MENNESKET lever af hemmeligheder, og de dybeste bliver til i vor barndom. Pedro Almodóvar (f. 1949), som i 90erne udviklede sig fra en neurotisk skarp humorist til en fuldtonende menneskeskildrer med sin egen uforlignelige stil, er i La mala educacíon fast besluttet på at komme til bunds i historien.
Den spanske filmskaber har altid holdt af genrestykker. Efter den ekspansive form i Todo sobre mi madre (1999, da. Alt om min mor) og Hable con ella (2002, da. Tal til hende) kører han hele apparatet i stilling, skruer ned for de ironiske indfald og satser alt på en stor sammenskrivning af melodrama, gay cinema, skolehistorie og film noir.
Man skriver 1980, da filmskaberen Enrique (Fele Martinez) bliver opsøgt af en kammerat fra klosterskolen, hvor de begge blev formet og misbrugt. Ignacío (Gael García Bernal), som nu kalder sig Ãngel, er en håbefuld skuespiller, der prøver at score en rolle hos vennen.
ENRIQUE afværger behændigt, men Ignacío lægger et manuskript før han går. Det fortæller skolehistorien med enkelte fiktive ændringer. Novellen hedder »Besøget« og lader en transseksuel skuespiller, Zahara, konfrontere præsten Manolo (Daniel Gimenéz-Cacho), som elskede drengene, da de var børn. Mødet ender meget dramatisk.
Skønt han vægrer sig ved at erkende det, er »Besøget« slet og ret den historie, som Enrique har savnet. Han genoptager derfor kontakten med Ãngel, begynder at indspille filmen-i-filmen og åbner på den måde æsken med alle de spanske dæmoner: katolske, seksuelle og politiske traumer, som filmen bestræber sig på at metaforisere.
Også den moderne historie ender voldsomt og dramatisk. En særlig joker i spillet er Señor Berenguer (Lluis Homar), modellen for metafiktionens Manolo, som i virkeligheden forlod præsteskabet.
MEN hvad er virkelighed overhovedet? For Enrique bliver det stadig sværere at holde de forskellige niveauer fri af hinanden. Ignacío er et offer i alle udgaver af historien – Gael Garcia Bernal spiller tre roller uden at ryste på hånden: Ignacio, dennes lillebror, Juan, og Zahara, den transseksuelle diva i metafiktionen, som både er smukkest og mest frygtelig.
De stærkeste billeder stammer fra skolen, der synes at være den samme i alle tre virkeligheder. Gymnastikken i gården tangerer fascistisk eksercits. Her er dannelse lig med misdannelse. We don’t need no education/ We don’t need no thought control.
UNDERTEGNEDE har sat stor pris på de fleste af Almodóvars film. Om i hvert fald tre af dem – Carne trémula (1997, da. Kødet skælver), Alt om min mor og Tal til hende – vil jeg uden tøven bruge store ord. Men jeg stod af på La mala educacíon, da den blev vist som åbningsfilm i Cannes. Filmen er flot og særdeles velspillet. Ikke mindst når scenografien nye højder. Alene filmens fortekster er et kunstværk for sig, og der skabes dybe og spændende samtidigheder, når fortællingens lag filtres ind i hinanden.
Imidlertid er filmen også tæt på det selvsmagende. Almodóvar er mere misantropisk end sædvanligt, og man savner de gavmilde kvindefigurer. Han springer helt ud som homoerotisk filmskaber. Det er al ære værd, men filmen får for lidt ud af sine subtile symmetrier, de indlejrede sidemotiver og diskrete overensstemmelser. Der skrues bogstaveligt op for skæbnemusikken, mens underfundigheden og menneskeligheden, som plejer at løfte det hele på plads, træder i baggrunden.
RESULTATET ligner et giftigt maltbolsje. Dårlig dannelse er en hjertesag, en kunstgenstand og en meget katolsk fortælling om drift, køn og skyldfølelse. Hvis man ikke tror på noget, kan nok så megen dogmatisk tilgivelse hverken lindre eller sone en fornemmelse af synd.
La mala educacíon er en personlig eksorcisme, og instruktørens fans skal naturligvis se den. Det er dog ikke stedet at møde Almodóvar første gang, og efter Tal til hende kommer den seneste film som skuffelse.
DA Gene Wilder og Zero Mostel – som den fallerede duo i Mel Brooks' gennembrudsfilm The Producers (1967) – skulle sætte en garanteret fiasko op på teatret, valgte de et emne, som med sikkerhed kunne levere den ønskede vare. De tog en nazistisk forfatters makværk og forvandlede det til et sexet, smilende syngespil om Det Tredje Riges storhed og fald.
Denne musical, Springtime for Hitler, blev imidlertid en ubændig succes. Det samme gjorde Brooks' satiriske farce. På YouTube kan man se den musikvideo, som blev produceret i forbindelse med Forår for Hitler. Den er stadig lige så morsom og skarp.
