Christopher Nolan: Batman Begins (2005)

NATDYRET

Legenden begynder altid igen

Af BO GREEN JENSEN

BATMAN har altid været en undtagelse. Modsat andre maskerede helte har han ingen særlig superkraft. Natmennesket kommer ikke fra en anden galakse, men fra virkeligheden midt i New York. Han er hverken blevet bestrålet eller bidt af muterede insekter. Han har alene sin drift efter hævn at gøre godt med, arsenalet og uniformen, det tjekkede tekniske udstyr og et markant talent for selviscenesættelse. Junglens andre dyr frygter allermest måden, den mørke ridder kommer og går på. Så meget ved manden er effektivt teater, men smerten han bærer er ikke fingeret. I perioder har han efterlevet loven og været en sober rollemodel for de mindste. Det er ved at være længe siden. De sidste 40 år har Batman været for voksne. I dag river helten hoveder af.

   Bob Kane (1915-1998) hed egentlig Robert Kahn og var en ranglet jødisk ung mand fra Bronx, da han (sammen med Bill Finger) skabte Batman i 1939. Han tog ikke mindst ved lære af den succes, som kollegerne Jerry Siegel og Joe Shuster året før havde fået med Superman-figuren. Siegel og Shuster var ansat hos tegneserieforlæggeren Harry Donenfeld, da de skrev og tegnede det første nummer af Action Comics, som udkom 1. juni 1938. Ophavsretten tilhørte forlaget, det senere DC Comics. Trods et langstrakt retsligt efterspil, så de aldrig en cent af den formue, som manden fra Krypton akkumulerede. Et halvt århundrede senere lykkedes det Siegel at få teamet krediteret på Richard Donners filmatisering fra 1986, men der faldt stadig ingen royalties.

KANE var fra begyndelsen bevidst om sin kreations potentiale, og han var fast besluttet på ikke at sætte sin kunstneriske kontrol overstyr. Han gav figuren videre til andre, bedre og hurtigere tegnere, men svævede til sin død over vandene som en veritabel Walt Disney. Hvert stykke merchandise blev forhandlet under personlig licens, og Kane er krediteret som konsulent på samtlige filmatiseringer. Historien om de unge serieskabere er fortalt meget livfuldt i Gerard Jones’ Men of Tomorrow: Geeks, Gangsters, and the Birth of the Comic Book (2004). Den ligger selvsagt også til grund for Michael Chabons eminente roman om The Amazing Adventures of Kavalier & Clay (2000, da. Den utrolige historie om Kavalier & Clay).

HELTEN selv skyldte vel Superman lidt. Den første flyvende mand i trikot var så overvældende et kulturfænomen, at alle måtte have mere hurtigst muligt. Spraglede kopier med fantastiske navne og forbløffende forhistorier blev født i snesevis uge for uge, mens den første »Golden Age of Comics« tog fart. Batman debuterede i nr. 27 af Detective Comics i maj 1939. Året efter flyttede Dick Grayson, en forældreløs søn af myrdede trapezartister, ind hos millionæren Bruce Wayne. Batman fik sit eget blad i april 1940.

   Der er siden kommet, bogstaveligt talt, flere hundrede parallelle publikationer med hver deres egen distinkte profil. Batman i fremtiden, Batman i fortiden, Batman i mulige Elsewolds, med og uden Robin, for sjov og i kulsort blodig alvor. Den klassiske Batman, vi først tænker på, blev tegnet af Carmine Infantino i 1960erne og Neal Adams i 1970erne. DC Comics-redaktøren og forfatteren Dennis O’Neil har haft det længste opsyn med moderhistorien. I 1994 skrev han romanen Knightfall, som er en vellykket prosaudgave af hele Azrael-sidehistorien, der gjorde Batman rå og dæmonisk for alvor.

DET er uden tvivl Frank Millers mørke The Dark Knight Returns (1986, da. Nattens ridder vender tilbage), som har virket stærkest i nyere tid. Her præsenteres for første gang en aldrende mand, der har ondt i hele kroppen og dårligt kan huske, hvorfor han hævner. I 2002 skrev Miller en fortsættelse, The Dark Knight Strikes Again, til Lynn Varleys kantede illustrationer. Den er desværre ikke så vellykket, skønt både Superman, Robin og Wonder Woman, den sidste af de endnu aktive guldalderhelte, atter medvirker i periferien.The Dark Knight III: The Master Race (2015) er en problematisk, men langt mere overbevisende sag. 

   Kane lod Batman bære trikot, fordi Superman havde svøbt sig i de amerikanske farver. Skikkelsen kom dog et andet sted fra. I selvbiografien Batman & Me (1989) peger skaberen på tre inspirationskilder. For det første var der Leonardo da Vincis tegninger til en slags hang glider. For det andet havde Roland Wests filmatisering af Mary Roberts Rhinehart-krimien The Bat Whispers (1931) gjort indtryk på Kane, da han så den som 15-årig. Her lod »Flagermusen« sit symbol projicere på væggen. Heraf det legendariske Bat Signal på himlen over Gotham City. Ærkefjenden The Jokers makabre syresmil var inspireret af Victor Hugos Manden der ler.

