Translate

Viser opslag med etiketten found footage. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten found footage. Vis alle opslag

tirsdag den 2. januar 2024

Found Footage | Matt Reeves: Cloverfield (2008)


KATASTROFISK KLØVERMARK
Banebrydende found footage

Af BO GREEN JENSEN

BAG den poetisk uudgrundelige titel gemmer sig en heftig filmoplevelse, som vokser ud af formen og de fælles mareridt, der lever i kulturen efter 9/11. 
Umiddelbart før årtusindeskiftet blev gyseren The Blair Witch Project (1999) et fænomen ved at fortælle og fremstå som found footage, dvs. ubearbejdet efterladt videomateriale.
   I Cloverfield krænges katastrofegenren ud på samme måde. Filmen viser angiveligt indholdet af hukommelseskortet fra et digitalkamera. Fordi der optages oven på eksisterende stof, ser man af og til indklip fra tiden, som ligger før. Den strukturelle gimmick bliver både ironisk og vemodig, efterhånden som rædslerne griber om sig.



HUD (T.J. Miller) begynder at filme ved afskedsfesten, der skal sende vennen Rob (Michael Stahl-David) af sted til et nyt job i Japan. Én efter én siger karaktererne farvel og præsenterer sig på den måde for publikum. Det fremgår, at Rob og Beth (Odette Yustman) er kærester; at Hud selv har særlig sans for Marlena (Lizzy Caplan); at Jason (Mike Vogel) danner par med Lily (Jessica Lucas). Alle de flimrende relationer er dybest set irrelevante. Det handler om at præsentere gruppen, der skal flygte på publikums vegne, når katastrofen rammer Manhattan mellem øjnene.



DET sker efter tyve minutter. Først er der en rumlen, der føles som et jordskælv. Så kommer Frihedsgudindens hoved kurende hen ad Fifth Avenue, mens grønlige glimt af en gigantisk, Godzilla-lignende skabning lader sig ane bag glastårnene. Alle flygter ud i gaderne, væk fra de vaklende tårne. Hud bliver ved med at filme. Synsvinklen er den samme, som man havde på de første optagelser af terrorangrebet i 2001. Mens panikken breder sig, og militæret prøver at løse problemet, bevæger Rob og de øvrige karakterer sig mod menneskestrømmen, fordi han får et mobilopkald fra Beth, der er fanget på 37. etage i et af Midtowns korthuse.



ALT er set før i mange versioner: evakueringen, plyndringen, for den sags skyld monstret, der skyder ryg og slår ikoniske vartegn omkuld med sin hale. Imidlertid skaber Cloverfield faktisk en ny og effektiv vinkel på stoffet. Det er trættende at følge de rystede billeder, men formen gør sin virkning. Man er del af noget virkeligt og får til stadighed kun fragmenter at se. Intens er især en sekvens, som udspiller sig i undergrundsbanen, hvor også rotterne flygter fra de kravlende organismer – enten yngel eller gigantiske lus – der drysser af moderuhyret. Ligesom virkelige katastrofer er filmen ikke forpligtet til at ende godt. Det kan man heller ikke beskylde den for.



J.J. ABRAMS, manden bag den genrekrydsende tv-serie Lost (2004-2010), har udviklet Cloverfield sammen med Matt Reeves (The Pallbearer) og Drew Goddard, som er en af veteranerne fra Lost. Filmen var et hit i sit hjemland. Har den muligvis noget på hjerte? I så fald er det ikke et positivt budskab. Alle bliver ædt, og der er ingen moralske trøstepræmier, mens militæret iværksætter Operation Fuld Hammer, som vil bombe problemet til kingdom come.
      Filmen fik to »conceptual sequels«, 10 Cloverfield Lane (2016) og The Cloverfield Paradox (2018), som hverken er rigtige fortsættelser eller udvikler etterens æstetik. I det mindste deler Cloverfield ikke tidens glæde ved sadistisk horror, og i sit formsprog er filmen oprigtigt nyskabende. Jeg vil faktisk anbefale den. Det er lidt som at prøve en ny rutschebane, der trods alt lever op til lidt af sin hype.


