Christopher Nolan: The Dark Knight (2008)

EN KLOVN FRA HELVEDE

Vildere, mørkere og mere virkelig

Af BO GREEN JENSEN

DET var i 2005, at den mørke hævner, Batman for voksne, blev genopdaget og relanceret i Christopher Nolans seriøse og imponerende stilrene Batman Begins.
   The Dark Knight begynder mere eller mindre, hvor den første film slap taget i sin tilskuer. Byen ved stadig ikke, om den egentlig har brug for en straffende engel i karnevalsdragt. Især kritiserer medierne Batman (Christian Bale), når ubehjælpsomme wannabes kalkerer hans metoder. Kopisterne klæder sig i sortmalet sportstøj. Helten er også selv fuld af foragt. Trods alt er Bruce Wayne millionær i sit dagliv. Han har råd til at skabe sig ordentligt udstyr.

   Flere gode kræfter virker i Gotham City. Kommissær Gordon (Gary Oldman) er som altid en klippe af integritet. Nu suppleres han af Harvey Dent (Aaron Eckhart), den nyindsatte offentlige anklager. Dent er karismatisk, ubestikkelig, fuldkommen frygtløs og for resten forelsket i den samme kvinde som Batman. Faktisk overvejer Bruce Wayne at afvikle karrieren som Batman. Det gør han ene og alene på grund af Dents anstændighed.

  
PLANEN om et passivt liv bliver lagt på hylden, da auteurforbryderen The Joker (Heath Ledger) gør sin entre. Som en klovn fra helvede træder han ind på scenen og skaber en ny slags orkestreret kaos, der er mere som krig end som kriminalitet. Filmens prolog er en mesterligt realiseret sekvens, ti minutter i åndeløs heist movie-stil, hvor The Joker med sin bande tømmer den bank, hvor mafiaen vasker sine penge. Alle har instrukser om at dræbe sidemanden, så de bliver færre om at dele rovet. Til sidst står kun chefen tilbage.

   Det er ikke grin, man dør af, i selskab med The Joker. Nu vil han tage vor helts moralske mødom og tvinge Gotham City i knæ. Det er lige ved at lykkes. Flere dør end sædvanligt, også af navnene øverst på rollelisten. Når det sker, føles sorgen ægte og stram, for dét er disse films projekt: at gøre tegneserieuniverset til en taktil, troværdig virkelighed, hvor fænomer som smerte og død er konkrete.

BRUCE Waynes vej til dobbeltlivet som Batman var emnet for den første film, og The Dark Knight taget for givet, at man kender heltens baggrund. The Joker har flere versioner af fortællingen om, hvordan han fik skåret ar i sit ansigt. Han siger forskellige ting til forskellige ofre og drejer hver gang historien, så vedkommende har det fulde udbytte.
   Somme tider var det en alkoholiseret far, som skar smilet frem i hans ansigt. Andre gange gjorde han det selv i solidaritet med en vansiret hustru, som straks efter forlod ham. For hver gentagelse bliver historien lidt bedre, og den begynder altid med ordene: »Wanna know how I got these scars?«

   The Joker giver ikke alene Batman værdig modstand. Heath Ledger stjæler filmen, hver gang han er i billedet. Det er selvsagt også meningen. Manuskriptet giver Joker de bedste replikker, og Heath Ledger er den eneste, som får lov at drive spillet ud til kanten i hver enkelt af sine scener. Det er en skræmmende troværdig figur, som han skaber inde bag sminken. For første gang ser man The Joker som et menneske, der kunne findes i virkeligheden. I hvert fald i denne slags virkelighed. Jack Nicholsons Mefistofeles-trick fra Tim Burtons Batman (1989) ligner mere et varietenummer i forhold.
   Ledger og brødrene Nolan har arbejdet indgående med Jokerens baggrund og motivation. Han er en skiftevis klar og utydelig trickster, en forvandlingsfigur som tager farve efter situationen. Politiet finder tre forskellige slags DNA, da de analyserer hans visitkort, og ingen af dem er Jokerens egen. De tilhører derimod hans kommende ofre. Han stjæler et bjerg af penge fra den afmægtige mafia og kravler rundt på det som Onkel Joakim. I næste billede betyder det dog intet for ham at sætte ild til sedlerne, som de svagere mænd efterstræber.

FAKTISK er pointen, at The Joker er hævet over den slags. Til den knuste Harvey Dent, som ligger i sengen med bortætset ansigt og er i færd med at blive til forbryderen Two-Face, en anden af Batmans ældste arvefjender, siger Jokeren noget, som virker helt ærligt: »Ser jeg ud som en mand med en plan, Harvey? Jeg har ikke nogen plan. Mafiaen har planer, politiet har planer. Ved du, hvad jeg er, Harvey? Jeg er en hund, som jager biler. Jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg fangede en af dem. Jeg gør bare tingene. Jeg er et ryk i gearstangen. Jeg hader planer. Dine, deres, alle planer.«

   Ledger ligner skiftevis et mareridtsfoto af Manden Som Ler og et karikeret portræt af Sid Vicious. Nolan har udtalt, at Ledgers look citerer den klassiske fremtoning fra tegneserien, men også Sex Pistols-sangeren Johnny Lydon på sine lidt ældre dage. Han taler i hvert lige så meget om karma og konstruktivt anarki: »Introduce a little anarchy, you upset the established order, and everything becomes chaos. I am an agent of chaos. And you know the thing about chaos, Harvey? It’s fair.«

   Batman selv er vildere og mørkere end nogensinde. Der kan virkelig fare en djævel i dyret, som sparker fra sig og river hoveder af. Den mørke ridder har ingen særlige kræfter, kun kampsportsteknik og sin flagermusrustning. Han må derfor skabe respekt ved at skræmme. Dét træk er autentisk i forhold til Batmans begyndelse. Her er han dog hæmningsløs. I en grænseoverskridende scene går politichefen uden for døren, mens Batman »afhører« The Joker. Det er de to mænds store scene sammen, og den handler på mærkelig vis om tortur. Her siger filmen med ét noget vigtigt. Som sagt er det Batman i virkeligheden, vi ser.

