Sparks | Edgar Wright: The Sparks Brothers (2021)

GNISTRENDE GALSKAB
Hengiven hyldest fra fan nr. 1

Af BO GREEN JENSEN

DE amerikanske brødre Ron (f. 1945) og Russell (f. 1948) Mael har lavet vild, excentrisk og uforudsigelig pop i 50 år efterhånden. Siden Halfnelson (1971) og Woofer in Tweeter’s Clothing (1972), hvor der første gang står Sparks udenpå, er det blevet til 25 album med mange hundrede sange.

   Det svirrer med tal og sandfærdige skrøner i Edgar Wrights hengivne dokumentar, som tager historien fra en ende af. Instruktøren af Baby Driver (2017) og Last Night in Soho (2021) er selv et kultfænomen. Han er superfan af Sparks, og når nu ingen andre ville give historien vingefang.

   Sparks har fans i fire generationer. For de fleste i min begynder historien med »This Town Ain't Big Enough for Both of Us« fra albummet Kimono My House, som var et monsterhit i 1974. Det samme var Propaganda (1975) og i lidt mindre grad Indiscreet (1976). Brødrene havde i de år kontrakt med britiske Island Records, og deres kernepublikum var europæisk.

DET er et stort paradoks i historien om Sparks, at de egentlig altid har prøvet at gøre det godt i hjemlandet. Det er lykkedes i perioder. Hele Rons hvide »pop som popkunst«-æstetik er rundet af svirpende Hollywood-drømme. Gratuitous Sax & Senseless Violins (1994) er en repræsentativ albumtitel.

   De kommer fra Pacific Palisades i Californien. Deres far, som døde tidligt, tog dem med i biografen. Deres mor kørte bilen til Las Vegas, så de kunne se The Beatles to gange. Ron fik moustache som Adolf Hitler og Charles Chaplin. Da Paul McCartney forklædte sig som Ron Mael, vidste brødrene, at de var blevet til noget.*

ADSKILLIGE backingbands er forladt hen ad vejen. Efter Indiscreet tog brødrene hjem og forsøgte at erobre USA. Det lykkedes hverken med Big Beat (1976) eller Introducing the Sparks (1977), men No. 1 in Heaven (1979), som Giorgio Moroder tæppebelagde med ur-synthesizer og Russells vokal, var et profetisk album. Cirka hér forlod jeg bordet og kom først igen, da der var furore om Lil’ Beethoven i 2002.

   I foråret 2008 så Sparks tilbage og samlede det fulde værk ved 21 koncerter i London. Hver aften opførte bandet et originalt album i hele sin udstrækning. I anden del var sanglisten sat efter afstemning blandt fans på bandets website. Den retrospektive »Sparks Spectacular« kulminerede i en præsentation af album nr. 21, Exotic Creatures of the Deep.

   Sparks nyder p.t. en stor renæssance, fordi de har skrevet sange til musicalen Annette, der var årets åbningsfilm i Cannes 2021. Leos Carax har instrueret Adam Driver og Marion Cotillard i Annette.

WRIGHTS film består af arkivklip, nye interviews med gamle partnere og snurrige indspark fra brødrene selv. De taler nødigt om Annette, for det er så tit gået galt med filmprojekter. Sparks og Jacques Tati var langt med et samarbejde. I sen-80erne, da deres aktie var lavest, brugte de seks år på at skrive Mai, the Psychic Girl, en manga, som Tim Burton skulle instruere.

   Der er meget filmkultur i Sparks. I foromtalen af Annette må det undre, at flere ikke nævner The Seduction of Ingmar Bergman (2009), som er en af de skæveste rockmusicals. I 1956 er Ingmar Bergman i Hollywood og bliver tilbudt en stor studiefilm. Han leger med tanken og ser på filmbyen. Greta Garbo råder ham til at tage hjem.

DE gamle mænd mødes i studiet hos Russell hver dag. De laver et album om året. Det seneste hedder A Steady Drip, Drip, Drip (2020). Måske er Sparks for sære til at være populære. Der er i hvert fald en udmattelseseffekt. Efter filmen styrer man ikke direkte mod hylden med Sparks. Man har nok for nu – men er lykkeligt mæt.

