Translate

Viser opslag med etiketten Matt Reeves. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Matt Reeves. Vis alle opslag

tirsdag den 2. januar 2024

Found Footage | Matt Reeves: Cloverfield (2008)


KATASTROFISK KLØVERMARK
Banebrydende found footage

Af BO GREEN JENSEN

BAG den poetisk uudgrundelige titel gemmer sig en heftig filmoplevelse, som vokser ud af formen og de fælles mareridt, der lever i kulturen efter 9/11. 
Umiddelbart før årtusindeskiftet blev gyseren The Blair Witch Project (1999) et fænomen ved at fortælle og fremstå som found footage, dvs. ubearbejdet efterladt videomateriale.
   I Cloverfield krænges katastrofegenren ud på samme måde. Filmen viser angiveligt indholdet af hukommelseskortet fra et digitalkamera. Fordi der optages oven på eksisterende stof, ser man af og til indklip fra tiden, som ligger før. Den strukturelle gimmick bliver både ironisk og vemodig, efterhånden som rædslerne griber om sig.



HUD (T.J. Miller) begynder at filme ved afskedsfesten, der skal sende vennen Rob (Michael Stahl-David) af sted til et nyt job i Japan. Én efter én siger karaktererne farvel og præsenterer sig på den måde for publikum. Det fremgår, at Rob og Beth (Odette Yustman) er kærester; at Hud selv har særlig sans for Marlena (Lizzy Caplan); at Jason (Mike Vogel) danner par med Lily (Jessica Lucas). Alle de flimrende relationer er dybest set irrelevante. Det handler om at præsentere gruppen, der skal flygte på publikums vegne, når katastrofen rammer Manhattan mellem øjnene.



DET sker efter tyve minutter. Først er der en rumlen, der føles som et jordskælv. Så kommer Frihedsgudindens hoved kurende hen ad Fifth Avenue, mens grønlige glimt af en gigantisk, Godzilla-lignende skabning lader sig ane bag glastårnene. Alle flygter ud i gaderne, væk fra de vaklende tårne. Hud bliver ved med at filme. Synsvinklen er den samme, som man havde på de første optagelser af terrorangrebet i 2001. Mens panikken breder sig, og militæret prøver at løse problemet, bevæger Rob og de øvrige karakterer sig mod menneskestrømmen, fordi han får et mobilopkald fra Beth, der er fanget på 37. etage i et af Midtowns korthuse.



ALT er set før i mange versioner: evakueringen, plyndringen, for den sags skyld monstret, der skyder ryg og slår ikoniske vartegn omkuld med sin hale. Imidlertid skaber Cloverfield faktisk en ny og effektiv vinkel på stoffet. Det er trættende at følge de rystede billeder, men formen gør sin virkning. Man er del af noget virkeligt og får til stadighed kun fragmenter at se. Intens er især en sekvens, som udspiller sig i undergrundsbanen, hvor også rotterne flygter fra de kravlende organismer – enten yngel eller gigantiske lus – der drysser af moderuhyret. Ligesom virkelige katastrofer er filmen ikke forpligtet til at ende godt. Det kan man heller ikke beskylde den for.



J.J. ABRAMS, manden bag den genrekrydsende tv-serie Lost (2004-2010), har udviklet Cloverfield sammen med Matt Reeves (The Pallbearer) og Drew Goddard, som er en af veteranerne fra Lost. Filmen var et hit i sit hjemland. Har den muligvis noget på hjerte? I så fald er det ikke et positivt budskab. Alle bliver ædt, og der er ingen moralske trøstepræmier, mens militæret iværksætter Operation Fuld Hammer, som vil bombe problemet til kingdom come.
      Filmen fik to »conceptual sequels«, 10 Cloverfield Lane (2016) og The Cloverfield Paradox (2018), som hverken er rigtige fortsættelser eller udvikler etterens æstetik. I det mindste deler Cloverfield ikke tidens glæde ved sadistisk horror, og i sit formsprog er filmen oprigtigt nyskabende. Jeg vil faktisk anbefale den. Det er lidt som at prøve en ny rutschebane, der trods alt lever op til lidt af sin hype.