DEN primære inspiration var dog Zorro. Kane havde ikke læst Johnston McCulleys føljetonroman The Curse of Capistrano (1919), som faktisk er den californiske rævs fødested, da han første gang tegnede Batman. Han havde imidlertid set Douglas Fairbanks bære kappe og maske, leve et dobbeltliv og kaste sig fra hus til hus i The Mark of Zorro (1920). Det er netop den film, som familien kommer ud fra, da Bruce Waynes forældre bliver skudt ned på gaden i Gotham. For Kane var der slet ingen tvivl om figurens udspring:

   »Jeg var medlem af en klub, som hed The Zorros. Vi bar sorte masker og prøvede at efterligne Fairbanks’ dumdristige akrobatik. Fra Zorros brug af en maske, som skjuler at han er Don Diego, fik jeg ideen til Batmans hemmelige identitet. Ligesom den lapsede og velstående spanske greve kunne Bruce Wayne være en økonomisk uafhængig mand, der foregav at være indolent. Zorro red på en sort hest, der hed Tornado. Han red ind i sin hule og kom ud af bornholmeruret i stuen. Bat-grotten var inspireret af denne hule i Zorro.«

   Siegel og Shuster havde ideen til Clark Kent, Supermans forsigtige alter ego, fra Baronesse Orczys Sir Percival Blakeney i revolutionsromancerne om The Scarlet Pimpernel. Så alt løber sammen i eventyrgenren. Nok er de amerikanske superhelte et moderne svar på Antikkens halvguder, men de vokser ud af samtidens triviallitteratur, og de har deres udspring i biografen, dér hvor skaberne først fandt en flugtvej mellem virkeligheden og drømmen om ære.

OGSÅ på film har figuren haft mange liv og været i stadig forvandling. Den første føljetonudgave er fra 1943. Det er, som kultursociologen Will Brooker bemærker i Batman Unmasked: Analyzing a Cultural Icon (2001), næppe på nogen måde tilfældigt, at superheltene for alvor tager fat på at redde verden, mens Hitler kommer til magten i Europa og Amerika inddrages i krigen.

   Deres indgriben bliver selvsagt aldrig helt troværdig, for man kan ikke forene de to virkeligheder. I prestigeudgivelsen 9-11 (2002), det første af to DC-albums, hvori »The World’s Finest Comic Book Writers & Artists Tell Stories to Remember« på baggrund af 11. september-angrebet, er der en bittersød lille Superman-historie. Helten beskriver alle de ting, som han kan, mens en læsende dreng gør store øjne. »The one thing I can not do is to break away from the fictional pages where I live and breathe, become real during times of crisis and right the wrongs of an unjust world.« Så gør han knæfald for de rigtige helte, som er brandmænd, læger og politifolk.

DET var et tigerspring for Batman og Robin, da Adam West (1928-2017) og Burt Ward forvandlede myten til høj camp og sprang ud af skabet som kryptobøsser i biograffilmen fra 1966.* Først Julie Newmar, så Lee Meriweather og endelig Eartha Kitt gjorde indtryk som Catwoman i tre sæsoner af tv-serien 1966-68. Virkeligheden vendte først tilbage i Tim Burtons to filmatiseringer, Batman (1989) og Batman Returns (1992), som husker humoren samtidig med, at mørket fra Frank Millers version bliver inddraget.

   Burtons film forekom stilfulde, da man så dem for 30 år siden. De er forbavsende svære at gense i dag, hvor alt ligner skalamodeller af plastic og tvivlsomme påskud for seksuel fetichisme. Warner fortsatte serien i Joel Schumachers Batman Forever (1995) og Batman and Robin (1997). Det blev værre og værre. I 90erne så man Michael Keaton, Val Kilmer og George Clooney som Batman. Før sin død røbede Kane, at han satte mest pris på Kilmers fremstilling. De års bedste Batman-film var i virkeligheden Batman: The Animated Series (1992-95). Herhjemme blev serien sendt på TV2.

PÅ denne baggrund kan man spørge, hvad vi skal med en ny Batman-film. Til og med er der tale om endnu en tolkning af figurens traumatiske genesis: drengen der mister sine forældre, det frustrerede savn, manden der træder i karakter som maskeret vigilante, problemerne med at være sådan et væsen, dobbeltlivet som playboy og natdyr, den etiske kløft mellem hævn og retfærdighed.

   Med sin målbevidst realistiske fortælling leverer englænderen Christopher Nolan (Memento, Insomnia) dog en væsentlig videreførsel af myten. For første gang er der ingen smilerynker, og man kan se, at slagene virkelig gør ondt. Christian Bale er en udmærket inkarnation af figuren, og han er ikke mindst i stand til at gøre den unge Bruce Waynes dilemma konkret i de første 70 minutter af filmen, hvor Batman endnu ikke har fundet sit mytologiske dyr. Han vælger flagermusen, fordi det var dyret han frygtede mest. Heldigvis var der ingen rotter i brønden, hvor helten landede, da han var dreng.

MICHAEL Caine er overraskende ukrukket i rollen som butleren Alfred, der stilfærdigt bliver en fadererstatning. Morgan Freeman forsyner vor mand med de seneste versioner af flagermusrustningen, Batmobilen og andet afgørende tilbehør. Det hele ligner en slags virkelighed, også huset med grotten og byen, der sædvanen tro næsten styrter i grus.

