Comics Culture | Matt Reeves: The Batman (2022)

SOM EN HAMLET
Batman begynder altid igen

Af BO GREEN JENSEN

ROBERT Pattinson debuterer i (endnu) en genstart af den evige serie om selvtægtsmanden fra Gotham City. I begyndelsen var Batman mere detektiv end superhelt. Bob Kane og Bill Finger skabte figuren i Supermans skygge for 83 år siden. De gav ham derfor ikke kosmiske kræfter. De gav ham dragten og lod ham komme fra dybet under gaderne. De gav ham også konturerne af den identitetskrise, som får fans og filmskabere til at komme igen.

   Matt Reeves prøver indædt at levere den mørkeste Batman til dato. Han møder tre faste fjender: The Riddler (Paul Dano), The Penguin (Colin Farrell) og Catwoman, som straks er hans allierede love interest. Michael Giacchinos musik er generisk, men det markerer en attitude, at Kurt Cobain og Nirvana synger »Something in the Way«, da vi møder den søvnløse hævner i regnen. Det er Halloween, og The Batman taler til tilskueren som Travis Bickle i Taxi Driver.

PATTINSON er den yngste og mest realistiske Batman til dato. Det giver mening, at hans dragt er en rustning. Han spiller Batman som en Hamlet. Som noget nyt er der ingen bund i ondskaben. Selv Thomas og Martha Wayne, de myrdede forældre, havde dunkle, begravede hemmeligheder.

   Heldigvis har butleren Alfred (Andy Serkis) og kommissær Gordon (Jeffrey Wright) stadig rene hænder. Zoë Kravitz er sjælfuld og væver som Catwoman. Ikke siden Michelle Pfeiffers bud i Batman Returns (1992) har fetichismen været så åbenlys.

   Der er selvsagt ingen spor af den selvironiske camp, som stadig udmærker 1966-versionen med Adam West og Burt Ward. Der er heller ingen tilløb til den pompøse mytologi, som omgav Ben Affleck i de seneste DC-film fra Zack Snyder. Derimod er der reminiscenser af Tim Burtons 1990er-version, som gav mørket mere plads og stil, og af Christopher Nolans tre film. Der er ikke langt fra Christian Bale i The Dark Knight (2008) til Pattinson i The Batman.

FILMEN varer tre timer. I de første to er den tæt og to the point. Desværre skrider sidste akt, da byen får en kvindelig afrikansk-amerikansk borgmester. The Riddler har fæller på Nettet, som han aktiverer i ånden fra Donald Trump og hans følgere ved Capitol Hill. »Hvor er jeg altså bare relevant,« kan man høre Reeves tænke ved tasturet.

   Trods alt har filmen integritet. Det værste ved superhelteserierne er, at de har udviklet en spraglet, digital fællesstil. Alt er mere af det samme. The Batman prøver at skille sig ud. Den er lidt mindre vellykket end Todd Phillips' Joker (2019) med Joaquin Phoenix, men har de samme selvstændige gener.

DET bliver svært at lave børnevenlig merchandise. Jeg begyndte at læse om Batman som dreng. Vi havde samlekort og legetøjsbiler, der er blevet en formue værd. Det må være 60 år siden nu. I 1989 var jeg tilfældigvis i New Orleans, da Tim Burtons Batman med Michael Keaton og Jack Nicholson fik premiere. Det var vel den sejeste genstart. Salen jublede over Princes musik.

   Den nye version gør figuren ære og viser respekt. Det er atter den tragiske realisme, der kalder Nattens Ridder hjem. The Batman er en værdig tilføjelse til DC-universet. Og faktisk en god og ganske stilren film noir.

Se også Christopher Nolan: Batman Begins (2005); Christopher Nolan: The Dark Knight (2008); Christopher Nolan: The Dark Knight Rises (2012); Todd Phillips: Joker [Bedste biograffilm 2019 nr. 3]; Løven fra Sparta: Frank Millers 300 (1999/2019); Frank Miller | Will Eisner: The Spirit (2008); Patty Jenkins: Wonder Woman (2017); Patty Jenkins: Wonder Woman 1984 (2020); Alan Moore | David Lloyd: V for Vendetta [Bogen og filmen]; Landkort og legender: Michael Chabons fantastiske hjemstavn; Jonathan Lethem: Ensomhedens fæstning (2003).

The Batman. Instr.: Matt Reeves. Manus: Matt Reeves, Peter Craig. Foto: Greig Fraser. 175 min. USA 2022. Dansk premiere: 03.03.2022.

Fotos: Warner Bros. Entertainment Inc./ DC Entertainment/ 6th & Idaho Productions/ Dylan Clark Productions/ SF Studios

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, HBO MAX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy/ YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.03.2022.

Patty Jenkins: Wonder Woman 1984 (2020)

ASTERIAS RUSTNING

Tiden bider ikke på en halvgud

Af BO GREEN JENSEN

PATTY Jenkins’ første film om Wonder Woman (2017) var en stor succes både kritisk og populært. Den fortalte tilblivelseshistorien fra Antikken og henlagde sin hovedfortælling til Europa under 1. verdenskrig. I rammen om det hele blev der knyttet an til en nutid. Entreprenøren Bruce Wayne (dvs. Batman i civil) kontaktede historikeren Diana Prince (dvs. heltinden til hverdag) og bad om forklaringen på et foto, der var taget ved fronten 100 år før.

