Revolutionen| Dawn of the Planet of the Apes (2014) [Sci-Fi 100]

ARTERNES OPRINDELSE

En fase mere i forhistorien

Af BO GREEN JENSEN

DET var med bange anelser, at man i 2011 gik ind og så Rise of the Planet of the Apes, den første af tre nye film, som fortæller forhistorien til Franklin J. Schaffners klassiske 1968-filmatisering af Pierre Boulles roman om La planète des singes (1963).

   I perioden 1970-73 fik Schaffners film fire hurtige fortsættelser. I 1974 blev den til en tv-serie, som kun holdt en enkelt sæson. Så fandt tiden andre drømme at spejle sig i. Sidst nogen havde rørt ved materialet, var i 2001, da Tim Burton bearbejdede grundstoffet i sin mørke, misforståede »gentænkning« af Planet of the Apes. Siden havde ingen – som i ingen – bedt om mere.

   Abernes Planet: Oprindelsen, som Rupert Wyatts prequel kom til hedde på dansk, var imidlertid en tænksom og overraskende vellykket fabel om, hvordan det muligvis kunne gå til, hvis forædlede aber overtog Jorden og med tiden blev den dominerende art. Man forlod biografen i bedre humør. Trods alt gav det mening at vende tilbage.

SER man alle filmene som én sekvens, er det mest interessante de måder, som skiftende tider forestiller sig omvæltningen på. Den første film huskes primært for scenen, hvor Charlton Heston indser, at det er Frihedsgudinden, som er begravet på stranden, og Jorden, som han er landet på.

   »You finally really did it, you maniacs. You blew it up. Damn you. God damn you all to hell!« råber han og slår i sandet, mens ur-kvinden Nova ser til. I 1960erne var man overbevist om, at den kolde krigs arsenal af kernevåben ville være årsagen, når og hvis civilisationen gik under.

   De fire film fra 70erne undersøgte, hvordan man indretter et samfund, hvordan magthaverne doserer strømmen af information, og hvordan systemet eliminerer sine dissidenter, mens det bestående nedkæmper ungdommen. Det var i høj grad en radikal hippie-etik, som lå bag, skønt serien blev langstrakt for pengenes skyld. En væsentlig pointe var, at aberne gentog menneskenes mønstre og fejl.

   I 2001 satte Tim Burton fokus på fascisme og etnisk udrensning. Hans film har en rå, ubehagelig tone, som bryder med de gamle films klare, humanistiske stil. Det var kronede dage for desillusionen. Man havde netop afsluttet krigene på Balkan, som fulgte efter globaliseringens første eufori.

TI år senere, da forhistorien bliver hovedsagen i Rise of the Planet of the Apes, er videnskabelig hybris og en muteret virus årsagen til, at menneskenes samfund går ned. Der er ikke længere tale om fjern fremtid, naturligt ædle mennesker eller abstrakte moralske problemstillinger.

   Der bliver derimod talt om dyrs vilkår og aktuelle racekonflikter. Chimpansen Caesar vokser op hos en forsker, der søger en kur mod demens. Man sprøjter virus ind i abernes hjerner, og når cellerne dør, kompenserer organismen ved at skabe stærkere celler. Da eksperimentet lukkes ned, bliver Caesar anbragt på en facilitet for kasserede forsøgsdyr. Her begynder oprøret i Oprindelsen.

   Det anvendte virus er dødbringende for de fleste mennesker. På kort tid dør 90% af Jordens befolkning som følge af simian flu. Flere går til i ruinerne efter det sociale kollaps. Imens organiserer Caesar sine aber, som har intelligens, begyndelsen til et talesprog og ambitioner om at bosætte sig. Oprindelsen slutter efter et stort slag mellem arterne. Det finder sted på Golden Gate Bridge.

I DAWN of the Planet of the Apes er der gået ti år. Aberne lever i en koloni i Muir Woods ved San Francisco, hvor de har organiseret sig som jægere og samlere.

   Orangutangen Maurice underviser de nytilkomne unger. Caesar hersker i ånden fra sin antikke navnefælle. Han må ofte sætte sig i respekt, når stridbare hanner som Koba anfægter rangordenen i hierarkiet. Flere yngre aber, bl.a. Caesars ældste søn, mener, at deres leder har en beklagelig svaghed for mennesker.

   Aberne har ikke set mennesker i to år, da en ekspedition fra byen bliver standset i skoven. Forskeren Malcolm (Jason Clarke) vil genstarte en gammel generator, så San Francisco igen kan få strøm. Her lever de sidste immune mennesker under ledelse af Dreyfus (Gary Oldman). Arterne frygter og mistror hinanden, men Caesar og Malcolm vil gensidig tillid. Desværre er der brådne kar i begge lejre.