Cloverfield. Instr.: Matt Reeves. Manus: Drew Goddard. Foto: Michael Bonvillain. 85 min. USA 2007. Dansk premiere: 01.02.2008.


Fotos: Paramount Pictures/ Bad Robot/ Cloverfield Productions/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime
Teksten trykt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 01.02.2008.

lørdag den 31. december 2022

Comics Culture | Matt Reeves: The Batman (2022)


SOM EN HAMLET
Batman begynder altid igen

Af BO GREEN JENSEN

ROBERT Pattinson debuterer i (endnu) en genstart af den evige serie om selvtægtsmanden fra Gotham City. I begyndelsen var Batman mere detektiv end superhelt. Bob Kane og Bill Finger skabte figuren i Supermans skygge for 83 år siden. De gav ham derfor ikke kosmiske kræfter. De gav ham dragten og lod ham komme fra dybet under gaderne. De gav ham også konturerne af den identitetskrise, som får fans og filmskabere til at komme igen.
   Matt Reeves prøver indædt at levere den mørkeste Batman til dato. Han møder tre faste fjender: The Riddler (Paul Dano), The Penguin (Colin Farrell) og Catwoman, som straks er hans allierede love interest. Michael Giacchinos musik er generisk, men det markerer en attitude, at Kurt Cobain og Nirvana synger »Something in the Way«, da vi møder den søvnløse hævner i regnen. Det er Halloween, og The Batman taler til tilskueren som Travis Bickle i Taxi Driver.



PATTINSON er den yngste og mest realistiske Batman til dato. Det giver mening, at hans dragt er en rustning. Han spiller Batman som en Hamlet. Som noget nyt er der ingen bund i ondskaben. Selv Thomas og Martha Wayne, de myrdede forældre, havde dunkle, begravede hemmeligheder.
   Heldigvis har butleren Alfred (Andy Serkis) og kommissær Gordon (Jeffrey Wright) stadig rene hænder. Zoë Kravitz er sjælfuld og væver som Catwoman. Ikke siden Michelle Pfeiffers bud i Batman Returns (1992) har fetichismen været så åbenlys.
   Der er selvsagt ingen spor af den selvironiske camp, som stadig udmærker 1966-versionen med Adam West og Burt Ward. Der er heller ingen tilløb til den pompøse mytologi, som omgav Ben Affleck i de seneste DC-film fra Zack Snyder. Derimod er der reminiscenser af Tim Burtons 1990er-version, som gav mørket mere plads og stil, og af Christopher Nolans tre film. Der er ikke langt fra Christian Bale i The Dark Knight (2008) til Pattinson i The Batman.



FILMEN varer tre timer. I de første to er den tæt og to the point. Desværre skrider sidste akt, da byen får en kvindelig afrikansk-amerikansk borgmester. The Riddler har fæller på Nettet, som han aktiverer i ånden fra Donald Trump og hans følgere ved Capitol Hill. »Hvor er jeg altså bare relevant,« kan man høre Reeves tænke ved tasturet.
   Trods alt har filmen integritet. Det værste ved superhelteserierne er, at de har udviklet en spraglet, digital fællesstil. Alt er mere af det samme. The Batman prøver at skille sig ud. Den er lidt mindre vellykket end Todd Phillips' Joker (2019) med Joaquin Phoenix, men har de samme selvstændige gener.



DET bliver svært at lave børnevenlig merchandise. Jeg begyndte at læse om Batman som dreng. Vi havde samlekort og legetøjsbiler, der er blevet en formue værd. Det må være 60 år siden nu. I 1989 var jeg tilfældigvis i New Orleans, da Tim Burtons Batman med Michael Keaton og Jack Nicholson fik premiere. Det var vel den sejeste genstart. Salen jublede over Princes musik.

The Batman. Instr.: Matt Reeves. Manus: Matt Reeves, Peter Craig. Foto: Greig Fraser. 175 min. USA 2022. Dansk premiere: 03.03.2022.