FOR 80 år siden, da Bob Kane og Bill Finger skrev grundhistorierne om persongalleriet, var de fremfor alt inspireret af film. Kane beundrede Zorro, men kendte ham fra filmen med Douglas Fairbanks, ikke fra Johnston McCulleys romaner. Batsignalet var hentet fra Roland Wests filmudgave af Mary Robert Rhineharts The Bat Whispers (1930). Den tredje kilde var Leonardo da Vincis tegninger af en slags vinger, som fik mennesker til at svæve som fugle. Det gør Batman ofte i The Dark Knight. Det er filmens flotteste scener og også de mest utroværdige.

   The Joker blev skabt i 1940. Den direkte inspiration var et foto af Conrad Veidt i Paul Lenis The Man who Laughs (1928). Kane læste aldrig romanen af Victor Hugo. Two-Face med det ødelagte Janus-ansigt blev til samme aften, som Kane og Finger i biografen havde set Spencer Tracy i Victor Flemings Dr. Jekyll and Mr. Hyde (1941). Først ti år senere, i 1951, fulgte baggrundshistorien om Harvey Dent. I Joel Schumachers overlæssede Batman Forever (1995) blev han spillet som en fuldkommen karikatur af Tommy Lee Jones.

   I The Dark Knight bliver han et menneske i tre dimensioner, og det er Dents forvandling, den psykiske nedsmeltning efter hans vansiring og tabet af kæresten, som tegner en slags moralsk spændingskurve og giver filmen fremdrift i skyggen af de drabelige kampe mellem Batman og The Joker. Den formørkede hævner og den anarkistiske klovn er ligeværdige fikspunkter. De flytter sig ikke en tomme. Da The Joker siger: »This is what happens when an unstoppable force meets an immovable object,« citerer han både en fysisk lov og en linie fra Johnny Mercer-sangen »Something’s Gotta Give«. Men det er ham, der kan se, at de har brug for hinanden: »I think you and I are destined to do this forever.«

DEN mørke ridder vil ikke fedtes ind i den slags metafysik. Han punkterer flere af Jokerens blomstrende enetaler med fyndige one-liners, men forholder sig ellers tavs og ekstremt handlekraftig til tingene, uanset om han svæver i luften, slår sine fjender, kører ræs i den futuristiske batpod eller pløjer asfalten op på sin batmotorcykel. Han gør helvede hedt for den brændende by, som skiftevis hader og elsker hans indsats. Bale er atter en upåklagelig Batman. Han kan også løfte scenerne, hvor Bruce Wayne skal ligne en nar for alverden.

   Bale har dog ikke en chance over for Heath Ledger, der gør hver af sine scener til en masterclass i metodespil. The Joker er et popikon, en billig effekt fra et spøg-og-skæmt-lager, og han ved det ovenikøbet selv. Men også han bliver hér et menneske. I The Dark Knight er Jokeren hverken sindssyg eller sadistisk. Han er snarere fuldkommen følelsesløs.

ELLERS er universet som altid. Michael Caine og Morgan Freeman gentager deres roller som butleren Alfred og forretningsføreren Lucius Fox, der designer arsenalet for Batman.

   Du kan mange steder læse, at The Dark Knight er den bedste, vredeste, voldsomste og vigtigste superheltefilm nogensinde. Jeg synes faktisk, at Batman Begins var endnu bedre. Der var mere ro, mere dybde og flere nuancer i beskrivelsen af Bruce Waynes lange dannelsesvej. The Dark Knight satser alt på The Joker, og Heath Ledger er frygtindgydende god i den sidste filmrolle, som han gjorde færdig før sin for tidlige død.* Det er en meget effektiv helvedesrejse til nattens ende og videre ind.

Læs mere om Christopher Nolans Insomnia (2002), The Prestige (2006), Inception (2010); Interstellar (2014); Tenet (2020) og Oppenheimer (2023).

Se også Christopher Nolan: Batman Begins (2005); Christopher Nolan: The Dark Knight Rises (2012); Todd Phillips: Joker [Bedste biograffilm 2019 nr. 3]; Comics Culture | Matt Reeves: The Batman (2022); Løven fra Sparta: Frank Millers 300 (1999/2019); Frank Miller | Will Eisner: The Spirit (2008); Patty Jenkins: Wonder Woman (2017); Patty Jenkins: Wonder Woman 1984 (2020); Alan Moore | David Lloyd: V for Vendetta [Bogen og filmen]; Landkort og legender: Michael Chabons fantastiske hjemstavn; Jonathan Lethem: Ensomhedens fæstning (2003).

*) Heath Ledger (1979-2008) døde under indspilningen af Terry Gilliams The Imaginarium of Doctor Parnassus (2009). Frem for at slette hans scener, reviderede Gilliam filmens præmis og lod tricksteren Tony fremstille af flere skuespillere: Ledger, Johnny Depp, Jude Law og Colin Farrell. Det er ikke helt så spektakulært, som det lyder, men det lykkedes Gilliam at gøre et akut problem til et væsentligt salgsargument. Det er under alle omstændigheder Christopher Plummer, som bærer filmen om den evige Dr. Parnassus. Plummer var 80 år, da han spillede rollen. Heath Ledger blev kun 29. Han gjorde tidligt stort indtryk i 10 Things I Hate About You (1999) og voksede for hver film i de følgende ti år. A Knight's Tale (2001), Brokeback Mountain (2005), Candy (2006), I'm Not There (2007) og The Dark Knight demonstrerer en forbløffende dybde og alsidighed. Der er mange teorier om, hvad der gik galt for den australske skuespiller, som blev sin generations James Dean og River Phoenix. Adrian Butenhuis og Derik Murray tegner et solidarisk og nuanceret portræt i dokumentaren I Am Heath Ledger (2017). Ledger fik en posthum Oscar for rollen som Joker. 

The Dark Knight. Instr.: Christopher Nolan. Manus: Jonathan og Christopher Nolan. Foto: Wally Pfister. 152 min. USA 2008. Dansk premiere: 22.07.2008.