Tredive år efter, mens både europæiske og amerikanske instruktører på stadig mere episk vis mindedes de umenneskeligheder, som fandt sted i det nazistiske Tysklands dødslejre, fik den italienske komiker Roberto Benigni ideen til en film, som sagde det samme på et andet sprog. Resultatet var noget så paradoksalt og unikt – ja i teorien vel utænkeligt – som en livsbekræftende blanding af farce og komedie, der udspiller sig i en koncentrationslejr.
Det er en film, som ikke er i tvivl om, hvad den vil have os til. Først skal vi grine, så skal vi græde, og til slut skal vi gå hjem med et smil og sætte pris på, at vi er til. »Kan man det?« fik mange spurgt, og svaret giver sig selv, for på film kan alt lade sig gøre. »Kan man være det bekendt?« er snarere det oplagte spørgsmål.
LIVETer smukt forenkler historien, men skriver den ikke om, og skønt der er ting, vi ikke ser i lejrafsnittet, er man ikke i tvivl om, at de foregår. I en enkelt ordløs scene til slut går Benigni vild i lejren og ser et bjerg af døde kroppe, som er hobet op ved krematoriet. Det er til og med et barn, som bærer den forbløffende historie. Også Benignis film blev en uventet stor succes.
Således blev den nomineret til syv Oscars og tog prisen i tre kategorier. Skønt filmen var et år gammel og for længst havde haft italiensk premiere, fik den lov at konkurrere på Cannes Festivalen 1998. Her modtog den Juryens Store Pris. Ved den lejlighed kastede Benigni sig ned og begyndte at kysse jurypræsidenten Martin Scorseses skosnuder.
I Hollywood nåede han scenen ved at springe fra stoleryg til stoleryg, hen over alle de forbløffede kolleger. Benignis Academy Award, som blev overrakt af Sophia Loren, er altid med på listen over store Oscar-øjeblikke. For den sags skyld er La vita è bella stadig forkætret. Det er en film, som mange elsker og enkelte hader med inderlig kraft. Hverken Schindlers liste (1993), Sauls søn (2015) eller Jojo Rabbit (2019) har været så kontroversielle.
Benigni, en lille mand som lever på sin egen mærkelige planet, var ganske enkelt ikke til at standse i sin glæde. Med en tro kopi af denne jubel hilser han sin kvindelige medspiller Nicoletta Braschi, som privat er gift med fænomenet, hver gang de støder på hinanden i filmens lange, barokke prolog. »Godmorgen, prinsesse!«er filmens feltråb.
DET er i kraft af den første akt, at balancestykket lykkes så overvældende. I høj italiensk farcestil ser vi tjeneren Guido (Benigni) ankomme til Toscana sammen med en ven. Guido vil åbne en boghandel, men indtil videre bor de hos hans onkel, en lakonisk overtjener. Vi er langt i historien, før vi hører om Guidos jødiske herkomst. Derimod er vi aldrig i tvivl om tidens ideologiske klima. Da Guido og Ferruccio kører deres løbske bil gennem en festklædt landsby, bliver de forvekslet med fascistiske øvrighedpersoner. Guido spørger en far, hvordan den politiske stemning i byen er, mens mandens tvillinger leger i baggrunden. Faderen hører ikke spørgsmålet, men beder Adolfo og Benito være stille.
ENDELIG forelsker Guido sig i lærerinden Dora (Braschi). Der er bogstavelig talt ingen grænser for, hvad han vil gøre for at tænde hendes smil, og de fleste gags har at gøre med den amourøse stormkur, han mobiliserer. Da parret er forenet, går hun ind i et lysthus, og han følger efter. I næste billede er der gået fem år, og deres lille søn Giosué tripper ned ad den skårede trappe. Han forstår ikke, hvorfor jøder ikke må handle hos bageren, som der står på et af gadens skilte. Guido, som nu har fået sin boghandel, enes med drengen om, at de på deres skilt vil skrive, at edderkopper og vestgotere skal holde sig væk. Men på sønnens fødselsdag tager tyskerne både Guido og Giosué.
DEN sidste time er vi i lejren. Hinsides alt håb, men dog ude af stand til ikke at håbe, fordi filmen alene med sin titel har skrevet en slags kontrakt med os. Det bliver dog stadig sværere at se et smuthul for Guido, som får sønnen til at acceptere lejrens helvede ved at opfinde en af alle tiders mest strålende løgne: der er i virkeligheden tale om et kæmpemæssigt rollespil, de er alle deltagere, og den som først får tusind points har vundet en rigtig kampvogn.
Drengen køber løgnen og er forsigtig med ikke at blive set, så han ender som de andre børn. Medfangerne spiller med på Guidos illusion, og vogterne er uden at vide det med til at styrke bedraget, for Guidos fantasi er grænseløs, når det gælder om at vende verden på hovedet. Hårrejsende omstændigheder forvandles til raffinerede prøvelser i det herlige spil, som de skal være glade for at deltage i. Her er prøvestenen for grundideen, og den viser sig at kunne bære. Efterhånden spiser også tilskueren lidt af den strålende løgn.
ROBERTO Benigni var forgudet i sit hjemland, havde stjernestatus i Frankrig og var også i amerikansk sammenhæng en populær italiensk specialitet. Det var ham, som Blake Edwards indforskrev til at løfte arven efter Peter Sellers, da han ville videreføre Pink Panther-serien.
