bogen, Ryuichi Sakamoto skrev musikken, og der blev castet med navne som Elizabeth McGovern, Victoria Tennant, Faye Dunaway, Aidan Quinn og Robert Duvall. Da Faye Dunaway trak sig (fra rollen som Serena Joy), ringede Atwood personligt op og talte hende tilbage.
   Titelrollen blev overtaget af Natasha Richardson, da Sigourney Weaver trak sig. Die Geschichte der Dienerin/ The Handmaid's Tale fik endelig premiere i Tyskland (15.02.90) og USA (07.03.90). I Danmark åbnede filmen den 21.09.90. Tjenerindens fortælling gik respektabelt og blev høfligt modtaget, også i Danmark, men der var intet ved filmen, som talte til tiden eller greb den fælles forestillingsevne.
   Helt anderledes forholdt det sig 27 år senere, da Bruce Miller for MGM Television producerede HBO-serien The Handmaid's Tale, som med Elizabeth Moss i titelrollen blev en af de største streamingsucceser til dato. Atwoods bog formåede både at være forud for sin tid og lige midt i den. Det er under alle omstændigheder interessant at sammenligne Atwoods og James' dystopier. Det er de første fremtidsromaner, som forbinder svigtende fertilitet med ny evangelisme, totalitarisme og socialt anarki.

Children of Men. Instr.: Alfonso Cuarón. Manus: David Arata, Alfonso Cuarón, Mark Fergus, Hawk Ostby. Foto: Emmanuel Lubezki. 110 min. USA-UK -Japan 2006. Dansk premiere: 12.01.2007

Fotos: Universal Pictures/ Strike Entertainment/ Hit & Run Productions/ Ingenious Film Partners 2/ Toho-Towa/  Faber & Faber/ CineMaterial// MovieStillsDB/ Wkipedia/ YouTube

Filmen streames på Blockbuster, Grand Hjemmebio, NORDISK FILM+, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Movies 

Første udgave af teksten stod i Weekendavisen Kultur 13.01.2007

Danske dystopier 3: Frysepunktet (1969)

MANDEN SOM VILLE LEVE FOR EVIGT

Anders Bodelsens frostklare fremtidsroman

Af BO GREEN JENSEN

I

FØRST en historisk indramning for yngre læseres skyld. For i 1969 var det endnu usædvanligt, at en anerkendt forfatter beskæftigede sig med science fiction. Det var samtidig noget, der sendte et progressivt signal.

   Anders Bodelsens Frysepunktet var ny på et tidspunkt, hvor science fiction-genren blev litterært ambitiøs og nød en vis respekt, som det sker i perioder. Grænseafsøgende forfattere som Brian Aldiss, J.G. Ballard, Philip K. Dick, Ursula LeGuin og Kurt Vonnegut gav genren ny status. Man talte om »hård« og »blød« science fiction. Der blev stadig set ned på den hårde tradition – rumfart, fremmede livsformer, invasionsscenarier osv. - men det var hipt at have sans for den bløde, som typisk interesserede sig for rejser i det indre rum.

   Forfattere som Dan Turèll, Peter Laugesen, Jannick Storm og Arne Herløv Petersen gjorde meget for at formidle de nye tendenser i genren. Knud Holten skrev Suma-X (1969), Øjeblikkelige eventyr (1971) og Med hjertet i livet (1972), før han (via to bind lifligt blomstrende Minder og mirakler, Englen med det langsomme smil, 1975, og Feberfrihed, 1977) forsvandt ind i ren fantasy. Henrik Bjelke skrev Saturn (1974), Ebbe Kløvedal Reich skrev Eventyret om 666 (1970). Rolf Gjedsted skrev Krigen er smuk (1970) og gendigtede Arthur Rimbaud i to bøger, som var klenodier for generationen, der kom efter 68'erne.

   Det var store, gode og frugtbare år. Tegneserier blev taget til nåde. Man opdagede fantasygenren og måtte for enhver pris læse Ringenes Herre, Narnia-krøniken og Richard Adams’ Kaninbjerget (1972), som også var fantasy af en slags. Tænk at der udkom historiske romaner som Ib Michaels En hidtil uset drøm om skibe (1970) og Ebbe Kløvedals Rejsen til Messias (1974-75).