   Diana kommer fra Themyscira i det ægæiske hav, hvor tåge holdt verden på afstand, så amazoneprinsessen, der er datter af dronning Hippolyta (Connie Nielsen) og Zeus, kunne blive oplært i empati af sin mor og i praktiske færdigheder, herunder krigsførelse, af sin moster, general Antiope (Robin Wright). Et fly faldt ned ved øen i 1918. Diana forelskede sig i piloten Steve Trevor (Chris Pine) og tog med ham til vores virkelighed.

WONDER Woman kan afværge skud med sine armbånd og tvinge fjender til at sige sandheden med sin guldvævede lasso. Hun er klædt i en ekstravagant fantasi over USA-flaget med stjerner og striber. Dragten har altid været et hit blandt seksuelle fetichister og i vide cosplay-kredse.

   Af alle figurer fra superheltenes guldalder har Wonder Woman den særeste origin story. De fleste skikkelser blev skabt af unge mænd med hang til sci-fi og bibelsk mytologi. Wonder Woman er tænkt som en feminin arketype. Hun blev skabt i 1942 af psykologen William Moulton Marston, som på samme tid opfandt løgnedetektoren.*

   Marston var før-feminist på sin måde og levede i et non-binært ménage à trois med sin kollega og hustru, Elizabeth Holloway, og aktivisten Olive Byrne. Historien er så god, at den har fået sin egen film, Professor Marston and the Wonder Women (2017). Der er næsten mere at hente her, end i de store effektfilm, hvor kompleksiteten trods alt er begrænset.**

TIDEN bider ikke på en halvgud, så i 1984 er Diana Prince den samme, som hun var i Belgien i 1918 og bliver i Paris i 2020rne, hvor rammehistorien fra den første film foregår.

   Hun arbejder på Smithsonian Institution i Washington D.C. Her bliver hun først veninde med Barbara Minerva (Kristin Wiig), som er summen af alle mobbede kvinder; siden opsøgt af Steve Trevor i en anden mands krop; så den eneste, som kan forhindre finansmanden Max Lord – en Donald Trump-type med endnu mere storhedsvanvid – i at udløse arsenalet af kernevåben.

   Da verdens skæbne hænger i balancen, og hendes kræfter ikke rækker i kampen mod Barbara Minerva, som nu er forvandlet til urvæsenet Cheetah (en ærkefjende fra tegneserien), spiller Jenkins sin trumf og lade Diana bære gudinden Asterias gyldne rustning. Der er stadig bløde steder. Wonder Woman redder faktisk dagen ved at tale til det gode i Max Lord.

HELE korttricket lykkes især, fordi Gal Gadot har fysik og karisma til at spille Wonder Woman, og fordi Susan Jenkins går til stoffet og genren med lige dele kærlighed og distance. Så langt det bedste ved filmen er det nostalgisk-ironiske tidsbillede. Epilogen foregår ved juletid. En ældre kvinde redder et barn. Vi ser da, at Asteria har levet blandt mennesker ligesom Diana. Asteria bliver spillet af 69-årige Lynda Carter, som var Wonder Woman i tv-serien fra 1976-79.

   Fans finder filmen rigeligt blød. Jeg håber nu, at der kommer en treer. Det er genrefilm i den helt store skala, og det er dejligt at slippe for selvfedmen, som præger de kosmiske kampe i Marvel-universet.***

Se også Patty Jenkins: Wonder Woman (2017); Christopher Nolan: Batman Begins (2005); Christopher Nolan: The Dark Knight (2008); Christopher Nolan: The Dark Knight Rises (2012); Løven fra Sparta: Frank Millers 300 (1999/2019); Frank Miller | Will Eisner: The Spirit (2008); Todd Phillips: Joker [Bedste biograffilm 2019 nr. 3]; Landkort og legender: Michael Chabons fantastiske hjemstavn; Jonathan Lethem: Ensomhedens fæstning (2003).  

NOTER

*) Marston skrev Wonder Woman under navnet Charles Moulton. Han får som regel hele æren, men faktisk var flere kræfter i spil. Illustratoren Harry George Peter (1880-1958) og dennes hustru, Adonica Fulton, som rentegnede og farvelagde, formgav serien i begyndelsen. Joye Hummel (1924-2021) var Marstons assistent, men hun begyndte at skrive historierne i 1944, da han blev syg. Efter Marstons død i 1947 fortsatte Peter med at tegne figuren. Mange tegnere har arbejdet med Wonder Woman. En særstilling indtager Trina Robbins, som skabte The Legend of Wonder Woman i 1986. Gail Simone var hovedforfatter på serien fra 2007-2010. På forsiden af Wonder Woman #184 (2002) har Adam Hughes tegnet Phil Jimenez-inkarnationen af heltinden, der møder urversionen af sig selv som tegnet af H.G. Peter.