Fotos: Warner Bros./ DC Comics/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB
Filmes streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Warner Bros. 19.12.2017

Anmeldelsen trykt første gang (med rubrikken 'Batman i virkeligheden') i Weekendavisen Kultur 23.07.2008

Christopher Nolan: Batman Begins (2005)

NATDYRET

Legenden begynder altid igen

Af BO GREEN JENSEN

BATMAN har altid været en undtagelse. Modsat andre maskerede helte har han ingen særlig superkraft. Natmennesket kommer ikke fra en anden galakse, men fra virkeligheden midt i New York. Han er hverken blevet bestrålet eller bidt af muterede insekter. Han har alene sin drift efter hævn at gøre godt med, arsenalet og uniformen, det tjekkede tekniske udstyr og et markant talent for selviscenesættelse. Junglens andre dyr frygter allermest måden, den mørke ridder kommer og går på. Så meget ved manden er effektivt teater, men smerten han bærer er ikke fingeret. I perioder har han efterlevet loven og været en sober rollemodel for de mindste. Det er ved at være længe siden. De sidste 40 år har Batman været for voksne. I dag river helten hoveder af.

   Bob Kane (1915-1998) hed egentlig Robert Kahn og var en ranglet jødisk ung mand fra Bronx, da han (sammen med Bill Finger) skabte Batman i 1939. Han tog ikke mindst ved lære af den succes, som kollegerne Jerry Siegel og Joe Shuster året før havde fået med Superman-figuren. Siegel og Shuster var ansat hos tegneserieforlæggeren Harry Donenfeld, da de skrev og tegnede det første nummer af Action Comics, som udkom 1. juni 1938. Ophavsretten tilhørte forlaget, det senere DC Comics. Trods et langstrakt retsligt efterspil, så de aldrig en cent af den formue, som manden fra Krypton akkumulerede. Et halvt århundrede senere lykkedes det Siegel at få teamet krediteret på Richard Donners filmatisering fra 1986, men der faldt stadig ingen royalties.

KANE var fra begyndelsen bevidst om sin kreations potentiale, og han var fast besluttet på ikke at sætte sin kunstneriske kontrol overstyr. Han gav figuren videre til andre, bedre og hurtigere tegnere, men svævede til sin død over vandene som en veritabel Walt Disney. Hvert stykke merchandise blev forhandlet under personlig licens, og Kane er krediteret som konsulent på samtlige filmatiseringer. Historien om de unge serieskabere er fortalt meget livfuldt i Gerard Jones’ Men of Tomorrow: Geeks, Gangsters, and the Birth of the Comic Book (2004). Den ligger selvsagt også til grund for Michael Chabons eminente roman om The Amazing Adventures of Kavalier & Clay (2000, da. Den utrolige historie om Kavalier & Clay).

HELTEN selv skyldte vel Superman lidt. Den første flyvende mand i trikot var så overvældende et kulturfænomen, at alle måtte have mere hurtigst muligt. Spraglede kopier med fantastiske navne og forbløffende forhistorier blev født i snesevis uge for uge, mens den første »Golden Age of Comics« tog fart. Batman debuterede i nr. 27 af Detective Comics i maj 1939. Året efter flyttede Dick Grayson, en forældreløs søn af myrdede trapezartister, ind hos millionæren Bruce Wayne. Batman fik sit eget blad i april 1940.

   Der er siden kommet, bogstaveligt talt, flere hundrede parallelle publikationer med hver deres egen distinkte profil. Batman i fremtiden, Batman i fortiden, Batman i mulige Elsewolds, med og uden Robin, for sjov og i kulsort blodig alvor. Den klassiske Batman, vi først tænker på, blev tegnet af Carmine Infantino i 1960erne og Neal Adams i 1970erne. DC Comics-redaktøren og forfatteren Dennis O’Neil har haft det længste opsyn med moderhistorien. I 1994 skrev han romanen Knightfall, som er en vellykket prosaudgave af hele Azrael-sidehistorien, der gjorde Batman rå og dæmonisk for alvor.

DET er uden tvivl Frank Millers mørke The Dark Knight Returns (1986, da. Nattens ridder vender tilbage), som har virket stærkest i nyere tid. Her præsenteres for første gang en aldrende mand, der har ondt i hele kroppen og dårligt kan huske, hvorfor han hævner. I 2002 skrev Miller en fortsættelse, The Dark Knight Strikes Again, til Lynn Varleys kantede illustrationer. Den er desværre ikke så vellykket, skønt både Superman, Robin og Wonder Woman, den sidste af de endnu aktive guldalderhelte, atter medvirker i periferien.The Dark Knight III: The Master Race (2015) er en problematisk, men langt mere overbevisende sag. 

   Kane lod Batman bære trikot, fordi Superman havde svøbt sig i de amerikanske farver. Skikkelsen kom dog et andet sted fra. I selvbiografien Batman & Me (1989) peger skaberen på tre inspirationskilder. For det første var der Leonardo da Vincis tegninger til en slags hang glider. For det andet havde Roland Wests filmatisering af Mary Roberts Rhinehart-krimien The Bat Whispers (1931) gjort indtryk på Kane, da han så den som 15-årig. Her lod »Flagermusen« sit symbol projicere på væggen. Heraf det legendariske Bat Signal på himlen over Gotham City. Ærkefjenden The Jokers makabre syresmil var inspireret af Victor Hugos Manden der ler.

DEN primære inspiration var dog Zorro. Kane havde ikke læst Johnston McCulleys føljetonroman The Curse of Capistrano (1919), som faktisk er den californiske rævs fødested, da han første gang tegnede Batman. Han havde imidlertid set Douglas Fairbanks bære kappe og maske, leve et dobbeltliv og kaste sig fra hus til hus i The Mark of Zorro (1920). Det er netop den film, som familien kommer ud fra, da Bruce Waynes forældre bliver skudt ned på gaden i Gotham. For Kane var der slet ingen tvivl om figurens udspring:

   »Jeg var medlem af en klub, som hed The Zorros. Vi bar sorte masker og prøvede at efterligne Fairbanks’ dumdristige akrobatik. Fra Zorros brug af en maske, som skjuler at han er Don Diego, fik jeg ideen til Batmans hemmelige identitet. Ligesom den lapsede og velstående spanske greve kunne Bruce Wayne være en økonomisk uafhængig mand, der foregav at være indolent. Zorro red på en sort hest, der hed Tornado. Han red ind i sin hule og kom ud af bornholmeruret i stuen. Bat-grotten var inspireret af denne hule i Zorro.«

   Siegel og Shuster havde ideen til Clark Kent, Supermans forsigtige alter ego, fra Baronesse Orczys Sir Percival Blakeney i revolutionsromancerne om The Scarlet Pimpernel. Så alt løber sammen i eventyrgenren. Nok er de amerikanske superhelte et moderne svar på Antikkens halvguder, men de vokser ud af samtidens triviallitteratur, og de har deres udspring i biografen, dér hvor skaberne først fandt en flugtvej mellem virkeligheden og drømmen om ære.

