Mod sin type | Nicolas Cage i Pig (2021)

EMPATISKE MYSTERIER
Nicolas Cage som tavs trøffeljæger

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE film overrasker så stærkt, at man bagefter tvivler på, hvad man har set. Hver tilskuer i biografen kommer ud med sin egen version.

   Michael Sarnoskis fabel om en trøffeljæger og hans gris er sådan en film. Plakaten viser Nicolas Cage (f. 1964) i hans mørkeste, mest intense fremtoning. Så man trækker vejret ekstra dybt, før man går ind.

   Det er snart længe siden, at Cage brød igennem i Barry Levinsons Moonstruck (1987, da. Lunefulde måne) og blev et af tidens idoler. I dag er han kendt for at være en farverig excentriker. Cage satser altid hele butikken. Han kan fungere i mainstreamroller, men spiller dem sjældent. Han har specialiseret i genrefilm, hvor han leverer et hysterisk overspil: The Season of the Witch, Mandy, The Color Out of Space.

HAN bliver brugt næsten som en special effect af Martin Scorsese i Bringing Out the Dead (1999) og Werner Herzog i Bad Lieutenant II: Port of Call (2009). Cage fik en Oscar for rollen som den døende dranker i Leaving Las Vegas (1995). Han har siden været kandidat til flere Razzies, som gives for de værste præstationer. Alene i 2019 medvirkede han i seks budgetproduktioner, som ikke udkom i biografen: A Score to Settle, Running with the Devil, Kill Chain, Primal, Grand Isle og Jiu Jitsu.

   Karakteren, som Cage fremstiller i Pig, er derfor en god overraskelse. Han er nænsom, forklaret og nede på jorden. Skiftet sker endda i en kontekst, hvor man forventer en karikatur. Pig begynder som et hævndrama i landligt L’il Abner/Klaus Kludder-miljø. Men bryder snart formatet og bliver en fortælling med mange nuancer.

FØRST ER DER BARE en mand og hans gris. De bor i en hytte i Oregons skove, hvor der altid er mørke og regnlys. Få ting røber, at tiden er nutid. Om dagen går de på arbejde sammen. Grisen roder med sin tryne, og manden graver trøflerne op. De spiser sammen ved køkkendøren. De sover i det samme rum. Der er ingen kæledyrsatmosfære. Men stor fortrolighed.

   I stilheden tegner en livsrytme sig. Det fremgår, at manden lever af trøflerne, som hver uge bliver hentet af en yngre mand i en bil. Amir (Alex Wolff) har habit på og stiller joviale spørgsmål, som Rob – det er navnet på Cages karakter – ikke svarer på. Der bliver afregnet, de har en ordning. Dialogen er mest enetale. Næste levering er magen til.

EN nat slår nogen Rob halvt fordærvet og stjæler hans gris. Sådan går Paradis under. Rob er desperat. Han rækker ud til kontakterne, han har brudt. Amir – som viser sig at være søn af den vigtigste spiller i Portlands restaurantmiljø – kan ikke sige nej til at hjælpe. Det ender med, at de kører til Portland.

   I byen bliver mysteriet bredt ud. Nogle omstændigheder forklares, men der er nye hemmeligheder. Folk i faget genkender Rob. Han var en legendarisk kok, som aldrig gik på kompromis. Nu er han en særling, ingen har savnet.

   Amir følger med og ser til. Rob viser ham byen under byen: et netværk af gange og glemte stationer, hvor der findes Fight Club-lignende arenaer. Rige mænd betaler for at slå på proletarerne. Rob lader sig tæve for at få svar. Amir tror ikke sine øjne. Det gør publikum heller ikke. Der bygges op til, at Cage slår igen. Men han bliver i sin blodige skal og siger bare: »Hvor er min gris?«

AMIR er en usikker entreprenørtype, der tager kurser i klassisk musik. Han arbejder på at uddanne sig. Når de to mænd kører sammen, får filmen en distraherende lighed med Barry Levinsons Rain Man (1989). Rob er dog ikke autist. Han er en mand i indgroet sorg. Han mistede sin hustru. Han gik fra restauranten, hvor Amirs kriminelle far Darius (Adam Arkin) spiste et af sit livs bedste måltider med sin hustru, før hun forsvandt.

