Mod sin type | Nicolas Cage i Pig (2021)

EMPATISKE MYSTERIER
Nicolas Cage som tavs trøffeljæger

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE film overrasker så stærkt, at man bagefter tvivler på, hvad man har set. Hver tilskuer i biografen kommer ud med sin egen version.

   Michael Sarnoskis fabel om en trøffeljæger og hans gris er sådan en film. Plakaten viser Nicolas Cage (f. 1964) i hans mørkeste, mest intense fremtoning. Så man trækker vejret ekstra dybt, før man går ind.

   Det er snart længe siden, at Cage brød igennem i Barry Levinsons Moonstruck (1987, da. Lunefulde måne) og blev et af tidens idoler. I dag er han kendt for at være en farverig excentriker. Cage satser altid hele butikken. Han kan fungere i mainstreamroller, men spiller dem sjældent. Han har specialiseret i genrefilm, hvor han leverer et hysterisk overspil: The Season of the Witch, Mandy, The Color Out of Space.

HAN bliver brugt næsten som en special effect af Martin Scorsese i Bringing Out the Dead (1999) og Werner Herzog i Bad Lieutenant II: Port of Call (2009). Cage fik en Oscar for rollen som den døende dranker i Leaving Las Vegas (1995). Han har siden været kandidat til flere Razzies, som gives for de værste præstationer. Alene i 2019 medvirkede han i seks budgetproduktioner, som ikke udkom i biografen: A Score to Settle, Running with the Devil, Kill Chain, Primal, Grand Isle og Jiu Jitsu.

   Karakteren, som Cage fremstiller i Pig, er derfor en god overraskelse. Han er nænsom, forklaret og nede på jorden. Skiftet sker endda i en kontekst, hvor man forventer en karikatur. Pig begynder som et hævndrama i landligt L’il Abner/Klaus Kludder-miljø. Men bryder snart formatet og bliver en fortælling med mange nuancer.

FØRST ER DER BARE en mand og hans gris. De bor i en hytte i Oregons skove, hvor der altid er mørke og regnlys. Få ting røber, at tiden er nutid. Om dagen går de på arbejde sammen. Grisen roder med sin tryne, og manden graver trøflerne op. De spiser sammen ved køkkendøren. De sover i det samme rum. Der er ingen kæledyrsatmosfære. Men stor fortrolighed.

   I stilheden tegner en livsrytme sig. Det fremgår, at manden lever af trøflerne, som hver uge bliver hentet af en yngre mand i en bil. Amir (Alex Wolff) har habit på og stiller joviale spørgsmål, som Rob – det er navnet på Cages karakter – ikke svarer på. Der bliver afregnet, de har en ordning. Dialogen er mest enetale. Næste levering er magen til.

EN nat slår nogen Rob halvt fordærvet og stjæler hans gris. Sådan går Paradis under. Rob er desperat. Han rækker ud til kontakterne, han har brudt. Amir – som viser sig at være søn af den vigtigste spiller i Portlands restaurantmiljø – kan ikke sige nej til at hjælpe. Det ender med, at de kører til Portland.

   I byen bliver mysteriet bredt ud. Nogle omstændigheder forklares, men der er nye hemmeligheder. Folk i faget genkender Rob. Han var en legendarisk kok, som aldrig gik på kompromis. Nu er han en særling, ingen har savnet.

   Amir følger med og ser til. Rob viser ham byen under byen: et netværk af gange og glemte stationer, hvor der findes Fight Club-lignende arenaer. Rige mænd betaler for at slå på proletarerne. Rob lader sig tæve for at få svar. Amir tror ikke sine øjne. Det gør publikum heller ikke. Der bygges op til, at Cage slår igen. Men han bliver i sin blodige skal og siger bare: »Hvor er min gris?«

AMIR er en usikker entreprenørtype, der tager kurser i klassisk musik. Han arbejder på at uddanne sig. Når de to mænd kører sammen, får filmen en distraherende lighed med Barry Levinsons Rain Man (1989). Rob er dog ikke autist. Han er en mand i indgroet sorg. Han mistede sin hustru. Han gik fra restauranten, hvor Amirs kriminelle far Darius (Adam Arkin) spiste et af sit livs bedste måltider med sin hustru, før hun forsvandt.