   Andre bivirkninger var bare negative. Solide ældre genreforfattere som Niels E. Nielsen, Tage Eskestad og Herluf Th. Flensborg blev desværre ikke samlet op af new wave-hipsterne. De blev snarere hægtet af og lagt væk.

SAMTIDIG var den akademiske kritik begyndt at interessere sig for, hvad man dengang kaldte triviallitteratur. Det vil stort set sige genrestof af alle slags. Det skete i ånden fra Marx, Freud, Jung, Barthes, Lacan, Foucault og Todorov. Man var meget optaget af nytteværdi og strukturer.

   Det var nyt land i akademisk henseende, og der opstod frodige forbindelser. Forskere som Erland Munch-Petersen fik meget ud af læse bagud i litteraturhistorien. Antologien Romantisk underholdning (1970) var et overflødighedshorn, og disputatsen Romanens århundrede (1978) var vigtig grundforskning.* En følgevirkning var en flirt mellem folkelige ugeblade og finlitterære forfattere. Begge parter bestræbte sig på ikke at snobbe op eller ned.

   Det kan i dag forekomme excentrisk, at Bodelsen vælger en ugebladsredaktør som hovedperson i sin roman. Og at emnet ugeblade i det hele taget fylder så meget i fremtiden. Men netop i de år var der faktisk en gensidig nysgerrighed og en vis fællesmængde mellem pop- og elitekultur. Det gik hurtigt i sig selv igen. Der var heller ingen tegn på, læserne tog godt imod tendensen.

   Det fyldte meget i medierne, at Klaus Rifbjerg skrev en føljetonroman til Søndags-B.T. (nu bare Søndag) og var i dialog med læserne, mens Lena Jørgensen, Klintevej 4, 2650 Hvidovre (1971) tog form. Han tog publikum med på råd under udarbejdelsen af Rifbjergs lytterroman (1972) til DR, og han brugte døgnets tekster – hvad vi kalder et nyhedsflow – som grundmateriale i cut-up-montagen Den søndag (1975).

   Christian Kampmann tog ugebladskulturen op i Nok til hele ugen (1973). Bodelsen var dog tidligst ude. Frysepunktet blev bragt som føljeton i ugebladet Hjemmet, samtidig med at den udkom i bogform. Han foretog selv bearbejdelsen efter de samme retningslinier, som Bruno – der aldrig får et efternavn – følger i Frysepunktet.

   Frysepunktet blev modtaget med forbehold. Den solgte godt, men var vist nok en skuffelse i forhold til kriminalromanerne Tænk på et tal og Hændeligt uheld, som havde nået astronomiske salgstal.

   Flere kritikere luftede deres fordomme. Et gennemgående klagepunkt var romanens brug af fladt sprog. Kritikeren Jens Kruuse mente, at Bodelsen fjernede al lokal farve, fordi han stræbte efter en international succes. Bodelsen tilhørte nyrealismen, som hellere sagde for lidt end for meget, men det er sandt, at sproget især i begyndelsen kan virke tørt og neutralt. Netop dét er dog en pointe ved bogen.

   Frysepunktet blev oversat til fransk, tysk og engelsk. Le point de congélation udkom i Raymond Albecks oversættelse på forlaget Stock i 1971. Brunos tiefgekühlte Tage udkom på forlaget Heyne samme år. I London udgav Michael Joseph Freezing Point i Joan Tates oversættelse. I New York udkom Freezing Down på Harper and Row i 1972.
   Desværre fik bogen ikke den filmatisering, som stoffet og formen indbyder til. 50 år senere har vi at gøre med en dansk dystopi, som de fleste har glemt.

II

ROMANEN begynder i 1973, hvor der er begyndt at skyde højhuse op i udsigten over København. Bruno er 32 år, bor alene og arbejder som fiktionsredaktør på et ugeblad. På hans dør står der Fiktion, reaktion & editering. Han skriver ikke selv, men forsyner en stab af forfattere med ideer – og det som han kalder ideer til ideer – og retter teksterne til, når de er i hus. Arbejdet er ganske grundigt beskrevet, og det er både en pointe og et motiv i bogen, at Bruno ikke selv har brugt sit talent.