   Begge mænd er bitre fatalister. En himmelsk mad bliver tilberedt. Rob røber, at han godt kan finde trøfler uden grisen. »Men hvad skal alt det hér så til for?« »Jeg elsker hende,« siger kokken. Og båndet mellem mand og dyr er virkelig noget af det smukke i filmen.

SARNOSKIS FORTÆLLING har meget på hjerte. En kritik af dagens madkultur fylder uforholdsmæssigt meget i plottet. En lærling fra Robs restaurant har fået sit eget gourmetsted, hvor han serverer vindfrikadeller. Vil man have skysovs til, koster det ekstra. Men manden drømte egentlig om at drive en pub. Cage har sin længste replik i belæringen af den kompromitterede fagmand.

   Ved samme lejlighed siger Rob: »Jeg kan huske hvert eneste måltid, jeg har tilberedt. Jeg husker hver person, jeg har serveret for.« Han husker retten, han lavede til Amirs forældre. De psykologiske konflikter kulminerer ved en brunch for tre herrer. Har filmen fejl, skulle det være en mangel på kvindelige karakterer. Kun Beth Hart gør indtryk i en distinkt lille rolle.

   

PIG er en litterær konstruktion. Hver akt har sin titel, der bliver skrevet i billedet, sirligt som på et menukort: »Rustic Mushroom Tart«; »Mom’s French Toast & Deconstructed Scallops«; »A Bird, A Bottle, & a Salted Baguette«. Hver akt har også sin særlige tone: fra urskovsmørke i prologen, hvor man endnu ikke ved noget om noget, over labyrintisk mystik og satire i Portland, til en prosaisk afvikling i thrillerens sprog.

   Det er en god pointe, at grisens skæbne aldrig bliver klar. »Hvad tænker du på?« spørger Amir. »Jeg tænker, at hvis jeg aldrig havde ledt efter hende, ville hun stadig være levende i mit hoved.« »Men det ville hun jo ikke.« Cage sukker et hjerteskærende »Nej«, som lige dér koncentrerer al mening. I øvrigt får grisen aldrig et navn. Den er bare Gris, skønt de lever så tæt.

MÅSKE står nogle af på en film, der bryder de fastlagte mønstre. Flere løse tråde bliver ikke samlet op, og det er en ujævn servering. Pig knytter an til den empatiske genre, hvor film som Andrea Arnolds Cow (2021) og Viktor Kossakovskys Gunda (2020) ser på dyrene som vores medskabninger. Når motivet er markeret, hopper filmen videre til en fight club eller Robs døde hustru, der taler på båndet, som han endelig sætter i afspilleren.

   Men hvert træk er værd at forfølge, og Rob Feld er en uforglemmelig karakter. Cage demonstrerer en minimalisme, der er lige så markant, som hans manierismer plejer at være. Det er bevægende stort underspil.

Se også Mod sin type | Nicole Kidman i Destroyer (2018); Martin Scorsese: Bringing Out the Dead (1999).

Pig. Instr.: Michael Sarnoski. Manus: Vanessa Block, Michael Sarnoski. Foto: Patrick Scola. 92 min. USA-UK 2021. Dansk premiere: 17.02.2022.

Fotos: AI-Film/ Altitude Film/ Blockbox Entertainment/ Endeavor Content/ Escape Artists/ Hungry Bull/ Pulse Films/ Saturn Films/ Neon/ REEL Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Altitude Film Distribution (UK) 04.10.2021

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 18.02.2022.