OGSÅ på film har figuren haft mange liv og været i stadig forvandling. Den første føljetonudgave er fra 1943. Det er, som kultursociologen Will Brooker bemærker i Batman Unmasked: Analyzing a Cultural Icon (2001), næppe på nogen måde tilfældigt, at superheltene for alvor tager fat på at redde verden, mens Hitler kommer til magten i Europa og Amerika inddrages i krigen.

   Deres indgriben bliver selvsagt aldrig helt troværdig, for man kan ikke forene de to virkeligheder. I prestigeudgivelsen 9-11 (2002), det første af to DC-albums, hvori »The World’s Finest Comic Book Writers & Artists Tell Stories to Remember« på baggrund af 11. september-angrebet, er der en bittersød lille Superman-historie. Helten beskriver alle de ting, som han kan, mens en læsende dreng gør store øjne. »The one thing I can not do is to break away from the fictional pages where I live and breathe, become real during times of crisis and right the wrongs of an unjust world.« Så gør han knæfald for de rigtige helte, som er brandmænd, læger og politifolk.

DET var et tigerspring for Batman og Robin, da Adam West (1928-2017) og Burt Ward forvandlede myten til høj camp og sprang ud af skabet som kryptobøsser i biograffilmen fra 1966.* Først Julie Newmar, så Lee Meriweather og endelig Eartha Kitt gjorde indtryk som Catwoman i tre sæsoner af tv-serien 1966-68. Virkeligheden vendte først tilbage i Tim Burtons to filmatiseringer, Batman (1989) og Batman Returns (1992), som husker humoren samtidig med, at mørket fra Frank Millers version bliver inddraget.

   Burtons film forekom stilfulde, da man så dem for 30 år siden. De er forbavsende svære at gense i dag, hvor alt ligner skalamodeller af plastic og tvivlsomme påskud for seksuel fetichisme. Warner fortsatte serien i Joel Schumachers Batman Forever (1995) og Batman and Robin (1997). Det blev værre og værre. I 90erne så man Michael Keaton, Val Kilmer og George Clooney som Batman. Før sin død røbede Kane, at han satte mest pris på Kilmers fremstilling. De års bedste Batman-film var i virkeligheden Batman: The Animated Series (1992-95). Herhjemme blev serien sendt på TV2.

PÅ denne baggrund kan man spørge, hvad vi skal med en ny Batman-film. Til og med er der tale om endnu en tolkning af figurens traumatiske genesis: drengen der mister sine forældre, det frustrerede savn, manden der træder i karakter som maskeret vigilante, problemerne med at være sådan et væsen, dobbeltlivet som playboy og natdyr, den etiske kløft mellem hævn og retfærdighed.

   Med sin målbevidst realistiske fortælling leverer englænderen Christopher Nolan (Memento, Insomnia) dog en væsentlig videreførsel af myten. For første gang er der ingen smilerynker, og man kan se, at slagene virkelig gør ondt. Christian Bale er en udmærket inkarnation af figuren, og han er ikke mindst i stand til at gøre den unge Bruce Waynes dilemma konkret i de første 70 minutter af filmen, hvor Batman endnu ikke har fundet sit mytologiske dyr. Han vælger flagermusen, fordi det var dyret han frygtede mest. Heldigvis var der ingen rotter i brønden, hvor helten landede, da han var dreng.

MICHAEL Caine er overraskende ukrukket i rollen som butleren Alfred, der stilfærdigt bliver en fadererstatning. Morgan Freeman forsyner vor mand med de seneste versioner af flagermusrustningen, Batmobilen og andet afgørende tilbehør. Det hele ligner en slags virkelighed, også huset med grotten og byen, der sædvanen tro næsten styrter i grus.

   Som læremesteren Ra’s Al Ghul, der vender tilbage som en stærk fjende, er Liam Neeson svær at skelne fra sin rolle som Jedi-ridderen Qui-Gon Jinn i Star Wars: The Phantom Menace (1999). Fugleskræmslet med mareridtsmasken er skræmmende livagtigt. Katie Holmes leverer en romantik, som sammen med eksplosionerne i den automatiske slutning nok er filmens svageste faktor.

   Gary Oldman giver en sober, støvet fremstilling af kommissær Gordon, den sidste ærlige strisser i byen, der ved filmens begyndelse er lige så korrupt som Sin City. Til slut kan han tænde Bat-signalet, som duver forjættende på den gnidrede nathimmel. En gal skurk har efterladt et spillekort ved sit seneste gerningssted. Der er selvsagt tale om Jokerens kort, for naturligvis er de næste film i Nolans trilogi, The Dark Knight (2008) og The Dark Knight Rises (2012), på vej allerede.

FØRSTE gang jeg mødte Batman var på forsiden af det første danske blad, som udkom i 1965. Helten bliver forvist fra Gotham City, Robin står og kaster sten efter ham. Der kom andre superhelte, som jeg fik et trofast forhold til, men det var altid noget særligt med Batman. Man lever videre med fiktionen som voksen, eller man slipper den og lader vågen fryse til. Om man kan lide denne film hænger nok sammen med, hvilket tegn man selv bærer inde under skjorten. For mig var det altid en sort flagermus.