   Som læremesteren Ra’s Al Ghul, der vender tilbage som en stærk fjende, er Liam Neeson svær at skelne fra sin rolle som Jedi-ridderen Qui-Gon Jinn i Star Wars: The Phantom Menace (1999). Fugleskræmslet med mareridtsmasken er skræmmende livagtigt. Katie Holmes leverer en romantik, som sammen med eksplosionerne i den automatiske slutning nok er filmens svageste faktor.

   Gary Oldman giver en sober, støvet fremstilling af kommissær Gordon, den sidste ærlige strisser i byen, der ved filmens begyndelse er lige så korrupt som Sin City. Til slut kan han tænde Bat-signalet, som duver forjættende på den gnidrede nathimmel. En gal skurk har efterladt et spillekort ved sit seneste gerningssted. Der er selvsagt tale om Jokerens kort, for naturligvis er de næste film i Nolans trilogi, The Dark Knight (2008) og The Dark Knight Rises (2012), på vej allerede.

FØRSTE gang jeg mødte Batman var på forsiden af det første danske blad, som udkom i 1965. Helten bliver forvist fra Gotham City, Robin står og kaster sten efter ham. Der kom andre superhelte, som jeg fik et trofast forhold til, men det var altid noget særligt med Batman. Man lever videre med fiktionen som voksen, eller man slipper den og lader vågen fryse til. Om man kan lide denne film hænger nok sammen med, hvilket tegn man selv bærer inde under skjorten. For mig var det altid en sort flagermus.

*) Der er en støt nostalgisk længsel efter bronzealderstilen fra slut-60erne og start-70erne. I 2013 skabte forfatteren Jeff Parker (med vekslende tegnere) serien Batman '66 som en direkte videreførsel af universet fra tv-serien med Adam West og Burt Ward. Til og med december 2016 udkom 30 hæfter, som er samlet med diverse ekstramateriale i den herlige Batman '66 Omnibus (2018). Herefter følger en række enkeltstående miniserier med ekstrem high concept-faktor og stor kærlighed til perioden: Batman '66 Meets the Green Hornet (2015), Batman '66 Meets the Man from U.N.C.L.E. (2016), Batman '66 Meets Steed & Mrs. Peel (2017) [dvs. britiske The Avengers], Batman '66 Meets Wonder Woman '77 (2017) [hvor Lynda Carters tv-inkarnation af Wonder Woman er i spil] og Archie Meets Batman '66 (2019). Serien er en af de bedste og mest distinkte fornyelser af universet, som ellers tenderer mod okkulte excesser og gotiske krummelurer. Animationsfilmen The Return of the Caped Crusaders (2016), som Adam West, Burt Ward og Julie Newmar lagde stemmer til, indgår i den synergiske strategi. I 2017 fulgte fortsættelsen Batman vs. Two-Face, igen med West, Ward og Newmar, samt William Shatner som Harvey Dent. Adam West var 88, da han døde den 9. juni, 2017. Filmen er forsynet med dedikationen "In Loving Memory of Adam West (1928-2017). Rest Well, Bright Knight."

**) Det danske Batman nr. 1 var identisk med #330 af det amerikanske Detective Comics fra 1964. Historien hed egentlig "The Fallen Idol of Gotham City". Man skulle jo begynde et sted. Jeg foretog indkøbet hos den venlige kioskejer på butikstorvet ved Lufthavnsparken i Kastrup. Det var også her, at jeg købte Fart & Tempo hver uge. Senere tog han britiske musikmagasiner hjem for min skyld. Bladet lokkede som i en film. Og det kostede 1,50 kr. Der er gået 60 år, men jeg husker det hele. I mellemtiden er de første kulørte oplevelser steget i kurs, og originale hæfter i rimelig stand – selv de tvivlsomme danske udgaver – er blevet sjældne og meget kostbare. Netop i dag [22.12.2024] har Faraos Cigarer en antikvarisk nyhed på sit site. Et eksemplar af Batman nr. 1 er dukket op i tilstanden Fine+. Det betaler sig at have gemt sine skatte. Nu er udsalgsprisen 3000 kr.

Læs mere om Christopher Nolans Insomnia (2002), The Prestige (2006), Inception (2010); Interstellar (2014); Tenet (2020) og Oppenheimer (2023).

Se også Christopher Nolan: The Dark Knight (2008); Christopher Nolan: The Dark Knight Rises (2012); Todd Phillips: Joker [Bedste biograffilm 2019 nr. 3]; Comics Culture | Matt Reeves: The Batman (2022); Løven fra Sparta: Frank Millers 300 (1999/2019); Frank Miller | Will Eisner: The Spirit (2008); Patty Jenkins: Wonder Woman (2017); Patty Jenkins: Wonder Woman 1984 (2020); Alan Moore | David Lloyd: V for Vendetta [Bogen og filmen]; Landkort og legender: Michael Chabons fantastiske hjemstavn; Jonathan Lethem: Ensomhedens fæstning (2003).

Batman Begins. Instr.: Christopher Nolan. Manus: David S. Goyer, Christopher Nolan. Foto: Wally Pfister. 137 min. UK-USA 2005. Dansk premiere: 22.07.2005.