Se også Sparks | Leos Carax: Annette (2021) [Musicals]; Edgar Wright: Last Night in Soho (2021).

*) McCartney er forklædt som Ron Mael i videoclippet, som promoverer »Coming Up«, første skæring på McCartney II fra 1980. McCartney spiller selv alle instrumenter på albummet og er  i samme ånd castet som alle ti medlemmer af spoofbandet The Plastic Macs. Kun Linda McCartney supplerer. Keith McMillan instruerede clippet, som blev lanceret på The Kenny Everett Video Show den 14. april 1980. DR sendte faktisk Kenny Everett-programmerne, som inspirerede bl.a. Jarl Friis-Mikkelsen, Kim Shumacher og lidt senere Casper Christensen med hensyn til værtstil. Vi er så langt tilbage i kronologien, at end ikke MTV fandtes. Kanalen, som ændrede medielandskabet, blev lanceret den 1. august 1981, på passende vis med Buggles-hittet »Video Killed the Radio Star«. I dag ligger alting selvsagt på YouTube. »Coming Up« er med på dvd-antologien The McCartney Years (2007). McCartney udpeger selv Ron Mael, Hank Marvin og John Bonham på kommentarsporet. Og siger, at det hele var for at have en vinkel og for sjov. Sjovt er det. Sangen er ikke noget særligt, men clippet viser McCartney i et visuelt overskudshumør, der fører tankerne tilbage til Magical Mystery Tour.     

The Sparks Brothers. Instr. og manus: Edgar Wright. Foto: Jake Polonsky. 120 min. UK-USA 2021. Dansk premiere: 21.10.2021.

Fotos: Focus Features/ Media Rights Capital/ Complete Fiction/ Universal Pictures/ Island Records/ CineMaterial

Filmen streames (juli 2025) på Apple TV, Amazon Store, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay. Lej & Køb, YouTube Film

2K Blu-ray (regionsfri) fra Universal Studios (UK) med koncert og interviews i fuld længde 18.10.2021. 

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 22.10.2021.

Comics Culture | Matt Reeves: The Batman (2022)

SOM EN HAMLET
Batman begynder altid igen

Af BO GREEN JENSEN

ROBERT Pattinson debuterer i (endnu) en genstart af den evige serie om selvtægtsmanden fra Gotham City. I begyndelsen var Batman mere detektiv end superhelt. Bob Kane og Bill Finger skabte figuren i Supermans skygge for 83 år siden. De gav ham derfor ikke kosmiske kræfter. De gav ham dragten og lod ham komme fra dybet under gaderne. De gav ham også konturerne af den identitetskrise, som får fans og filmskabere til at komme igen.

   Matt Reeves prøver indædt at levere den mørkeste Batman til dato. Han møder tre faste fjender: The Riddler (Paul Dano), The Penguin (Colin Farrell) og Catwoman, som straks er hans allierede love interest. Michael Giacchinos musik er generisk, men det markerer en attitude, at Kurt Cobain og Nirvana synger »Something in the Way«, da vi møder den søvnløse hævner i regnen. Det er Halloween, og The Batman taler til tilskueren som Travis Bickle i Taxi Driver.

PATTINSON er den yngste og mest realistiske Batman til dato. Det giver mening, at hans dragt er en rustning. Han spiller Batman som en Hamlet. Som noget nyt er der ingen bund i ondskaben. Selv Thomas og Martha Wayne, de myrdede forældre, havde dunkle, begravede hemmeligheder.

   Heldigvis har butleren Alfred (Andy Serkis) og kommissær Gordon (Jeffrey Wright) stadig rene hænder. Zoë Kravitz er sjælfuld og væver som Catwoman. Ikke siden Michelle Pfeiffers bud i Batman Returns (1992) har fetichismen været så åbenlys.