REVOLUTIONEN er altså fortællingen om, hvordan konflikten mellem arterne eskalerede og blev en regulær verdenskrig. Den dystopiske slutning er givet på forhånd, men det bliver de gode kræfters forsøg på en forsoning ikke mindre spændende af.

   Aberne har fået fysiske træk, som gør det muligt at skelne i mængden. Det er snarere de sidste mennesker, som er en katalog af klicheer.

   Andy Serkis gentager rollen som Caesar og imponerer atter ved sit talent for at fremstille computeranimerede karakterer som Gollum, King Kong og Kaptajn Haddock. Skuespillerens fans bør dog ikke snyde sig selv for at se ham i levende live som punksangeren Ian Dury i Mat Whitecross’ Sex & Drugs & Rock & Roll (2010).

   Der er mange gode scener og detaljer. Da Koba trues af to bevæbnede mænd, narrer han dem ved at klovne som en cirkusabe, meget som afrikansk-amerikanske karakterer gør i film, der har racefordomme i fokus. Malcolms søn forærer abelæreren Maurice sit æselørede eksemplar af Black Hole, Charles Burns’ graphic novel fra 2005.

DEN sårede Caesar får lejlighed til at gense huset, hvor han blev opdraget af James Franco i den forrige film, og der knyttes mange tråde tilbage i kronologien. Derimod er det ved at være en belastning, at slutningen på historien skal lande et sted i nærheden af begyndelsen på den originale Planet of the Apes.

   Fysikken er taktil og troværdig, og man kan leve med 3D-formatet, skønt det ikke gør noget særligt for filmen. Matt Reeves, som skabte Cloverfield (2008) og Let Me In (2010), det amerikanske remake af Lad den rette komme ind, har instrueret. Han har også sagt ja til at stå for en tredje film, som skal lukke serien af prequels.

   Caesar kunne næsten være chimpansen Nim, der i 1973 blev opdraget som et menneske og undervist efter alle kunstens regler, før man kasserede ham. Aben døde på Black Beauty Farm i 2000. James Marsh har lavet en instruktiv dokumentar om forsøget, Project NIM (2011).

DE nye film om Abernes planet er serien, som ingen på forhånd havde lyst til at se, men som viste sig at rumme skjulte værdier. Der er langt hjem til stranden med Frihedsgudinden, men Revolutionen er intelligent science fiction, et tankevækkende drama om arternes oprindelse og et forsvar for godheden til alle tider.

Se også Oprindelsen| Rise of the Planet of the Apes (2011) [Sci-Fi 100]; To versioner: Planet of the Apes (1968/2001) [Bogen og filmen]; James Marsh: Project NIM (2011).

Dawn of the Planet of the Apes (Abernes Planet: Revolutionen). Instr.: Matt Reeves. Manus: Mark Bomback, Amanda Silver, Rick Jaffa. Foto: Michael Seresin. 130 min. USA 2014. Dansk premiere: 17.07.2014.

Fotos: Chernin Entertainment/ Ingenious Media/ Soho VFX/ TSG Entertainment/ Twentieth Century Fox Home Entertainment/ SF Studios/ CineMaterial/ Filmgrab/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra 20th Century Fox 03.07.2017

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 18.07.2014

Zombie Apocalypse | The Girl with All the Gifts (2016) [Sci-Fi 100]

 

MENNESKER OG NOGET MERE
Der er stadig gode historier i æsken med zombiemytologi

Af BO GREEN JENSEN

ET navnløst sted i England, tiden er lige om lidt. På et ramponeret militæranlæg bliver svært bevogtede tweens hentet i deres celler af nervøse soldater i kampuniform. Børnene bliver forsvarligt fastgjort og kørt i skole.

   Klasselokalet ligner en flyverhangar. Der er panserglas i døren, numre på gulvet, og absolut ingen rører ved hinanden. Sergent Parks (Paddy Considine) starter hver dag med at råbe »Transit! You frigging abortions!« til børnene.

   Kun læreren Helen (Gemma Arterton) er venlig. Hun lader sig overtale til ikke at terpe fysik og læser i stedet højt af en bog med græske myter. Pigen Melanie (Sennia Nanua) husker præcis, hvor de var nået til i sagnet om Pandora. Hun kan også hele tabellen med grundstoffernes numeriske værdi.

   Nu kan Helen kan ikke dy sig. Hun stryger den lænkede pige over håret, og Melanie nyder kærtegnet. Så bryder sergent Parks ind og demonstrerer, hvad der sker, hvis eleverne får fært. Det er et rystende syn. Om natten standser Dr. Caldwell (Glenn Close) ved hver celle. Hun beder Melanie vælge et tal. Næste morgen mangler eleven med dét nummer.

