Jim Jarmusch: Only Lovers Left Alive (2013)

DE ENESTE ELSKENDE

Sidste vampyrfilm før zombierne

Af BO GREEN JENSEN

FORÅR 2014: Efter 20 år, hvor alle ville bides, er vampyrfilmens seneste guldalder ved at være forbi. Fænomenet The Twilight Saga (2008-2012) er lukket. I USA bliver teenagegyseren Vampire Academy en kommerciel katastrofe, og ingen har nye projekter på vej. Kun HBO-serien True Blood (2008-2014) kæmper videre i sæson 7. Samtidig er sagakomplekset om The Walking Dead (2010-2022) i sin første, energisk knopskydende fase hos AMC. Nu er zombier sagen, der angribes fra alle vinkler og fortolkes på mange niveauer.*

   Der er en vis poetisk retfærdighed i, at det bliver vejrbidte hipsters som Neil Jordan og Jim Jarmusch, der fortæller de sidste legender. Francis Ford Coppolas opera-overdådige Bram Stoker's Dracula (1992) var et varsel om, hvad der ventede, men Jordan forløste flodbølgen med sin mørke, romantiske 1994-filmatisering af Anne Rices Interview with the Vampire (1976, da. En vampyrs bekendelser). I 2012 satte han selv et rødt punktum med Byzantium, som ikke fik dansk premiere, skønt filmen var en stor og stilfuld produktion.

   I Byzantium spiller Gemma Arterton og Saoirse Ronan to vampyrer, mor og datter, som har set for meget og levet for længe. Det er et gennemgående tema i den tænksomme ende af feltet. Tony Scotts The Hunger (1983) – med Catherine Deneuve, Susan Sarandon og David Bowie – var et tidligt eksempel. Tomas Alfredsons Lad den rette komme ind (2008) er blandt de seneste og smukkeste. Det samme gælder sydkoreaneren Park Chan-wooks besættende Thirst (2009).

BEGGE har inspireret Jim Jarmusch, der i Only Lovers Left Alive lader evigheden slippe op for Adam (Tom Hiddleston) og Eve (Tilda Swinton), som synes at være de første vampyrer og de sidste elskende i et univers, hvor livskraften dør lidt hver dag. Hun kunne være den bibelske Eva. Han blev indviet engang i renæssancen. Siden har parret holdt sig i live og skabt deres egen virkelighed.

   De har al den tid, som er i verden, og lever ofte adskilt. Han bor i et gammelt hus i udkanten af det forfaldne Detroit, hvor han nørkler med sin guitarsamling og skriver dronebaseret begravelsesmusik. Hun holder ilden i live i Tanger i Marokko, hvor også dramatikeren Christopher Marlowe (John Hurt) har opholdt sig i århundreder.

   Jarmusch morer sig med at kommentere en række kulturhistoriske konspirationsteorier. Således får Marlowe æren for at have skrevet Shakespeares skuespil. Det er heller ingen hemmelighed, at Adam komponerede en af Schuberts strygekvartetter (formentlig nr. 14 i D-mol [D 810], Der Tod und das Mädchen/ Death and the Maiden, som har et næsten vampyrisk vidtrækkende efterliv). 

MED hensyn til mad har de indrettet sig. Adam klæder sig ud som Dr. Faust og køber blod på et hospital i Detroit. Eve får sine skud via Marlowe, der har franske forbindelser. Det er et problem, at menneskers blod bliver mere forurenet. Eve har en vild lillesøster, Ava (Mia Wasikowska), som slet ikke deler Adams tristesse.

   Eva flyver til Detroit for at være sammen med Adam. Hun rejser selvsagt om natten, og der er mange lavpraktiske hensyn at tage. Så følger han med hende til Marokko, hvor Marlowe ligger for døden. Der er ikke mere blod fra den gode, franske læge, og parret venter på gaden i Tanger, mens det sidste daggry nærmer sig. Det skal vise sig, om noget eller nogen dukker op.

TEMPOET er slentrende. Genren har så mange konventioner, så megen mytologi bundet op i sine billeder, at Jarmusch kan nøjes med at markere. Det gør han mesterligt, både i Detroit og Tanger. Vist er Adam og Eva vampyrer, men især er de overlevende hippier fra 60erne, 70erne og 80erne. De deler alle Jarmuschs æstetiske præferencer.