   Der er selvsagt ingen spor af den selvironiske camp, som stadig udmærker 1966-versionen med Adam West og Burt Ward. Der er heller ingen tilløb til den pompøse mytologi, som omgav Ben Affleck i de seneste DC-film fra Zack Snyder. Derimod er der reminiscenser af Tim Burtons 1990er-version, som gav mørket mere plads og stil, og af Christopher Nolans tre film. Der er ikke langt fra Christian Bale i The Dark Knight (2008) til Pattinson i The Batman.

FILMEN varer tre timer. I de første to er den tæt og to the point. Desværre skrider sidste akt, da byen får en kvindelig afrikansk-amerikansk borgmester. The Riddler har fæller på Nettet, som han aktiverer i ånden fra Donald Trump og hans følgere ved Capitol Hill. »Hvor er jeg altså bare relevant,« kan man høre Reeves tænke ved tasturet.

   Trods alt har filmen integritet. Det værste ved superhelteserierne er, at de har udviklet en spraglet, digital fællesstil. Alt er mere af det samme. The Batman prøver at skille sig ud. Den er lidt mindre vellykket end Todd Phillips' Joker (2019) med Joaquin Phoenix, men har de samme selvstændige gener.

DET bliver svært at lave børnevenlig merchandise. Jeg begyndte at læse om Batman som dreng. Vi havde samlekort og legetøjsbiler, der er blevet en formue værd. Det må være 60 år siden nu. I 1989 var jeg tilfældigvis i New Orleans, da Tim Burtons Batman med Michael Keaton og Jack Nicholson fik premiere. Det var vel den sejeste genstart. Salen jublede over Princes musik.

   Den nye version gør figuren ære og viser respekt. Det er atter den tragiske realisme, der kalder Nattens Ridder hjem. The Batman er en værdig tilføjelse til DC-universet. Og faktisk en god og ganske stilren film noir.

Se også Christopher Nolan: Batman Begins (2005); Christopher Nolan: The Dark Knight (2008); Christopher Nolan: The Dark Knight Rises (2012); Todd Phillips: Joker [Bedste biograffilm 2019 nr. 3]; Løven fra Sparta: Frank Millers 300 (1999/2019); Frank Miller | Will Eisner: The Spirit (2008); Patty Jenkins: Wonder Woman (2017); Patty Jenkins: Wonder Woman 1984 (2020); Alan Moore | David Lloyd: V for Vendetta [Bogen og filmen]; Landkort og legender: Michael Chabons fantastiske hjemstavn; Jonathan Lethem: Ensomhedens fæstning (2003).

The Batman. Instr.: Matt Reeves. Manus: Matt Reeves, Peter Craig. Foto: Greig Fraser. 175 min. USA 2022. Dansk premiere: 03.03.2022.

Fotos: Warner Bros. Entertainment Inc./ DC Entertainment/ 6th & Idaho Productions/ Dylan Clark Productions/ SF Studios

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, HBO MAX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy/ YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.03.2022.

Animation | Henry Selick/ Neil Gaiman: Coraline (2009)

ANDEN VERDEN
Neil Gaimans fabel i 3D stop-motion

Af BO GREEN JENSEN

TEGNESERIESKABEREN Neil Gaiman (The Sandman) har skrevet adskillige originale romaner – f.eks. Neverwhere (1996), Stardust (1999), American Gods (2001), Anansi Boys (2005) og The Ocean at the End of the Lane (2013). Han er også leveringsdygtig i den mørke ende af børnebogsgenren, hvor pædagogiske spøgelseshistorier bliver til.

   Især forstår Gaiman at holde igen med hensyn til djærv og anstrengt kammeratlig onkel-humor. Hans genfortælling af Hansel and Gretel (2015, da. Hans og Grete) og hans særlige take på Norse Mythology (2017, da. Nordisk mytologi) er fine og følsomme genveje ind til grundstoffet. 

   I Coraline (2002) fortæller han med indlevelse om den oversete Coraline på 11 år. Sammen med sine forældre flytter hun ind i et gammelt hus på en regnfuld egn, hvor der intet som i intet er at lave for en ensom og måske lidt overset pige. Netop da det ser mest håbløst ud, finder hun døren til Other World – »Anden Verden« – som også husets mus benytter.