Fotos: Warner Bros. Entertainment Inc./ DC Entertainment/ 6th & Idaho Productions/ Dylan Clark Productions/ SF Studios
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, HBO MAX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy/ YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.03.2022.

lørdag den 26. marts 2022

Revolutionen| Dawn of the Planet of the Apes (2014) [Sci-Fi 100]


ARTERNES OPRINDELSE
En fase mere i forhistorien

Af BO GREEN JENSEN

DET var med bange anelser, at man i 2011 gik ind og så Rise of the Planet of the Apes, den første af tre nye film, som fortæller forhistorien til Franklin J. Schaffners klassiske 1968-filmatisering af Pierre Boulles roman om La planète des singes (1963).
   I perioden 1970-73 fik Schaffners film fire hurtige fortsættelser. I 1974 blev den til en tv-serie, som kun holdt en enkelt sæson. Så fandt tiden andre drømme at spejle sig i. Sidst nogen havde rørt ved materialet, var i 2001, da Tim Burton bearbejdede grundstoffet i sin mørke, misforståede »gentænkning« af Planet of the Apes. Siden havde ingen – som i ingen – bedt om mere.
   Abernes Planet: Oprindelsen, som Rupert Wyatts prequel kom til hedde på dansk, var imidlertid en tænksom og overraskende vellykket fabel om, hvordan det muligvis kunne gå til, hvis forædlede aber overtog Jorden og med tiden blev den dominerende art. Man forlod biografen i bedre humør. Trods alt gav det mening at vende tilbage.


SER man alle filmene som én sekvens, er det mest interessante de måder, som skiftende tider forestiller sig omvæltningen på. Den første film huskes primært for scenen, hvor Charlton Heston indser, at det er Frihedsgudinden, som er begravet på stranden, og Jorden, som han er landet på.
   »You finally really did it, you maniacs. You blew it up. Damn you. God damn you all to hell!« råber han og slår i sandet, mens ur-kvinden Nova ser til. I 1960erne var man overbevist om, at den kolde krigs arsenal af kernevåben ville være årsagen, når og hvis civilisationen gik under.
   De fire film fra 70erne undersøgte, hvordan man indretter et samfund, hvordan magthaverne doserer strømmen af information, og hvordan systemet eliminerer sine dissidenter, mens det bestående nedkæmper ungdommen. Det var i høj grad en radikal hippie-etik, som lå bag, skønt serien blev langstrakt for pengenes skyld. En væsentlig pointe var, at aberne gentog menneskenes mønstre og fejl.
   I 2001 satte Tim Burton fokus på fascisme og etnisk udrensning. Hans film har en rå, ubehagelig tone, som bryder med de gamle films klare, humanistiske stil. Det var kronede dage for desillusionen. Man havde netop afsluttet krigene på Balkan, som fulgte efter globaliseringens første eufori.



TI år senere, da forhistorien bliver hovedsagen i Rise of the Planet of the Apes, er videnskabelig hybris og en muteret virus årsagen til, at menneskenes samfund går ned. Der er ikke længere tale om fjern fremtid, naturligt ædle mennesker eller abstrakte moralske problemstillinger.
   Der bliver derimod talt om dyrs vilkår og aktuelle racekonflikter. Chimpansen Caesar vokser op hos en forsker, der søger en kur mod demens. Man sprøjter virus ind i abernes hjerner, og når cellerne dør, kompenserer organismen ved at skabe stærkere celler. Da eksperimentet lukkes ned, bliver Caesar anbragt på en facilitet for kasserede forsøgsdyr. Her begynder oprøret i Oprindelsen.
   Det anvendte virus er dødbringende for de fleste mennesker. På kort tid dør 90% af Jordens befolkning som følge af simian flu. Flere går til i ruinerne efter det sociale kollaps. Imens organiserer Caesar sine aber, som har intelligens, begyndelsen til et talesprog og ambitioner om at bosætte sig. Oprindelsen slutter efter et stort slag mellem arterne. Det finder sted på Golden Gate Bridge.