   Det er en mørk vintermorgen, da Bruno skærer sig under sin barbering. Han bemærker en lille uregelmæssighed på halsen. Samme aften er han til middag hos en af sine forfattere og møder balletdanserinden Jenny Holländer. Bagefter kører han hende hjem og digter en hel #MeToo-agtig backstory om, hvordan hun har måttet yde sex for at få en plads i kompagniet. Jenny bor til leje i forstæderne. Han går ikke med hende op.

   Næste dag får han taget blodprøver og bliver undersøgt af doktor Ackermann i hovedbygningen på et nyopført hospital, hvor man stadig bruger pavillonerne, der skulle være foreløbige. Det kunne være Herlev, Glostrup, Riget. Der var mange byggeskandaler i tiden.

   Det viser sig, at hans frygt var begrundet. Han lider af en kræft, som man endnu ikke kan kurere. Til gengæld er man langt med en nedfrysningsmetode, som gør det muligt at ligge i dvale, indtil der findes en behandling. Ackermann kan tilbyde Bruno at blive en af de første, som afprøver metoden.

   Bruno spekulerer. Han tænker på, hvor tomt hans liv er og overvejer, om han i stedet skulle bruge sin sidste tid på at skrive en af ideerne ud. Hospitalet ligger i Jennys kvarter. Han besøger hende i atelierværelset, hvor der kun er gulv og spejl og billeder af Jenny, som danser Coppelia. Første gang pumper han hende for baggrund til sin føljetonidé. Anden gang elsker de sammen. Hun spørger, om de skal ses igen. »Ja,« lyver han. For Bruno tager tilbage til hospitalet og lader sig fryse ned.

DA han vågner, er årstallet 1995. Bruno har »været nede« i 23 år. Hans kronologiske alder er 55, den biologiske alder er stadig 32. Han bliver undersøgt af Doktor Bernard, for professor Ackermann er selv nede p.t. Hospitalet hedder nu Ackermann-centret og er en del af selskabet ÉT LIV A/S, hvis slogan er: NULIV. LEV NATURLIGT – DØ NATURLIGT.

   Bruno er uklar efter optøningen. Alle rum har en rist i loftet, hvorfra beroligende klassisk musik strømmer ind. Det er ikke muligt at slukke. Bruno holder fast i sig selv ved at nynne en linie fra en gammel sang, som han forbinder med Jenny Holländer: You were made to go out and get her. Det bliver aldrig forklaret, at sangstumpen stammer fra »Hey Jude« med The Beatles. I 1969 var enhver læser med.

   1995 har romanens mest frejdigt spekulative fremtidsafsnit. Bodelsen forstørrer tendenser fra 1969 og gætter på, hvordan de udvikler sig. Som i de fleste dystopier, er man nået meget længere, og forandringerne er større, end de blev. Som altid bliver der også gættet rigtigt nogle steder.

   På hospitalet bærer alle blå kitler. Sygeplejerskerne går i go-go støvler, og en af dem, Yvonne Klein, betjener Bruno seksuelt, da han har bedt om at se hendes røde hår under den blå hue. Det sker med ledelsens velsignelse. Som hun siger, er hun der for det samme.

   Doktor Bernard forklarer i etaper om udviklingen. Der er andre nyopvågnede, og Bruno bliver ven med en af dem, Henry, som har været både nede og oppe i mellemtiden. Han fortæller Bruno den mindre officielle version af historien om tiden og dens problemer. For ifølge doktor Bernard er der ingen problemer. Bruno skal bare i gang. Han har sovet længe nok på Statens regning.

  

NEDFRYSNINGSPROGRAMMET er nu en stor industri, for alle er nede i perioder, hvis de har råd. Der er kun to samfundsgrupper. Medlemmer af nulivsklassen belåner deres kroppe og bliver forsørget af fællesskabet mod til gengæld at dø og donere deres kroppe til transplantation, så snart fysikken begynder at svigte. Resten tilhører udødelighedsklassen, som arbejder mere og mere for at kunne betale for nedfrysningsperioder.

   Alle er inde til afkalkning nu og da. Halvdelen af befolkningen er læger og sygeplejersker. Dødeligsproblematikken har fortrængt alle andre problemer. Bruno spørger til udviklingslande, til klimaet (som også var en stor bekymring i 1969), til rumforskning (ja, man har en base på Månen og sonder ude ved Venus og Mars) og storpolitik (her får han ikke noget klart svar).