Herhjemme havde ingen af hans film haft premiere, siden Johnny Stecchino (1991, da. Johnny Tandstikker) skræmte publikum væk. Jeg fandt ham ret ulidelig. Det var han også de første ti minutter af Livet er smukt, da jeg så den i Cannes. Siden kunne jeg næsten ikke huske, hvad mit oprindelige forbehold gik på. Det var virkelig den film, der vendte konsensus.
Aldrig har Benignis fysiske komik haft en bedre ramme at folde sig ud i, og sjældent har sammenligningen med Charlie Chaplin været mere på sin plads. La vita è bella er på sin måde lige så uomgængelig og nødvendig som det kollektive sorgarbejde, der kulminerede med Schindlers liste. I 1997 forlod man Francesco Rosis patetiske filmatisering af Primo Levis La Tregua uden at føle stort andet end et lille stik i hjertet. Dén film blev i biografen. Livet er smukt tager man derimod med sig, formentlig for livet.
Livet er smukt (La vita è bella). Instr.: Roberto Benigni. Manus: Vincenzo Cerami, Roberto Benigni. Foto: Tonino Dellicolli. 115 min. Italien 1997. Dansk premiere: 19.02.1999.
JEG havde tilfældigvis tændt for CNN, da fanatiske Trump-tribalister
trængte ind i den amerikanske kongresbygning på Capitol Hill. Det var onsdag den 6.
januar 2021. Jeg skriver datoen helt ud, for den vil blive husket. Jeg fulgte ikke
intenst med, men jeg var interesseret i at se, om de sidste republikanske
Trump-støtter ville sabotere ratificeringen af valgresultatet fra november. Jeg
ville også følge valget i Georgia. Demokraterne kunne sikre sig flertallet i
både Senatet og Kongressen, hvis deres kandidater vandt. Ergo så jeg Ted
Cruz, den republikanske senator fra Texas, træde op og gøre sig til. Der fulgte
to andre indlæg. Så brød transmissionen af for at vise de eskalerende optøjer
udenfor. I virkelig tid fulgte realiseringen af scener fra de værste dystopier,
endda i en særlig forenklet version. Demonstranterne var som yahoos eller
hooligans, hovedløse høns, der ikke anede, hvad de skulle stille op med
det hele, bortset fra at hærge, da de kom ind i de hellige haller. Det var Watchmen,
Joker, Olympus Has Fallen og Berlin 1938 i ét. Ballademagerne
kaldte sig Folket, og Trump præsiderede over det hele med umiskendelig kupmagermine.
Der har altid været et whiff af Mussolini over manden, når han vender
siden til og fnyser i triumf. Trump trak sig
trods alt tilbage fra kanten af afgrunden, da der kun var to muligheder: at
kalde krigerne til orden eller gå diktatorplanken helt ud. Men der er stadig
to uger til den 20. januar, hvor Joe Biden omsider bliver indsat. Meget kan
ske, mens Amerika venter.
DOKUMENTAREN #Unfit: The Psychology of Donald Trump
blev vist for pressen før præsidentvalget i november 2020. Den
skulle bruges ved særlige arrangementer med tilhørende paneldiskussion. De blev ikke gennemført, for man regulerede forsamlingsloftet i de uger, da version
2.0 af COVID-19 var i anmarch. Filmen bliver ikke streamet p.t.
Metoden er lige så
enkel, som budskabet er banalt. En række velanskrevne psykologer, historikere
og politiske eks-forbundsfæller analyserer Donald Trump og stiller diagnosen »ondsindet
narcissisme« (som blev formuleret af Erich Fromm i 1973). De konkluderer samstemmende,
at præsidenten udviser alle symptomer. Han bør derfor fjernes fra embedet. Partland garnerer
samtalerne med arkivklip, som især er interessante, når de går tilbage til 1980erne,
da Trump havde talje og var en ukorrekt rollemodel for danske guldflippere som Klaus Riskær Pedersen. Brætspillet Monopoly findes i en særudgave, som hedder
TRUMP. Her er den kapitalistiske karikatur, som de ældste af os kan huske.
Derfor så vi i lang tid manden som en harmløs opportunist, der sikkert ikke ville
noget særligt med sin politik. Sportsskribenten Rick
Reilly demonstrerer, hvordan præsidenten snyder i golf. Psykologen Suzanne
Lachmann giver et selvoplevet eksempel på hans sexisme. Mest sønderlemmende er to
udsagn fra Anthony Scaramucci (der var Trumps kommunikationsrådgiver i 11 dage)
og republikaneren George Conway, som på den hårde måde erfarer, at Trump virkelig
er racist. Efterretningsofficeren
Malcolm Nance forklarer, hvor megen skade en amerikansk præsident kan forvolde.