   Som en sen-moderne Alice i Undreland trænger Coraline ind gennem spejlet og får hos Anden Verden-versionen af sine forældre al den kærlighed og opmærksomhed, som hun savner i hverdagen. Men mørke kræfter er på spil, mange børn er forsvundet bag døren, og Coraline bliver af Anden Mor bedt om at give sine øjne til gengæld for knapper, hvis varmen og trygheden skal vare ved.

   Selvsagt vælger hun virkeligheden, da det kommer så vidt, men at vende hjem og lukke døren bag sig er ikke så enkelt, som det var at finde ind i passagen.

HENRY Selick udførte det meste af animationen på The Nightmare Before Christmas (1993), skønt kultfilmen forbindes med Tim Burtons navn. Han har siden instrueret bl.a. James and the Giant Peach (1996) og Monkeybone (2001). Coraline er skabt efter stop-motion-metoden, der efterhånden kun praktiseres af Nick Park og Aardman Studios. Endvidere er Coraline beregnet til at blive vist i 3D-formatet, som kræver briller og særligt fremvisningsudstyr.

   Denne mulighed foreligger kun i visse danske premierebiografer. Skønt det i begyndelsen virker magisk at se en synål skyde 11 meter ud fra lærredet og svæve over alle de ens stolerækker, bliver effekten med tiden en sekundær faktor. Animeret 3D er en kunstform for sig, som stumfilm i forhold i lydfilm. I Coraline er det historien, som bærer igennem, og den spektakulære dybdevirkning opleves mest som en distraherende gimmick.

DAKOTA Fanning låner Coraline sin stemme. I den danske version er det Emma Sehested Høeg. Flere groteske afsnit kan virke skræmmende på små tilskuere. Filmen føles lang i midten, så den er næppe et tilbud til børn under syv. I sin form er den lidt selvsmagende, mere en kunstfilm på linie med The Tale of Despereaux (2008, da. Eventyret om Despero) end de bredt tilgængelige, mere farvestrålende historier fra Pixar, Dreamworks og Disney.

   Men Coraline er god at få forstand af. Filmen dramatiserer en universel konflikt, som børn og forældre kan tale om sammen. Begge parter vil uden tvivl sætte (endnu) mere pris på hinanden bagefter. De vil huske, hvorfor de elsker hinanden, og det er netop kærligheden, der bærer Coraline helt i mål. Den er det levende grundstof, et hemmeligt våben, som ikke kan knækkes med tid eller byttes for knapper.

Se også Buñuel i skildpaddernes labyrint (2018); Jonas Poher Rasmussen: Flugt | Flee (2021) [Oscars 2022]; Slipstream | Charlie Kaufman: Anomalisa (2015); Dorota Kobiela/Hugh Welchman: Loving Vincent (2017); Animation | La tortue rouge/Den røde skildpadde (2016); Animation | The Swallows of Kabul/Les hirondelles de Kaboul (2019); Animation | Kahlil Gibran's The Prophet/Den lille pige og profeten (2014); Animation | Ma vie de Courgette/ Mit liv som Squash (2016); Animation | Den Lille Prins/Le Petit Prince (2015) [Bogen og filmen]; Animation | Les Triplettes de Belleville/ Trillingerne fra Belleville (2003); Animation | Sylvain Chomet: L'illusionniste/ The Illusionist (2010); Animation | Apollo 10½: A Space Age Childhood (2022).

Se også Det store spring: Ballerina (2016); Pete Docter: Soul/Sjæl (2020) [Oscars 2021]; Andrew Stanton: WALL-E (2008) [Sci-Fi 100]; Hayao Miyazaki: Når vinden rejser sig (2013); Hayao Miyazaki: Ponyo på klippen ved havet (2009); Gorô Miyazaki: Oppe på Valmuebakken (2011); Isao Takahata: Fortællingen om Prinsesse Kaguya (2013); Yushifumi Kondô: Hjertets hvisken (1995); Jack London: White Fang/Ulvehunden (1904/2018) [Bogen og filmen]; Animation | Drengen og verden/ The Boy and the World (2013); Animation | Makoto Shinkai: Weathering With You (2019); Animation | Makoto Shinkai: Your Name (2016).