Medskabninger | Gunda (2020)

GRISENS BLIK

Med hvilken ret råder vi over naturen?

Af BO GREEN JENSEN

DER er mange måder at lave miljøfilm på. Man kan fylde fladen med statistik og formaning. Det gør de fleste klimafilm. Man kan lovprise skønheden i ubalancen – som Terrence Malick gør i den kitschede Voyage of Time: Life’s Journey (2016). Man kan vise vandet i alle dets former og på den måde skrive et stort billeddigt. Det gjorde dokumentaristen Viktor Kossakovsky i Aquarela (2018).

   I Gunda vil han (tror jeg) tale om dyrevelfærd og respekt. Det gør han ikke ved at skildre, hvor skammeligt dyr bliver behandlet. Han gør det igen ved at vise naturen, men nu er der ingen fanfarer. Vi er ikke Jorden rundt i visionær form. Soen Gunda bor på en gård. Hun føder sine grislinger i filmens første lange indstilling. Der er ingen fortæller, ingen musik. Beskæringen viser en stalddør. Én efter én snubler ungerne ud.

KAMERAET følger med grisefamilien. Der er aldrig mennesker i billedet, kun deres maskiner, når avlen bliver hentet. Der er intet kunstigt drama. Hver indstilling varer i nærheden af ti minutter. Det er slow cinema i en renskuret form. Hver scene står så længe, at tilskueren må reagere og nå til at gøre sig tanker, så at sige på den anden side af langsomheden.

   Vi kender Gundas navn fra plakaten. Det er ikke noget, nogen siger. Soen med det skarpe blik er Kossakovskys blikfang. Andre dyr fylder lige så meget. En stakkels kylling, som mangler et ben, bliver skygget i øjenhøjde. To imødekommende kvier standser op og ser på fotografen. En okse udfordrer kamerablikket. Dyrene lever deres liv. Det er heroisk at følge.

   Æstetikken er atter det primære redskab. Gunda er filmet i sort-hvide, hyperskarpe billeder. Man gransker hver detalje. Man tænker alt muligt om dyr. Der er selvsagt ikke kun registreret. Man har fornemmelsen af ét sted, men filmen er optaget på tre gårde i Norge, England og Spanien. Der er ingen intrige, som forstærker empatien. Det er der så alligevel. Historien skabes ved redigering.

KOSSAKOVSKY vakte opsigt med Aquarela. Filmskaberen er født i 1961 og har arbejdet siden Sovjet-tiden, men vanddigtet gav ham fornyet moment. Gunda er koproduceret af skuespilleren Joaquin Phoenix (som er veganer) og promoveres ihærdigt af Paul Thomas Anderson. Det er arthousescenens svar på de bombastiske naturfilm, som Leonardo DiCaprio har produceret. Ingen siger, at den ene form er mere effektiv end den anden, men Gunda kan stå for sig selv som et værk.

FILMEN skal ses i et mørkt rum, så langsomheden kan gøre sin virkning. Vist er der antropomorfisme. Jeg nævnte kyllingen, som mangler et ben og bliver ved med at presse sig gennem trådhegnet. Det er som at se en flugtfilm for høns.

   Alting står uimodsagt. Jeg troede fejlagtigt, at Gunda var et industrisvin, som vi skulle følge fra stalden til slagteriet. Det er ikke den slags film. Dyrene har plads og gode vilkår.

   Det lykkes Kossakovsky at sætte tilskueren i grisens sted. Dyr er individer. Deres væsen og intelligens varierer, ganske som hos mennesker. Bedst er de scener, hvor dyrene standser op og gengælder blikket. Især da Gunda gør det til slut. Vi har fulgt det levende dyr på nært hold. Vi har vænnet os til hinanden.

MAN ser ind i dét blik og ser en medskabning. Det er vel spørgsmålet, som filmen har dybest nede. Med hvilken ret har vi avlet og slagtet? Med hvilken ret råder vi over naturen? Gunda handler om menneskers forhold til dyr. Det er langsom og givende filmkunst.