Fotos: Warner Bros./ DC Comics/ Cinematerial/ Filmaffinity/ [Filmgrab]

Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV; SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Warner Bros.[Steelbook | Ultimate Collector's Edition] 27.06.2022

Ajourført udgave af teksten fra Weekendavisen Kultur 23.07.2005

Landkort og legender: Michael Chabons fantastiske hjemstavn

LANDKORT OG LEGENDER 

Michael Chabon på flugt og i farten

Af BO GREEN JENSEN

LITTERÆRE priser er sjældent så vigtige, som de bliver gjort til. Trods alt skal der uddeles x antal årligt, og i offentligheden fylder den slags markeringer mindre end døgnets friske sportsresultater. Der skete dog noget skelsættende, da man i 2001 tildelte Michael Chabon årets Pulitzer Prize for murstensromanen The Amazing Adventures of Kavalier & Clay (2000). Ikke alene rekonstruerer bogen i kærlige detaljer 1940ernes og 1950ernes fælleskultur. Den gør det ved at stille skarpt på en litterær udtryksform, som heller ikke i sit hjemland har formået at blive anerkendt fra litteraturkritisk hold: den amerikanske tegneserie i sin første guldalder, hvor der i sporet efter Superman fløj kulørte kopihelte rundt allevegne.
   I 1930ernes Prag drømmer Josef Kavalier om at blive udbryderkonge som Harry Houdini. Samtidig arbejder byens rabbiner på at finde et sikkert sted til den jødiske golem, mens nazisterne hærger i Europa. Begge planer bliver realiseret, da Josef kommer til New York for at bo hos sin tante. Sammen med fætteren Samuel Klayman begynder Josef at tegne og skrive. Man skriver 1939. Året før har Jerry Siegel og Joe Shuster vendt op og ned på mediebilledet med Superman. Alle forlag vil have en figur magen til. Kavalier & Clay skaber da superhelten The Escapist i ånden fra Superman, Kafka, Messias og Golem.

CHABON fortæller fætrenes historie, så den bliver vigtig og virkelig for læseren. Han skriver episoder af serien om Eskapisten frem med nænsom omhu og en detaljerigdom, som gør, at man ser de kulørte sider i hæfterne for sig. Ikke overraskende blev figuren hovedperson i en rigtig albumserie, Michael Chabon Presents The Amazing Adventures of The Escapist, som Dark Horse Comics begyndte at udgive i 2004. Forskellige tegnere illustrerer i guldalderstil de liflige hæfter og album, som Chabon selv har skrevet i hvert fald et par af historierne til.

   Eskapisten går i krig mod Hitler, som både Superman og Marvel-helten Captain America faktisk gjorde i krigens begyndelse. Også Joe er i krig og tæt på at dø i den amerikanske Kelvinatorstation på Antarktis, ikke ved fjendtlig ild, men som følge af kulilteforgiftning fra en defekt varmeovn. Han vender hjem og kommer aldrig helt tæt på Sammy igen – de elsker den samme kvinde, Rosa Saks. Efter krigen bruger han sine kræfter på at skabe Prags golem om til en jødisk superhelt, mens mørkets kræfter i skikkelse i af poppsykologen Fredric Wertham forbereder det angreb på tegneseriemediet, som også kastede skygger herhjemme.

   Kavalier og Clay er baseret på Siegel og Shuster, som aldrig blev rige eller fik tilstrækkelig anerkendelse for Superman-figuren. Josef har endvidere træk fra alvorsmanden Jack Kirby (Jacob Kurtzberg), som brød med Marvel for at skabe en serie om De Nye Guder, og Nick Fury-tegneren Jimmy Steranko, som også var udbryderkonge. Flere autentiske personer medvirker, fra Orson Welles og Salvador Dali til Stan Lee og Will Eisner. Ved vejs ende har man levet tre liv, fået indblik i mediets første guldalder og udviklet et kærligt forhold til Eskapisten, Natsværmeren og de øvrige figurer fra det fiktive eventyr-i-eventyret.

SOM fortæller trækker Chabon på et uudtømmeligt reservoir af ideer og en uovertruffen sproglig elegance, der kan få al magi til at virke sandsynlig. Den utrolige historie om Kavalier & Clay, som endelig blev oversat i 2006, er en gavmild, skønt ikke unik fortælling. Rick Moody havde brugt Lee og Kirbys Marvel-serie om De Fantastiske Fire til at belyse sin fortællers pubertetsår i romanen The Ice Storm (1994). Chabon-tekstens nærmeste slægtning er dog Jonathan Lethems The Fortress of Solitude (2003, da. Ensomhedens Fæstning), der i samme ånd, men med et mindre gyldent register, bruger Supermans fort på Antarktis og en vag erindring om en magisk ring til at genskabe 1970ernes Brooklyn.

   Den tredje yngre løve med jødisk baggrund er Jonathan Franzen, som i The Corrections (2001, da. Korrektioner) bruger mainstreamrealismens familieroman til at sige noget centralt om sin tid. The Corrections udkom i dagene efter terrorangrebet den 11. september og blev i USA en bog, som alle ville læse i en uge, hvor mange tekster med ét syntes irrelevante. Modsat Chabon og Lethem blev Franzen straks anerkendt i Europa, fordi han holdt sig fra fantastiske islæt. I 1970erne talte man om Saul Bellow, Philip Roth og Bernard Malamud som et triumvirat af jødisk-amerikanske prosaister. Med lidt god vilje kan man se en lignende gruppering i trioen Franzen, Chabon og Lethem.