SKØNT ordet ikke bruges, handler denne film om zombier. Jeg tøver med at at nævne det, for The Girl with All the Gifts er ingen røverhistorie. Tværtimod er der tale om ægte spekulativ fiktion, som overvejer om, hvad et liv er. En aggressiv virus i svampefamilien har forvandlet menneskeheden til hungries. De angrebne står for det meste passivt og svajer, men bliver som frådende, snappende hunde, når de lugter levende kød og varmt blod.

   På spredte faciliteter arbejder de sidste mennesker på at udvikle en vaccine. En gruppe angrebne børn har stadig bevidsthed. De er mennesker og noget mere. Melanie kan ikke styre sine rabiesagtige anfald, men hun kan advare om, at de er på vej. Hun er en glad, imødekommende pige, som husker alt, hvad der bliver sagt. Dr. Caldwell noterer, at hun har »en udsøgt evne til at aflæse og efterligne«. Dét ordvalg kommer hun til at fortryde.

   Melanie er fortællingens Pandora. I den første halve time er hun også den, der forankrer fortællersynsvinklen i Colm McCarthys saglige filmatisering af Mike Careys fremtidsroman. Hun ser med store øjne på verden og er ivrig efter at behage. Hun betragter Helen som en mor.

   Det bliver nøglen til videre overlevelse, da hegnet om basen giver efter for horder af hungries. Melanie undslipper sammen med soldaten, forskeren og lærerinden. Filmen er skiftevis et kammerspil og et udstyrstykke med tusindvis af mutanter. London er faldet for længe siden. Gruppen forskanser sig i et mobilt laboratorium, der står tilbage efter de sidste svampejægere.

BRITISK science fiction har altid holdt sig tæt på virkeligheden. Selv Doctor Who foregår henne om hjørnet. Traditionen er fuld af historier om, hvordan det – helt konkret og lavpraktisk – bliver at leve i dystopiske opløsningstider.

   Realismen er ofte konsekvensen af et beskedent budget, men den har skabt en stærk undergenre. Man skal bruge lidt skov, en nedlagt fabrik og et par militære køretøjer. Det fungerer i alt fra The Day of the Triffids til fem sæsoner af The Survivors og 28 Days Later.

   McCarthys film ligner især Alfonso Cuaróns filmatisering af P.D. James’ (in)fertilitetsfabel The Children of Men. Han forstår at skabe håndgribelig spænding og umiddelbar empati. Der er en fascinerende forklaring på, hvad sygdommen bliver til i andet stadie, og en række gode retoriske spørgsmål, som bliver stillet på ontologisk baggrund.

   Soldaten og humanisten diskuterer. Parks siger, at han aldrig har mødt gode eller dårlige mennesker. Alle gjorde blot det nødvendige. »Så ingen er nogen sinde ansvarlig?« siger Helen. »Ansvarlig over for hvem?« spørger han.

GIVER det mening at klamre sig til en døende livsform, når en ny art kan gøre det bedre? En episode med vilde børns stammemønster er lige dele Peter Pan og William Golding. Det er tæt og tankevækkende stof i en ellers udpint genre.

   Gemma Arterton skal for en gangs skyld ikke være yndig. Considine og Close giver deres typer konturerne af en karakter. Som pigen med alle talenter og gaver er 12-årige Sennia Nanua enten ekstremt godt instrueret eller en vordende stjerne.

   Lad være med at tænke kulørt science fiction og mere klam vold, som der ikke er brug for. Tænk menneskevarme og nye værdier. Se for den sags skyld en socialpolitisk lignelse i McCarthy og Careys zombiefortælling.

   Det vigtigste er at se den. Det er en af de bedste film fra sit tiår.

The Girl with All the Gifts. Instr.: Colm McCarthy. Manus: Mike Carey. Foto: Simon Dennis. 111 min. UK 2016. Dansk premiere: 03.11.2016.

Fotos: BFI Film Fund/ Warner Bros. UK & Ireland/ Lionsgate/ Miracle Film Distribution/ CineMaterial/ MoviestillsDB 

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Lionsgate UK 23.01.2017

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 04.11.2016

Mennesket i farezonen: Outbreak (1995) [Epidemic Cinema]

MENNESKET I FAREZONEN

En virusthriller fra Ebola/HIV-tiden

Af BO GREEN JENSEN

TYSKEREN Wolfgang Petersen hører til den hårde kerne af europæiske instruktører, som med stort held har bidt sig fast i Hollywood. Som 40-årig fik han et solidt gennembrud med Das Boot (1981), en klaustrofobisk og for tiden atypisk krigsfilm, der udspiller sig ombord på en tysk u-båd under 2. verdenskrig. Filmen interesserer sig ikke for krigens etiske positioner eller for nationale værdier. Den følger de isolerede mænd og undersøger psykologien.*
   I 1981 var det for det første usædvanligt at skildre tyske soldater som mennesker med dybde og nuancer. For det andet fravalgte Petersen alt melodrama og fulgte personerne rundt i de trange rum med en kropsnær, mandsopdækkende realisme, der blev en inspiration for yngre instruktører. Thomas Vinterberg var og er en stor fan af Das Boot. Det kan man se på en lang række scener i danskerens egen ubådsfilm, Kursk fra 2019.