*) Der er en støt nostalgisk længsel efter bronzealderstilen fra slut-60erne og start-70erne. I 2013 skabte forfatteren Jeff Parker (med vekslende tegnere) serien Batman '66 som en direkte videreførsel af universet fra tv-serien med Adam West og Burt Ward. Til og med december 2016 udkom 30 hæfter, som er samlet med diverse ekstramateriale i den herlige Batman '66 Omnibus (2018). Herefter følger en række enkeltstående miniserier med ekstrem high concept-faktor og stor kærlighed til perioden: Batman '66 Meets the Green Hornet (2015), Batman '66 Meets the Man from U.N.C.L.E. (2016), Batman '66 Meets Steed & Mrs. Peel (2017) [dvs. britiske The Avengers], Batman '66 Meets Wonder Woman '77 (2017) [hvor Lynda Carters tv-inkarnation af Wonder Woman er i spil] og Archie Meets Batman '66 (2019). Serien er en af de bedste og mest distinkte fornyelser af universet, som ellers tenderer mod okkulte excesser og gotiske krummelurer. Animationsfilmen The Return of the Caped Crusaders (2016), som Adam West, Burt Ward og Julie Newmar lagde stemmer til, indgår i den synergiske strategi. I 2017 fulgte fortsættelsen Batman vs. Two-Face, igen med West, Ward og Newmar, samt William Shatner som Harvey Dent. Adam West var 88, da han døde den 9. juni, 2017. Filmen er forsynet med dedikationen "In Loving Memory of Adam West (1928-2017). Rest Well, Bright Knight."

**) Det danske Batman nr. 1 var identisk med #330 af det amerikanske Detective Comics fra 1964. Historien hed egentlig "The Fallen Idol of Gotham City". Man skulle jo begynde et sted. Jeg foretog indkøbet hos den venlige kioskejer på butikstorvet ved Lufthavnsparken i Kastrup. Det var også her, at jeg købte Fart & Tempo hver uge. Senere tog han britiske musikmagasiner hjem for min skyld. Bladet lokkede som i en film. Og det kostede 1,50 kr. Der er gået 60 år, men jeg husker det hele. I mellemtiden er de første kulørte oplevelser steget i kurs, og originale hæfter i rimelig stand – selv de tvivlsomme danske udgaver – er blevet sjældne og meget kostbare. Netop i dag [22.12.2024] har Faraos Cigarer en antikvarisk nyhed på sit site. Et eksemplar af Batman nr. 1 er dukket op i tilstanden Fine+. Det betaler sig at have gemt sine skatte. Nu er udsalgsprisen 3000 kr.

Læs mere om Christopher Nolans Insomnia (2002), The Prestige (2006), Inception (2010); Interstellar (2014); Tenet (2020) og Oppenheimer (2023).

Se også Christopher Nolan: The Dark Knight (2008); Christopher Nolan: The Dark Knight Rises (2012); Todd Phillips: Joker [Bedste biograffilm 2019 nr. 3]; Comics Culture | Matt Reeves: The Batman (2022); Løven fra Sparta: Frank Millers 300 (1999/2019); Frank Miller | Will Eisner: The Spirit (2008); Patty Jenkins: Wonder Woman (2017); Patty Jenkins: Wonder Woman 1984 (2020); Alan Moore | David Lloyd: V for Vendetta [Bogen og filmen]; Landkort og legender: Michael Chabons fantastiske hjemstavn; Jonathan Lethem: Ensomhedens fæstning (2003).

Batman Begins. Instr.: Christopher Nolan. Manus: David S. Goyer, Christopher Nolan. Foto: Wally Pfister. 137 min. UK-USA 2005. Dansk premiere: 22.07.2005.

Fotos: Warner Bros./ DC Comics/ Cinematerial/ Filmaffinity/ [Filmgrab]

Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV; SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Warner Bros.[Steelbook | Ultimate Collector's Edition] 27.06.2022

Ajourført udgave af teksten fra Weekendavisen Kultur 23.07.2005

Frank Miller | Will Eisner: The Spirit (2008)

EN FORTÆLLING OM EN BY

Frank Miller møder Will Eisners The Spirit 

Af BO GREEN JENSEN

DET har aldrig været en hemmelighed, at tegneserieskaberen Frank Miller (f. 1957) talte kollegaen Will Eisner (1917-2005) blandt sine primære helte og inspirationskilder. I 1970erne, da Warren Publishing Company genudgav Eisners legendariske The Spirit-hæfter fra 1940erne og 1950erne, stod Miller forrest i køen i seriebutikken. Da han i 1980erne selv blev en stjerne i kraft af sin relancering af Marvel-helten DareDevil og DC Comics-ikonet Batman, undlod han aldrig at takke Eisner, skønt man sagtens kan læse den banebrydende miniserie The Dark Knight Returns (1985) uden at tænke på Eisner. Miller er garant for en slags hyperrealistisk ultravold. Eisner har derimod altid stået som mediets runde humanist par excellence.

   Med noir-krimiserien Sin City (1991-1999) skabte Miller fra bunden sin egen verden. Her er formen kogt ned til sit mest basale udtryk. Alt er sort og hvidt, kompakt form og skrøbelig stregtegning, vildt i sit væsen og tættere på kunstgrafik end på seriehæfter. Robert Rodriguez (El Mariachi, Desperado, Once Upon a Time in Mexico) var så stor en fan af serien, at han ansatte Miller som medinstruktør, da han i 2005 filmatiserede Sin City. Her blev en ny form skabt ved at blande computeranimation og spillefilm. Miller har kaldt formen »a comic book movie«. Den er sjældent subtil, men udtrykket rykker, og dét er dybest set, hvad Miller vil.

   Sin City var et stort tilløbsstykke. Det samme blev Zack Snyders endnu mere ekstreme filmatisering af 300 (2007), Millers krypto-fascistiske hyldest til kong Leonidas og de øvrige 299 spartanere, som i år 480 f.Kr. holdt stand mod persernes hær ved Thermopylæ. Med disse radikale hits i bagagen har Miller haft mulighed for at realisere to gamle drømme: for det første at skrive og instruere en film uden andres indblanding; for det andet at hylde sin læremester, Will Eisner, og digte videre på det moderne eventyr om The Spirit.