Cloverfield. Instr.: Matt Reeves. Manus: Drew Goddard. Foto: Michael Bonvillain. 85 min. USA 2007. Dansk premiere: 01.02.2008.


Fotos: Paramount Pictures/ Bad Robot/ Cloverfield Productions/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime
Teksten trykt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 01.02.2008.

mandag den 1. januar 2024

Found Footage | The Blair Witch Project (1999) [Horror 100]


IND I SKOVEN
Fra æstetisk outlier til ny hjørnesten

Af BO GREEN JENSEN

DECEMBER 1999: DEN kommercielle baggrund for Blair Witch-legenden er så usædvanlig, at den ikke helt kan udelades fra en kritisk vurdering af filmen, der i mange henseender deler teknisk præmis og æstetisk metode med de danske Dogme 95-film.

   I 1990 mødte Daniel Myrick (f. 1963) og Eduardo Sánchez (f. 1968) hinanden på University of Central Florida, hvor begge studerede film. De fandt sammen i en lidenskab for det bizarre, for udførlige konspirationsteorier og okkulte gys af typen, der virkelig bliver under huden. I fællesskab realiserede de afgangsfilmen Fortune, og da de sammen med Gregg Hale (f. 1966), en forhenværende kommandosoldat, etablerede produktionsselskabet Haxan i Orlando, var et af pionerprojekterne kortfilmstrilogien Black Chapters, der udspringer af samme psykologi som Chris Carters kultserier The X-Files (1993-2018) og Millennium (1996-1999). Haxan producerede i øvrigt reklamefilm og instruktionsvideoer af forskellig art.*


POINTEN er, at Myrick og Sánchez ikke havde kontakt med den etablerede filmindustri. The Blair Witch Project, parrets debut i spillefilmslængde, blev produceret for 60.000 dollars. På en gængs produktion kan man ikke engang lave fortekster for beløbet. Derfor er filmens succes i sig selv et eventyr, der betager den amerikanske underholdningsindustri. 
   The Blair Witch Project blev en af sommerens mest sete film i USA og fik alene dér solgt billetter for 140 mio. dollars. Filmen har spillet sig hjem 1.000 gange, hvilket er den suverænt bedste forretning, nogen i amerikansk film har gjort meget længe, også når man tager højde for robuste investeringer som James Camerons Titanic (1997) og George Lucas' Star Wars Episode 1: The Phantom Menace (1999). Endvidere lykkedes det Myrick og Sánchez at skabe et fænomen, der havde tag i internetgenerationen, endnu før filmen fik premiere. I det etablerede Hollywood vil man dræbe for den slags succes.
   Den håndholdte gyser blev vist på Sundance Festivalen i januar 1999 og begejstrede sit publikum, men fra branchens side blev den betragtet med skepsis. Derfor kunne det lille distributionsselskab Artisan sikre sig filmen for et beskedent beløb. På årets Cannes Festival – hvor den blev vist i Quinzainen, der løber parallelt med, men uafhængigt af hovedkonkurrencen – var Blair Witch Project filmen, som alle lige måtte nå.
   For hver dag kom der flere gæster på det gennemarbejdede website, som i sig selv var en nyskabelse. 20 millioner klik blev det til. Da snart sagt alle vestlige nyhedsmedier havde bragt en benovet feature om fænomenet, fik filmen endelig premiere. Få film er markedsført mere kreativt.