**) Professor Marston and the Wonder Women er skrevet og instrueret af Angela Robinson. Luke Evans, Rebecca Hall og Bella Heathcote spiller William Moulton Marston (1893-1947), Elizabeth Holloway (1893-1993) og Olive Byrne (1904-1990). William og Elizabeth kender begge den psykologistuderende Olive fra deres undervisning på Harvards Radcliffe College. William ansætter Olive som forskningsassistent. Det er hans løgnedetektor, som røber, at de alle tre elsker hinanden. Således opstår (eller bekræftes) det »polyamorøse« kærlighedsideal og det åbne tresidige forhold, som var radikalt og kontroversielt for tiden. Filmens sætstykke er bryllupsceremonien, hvor Olive bærer de lænker/armbånd, som Diana Prince siden bruger i serien. Begge kvinder er skeptiske, for at sige det mildt, da William fortæller om sin idé til Wonder Woman. De tre fik sammen en familie i fuld skala. Olive satte sin uddannelse på pause for at tage sig af Elizabeths og Williams søn. Hun fik selv to sønner med William. Elizabeth og Olive blev sammen efter Marstons død. Filmen fik ikke dansk premiere, men streames bl.a. på HBO Max.

***) Patty Jenkins har skrevet manuskriptet til Wonder Woman 3, som efter planen skal produceres i sommeren 2023. Både Gal Gadot og Lynda Carter medvirker. Endvidere er er et spinoff-projekt, en film eller serie om amazonerne på Themiscyra i tiden efter Dianas afrejse, under udvikling. Min kilde er IMDB og rygtebørsen på Wikipedia. 







Wonder Woman 1984. Instr.: Patty Jenkins. Manus: Dave Callahan, Geoff Johns, Patty Jenkins. Foto: Matthew Jensen. 151 min. USA 2020. Dansk premiere: 11.02.2021 [streaming + Drive-in Bio].

Fotos: Warner Bros./ DC Entertainment/ Atlas Entertainment/ The Stone Quarry/ SF Studios/ HBO Max/ Strongman/ Annapurna Pictures/ Comics.org

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, HBO MAX, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies.

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 12.02.2021 [under anden COVID19-nedlukning]

Christopher Nolan: The Dark Knight (2008)

EN KLOVN FRA HELVEDE

Vildere, mørkere og mere virkelig

Af BO GREEN JENSEN

DET var i 2005, at den mørke hævner, Batman for voksne, blev genopdaget og relanceret i Christopher Nolans seriøse og imponerende stilrene Batman Begins.
   The Dark Knight begynder mere eller mindre, hvor den første film slap taget i sin tilskuer. Byen ved stadig ikke, om den egentlig har brug for en straffende engel i karnevalsdragt. Især kritiserer medierne Batman (Christian Bale), når ubehjælpsomme wannabes kalkerer hans metoder. Kopisterne klæder sig i sortmalet sportstøj. Helten er også selv fuld af foragt. Trods alt er Bruce Wayne millionær i sit dagliv. Han har råd til at skabe sig ordentligt udstyr.

   Flere gode kræfter virker i Gotham City. Kommissær Gordon (Gary Oldman) er som altid en klippe af integritet. Nu suppleres han af Harvey Dent (Aaron Eckhart), den nyindsatte offentlige anklager. Dent er karismatisk, ubestikkelig, fuldkommen frygtløs og for resten forelsket i den samme kvinde som Batman. Faktisk overvejer Bruce Wayne at afvikle karrieren som Batman. Det gør han ene og alene på grund af Dents anstændighed.

  
PLANEN om et passivt liv bliver lagt på hylden, da auteurforbryderen The Joker (Heath Ledger) gør sin entre. Som en klovn fra helvede træder han ind på scenen og skaber en ny slags orkestreret kaos, der er mere som krig end som kriminalitet. Filmens prolog er en mesterligt realiseret sekvens, ti minutter i åndeløs heist movie-stil, hvor The Joker med sin bande tømmer den bank, hvor mafiaen vasker sine penge. Alle har instrukser om at dræbe sidemanden, så de bliver færre om at dele rovet. Til sidst står kun chefen tilbage.

   Det er ikke grin, man dør af, i selskab med The Joker. Nu vil han tage vor helts moralske mødom og tvinge Gotham City i knæ. Det er lige ved at lykkes. Flere dør end sædvanligt, også af navnene øverst på rollelisten. Når det sker, føles sorgen ægte og stram, for dét er disse films projekt: at gøre tegneserieuniverset til en taktil, troværdig virkelighed, hvor fænomer som smerte og død er konkrete.