   »Lever Karl Marx’ tanker stadig?« spørger Bruno, da de taler om utilpassede nuliv. Her er romanen nok allermest mærkbart et indlæg i sin egen tid. Bodelsen bruger en hel side på at lade Bernard uddybe, hvorfor Marx er blevet irrelevant:

   »Marx læses stadig, og han har stadig sine tilbedere. Tanker, der er så enkle som Karl Marx’, turde kunne bringes i anvendelse i en hvilken som helst situation, og det er jo netop det der afslører dem som værdiløse. Sande tanker om samfundet forældes naturligt og dør når samfundet ændrer sig så radikalt som vores samfund har forandret sig. Kun nytteløse banaliteter slipper for at ældes. Marxismens evige tiltrækningskraft på de utilfredse – og der vil altid være utilfredse – er lige præcis beviset for dens uanvendelighed – denne fantastiske usmidighed.« (ss. 119-20)

   Bruno er ikke nødvendigvis enig. På vejene kører selvstyrende el-biler, og vejret er reguleret så langt, at det regner om natten. Der læses stadig ugeblade, men Bruno får aldrig ét at se. Fjernsynsskærme fylder nu en hel væg. Som sagt holder visse detaljer.

   Bruno befinder sig dårligt. Han begynder at kaste ting gennem ruden for at mærke frisk luft. Han spørger efter Jenny Holländer. Hun blev en berømt ballerina, men er nedfrosset, indtil man kan erstatte den rygsøjle, som hun fik ødelagt.

   Bruno bliver flyttet til et fantasihøjt hus med lejligheder, der ejes af ÉT LIV A/S. Lægen Cavalcanti – det er en modernistisk manér i romanen, at alle har kuriøst klingende kunstnernavne - hjælper ham med at finde sig til rette. Cavalcanti er en af meget få læger, som har valgt et naturliv.

   Alle andre vil leve evigt. Bruno tænker, at han kun ser få gamle og slet ingen børn. Sammen med Cavalcanti besøger han den eneste Höllander i telefonbogen. I 1969 var de første computere kolossale skrumler, som blev kaldt elektronhjerner. Man talte om datateknologi og brugte hulkort. Ingen kunne forstille sig smartphones, nettet, nano og alt dét.

   Bruno Holländer er en yngre mand på 23, som lever et bittert naturliv. Han er naturligvis den søn, som Jenny og Bruno fik sammen. Han er vred på sin mor, der valgte at lade sig fryse ned frem for at blive hos ham.

   For Bruno vokser ideen om, at han elsker Jennny Holländer. I kælderen under Ackermann-centret ser han kapslen med hendes nedfrosne krop. Han kysser glasset, og lidt af læben sidder fast. Så forsvinder han selv ned i mørket igen.

III

SOM sagt er Frysepunktet jo også en litterær spændingsroman af forfatteren til Tænk på et tal og Hændeligt uheld, der virkelig fornyede krimigenren i 1968. Bodelsen var begyndt som sædeskildrende realist i den lyriske genre med studenterromanen De lyse nætters tid (1959), som lægger sig et sted mellem Jacob Paludan, F. Scott Fitzgerald og Knud Sønderby, men har Bodelsens egen generations sensibilitet.

   Han blev mere modernist med Villa Sunset (1964) og novellerne i Drivhuset (1965) og Rama Sama (1967), der er et lille mesterværk. Men i 1968 ramte hans tidens sært kølige tone helt rent i romanen om bankkasserer Flemming Borck, som gennemskuer, at Julemanden på Nærum Torv er en bankrøver, der forbereder sit kup. Han tager penge med ud i sin madkasse i mange dage før røveriet. Der er derfor forsvundet en stor sum, da røveren Sorgenfrey slår til, men det er Borck, som har scoret gevinsten.

   Borck flygter til Tunis med Sorgenfreys svenske veninde og danser flere cirkler med røveren i fortsættelsen Pengene og livet (1976). Henning Moritzen spillede Borck i Palle Kjærulff-Schmidts filmatisering af Tænk på et tal fra 1969. De bøger er simpelt hen Henning Moritzen, som hele tiden var det. Som ægtepar inkarnerede han og Lise Ringheim et kulturradikalt ideal. Det samme gjorde Bodelsen lige dér og da.