   Begge mænd er bitre fatalister. En himmelsk mad bliver tilberedt. Rob røber, at han godt kan finde trøfler uden grisen. »Men hvad skal alt det hér så til for?« »Jeg elsker hende,« siger kokken. Og båndet mellem mand og dyr er virkelig noget af det smukke i filmen.

SARNOSKIS FORTÆLLING har meget på hjerte. En kritik af dagens madkultur fylder uforholdsmæssigt meget i plottet. En lærling fra Robs restaurant har fået sit eget gourmetsted, hvor han serverer vindfrikadeller. Vil man have skysovs til, koster det ekstra. Men manden drømte egentlig om at drive en pub. Cage har sin længste replik i belæringen af den kompromitterede fagmand.

   Ved samme lejlighed siger Rob: »Jeg kan huske hvert eneste måltid, jeg har tilberedt. Jeg husker hver person, jeg har serveret for.« Han husker retten, han lavede til Amirs forældre. De psykologiske konflikter kulminerer ved en brunch for tre herrer. Har filmen fejl, skulle det være en mangel på kvindelige karakterer. Kun Beth Hart gør indtryk i en distinkt lille rolle.

   

PIG er en litterær konstruktion. Hver akt har sin titel, der bliver skrevet i billedet, sirligt som på et menukort: »Rustic Mushroom Tart«; »Mom’s French Toast & Deconstructed Scallops«; »A Bird, A Bottle, & a Salted Baguette«. Hver akt har også sin særlige tone: fra urskovsmørke i prologen, hvor man endnu ikke ved noget om noget, over labyrintisk mystik og satire i Portland, til en prosaisk afvikling i thrillerens sprog.

   Det er en god pointe, at grisens skæbne aldrig bliver klar. »Hvad tænker du på?« spørger Amir. »Jeg tænker, at hvis jeg aldrig havde ledt efter hende, ville hun stadig være levende i mit hoved.« »Men det ville hun jo ikke.« Cage sukker et hjerteskærende »Nej«, som lige dér koncentrerer al mening. I øvrigt får grisen aldrig et navn. Den er bare Gris, skønt de lever så tæt.

MÅSKE står nogle af på en film, der bryder de fastlagte mønstre. Flere løse tråde bliver ikke samlet op, og det er en ujævn servering. Pig knytter an til den empatiske genre, hvor film som Andrea Arnolds Cow (2021) og Viktor Kossakovskys Gunda (2020) ser på dyrene som vores medskabninger. Når motivet er markeret, hopper filmen videre til en fight club eller Robs døde hustru, der taler på båndet, som han endelig sætter i afspilleren.

   Men hvert træk er værd at forfølge, og Rob Feld er en uforglemmelig karakter. Cage demonstrerer en minimalisme, der er lige så markant, som hans manierismer plejer at være. Det er bevægende stort underspil.

Se også Mod sin type | Nicole Kidman i Destroyer (2018); Martin Scorsese: Bringing Out the Dead (1999).

Pig. Instr.: Michael Sarnoski. Manus: Vanessa Block, Michael Sarnoski. Foto: Patrick Scola. 92 min. USA-UK 2021. Dansk premiere: 17.02.2022.

Fotos: AI-Film/ Altitude Film/ Blockbox Entertainment/ Endeavor Content/ Escape Artists/ Hungry Bull/ Pulse Films/ Saturn Films/ Neon/ REEL Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Altitude Film Distribution (UK) 04.10.2021

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 18.02.2022.

Martin Scorsese: Bringing Out the Dead (1999)

GADERNE OM NATTEN

Som at komme jod på et brandsår

Af BO GREEN JENSEN

DET er ikke nogen loppetjans at køre ambulance i New York. Frank Pierce (Nicolas Cage) har fungeret som redder i fem år, da vi møder ham i første scene af Bringing Out the Dead, og han har tæret på ressourcerne mindst et år for længe.