BRUCE Waynes vej til dobbeltlivet som Batman var emnet for den første film, og The Dark Knight taget for givet, at man kender heltens baggrund. The Joker har flere versioner af fortællingen om, hvordan han fik skåret ar i sit ansigt. Han siger forskellige ting til forskellige ofre og drejer hver gang historien, så vedkommende har det fulde udbytte.
   Somme tider var det en alkoholiseret far, som skar smilet frem i hans ansigt. Andre gange gjorde han det selv i solidaritet med en vansiret hustru, som straks efter forlod ham. For hver gentagelse bliver historien lidt bedre, og den begynder altid med ordene: »Wanna know how I got these scars?«

   The Joker giver ikke alene Batman værdig modstand. Heath Ledger stjæler filmen, hver gang han er i billedet. Det er selvsagt også meningen. Manuskriptet giver Joker de bedste replikker, og Heath Ledger er den eneste, som får lov at drive spillet ud til kanten i hver enkelt af sine scener. Det er en skræmmende troværdig figur, som han skaber inde bag sminken. For første gang ser man The Joker som et menneske, der kunne findes i virkeligheden. I hvert fald i denne slags virkelighed. Jack Nicholsons Mefistofeles-trick fra Tim Burtons Batman (1989) ligner mere et varietenummer i forhold.
   Ledger og brødrene Nolan har arbejdet indgående med Jokerens baggrund og motivation. Han er en skiftevis klar og utydelig trickster, en forvandlingsfigur som tager farve efter situationen. Politiet finder tre forskellige slags DNA, da de analyserer hans visitkort, og ingen af dem er Jokerens egen. De tilhører derimod hans kommende ofre. Han stjæler et bjerg af penge fra den afmægtige mafia og kravler rundt på det som Onkel Joakim. I næste billede betyder det dog intet for ham at sætte ild til sedlerne, som de svagere mænd efterstræber.

FAKTISK er pointen, at The Joker er hævet over den slags. Til den knuste Harvey Dent, som ligger i sengen med bortætset ansigt og er i færd med at blive til forbryderen Two-Face, en anden af Batmans ældste arvefjender, siger Jokeren noget, som virker helt ærligt: »Ser jeg ud som en mand med en plan, Harvey? Jeg har ikke nogen plan. Mafiaen har planer, politiet har planer. Ved du, hvad jeg er, Harvey? Jeg er en hund, som jager biler. Jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg fangede en af dem. Jeg gør bare tingene. Jeg er et ryk i gearstangen. Jeg hader planer. Dine, deres, alle planer.«

   Ledger ligner skiftevis et mareridtsfoto af Manden Som Ler og et karikeret portræt af Sid Vicious. Nolan har udtalt, at Ledgers look citerer den klassiske fremtoning fra tegneserien, men også Sex Pistols-sangeren Johnny Lydon på sine lidt ældre dage. Han taler i hvert lige så meget om karma og konstruktivt anarki: »Introduce a little anarchy, you upset the established order, and everything becomes chaos. I am an agent of chaos. And you know the thing about chaos, Harvey? It’s fair.«

   Batman selv er vildere og mørkere end nogensinde. Der kan virkelig fare en djævel i dyret, som sparker fra sig og river hoveder af. Den mørke ridder har ingen særlige kræfter, kun kampsportsteknik og sin flagermusrustning. Han må derfor skabe respekt ved at skræmme. Dét træk er autentisk i forhold til Batmans begyndelse. Her er han dog hæmningsløs. I en grænseoverskridende scene går politichefen uden for døren, mens Batman »afhører« The Joker. Det er de to mænds store scene sammen, og den handler på mærkelig vis om tortur. Her siger filmen med ét noget vigtigt. Som sagt er det Batman i virkeligheden, vi ser.

FOR 80 år siden, da Bob Kane og Bill Finger skrev grundhistorierne om persongalleriet, var de fremfor alt inspireret af film. Kane beundrede Zorro, men kendte ham fra filmen med Douglas Fairbanks, ikke fra Johnston McCulleys romaner. Batsignalet var hentet fra Roland Wests filmudgave af Mary Robert Rhineharts The Bat Whispers (1930). Den tredje kilde var Leonardo da Vincis tegninger af en slags vinger, som fik mennesker til at svæve som fugle. Det gør Batman ofte i The Dark Knight. Det er filmens flotteste scener og også de mest utroværdige.

   The Joker blev skabt i 1940. Den direkte inspiration var et foto af Conrad Veidt i Paul Lenis The Man who Laughs (1928). Kane læste aldrig romanen af Victor Hugo. Two-Face med det ødelagte Janus-ansigt blev til samme aften, som Kane og Finger i biografen havde set Spencer Tracy i Victor Flemings Dr. Jekyll and Mr. Hyde (1941). Først ti år senere, i 1951, fulgte baggrundshistorien om Harvey Dent. I Joel Schumachers overlæssede Batman Forever (1995) blev han spillet som en fuldkommen karikatur af Tommy Lee Jones.