PETERSEN famlede rundt i forskellige genrer og produktionsmiljøer. Der var i 80erne ingen drejebog for, hvordan man håndterer en international karriere. Man fik begrebet a journeyman director. Det var respektable navne, som flakkede rundt og instruerede store, men sjældent særligt vellykkede produktioner af uegal beskaffenhed: canadieren Roger Spottiswoode, australieren Bruce Beresford, danskeren Bille August. 
   Petersen instruerede blandt andet den første filmudgave af The Neverending Story (1984) og psykothrilleren Shattered (1991, da. Dødeligt bedrag), der var gemacht, så det halve kunne være nok. Hans mest personlige arbejde var den meget aparte, men vellykkede science fiction-fabel Enemy Mine (1985), hvor en jordbo og en alien er alene på en øde planet og må forholde sig til hinanden som ligeværdige, levende væsener. 

   Efter den politiske thriller In the Line of Fire (1993, da. På kornet) fik han frie hænder og rigtigt mange penge til at levere varen inden for en genre, der dengang som nu havde pludselig medvind. Den paranoide 'Hvad-nu-hvis-pesten-kommer?'-film fik sin første storhedstid i de kommunistforskrækkede 50ere. Dengang var virusangrebet ofte metaforisk, for i science fiction-regi hører epidemier til de faste og prøvede virkemidler, der kan trække på den latente angst, som vi alle sammen går rundt med. I dag virker truslen mere konkret.

FILMENS mest effektive afsnit er prologen, som med stor sikkerhed etablerer de moralske poler i Outbreak. I 1967 rammes en amerikansk militærlejr i Zaire (nu Den Demokratiske Republik Congo) af en dødelig, luftbåren virus. Folk fra USAMRIID – hærens forskningsinstitut for smitsomme sygdomme – rykker ind under ledelse af oberst McClintock (Donald Sutherland), som tager blodprøver og lover de nødstedte snarlig undsætning.

   Forventningen vokser, da helikopteren nærmer sig lejren. En ladning kommer ned i en faldskærm, og det må bestemt være serum og forsyninger. Men nej. Det som lander er en fuel air-bombe, det kraftigste ikke-nukleare våben, som hæren råder over. Den suger alt ind i sin detonation, udraderer lejren og begraver effektivt alle spor.

   Det hele tager tre minutter, og eksplosionen falder sammen med de sidste, strategiske credits. På sort lærred kommer så den ildevarslende datering: Vor tid. Det er hysterisk, dramatisk og effektivt gjort.**

TREDIVE år efter er Sutherland blevet til general McClintock, den øverstkommanderende militærperson i forbindelse med undtagelsestilstande. Over for ham står Dustin Hoffman som Helten med stort H, en nobel og næsten lallende uegennyttig virolog, som tager sit lægeløfte alvorligt og vil gøre, hvad det skal være for at redde ét enkelt liv og lindre de døendes smerter.

   I stille stunder indrømmer Hoffman, at han beundrer virusorganismens enkelhed og renhed. Som sådan træder han ind i en tradition. Præcis samme replik falder i koldkrigsfabler som Christian Nybys The Thing (1951) og Don Siegels Invasion of the Body Snatchers (1956), og den fremsiges med særlig indlevelse af androiden Ian Holm i Ridley Scotts fortættede Alien (1979).

   Også Outbreak bygger i høj grad på vores blandede følelser omkring virusbegrebet. Der er selvsagt en dyb angst for epidemien, men der er også en modstræbende fascination af den fuldendte fremmede organisme, som kan mutere og tilpasse sig, når det er nødvendigt, som kan overleve uanset hvad og som repræsenterer fuldkommen immunitet. Det er immuniteten, snarere end smitten, og kuren, snarere end sygdommen, som fængsler i en HIV-tid, der lider af berøringsangst. I den henseende er Outbreak trods alt en meget moderne historie.