HVAD har man så at forholde sig til, når den massive hype endelig udmønter sig i en almindelig dansk biografpremiere? Man har en markant og i æstetisk henseende meget original lille film, som umuligt kan leve op til sin foromtale.
   Præmissen er som følger, i al sin gribende enkelhed: I oktober 1994 camperer tre filmstuderende i skovene omkring Burkittsville i delstaten Maryland, hvor man siden 1785 – da den lille by endnu bar navnet Blair – har fortalt makabre historier om heksen, der tager børn og voksne jægere til sig for at gøre unævnelige ting med deres sjæle og kroppe.
   Det er Heather Donahue, der vil aflevere en film om legenden som sin ambitiøse hovedopgave. Med sig har hun Joshua Leonard, der skal føre det lånte 16 mm-kamera, og den joviale lydmand Michael Williams. Alle tre er ordinære, for ikke at sige banale typer. De »spilles« selvsagt af Heather Donahue, Joshua Leonard og Michael Williams.
   

CITATIONSTEGNENE er centrale. The Blair Witch Project gør sit betydelige indtryk ved at sætte virkeligheden i anførselstegn og bearbejde horrorgenrens arketyper i en frapperende cinema verité-æstetik, man sædvanligvis forbinder med dokumentariske produktioner. Før filmen forkynder en skærmtekst, at de alle tre forsvandt uden spor. Hvad vi ser, er angiveligt en redigeret version af nogle bånd, som blev fundet i skoven et år efter holdets forsvinden. Ingen ved, hvad der virkelig skete, og det er op til hver enkelt tilskuer at gøre filmen færdig i sit hoved. Som sagen står, kan man næppe betvivle Blair-heksens eksistens. I hvert fald endte turen grimt. Det ser vi jo selv på de rystende slutbilleder, som filmen viser lige før mørket.



PRÆMISSEN er ikke mindst genial, fordi den får os til at acceptere en hob af urimeligheder og en primitiv rammefortælling. På dokumentarfacon følger vi ekspeditionens forberedelser. Heather pakker rygsæk, Michael og Joshua køber ind. Man tager hjemmefra med maven fuld af forventninger, og i Burkittsville lader en række karikerede lokale typer sig beredvilligt udspørge om hekselegendens udspring og praktiske konsekvenser for livet i den lille by.
   Tonen er stiv og kartontyk. Længe ligner det tv-satire, og man har svært ved at forveksle båndene med filmet virkelighed. Stilen rendyrkes i den veloplagte »mockumentary«, The Curse of the Blair Witch, der fungerer som filmens »Bag kameraet«-feature og kan ses på den amerikanske dvd-udgivelse. Her udtaler holdets familie, venner og lærere sig om, hvordan Heather, Josh og Michael var.
   Det studentikose præg fortoner sig, da holdet når ind i den mørke skov. For det første har både vi og spillerne, der kun fik kursoriske dag-for-dag instrukser under optagelserne, en reel forventning om, at noget voldsomt vil ske. For det andet gennemspiller de tre pionerer med stadig stivere smil hele registret af stress-reaktioner. Et vendepunkt nås, da kortet forsvinder, og ekspeditionen må indse, at den er faret vild.
   Her krakelerer også Heathers selvsikre fernis, mens Michael til gengæld begynder at forstå, hvorfor hun har klamret sig til det kamera, som de andre finder irriterende. For set gennem linsen er verden en anden. Objektivet udgør et filter, og man kan bevare illusionen om kontrol. Filmmediet skaber med andre ord sin egen virkelighed, og det er vel pointen i The Blair Witch Project. I hvert fald lyder dialogen i disse scener som replikker, der er skrevet ned. Ellers arbejder spillerne ud fra et oplæg og reagerer, som de selv ville reagere.


SÅ spændende metaformen nu er, kan det ikke undgås, at forspillet slæber. Der fokuseres evindeligt på kviste, sko og klippeformationer, mens man bliver fortrolig med karaktererne og affinder sig med den svimle kameraføring. Hverken vi eller de har endnu set skyggen af nogen okkult gestaltning, da filmen efter tre kvarter bekender kulør og hiver skuffen med autentisk horror ud af det generiske arkivskab.
   I skoven ankommer vi til en lysning, hvor kviste og grene er anbragt i rituelle formationer. Den primitive menneskefigur, en forvokset tændstikmand, der også fungerer som filmens logo, er tilforladelig nok i sig selv. Men nogen eller noget har konstrueret og anbragt den inde i skoven. Her synker vi spyttet sammen med den udsatte trio. Fra da af er angsten taktil og begrundet.