   Frank har nået en tilstand af udmattelse, hvor bevidstheden ikke vil give slip, når han skal sove, og hvert mistet liv anfægter ham personligt. Især gadebarnet Roses død går ham på. Frank har vænnet sig til at høre stemmer og have særdeles livagtige hallucinationer. Bristepunktet passerede han for et godt stykke tid siden. Nu er det bare et spørgsmål om, hvor længe en udbrændt mand kan fungere.

   Martin Scorseses film følger Frank over to døgn og tre nervepirrende nattevagter i begyndelsen af 1990erne. Paul Schrader har skrevet manuskriptet på baggrund af Joe Connellys roman om sin tid i ambulancetjenesten. Det er dog ikke en tv-dokumentarisk tone, som den sorte film efterstræber. Intet er håndholdt, grynet eller tilfældigt. Snarere skildres de hårde gader i en stiliseret form, der ligner storbyens svar på Dantes Inferno.

   Enkelte dagscener viser et andet, mere ordinært sted, hvor ingen genfærd truer. Det er om natten, at de døde kommer frem, og både filmen og Frank lever stærkest i mørket, som godt kan være smukt, når det slår gnister.

FILMEN om Frank er den fjerde, som Scorsese og Schrader har skabt i fællesskab. Fordi Bringing Out the Dead handler om en presset mand, der kører bil i New Yorks hårde gader om natten, er den ikke overraskende blevet sammenlignet og sidestillet med signaturværket Taxi Driver (1976).

   Frank Pierce og Travis Bickle har dog kun ydre træk tilfælles. Frank er en god mand, som vil redde liv, og hans omsorg for gadens forkomne eksistenser er ægte. Travis var en traumatiseret sociopat, som det slog klik for. Han ville ikke hjælpe, men »rydde op« i asfaltjunglen. Frank er måske endda bange for at blive som Travis Bickle. Han vil ikke være Guds Ensomme Mand. Han har sikkert set Taxi Driver, da han var teenager. 

   Det undrer ikke, at Frank er i krise. Ambulancearbejdet er selv under de bedste omstændigheder a losing battle, et slag i en krig, som på forhånd er tabt, men i Hell's Kitchen svarer opgaven til at smøre jod på en forbrænding. Tricket er ikke at tage tingene personligt.

   Det er lykkedes for makkeren Larry (John Goodman), den første af de maleriske kolleger, vi følger i selskab med Frank. Larry tænker mest på mad, familien derhjemme og drømmen om at etablere sin egen ambulancetjeneste, så han kan blive radiostemmen, der dirigerer vognene rundt. Siden følges Frank med den livsglade Marcus (Ving Rhames), en genfødt kristen der kører bil som død og helvede. Endelig deler han en vagt med Wolls (Tom Sizemore), som er regulær psykopat.

FÆLLES for makkerne er, at de har en appetit på arbejdet, det næste katastrofetilfælde, den næste situation som kan gøre en forskel. Denne følelse har Frank mistet. Siden Rose døde, ser han hende overalt, i en enkelt scene helt bogstaveligt. Han trænger til at redde et liv, men da han og Marcus forløser et sæt tvillinger, er det Frank som står med den døde pige, mens Marcus kan sole sig i en nyfødt drengs forurettede klynken.

   Frank indser, at hans træning kun gør en forskel i ti procent af tilfældene. »I came to realize that my work was less about saving lives than about bearing witness,« fortæller han. »Jeg indså, at min arbejde ikke var et spørgsmål om at redde liv, men om at være til stede som vidne.«

   Bringing Out the Dead er Franks vidnesbyrd.

DET er en svær og en hård film at se. Man misser mod lyset, da man lukkes ud af Franks mørke, men udbyttet er anstrengelsen værd, ikke mindst fordi Scorsese og Schrader fravælger de genreelementer, et hurtigt thrillerplot, et højt melodrama eller den lutrende »trods alt var ingenting forgæves«-slutning, der kunne løfte oplevelsen, men ville forråde Franks vidnesbyrd.