EN sagesløs abe bærer virussen med sig fra Afrika til Californien, hvor vi følger smittens vej til lillebyen Cedar Creek. Her lykkes det at isolere den, blandt andet ved at indføre militær undtagelsestilstand, mens Hoffman og hans hold arbejder på at finde en kur. I stedet muterer organismen. Sygdommen – en slags hurtigvirkende byldepest – er nu luftbåren, og den onde McClintock argumenterer overvisende for, at man iværksætter operation Rent Bord, dvs. kaster en trykbombe som udsletter byen.

   Cedar Creek har 2.600 indbyggere. McClintock kan med stor effekt relatere dette tal til de 260 millioner amerikanere, som vil dø på et døgn, hvis smitten breder sig yderligere. Mens Hoffman stadig mere febrilsk leder efter værtsdyret, falder folk omkring ham som fluer, inklusive kollegaen Kevin Spacey og ekshustruen Rene Russo. Også hun er virolog, men medvirker snarere for at give filmen et romantisk sidemotiv, som den afgjort kunne have undværet. Aben strejfer rundt i den californiske nåleskov og knytter venskab med en lille pige. Isdæmonen Sutherland vil bare bombe det hele, for han har sin egen skjulte dagsorden at passe – en kontrolleret virus er nemlig også det optimale biologiske våben.

DET er en af den slags film, som med stor sikkerhed slører alle plotmæssige svagheder, river én med sig i det tiltagende hysteri og får tingene til at fremstå, som om spørgsmålet ikke er hvad nu hvis, men hvad nu når. For ifølge Outbreak kan det allerhøjst være et spørgsmål om tid, før katastrofescenariet bliver virkelighed.

   I 70erne og 80erne handlede denne slags historier typisk om atomkrig og radioaktiv nedsmeltning (fra Fejlsikker og Dr. Strangelove til Kinasyndromet og Dagen efter). Nu er verden fikseret på smitte, og derfor bringes de gamle scenarier fra science fiction-genren atter til ære og og en slags værdighed.

   Og vist er Outbreak skræmmende og tankevækkende, ikke mindst fordi den går længere end sædvanligt i sin fremstilling af de forholdsregler, som militæret helt rutinemæssigt træffer, når det gælder om at slette sine spor. Man kunne derfor have undværet dæmoniseringen af Sutherlands figur. Han fremstilles som en dødsliderlig satan, men hans kliniske prioriteter er djævelske nok i sig selv.

DE første 90 minutter er så intense og tæt klippede, at man aldrig får en chance for at analysere de indbyggede urimeligheder. Det er først i den sidste halve time, da forskellige sentimentale sidemotiver skal løses og en lykkelig slutning sandsynliggøres, at filmen taber højde. Man forlader biografen med en god portion drama i baghovedet. Og i øvrigt uden at føle sig spor overbevist af det heldige udfald. Så længe Outbreak bliver i farezonen og holder sig til sagen, er den effektiv, skræmmende og eminent medrivende underholdning.

RIP Wolfgang Petersen 1941-2022

RIP Donald Sutherland 1935-2024

*) Das Boot var baseret på romanen Das Boot (1973) af Lothar-Günther Buchheim (1918-2007), som gjorde tjeneste i presse/propaganda-afdelingen af den tyske krigsflåde. I 1941 dokumenterede han hverdagen på undervandsbåden U-96, der foretog sit 7. togt i Slaget om Atlanten.

   Buchheim var billedkunstner, gallerist og forlægger med en omfattende litterær produktion. Han skrev om ubådskrigen i U-Boot-Krieg (1976), U-Boot-Fahrer (1985) og Zu Tode Gesiegt (1988), der er illustreret med de fotos (ca. 5000), som han tog under krigen. Das Boot fik en fortsættelse i Die Festung (1995).

   Das Boot hed U-båden ved sin danske premiere i marts 1982. Da varede filmen 149 min. Siden 1997 har Das Boot – The Director’s Cut på 209 minutter været standardversionen, og det er den udgave, som i 2021 streames på Netflix. Det originale første cut var på 293 minutter. Det blev i 1985 klippet om til en miniserie/tv-udgave på 300 minutter, der i 1987 igen blev redigeret anderledes. Alle variationer er i omløb på fysiske udgivelser. Som i forbindelse med Ridley Scotts Blade Runner og Francis Ford Coppolas Apocalypse Now, kan man diskutere, hvilken version af Das Boot, der er den originale. 

   Der er produceret to sæsoner (16 episoder à 60 minutter) af den nye miniserie (2018-2020), som Andreas Prochaska har udviklet for Bavaria Fiction, Sky Deutschland og Sonar Entertainment. I Danmark streames serien på Viaplay. Den nye version har manuskript af Tony Saint og Johannes Betz, der bruger både Das Boot og Die Festung som forlæg.