   Filmen er først og fremmest en stemning, en lang elegisk tone, der strækker stoffet over to timer. Jarmusch viser rusen, når blodet bliver drukket, men holder sig ellers fra fysiske beskrivelser. Der er vid og lune, fin melankoli, ægte smerte, politiske betragtninger og mange musikanekdoter. Et patchwork af høj og lav fælleskultur.

   

DER er også en troværdighed. Det må føles sådan at leve så længe. Både vi og Jarmusch ville spille den kosmiske klagemusik (han gør det faktisk – Adams elektriske sørgemarch bliver fremført af Jozef van Wissem og Sqürl, som er navnet på det fritidsband, filmskaberen deler med Carter Logan). For så vidt som filmen har mulige hits på sit soundtrack, er det Wanda Jacksons »Funnel of Love«, der bliver kværnet og strakt gennem 69 filtre af Sqürl og Madeleine Follin fra Cults.

   Only Lovers Left Alive har al den charme, man venter af Jarmusch, og er bristende fuld af filmhistoriske henvisninger. Det er hans bedste film siden Broken Flowers (2005) og den første i endnu længere tid, som har lidt af den visuelle grunge fra begyndelsen i Permanent Vacation (1980), Stranger Than Paradise (1984), Down By Law (1986) og Mystery Train (1989). En meget stor fornøjelse, hvis man holder af litterære vampyrer.

   Jarmusch nåede selv til zombiegenren i The Dead Don't Die (2019), som er langt mere komisk og katastrofisk. Om dét kan vi tale en anden god gang.

Se også Jim Jarmusch: Broken Flowers (2005); Jim Jarmusch: Paterson (2016); Efter Nosferatu: Shadow of the Vampire (2000). 

*) Briten Naomi Alderman (f. 1974), forfatter til bl.a. Disobedience og The Power (da. Kraften), kommenterer cirka samtidig udviklingen i et essay med titlen »The Meaning of Zombies«: »While vampires tend to be more popular in times of economic prosperity – think of Interview with the Vampire's lush heyday in the 1980s and early 1990s – zombies, the shuffling mass dressed in rags, tend to come to the fore in more austere times. George Romero's Dawn of the Dead comes to us from the depression of the 1970s and of course zombies are having a massive renaissance – as it were – now.« [Granta – The Magazine of New Writing #117, 2011]

   Canadieren Margaret Atwood (f. 1939) er med rette en nulevende institution. Hendes indsigt i og arbejde for genrelitteraturen strækker sig meget længere end til The Handmaid's Tale (1985, da. Tjenerindens fortælling), The Testaments (2019, da. Gileads døtre) og MaddAddam-trilogien, som består af Oryx & Crake (2003, da. Oryx og Crake), The Year of the Flood (2009, da. Syndflodens år) og MaddAddam (2013, da. d.s.). Atwood uddyber Aldermans perspektiv i en forelæsning fra 2013: 

   »The zombie apocalypse is the death of civilisation, the moment when all that becomes important is the answer to the questions: Do you have food? Do you have guns? We want to practise this in fantasy, to imagine it all the way through, especially in times of economic crisis. We live in cities now, far from the sources of food, not knowing our neighbors. Zombies are the horrifying crowd of the urban poor, the grasping hands reaching out for something, which, if you gave it to them, would destroy you. They're the interchangeable anonymous people we encounter on our daily commute, those whose humanity we cannot acknowledge.«

   Atwood forklarer sine tilhørere, hvorfor hun skrev netfortællingen »The Happy Sunrise Zombie Home« [til platformen Wattpad] sammen med Alderman, da hun (modstræbende) var blevet interesseret i zombier (»because initially I failed to grasp their charm, though others seemed to have grasped it«). Hun giver en sjældent klar og koncis analyse af horrorgenrens tre transformative mytologier: varulv, vampyr og zombie. 

   Forelæsningen hedder »Stories We Tell About Times to Come«. Hun holdt den på Southern Utah University i Cedar City, Utah, den 2. april 2013. Teksterne fra seminaret blev efterfølgende trykt i kompendiet Human Values (2013). Atwood samler sin egen op i Burning Questions: Essays and Occasional Writings (2022). Hendes indsats som kritiker og essayist står i skyggen af hendes skønlitterære virke. Jeg vil i særdeleshed anbefale samlingen In Other Worlds: SF and the Human Imagination (2011).