DET er i skoven som et mytisk ursted, at Myrick og Sanchez henter den inderste styrke i filmen. Om dagen er skoven et venligt og duftende sted, hvor man kan orientere sig. Det er om natten, i det uigennemtrængelige mørke, at gruen bliver håndgribelig. Fra Nathaniel Hawthorne til Stephen King har amerikanske forfattere sendt repræsentative mennesker ind i skoven for at lære nye ting om sig selv. Skoven udgør et første vildnis, hvor naturen endnu ikke er trængt tilbage af social facade og civiliserede skikke.
   Også i europæiske eventyr er symbolværdien af skoven betydelig, men i de amerikanske naturområder, hvor det store mørke stadig findes, bliver det muligt at skildre fortabelsen og udsatheden som noget konkret. Hvilket ikke mindst filmen har gjort, fra Walt Disneys Snow White and the Seven Dwarfs (1937, da. Snehvide og de syv dværge) til John Boormans sublime Deliverance (1972, da. Udflugt med døden), som personerne i The Blair Witch Project selv henviser til.
   I skoven lever kaos endnu. Det andet, alt dét som ikke er mennesket, har endnu tag i jorden og kender ikke til akademisk skelnen mellem fantasi og virkelighed. Også hvis Myrick og Sanchez havde besluttet at dementere myten om heksen, ville filmen have været en seværdig variation over det hævdvundne tema.


NU rykker mørket dog hurtigt mod facit. De tre personligheder smuldrer time for time, mens alle forsøg på at finde vej ud af skoven viser sig futile. Man går i ring, udmattelsen sætter ind, og Michael og Heather kan kun mobilisere en flegmatisk foruroligelse, da Josh bliver væk fra de andre. Ved teltflappen finder de næste morgen en fetich af kviste med en lille blodig pose i. Vi ser den ikke tydeligt nok til at kunne bestemme det nærmere indhold, og detaljen er derfor så meget mere skræmmende. De snubler videre, vi snubler videre. Endelig ankommer vi sammen til en bygning, et forfaldent og tilsyneladende ubeboet skovløberhus, hvor filmen når et gådefuldt klimaks, før den bryder endeligt af.


SLUTNINGEN er frysende åben, og det er noget af det bedste ved filmen. I de sidste minutter er angsten total. Stemmer kalder forgæves i mørket. Vi har kun en flaksende lygte at se ved i huset. Alt er gjort med minimale virkemidler, ved at orkestrere atmosfæren. The Blair Witch Project har ikke budget til effekter.
   De sidste stærke scener udgør en sejr for instruktørernes idé om en ekstrem realisme, der føles som virkelighed i anden potens. Det er dog ikke nok til at sikre filmen en øjeblikkelig placering blandt de store okkulte gysere. Indtil videre er The Blair Witch Project primært interessant som eksperiment og fænomen. Tiden vil vise, om filmen er slidstærk nok til at sætte sig varige spor. For det kommer næppe bag på nogen, at legenden lever videre.


JANUAR 2024: Efter 25 år voterer juryen stadig. The Blair Witch Project blev fundamentet for en ny undergenre af found footage-produktioner og franchises som Paranormal Activity. Der kom to fortsættelser og en tv-version. Lanceringen er lærebogsstof, og der er skrevet mere om dén end om filmen. Der er bred enighed om, at slutningen holder. Omvendt er der ikke mange, som genser Blair Witch alene for glæden. 



*) Haxan har sit firmanavn fra danskeren Benjamin Christensens svensk producerede Häxan -  Ett kulturhistoriskt föredrag i levande bilder (1922, da. Heksen), som med titlen Häxen - Witchcraft Through the Ages var en international succes. Med sin blanding af æstetisk rekonstruktion og fingeret dokumentarisme er Häxan et tidligt eksempel på kritisk metafiktion. Essayfilmen fik psykedelisk kultstatus i 1968, da et amerikansk remix brugte William S. Burroughs som fortæller. 