   Om sit forhold til tegneserier har Chabon udtalt: »Jeg var en stor serielæser, da jeg var dreng, fra jeg var 6 til jeg fyldte 15 år. Jeg samlede på dem, læste dem grådigt, skabte endog mine egne seriefigurer. Så tabte jeg interessen fuldstændig. Jeg solgte min samling. Jeg vendte først tilbage, da jeg havde skrevet Wonder Boys. Jeg fandt en enkelt overlevende æske med hæfter, som jeg havde gemt og båret med mig i 15 år. Da jeg åbnede den, og denne lugt steg op, lugten af gammelt papir, blev jeg ramt af en strøm af erindring. Det var, som om essensen af min barndoms jeg havde ligget i æsken og ventet.

   Cirka samtidig læste jeg en artikel om Superman – i Smithsonian Magazine, tror jeg nok – som beskrev, hvordan Siegel og Shuster havde skabt figuren. Jeg ville gerne skrive om den periode, som altid har fascineret mig. Dér slog lynet ned: Jeg ville skrive om serieskabere i 1940erne. Der var noget ved golem-myten, som knyttede an til Superman og de øvrige superhelte, messiasfiguren som kunne hjælpe verdens lidende, forsvarsløse skarer. Der var et jødisk element i alt dette, og mange skabere af disse guldalderserier var unge jødiske mænd. Jeg begyndte at udbygge Houdini-sporet og huskede, at eskapisme er den anklage, som altid rettes mod tegneserier: Hvorfor spilde sin tid med at læse dem? Det hele hang sammen.«

   I sin næste store roman, The Yiddisch Policemen’s Union (2007, da. Det Jiddische Politiforbund) gik Chabon videre med disse hovedmotiver, fantastisk virkelighed og jødisk selvforståelse. Der er tale om en hårdkogt politiroman. Den desillusionerede kommissær Meyer Landsman opklarer nogle mord i Alaska. Plottet forløber efter bogen, men Chabons Alaska er ikke som vort. I romanens alternative historie fik jødiske krigsflygtninge lov at oprette en interimistisk stat, Sitka, hvor man lever i en skøn sammenblanding af indfødt eskimoisk, gammel europæisk og moderne amerikansk kultur.

   Efter 60 år udløber brugsretten til stedet, som er meget stemningsfuldt skrevet frem: »Natten er en orange plamage over Sitka, en blanding af tåge og lyset fra natriumgadelygter. Den har samme gennemskinnelighed som løg stegt i hønsefedt.«

BÅDE i føljetonromanen Gentlemen of the Road og i essaysamlingen Maps and Legends, som genoptrykker ti års artikler og anmeldelser, gør Chabon sig tanker om, hvordan og hvornår den fantastiske baggrund og den jødiske identitet blev så vigtige for ham, at det ikke længere var muligt at vende ryggen til nogen af delene. Det enestående er selvsagt, at tricket virkelig lykkedes for ham.

   Chabon fik et øjeblikkeligt gennembrud med romanen The Mysteries of Pittsburgh (1988, da. Pittsburgh-Mysterierne), som herhjemme udkom hos Lindhardt & Ringhof, dog uden at gøre videre indtryk. I essayet »My Back Pages« beskriver Chabon, hvordan han begyndte på bogen i april 1985, da han boede hos sin mor og sin stedfar i Oakland i Californien, men endnu havde studietiden i Pittsburgh i frisk erindring.

   Forfatterspiren var 22 år. Han havde et erfaringsmateriale, men indtil videre var der gået fire år med at finde en form, som forenede hans »smag for den skønlitteratur, jeg havde læst med størst glæde i hovedparten af mit liv – fantasy, horror, krimi og science fiction – med den måde, jeg var ved at have det med det engelske sprog på.« Han havde læst nogle sider af Proust, som forskrækkede ham, og han havde taget sin obligatoriske tørn i en tillært stil af lige dele »pseudo-Ballard, quasi-Calvino og neo-Borges«. En genlæsning af The Great Gatsby gjorde udslaget: »Den fik mig til at ville skabe noget magen til.«

   Idet Chabon satte Fitzgeralds roman tilbage på hylden, fik han øje på bogen, som stod ved siden af: Goodbye, Columbus af Philip Roth. Han læste den, fordi den så tiltalende ud. Han så da, »hvor inspireret Roth havde været af sin egen ungdommelige læsning af Fitzgerald.« Han så også, at Roths bog var »a hell of a lot funnier than Fitzgerald’s,« men især bed han mærke i, at begge fortællinger blev udfoldet over en sommer.

   På samme måde ville Chabon skrive med juni-juli-august som struktur. »Jeg ville skrive en roman om venskab og dets umulighed, om mennesker der opfandt sig selv og drømte gigantiske drømme, om problematiske kvinder og mændene, som gjorde dem til til det, de var.« Måske kunne han samtidig finde en måde at sige noget vigtigt om sommer i Amerika, »noget som årstidens store amerikanske stemmer, digtere som Ray Bradbury og Bruce Springsteen, ville have forstået.«

   Chabon skrev The Mysteries of Pittsburgh på en Zilog-computer uden harddisk, med  to diskettedrev og en hukommelse på 64 kilobyte. Tekstbehandlingsprogrammet hed WordStar, og skærmen var lille og grøn. To år gik med at skrive. Han var 24, da bogen udkom og blev oversat til 40 sprog.