Coraline (Coraline og den hemmelige dør). Instr. & manus: Henry Selick. Foto: Pete Kozachik. 100 minutter. USA 2009. Dansk premiere: 12.06.2009.

Fotos: Laika Entertainment/ Focus Features/ Pandemonium/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV+

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.06.2009

Big Eyes | Margaret Keane 1927-2022

BEDRØVEDE BØRN MED GIGANTISKE ØJNE
Kunstfænomenet Margaret Keane 1927-2022

Af BO GREEN JENSEN

ALLE har set Margaret Keanes malerier. Der er tusindvis af dem, og de fleste forestiller et bedrøvet barn med mørke, gigantiske øjne. Der er næsten ingen forskel på de ansigter. Baggrunden kan variere. Som regel signalerer den afsavn, men rammen kan også være idyllisk. Blikket er altid det samme.

   Man betragter måske ikke malerierne som billedkunst, ser dem snarere som generisk materiale af den slags, der bruges i ugebladsillustrationer og inspirationsbøger om ironisk design. Men i 1960erne var de et kulturfænomen. Kritikerne hadede Keanes sofastykker og kaldte dem kitsch. Herhjemme, hvor man sagde fiduskunst, havde vi skipperen med pibe og sigøjnersken med udringet bluse. I USA havde man Keane.

   Keanes malerier blev reproduceret og solgt i supermarkeder. Konceptet blev en industri. I Woody Allens komedie Sleeper (1973) er det en vittighed, at man i fremtiden falder i svime over »en ægte Keane«. Andy Warhol, som kunne sige corny ting på en cool måde, erklærede: »Jeg synes, at det, som Keane har skabt, er fantastisk. Hvis det var dårligt, ville der ikke være så mange mennesker, som kunne lide det.«

   

KRØLLEN på historien er, at børnene med de store øjne blev solgt som værker af Walter Keane. Margaret og Walter mødte hinanden i San Francisco i 1955. Han malede franske gadescener og klædte sig som Gene Kelly i An American in Paris (1951, da. En amerikaner i Paris). Hun var gået fra sin første mand og forsørgede sin datter ved at dekorere børnesenge på en møbelfabrik. Datteren var hendes første model. Begge brugte signaturen Keane.

   Ingen gallerier ville vide af Keane. Han fik lov at udstille på en natklub. Her begyndte kendte kunder at forelske sig i Margarets gadebørn. Walter havde forretningssans, men undervejs tog han æren for hendes kunst. Hun forlod ham i 1964, flyttede med datteren til Hawaii, fandt nyt selvværd hos Jehovas Vidner og stævnede sin eksmand. Det var påstand mod påstand, og dommeren lod det komme an på en prøve. Hver part fik en time til på stedet at male et barn med store øjne. Margaret leverede varen. Walter havde dårlig skulder netop den dag.

I TIM Burtons Big Eyes bliver parret spillet af Amy Adams og Christoph Waltz. Hun er passiv og lader sig bruge i så grel en grad, at man næsten fatter sympati for sjuften og lystløgneren. I hvert fald forstår man ham bedre. Malerierne er groteske og sentimentale med en næsten uhyggelig undertone. Som en undrende galleriejer (Jason Schwartzman) siger, da Margaret lægger sag an: »Hvem ville ønske at tage æren for de billeder?«

   Projektet kommer egentlig fra manuskriptforfatterne Scott Alexander og Larry Karaszewski. De har med stor konsekvens interesseret sig for excentrikere i den amerikanske popkultur. Parret skrev Ed Wood (om filmhistoriens værste instruktør) til Tim Burton og The People vs. Larry Flynt (om manden bag magasinet Hustler) til Milos Forman.

