Roberto Benigni: Livet er smukt (1997)

DEN STRÅLENDE LØGN

Roberto Benignis holocaustfilm

Af BO GREEN JENSEN

DA Gene Wilder og Zero Mostel – som den fallerede duo i Mel Brooks' gennembrudsfilm The Producers (1967) – skulle sætte en garanteret fiasko op på teatret, valgte de et emne, som med sikkerhed kunne levere den ønskede vare. De tog en nazistisk forfatters makværk og forvandlede det til et sexet, smilende syngespil om Det Tredje Riges storhed og fald.

   Denne musical, Springtime for Hitler, blev imidlertid en ubændig succes. Det samme gjorde Brooks' satiriske farce. På YouTube kan man se den musikvideo, som blev produceret i forbindelse med Forår for Hitler. Den er stadig lige så morsom og skarp.

   Tredive år efter, mens både europæiske og amerikanske instruktører på stadig mere episk vis mindedes de umenneskeligheder, som fandt sted i det nazistiske Tysklands dødslejre, fik den italienske komiker Roberto Benigni ideen til en film, som sagde det samme på et andet sprog. Resultatet var noget så paradoksalt og unikt – ja i teorien vel utænkeligt – som en livsbekræftende blanding af farce og komedie, der udspiller sig i en koncentrationslejr.

   Det er en film, som ikke er i tvivl om, hvad den vil have os til. Først skal vi grine, så skal vi græde, og til slut skal vi gå hjem med et smil og sætte pris på, at vi er til. »Kan man det?« fik mange spurgt, og svaret giver sig selv, for på film kan alt lade sig gøre. »Kan man være det bekendt?« er snarere det oplagte spørgsmål.

LIVET er smukt forenkler historien, men skriver den ikke om, og skønt der er ting, vi ikke ser i lejrafsnittet, er man ikke i tvivl om, at de foregår. I en enkelt ordløs scene til slut går Benigni vild i lejren og ser et bjerg af døde kroppe, som er hobet op ved krematoriet. Det er til og med et barn, som bærer den forbløffende historie. Også Benignis film blev en uventet stor succes.

   Således blev den nomineret til syv Oscars og tog prisen i tre kategorier. Skønt filmen var et år gammel og for længst havde haft italiensk premiere, fik den lov at konkurrere på Cannes Festivalen 1998. Her modtog den Juryens Store Pris. Ved den lejlighed kastede Benigni sig ned og begyndte at kysse jurypræsidenten Martin Scorseses skosnuder.

   I Hollywood nåede han scenen ved at springe fra stoleryg til stoleryg, hen over alle de forbløffede kolleger. Benignis Academy Award, som blev overrakt af Sophia Loren, er altid med på listen over store Oscar-øjeblikke. For den sags skyld er La vita è bella stadig forkætret. Det er en film, som mange elsker og enkelte hader med inderlig kraft. Hverken Schindlers liste (1993), Sauls søn (2015) eller Jojo Rabbit (2019) har været så kontroversielle.

   Benigni, en lille mand som lever på sin egen mærkelige planet, var ganske enkelt ikke til at standse i sin glæde. Med en tro kopi af denne jubel hilser han sin kvindelige medspiller Nicoletta Braschi, som privat er gift med fænomenet, hver gang de støder på hinanden i filmens lange, barokke prolog. »Godmorgen, prinsesse!« er filmens feltråb.

DET er i kraft af den første akt, at balancestykket lykkes så overvældende. I høj italiensk farcestil ser vi tjeneren Guido (Benigni) ankomme til Toscana sammen med en ven. Guido vil åbne en boghandel, men indtil videre bor de hos hans onkel, en lakonisk overtjener. Vi er langt i historien, før vi hører om Guidos jødiske herkomst. Derimod er vi aldrig i tvivl om tidens ideologiske klima. Da Guido og Ferruccio kører deres løbske bil gennem en festklædt landsby, bliver de forvekslet med fascistiske øvrighedpersoner. Guido spørger en far, hvordan den politiske stemning i byen er, mens mandens tvillinger leger i baggrunden. Faderen hører ikke spørgsmålet, men beder Adolfo og Benito være stille.