   Så man ventede sig også i sproglig henseende noget særligt af forfatterens livtag med science fiction, som i den brede offentlighed stadig var forbundet med marsmænd og kulørte hæfter. Kun to bøger fik lov at have status: Aldous Huxleys Fagre nye verden (1932) og George Orwells 1984 (1949). Ray Bradburys Fahrenheit 451 – som i den første danske udgave hed 233 grader celsius – fra 1953 var endnu kun en bobler.

   Frysepunktet har faktisk noget af Huxleys DNA, og der er også lidt Winston og O’Brien i dialogerne mellem Bruno og dr. Bernard, som lader ham fryse ned for anden gang; ikke fordi han er syg, men fordi han er utilpasset og et problem.

   Det er i den tredje del af Frysepunktet, at Bodelsens signatur for alvor slår igennem. Der er bogen igennem bevidst holdt igen med beskrivelser og funderinger. Det er bestemt ikke digressionernes bog. Den er stram og kold (undskyld!) læsning et langt stykke. Men metoden giver bonus i tredje ombæring.

NU vågner Bruno op i 2022. For os er det om lidt, men i 1969 lød det virkelig som en ubegribelig fjern tid. Jeg var 14 eller 15, da vi læste Rama Sama i skolen og gik i Kastrup Bio for at se Tænk på et tal, som vores forældre havde fået sendt fra Gyldendals Bogklub.

   Det var året med Månelanding, Woodstock og Manson. Året efter attentatmordene på Martin Luther King og Robert Kennedy. Sovjetunionens invasion i Tjekkoslovakiet. Nu er begge nationer opløst for længst. Dengang var de evige begreber. Dengang var der længe til, at sagnomspundne årstal som 1984, 2001 og 2010 blev passeret. Man kunne kun høre dem som fremtidsmusik.

   I Bodelsens 2022 er alt begyndt at flyde og gå op i limningen. Doktor Ackermann er oppe igen, da Bruno vågner for tredje gang. I øvrigt føler Bruno, at han næsten var ved bevidsthed et par gange under den store søvn.

   Ackermann ser næsten yngre ud end i 1973. Han har en ivrig rødmossethed, men også en distræt vane med at gentage sig selv. Han forklarer de samme ting mange gange med den samme ordlyd. Han er opmærksom på fejlen, som end ikke afkalkninger kan udbedre helt. Men han skal se at få den rettet. Bruno har mistet neglen på den ene storetå. En anden negl sidder løs. Processen er ved at blive porøs.

   Dr Ackermann og det øvrige personale går rundt med stearinlys i lommen, for man ved aldrig, hvornår strømmen forsvinder. Fryseanlægget har sin egen nødgenerator, men det er en åben hemmelighed, at den svigter i perioder. Vi er i centret det meste af bogen. Men samfundet udenfor bryder ind i skikkelse af aktivister, som er klædt i gult. Bruno er stadig konfus under episoden. Som i hvert fald bliver håndteret og afviklet.

   Situationen opstår, mens han og dr. Ackermann betragter Jenny Holländer, som nu har fået en ny ryghvirvel og er klar til at danse igen. Hun og Bruno omfavner hinanden i en forventning, som er både lykkelig og patetisk. Jenny forsøger at danse Coppelia, men hun falder hele tiden. Og Bruno prøver at give sig hen til det hele, men han er strandet i tiden, og hans hjerte er slet ikke i det. Dr. Ackermann gentager flere og flere sætninger. Hele menneskeheden består nu af læger. Bruno skylder, fordi han har levet et evigt liv på fællesskabets regning.

IV

  

DER er flere ismotiver, som Bodelsen har brugt gennem hele romanen. Da vi møder Bruno første gang, ånder han på vinduesglasset for at lave en våge i isblomsterne, så han kan se ud i mørket. Det var noget, han gjorde som dreng. Da han vågner i 1995, og Yvonne Klein hjælper ham ud i badet første gang, ånder han på duggen i spejlet på samme måde.

   Noget andet, der er blevet hos ham, siden han var dreng, er en foruroligende erindring om, hvordan han skøjtede alene på søen uden at være opmærksom. Tusmørket kom, før han troede, og det gik op for ham, at isen var tynd. Det var ikke sikkert, at den kunne bære ham på vej tilbage. Han var udsat og alene på den tynde is i skumringen.