Han tænker i geopolitiske Dr. Strangelove-baner. Nance kan forestille
sig, at præsidenten bliver sur eller såret, trykker på den røde knap og udløser
arsenalet. Han har ikke fantasi til at forestille sig noget, der ligner
angrebet på Capitol Hill. Grundigheden i
filmen gør indtryk. Desværre falder Partland for fristelsen til at efterligne Michael
Moore og Morgan Spurlock. Det veludførte karaktermord er sexet op med animationer
af kæmpebabyen Donald. Selv musikeren Roger Waters – for hvem Trump på belejlig
vis har erstattet Margaret Thatcher som hadobjekt – ville fravælge dem. Filmen fremstår
som et modangreb, der er populistisk som folkeforføreren selv.
MANGE fiktioner har forestillet sig et USA med fascister og
populister ved magten. Især mellem krigene var der en del: Nathanael Wests A
Cool Million (1934, da. Gulddrengen), Sinclair Lewis’ It Can’t Happen
Here (1935, da. Det kan ikke ske her). Temaet indgår i collagerne i John
Dos Passos’ monumentale trilogi om U.S.A. (1936). Philip Roth skrev
romanen The Plot Against America i 2002. Her forestillede han sig, hvordan
historien ville se ud, hvis USA i 1940 havde valgt piloten og nationalhelten
Charles Lindbergh – som også i virkeligheden havde nazistiske sympatier – til
præsident. Komplottet mod Amerika blev i 2020 til en miniserie, som streames
på HBO Nordic herhjemme. Roth gengiver en af
de taler, som Lindbergh faktisk holdt i 1941. Titlen er »Who Are the War Agitators?«
– »Hvem er krigens fortalere?« Den forklarer, hvordan Eliten har stjålet Magten
fra Folket. I dag er det svært ikke
også at høre Trumps stemme i Lindberghs populististiske retorik. Roth døde i 2018. Forfatteren
nåede altså at se Trump blive valgt og indtage præsidentembedet. Hans kommentar
til lighederne mellem fiktion og virkelighed var: »Det er lettere at
forstå valget af en imaginær præsident som Charles Lindbergh, end det er at
begribe valget af en faktisk præsident som Donald Trump. Til trods for sine
nazistiske sympatier og racistiske tilbøjeligheder, var Lindbergh en stor
flyverhelt, som havde udvist fantastisk fysisk vovemod og aerodynamisk geni ved
at krydse Atlanten i 1927. Han havde karakter, og han havde substans, og sammen
med Henry Ford var han, verden over, sin tids mest berømte amerikaner. Donald Trump er
blot en bondefanger. Den relevante bog om Trumps amerikanske aner er Herman MelvillesThe Confidence-Man, den mørke og pessimistiske, dristigt
opfindsomme roman – Melvilles sidste – der lige så godt
kunne hedde Fidusernes Kunst (The Art of the Scam).« Roth er opmærksom på, at der indgår en
Trump-agtig figur i romanen. Han giver så dét, som må være mest præcise
analyse af Trump-fænomenet. »Det er ikke Trump som karakter, en menneskelig
grundtype – ejendomsspekulant-typen, den grove og grådige
dræber-kapitalist – der trodser og overgår fantasien. Det er Trump
som De Forenede Staters præsident.« Det var Judith Thurman (forfatter til
biografien Karen Blixen), som udvekslede e-mails med Roth i 2017.
Den fulde, fascinerende korrespondance står i det nummer af The New Yorker, som
udkom 30. januar 2017. Rubrikken er »Roth om Trump«.
#Unfit: The Psychology of Donald Trump. Instr.: Dan
Partland. Foto: Guy Mossman. 83 min. USA 2020. Dansk premiere: 26.10.2020
Philip Roth: The Plot Against America. 392 s. New York:
Random House, 2002. Gyldendal udgav Komplottet mod Amerika i Ole
Husted Jensens oversættelse i 2006. Der er seks episoder à 60 minutter i
serien, som streames på HBO Nordic. Ed Burns har skabt og skrevet den sammen
med David Simon.
Fotos: Bronson Park Films/ BBC News/ Evening Standard 29.04.2020/ Weekendavisen Kultur 27.10.2020/ 07.01.2021
ØSTRIGEREN Michael Haneke (f. 1942) må være en af
de mindst behagesyge instruktører nogen sinde. Fra Det syvende kontinent (1989) og Bennys
video (1992) til Caché (2005, da. Skjult) og Happy End (2017) har han afdækket europæisk fortrængning og boret i den
tyske skyld, som han aldrig undlader at tage på sig. Kun tidehvervsfilmen Code Inconnu (2000, da. Kode: Ukendt) og Oscar-vinderen Amour (2012) har haft mere sanselighed
og en varmere farve. Ellers er Hanekes ubehag konsekvent.
Haneke
plejer at arbejde i Frankrig og gjorde også et engelsksproget forsøg, da han i
2007 genindspillede Funny Games(1997)i USA. Das weisse Band var hans første tyske film i ti år. Ved European
Film Awards blev den kåret som den bedste europæiske titel i 2009, og i Cannes
fik Haneke årets Palme d’Or. For det første var der tale om en klar film fra en
klassisk auteur, der ofte havde været tæt på Guldpalmen. For det andet blev prisen
et ærefuldt kompromis for en jury, som var delt mellem Jacques Audiards Un Prophète og Lars von Triers Antichrist.
