Danske dystopier 4: Sorgenfri | What We Become (2015) [Epidemic Cinema]

DE FORVANDLEDE

Dansk zombiegyser med coronarelevans

Af BO GREEN JENSEN

ZOMBIER i Sorgenfri. Det måtte jo komme – eller hvordan? Engang var genren noget, som unge nørder sad klistret til oppe på værelset. Nu kan hele familien se med, når sæson 7 af The Walking Dead bliver streamet.

   Zombier er for dette årti, hvad vampyrer var for det sidste. George A. Romero (1940-2017) blev kaldt gal og pervers, da han skabte Night of the Living Dead (1968), som er genrens grund- og ædelsten. Han dyrkes nu som en profetisk mester.

I SORGENFRI kommer smitten til Danmark, og vi ser, hvordan det ville se ud, hvis et almindeligt villakvarter gik i opløsning. Dino (Troels Lyby) og Pernille (Mille Dinesen) har teenagesønnen Gustav (Benjamin Engell) og en kær lille datter. De er gode venner med Caspar (Mikael Birkkjær) og Anna (Therese Damsgaard). Det er kærlig dansk hverdag som i en sang af Steffen Brandt.

  Først kommer sygdommen som nålestik. Folk forsvinder, dør for en tid og vender tilbage som flænsende væsener. Længe sker det mest off screen. Der er fråselyde og blodsprøjt på tv-skærmen, hvor oplæserne beder de berørte familier ringe til et særligt nummer. Ude i gaderne ankommer soldater, som truer, slår og skyder vilkårligt. Imens bliver Gustav forelsket i Sonja (Marie Hammer Boda), der er flyttet ind på den anden side af vejen.

   Som tiden går, bryder tingene ned, og anarkiet griber om sig. De raske lærer at dræbe de syge, før det er for sent, og de selv bliver bidt. Sorgenfri forvandles til et katastrofeområde med hærgende horder af grådige døde og et brutalt, totalitært militær. Til sidst lukker samfundet simpelt hen ned. Det samme gør menneske(lig)heden. Spørgsmålet er, hvad vi skal med det hele.

BEDST fungerer første akt, hvor normaliteten inficeres, og strukturen i hverdagen vakler. Empatien dør i etaper. Ingen på lærredet har fantasi til at forestille sig det værste. Alle i salen ved, hvad der venter.

   Sygdommen tager de fleste med tiden. Myndighederne misinformerer, og maskerede stormtropper tvinger borgerne til at blive i deres huse. Nødrationer sættes ved døren. Hver husstand skal bevise, at alle i familien er smittefri.

   I den fingerede tv-avis taler Reimer Bo og Trine Sick om en virus, som snart er under kontrol. Så holder panserkøretøjerne og helikopterne op med at komme. Koncentrationslejren på den lokale skole bliver rømmet, og myndighederne rejser en mur. Sorgenfri og Virum bliver lukket af. Nu er kernefamilien næsten alene, og det hele er sket på et par skæve døgn.

VÆRST fungerer anden akt, hvor det bliver klart, at de inficerede er forvandlet til zombier – Sorgenfri bruger aldrig selv ordet – og det er tid til at demonstrere, hvor genrebevidste filmskaberne er. Der er sådan set ikke noget i vejen med skildringen af den gradvise opløsning og nedsænkningen til et dyrisk stadie, men hver scene henviser til andre steder i genren, som Sorgenfri hylder og varierer.

   En lang sekvens i et supermarked, hvor Lyby og Birkkjær tager hen for at fouragere, er ren Romero og Dawn of the Dead (1978). Scenerne ved muren ligner kampene ved Hadrian’s Wall i Danny Boyles 28 Days Later (2002). Det hele skal være grumt på en måde, som viser, at en dansk zombieapokalypse  ikke står tilbage for den globale epidemi i World War Z (2013).

ENDELIG er scenen sat for sidste akt, hvor det bliver nødvendigt at gøre sig hård og dræbe sine forvandlede kære. Det lykkes Gustav og Sonja at vende ryggen til de voksnes fordærvede helvede. Imens bliver familiens guldklump inficeret. Mor går fra forstanden, mens Far er pinligt bevidst om hver rest af menneskelighed, som han giver slip på med grådkvalt selvlede.