The X-Files lukkede ned i 2002 efter ni sæsoner, men i 2016 vendte David Duchovny og Gillian Anderson tilbage til rollerne som Mulder og Scully i 16 nye episoder. Biograffilmen The X-Files (1998) udgør et hængsel mellem femte og sjette sæson. I 2008 instruerede Chris Carter selv The X-Files: I Want to Believe.


The Blair Witch Project. Instr. og manus: Daniel Myrick og Eduardo Sanchez. Foto: Neal Fredericks. 82 min. USA 1999. Dansk premiere: 02.12.1999.


Fotos: Haxan Films/ Summit Entertainment/ Artisan Entertainment/ StudioCanal/ Egmont Entertainment/ The Criterion Channel/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 02.12.1999

lørdag den 10. juli 2021

Werner Herzog: Grizzly Man (2005)


NÅR NATUREN KALDER
En dyreven går til grunde

Af BO GREEN JENSEN


BJØRNEELSKEREN Timothy Treadwell (1957-2003) var en blanding af fighter og grådig fantast. Efter en rodet, alkoholiseret ungdom med mange personlige og professionelle problemer, genfandt han sig selv i naturen og følte ligefrem en højere bestemmelse, da han første gang stod ansigt til ansigt med en grizzlybjørn i Alaska. Han tilbragte sommeren 1989 i naturparken Katmai og vendte siden tilbage fem gange, for hvert år lidt mere bevæget og usikker på, om han ville »hjem«. For hjemme var blevet den hellige vildmark.
   I 2003 tog han kæresten Amie Huguenard med på sin årlige ekspedition. Han filmede også ihærdigt sig selv i landskabet med de forbløffende bjørne. Ved sommerens slutning skændtes han og Amie om, hvornår de skulle tilbage. Hun ville hjem, og han ville blive.
   Da piloten Willie Fulton, som hvert år fløj Treadwell til Katmai, kom tilbage efter parret, stod der ingen ved søen og vinkede. Man fastsatte siden den 6. oktober som dagen, hvor Tim og Annie blev dræbt af en bjørn.


NÅR Treadwell filmede sig selv ekstra ivrigt, og gjorde det så relativt systematisk, skyldtes det en aftale med tv-selskabet Discovery, som allerede i 1999 havde givet bjørnemanden heltestatus med dokumentarprogrammet The Grizzly Man Diaries. I kraft af sin lidenskab for naturen blev Treadwell for første gang virkelig nogen. I Werner Herzogs posthume portrætfilm ses Treadwell i studiet hos David Letterman, hvor han var gæst i 2001.

   For manden, hvis liv gik i stykker, da han ikke fik Woody Harrelsons bartenderrolle i Cheers, var medieberømmelse virkelig noget. Alle elsker en ædel naturven. Treadwell tog utrætteligt rundt og holdt foredrag for alle, der ville høre om bjørne. Sammen med veninden og ekskæresten Jewel Palovak grundlagde han organisationen Grizzly People.



WERNER Herzog faldt over projektet, da en ven viste ham en artikel om Treadwell. Han undersøgte sagen og fandt sammen med Discovery, der var ved at realisere plan B: en film om, hvad der skete den sidste sommer i Katmai. Anatomy of a Grizzly Attack lød den salgsorienterede titel.
   Discovery overlod hellere end gerne de 100 timers film til Herzog. Også Jewel Palovak var begejstret. Hun ville næppe lade nogen anden instruktør filme øjeblikket, hvor retsmedicineren giver hende uret, som stadig sad på Treadwells arm, da den skyldige bjørn blev obduceret.
   Herzog selv så i Treadwell en ildsjæl af samme febrilske beskaffenhed som skuespilleren Klaus Kinski (1926-1991), der på godt og bestemt også ondt var den bærende søjle i tyskerens bedste fiktionsfilm. Han ville ikke snyde med stoffet eller holde nogen for nar, men instruktøren havde sin egen dagsorden for Grizzly Man.
   Under alle omstændigheder er resultatet en unik dokumentarfilm, der i forbifarten også får sagt nogle ting om bjørne, naturen og menneskers væsen.