DET er en
frygtindgydende gennemført film. Das weisse
Band udspiller sig i en nordtysk landsby, Eichwald, og folder sig ud over
cirka et år, det sidste før krigsudbruddet i august 1914. Sæder og skikke
signalerer dog en tidligere periode. Samfundet er landbrugsbaseret, og den
sociale rangorden strengt feudal. Alle arbejder for den lokale herremand,
Baronen, som er gammeldags og ulykkelig sammen med sin yngre hustru, der har
forladt ham mentalt og er emigreret til Italien, allerede før parrets søn
bliver mishandlet i skoven.
Skildringen af det indadvendte, ekstremt restriktive samfund er bundet
op på en række makabre attentater, der sammen med regulære voldsudbrud er
symptomer på de irrationelle lidenskaber, som ligger lige under overfladen.
Byens læge kommer til skade, da hans hest snubler over stram ståltråd.
Jordemorderens søn, et engleblidt mongolbarn, bliver blindet og skændet. Nogen
sætter ild til Baronens lade, og hver gang et ildevarslende hærværk finder
sted, står børnene fra koret og taler som med én stemme gennem præstens store
pige.
HANEKE lægger sin beske fortælling i munden på byens skolelærer, der på lydsporet
taler ærligt og irriterende sirligt om de dunkle riter, han som tilflytter ikke
for alvor har del i. Selv er han optaget af at dyrke sit forhold til Eva, som
han håber vil blive hans hustru. Også dette spor blomstrer over et år. Det
bliver til slut slået fast – måske mere demonstrativt, end godt er – at
krigsudbruddet kommer som en forløsende kraft, at fascismen er en forlængelse
af fortrængning og pervertering i den fælles, strengt protestantiske
husholdning.
Man
mister al sympati for lægen, da han ydmyger jordemoderen, som har taget sig af
alle hans behov. I stedet giver han efter for sin incestuøse kærlighed til
husets store datter. Værst af de skildrede patriarker er dog byens præst, som
selvretfærdigt skoser sine børn. Det er ham, der tvinger sin søn til at bære en
hvid sløjfe om armen, så drengen kan blive mindet om de rigtige måder, når hans
rebelske natur forleder ham. Det er tydeligt, at præsten selv tror på sine
absolutte leveregler. Det bliver forbrydelsen blot større af.
DAS weisse Band er en streng og også
lidt selvtilfreds film, der fortæller med eksemplarisk klarhed. Den tager
Hanekes store tema, det europæiske borgerskabs selvhad, og gør det frisk ved at
skyde det tilbage i historien. Filmen har ikke energien og ambivalensen fra La Pianiste (2001, da. Pianisten) og den
i alle henseender fremragende Caché,
men den er en triumf for Hanekes ubønhørlige metode. Han har længe cirklet om
såret i symbolsk realisme og moderne allegorier. Det må efterhånden være et
spørgsmål om tid, før Haneke prøver at skildre nazismen i direkte form.
Det Hvide Bånd (Das weisse Band – Eine deutsche Kindergeschichte ). Instr. & manus: Michael Haneke. Foto: Christian Berger. 144 min. Tyskland-Østrig-Italien-Frankrig-Canada 2009. Dansk premiere: 14.01.2010.
Fotos: X-Filme Creative Pool/ Les Films du Losange/ Lucky Red/ ARD Degeto/ Bayerrischer Rundfunk/ ORF Film/ France 3 Cinema/ Camera Film/ Sony Pictures Classics, YouTube (HD Trailer + clip)
Filmen streames på Apple TV, BlockBuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra Artificial Eye | CURZON 15.03.2010
2K Blu-ray fra TF1 i boxsæt Le Cinéma de Michael Haneke 1989-2012 | 12 Films | 04.12.2013
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 15.01.2010
En overset filmatisering af P.D. James' Menneskebørn
Af BO GREEN JENSEN
HVORDAN ville mennesker handle og tænke, hvis
der ikke blev født flere børn? Hvordan ville man indrette verden, hvis der ikke
var nogen at indrette den for? Ville hedonisme og grådighed tage over? Ville
apati eller anarki sætte ind? Kunne en opportunistisk diktator tage magten, og
ville mennesket blive mere eller mindre religiøst?
Det
er den slags spørgsmål, som man forholder sig til i den spekulative del af den
fantastiske genre, der kaldes mørk utopi eller dystopi. Mens den litterære
kultur generelt foragter science fiction, har det altid været legitimt
at kritisere samtiden allegorisk. Man forstærker aktuelle tendenser og
undersøger i fiktiv form, hvordan den nærmeste fremtid vil blive, hvis
mennesket ikke ændrer sin praksis. For tiden er klima og terror de store
motiver. I 1990erne var det genetisk forandring.