   Forstaden forsegles, så klaustrofobien bliver komplet. Længe gør Lyby, som myndighederne siger. Kun Gustav river hul i den sorte presenning for at se sin elskede Sonja. Sønnen reagerer, mens faderen er passiv. Alligevel er det godheden og kærligheden, som bringer smitten ind i huset.

DE vandrende døde reagerer på stærkt lys, opdager Gustav. Adam Morris Philp skaber smukke billeder, når de stavrende søvngængere står stille under gadelygterne og vender ansigtet op mod det nærende lys. Ellers er æstetikken på det jævne. Morten Pedersen har komponeret musikken, der lyder lidt som et selvskrevent score af John Carpenter.

   Der er gjort mest ud af mændenes reaktioner. Lyby, Birkkjær og Engell reagerer nuanceret og troværdigt. Til gengæld er kvinderne tegnet som gæs. Birkkjærs kone stikker af for et godt ord. Maria Boda laver trutmund og stjerneøjne. Dinesen forsikrer Lillepigen om, at det hele nok skal blive godt. Det gør hun også, da enhver kan se, at intet nogensinde bliver godt.

    I 2014 lavede Martin Barnewitz ungdomsfilmen Dannys Dommedag, hvor skolegården pludselig var fuld af monstre, og man forskansede sig i husene på lignende vis. Det var et forsøg på at lave ren genrefilm i Danmark, og det blev ikke venligt modtaget. Her bliver det gjort i voksenformat.

   Det lykkes nu og da Bo Mikkelsen at nå den samme effekt, som Danny Boyle og Alex Garland fandt i 28 Days Later. Men alt for ofte minder Sorgenfri om den totalitære allegori i Anders Rønnow-Klarlunds Hvordan vi slipper af med de andre (2007). Vi ser, at det kan lade sig gøre, men ingen bliver klogere.

Sorgenfri. Instr. og manus: Bo Mikkelsen. Foto: Adam Morris Philp. 81 min. Danmark 2015. Dansk premiere: 31.03.2016.

Fotos: Christian Geisnæs/ Meta Film/ SF Film/ Cinematerial/ MoviestillsDB/ FilmAffinity

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Shout Factory (region A) 18.10.2016

2K Blu-ray fra Capelight Pictures (region B) 18.11.2016

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 01.04.2016

Danske dystopier 1: Reservat (2019) [Sci-Fi 100]

MUTATION ER OVERLEVELSE
En vision om Danmark i opløsningstiden

Af BO GREEN JENSEN

JEG ved godt, at tiden (og fremtiden) tilhører de kvindelige serieskabere, som i 10erne markerede sig med suveræne graphic novels. Men der er grund til at hejse flaget, når et dansk sci-fi hovedværk ankommer. Forfatteren Dennis Gade Kofod og tegneren Emil Friis Ernst skaber i Reservat en fuldkommen overbevisende vision om resterne af Danmark, som landet ligger på en hverdag i år 2165.

   Allerførst er der lydordet KLAK, som bliver tegnet på en side for sig. Så følger den første af ni bogstavrimede ordkæder, der er anbragt strategisk i bogen: »Blomst. Barnebrud. Bølge. Bulimi.« (5). Senere står der f.eks. »Håb. Historie. Had. Hest« (47), »Pollen. Plot. Pilot. Periferi.« (107) og »Indavl. Illuminering. Ilt. Iris.« (155). Jeg elsker den katastrofiske cut-up, som værket matcher med billeder i fantastiske farver.

   Den sidste remse er strakt over tre tegninger og det fulde slutark: »Firmament. Forgaffel. Fredning. Fremtid.« Sådan betones budskabet om, at »mutation er overlevelse.« Vist er Reservat en dystopisk fortælling – eller narrative stumper, som arrangeres kalejdoskopisk – men det handler ikke om undergang. Sagen er forandring, forvandling og tilpasning. En hel masse verden og videre liv.