Only Lovers Left Alive. Instr. & manus: Jim Jarmusch. Foto: Yorick Le Saux. 123 min. UK-Tyskland-Grækenland-Frankrig 2013. Dansk premiere: 20.03.2014.

Fotos: Recorded Picture Company/ Pandora Filmproduktion/ Snow Wolf Produktion/ Faliro House Produktions/ Le Pacte/ HanWay Films/ ARD Degeto Film/ Lago Film/ Neue Road Movies/ DFFF/ Film- und MedieStiftung NRW/ Schleswig-Holstein Film Commission/ FFA/ Sony Pictures Classics/ Miracle Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Rolex [Mentor Margaret Atwood and protegée Naomi Alderman at Toronto University photo].

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, HBO MAX, MUBI, Rakuten TV, SF Anytime og YouTube Movies.

Anmeldelsen stod [minus intro og note] i Weekendavisen Kultur 21.03.2014 

Zombie Apocalypse | The Girl with All the Gifts (2016) [Sci-Fi 100]

 

MENNESKER OG NOGET MERE
Der er stadig gode historier i æsken med zombiemytologi

Af BO GREEN JENSEN

ET navnløst sted i England, tiden er lige om lidt. På et ramponeret militæranlæg bliver svært bevogtede tweens hentet i deres celler af nervøse soldater i kampuniform. Børnene bliver forsvarligt fastgjort og kørt i skole.

   Klasselokalet ligner en flyverhangar. Der er panserglas i døren, numre på gulvet, og absolut ingen rører ved hinanden. Sergent Parks (Paddy Considine) starter hver dag med at råbe »Transit! You frigging abortions!« til børnene.

   Kun læreren Helen (Gemma Arterton) er venlig. Hun lader sig overtale til ikke at terpe fysik og læser i stedet højt af en bog med græske myter. Pigen Melanie (Sennia Nanua) husker præcis, hvor de var nået til i sagnet om Pandora. Hun kan også hele tabellen med grundstoffernes numeriske værdi.

   Nu kan Helen kan ikke dy sig. Hun stryger den lænkede pige over håret, og Melanie nyder kærtegnet. Så bryder sergent Parks ind og demonstrerer, hvad der sker, hvis eleverne får fært. Det er et rystende syn. Om natten standser Dr. Caldwell (Glenn Close) ved hver celle. Hun beder Melanie vælge et tal. Næste morgen mangler eleven med dét nummer.

SKØNT ordet ikke bruges, handler denne film om zombier. Jeg tøver med at at nævne det, for The Girl with All the Gifts er ingen røverhistorie. Tværtimod er der tale om ægte spekulativ fiktion, som overvejer om, hvad et liv er. En aggressiv virus i svampefamilien har forvandlet menneskeheden til hungries. De angrebne står for det meste passivt og svajer, men bliver som frådende, snappende hunde, når de lugter levende kød og varmt blod.

   På spredte faciliteter arbejder de sidste mennesker på at udvikle en vaccine. En gruppe angrebne børn har stadig bevidsthed. De er mennesker og noget mere. Melanie kan ikke styre sine rabiesagtige anfald, men hun kan advare om, at de er på vej. Hun er en glad, imødekommende pige, som husker alt, hvad der bliver sagt. Dr. Caldwell noterer, at hun har »en udsøgt evne til at aflæse og efterligne«. Dét ordvalg kommer hun til at fortryde.

   Melanie er fortællingens Pandora. I den første halve time er hun også den, der forankrer fortællersynsvinklen i Colm McCarthys saglige filmatisering af Mike Careys fremtidsroman. Hun ser med store øjne på verden og er ivrig efter at behage. Hun betragter Helen som en mor.

   Det bliver nøglen til videre overlevelse, da hegnet om basen giver efter for horder af hungries. Melanie undslipper sammen med soldaten, forskeren og lærerinden. Filmen er skiftevis et kammerspil og et udstyrstykke med tusindvis af mutanter. London er faldet for længe siden. Gruppen forskanser sig i et mobilt laboratorium, der står tilbage efter de sidste svampejægere.

BRITISK science fiction har altid holdt sig tæt på virkeligheden. Selv Doctor Who foregår henne om hjørnet. Traditionen er fuld af historier om, hvordan det – helt konkret og lavpraktisk – bliver at leve i dystopiske opløsningstider.