Se også Medskabninger | James Marsh: Project NIM (2011).

Gunda. Instr.: Viktor Kossakovsky. Manus: Kossakovsky, Ainara Vera. Foto: Kossakovsky, Egil Håskjold Larsen. 93 min. Norge-USA-UK 2020. Dansk premiere: 01.07.2021.

Fotos: Artemis Rising Foundation/ Empathy Arts/ Hailstone Films/ Storyline Studios/ Neon/ Øst for Paradis Filmdistribution/ Filmaffinity

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 02.07.2021

Medskabninger | James Marsh: Project NIM (2011)

LIVET SOM FORSØGSDYR

Nim Chimpsky 1973-2000

Af BO GREEN JENSEN

MAN siger, at vejen til helvede er brolagt med gode intentioner. Der lå i hvert fald anstændige hensigter bag Projekt NIM, som professor Herbert Terrace fra Columbia University iværksatte i 1973.

    Adfærdspsykogen fik en tidligere studerende, Stephanie LaFarge, til at optage chimpanseungen Nim i sin sammenbragte storfamilie. Hun skulle så vidt muligt behandle den – ham – som et af sine egne børn. Flere bosteder og fosterforældre fulgte i et forsøg på at undersøge, om chimpanser kunne lære tegnsprog og om Nim ville udvikle menneskeadfærd.

   Projektet strakte sig over fem år. Da det ikke gav de resultater, som Terrace havde håbet, og da hans personlige relationer til menneskene i forsøget blev for indviklede, lukkede han det ned. Nim havde da været barn i en hippiefamilie og solist med assistenter på herresædet Riverdale. Nu endte han i et fællesbur på Institut for Primatstudier i Oklahoma.

   Siden blev bestanden solgt til forsøgslaboratoriet LEMSIP. Nim blev løskøbt af excentrikeren Cleveland Amory, som gav ham et hjem på sin Black Beauty Farm. Her fik aben en slags otium. Nim døde i 2000, 26 år gammel.

DOKUMENTARISTEN James Marsh fulgte Oscar-vinderen Man on Wire (2008) op med et afsnit af Red Riding-trilogien og en spillefilm, Shadow Dancer (2012), om terror og dobbelte loyaliteter i Nordirland. Her er han atter i sit element.

   Project Nim afdækker mønstre og mekanismer, der betyder lige så meget som hovedsagen. Gennem vidnernes forklaringer får man indtryk af en ulykkelig abe, som skabte megen medievirak. Nim kunne lege, hænge ud, vise empati og tale tegnspog. Han kunne også bide fra sig. Terrace vedgår, at aben blev dårligt behandlet, men insisterer på the science, på nødvendigheden af objektivitet.

PROJECT Nim beskriver en tid og et forskermiljø, der var med på den værste. »Det var jo 70erne,« lyder et mantra i filmen. I tilbageblik bliver forsøget et lærestykke i etik. Nims sidste passer, Bob Ingersoll, kommer ud med æren i behold, fordi han lod hånt om the science.

   Da Stephanie LaFarge besøgte Nim på Black Beauty Farm, væltede han hende omkuld og trak hende rundt i buret. »Nu kommer du. Efter alt hvad jeg har været igennem.« Men han dræbte hende ikke.

DET er en tankevækkende film om forholdet mellem dyr og mennesker . Den bygger på en bog af Elizabeth Hess, Nim Chimpsky: The Chimp Who Would Be Human (2008). Måske har Rupert Wyatt og Rick Jaffa haft Nim i tankerne, da de skev Rise of the Planet of the Apes (2011), den første film i en ny sekvens om abernes planet og tid.

   I hvert fald bliver oprørslederen Caesar i dén film på samme måde løftet op til stjernerne og efterladt i sølet bagefter. Modsat Nim lader han ikke nåde gå for ret.