P.D. [Phillys Dorothy] James (1920-2014) var kendt og agtet for 14 kultiverede
krimier om Detective Chief Superintendent – siden Commander – Adam Dalgliesh,
som blev introduceret i Cover Her Face
(1962, da. Dæk ansigtet til) og fulgt til dørs i The Private Patient (2008, da. Ar for livet). James skrev endvidere to bøger om privatopdageren
Cordelia Gray, et identitetsmysterium med adoptionsmotiv (Innocent Blood)
og en fremtidsroman i den dystopiske genre. Sidstnævnte, The Children of
Men (1992, da. Menneskebørn), blev i 2006 forvandlet til en brølende storfilm af Alfonso
Cuarón.
»Ved
praktisk talt alle festivaler bliver jeg spurgt ud om min roman Menneskebørn,« skriver James i
erindrings(dag)bogen Time to Be in Earnest (1999, da. Tiden er inde –
Brudstykke af en selvbiografi). »Denne roman, som er vidt forskellig
fra alle mine andre bøger, begyndte ikke med omgivelser til handlingen, men med
en anmeldelse, som jeg læste i The Sunday Times. Bogen, der blev
anmeldt, handlede om den dramatiske og endnu ikke forklarede nedgang i den
vestlige mands fertilitet. (...) Anmelderen påpegede, at af alle de millioner
livsformer, der har beboet vores klode, er næsten alle uddøet eller blevet
udryddet i tidens løb, ligesom dinosaurerne. Menneskets tid på Jorden er som et
blink med øjet.«
BARONESSE James, som også var medlem af Overhuset, praktiserende kristen
og tidligere administrator i det britiske National Health Service, havde ofte
belyst moralske, religiøse og politiske problemstillinger i sine krimier. Denne
gang ville hun gøre det i en form, som talte mere direkte til følelserne: »Jeg
begyndte at forestille mig, hvordan verden ville være, og mere nøjagtigt,
hvordan England ville være, et kvart århundrede efter et katastrofalt år, hvor
menneskeracen blev ramt af universel ufrugtbarhed. I femogtyve år ville ingen
have hørt et spædbarn græde eller et lidt større barn le.«
CUARÓNS ramme følger stort set hendes forlæg:
I 2027 er menneskene ikke længere i stand til at forplante sig. Steriliteten
fulgte en pandemi, en verdensomspændende influenza, først i det nye årtusinde.
Kvinder mistede evnen til at undfange. Jordemødrene var de første, som blev
opmærksomme på den genetiske frost. Nu tænker ingen på andet ret længe ad
gangen. I den nye orden er ungdom en uvurderlig og næsten hellig valuta. Ved
begyndelsen af Children of Men er dagens altdominerende nyhed, at
verdens yngste menneske, den 18-årige Baby Diego, er død under optøjer i Buenos
Aires. Man siger, at han spyttede på en af sine »fans«.
Barnløsheden har sat sine spor. I England hersker en generel modløshed,
som præger de sociale relationer. Hver har sin måde at bære tingene på. Nogle
bliver kyniske, andre sentimentale. Sekterisk virksomhed florerer. Politisk har
man isoleret sig fra sine allierede i USA og på kontinentet, hvor anarkiet
synes at være udtalt. En totalitær regering holder landet i permanent
undtagelsestilstand og håndhæver loven ved hjælp af paramilitært politi. Et nyt
og populært produkt er Quietus, en dødssprøjte med behagelig musik til, som
fladskærme reklamerer for alle vegne.
STATEN er i gang med en omfattende etnisk udrensning. Alle indvandrere
uden gyldige papirer interneres i flygtningecentre, som i realiteten er
koncentrationslejre. Borgerrettighederne er sat ud af spil, og mærkeligst af
alt er måske, at det hele er gået så hurtigt. Hos James ramte epidemien i 1995,
og handlingen udspiller sig i 2001. I Cuaróns bemærkelsesværdige filmatisering
er kronologien skrevet 12-13 år frem.
Som
altid i engelske dystopier har modstandsgrupper samlet sig. De gode britiske
dyder overlever i enklaver uden for London. Da en bombe springer i en McDonalds
på Oxford Street, er embedsmanden Theo (Clive Owen) på vej tilbage til kontoret
efter frokost. Hver gang nogen anfægter regeringens praksis, springer en bombe.
Det er lidt – ja, det er meget – som med det aktuelle terrorberedskab i USA og
Storbritannien. Sådan er dystopier. Orwells 1984 handlede ikke om
fremtiden, men om et stalinistisk England i 1948.
THEO hører til kynikerne. Han ser uforstående
på de marcherende islamister og foragter den globale sorg over Baby Diego. Led
ved det hele undskylder han sig og tager toget til en forstad, hvor vennen
Jasper (Michael Caine) venter ved stationen. Der er grænser for, hvor mange
øjne staten har. Jasper, en radikal karikaturtegner, som holder af tung pot (Strawberry Cough) og
bruger tiden på at pleje sin katatoniske hustru, har indrettet sig i et
økologisk hus i et skovbryn, som ligger få hundrede meter fra vejen.