   Buchheim skal have været utilfreds med alle versioner. Han mente, at skuespillerne overdrev og at karaktererne reagerede urealistisk. Das Boot blev nomineret til seks Oscars og modtog talrige andre priser. 

**) I »Rokoko«-afsnittet af samlingen Vægtløs (1997) står teksten »Lejren«, som er stærkt inspireret af prologen til Outbreak:

   »Dette er lejren. Epidemien har raset i fire døgn og felthospitalet kæmper forgæves. Også lægerne bukker under for smitten, som ingen kan sætte et gyldigt navn på. Vi ser de syge ralle og klynke i telte, der sikkert har været hvide engang, men nu tager junglens og sygdommens farve, mens det sidste virusfri mandskab udveksler trætte bekymrede blikke. Man er hinsides selvopofrende gestus. Man er nået til loven af opkast og sved.

   Klip til patienternes p.o.v. Deres hud er dækket af væskende sår og gule bylder som knudrede løg. De ser plejerne og de sakkende læger i et næsten sakralt og forklaret skær. Det er filtersætterens store time: slowmotion trækker bevægelserne ud, soft focus gør dem til helgeners trin. For de døendes blik synes modlyset køligt, en sval fast hånd på panden der brænder, mens blikkene søger mod himlen. Denne er blå som himlens oval, der synes at vokse time for time, efterhånden som ilden bløder igennem. Kontamineret vand har holdt livet i live, men den sidste dunk er drukket nu.

   Klip til en plejerskes ansigt i nær. Som den første hører hun helikopteren og ser op med håb i sit blik. Lyden af svirrende rotor vokser, fra teltene vakler patienterne ud og ligner en hær af spedalske. Stemmerne bliver til fugle af glæde. Trods alt er bønnerne blevet hørt, man har ikke talt forgæves til den knitrende radio som døde i går, da batteriet satte definitivt ud. Med forsyninger nok kan man kæmpe på ny.

   Pompøs ouverturemusik fades op, mens maskinerne standser i luften. Serum kan vende det irreversible. Der skal muges ud i teltene. De døde børn skal begraves. Der skal nok blive grund til at leve igen. Og netop da, da lettelsens lys finder vej til selv de inderste kroge af lazarettet og forplanter sig til de døendes øjne, mens sprukne stemmer priser Herren og hænder rækkes mod himlen i tak, netop da slipper flyet sin last.

   Vi ser atter lejren oppefra og ved at eksplosionen kommer endnu før den bratte stilhed detonerer. Bagefter sætter man folk ned for at dræbe de sidste uskyldige og brænde hvad der måtte være af beviser for livet og epidemien. Denne proces ses i rystet montage, håndholdte jumpcuts fra centrum i kaos. Efter rengøringen trækker maskinen sig væk, og kameraet rejser med den. Vi ser kraterets bund blive mindre i det grønne land, før junglen atter lukker sig tæt. Først da køres de første credits, og vi ved at filmen begynder for alvor.«

Outbreak. Instr. Wolfgang Petersen. Manus: Laurence Dworet og Robert Roy Pool. Foto: Michael Ballhaus. USA 1995. 126 min. Dansk premiere: 31.03.1995

Fotos: Warner Bros./ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames (november 2025) på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, SkyShowtime, Viaplay, YouTube Film

2K Blu-ray (regionsfri) fra Warner Bros. Tyskland 12.04.2013

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 31.03.1995; ajourført med noter 28.02.2021

Richard Matheson: I Am Legend (1954) [Sci-Fi 100]

DEN IMMUNE MAND

Koldkrigsromanen i tre filmudgaver 

Af BO GREEN JENSEN

BYEN er stille og øde om dagen, når den sidste mand jager sin føde og finder måder at få tiden til at gå på. Det er ikke bomber, som har lagt gaderne øde, men en virus som dræbte alt menneskeliv. Den immune mand er dog ikke alene. Efter solnedgang kommer natvæsenerne. De truer og trygler som pibende dyr. De banker på hans dør og vil ind. Neville er nødt til holde sig vågen. Hvis han falder i søvn, bliver han en af dem.

   Richard Mathesons første roman, I Am Legend (1954, da. Jeg er den sidste) hører til de kanoniske skrifter i krydsfeltet mellem horror og sci-fi. Den har aldrig været i restordre, og skønt forfatterens navn især er forbundet med The Shrinking Man (1956, da. Edderkoppen), som i Jack Arnolds klassiske filmudgave blev til The Incredible Shrinking Man (1957, da. Manden, der blev mindre), er det i stigende grad for I Am Legend, at han bliver læst.