   En stilfærdig forbindelse opstår mellem Frank og Mary (Patricia Arquette), en reformeret junkie som er datter af den mand, han og Larry med nød og næppe henter tilbage fra døden i første scene. Han svæver filmen igennem mellem liv og død, hjertet chokeres i aktion femten gange, og hvis han lever igen, vil det blive som grøntsag. Men Frank begynder at høre hans stemme, og på Marys sofa kan han for første gang i lang tid falde rigtigt i søvn.

ELLERS er her syrede hjemløse; elegante narkohandlere; overanstrengte læger, pushere og prostituerede. Nicolas Cage er på lærredet i samtlige scener og yder en indsats, der kan måle sig med hans portræt af den døende dranker i Mike Figgis’ Leaving Las Vegas (1995).

   Enkelte elementer er lidt for selvbevidst kunstfærdige, for eksempel den anstrengte situationskomik i Franks samtaler med centralens bestyrer og den digitale åbenbaring, der lader Frank trække genfærd op af stenbroen, så de døde kan leve igen, som det står skrevet.

   Andre scener er simpelt hen perfekt realiseret. Det gælder stort set alle de indblik, vi får i skadestuens groteske rutiner. Frank Pierce er både en anfægtet helt og et troværdigt hverdagsmenneske. Dem er der ikke mange af i tidens amerikanske film.

Se også Martin Scorsese: Raging Bull (1980); Martin Scorsese: Gangs of New York (2002); Martin Scorsese: The Aviator (2004); Martin Scorsese: The Departed (2006); Martin Scorsese: Hugo (2011) [Moderne mestre]; Martin Scorsese: The Wolf of Wall Street (2013); Martin Scorsese | Shusako Endo: Silence (2016) [Bogen og filmen]; Martin Scorsese: The Irishman (2019) + Living in the Material World: George Harrison 1943-2001; Kongernes konge: Kristus i filmen [Påske Special 2020].

Se også Paul Schrader: First Reformed (2018); Paul Schrader: The Card Counter (2021).

Bringing Out the Dead (Nattens skygger). Instr.: Martin Scorsese. Manus: Paul Schrader. Foto: Robert Richardson. 119 min. USA 1999. Dansk premiere: 31.03.2000.

Fotos: De Fina-Cappa/ Paramount/ Touchstone/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab

Filmen streames ikke i DK - i Norge bl.a på SF Anytime - i øvrige Europa på Apple Tv, Amazon Store

4K UHD + 2K Blu-ray fra Paramount Pictures 17.09.2024

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 31.03.2000

Oliver Stone: World Trade Center (2006) [Re: 9/11]

SOM LAZARUS

9/11 som nykristen mobilisering

Af BO GREEN JENSEN

CIRKA 3.000 mennesker omkom den tirsdag i september 2001, da terrornetværket al-Qaeda slog til i imperiets hjerte og jævnede World Trade Center med jorden. Der er forskellige udregningsmåder. Det officielle tabstal for angrebet på Manhattan er 2.749, men det stiger til 2.973, hvis man tæller ofrene fra flyene og attentatet mod Pentagon med. Føjer man hertil de 19 jihadister, som fik martyrstatus efter 9/11, er tabstallet 2.992.

   403 af de døde var medlemmer af redningsmandskabet. New York City Fire Department mistede 343 reddere, og 23 betjente fra New York City Police Deparment omkom. Yderligere 37 døde politifolk var ansat i Port Authority of New York and New Jersey. PANYNJ var oprindelig Havnepolitiet i New York, men er i dag ansvarlig for driften, afviklingen og vedligeholdelsen af så godt som al transport i en radius af 40 km fra Frihedsgudinden.

   Kun 20 overlevende blev fundet i ruinerne efter attentatet. Port Authority-betjentene Will Jimeno (Michael Peña) og John McLoughlin (Nicolas Cage) var henholdsvis nummer 18 og 19. Det er disse to mænds version af historien om 9/11, som Oliver Stone fortæller i World Trade Center.