   Realismen er ofte konsekvensen af et beskedent budget, men den har skabt en stærk undergenre. Man skal bruge lidt skov, en nedlagt fabrik og et par militære køretøjer. Det fungerer i alt fra The Day of the Triffids til fem sæsoner af The Survivors og 28 Days Later.

   McCarthys film ligner især Alfonso Cuaróns filmatisering af P.D. James’ (in)fertilitetsfabel The Children of Men. Han forstår at skabe håndgribelig spænding og umiddelbar empati. Der er en fascinerende forklaring på, hvad sygdommen bliver til i andet stadie, og en række gode retoriske spørgsmål, som bliver stillet på ontologisk baggrund.

   Soldaten og humanisten diskuterer. Parks siger, at han aldrig har mødt gode eller dårlige mennesker. Alle gjorde blot det nødvendige. »Så ingen er nogen sinde ansvarlig?« siger Helen. »Ansvarlig over for hvem?« spørger han.

GIVER det mening at klamre sig til en døende livsform, når en ny art kan gøre det bedre? En episode med vilde børns stammemønster er lige dele Peter Pan og William Golding. Det er tæt og tankevækkende stof i en ellers udpint genre.

   Gemma Arterton skal for en gangs skyld ikke være yndig. Considine og Close giver deres typer konturerne af en karakter. Som pigen med alle talenter og gaver er 12-årige Sennia Nanua enten ekstremt godt instrueret eller en vordende stjerne.

   Lad være med at tænke kulørt science fiction og mere klam vold, som der ikke er brug for. Tænk menneskevarme og nye værdier. Se for den sags skyld en socialpolitisk lignelse i McCarthy og Careys zombiefortælling.

   Det vigtigste er at se den. Det er en af de bedste film fra sit tiår.

The Girl with All the Gifts. Instr.: Colm McCarthy. Manus: Mike Carey. Foto: Simon Dennis. 111 min. UK 2016. Dansk premiere: 03.11.2016.

Fotos: BFI Film Fund/ Warner Bros. UK & Ireland/ Lionsgate/ Miracle Film Distribution/ CineMaterial/ MoviestillsDB 

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Lionsgate UK 23.01.2017

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 04.11.2016

Danske dystopier 4: Sorgenfri | What We Become (2015) [Epidemic Cinema]

DE FORVANDLEDE

Dansk zombiegyser med coronarelevans

Af BO GREEN JENSEN

ZOMBIER i Sorgenfri. Det måtte jo komme – eller hvordan? Engang var genren noget, som unge nørder sad klistret til oppe på værelset. Nu kan hele familien se med, når sæson 7 af The Walking Dead bliver streamet.

   Zombier er for dette årti, hvad vampyrer var for det sidste. George A. Romero (1940-2017) blev kaldt gal og pervers, da han skabte Night of the Living Dead (1968), som er genrens grund- og ædelsten. Han dyrkes nu som en profetisk mester.

I SORGENFRI kommer smitten til Danmark, og vi ser, hvordan det ville se ud, hvis et almindeligt villakvarter gik i opløsning. Dino (Troels Lyby) og Pernille (Mille Dinesen) har teenagesønnen Gustav (Benjamin Engell) og en kær lille datter. De er gode venner med Caspar (Mikael Birkkjær) og Anna (Therese Damsgaard). Det er kærlig dansk hverdag som i en sang af Steffen Brandt.

  Først kommer sygdommen som nålestik. Folk forsvinder, dør for en tid og vender tilbage som flænsende væsener. Længe sker det mest off screen. Der er fråselyde og blodsprøjt på tv-skærmen, hvor oplæserne beder de berørte familier ringe til et særligt nummer. Ude i gaderne ankommer soldater, som truer, slår og skyder vilkårligt. Imens bliver Gustav forelsket i Sonja (Marie Hammer Boda), der er flyttet ind på den anden side af vejen.

   Som tiden går, bryder tingene ned, og anarkiet griber om sig. De raske lærer at dræbe de syge, før det er for sent, og de selv bliver bidt. Sorgenfri forvandles til et katastrofeområde med hærgende horder af grådige døde og et brutalt, totalitært militær. Til sidst lukker samfundet simpelt hen ned. Det samme gør menneske(lig)heden. Spørgsmålet er, hvad vi skal med det hele.