PRÆMISSEN er skræmmende enkel. Det er den sidste mands beretning om sin sidste tid på Jorden. Året er 1978. Efter epidemien tre år før er menneskene døde eller muteret til sløve liggnaskere, der kombinerer træk fra vampyrer og zombier. Tilstanden smitter ved bid. De tåler ikke sollys. Neville barrikaderer sit hus og hører hver nat vampyrerne kalde. Få bøger har bedre beskrevet, hvor svært det kan være at holde sig vågen.*

   Om dagen kører Neville rundt og samler forsyninger. Han dræber de vampyrer, han finder, og får stadig sværere ved at håndtere sin situation. Blodfolkets leder er Cortman, hans gamle ven med Oliver Hardy-fysik. Neville er ensom. Han knytter sig til en hund, som imidlertid bliver inficeret. Han er skeptisk, da kvinden Ruth lader sig redde. Hun er inficeret, men har stadig sin personlighed, og han åbner sig for hende mod bedre vidende.

   Kvinden viser sig at være udsendt af de nye mennesker, som har absorberet den vampyriske virus og tilpasset sig en verden i mørke. De skaber orden med totalitære metoder og har Neville øverst på dødslisten. For den nye race er Neville en legende. De frygter den ensomme jæger, som lever om dagen og dræber i flæng. Bogens slutning er kulsort. Den nye art henretter Neville, som får lov at bevare en vis værdighed, da han tager afsked med Ruth. Romanens sidste ord er selve titlen: »I am legend.«

MAN kan og har fortolket meget på fortællingens koldkrigsmotiver, angsten for en ødelagt verden, smitsom kommunisme, de frie landes udsathed. Historien er dog større og mindre tidsbestemt. Den er filmatiseret flere gange, først i 1964, med Vincent Price i rollen som The Last Man on Earth, en billig men effektiv produktion, som er trofast mod ånden i bogen. Den kan ses på websitet Internet Archive, til og med lovligt, da ingen har fornyet ophavsretten.

   Her, som i bogen, er handlingen henlagt til en lille by i Californien. Den anden filmatisering, Boris Sagals The Omega Man (1971) med Charlton Heston som Neville, flytter scenen til Los Angeles og konstruerer en post-apokalyptisk samfundsorden. Sagal gør sig tanker om tidens sociale opløsning. En albinokult er som muterede hippier; epidemien følger en krig mellem Sovjetunionen og Kina, hvor biokemiske våben blev anvendt. Neville er her en amerikansk officer, som når at give sig selv en prøvevaccine, da symptomerne begynder.**

FRANCIS Lawrences 2007-filmudgave, den første med romanens titel, låner træk fra alle de nævnte steder. Forskeren Neville (Will Smith) er alene på Manhattan med sin schæferhund Samantha. New York ligner sig selv og alligevel ikke. Byen er ved at gro til, som mayafolkets pyramider. Plakater reklamerer for musicals som Wicked og Hairspray. Alt kan lade sig gøre digitalt. Der løber hjorte rundt mellem de tærede biler.

   Epidemien ramte i 2009. En muteret mæslingevirus blev forvekslet med en kur mod cancer. Lægen (Emma Thompson) talte på tv om de tusindvis af kræfttilfælde, som vaccinen havde kureret. Tre år senere er jorden affolket. Den tiendedel af befolkningen, der ikke faldt bort, er forvandlet til Nosferatu-agtige liggnaskere, der bevæger sig med rovdyrhast og dræber uden hæmninger.

   Den første time af filmen er meget vellykket. Manden og hunden har en troværdig rutine. De spiser sammen i huset, hvor Neville boede med sin familie, og ser gamle tv-aviser for hyggen. Hver nat forsegles huset hermetisk. Her kender fjenden ikke Nevilles sted. I kælderen eksperimenterer han med vacciner, der kan stabilisere og vende vampyrtilstanden. De fleste forsøgsdyr er rotter, men han har høje håb for sit eksperiment med en kvindelig vampyr, der er bedøvet og forsvarligt fikseret.

FRANCIS Lawrence lader Neville gøre tingene så langsomt, at hver rutine bliver meget specifik. Han forlener også New York med en stilhed, som er rungende stor og håndgribelig. Der er plads til poetiske afsnit. En liflig middagssol lyser på havnen, hvor Neville sætter sig for at blive kontaktet af eventuelle overlevende. En aften bliver Sam bidt af inficerede hunde. Neville må aflive dyret, der har været hans eneste ven i tre år. Her skildrer filmen en virkelig smerte, som Will Smith formidler udmærket. Så langt giver den nye film mening.