DA det første fly ramte North Tower kl. 8.46, gik alarmen ud til alle disponible enheder i nærheden. Port Authority havde hovedkvarter i tårnet, men de fleste betjente begyndte dagen i busterminalen ved 42. Street. Overbetjent John McLoughlin, en veteran fra attentatet i 1993, havde morgenvagten og kørte til World Trade Center med sine mænd. Der gik rygter om, at endnu et fly havde ramt, men ingen af de såkaldte first responders havde mulighed for at orientere sig. De trængte ind i de brændende tårne, mens alle andre flygtede ud.

NOGET af det mest vellykkede i World Trade Center er skildringen af attentatet. Generelt holder filmen ærbar afstand til katastrofegenrens traditionelle virkemidler. Angrebet på tårnene vises i anslag og øjebliksbilleder: en rystelse i jorden; et fly der glider lavt over gaden med surrealistisk inkongruens; lydene der bliver dumpe og forsvinder, så tingene synes at ske under vand. Der gøres intet forsøg på at give en overskuelig fremstilling. Tværtimod opleves alt så forvirret og fragmentarisk, som det må have været for vidnerne midt i ildstormen.

   McLoughlin beslutter at gå ind i tårnet med de betjente, som ønsker at hjælpe. Fire melder sig frivilligt. Den interimistiske enhed befinder sig i vestibulen i North Tower, da tårnet begynder at styrte sammen. De ved endnu ikke med sikkerhed, om det er sandt, at også South Tower er ramt. Endelig har de samlet ildflasker nok – man kan ikke redde nogen liv, hvis man ikke selv kan trække vejret – og skal til at bevæge sig op i bygningen. I stedet kaster mændene sig i sidste øjeblik hovedkulds ned i elevatorskakten.

ALT bliver mørkt. Så ser man McLoughlins forpinte grå øje. Efter tyve imponerende minutter skifter filmen gear og bliver en overlevelseshistorie. Tre af mændene er døde. McLoughlin og Jimeno er i live, men ligger fastklemt under murbrokkerne. De må nu tale for at holde hinanden i live. De lærer hinanden at kende og spørger til hinandens familier. Veteranen har fire børn hjemme og hustruen Donna. Jimenos hustru venter parrets første barn. De kan ikke blive kloge på, om pigen skal hedde Alyssa eller Olivia.

FILMEN bruger megen tid hos mændene i mørket. Dog klipper Stone jævnligt til de pårørende, Donna McLoughlin (Maria Bello) og Allison Jimeno (Maggie Gyllenhaal); til børnene, forældrene og resten af familierne, som lider alle helvedes kvaler, fordi de ikke kan få vished for, om mændene lever eller er omkommet. Denne krise er prisværdigt sobert genskabt. Dialogen bygger trofast på mændenes egne beretninger. McLoughlin og Jimeno kunne lige så godt være begravede minearbejdere, passagerer i et kæntret skib eller nødstedte mennesker efter et flystyrt. Desværre siger de næsten kun banale ting til hinanden.

   Der er næppe tvivl om, at det bliver så enkelt, når skæbnen med ét skærer helt ind til benet. Som tilskuer kan man sagtens leve sig ind i en tilstand, hvor det eneste der har betydning er kærligheden til børn og ægtefæller. Det er bare ikke – og det nytter ikke at nægte det – så overvældende spændende at følge, når der samtidig kun bliver sagt meget lidt.

STONES film er ingen apokalypse. Der er lagt vægt på at fortælle en optimistisk og bekræftende Lazarus-historie, som på værdig vis hylder redningsmandskabet, de overlevende og deres familier uden at ét øjeblik at glemme de døde og deres familier. World Trade Center er et nødvendigt kollektivt sorgarbejde, og den må tale meget stærkt til de newyorkere, som havde ødelæggelsen inde på livet.

   Det kommer aldrig på tale at forklare, kritisere, placere et ansvar eller for den sags skyld forholde sig til den overordnede konflikt. Stone holder også igen med høj retorik om heroisk selvopofrelse. Det er for så vidt en ærlig og meget straight film, der afholder sig fra propagandere. Alligevel er der en bismag, som man ikke i længden kan ignorere. Især for ikke-amerikanske tilskuere er der tale om en skræmmende pseudo-religiøsitet.