BEDST fungerer første akt, hvor normaliteten inficeres, og strukturen i hverdagen vakler. Empatien dør i etaper. Ingen på lærredet har fantasi til at forestille sig det værste. Alle i salen ved, hvad der venter.

   Sygdommen tager de fleste med tiden. Myndighederne misinformerer, og maskerede stormtropper tvinger borgerne til at blive i deres huse. Nødrationer sættes ved døren. Hver husstand skal bevise, at alle i familien er smittefri.

   I den fingerede tv-avis taler Reimer Bo og Trine Sick om en virus, som snart er under kontrol. Så holder panserkøretøjerne og helikopterne op med at komme. Koncentrationslejren på den lokale skole bliver rømmet, og myndighederne rejser en mur. Sorgenfri og Virum bliver lukket af. Nu er kernefamilien næsten alene, og det hele er sket på et par skæve døgn.

VÆRST fungerer anden akt, hvor det bliver klart, at de inficerede er forvandlet til zombier – Sorgenfri bruger aldrig selv ordet – og det er tid til at demonstrere, hvor genrebevidste filmskaberne er. Der er sådan set ikke noget i vejen med skildringen af den gradvise opløsning og nedsænkningen til et dyrisk stadie, men hver scene henviser til andre steder i genren, som Sorgenfri hylder og varierer.

   En lang sekvens i et supermarked, hvor Lyby og Birkkjær tager hen for at fouragere, er ren Romero og Dawn of the Dead (1978). Scenerne ved muren ligner kampene ved Hadrian’s Wall i Danny Boyles 28 Days Later (2002). Det hele skal være grumt på en måde, som viser, at en dansk zombieapokalypse  ikke står tilbage for den globale epidemi i World War Z (2013).

ENDELIG er scenen sat for sidste akt, hvor det bliver nødvendigt at gøre sig hård og dræbe sine forvandlede kære. Det lykkes Gustav og Sonja at vende ryggen til de voksnes fordærvede helvede. Imens bliver familiens guldklump inficeret. Mor går fra forstanden, mens Far er pinligt bevidst om hver rest af menneskelighed, som han giver slip på med grådkvalt selvlede.

   Forstaden forsegles, så klaustrofobien bliver komplet. Længe gør Lyby, som myndighederne siger. Kun Gustav river hul i den sorte presenning for at se sin elskede Sonja. Sønnen reagerer, mens faderen er passiv. Alligevel er det godheden og kærligheden, som bringer smitten ind i huset.

DE vandrende døde reagerer på stærkt lys, opdager Gustav. Adam Morris Philp skaber smukke billeder, når de stavrende søvngængere står stille under gadelygterne og vender ansigtet op mod det nærende lys. Ellers er æstetikken på det jævne. Morten Pedersen har komponeret musikken, der lyder lidt som et selvskrevent score af John Carpenter.

   Der er gjort mest ud af mændenes reaktioner. Lyby, Birkkjær og Engell reagerer nuanceret og troværdigt. Til gengæld er kvinderne tegnet som gæs. Birkkjærs kone stikker af for et godt ord. Maria Boda laver trutmund og stjerneøjne. Dinesen forsikrer Lillepigen om, at det hele nok skal blive godt. Det gør hun også, da enhver kan se, at intet nogensinde bliver godt.

    I 2014 lavede Martin Barnewitz ungdomsfilmen Dannys Dommedag, hvor skolegården pludselig var fuld af monstre, og man forskansede sig i husene på lignende vis. Det var et forsøg på at lave ren genrefilm i Danmark, og det blev ikke venligt modtaget. Her bliver det gjort i voksenformat.

   Det lykkes nu og da Bo Mikkelsen at nå den samme effekt, som Danny Boyle og Alex Garland fandt i 28 Days Later. Men alt for ofte minder Sorgenfri om den totalitære allegori i Anders Rønnow-Klarlunds Hvordan vi slipper af med de andre (2007). Vi ser, at det kan lade sig gøre, men ingen bliver klogere.

Sorgenfri. Instr. og manus: Bo Mikkelsen. Foto: Adam Morris Philp. 81 min. Danmark 2015. Dansk premiere: 31.03.2016.

Fotos: Christian Geisnæs/ Meta Film/ SF Film/ Cinematerial/ MoviestillsDB/ FilmAffinity

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Shout Factory (region A) 18.10.2016

2K Blu-ray fra Capelight Pictures (region B) 18.11.2016

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 01.04.2016