I DAWN of the Planet of the Apes er der gået ti år. Aberne lever i en koloni i Muir Woods ved San Francisco, hvor de har organiseret sig som jægere og samlere.
   Orangutangen Maurice underviser de nytilkomne unger. Caesar hersker i ånden fra sin antikke navnefælle. Han må ofte sætte sig i respekt, når stridbare hanner som Koba anfægter rangordenen i hierarkiet. Flere yngre aber, bl.a. Caesars ældste søn, mener, at deres leder har en beklagelig svaghed for mennesker.
   Aberne har ikke set mennesker i to år, da en ekspedition fra byen bliver standset i skoven. Forskeren Malcolm (Jason Clarke) vil genstarte en gammel generator, så San Francisco igen kan få strøm. Her lever de sidste immune mennesker under ledelse af Dreyfus (Gary Oldman). Arterne frygter og mistror hinanden, men Caesar og Malcolm vil gensidig tillid. Desværre er der brådne kar i begge lejre.


REVOLUTIONEN er altså fortællingen om, hvordan konflikten mellem arterne eskalerede og blev en regulær verdenskrig. Den dystopiske slutning er givet på forhånd, men det bliver de gode kræfters forsøg på en forsoning ikke mindre spændende af.
   Aberne har fået fysiske træk, som gør det muligt at skelne i mængden. Det er snarere de sidste mennesker, som er en katalog af klicheer.
   Andy Serkis gentager rollen som Caesar og imponerer atter ved sit talent for at fremstille computeranimerede karakterer som Gollum, King Kong og Kaptajn Haddock. Skuespillerens fans bør dog ikke snyde sig selv for at se ham i levende live som punksangeren Ian Dury i Mat Whitecross’ Sex & Drugs & Rock & Roll (2010).
   Der er mange gode scener og detaljer. Da Koba trues af to bevæbnede mænd, narrer han dem ved at klovne som en cirkusabe, meget som afrikansk-amerikanske karakterer gør i film, der har racefordomme i fokus. Malcolms søn forærer abelæreren Maurice sit æselørede eksemplar af Black Hole, Charles Burns’ graphic novel fra 2005.



DEN sårede Caesar får lejlighed til at gense huset, hvor han blev opdraget af James Franco i den forrige film, og der knyttes mange tråde tilbage i kronologien. Derimod er det ved at være en belastning, at slutningen på historien skal lande et sted i nærheden af begyndelsen på den originale Planet of the Apes.
   Fysikken er taktil og troværdig, og man kan leve med 3D-formatet, skønt det ikke gør noget særligt for filmen. Matt Reeves, som skabte Cloverfield (2008) og Let Me In (2010), det amerikanske remake af Lad den rette komme ind, har instrueret. Han har også sagt ja til at stå for en tredje film, som skal lukke serien af prequels.
   Caesar kunne næsten være chimpansen Nim, der i 1973 blev opdraget som et menneske og undervist efter alle kunstens regler, før man kasserede ham. Aben døde på Black Beauty Farm i 2000. James Marsh har lavet en instruktiv dokumentar om forsøget, Project NIM (2011).



DE nye film om Abernes planet er serien, som ingen på forhånd havde lyst til at se, men som viste sig at rumme skjulte værdier. Der er langt hjem til stranden med Frihedsgudinden, men Revolutionen er intelligent science fiction, et tankevækkende drama om arternes oprindelse og et forsvar for godheden til alle tider.

Se også Oprindelsen| Rise of the Planet of the Apes (2011) [Sci-Fi 100]; To versioner: Planet of the Apes (1968/2001) [Bogen og filmen]; James Marsh: Project NIM (2011).

Dawn of the Planet of the Apes (Abernes Planet: Revolutionen). Instr.: Matt Reeves. Manus: Mark Bomback, Amanda Silver, Rick Jaffa. Foto: Michael Seresin. 130 min. USA 2014. Dansk premiere: 17.07.2014.


Fotos: Chernin Entertainment/ Ingenious Media/ Soho VFX/ TSG Entertainment/ Twentieth Century Fox Home Entertainment/ SF Studios/ CineMaterial/ Filmgrab/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra 20th Century Fox 03.07.2017
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 18.07.2014