SPIRIT-skikkelsen blev skabt i 1940, da William Erwin Eisner var en ung mand på 23 år. Efter to år som partner i firmaet Eisner & Iger, hvor man ansatte tegnere som Jules Feiffer og Jack Kirby, den senere stjerne hos Marvel, og producerede færdigpakkede serier, der blev solgt til udgivere som Fiction House og Quality Comics, fik Eisner et enestående tilbud. Han havde så godt som frie hænder til at skabe et 16 siders indstik, faktisk et mini-magasin, der skulle følge med søndagsavisen Des Moines Register og syndikaliseres via bureauet Tribune.

   Den eneste betingelse var, at Eisner skabte en helt med en hemmelig identitet og gerne overnaturlige kræfter. Eisner ville hellere skrive og tegne en selvironisk detektivserie, som kombinerede de bedste træk fra Dick Tracy og Hollywoods film noir med en realistisk skildring af hverdagslivet i New York.* Han kunne dog se fornuften i kravet. To år efter lanceringen af Superman og ét efter succesen, som mødte Bob Kanes Batman, ville mediets læsere ikke høre om andet end gæster fra rummet med magiske kræfter og maskerede selvtægtsmænd, som tog hævn og beskyttede almuen mod overgreb fra nazister, korruption og kriminalitet.

EISNER havde selv haft skolekammeraten Bob Kane ansat på Eisner & Iger, hvor han også personligt sagde nej tak til to ideer, som Jerry Siegel og Joe Shuster kom forbi med. Den ene hed Spy. Den anden var ur-versionen af Superman.

   I Charles Brownsteins samtalebog Eisner/Miller (2005), hvor den gamle tegner kort før sin død taler disciplen Frank Miller gennem centrale aspekter ved sit liv, sin tid og sit fag, erkender han at have begået en brøler. Men Superman var en ufærdig idé, og Eisner & Iger solgte pakkede serier. Eisner ser i øvrigt både manden fra Krypton, Batman og The Spirit som udtryk for det samme behov:

   »Pointen er, at deres idé udsprang af en sublimeret jødisk tanke, som er universel snarere end udelukkende jødisk. Husk at på den tid løb nazisterne Europa over ende. Det så ud til at være en uimodståelig kraft, og hvad man har brug for, hvis man vil standse sådan en kraft, er en urokkelig genstand. Deres superhelt var sådan en genstand. De opfandt ikke ideen; Edgar Rice Burroughs gjorde det, Bibelens forfattere gjorde det...«

   »Ja, det går hele vejen tilbage,« indskyder Miller. »Længe før Batman, havde man Den Røde Pimpernel, man havde Zorro. Disse skikkelser har så mange forløbere, at ingen af dem er fuldkommen originale.«

   »Hvad jeg prøver på at sige er, at hele forestillingen om superhelte har cirkuleret fra tidernes morgen og bliver ved med at være i omløb. Derfor vil superhelten aldrig forsvinde,« slutter Eisner.**

HANS svar på Superman og Batman blev The Spirit. Denne var egentlig en ung betjent ved navn Denny Cole, som tilsyneladende mistede livet under jagten på kriminelle kræfter i Central City, da han blev oversprøjtet med kemikalier. Straks han var begravet, stod han op fra de døde på Wildwood Cemetery og kunne som manden med halvmasken være en blanding af hemmeligt våben og fri detektiv.

   The Spirit samarbejder med sin gamle chef, kommissær Dolan, og nærer blandt seriens mange herlige kvinder en særlig varm følelse for dennes datter, Ellen Dolan, der begynder som retsmediciner og ender som Central Citys borgmester.

   Spirit ligner Zorro og The Shadow, men skylder bestemt også Batman en del. Under alle omstændigheder var serien for Eisner et påskud for at skabe en fortælling om en by. Spirit fik en anstrengt morsom sort assistent, Ebony White, der blev opfattet som racistisk og med tiden erstattet af tre gadedrenge. I seriemagasinet var der altid en bærende Spirit-historie på syv-otte sider og nogle kortere vignetter fra udkanten af universet.

   I sine velmagtsdage fulgte The Spirit Section med 20 søndagsaviser og nåede fem millioner læsere. Serien løb i 12 år og overlevede også de tre, som Eisner tilbragte i hæren. Især efter krigen blev den en hjertesag for Eisner. Han gjorde her, hvad han kunne for at skabe en lødig og dog levende serie, som kunne legitimere mediet i en tid, hvor det i stigende grad blev lagt for had. Læs i øvrigt Spirit-historien »The Deadly Comic Book« (1949), som er en fin satire over dæmoniseringen af tegneseriemediet, der i 50erne også fik medløb herhjemme.

MILLERS film er en visuel tour de force, som på frodig vis eksperimenterer med mediets formsprog. Samtidig er det dog påfaldende, hvor lidt af sjælen fra Eisners serie, der er overført til filmudgaven. Eisners univers er karakteriseret ved et selvironisk lune og et anekdotisk overskud, som kommer til udtryk i et mylder af sidehistorier. Dybest set ville Eisner fortælle om byen, som Spirit på én gang beskyttede og personificerede. I flere af de originale historier træder helten tilbage, og scenen overlades til bipersoner, som kunne være hverdagsmennesker i en novelle af O.Henry eller Isaac Bashevis Singer.

   Også Millers Spirit elsker sin natby, men hans metropol har mere tilfælles med den sort-hvide storby i Sin City. Nogle af Eisners bedste historier ser ind gennem husenes vinduer og fortæller kærligt-ironisk om livet som leves. »Pas dig selv« (1949) følger mælkemanden Jenkins, der i første ramme skræver over den livløse Spirit og tænker, at han nok er en hjemløs fulderik. Men synet bliver ved med at plage Jenkins, og til slut må han ned på gaden og se, hvad det var.

I DEN svært raffinerede »To skæbner« (1948) sidestilles parallelle levnedsløb i næsten identiske striber, der konvergerer på strategiske steder. En ægtemand flygter fra sin dominerende kone, mens en fange bryder ud af sin celle. De to mænd er dobbeltgængere. De mødes da og bytter liv. Forbryderen ender i et fængsel, som er værre end det første, mens den kuede mand omsider er lykkelig i sin celle. Alt er fortalt på syv sider, uden at helten optræder overhovedet. Vignettens eneste forbindelse til Spirit-universet er den unge ordensbetjent Sam Klink, som på ironisk vis indfanger den fortabte ægtemand.