   I The Dark Knight bliver han et menneske i tre dimensioner, og det er Dents forvandling, den psykiske nedsmeltning efter hans vansiring og tabet af kæresten, som tegner en slags moralsk spændingskurve og giver filmen fremdrift i skyggen af de drabelige kampe mellem Batman og The Joker. Den formørkede hævner og den anarkistiske klovn er ligeværdige fikspunkter. De flytter sig ikke en tomme. Da The Joker siger: »This is what happens when an unstoppable force meets an immovable object,« citerer han både en fysisk lov og en linie fra Johnny Mercer-sangen »Something’s Gotta Give«. Men det er ham, der kan se, at de har brug for hinanden: »I think you and I are destined to do this forever.«

DEN mørke ridder vil ikke fedtes ind i den slags metafysik. Han punkterer flere af Jokerens blomstrende enetaler med fyndige one-liners, men forholder sig ellers tavs og ekstremt handlekraftig til tingene, uanset om han svæver i luften, slår sine fjender, kører ræs i den futuristiske batpod eller pløjer asfalten op på sin batmotorcykel. Han gør helvede hedt for den brændende by, som skiftevis hader og elsker hans indsats. Bale er atter en upåklagelig Batman. Han kan også løfte scenerne, hvor Bruce Wayne skal ligne en nar for alverden.

   Bale har dog ikke en chance over for Heath Ledger, der gør hver af sine scener til en masterclass i metodespil. The Joker er et popikon, en billig effekt fra et spøg-og-skæmt-lager, og han ved det ovenikøbet selv. Men også han bliver hér et menneske. I The Dark Knight er Jokeren hverken sindssyg eller sadistisk. Han er snarere fuldkommen følelsesløs.

ELLERS er universet som altid. Michael Caine og Morgan Freeman gentager deres roller som butleren Alfred og forretningsføreren Lucius Fox, der designer arsenalet for Batman.

   Du kan mange steder læse, at The Dark Knight er den bedste, vredeste, voldsomste og vigtigste superheltefilm nogensinde. Jeg synes faktisk, at Batman Begins var endnu bedre. Der var mere ro, mere dybde og flere nuancer i beskrivelsen af Bruce Waynes lange dannelsesvej. The Dark Knight satser alt på The Joker, og Heath Ledger er frygtindgydende god i den sidste filmrolle, som han gjorde færdig før sin for tidlige død.* Det er en meget effektiv helvedesrejse til nattens ende og videre ind.

Læs mere om Christopher Nolans Insomnia (2002), The Prestige (2006), Inception (2010); Interstellar (2014); Tenet (2020) og Oppenheimer (2023).

Se også Christopher Nolan: Batman Begins (2005); Christopher Nolan: The Dark Knight Rises (2012); Todd Phillips: Joker [Bedste biograffilm 2019 nr. 3]; Comics Culture | Matt Reeves: The Batman (2022); Løven fra Sparta: Frank Millers 300 (1999/2019); Frank Miller | Will Eisner: The Spirit (2008); Patty Jenkins: Wonder Woman (2017); Patty Jenkins: Wonder Woman 1984 (2020); Alan Moore | David Lloyd: V for Vendetta [Bogen og filmen]; Landkort og legender: Michael Chabons fantastiske hjemstavn; Jonathan Lethem: Ensomhedens fæstning (2003).

*) Heath Ledger (1979-2008) døde under indspilningen af Terry Gilliams The Imaginarium of Doctor Parnassus (2009). Frem for at slette hans scener, reviderede Gilliam filmens præmis og lod tricksteren Tony fremstille af flere skuespillere: Ledger, Johnny Depp, Jude Law og Colin Farrell. Det er ikke helt så spektakulært, som det lyder, men det lykkedes Gilliam at gøre et akut problem til et væsentligt salgsargument. Det er under alle omstændigheder Christopher Plummer, som bærer filmen om den evige Dr. Parnassus. Plummer var 80 år, da han spillede rollen. Heath Ledger blev kun 29. Han gjorde tidligt stort indtryk i 10 Things I Hate About You (1999) og voksede for hver film i de følgende ti år. A Knight's Tale (2001), Brokeback Mountain (2005), Candy (2006), I'm Not There (2007) og The Dark Knight demonstrerer en forbløffende dybde og alsidighed. Der er mange teorier om, hvad der gik galt for den australske skuespiller, som blev sin generations James Dean og River Phoenix. Adrian Butenhuis og Derik Murray tegner et solidarisk og nuanceret portræt i dokumentaren I Am Heath Ledger (2017). Ledger fik en posthum Oscar for rollen som Joker. 

The Dark Knight. Instr.: Christopher Nolan. Manus: Jonathan og Christopher Nolan. Foto: Wally Pfister. 152 min. USA 2008. Dansk premiere: 22.07.2008.

Fotos: Warner Bros./ DC Comics/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB
Filmes streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Warner Bros. 19.12.2017

Anmeldelsen trykt første gang (med rubrikken 'Batman i virkeligheden') i Weekendavisen Kultur 23.07.2008

Christopher Nolan: Batman Begins (2005)

NATDYRET

Legenden begynder altid igen

Af BO GREEN JENSEN

BATMAN har altid været en undtagelse. Modsat andre maskerede helte har han ingen særlig superkraft. Natmennesket kommer ikke fra en anden galakse, men fra virkeligheden midt i New York. Han er hverken blevet bestrålet eller bidt af muterede insekter. Han har alene sin drift efter hævn at gøre godt med, arsenalet og uniformen, det tjekkede tekniske udstyr og et markant talent for selviscenesættelse. Junglens andre dyr frygter allermest måden, den mørke ridder kommer og går på. Så meget ved manden er effektivt teater, men smerten han bærer er ikke fingeret. I perioder har han efterlevet loven og været en sober rollemodel for de mindste. Det er ved at være længe siden. De sidste 40 år har Batman været for voksne. I dag river helten hoveder af.