Siden
bortføres Theo af modstandsgruppen »The Fishes«, som ledes af hans ekshustru
Julian (Julianne Moore). Det fremgår, at parret brød med hinanden, da sønnen
Dylan døde. Julian vil have Theo til at gøre sig en tjeneste. En ung sort
kvinde, Kee (Claire-Hope Ashitey), skal have rejsetilladelse. Theo skaffer
papirerne hos sin dekadente fætter Nigel (Danny Huston), der bestyrer Kunstens
Ark, et museum hvor man ophober konfiskerede kunstskatte – fra Michelangelos David
og Picassos Guernica til den flyvende gris, der svæver over Battersea
Power Station uden på Pink Floyd-albummet Animals.
THEO får tilladelsen og kører med Julian, Kee og aktivisten Luke (Chiwetel Ejiofor)
mod kysten. Med i bilen er også jordemoderen Miriam (Pam Ferris). Efter et
dramatisk overfald og ildkamp med politiet søger gruppen tilflugt på en gård,
hvor »Fiskene« har hovedkvarter. Her kommer endelig for en dag, hvad publikum
længe har anet. For det første er Kee gravid. For det andet er undergrundshæren
splittet i spørgsmålet om, hvordan man skal bruge graviditeten politisk.
Forfulgt af modstandsfolk og myndigheder, begiver Theo og Kee sig på en rejse
gennem opløsningens England. Målet er få kontakt med aktivisterne fra det
Greenpeace-agtige Projekt Menneske, som siges at holde stand på en ø i
Azorerne.
BILLEDMÆSSIGT er filmen stærkere, jo længere
ind i lejruniverset og militærstatens England, det jagede par bliver drevet.
Prologens skildring af et smuldrende London er gennemført, men afviger ikke
fra, hvad man har set i beslægtede skildringer af kulden og mørket i kommende
tider. Møderne med Michael Caines gamle hippie, Danny Hustons mandarin-agtige
museumsinspektør, Peter Mullans korrupte elitesoldat og Julianne Moores
røjserklædte aktivistbrigade tangerer nogle steder det ufrivilligt komiske.
Slutkampene, som står på i det meste af en time, er derimod ikke de
spraglede digitale eksplosioner, som er blevet konvention i store effektfilm. I
stedet afvikles forløbet som guerillakampe fra hus til hus, i en kropsnær
subjektiv kamerastil, som minder om Mogadishu i Ridley Scotts Black
Hawk Down (2001). Alfonso Cuarón siger selv, at hans primære forbillede var dokumentaren Slaget om Algier (1966) af italieneren Gillo Pontecorvo. Intet er fingeret, og man føler trykket fra hver
eksplosion. Det er meget enerverende, men efterhånden også fysisk spændende.
IDEMÆSSIGT løfter historien sig ved, efter fremtidsmusikken og de
dystopiske tendensaflæsninger, at blive en muteret Kristus-legende. Kee har
været sammen med så mange mænd, at ingen kan sige, hvem der er far til hendes
barn. Ergo kan man tale om en moderne jomfrufødsel. Massevoldtægten har fået
samme funktion i Balkan-film om 90ernes krige. Theo bliver mere og mere en
Josef, der drager faderlig omsorg for kvinden og barnet. Dette kommer endelig
til verden, ikke i en stald, men på et barakgulv i en flygtningelejr.
Denne udlægning ville næppe have overrasket P.D. James. I Tiden er inde skriver
hun: »Det var ikke min hensigt, at romanen skulle være en kristen fabel, men
det var faktisk dét, jeg skrev. Det er den eneste af mine romaner, som ikke har
indtjent sit forskud, en deprimerende og temmelig ydmygende tanke. Men den har
affødt mere korrespondance og mere polemik, især i teologiske kredse, end nogen
anden roman, jeg har skrevet.«
NU tror læseren vel, at anmelderen har røbet
så meget, at det næppe giver mening at se filmen selv. Det er slet ikke
tilfældet. For det første spiller barnets køn en rolle. For det andet er det et
spørgsmål, om Projekt Menneske virkelig findes eller blot er et rygte i
opløsningstiden. Endelig er filmen ikke vigtig for sin handlingsgang eller
fabelværdi. Den er vigtig, fordi rejsen til det ironiske Bethlehem føles på
huden som noget konkret.
Det er
irriterende og distraherende, at filmens manuskriptforfattere, som sikkert har
været det hele igennem, ikke i plenum, men én efter én, gør brug af forhold og
navne fra bogen, men forskyder snart sagt alle de nærmere omstændigheder. Hos
James var Theo skyld i Dylans død, og det er Julian som føder den nye Messias.
Den interne strid i undergrundshæren står for Cuaróns regning. Lederen Rolf er
skrevet ud af filmen, og i bogen er Theos fætter selve nationens magtbegærlige
»Værge«, der råder over et militært elitekorps og en Stasi-agtig
sikkerhedsenhed, som James kalder SSP.
I den
citerede erindringsbog opstiller James en liste med regler, råd og spørgsmål
til de tv-folk, som dramatiserer Dalgliesh–sekvensen. Spørgsmål nummer 5 lyder:
»Eftersom det kan være nødvendigt at udelade episoder og personer, hvad er så
formålet med at tilføje sådanne?« Der synes også at være foretaget en febrilsk
efterredigering. Filmen var oprindelig annonceret med en spilletid på 138
minutter, men varer kun 110.