   Spirit-historierne er fulde af den slags narrative svinkeærinder. Af samme grund har man som serielæser aldrig opfattet Spirit som hverken detektiv eller superhelt. Eisner fortæller om byen og befolker et helt univers. Miller tager hovedpersonen, repeterer fortællingen om hans tilblivelse og kører herefter sit eget løb, der handler mere om visuel stil end levende liv. Der er kun ringe varme og slet ingen dufte hos Milller. Humoren kommer et andet sted fra. Det er ikke en film om The Spirit, man ser, men Frank Millers version af Will Eisners figur.

DER er dog væsentlige kompensationer. Fem af Spirits mange kvinder er plukket ud og klædt på, helt i seriens ånd, som karikerede forførersker. Miller har ikke forsøgt sig med P’Gell (»I am P’Gel... And this is not a story for little boys!«), supervampen med syv ægtemænd, men Sand Saref, Denny Colts barndomskæreste, som vokser op og bliver tyv og freelancespion, fremstilles kreativt af Eva Mendes, mens atomfysikeren Silken Floss, som bistår arvefjenden Octopus, er yppigt og ypperligt kropsliggjort af Scarlett Johansson.

   Som den hengivne Ellen Dolan, kommissær Dolans datter, der altid lapper Spirit sammen efter hans kvæstelser, ses Sarah Paulson, som var så fremragende i Aaron Sorkins desværre kortlivede tv-serie Studio 60 on the Sunset Strip. Spanske Paz Vega medvirker i en enkelt, mindeværdig scene som danserinden Plaster of Paris, mens Jaime King som Lorelei Rox beviser, at døden må være en meget smuk kvinde.

   Der er desværre ingen spor af favoritter som Castanet, Saree, Dulcet Tone, Nylon Rose, Sparrow Fallon, Autumn Mews og Flaxen Weaver. Når det gælder kvindenavne, var Eisner endnu mere kreativ end Ian Fleming.

MAN må medgive Millers film, at den ikke spiller sikkert og prøver at ligne alle de øvrige superheltefilm, som seriefremstilles i Hollywood. Den ligner Sin City og 300, og som alle Millers kreationer er den besat af at bryde de gængse formater, for enhver pris og med alle midler. Med sin stærkt stiliserede hybridform er den hverken live action eller animation, men en sammensmeltning af begge dele. Som tilskuer er man aldrig i tvivl om, at den er skabt i et studie ved hjælp af computer generated images (CGI) og at alt skuespil finder sted foran en grøn skærm. Helhedsindtrykket er meget syntetisk og fungerer afgjort bedst i de stiliserede sekvenser, hvor The Spirit jager alene, mens hans stemme taler fortroligt på lydsiden.

DERIMOD er det en fuldkommen misforståelse at at give ærkefjenden Octopus et ansigt. I serien så man kun et par behandskede hænder. Oven i købet tilhører ansigtet Samuel L. Jackson, der spiller rollen vildt karikeret og ret rædselsfuldt. I en campet torturscene er han og Scarlett Johansson klædt ud som teaternazister, der ligner flygtninge fra The Producers. 

   Et fantastisk voldsomt og langtrukkent slagsmål, som velsagtens skal demonstrere, at helten og skurken er skæbnetvillinger, der ikke kan slå hinanden ihjel, fordi begge allerede er døde, er tæt ved at sætte filmen i stå. Det er dog ikke u-Eisner’sk. Eisner skabte kun få Spirit-historier efter 1952, men han tegnede mange nye forsider, da serien blev genoptrykt i 1980erne. Her er Spirit ofte en kvæstet, næsten formløs ting, der rejser sig for at begynde igen.

   Det er en god gimmick, da man første gang ser den skaldede, lallende Louis Lombardi dubleret i rollen som alle de undværlige kloner, Octopus og Silken Floos fremelsker i deres laboratorium og sender i marken som håndlangere. De er alle ens at se på, men hver har et navn trykt på den sorte t-shirt. De første kloner hedder Etos, Logos og Patos. Senere udgaver bærer navne som Eros og Thanatos. Morsomheden er dog for længst blevet træt, da Miller i bunken med »osser« når ned til treenigheder som Laos, Sucros og Glucos.

   

ANDET i filmen er stærkt konciperet. Der er således stil over titelfiguren, som Gabriel Macht lægger stemme og krop til. Miller har beholdt uniformen – handskerne, hatten, habitten, frakken og selvsagt halvmasken – som nu er helt sort-i-sort. Så meget mere dramatisk virker det blodrøde slips, der i hver natscene trækkes frem som den eneste kontrastskabende farve.

   Lidt af seriens humor og menneskelighed hænger trods alt ved i de alt for få scener, hvor The Spirit interagerer med Dolan og datteren Ellen. Et flashback til den svundne barndom, hvor Sand Saref og Denny Colt var kærester, er decideret Eisner’sk i tonen. En ordveksling mellem Sand Saref og Silken Floss har rester af den sofistikerede, erotiske selvironi, som alle dage gjorde The Spirit til en serie for voksne med hang til romantisk film noir.

FRANK Millers The Spirit er ingen katastrofe, men den vil skuffe Eisners kernelæsere, og som film er den mest et eksotisk kuriosum. Der findes en ældre tv-film med Sam Jones, Michael Schultz’ The Spirit (1987). Den var bare banalt ordinær, og så er Millers vilde udgave af Eisners milde vigilante trods alt at foretrække. Måske fandt Miller hjem i Sin City, men hans særlige tilgang til Eisner var tydeligst i måden, som hans relancering af Batman, The Dark Knight Returns, formåede at inddrage storbyens liv på.

   Eisners pionerserie peger frem mod de senere grafiske romaner om jødisk opvækst og hverdag, som fra A Contract with God and Other Tenement Stories (1978), A Life Force (1988) og Dropsie Avenue (1996) til sene formidlingsprojketer som Fagin the Jew (2003) og den posthumt udgivne The Plot: The Secret Story of the Protocols of the Elders of Zion (2006) realiserede hans ambitioner og høje håb for tegneserien som kunst.