   Bob Kane (1915-1998) hed egentlig Robert Kahn og var en ranglet jødisk ung mand fra Bronx, da han (sammen med Bill Finger) skabte Batman i 1939. Han tog ikke mindst ved lære af den succes, som kollegerne Jerry Siegel og Joe Shuster året før havde fået med Superman-figuren. Siegel og Shuster var ansat hos tegneserieforlæggeren Harry Donenfeld, da de skrev og tegnede det første nummer af Action Comics, som udkom 1. juni 1938. Ophavsretten tilhørte forlaget, det senere DC Comics. Trods et langstrakt retsligt efterspil, så de aldrig en cent af den formue, som manden fra Krypton akkumulerede. Et halvt århundrede senere lykkedes det Siegel at få teamet krediteret på Richard Donners filmatisering fra 1986, men der faldt stadig ingen royalties.

KANE var fra begyndelsen bevidst om sin kreations potentiale, og han var fast besluttet på ikke at sætte sin kunstneriske kontrol overstyr. Han gav figuren videre til andre, bedre og hurtigere tegnere, men svævede til sin død over vandene som en veritabel Walt Disney. Hvert stykke merchandise blev forhandlet under personlig licens, og Kane er krediteret som konsulent på samtlige filmatiseringer. Historien om de unge serieskabere er fortalt meget livfuldt i Gerard Jones’ Men of Tomorrow: Geeks, Gangsters, and the Birth of the Comic Book (2004). Den ligger selvsagt også til grund for Michael Chabons eminente roman om The Amazing Adventures of Kavalier & Clay (2000, da. Den utrolige historie om Kavalier & Clay).

HELTEN selv skyldte vel Superman lidt. Den første flyvende mand i trikot var så overvældende et kulturfænomen, at alle måtte have mere hurtigst muligt. Spraglede kopier med fantastiske navne og forbløffende forhistorier blev født i snesevis uge for uge, mens den første »Golden Age of Comics« tog fart. Batman debuterede i nr. 27 af Detective Comics i maj 1939. Året efter flyttede Dick Grayson, en forældreløs søn af myrdede trapezartister, ind hos millionæren Bruce Wayne. Batman fik sit eget blad i april 1940.

   Der er siden kommet, bogstaveligt talt, flere hundrede parallelle publikationer med hver deres egen distinkte profil. Batman i fremtiden, Batman i fortiden, Batman i mulige Elsewolds, med og uden Robin, for sjov og i kulsort blodig alvor. Den klassiske Batman, vi først tænker på, blev tegnet af Carmine Infantino i 1960erne og Neal Adams i 1970erne. DC Comics-redaktøren og forfatteren Dennis O’Neil har haft det længste opsyn med moderhistorien. I 1994 skrev han romanen Knightfall, som er en vellykket prosaudgave af hele Azrael-sidehistorien, der gjorde Batman rå og dæmonisk for alvor.

DET er uden tvivl Frank Millers mørke The Dark Knight Returns (1986, da. Nattens ridder vender tilbage), som har virket stærkest i nyere tid. Her præsenteres for første gang en aldrende mand, der har ondt i hele kroppen og dårligt kan huske, hvorfor han hævner. I 2002 skrev Miller en fortsættelse, The Dark Knight Strikes Again, til Lynn Varleys kantede illustrationer. Den er desværre ikke så vellykket, skønt både Superman, Robin og Wonder Woman, den sidste af de endnu aktive guldalderhelte, atter medvirker i periferien.The Dark Knight III: The Master Race (2015) er en problematisk, men langt mere overbevisende sag. 

   Kane lod Batman bære trikot, fordi Superman havde svøbt sig i de amerikanske farver. Skikkelsen kom dog et andet sted fra. I selvbiografien Batman & Me (1989) peger skaberen på tre inspirationskilder. For det første var der Leonardo da Vincis tegninger til en slags hang glider. For det andet havde Roland Wests filmatisering af Mary Roberts Rhinehart-krimien The Bat Whispers (1931) gjort indtryk på Kane, da han så den som 15-årig. Her lod »Flagermusen« sit symbol projicere på væggen. Heraf det legendariske Bat Signal på himlen over Gotham City. Ærkefjenden The Jokers makabre syresmil var inspireret af Victor Hugos Manden der ler.