ÅRSAGERNE til forandringen er en blanding af gammelkendte trusler og nye mareridt. Klimaændringer havde tæret de gamle strukturer, men sammenbruddet skete brat. I 2032 blev atomaffaldet fra Risø gravet ned på Bornholm. Et jordskælv forårsagede udslip. I 2046 blev øen evakueret og fik status som naturreservat. Havet steg. En mur blev rejst om København. Europa sender raketter til Mars. Mars er under kolonisering.
   Tilbage i resterne af København bliver en version af hverdagen ved. På forsiden ser du Ursula stå med sin datter i hånden. De skal i gang med en helt almindelig dag. Barnets far, forskeren Lars, følger med i tingene oppe fra Mars, hvor der bliver arbejdet med terraforming og gensplejsning, så man kan bruge planeten.

DET vilde og nye sker uden for muren, hvor migranter og klimaflygtninge bliver holdt på afstand sammen med havet. Fribytterbørn som Omar samler vragdele af raketter op. Og i det frodige fabelkrat på Eksklusionszone Bornholm bliver en ny verden født sammen med pigen Svale. Stammen tilbeder en nedstyrtet raketdel, men Svale er på vej mod en anden bevidsthed:  »Familien... var ikke til, for at jeg skulle føde... men for at jeg skulle blive født.« 
   Svales afsnit er det længste og særeste og smukkeste. Her kommer Emil Friis Ernsts tegninger for alvor til deres ret. Han er skrøbelig i stregen, men farvelægningen er formidabel. Stilen minder om psykedelika fra 1960erne og 70erne. Animationsfilmen Yellow Submarine bruger den samme palet. Og Nick Masons omslag til Pink Floyds Relics. For ikke at tale om Moebius og Eddie Campbell, som Ernst må have spejlet sig i på et tidspunkt.

EN gammeldags dystopi havde fyldt fortællingens kar med grå regn. Her er der strømmende liv og fantastiske farver. Stemningen er ofte som i J.G. Ballards serielle dystopier fra de første år: Den druknede verden, Den brændende verden, Krystalverdenen.* Men Reservat er senere og for altid. Zebrahunde på Mars. Giraffer i ruinerne. Svale, som vokser og bliver noget større end familien. Det er en smule Bowie og Diamond Dogs. Og Jeff VanderMeers Annihilation. Men især er der Kofod og Ernst.

DENNIS Gade Kofod (f. 1976) har brugt fødeøen i mange fantastiske sammenhænge.** Han er også aktiv i rollespilskulturen. Det mærkes måske i beskrivelsen af den oceaniske stammekultur på Bornholm og den mere generiske dommedagssekt i Storkøbenhavn. I det hele taget har fremtidsbyen et John Carpenter'sk præg af Escape from Copenhagen.
   Illustratoren Emil Friis Ernst (f. 1994) har kun lavet en enkelt serie, Dr. Murder and the Island of Death, før Reservat. Projektet er en debut for dem begge. Ideen er Kofods, men Ernst giver den liv i en form, som på én gang ser tilbage og frem.
   Det er, som Svale siger: Mutation er overlevelse. Jeg elsker Reservat, som for det første ser positivt på de økologiske forandringer. For det andet er det år og dag siden, at der har været en dansk tegneserie, man kunne ryge en joint og høre syrerock til.

*) The Drowned World (1962), The Burning World (1965) og The Crystal World (1966) kunne læses som et katalog af katastrofemodeller. I Niels Erik Willes oversættelse blev den første titel til Verden under vand (Hasselbalch, 1969). Krystalverdenen udkom 1973 i Finn Andersens oversættelse på Stig Vendelkærs forlag. The Burning World er ikke oversat. 

**) Senest udkom Det levende land – bornholmsk folketro (Rosinante, 2019). Der er en nyttig gennemgang af romanerne Brøndjætten (Rosinante, 2006) og Nancy (Rosinante, 2016) i Ib Johansen: Fantastikkens labyrinter. Fantastiske fortællere i dansk litteratur fra 1985 til i dag (Science Fiction Cirklen, 2017).

Reservat. Idé: Dennis Gade Kofod. Tegning og fortælling: Emil Friis Ernst. Tekst og fortælling: Dennis Gade Kofod. 192 s. Forlaget Cobolt, 2019.

Artiklen er nyskrevet 14.12.2019. Ikke tidligere offentliggjort.