DISSE faktorer kan dog ikke rokke ved filmens grundlæggende styrke. Alfonso Cuarón
har skabt så forskellige værker som en moderniseret udgave af Great
Expectations (1998), den tredje Harry Potter-film (2004), den
vidunderlige mexicanske Og din mor...! (2001), 3D-rumfartsfilmen Gravity (2013) og erindringsværket Roma (2018). Her lægger han fremtiden
fast med stor sikkerhed og realiserer i den fysiske del af historien nogle af
de bedste konkrete blood-and-guts optagelser, man har set i lang tid.
Children
of Men minder så meget om Terry Nations gamle tv-serie Survivors
(1975-77, da. De overlevende), at man må tro, den har været et
inspirationssted. En anden oplagt slægtning er Volker Schlöndorffs filmatisering af Margaret Atwoods The Handmaid’s Tale
(1990, da. Tjenerindens fortælling), der kredser om samme
fertilitetsproblematik og tager den nærmeste fremtid lige så alvorligt.*
ET kapitel for sig er de sange, som supplerer John Taverners score og det
hyperrealistiske lydspor. For det første er det indlysende, at man i 2027
foretrækker trygge pophits fra rockens guldalder, Deep Purples »Hush« og »Ruby
Tuesday« i en luftig italiensk version ved Franco Battiato. Hos holisten i
skoven drejer Donovan på grammofonen, og da Theo besøger sin fætter i Kunstens
Ark, giver Cuarón scenen en fyrstelig barokeffekt ved at lægge King Crimsons
»The Court of the Crimson King« uforkortet over forløbet.
På
Radio Avalon taler studieværten om »de gode dage i 2003« og rister gamle
kastanjer med The Libertines og Radiohead. Allerstærkest kører John Lennons »Bring On the Lucie« fra Mind Games under slutteksterne: »We understand
your paranoia/ But we don’t want to play your game/ You think you’re cool and
know what you are doing/ 666 is your name...«
Children of Men gav ikke P.D. James mod på at skabe mere science fiction. I
Tiden er inde skriver hun: »Menneskebørn slutter med et anstrøg
af håb, men det var traumatisk at skrive bogen, og da jeg var færdig, var det
med glæde, at jeg vendte tilbage til det mindre deprimerende miljø i den
klassiske krimi.«
*) Children of Men er lavet ti år før tv-udgaven af The Handmaid's Tale, så Cuarón var i sagens natur ikke inspireret af den. Margaret Atwood skrev The Handmaid's Tale i 1984. Romanen udkom i 1985, og hun solgte (selv) filmrettighederne til produceren Daniel Wilson.
Egentlig skulle Karel Reisz (The French Lieutenant's Woman) instruere, og Sigourney Weaver sagde ja til at spille Offred. Det bedste var ikke for godt. Tiden gik, og Volker Schlöndoff (Bliktrommen) overtog projektet, som nu var en tysk-amerikansk produktion. Harold Pinter bearbejdede bogen, Ryuichi Sakamoto skrev musikken, og der blev castet med navne som Elizabeth McGovern, Victoria Tennant, Faye Dunaway, Aidan Quinn og Robert Duvall. Da Faye Dunaway trak sig (fra rollen som Serena Joy), ringede Atwood personligt op og talte hende tilbage. Titelrollen blev overtaget af Natasha Richardson, da Sigourney Weaver trak sig. Die Geschichte der Dienerin/ The Handmaid's Tale fik endelig premiere i Tyskland (15.02.90) og USA (07.03.90). I Danmark åbnede filmen den 21.09.90. Tjenerindens fortælling gik respektabelt og blev høfligt modtaget, også i Danmark, men der var intet ved filmen, som talte til tiden eller greb den fælles forestillingsevne. Helt anderledes forholdt det sig 27 år senere, da Bruce Miller for MGM Television producerede HBO-serien The Handmaid's Tale, som med Elizabeth Moss i titelrollen blev en af de største streamingsucceser til dato. Atwoods bog formåede både at være forud for sin tid og lige midt i den. Det er under alle omstændigheder interessant at sammenligne Atwoods og James' dystopier. Det er de første fremtidsromaner, som forbinder svigtende fertilitet med ny evangelisme, totalitarisme og socialt anarki.
Children of Men. Instr.: Alfonso Cuarón. Manus: David Arata, Alfonso Cuarón, Mark Fergus, Hawk Ostby. Foto: Emmanuel Lubezki. 110 min. USA-UK -Japan 2006. Dansk premiere: 12.01.2007
Fotos: Universal Pictures/ Strike Entertainment/ Hit & Run Productions/ Ingenious Film Partners 2/ Toho-Towa/ Faber & Faber/ CineMaterial// MovieStillsDB/ Wkipedia/ YouTube
Filmen streames på Blockbuster, Grand Hjemmebio, NORDISK FILM+, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Movies
Første udgave af teksten stod i Weekendavisen Kultur 13.01.2007
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpeg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
b.jpg)
.jpg)
.jpg)