HERZOG gør med det samme rede for Treadwells og Huguenards død. Han lader Treadwell stå og tale i heltepositur, men er fra begyndelsen klar med en kritisk kommentar, som han selv læser op med distinkt tysk accent. Han bedyrer, at han har stor respekt for Treadwells projekt, mandens evner som filmskaber og hans indiskutable kærlighed til naturen. Samtidig trænger han scene for scene dybere ned i Treadwells historie og finder konturerne af en patetisk paranoiker, der af neurotiske grunde blev bjørnenes ven.


TREADWELL iscenesætter sine optagelser og arrangerer omhyggeligt tørklædet, der giver ham det rette, rå partisan-look. Han taler om hærskaren af turister og krybskytter, der vil dræbe ham og hans elskede bjørne, det fucking fascistiske parkvæsen, som ikke vil erkende værdien af hans projekt. Han undgår omhyggeligt at få Amie Huguenard med i billedet, for han har brug for at fremstå som den enlige bjørnekriger. Han lader sig rive med af vrede, men synker også ned i grådkvalte taksigelser, fordi naturen gav ham et liv. Endelig registrerer han nogle enestående øjeblikke med bjørne og ræve, der synes at sætte pris på den fremmede.



HERZOG besøger Treadwells forældre. Han græder sammen med Jewel Palovak, mens de lytter til båndet som registrerer den sidste bjørns angreb. Lokale zoologer erklærer, at Treadwell gjorde mere skade end gavn. En parkbetjent siger lige ud, at Bjørnemanden fik løn som forskyldt og at dyrene må have opfattet ham som »
et udviklingshæmmet irritationsmoment«. Treadwell selv er utrættelig. Han er Klaus Kinski i rollen som David Attenborough. Han er Aguirre og Fitzcarraldo, der har besluttet at se Shardik i øjnene.
   Efterhånden bliver Herzog skarpere i sin vurdering af Treadwell. Ja, manden brændte for sagen. Ja, han elskede bjørnene. Imidlertid er der på 100 timer ikke én optagelse med et dyr, som røber tegn på genkendelse eller hengivenhed. Der er bare en sløv interesse for mad.



MED pibende stemme erklærer Treadwell alle Guds skabninger sin kærlighed. Imens har hannen slået en unge ihjel for at få hunnen tilbage i brunst. Det kan Treadwell slet ikke håndtere. Det passer ikke sammen med hans sentimentale natursyn. Filmen tilgodeser alle parter, men er alligevel aldrig i tvivl.
   Pa paradoksal vis får tilskueren faktisk mere sympati for Treadwell, jo hårdere ordene om ham falder. Som Willie Fulton siger, var amatøren og fantasten sikkert sejere og skarpere, end de bagkloge stemmer giver ham kredit for. Ellers havde han næppe overlevet fem somre i bjørnelabyrinten.
   Grizzly Man er stærkt fascinerende. Den begynder som en almindelig blanding af naturskildring og portrætfilm, men udvikler sig til noget mere og mørkere, en studie i en fortabt karakter og et identitetmysterium, der i sagens natur ikke kan løses entydigt. Efter sære bagateller som The Wild Blue Yonder (2005) er det Herzogs mest stringente film siden portrættet af Klaus Kinski, Mein liebster Feind fra 1999.



Grizzly Man. Instr. og manus: Werner Herzog. Foto: Peter Zeitlinger. 103 min. USA 2005. Dansk premiere: 04.08.2006.


Fotos: CineMaterial/ Lionsgate Films/ Miracle Film Distribution/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime,YouTube Film
2K Blu-ray fra Lionsgate Films 09.11.2015
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.08.2006