   Efter portrættet af komikeren Andy Kaufman, som Jim Carrey fremstillede meget livagtigt i Formans Man on the Moon (1999), var de klar med filmen om Margaret Keane. Der gik ti år med at skaffe tilladelser og finde finansiering. Først da Burton sagde ja til at instruere, blev Big Eyes en realitet. Stoffet ligger godt for Burton, som selv har fået skyld for at sløre grænsen mellem kunst og kitsch.

RESULTATET er en skarp, let film med en overdådig scenografi, som passer perfekt til tidsbilledet. Det understøttes af et udsøgt Danny Elfman-score. Der er også forfattet en temasang, som bliver fremført af Lana Del Rey – endnu en kitschorienteret popkunstner med et udtryk, som minder om Keanes triste børn.

   Genren er nærmest en sædekomedie. Man forstår, hvorfor New York Times-kritikeren John Canaday (Terence Stamp) hidser sig op, men ikke hvorfor, han behøver at være så grusom. Hvad der drev og driver Margaret Keane, forbliver et mysterium.

   Tim Burton var i 80erne og 90erne, hvad Wes Anderson blev i 00erne og 10erne: den feterede modelbygger med hang til snowglobe cinema; nørdet i næsten autistisk skala, men vel at mærke elsket for sin særhed. Siden er aktien faldet i kurs. Konsensus siger, at han solgte sin sjæl, da han i 2010 indgik kontrakten med Disney og slog sig på Alice og Dumbo.

   Big Eyes er Burtons bedste film i et godt stykke tid. Fordi han holder sig til sagen, virker det ekstra stærkt, når han ekstemporerer. Margaret køber ind og ser øjnene fra sine billeder i alle andre menneskers ansigter: mødre, børn, kassedamer osv.

BURTON melder aldrig klart ud om sit syn på Keanes kunst. Margaret var 87, da Big Eyes fik premiere. Hun malte stadig store øjne og blåstemplede filmens fremstilling. Walter døde i 2000 og erkendte aldrig noget som helst. Hans arvinger afviste filmen som bagvaskelse.

   Skænderierne om pengene og den moralske ophavsret bliver ved. Det samme gør diskussionen om, hvad »ægte« eller »god« kunst er – og om hvem der skal være smagsdommere. I dén debat er Big Eyes et underfundigt partsindlæg.

   Margaret Keane døde i sit hjem i Napa, Californien, den 26. juni 2022. Hun blev 94 år. På kunstnerens officielle website er der rig mulighed for at købe de ikoniske motiver som kunsttryk, plakater og litografier i åbne eller begrænsede oplag. Det er stadig svært at se på de billeder. Men i kraft af Keanes historie er det muligt at læse dem lidt mere åbent.

Se også Julian Rosefeldt: Manifesto (2015); Marina Abramovic: The Artist is Present (2012); David Lynch: Room to Dream (2018) [Moderne mestre]; Mike Leigh & Mr. Turner: En samtale om billedkunst [2014]; Værk uden skaber (Werk ohne Autor) [Bedste biograffilm 2019 nr. 2]; Céline Sciamma: Portræt af en kunstner i virkeligheden [2020]; Love is the Devil: Francis Bacon 1909-1992; Det lysende arbejde: Séraphine Louis 1864-1942; Billedkunstneren Jackson Pollock 1912-1956; Ekstreme samlere: Peggy Guggenheim 1898-1979; Julian Schnabel: At Eternity's Gate (2018); Dorota Kobiela/Hugh Welchman: Loving Vincent (2017); Siegfried Lenz: Tysktime (1968/2019) [Bogen og filmen]; Simone Aaberg Kærn: Smiling in a War Zone (2006); Yayoi Kusama: Infinity (2018); Gilles Bourdos: Renoir (2012).

Big Eyes. Instr.: Tim Burton. Manus: Scott Alexander & Larry Karaszewski. Foto: Bruno Delbonnel 104 min. USA 2014. Dansk premiere: 05.03.2015.

Fotos: Tim Burton Productions/ The Weinstein Company/ Silverwood Films/ Electric City Entertainment/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Los Angeles Times / Keane Eyes Gallery (The First Grail, Tomorrow Forever). 