Project NIM (Chimpanse-eksperimentet). Instr. og manus : James Marsh. Foto: Michael Simmonds. 93 min. USA-Storbritannien 2011. 20.09.2012 (Månedens film i Cinemateket).

Fotos: Red Box Films/ Passion Pictures/ BBC Films/ UK Film Council/ CineMaterial
Filmen streames ikke i DK – i UK på Amazon Instant, iTunes og Sky Store

Anmeldelsen stod som en Filmrevy i Weeklendavisen Kultur 21.09.2012

Werner Herzog: Grizzly Man (2005)

NÅR NATUREN KALDER
En dyreven går til grunde

Af BO GREEN JENSEN

BJØRNEELSKEREN Timothy Treadwell (1957-2003) var en blanding af fighter og grådig fantast. Efter en rodet, alkoholiseret ungdom med mange personlige og professionelle problemer, genfandt han sig selv i naturen og følte ligefrem en højere bestemmelse, da han første gang stod ansigt til ansigt med en grizzlybjørn i Alaska. Han tilbragte sommeren 1989 i naturparken Katmai og vendte siden tilbage fem gange, for hvert år lidt mere bevæget og usikker på, om han ville »hjem«. For hjemme var blevet den hellige vildmark.

   I 2003 tog han kæresten Amie Huguenard med på sin årlige ekspedition. Han filmede også ihærdigt sig selv i landskabet med de forbløffende bjørne. Ved sommerens slutning skændtes han og Amie om, hvornår de skulle tilbage. Hun ville hjem, og han ville blive.

   Da piloten Willie Fulton, som hvert år fløj Treadwell til Katmai, kom tilbage efter parret, stod der ingen ved søen og vinkede. Man fastsatte siden den 6. oktober som dagen, hvor Tim og Annie blev dræbt af en bjørn.

NÅR Treadwell filmede sig selv ekstra ivrigt, og gjorde det så relativt systematisk, skyldtes det en aftale med tv-selskabet Discovery, som allerede i 1999 havde givet bjørnemanden heltestatus med dokumentarprogrammet The Grizzly Man Diaries. I kraft af sin lidenskab for naturen blev Treadwell for første gang virkelig nogen. I Werner Herzogs posthume portrætfilm ses Treadwell i studiet hos David Letterman, hvor han var gæst i 2001.

   For manden, hvis liv gik i stykker, da han ikke fik Woody Harrelsons bartenderrolle i Cheers, var medieberømmelse virkelig noget. Alle elsker en ædel naturven. Treadwell tog utrætteligt rundt og holdt foredrag for alle, der ville høre om bjørne. Sammen med veninden og ekskæresten Jewel Palovak grundlagde han organisationen Grizzly People.

WERNER Herzog faldt over projektet, da en ven viste ham en artikel om Treadwell. Han undersøgte sagen og fandt sammen med Discovery, der var ved at realisere plan B: en film om, hvad der skete den sidste sommer i Katmai. Anatomy of a Grizzly Attack lød den salgsorienterede titel.

   Discovery overlod hellere end gerne de 100 timers film til Herzog. Også Jewel Palovak var begejstret. Hun ville næppe lade nogen anden instruktør filme øjeblikket, hvor retsmedicineren giver hende uret, som stadig sad på Treadwells arm, da den skyldige bjørn blev obduceret.

   Herzog selv så i Treadwell en ildsjæl af samme febrilske beskaffenhed som skuespilleren Klaus Kinski (1926-1991), der på godt og bestemt også ondt var den bærende søjle i tyskerens bedste fiktionsfilm. Han ville ikke snyde med stoffet eller holde nogen for nar, men instruktøren havde sin egen dagsorden for Grizzly Man.

   Under alle omstændigheder er resultatet en unik dokumentarfilm, der i forbifarten også får sagt nogle ting om bjørne, naturen og menneskers væsen.