EISNER var den første, som brugte betegnelsen graphic novel, ligesom han med lærebøgerne Comics and Sequential Art (1985) og Graphic Storytelling and Visual Narrative (1996) skrev to af branchens faglige bibeler. I 1970erne blev The Spirit et inspirationssted for de serieskabere, som i dag selv er legendariske navne: Alan Moore, Neil Gaiman og Dave Gibbons. Forlaget Kitchen Sink Press, som forestod et af de samlede genoptryk, overtalte i 1997 Eisner til at lade sine celebre fans samarbejde om en ny Spirit-serie. Resultatet savnede dog mesterens glød, og lige sådan er det med Millers film.

   Den allersidste Spirit-historie, »The Escapist and The Spirit«, skrev og håndtegnede Eisner i 2005 til nummer 6 af Michael Chabon Presents: The Amazing Adventures of the Escapist, dvs. den anbefalelsesværdige antologiserie, som på metavis er skabt over figuren, som serieskaberne Sammy Clay og Joe Kavalier arbejder med i romanen The Amazing Adventures of Kavalier & Clay (2000, da. Den utrolige historie om Kavalier & Clay).

   Filmudgaven af The Spirit er mere eleven Frank Millers version af Will Eisner, end noget der kommer fra mesteren selv. I 2020 ligner den på ingen måde et overset mesterværk, der skal genopdages. Snarere en slags brutalistisk bugtalerkunst, som er det modsatte af kærlig og kongenial. Alligevel ser man den igen med sympati og interesse.***

   For i 00erne var der stadig tegneseriefilm, som turde satse, følge ekstreme visioner og tage livtag med stoffet. Der var en diversitet i feltet på samme måde, som der er i den favnende kunstart. I 10erne blev husstilen fra Marvel Cinematic Universe så dominerende og lukrativ, at andre mulige måder forsvandt. Marvels superheltefilm erobrede verden. Men de ødelagde genren ved kun at kopiere og variere aftrykket af den første succes.

Se også Løven fra Sparta: Frank Millers 300 (1999/2019); Christopher Nolan: Batman Begins (2005); Christopher Nolan: The Dark Knight (2008); Christopher Nolan: The Dark Knight Rises (2012); Todd Phillips: Joker [Bedste biograffilm 2019 nr. 3]; Comics Culture | Matt Reeves: The Batman (2022); Patty Jenkins: Wonder Woman (2017); Patty Jenkins: Wonder Woman 1984 (2020); Joe Kelly | Anders Walther: I Kill Giants (2017) [Comics Culture]; Alan Moore | David Lloyd: Vi for Vendetta [Bogen og filmen]; Comics Culture | To film om Judge Dredd (1995/2012); Landkort og legender: Michael Chabons fantastiske hjemstavn; Jonathan Lethem: Ensomhedens fæstning (2003).

*) Eisner havde arbejdet på en serie om en detektiv, John Law fra kriminalpolitiet i Crossroads City, der holder sig fri af bestikkelse og korrigerer moralske regnskaber efter fyraften. Han ryger pibe og har klap for det ene øje. Da The Spirit slog an, tog Eisner de bedste ideer fra John Law og brugte dem i The Spirit Section. Den ikoniske forside fra »Bring in Sand Saref« (1950) begyndte sit liv som splash page til historien »Meet John Law« to år før. Serien kom aldrig i produktion. I 1983 blev de samlede John Law-historier farvelagt og udgivet som en prequel til The Spirit, der udkom på Eclipse Comics. I 2004 blev de genudgivet sammen med nye historier i ånden fra Eisner, skrevet og tegnet af Gary Chaloner. Will Eisner's John Law: Dead Man Walking udkom på IDW.  

**) Eisner/Miller. A One-on-One Interview Conducted by Charles Brownstein. 352 s. Dark Horse Comics, 2005. Det kan undre, at tonen i Millers film ligger så langt fra lyden hos Eisner. De taler godt sammen i Brownsteins bog, som behandler begges arbejde og vægter det ligeværdigt, mens 60 års amerikansk tegneseriehistorie bliver fortalt og belyst gennem velvalgte illustrationer. Det fremgår, at Eisner var en mand, som fulgte aktivt og levende med til det sidste. Miller er på sin side ikke ude af stand til at sætte sig i andres situation, og skønt filtrene er så forskellige, deler begge mænd en kærlighed til byen som levende organisme. Det bliver klart, at Sin City og Central City er to billeder af den samme storby. Eisner er i storform. Brownsteins bog er på mange måder den bedste introduktion til hans praksis, kun overgået af det definitive portræt, som Paul Levitz leverer i Will Eisner: Champion of the Graphic Novel fra 2015.     

***) Millers film blev dårligt anmeldt og fik ikke samme succes som Sin City, selv om den gik nogenlunde. Den er ikke gået over i historien som en af de store fadæser. Den er bare blevet glemt. I forbindelse med premieren skrev Mark Cotta Vaz The Spirit: The Movie Visual Companion (Titan Books, 2008), som er meget smukt produceret og indeholder et væld af kuriosa og arbejdspapirer. Miller har skrevet et forord. Man bliver ikke gladere for filmen, men man får større respekt for bestræbelsen. I 2014 var Miller medinstruktør på Sin City: A Dame to Kill For, som han og Robert Rodriguez signerede sammen. Han har ellers ikke sat skibe i søen. Miller fik travlt med at rette op på sit liv, der var blevet en film noir i sig selv. 

The Spirit. Instr. og manus: Frank Miller. Foto: Bill Pope. 103 min. USA 2008. Dansk premiere: 02.01.2009.

Fotos: OddLot Entertainment/ Lionsgate/ Continental Entertainment Group/ Lionsgate Films/ SF Studios/ Carlsen Comics/ Dark Horse Comics/ Titan Books/ Cinematerial/ Filmgrab/ MovieStillsDB 

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray (regionsfri) fra Lionsgate Films 25.05.2009

Selve filmanmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 31.12.2008. Stoffet om Eisner og Miller er skrevet til i maj 2020.