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, iTunes og SF Anytime

Teksten stod (med rubrikken 'Store øjne') i Weekendavisen Kultur 06.03.2015 [bearbejdet og ajourført juli 2022] 

Revolutionen| Dawn of the Planet of the Apes (2014) [Sci-Fi 100]

ARTERNES OPRINDELSE

En fase mere i forhistorien

Af BO GREEN JENSEN

DET var med bange anelser, at man i 2011 gik ind og så Rise of the Planet of the Apes, den første af tre nye film, som fortæller forhistorien til Franklin J. Schaffners klassiske 1968-filmatisering af Pierre Boulles roman om La planète des singes (1963).

   I perioden 1970-73 fik Schaffners film fire hurtige fortsættelser. I 1974 blev den til en tv-serie, som kun holdt en enkelt sæson. Så fandt tiden andre drømme at spejle sig i. Sidst nogen havde rørt ved materialet, var i 2001, da Tim Burton bearbejdede grundstoffet i sin mørke, misforståede »gentænkning« af Planet of the Apes. Siden havde ingen – som i ingen – bedt om mere.

   Abernes Planet: Oprindelsen, som Rupert Wyatts prequel kom til hedde på dansk, var imidlertid en tænksom og overraskende vellykket fabel om, hvordan det muligvis kunne gå til, hvis forædlede aber overtog Jorden og med tiden blev den dominerende art. Man forlod biografen i bedre humør. Trods alt gav det mening at vende tilbage.

SER man alle filmene som én sekvens, er det mest interessante de måder, som skiftende tider forestiller sig omvæltningen på. Den første film huskes primært for scenen, hvor Charlton Heston indser, at det er Frihedsgudinden, som er begravet på stranden, og Jorden, som han er landet på.

   »You finally really did it, you maniacs. You blew it up. Damn you. God damn you all to hell!« råber han og slår i sandet, mens ur-kvinden Nova ser til. I 1960erne var man overbevist om, at den kolde krigs arsenal af kernevåben ville være årsagen, når og hvis civilisationen gik under.

   De fire film fra 70erne undersøgte, hvordan man indretter et samfund, hvordan magthaverne doserer strømmen af information, og hvordan systemet eliminerer sine dissidenter, mens det bestående nedkæmper ungdommen. Det var i høj grad en radikal hippie-etik, som lå bag, skønt serien blev langstrakt for pengenes skyld. En væsentlig pointe var, at aberne gentog menneskenes mønstre og fejl.

   I 2001 satte Tim Burton fokus på fascisme og etnisk udrensning. Hans film har en rå, ubehagelig tone, som bryder med de gamle films klare, humanistiske stil. Det var kronede dage for desillusionen. Man havde netop afsluttet krigene på Balkan, som fulgte efter globaliseringens første eufori.

TI år senere, da forhistorien bliver hovedsagen i Rise of the Planet of the Apes, er videnskabelig hybris og en muteret virus årsagen til, at menneskenes samfund går ned. Der er ikke længere tale om fjern fremtid, naturligt ædle mennesker eller abstrakte moralske problemstillinger.

   Der bliver derimod talt om dyrs vilkår og aktuelle racekonflikter. Chimpansen Caesar vokser op hos en forsker, der søger en kur mod demens. Man sprøjter virus ind i abernes hjerner, og når cellerne dør, kompenserer organismen ved at skabe stærkere celler. Da eksperimentet lukkes ned, bliver Caesar anbragt på en facilitet for kasserede forsøgsdyr. Her begynder oprøret i Oprindelsen.

   Det anvendte virus er dødbringende for de fleste mennesker. På kort tid dør 90% af Jordens befolkning som følge af simian flu. Flere går til i ruinerne efter det sociale kollaps. Imens organiserer Caesar sine aber, som har intelligens, begyndelsen til et talesprog og ambitioner om at bosætte sig. Oprindelsen slutter efter et stort slag mellem arterne. Det finder sted på Golden Gate Bridge.

I DAWN of the Planet of the Apes er der gået ti år. Aberne lever i en koloni i Muir Woods ved San Francisco, hvor de har organiseret sig som jægere og samlere.