   Siden blev erindringen en tilbagevendende drøm. Han har den flere gange, både i 1973 og 1995, når han igen bliver grebet bagfra, får sin sprøjte, og fryseprocessen begynder. Derfor slutter bogen ude på isen, da han forlader 2022. Her er drømmen helt skrevet ud, mens han tæller højt, fordi narkoselægen har bedt ham om det: »Det er endnu lyst, da han spænder skøjterne på, men straks efter kommer tusmørket.«

   Nu er han kun dér på isen: »De råber ikke højere til ham længere, og derfor tæller han ikke længere skønt han måske godt kunne have hvisket syvogtyve.« Situationen er fuldkommen som da han var dreng: »Der er våger til alle sider, og han stryger tæt forbi dem, mens han lytter til isen som knager hver gang skøjterne rammer den. Det gælder om, at han ikke står stille et øjeblik. Søen har ikke længere bredder, der er ikke længere bredder man kan håbe på at nå. En våge til højre, en våge til venstre, han styrer netop mellem dem. Det gælder om ikke at stå stille et øjeblik.« (s. 166)

   Så kommer stedet, hvor jeg glemte, at Frysepunktet er en dystopisk genreroman af ældre dato. Jeg var bare dér på søen med Bruno:

   »Det er endnu lyst da han spænder skøjterne på, men straks efter kommer tusmørket. Han er ikke løbet alene ud på søen, der er et par andre skøjteløbere, men da han ser sig om opdager han at de er borte. Han har nået søens midte hurtigere end han har regnet med og nu er der næsten ikke mere lys. Han standser og ser sig om, han er alene på søen. Da han sætter i gang igen hører han isen knage under sine skøjter.« (s. 166)

   Der er ét afsnit mere. Det begynder og slutter præcis lige sådan. Endelig står den sidste sætning alene: »Det er endnu lyst da han spænder skøjterne på« Man bemærker, at der ikke er sat punktum.

FRYSEPUNKTET er på sin måde en meget filmisk roman. Det er mærkeligt, at den ikke blev filmatiseret. 1995-afsnittet med de blåklædte sygeplejersker er meget Godard/Alphaville-agtigt i tonen, og Preben Neergaard ville være selvskreven til en af sine ikoniske overlægeroller. Især er der virkelig billeder i duggen på spejlet, isen på ruden og drømmesekvensen fra søen.

   Annette K. Olesen havde i 2013 et stort arbejde med at genindspille Skytten, en original film, som Bodelsen skrev til Franz Ernst og Tom Hedegaard i 1977. Jens Okking havde rollen som klimaaktivisten, der er trænet som snigskytte i militæret og truer med at tage et liv hver dag, indtil regeringen bremser atomkraftprogrammet. I den nye version havde Kim Bodnia rollen, og Trine Dyrholm var journalisten, som blev inddraget og mæglede mellem Skytten og myndighederne. Det gjaldt nu om at standse olieboringer ved Grønland. Altså igen terrorisme for en god sag.

   Skytten blev i begge takes en kompetent og lidt firkantet spændingsfilm om vigtige aktuelle emner. Men det var godt at se Bodelsen genbrugt. Jeg tænkte flere gange under genlæsningen af Frysepunktet – for jeg havde glemt det meste, ligesom Bruno og Ackermann glemmer – at manuskriptforfatteren på Skytten, Åke Sandgren, med fordel kunne have opdateret denne roman. Jeg tænkte også, at jeg ikke må falde i vågen, som en kritiker bør undgå. Man skal ikke skrive om filmen, man gerne ville have set. Man skal skrive om filmen, som faktisk foreligger.

V

JEG ved ikke, hvad Frysepunktet er værd som filosofisk dystopi. Men det lykkes i hvert fald romanen at skrive en tilstand og nogle skikkelser frem.

   Efter 50 år er der stadig resonans og relevans, og nu kan man bedre værdsætte dem. Det er en absurd evighed, der åbner sig i slutningen. Jeg har set den i et par tidsrejsefilm – Jaco van Dormaels belgiske Mr. Nobody (2009), for eksempel, og Cloud Atlas (2012), billedversionen af David Mitchells roman, som søskendeparret Wachowski og tyske Tom Tykwer lavede sammen – men ikke i andre danske romaner.