   Ét er, at filmen nødigt vil støde de såkaldt »genfødte« kristne, som udgør en stadig større magtfaktor, når de siger til og fra over for en film eller ytrer sig om kultur generelt. Nogle film kan bære det. Ang Lees Brokeback Mountain (2005) blev en kommerciel succes, skønt de nyfundamentalistiske kristne rasede mod den. Også mindre og mere specielle film kan klare sig uden den kristne blåstempling, men ikke en film som World Trade Center, der har kostet Paramount-studiet 63 mio. dollars at fremstille.

   Uanset om Stone virkelig mener det, er han nødt til at komme de kristne og hele familiesegmentet i møde. Så alle taler og opfører sig pænt. Ingen ryger eller siger fuck, og der bliver afgjort ikke spyttet på flaget. For en stund står den frie verden sammen og ønsker Amerika det godt, mens hverdagens helte gør deres pligt. Dét er ikke problemet. Det er Jimeno og McLoughlin heller ikke. Som jævne, anstændige mænd er de gode identifikationspunkter og endnu bedre rollemodeller.

   Problemet er den nye slags helt, som filmen med skræmmende ro præsenterer.

DET var den forhenværende marineinfanterist David Karnes (Michael Shannon), som hørte Jimeno og McLoughlin kalde dybt nede i krateret. Han er af flere grunde en foruroligende faktor i World Trade Center. Karnes bor i Connecticut og arbejder som revisor. Hans kolleger er i chok. Karnes siger bare: »I don’t know if you guys know it yet, but this country is now at war.« Den troende mand kører hen til sin kirke og gransker korset på væggen. Han siger til præsten, at hver fiber i ham længes efter at tage til New York og hjælpe til.

   Da man atter ser Karnes, er den blege mand med de stikkende øjne iført fuld kampuniform. Han er nyklippet under sin khakikasket og beder om at få adgang til ruinerne. Kun tårnets forvredne skelet står tilbage i røgen og asken på det ulmende katastrofested (Ground Zero brændte i 99 dage). En redder spørger, om Karnes kender vejen. Karnes siger uden at blinke: »It is as if God made a curtain with the smoke – to shield us from what we’re not yet ready to see.«

   »Den er god med dig, dit skøre spektakel,« griner brandmanden efter Karnes, da han går. Som tilskuer smiler man ikke, for det fremgår efterhånden, at fundamentalisten Karnes, der gebærder sig som en blanding af Travis Bickle-figuren i Taxi Driver og guvernør Schwarzenegger i Terminator 2, skal ses som en positiv skikkelse. Det er hans faste tro, som redder McLoughlin og Jimeno. Det var det virkelig også, men måden som Stone skildrer Karnes på er svær.

PÅ filmens officielle website kan man se interviews med de overlevende. Stone gjorde meget ud af at vælge spillere, der har en vis fysisk lighed med modellerne for deres karakterer. Cage og Peña ligner faktisk virkelighedens McLoughlin og Jimeno ikke så lidt. Tyve nøglepersoner fortæller kort om, hvordan det var. Betegnende nok er der intet interview med Dave Karnes. En eftertekst fortæller, at han genindtrådte i aktiv tjeneste og har været i Irak to gange siden 9/11. Alt i filmen er autentisk baseret, men hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, at Karnes var en fiktiv person.

   Han har alle de politisk ladede udsagn i filmen. Mens Jimeno og McLouglin ligger fastklemt, forsøger de at holde hinanden vågne, for man ved ikke om man vågner igen, hvis man lader følelsesløsheden få overtaget. McLouglins bevidsthed driver ind og ud af syner og erindringer om Donna og børnene. Den troende Jimeno ser, til og med i gyldent modlys, Kristus bøje sig forover. Frelseren holder en flaske med vand, og fantasien er liflig, fordi Jimenos mund er fuld af aske og sand. Senere suger man småsten ud af mændenes lunger.