EFTER Pittsburgh-Mysterierne tog forfatteren en besværlig omvej. Essayet »Diving into the Wreck« fortæller den trods alt bekræftende historie. Alle ved, at opus to er svært, men Chabon ville skabe noget enestående. Mens han færdiggjorde The Mysteries of Pittsburgh, så han et maleri af Léon Krier, et billede af Washington, D.C. set fra luften. Chabon blev forført af et vejkort, en plantegning som viste »blåt vand, hvide avenuer, grønne promenader, alt set i glimt og på æggende afstand, uopnåeligt.«

   Han brugte fem år på at skrive en panoramisk roman med titlen Fountain City. Efter den første bogs sviptur af en jomfrurejse skulle toeren være som den ekspedition, pionererne Lewis og Clark foretog. Alt fra AIDS til israelsk spionage var med i bogen, der delte sin handling mellem Paris og en fiktiv by i Florida. I referat lyder bogen som en krydsning af Mike Davis’ sociologiske nyklassiker City of Quartz (1990), Otto Friedrichs Hollywood-skildring City of Nets (1986) og desværre allerede afdøde David Foster Wallaces magnum opus Infinite Jest (1996). Som Chabon var Wallace aktiv i kredsen omkring det erklæret kulørte magasin McSweeney’s, der også har udgivet Maps and Legends.

   Chabon opgav Fountain City efter fire gennemskrivninger og 62 arbejdsuger. I stedet skrev han på seks uger Wonder Boys (1995), hvori den Pittsburgh-baserede litteraturprofessor Grady Tripp har lignende problemer. Hans liv går op i limningen over en lang, løs weekend, hvor skeletterne formelig vælter ud af skabet, men han sætter sig til sidst, i en luvslidt slåbrok, og skriver med overbevisning. Curtis Hanson skabte i 2000 en sjældent kongenial filmatisering med Michael Douglas som Tripp. Bob Dylan skrev sangen »Things Have Changed« til Wonder Boys. Chabon har altid haft gode kontakter.

DYBEST set fortæller Maps and Legends en hjemstavnshistorie. Der er fine, polerede tekster om Chabons respekt for Cormac McCarthys apokalypser (»Dark Adventure«), Philip Pullmanns Lyra-trilogi (»On Daemons & Dust«) og M.R. James’ klassiske spøgelseshistorier. Der er længere lovsange til Sherlock Holmes (essayanmeldelsen »Fan Fictions« blev bragt over to numre af The New York Review of Books) og Will Eisners grafiske fortællinger (»Thoughts on the Death of Will Eisner«). Der er kærligt causerende tekster om jættebarnet Loke (»Ragnarok Boy«) og den jødiske golemmyte (»The Recipe for Life«), som er en væsentlig forudsætning for The Amazing Adventures of Kavalier & Clay.

   Mindre presserende virker to indforståede fanbreve til serieskaberne Howard Chaykin (»The Killer Hook«) og Lawrence Weschler (»Landsman of the Lost«), mens der næsten går didaktik i »Kids Stuff« (en opsang til seriebranchen, som i sin iver efter at tækkes de voksne har glemt at tilgodese børnene). Programartiklen »Trickster in a Suit of Lights« er et meget generaliserende forsvar for den kulørte novelle og alt, som er klassisk adventure.

   Bogens hjerte ligger i to smukke tekster om herkomst. Den ene er kort og forklaret. Essayet »Maps and Legends« stod oprindelig i Architectural Digest og beskriver Chabons barndom i den nyanlagte mønsterby Columbia i Maryland, hvor hans forældre investerede i et endnu ikke opført hus i 1969. Chabon husker den fascination, som han og hans lillebror følte ved de detaljerede kort over bebyggelsen. Der var en kunstig sø – Lake Kittamaqundi – og et futuristisk højhus, »hvidt og modernistisk i god Star Trek-stil.« I bymidten stod et »People Tree« ved siden af den lille udstillingsbygning, som Frank Gehry havde tegnet.

   Columbia var et konkret forsøg på at realisere utopien. Alt havde fået fantastiske navne - Drystraw Drive, Margrave Mews, Luckpenny Lane; Blue Pool, Red Lake, Spiral Court – og i mønsterbyens mønsterskoler blev der planlagt hen over etniske skel. I princippet gjorde man ikke forskel på hvide og sorte, jøder og kristne.

   Her boede familien Chabon i nr. 5179 på Eliot Oak Road i kvarteret Longfellow i landsbyen Harper’s Choice. Drengen havde Columbias byplan hængende ved siden af kort over Walt Disney’s Magic Kingdom og en fiktiv verden af egen tilvirkning. Han så op på kortene, når han læste i Hobbitten eller en af L. Frank Baums Oz-bøger. Beskrivelsen af den futuristiske arkitektur har samme positivistiske aura som Trylon og Perisfæren på Verdensudstillingen i New York 1939, hvor et nøgleafsnit udspiller sig i The Amazing Adventures of Kavalier & Clay.