HERZOG gør med det samme rede for Treadwells og Huguenards død. Han lader Treadwell stå og tale i heltepositur, men er fra begyndelsen klar med en kritisk kommentar, som han selv læser op med distinkt tysk accent. Han bedyrer, at han har stor respekt for Treadwells projekt, mandens evner som filmskaber og hans indiskutable kærlighed til naturen. Samtidig trænger han scene for scene dybere ned i Treadwells historie og finder konturerne af en patetisk paranoiker, der af neurotiske grunde blev bjørnenes ven.

TREADWELL iscenesætter sine optagelser og arrangerer omhyggeligt tørklædet, der giver ham det rette, rå partisan-look. Han taler om hærskaren af turister og krybskytter, der vil dræbe ham og hans elskede bjørne, det fucking fascistiske parkvæsen, som ikke vil erkende værdien af hans projekt. Han undgår omhyggeligt at få Amie Huguenard med i billedet, for han har brug for at fremstå som den enlige bjørnekriger. Han lader sig rive med af vrede, men synker også ned i grådkvalte taksigelser, fordi naturen gav ham et liv. Endelig registrerer han nogle enestående øjeblikke med bjørne og ræve, der synes at sætte pris på den fremmede.

HERZOG besøger Treadwells forældre. Han græder sammen med Jewel Palovak, mens de lytter til båndet som registrerer den sidste bjørns angreb. Lokale zoologer erklærer, at Treadwell gjorde mere skade end gavn. En parkbetjent siger lige ud, at Bjørnemanden fik løn som forskyldt og at dyrene må have opfattet ham som »et udviklingshæmmet irritationsmoment«. Treadwell selv er utrættelig. Han er Klaus Kinski i rollen som David Attenborough. Han er Aguirre og Fitzcarraldo, der har besluttet at se Shardik i øjnene.

   Efterhånden bliver Herzog skarpere i sin vurdering af Treadwell. Ja, manden brændte for sagen. Ja, han elskede bjørnene. Imidlertid er der på 100 timer ikke én optagelse med et dyr, som røber tegn på genkendelse eller hengivenhed. Der er bare en sløv interesse for mad.

MED pibende stemme erklærer Treadwell alle Guds skabninger sin kærlighed. Imens har hannen slået en unge ihjel for at få hunnen tilbage i brunst. Det kan Treadwell slet ikke håndtere. Det passer ikke sammen med hans sentimentale natursyn. Filmen tilgodeser alle parter, men er alligevel aldrig i tvivl.

   Pa paradoksal vis får tilskueren faktisk mere sympati for Treadwell, jo hårdere ordene om ham falder. Som Willie Fulton siger, var amatøren og fantasten sikkert sejere og skarpere, end de bagkloge stemmer giver ham kredit for. Ellers havde han næppe overlevet fem somre i bjørnelabyrinten.

   Grizzly Man er stærkt fascinerende. Den begynder som en almindelig blanding af naturskildring og portrætfilm, men udvikler sig til noget mere og mørkere, en studie i en fortabt karakter og et identitetmysterium, der i sagens natur ikke kan løses entydigt. Efter sære bagateller som The Wild Blue Yonder (2005) er det Herzogs mest stringente film siden portrættet af Klaus Kinski, Mein liebster Feind fra 1999.

Se også Werner Herzog: Cave of Forgotten Dreams (2010); Sean Penn | Jon Krakauer: Into the Wild (2007) [Bogen og filmen]; Alejandro González Iñárritu: The Revenant (2015) [Westerns 100]. 

Grizzly Man. Instr. og manus: Werner Herzog. Foto: Peter Zeitlinger. 103 min. USA 2005. Dansk premiere: 04.08.2006.

Fotos: CineMaterial/ Lionsgate Films/ Miracle Film Distribution/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime,YouTube Film

2K Blu-ray fra Lionsgate Films 09.11.2015
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.08.2006