   Herefter glipper koncentrationen. Det skyldes ikke så meget de gruopvækkende kampe mellem Neville og vampyrerne, der efter en tid bliver ret monotone. Snarere træder filmen forkert, da den begynder at dreje bogens rejse ind i mørket, mod sikker udslettelse, i retning ad en heroisk fabel med kristen adresse. Også her er der en kvinde (Alice Braga), som bryder Nevilles isolation. Der er også en dreng, og i nogle scener fungerer de tre som en familie.

   Anna er på vej til de overlevendes koloni i Vermont. Neville tror ikke på sådan et sted, men da vampyrerne finder hans lejlighed, konfronterer han dem i kælderen, så kvinden og drengen kan flygte. Han ofrer sig i en eksplosion, netop som det fremgår, at vaccinen er virksom. Der er et enestående billede af kvindevampyren, som er på vej til at blive et menneske igen. Neville tager blodsugerne med sig i døden. Imens bliver kvinden og drengen lukket ind i kolonien. På lydsporet taler Anna om Neville, der gav sit liv og kurerede verden på den-og-den dag i 2012. Det er derfor, at »his legend lives on«.***

RICHARD Matheson døde i 2013. Han blev 87 år. Foruden The Shrinking Man (og adskillige episoder af antologiserien The Twilight Zone) skrev han forlægget for Duel (1971), Steven Spielbergs profetiske tv-fabel om vejraseri, og romanen Bid Time Return (1975), der blev til Jeannot Szwarcs genuint bevægende Somewhere in Time (1980). Christopher Reeve rejser tilbage til 1912 og forelsker sig i Jane Seymour. Deres kærlighed lever, men kort og forgæves.

   Kun i efterdødsfablen What Dreams May Come (1978) præsterer Matheson en lykkelig slutning. Romanen er filmatiseret af Vincent Ward, som lader Robin Williams rejse gennem bjergtagende landskaber, alle set i hustruens yndlingsmalerier, for at blive genforenet med Annabella Sciorra.

   Matheson fik sine penge, når I Am Legend blev filmatiseret, men havde ikke høje tanker om hverken The Last Man on Earth eller The Omega Man. Han har næppe heller jublet over den sakrale og specifikt amerikanske kristuslegende, som hans bedste værk blev til i Francis Lawrences effektfulde filmatisering. Se den for den første time med manden, hunden og byen. Her skaber filmen et sted, som er stærkt og konkret.

Se også Døden og tiden: Richard Matheson 1926-2013.

*) Bogen taler specifikt om vampyrer og gør brug af diverse mytologi og folklore. Filmatiseringerne er mere vage med hensyn til artsbestemmelsen. I The Last Man on Earth hænger der hvidløgsranker ved vinduerne. Natvæsenerne i The Omega Man kan ikke tåle sollys, men tilstanden er en viral følgevirkning af kemisk krigsførelse. I I Am Legend bliver virus på ironisk vis forvekslet med en vaccine.

   Det er i alle fremstillinger en pointe, at natvæserne udgør det nye normale. Neville er det sidste menneske. Men vampyrerne er en ny art med deres egen historie og spirende civilisation. Den ene livsform er ikke automatisk bedre end den anden.   

**) Variationerne i Nevilles psykologi siger noget om, hvordan tidens normative humanitet ser sig selv. I 1964 er Vincent Price fuld af undren og elegisk melankoli. I 1971 er Charlton Heston praktisk orienteret, hårdkogt og anti-nostalgisk, endda humoristisk. I 2007 er Will Smith eftertænksom og empatisk på en måde, som foregriber 10ernes og 20ernes identitetspolitiske årvågenhed (woke-idealet). Romanens Neville har lidt af alle muligheder.   

***) En alternativ slutning blev filmet og findes på BD-udgaven. Her overlever Neville og slutter sig til kvinden og drengen i kolonien. Testpublikummet foretrak slutningen, hvor Neville dør.

I Am Legend. Instr.: Francis Lawrence. Manus: Mark Protosevich, Akiva Goldsman. Foto: Andrew Lesnie. 101 min. USA 2007. Dansk premiere: 25.12.2007

The Omega Man. Instr.: Boris Sagal. Manus: John William Corrington, Joyce Hooper Corrington. Foto: Russell Metty. 98 min. USA 1971. Dansk premiere: 17.01.1972.

The Last Man on Earth (L'ultimo uomo della terra). Instr.: Ubaldo Ragona/ Sidney Salkow. Manus: William F. Leicester, Richard Matheson, Ubaldo Ragona, Furio M. Monetti. Foto: Franco Delli Colli. 86 min. Italien-USA 1964.

Fotos: Warner Bros./ CineMaterial/ Berkley Books (de ikoniske 70er-forsider er tegnet af Murray Tinkelman)
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Warner Bros. 06.12.2016
Første udgave af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 21.12.2007