   Erindringen er især prægnant, fordi et syndefald følger. Forældrene skilles, og huset bliver solgt. »Og så en dag forlod jeg Columbia og lærte den bitre sandhed om racerelationer, og en tid lang var jeg tilbøjelig til at betragte min børnelærdom med at vist mål af rugende vrede. Jeg følte, at man havde løjet for mig, at kortet var et falskneri.« På tredive års afstand kan Chabon dog se, at »bare fordi man er holdt op med at tro på noget, man er blevet lovet, betyder det ikke, at løftet i sig selv var en løgn.«

DEN anden centrale tekst, »Imaginary Homelands«, er en 30 sider lang udredning om det tabte sprog, jiddisch, begrebet eksil og Chabons forhold til den jødiske moderkultur, som han først tog for givet, siden skød fra sig og endte med at omfavne, så det blev muligt at skabe fantastiske steder som det kontrafaktiske Alaska i The Yiddisch Policemen’s Union.

   I »Fantasiens hjemlande« skriver Chabon: »Jeg blev født første gang på Georgetown University Hospital i 1963, og for anden gang ti år senere, på de første sider af ’En skandale i Böhmen’. I sidstnævnte barnetilstand var den himmel, som omsluttede mig, skrevne værker af Conan Doyle, Ray Bradbury, Philip José Farmer, Jack Vance. Fantasy og science fiction, så horror og hårdkogte krimier; min lidenskab og min ambition som læser og forfatter blev formet i denne genrelitteraturens smedje.«

   På University of Pittsburgh lærte Chabon, at man nok kunne liste Raymond Chandler ind i et pensum, som belyste »Maskulin ængstelse i efterkrigstidens amerikanske roman«, men han  indså, at hans helte aldrig ville få status som William Faulkner og Flannery O’Connor. Dog var der forfattere, som trak på kilder i genrelitteraturen, men som alligevel blev taget alvorligt af kritikere og akademikere. De havde navne som Pynchon, Burroughs, Vonnegut og Nabokov. Det var den vej, han ville gå. Han ville skrive en kriminalroman, hvor detektiven var en astronaut, som arbejdede ved kanalerne på Mars.

   Han skrev i stedet Pittsburgh-Mysterierne, og »det var i denne periode, mens jeg opgav en karriere, som både skulle kulminere og begynde med romanen om Mars, at jeg samtidig vendte ryggen til jødedommen. Jeg satte spørgsmålstegn ved alting: jeg går ud fra, at jeg forsøgte at tilpasse mig. Intet ved min jødiske baggrund – mine forfædre, deres sprog og historie, deres hengemte helligdagsbønner om frihed, kontinuitet og overlevelse – syntes at være af nytte eller have forbindelse til mit fortsatte liv på den tid.«

   Da hans ægteskab går i stykker, og Fountain City ikke vil hænge sammen, beslutter han at vende tilbage: »Jeg begyndte at tænde lys; jeg mødte og giftede mig med min nuværende hustru, som er barnebarn af jødiske indvandrere; jeg opgav romanen og begyndte min lange vandring tilbage mod et sted, hvor jeg kunne føle mig hjemme.«

LIGE så klart ser han i dag, at rejsen hjem til jødedommen var nøje forbundet med vejen tilbage til den kulørte fantastik, de romantiske kilder i det første landskab. Da han opgav det korrekte selskab, gik der hul på en overflod af ideer. Chabon skriver med skræmmende lethed. Han er en Mozart i genrelandskabet, og der er intet af den knudrede skabersmerte, man fornemmer hos kollegaen Jonathan Lethem. Lethems fine essaysamling The Disappointment Artist (2005) er i øvrigt et sidestykke til Maps and Legends.

   Ikke mindst i sine korte fiktioner skaber Chabon originale værker, der har fået en halv verden med på at læse kulørt. Essayet om Conan Doyle slutter med et slogan: »All novels are sequels; influence is bliss.« I denne ånd dyrker Chabon »parodi og pastiche, henvisning og hyldest, genfortælling og genopdagelse af de historier, som blev fortalt før vores tid og som vi voksede op med en kærlighed til.«

   Chabon skrev i 2003 kortromanen The Final Solution, som stod i The Paris Review, før den blev optrykt i bogform. Her bliver »den gamle detektiv«, som lever afsondret i Devon, i 1944 kaldt væk fra sine bistader på South Downs for at løse gåden om en tavs jødisk dreng, Linus Steinman, som bærer en talende grå papegøje på skulderen. Papegøjens navn er Bruno, og den lirer tyske talrækker af sig. Der er flere dødsfald og mistænkelige personer på familien Panickers pensionat, hvor puslespilsgåden har sin forankring.

   Fordi kausalitetskæden anskues gennem vekslende fokuspersoner, kan Chabon dreje historien subtilt. Det bliver aldrig nødvendigt at sige detektivens navn. The Final Solution er en fin pastiche på Conan Doyle, men bogens tour de force er det sidste kapitel, hvor løsningen gives med Bruno – papegøjen – som narrativt filter. Bruno vil præcis ikke synge »togsangen« for manden, som råber og hidser sig op. I stedet vil han synge om »sin afmagt, sin vrede, sit had til manden som tog ham fra Linus Steinman«. Papegøjens afsnit giver en sært troværdig, forbavsende anfægtende skildring af det, som drengen og fuglen har været igennem.*

DEN anderledes drabelige skrøne om Landevejens riddere udspiller sig i Kaukasus-regionen i midten af 900-tallet. Abessineren Amram  har natsort hud og er stor som en jætte, mens frankeren Zelikman ligner et hvidt fugleskræmsel, der kan vælte, når det skal være.