DEN primære inspiration var dog Zorro. Kane havde ikke læst Johnston McCulleys føljetonroman The Curse of Capistrano (1919), som faktisk er den californiske rævs fødested, da han første gang tegnede Batman. Han havde imidlertid set Douglas Fairbanks bære kappe og maske, leve et dobbeltliv og kaste sig fra hus til hus i The Mark of Zorro (1920). Det er netop den film, som familien kommer ud fra, da Bruce Waynes forældre bliver skudt ned på gaden i Gotham. For Kane var der slet ingen tvivl om figurens udspring:

   »Jeg var medlem af en klub, som hed The Zorros. Vi bar sorte masker og prøvede at efterligne Fairbanks’ dumdristige akrobatik. Fra Zorros brug af en maske, som skjuler at han er Don Diego, fik jeg ideen til Batmans hemmelige identitet. Ligesom den lapsede og velstående spanske greve kunne Bruce Wayne være en økonomisk uafhængig mand, der foregav at være indolent. Zorro red på en sort hest, der hed Tornado. Han red ind i sin hule og kom ud af bornholmeruret i stuen. Bat-grotten var inspireret af denne hule i Zorro.«

   Siegel og Shuster havde ideen til Clark Kent, Supermans forsigtige alter ego, fra Baronesse Orczys Sir Percival Blakeney i revolutionsromancerne om The Scarlet Pimpernel. Så alt løber sammen i eventyrgenren. Nok er de amerikanske superhelte et moderne svar på Antikkens halvguder, men de vokser ud af samtidens triviallitteratur, og de har deres udspring i biografen, dér hvor skaberne først fandt en flugtvej mellem virkeligheden og drømmen om ære.

OGSÅ på film har figuren haft mange liv og været i stadig forvandling. Den første føljetonudgave er fra 1943. Det er, som kultursociologen Will Brooker bemærker i Batman Unmasked: Analyzing a Cultural Icon (2001), næppe på nogen måde tilfældigt, at superheltene for alvor tager fat på at redde verden, mens Hitler kommer til magten i Europa og Amerika inddrages i krigen.

   Deres indgriben bliver selvsagt aldrig helt troværdig, for man kan ikke forene de to virkeligheder. I prestigeudgivelsen 9-11 (2002), det første af to DC-albums, hvori »The World’s Finest Comic Book Writers & Artists Tell Stories to Remember« på baggrund af 11. september-angrebet, er der en bittersød lille Superman-historie. Helten beskriver alle de ting, som han kan, mens en læsende dreng gør store øjne. »The one thing I can not do is to break away from the fictional pages where I live and breathe, become real during times of crisis and right the wrongs of an unjust world.« Så gør han knæfald for de rigtige helte, som er brandmænd, læger og politifolk.

DET var et tigerspring for Batman og Robin, da Adam West (1928-2017) og Burt Ward forvandlede myten til høj camp og sprang ud af skabet som kryptobøsser i biograffilmen fra 1966.* Først Julie Newmar, så Lee Meriweather og endelig Eartha Kitt gjorde indtryk som Catwoman i tre sæsoner af tv-serien 1966-68. Virkeligheden vendte først tilbage i Tim Burtons to filmatiseringer, Batman (1989) og Batman Returns (1992), som husker humoren samtidig med, at mørket fra Frank Millers version bliver inddraget.

   Burtons film forekom stilfulde, da man så dem for 30 år siden. De er forbavsende svære at gense i dag, hvor alt ligner skalamodeller af plastic og tvivlsomme påskud for seksuel fetichisme. Warner fortsatte serien i Joel Schumachers Batman Forever (1995) og Batman and Robin (1997). Det blev værre og værre. I 90erne så man Michael Keaton, Val Kilmer og George Clooney som Batman. Før sin død røbede Kane, at han satte mest pris på Kilmers fremstilling. De års bedste Batman-film var i virkeligheden Batman: The Animated Series (1992-95). Herhjemme blev serien sendt på TV2.

PÅ denne baggrund kan man spørge, hvad vi skal med en ny Batman-film. Til og med er der tale om endnu en tolkning af figurens traumatiske genesis: drengen der mister sine forældre, det frustrerede savn, manden der træder i karakter som maskeret vigilante, problemerne med at være sådan et væsen, dobbeltlivet som playboy og natdyr, den etiske kløft mellem hævn og retfærdighed.

   Med sin målbevidst realistiske fortælling leverer englænderen Christopher Nolan (Memento, Insomnia) dog en væsentlig videreførsel af myten. For første gang er der ingen smilerynker, og man kan se, at slagene virkelig gør ondt. Christian Bale er en udmærket inkarnation af figuren, og han er ikke mindst i stand til at gøre den unge Bruce Waynes dilemma konkret i de første 70 minutter af filmen, hvor Batman endnu ikke har fundet sit mytologiske dyr. Han vælger flagermusen, fordi det var dyret han frygtede mest. Heldigvis var der ingen rotter i brønden, hvor helten landede, da han var dreng.

MICHAEL Caine er overraskende ukrukket i rollen som butleren Alfred, der stilfærdigt bliver en fadererstatning. Morgan Freeman forsyner vor mand med de seneste versioner af flagermusrustningen, Batmobilen og andet afgørende tilbehør. Det hele ligner en slags virkelighed, også huset med grotten og byen, der sædvanen tro næsten styrter i grus.

   Som læremesteren Ra’s Al Ghul, der vender tilbage som en stærk fjende, er Liam Neeson svær at skelne fra sin rolle som Jedi-ridderen Qui-Gon Jinn i Star Wars: The Phantom Menace (1999). Fugleskræmslet med mareridtsmasken er skræmmende livagtigt. Katie Holmes leverer en romantik, som sammen med eksplosionerne i den automatiske slutning nok er filmens svageste faktor.