   Der var også for 50 år siden lagt filtre af klima og køn over al læsning. Vi fik ikke nedfrysningsrutinen fra bogen, men vi fik stadig flere gamle mennesker med unge kroppe og demens. Så mange nye skuldre og knæ. Et marked for friske organer. Tuskhandel og smuglertrafik. En gennemsnitlig levealder på tre cifre.

   På samme tid skabte det britiske band Flaming Youth – en forløber for Genesis, John Walker (ikke Scott) fra The Walker Brothers sang, og Phil Collins spillede trommer – et konceptalbum med en rumrejse som tema. Ark 2 hedder sangsuiten fra 1969. Ark 2 forlader jorden. Der er et medley med planeterne i ånden fra Gustav Holst. Det er et generationsskib, som ikke skal tilbage. Skæringen »Space Child« er en regulært gribende tale til det første barn, som bliver født i rummet på vej til en ny verden.

   De ting er jo stadig i fremtiden. Ark 2 var det modsatte af en dystopi, en utopisk forestilling om rumrejsen, som ender visionært og optimistisk, men i suiten om planeterne er der satiriske blikke på tendenser i samtiden, der har bragt os så vidt. Et af dem kastes på manden, som får sine reservedele skiftet og bliver ældre kronologisk, men er den samme i biologien. Sangen hedder »Saturn – Bringer of Old Age«:

Pray for the man of one hundred and thirty-four

Features as firm as a boy of fifteen

With no wrinkles or blemish he’s smooth as a pebble

And tries to remember the course of his life

His heartbeat is steady, the heart of a truck-driver

Lungs of a college-girl hit by a tram

His kidneys are plastic, his genitals function

Controlled by a motor attached to his thigh

Only his mind is his own

With all its reason flown

Pray for the man with a life never ending

Pray for the man who is living, living, living…

(Bed for manden på 134/ med træk der er faste som hos en dreng på 15 år/ Uden rynker eller mærker, han er glat som en strandsten/ og prøver at huske, hvordan livet forløb// Hans hjerte slår roligt, det kommer fra en lastbilschauffør/ Lungerne fra en gymnasiepige, der blev kørt ned af en bus/ Hans nyrer er af plastic, hans kønsdele fungerer/ ved hjælp af en motor spændt fast til hans lår// Kun sindet er hans eget/ med fornuften som er fløjet/ Bed for manden med et liv uden ende/ Bed for manden som lever, lever, lever…)  

VI

BODELSEN blev bedre endnu. Tisvilde-skildringen i romanen Ferie (1970) er noget af det bedste erindringsstof, jeg har læst. Som nyrealist nåede han målet i De gode tider (1977) og År for år (1978), der sammen udgør den store danske roman om hans generation i sporet fra Jørgen Stein. Fanen smælder stadig i novellesamlingen Varm luft (2009).

   Bodelsen skrev to tætte besættelseskrimier, Revision (1985) og Mørklægning (1987), som er dramatiseret for tv. Han kom igen med en roman om Blekingegadebanden, Rød september, i 1991. Da besøgte og interviewede jeg ham, men brugte alt for megen tid på at være nysgerrig omkring romanen Straus (1971), som er en metakrimi om konkurrenceforholdet mellem ham og Klaus Rifbjerg.**

   Måske er Frysepunktet ikke en stor dystopi. Men Bodelsen skrev en meget læseværdig roman. Ånden fra nyrealismen lever videre hos forfattere som Benn Q. Holm, Henrik Andersen, Ida Jessen, Maria Helleberg og Anna Grue. Tænk, hvis den var blevet hovedsporet. Det blev den så ikke. Vi fik punktromaner, autofiktion og masser af litterær mumblecore, som også kan have sin charme. Men smagen for virkeligheden forsvandt.

   Jeg skriver dette en mørk vintermorgen i 2020. Det er tid til at spænde skøjterne på.

*) Erland Munch Petersen: Romanens århundrede 1-2. Studier i den masselæste oversatte roman i Danmark 1800-1870. 698 + 322 s. Forlaget Forum, 1978. 

**) Interviewet står i Andre stemmer. Forfatterportrætter og værkstedssamtaler. 30 interviews. Forlag Per Kofod, 1995.

Anders Bodelsen: Frysepunktet. 168 s. Gyldendal, 1969.

Romanen er kommet i mange udgaver og kan naturligvis streames

Artiklen er nyskrevet 12.01.2020