   I det brogede karavanserai af lejetropper, som følger Konstantinopels hær, har de to mænd en god fidus gående. De foregiver at kæmpe, får tilskuerne til at vædde og deler pengene i porten, når Amrams død er fingeret. En mahout gennemskuer duoens trick og tvinger svindlerne til at beskytte en khazarisk prins, der skal føres sikkert hjem til sin mors familie i Aserbadjan. På vejen får drabanterne selskab af Hanukkah, som vil hæve dusøren for Filaq, så han kan ægte den yppige Sara. Eventyret er en blanding af historisk western, skælmeroman og litterær ridderfilm, gennemført i hver eksotisk detalje.

   Fortællingen stod i The New York Times og var også her illustreret af Gary Gianni, som til hverdag viderefører den klassiske serie om Prins Valiant i skaberen Hal Fosters ånd. Det hele minder ikke så lidt som en postmoderne OTA-bog, cirka som hvis Bjarne Reuter (eller salig George MacDonald Fraser) havde genfortalt Ebbe Kløvedal Reichs Fæ og frænde. Det er stærkt underholdende og også lidt letbenet, fordi ideen udgør den halve fortælling.

   I en efterskrift oplyser Chabon, at hans arbejdstitel var Jøder med sværd, hvilket mange fandt lige så »anakronistisk og fornuftstridigt« som en bog med titlen Julemanden besejrer marsmændene. De så ikke »dødsdømte jødiske kavelerister ved Inkerman, Antietam eller Somme«, men »Woody Allen som bakkede hen mod den nærmeste udgang bag en spærreild af vittigheder og en dirrende kårde.«
   Trods smilerýnker og farvestyrke er Chabon atter ude i ideologisk ærinde. Det handler om at rehabilitere den jødiske kriger som historisk actionhelt og om at skabe respekt for en genre, der sædvanligvis bliver trådt ned i æltet sammen med sci-fi, krimi og comics. Igen peger Chabon på det bestemmende øjeblik, hvor han valgte drømmernes side:

   »For så kort tid siden som ti år havde jeg udgivet to romaner og måske omkring tyve noveller, og ikke en eneste af dem bød på våbentyper ældre en (enlig) 9mm Glock (...) De fleste af disse historier stod at læse adstadige, respektable og i almindelighed sværdfri steder som The New Yorker og Harper’s Magazine. Og bød på ubevæbnede amerikanere som gennemlevede de evige skæbner for personerne i nutidsnoveller – skuffelse, uheld, tab, hårdt tilkæmpet oplysning, øjeblikke af trøstesløs nåde.«

CHABON understreger, at han ikke tager afstand fra sit tidlige arbejde eller dets genre (»naturalisme fra slutningen af det 20. århundrede«). Han er stadig stolt af noveller som »Det var mig« og »Varulve i deres ungdom«. Det er bare sådan, at han i Landevejens riddere »er taget af sted for at lede efter en smule eventyr«.

   Denne »fornuftstridighed ved forfatter og værk« standser ikke ved jagten på »noget Springsteensk i naturen«. I Chabons variant af den klassiske historie (»som findes i værker så forskellige som Don Quixote og Nu går den vilde skattejagt«) udgør trældom, eksil og endelig hjemkomst en stor og forunderlig rejse:

   »I jødernes forhold til deres oprindelsesland, i den snor som hele tiden er blevet længere og tyndere, flettet af vandrerens frihed og de landflygtiges trældom, og som binder en jøde til hans Hjem, kan vi skelne eventyrets umiskendelige signatur. Historien om jøderne koncentrerer sig om farerne og ulykkerne, uheldene og katastroferne, de inspirerede bedrifter, sliddet og fortvivlelsen og de periodiske øjeblikke af herlighed og nåde som er resultatet af rejser hjemmefra og tilbage igen – man kan næsten sige at alt dette er hovedpersonerne.«

   Sådan er det, siger Chabon: »Det har på godt og ondt været ét langt eventyr – en 5.000 år lang odyssé – fra det øjeblik da det første Sande Bud blev fremsagt, da Gud sagde lech lecha til Abraham: Du skal forlade dit hjem. Du skal fare vild. Du skal støde på bagvaskelse, undertrykkelse, chancer, flugt og tilintetgørelse. Du skal per definition støde på eventyr.«

   For øvrigt er titlen Jøder med sværd vel ikke mere fornuftstridig end billedet af Mennesker med bøger. Hvad kan i en streamingtid være mere anakronistisk? »Det giver mig lyst til at le,« slutter Chabon.

*) Chabon er eminent som pasticheforfatter. Læs for eksempel hans bud på en H.P. Lovecraft-fortælling, »In the Black Mill«, som står i novellesamlingen Werewolves in Their Youth (1999).

Michael Chabon: Maps and Legends. Reading and Writing along the Borderlands. 222 s. McSweeney’s Books, San Francisco, 2008.

Michael Chabon: Gentlemen of the Road.204 s. New York: Del Rey/ Random House, 2007. 

»Pittsburgh-Mysterierne« udkom i Maria Lotz' oversættelse på Lindhardt og Ringhof i 1988. »Den utrolige historie om Kavalier & Clay« (2006), »Det Jiddische Politiforbund« (2007) og »Landevejens riddere« (2008) er (godt) oversat af Svend Ranild. Bøgerne udkom på forlaget Borgen. Jeg har selv oversat citaterne fra »Maps and Legends«.

Første udgave af teksten stod i Weekendavisen Bøger 19.09.2008