   Gary Oldman giver en sober, støvet fremstilling af kommissær Gordon, den sidste ærlige strisser i byen, der ved filmens begyndelse er lige så korrupt som Sin City. Til slut kan han tænde Bat-signalet, som duver forjættende på den gnidrede nathimmel. En gal skurk har efterladt et spillekort ved sit seneste gerningssted. Der er selvsagt tale om Jokerens kort, for naturligvis er de næste film i Nolans trilogi, The Dark Knight (2008) og The Dark Knight Rises (2012), på vej allerede.

FØRSTE gang jeg mødte Batman var på forsiden af det første danske blad, som udkom i 1965. Helten bliver forvist fra Gotham City, Robin står og kaster sten efter ham. Der kom andre superhelte, som jeg fik et trofast forhold til, men det var altid noget særligt med Batman. Man lever videre med fiktionen som voksen, eller man slipper den og lader vågen fryse til. Om man kan lide denne film hænger nok sammen med, hvilket tegn man selv bærer inde under skjorten. For mig var det altid en sort flagermus.

*) Der er en støt nostalgisk længsel efter bronzealderstilen fra slut-60erne og start-70erne. I 2013 skabte forfatteren Jeff Parker (med vekslende tegnere) serien Batman '66 som en direkte videreførsel af universet fra tv-serien med Adam West og Burt Ward. Til og med december 2016 udkom 30 hæfter, som er samlet med diverse ekstramateriale i den herlige Batman '66 Omnibus (2018). Herefter følger en række enkeltstående miniserier med ekstrem high concept-faktor og stor kærlighed til perioden: Batman '66 Meets the Green Hornet (2015), Batman '66 Meets the Man from U.N.C.L.E. (2016), Batman '66 Meets Steed & Mrs. Peel (2017) [dvs. britiske The Avengers], Batman '66 Meets Wonder Woman '77 (2017) [hvor Lynda Carters tv-inkarnation af Wonder Woman er i spil] og Archie Meets Batman '66 (2019). Serien er en af de bedste og mest distinkte fornyelser af universet, som ellers tenderer mod okkulte excesser og gotiske krummelurer. Animationsfilmen The Return of the Caped Crusaders (2016), som Adam West, Burt Ward og Julie Newmar lagde stemmer til, indgår i den synergiske strategi. I 2017 fulgte fortsættelsen Batman vs. Two-Face, igen med West, Ward og Newmar, samt William Shatner som Harvey Dent. Adam West var 88, da han døde den 9. juni, 2017. Filmen er forsynet med dedikationen "In Loving Memory of Adam West (1928-2017). Rest Well, Bright Knight."

**) Det danske Batman nr. 1 var identisk med #330 af det amerikanske Detective Comics fra 1964. Historien hed egentlig "The Fallen Idol of Gotham City". Man skulle jo begynde et sted. Jeg foretog indkøbet hos den venlige kioskejer på butikstorvet ved Lufthavnsparken i Kastrup. Det var også her, at jeg købte Fart & Tempo hver uge. Senere tog han britiske musikmagasiner hjem for min skyld. Bladet lokkede som i en film. Og det kostede 1,50 kr. Der er gået 60 år, men jeg husker det hele. I mellemtiden er de første kulørte oplevelser steget i kurs, og originale hæfter i rimelig stand – selv de tvivlsomme danske udgaver – er blevet sjældne og meget kostbare. Netop i dag [22.12.2024] har Faraos Cigarer en antikvarisk nyhed på sit site. Et eksemplar af Batman nr. 1 er dukket op i tilstanden Fine+. Det betaler sig at have gemt sine skatte. Nu er udsalgsprisen 3000 kr.

Læs mere om Christopher Nolans Insomnia (2002), The Prestige (2006), Inception (2010); Interstellar (2014); Tenet (2020) og Oppenheimer (2023).

Se også Christopher Nolan: The Dark Knight (2008); Christopher Nolan: The Dark Knight Rises (2012); Todd Phillips: Joker [Bedste biograffilm 2019 nr. 3]; Comics Culture | Matt Reeves: The Batman (2022); Løven fra Sparta: Frank Millers 300 (1999/2019); Frank Miller | Will Eisner: The Spirit (2008); Patty Jenkins: Wonder Woman (2017); Patty Jenkins: Wonder Woman 1984 (2020); Alan Moore | David Lloyd: V for Vendetta [Bogen og filmen]; Landkort og legender: Michael Chabons fantastiske hjemstavn; Jonathan Lethem: Ensomhedens fæstning (2003).

Batman Begins. Instr.: Christopher Nolan. Manus: David S. Goyer, Christopher Nolan. Foto: Wally Pfister. 137 min. UK-USA 2005. Dansk premiere: 22.07.2005.

Fotos: Warner Bros./ DC Comics/ Cinematerial/ Filmaffinity/ [Filmgrab]

Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV; SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Warner Bros.[Steelbook | Ultimate Collector's Edition] 27.06.2022

Ajourført udgave af teksten fra Weekendavisen Kultur 23.07.2005