DA Jimeno første gang ser omridset af Karnes, er det atter Kristus i modlys han ser. McLoughlin, som ligger fuldkommen fastlåst ti meter nede, har bedt Jimeno, som ligger højere oppe og har den ene arm fri, om at blive ved med at lave støj med et rør, han kan nå. Karnes hører lyden, og Jimeno beder soldaten blive på stedet, så han ikke glemmer, hvor det er. »Bare rolig, råber Karnes ned i hullet. »We are marines – you are our mission now.«

   Det tager to timer at skære Jimeno fri. Det tager yderligere to at frigøre McLoughlin, som bliver hentet i sidste øjeblik af den sagligt mindede redder Scott Strauss (Stephen Dorff). Da er Karnes allerede på vej for at slutte sig til sit regiment. Hans sidste replik er så tyk, at Stone kunne have bedt den debuterende manuskriptforfatter Andrea Berloff om at skrive den om. Karnes siger: »They’re going to need some good men out there to avenge this.«

   Sådan. »De får brug for nogle gode mænd til at tage over og hævne det hér.«

DET kristne spor lever sit eget liv i filmen. Man kan vælge at se bort fra det og blive hos mændene nede i hullet, frygte det værste og håbe det bedste sammen med de hysteriske pårørende, der uden at glemme en eneste floskel siger og føler alle de ting, som sorgramte og chokerende pårørende har sagt og følt i lignende situationer i talløse sentimentale tv-film.

   Med Jimeno og McLouglin som hæderlige undtagelser opfører menneskene i Stones film sig som marionetter. Hvilket man muligvis også bliver i virkelige katastrofesituationer, men det er grådkvalte familietableauer som disse der gør, at man næsten føler sig skyldig, når man i sit eget liv konfronteres med sorg og bekymring, uden at nogen bryder hulkende sammen og må støttes af grædende slægtninge. Den amerikanske mainstreamfilm har alle dage haft en svaghed for følelsespornografi. Der er øjeblikke af ægte patos i World Trade Center, men der er også mange scener, hvor følelsen klinger betænkelig hult.

 

MAN må nok stole på Stone, når han siger, at han ikke ville lave en film med politiske budskaber. Man er ude på et skråplan, hvis man anmelder virkeligheden i stedet for at kritisere fremstillingen af virkeligheden, og Jimeno så virkelig Kristus nærme sig i modlys. Der var en mand, som råbte til nødstedte, at marineinfanterister var på vej. Alligevel er det fristende at læse filmen som en halv forsoningsgestus fra instruktøren, der i kraft af film som Natural Born Killers og U-Turn blev et hadobjekt i mobiliseringens USA.

   Under alle omstændigheder var de kristne og patriotiske elementer ikke spildt på målgruppen. Filmen fik sine mest positive anmeldelser på websites som Christian Spotlight on the Movies, hvor man giver stjerner på en særlig skala for »moral rating«. Den højreorienterede kommentator Cal Thomas – et professionelt tågehorn med en daglig klumme i 550 aviser, en radiokommentar som sendes på 300 stationer og sit eget talkshow på Fox News Network – kaldte World Trade Center »one of the greatest pro-American, pro-family, pro-faith, pro-male, flag-waving, God Bless America-films you will ever see.«

STONE kunne sikkert have været foruden denne lobhudling fra religiøse og reaktionære segmenter. Ude på den anden fløj i et stadig mere polariseret kulturmiljø, dér hvor mere rationelt tænkende kritikere skriver, blev filmen overvejende anskuet som tung og lidt gammeldags, men ikke fuldkommen uvederhæftig og ikke helt uden relevans.

   Som et efterbillede af 9/11 kan World Trade Center siges at repræsentere den officielle version af forløbet. Som film betragtet kommer den ikke i nærheden af Paul Greengrass' United 93.

Se også Paul Greengrass: United 93 (2008) [Re:9/11] og Extremely Loud & Incredibly Close (2011) [Max von Sydow 1929-2020]

World Trade Center. Instr.: Oliver Stone. Manus: Andrea Berloff. Foto: Seamus McGarvey. 129 min. USA 2006. Dansk premiere: 22.09.2006.

Fotos: Paramount/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.09.2006