   Orangutangen Maurice underviser de nytilkomne unger. Caesar hersker i ånden fra sin antikke navnefælle. Han må ofte sætte sig i respekt, når stridbare hanner som Koba anfægter rangordenen i hierarkiet. Flere yngre aber, bl.a. Caesars ældste søn, mener, at deres leder har en beklagelig svaghed for mennesker.

   Aberne har ikke set mennesker i to år, da en ekspedition fra byen bliver standset i skoven. Forskeren Malcolm (Jason Clarke) vil genstarte en gammel generator, så San Francisco igen kan få strøm. Her lever de sidste immune mennesker under ledelse af Dreyfus (Gary Oldman). Arterne frygter og mistror hinanden, men Caesar og Malcolm vil gensidig tillid. Desværre er der brådne kar i begge lejre.

REVOLUTIONEN er altså fortællingen om, hvordan konflikten mellem arterne eskalerede og blev en regulær verdenskrig. Den dystopiske slutning er givet på forhånd, men det bliver de gode kræfters forsøg på en forsoning ikke mindre spændende af.

   Aberne har fået fysiske træk, som gør det muligt at skelne i mængden. Det er snarere de sidste mennesker, som er en katalog af klicheer.

   Andy Serkis gentager rollen som Caesar og imponerer atter ved sit talent for at fremstille computeranimerede karakterer som Gollum, King Kong og Kaptajn Haddock. Skuespillerens fans bør dog ikke snyde sig selv for at se ham i levende live som punksangeren Ian Dury i Mat Whitecross’ Sex & Drugs & Rock & Roll (2010).

   Der er mange gode scener og detaljer. Da Koba trues af to bevæbnede mænd, narrer han dem ved at klovne som en cirkusabe, meget som afrikansk-amerikanske karakterer gør i film, der har racefordomme i fokus. Malcolms søn forærer abelæreren Maurice sit æselørede eksemplar af Black Hole, Charles Burns’ graphic novel fra 2005.

DEN sårede Caesar får lejlighed til at gense huset, hvor han blev opdraget af James Franco i den forrige film, og der knyttes mange tråde tilbage i kronologien. Derimod er det ved at være en belastning, at slutningen på historien skal lande et sted i nærheden af begyndelsen på den originale Planet of the Apes.

   Fysikken er taktil og troværdig, og man kan leve med 3D-formatet, skønt det ikke gør noget særligt for filmen. Matt Reeves, som skabte Cloverfield (2008) og Let Me In (2010), det amerikanske remake af Lad den rette komme ind, har instrueret. Han har også sagt ja til at stå for en tredje film, som skal lukke serien af prequels.

   Caesar kunne næsten være chimpansen Nim, der i 1973 blev opdraget som et menneske og undervist efter alle kunstens regler, før man kasserede ham. Aben døde på Black Beauty Farm i 2000. James Marsh har lavet en instruktiv dokumentar om forsøget, Project NIM (2011).

DE nye film om Abernes planet er serien, som ingen på forhånd havde lyst til at se, men som viste sig at rumme skjulte værdier. Der er langt hjem til stranden med Frihedsgudinden, men Revolutionen er intelligent science fiction, et tankevækkende drama om arternes oprindelse og et forsvar for godheden til alle tider.

Se også Oprindelsen| Rise of the Planet of the Apes (2011) [Sci-Fi 100]; To versioner: Planet of the Apes (1968/2001) [Bogen og filmen]; James Marsh: Project NIM (2011).

Dawn of the Planet of the Apes (Abernes Planet: Revolutionen). Instr.: Matt Reeves. Manus: Mark Bomback, Amanda Silver, Rick Jaffa. Foto: Michael Seresin. 130 min. USA 2014. Dansk premiere: 17.07.2014.

Fotos: Chernin Entertainment/ Ingenious Media/ Soho VFX/ TSG Entertainment/ Twentieth Century Fox Home Entertainment/ SF Studios/ CineMaterial/ Filmgrab/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra 20th Century Fox 03.07.2017

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 18.07.2014