ENDELIG forelsker Guido sig i lærerinden Dora (Braschi). Der er bogstavelig talt ingen grænser for, hvad han vil gøre for at tænde hendes smil, og de fleste gags har at gøre med den amourøse stormkur, han mobiliserer. Da parret er forenet, går hun ind i et lysthus, og han følger efter. I næste billede er der gået fem år, og deres lille søn Giosué tripper ned ad den skårede trappe. Han forstår ikke, hvorfor jøder ikke må handle hos bageren, som der står på et af gadens skilte. Guido, som nu har fået sin boghandel, enes med drengen om, at de på deres skilt vil skrive, at edderkopper og vestgotere skal holde sig væk. Men på sønnens fødselsdag tager tyskerne både Guido og Giosué.

DEN sidste time er vi i lejren. Hinsides alt håb, men dog ude af stand til ikke at håbe, fordi filmen alene med sin titel har skrevet en slags kontrakt med os. Det bliver dog stadig sværere at se et smuthul for Guido, som får sønnen til at acceptere lejrens helvede ved at opfinde en af alle tiders mest strålende løgne: der er i virkeligheden tale om et kæmpemæssigt rollespil, de er alle deltagere, og den som først får tusind points har vundet en rigtig kampvogn.

   Drengen køber løgnen og er forsigtig med ikke at blive set, så han ender som de andre børn. Medfangerne spiller med på Guidos illusion, og vogterne er uden at vide det med til at styrke bedraget, for Guidos fantasi er grænseløs, når det gælder om at vende verden på hovedet. Hårrejsende omstændigheder forvandles til raffinerede prøvelser i det herlige spil, som de skal være glade for at deltage i. Her er prøvestenen for grundideen, og den viser sig at kunne bære. Efterhånden spiser også tilskueren lidt af den strålende løgn.

ROBERTO Benigni var forgudet i sit hjemland, havde stjernestatus i Frankrig og var også i amerikansk sammenhæng en populær italiensk specialitet. Det var ham, som Blake Edwards indforskrev til at løfte arven efter Peter Sellers, da han ville videreføre Pink Panther-serien.

   Herhjemme havde ingen af hans film haft premiere, siden Johnny Stecchino (1991, da. Johnny Tandstikker) skræmte publikum væk. Jeg fandt ham ret ulidelig. Det var han også de første ti minutter af Livet er smukt, da jeg så den i Cannes. Siden kunne jeg næsten ikke huske, hvad mit oprindelige forbehold gik på. Det var virkelig den film, der vendte konsensus. 

   Aldrig har Benignis fysiske komik haft en bedre ramme at folde sig ud i, og sjældent har sammenligningen med Charlie Chaplin været mere på sin plads. La vita è bella er på sin måde lige så uomgængelig og nødvendig som det kollektive sorgarbejde, der kulminerede med Schindlers liste. I 1997 forlod man Francesco Rosis patetiske filmatisering af Primo Levis La Tregua uden at føle stort andet end et lille stik i hjertet. Dén film blev i biografen. Livet er smukt tager man derimod med sig, formentlig for livet.

Livet er smukt (La vita è bella). Instr.: Roberto Benigni. Manus: Vincenzo Cerami, Roberto Benigni. Foto: Tonino Dellicolli. 115 min. Italien 1997. Dansk premiere: 19.02.1999.

Fotos: Melampo Cinematografica/ Miramax/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, Grand Hjemmebio, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Paramount Pictures 02.11.2020
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 19.02.1999

To versioner: 3:10 to Yuma (1957/2007) [Westerns 100]

NÆSTEN SOM BRØDRE

To versioner af Elmore Leonards novelle

Af BO GREEN JENSEN

ARIZONA i 1860erne, nogle år efter borgerkrigens slutning. Farmeren Dan Evans, en almindelig familiefar, der så vidt muligt prøver at passe sig selv, overværer sammen med sine sønner et røveri, som den lovløse Ben Wade og hans bande begår. Diligencens kusk bliver dræbt. Dan ser ingen grund til at gribe ind. For det første er fjenden for stærk. For det andet har ingen hjulpet ham med den skrantende kvægdrift, som et halvt års tørke har tvunget i knæ.

   Senere, da Wade er blevet arresteret, påtager Evans sig at føre fangen til hovedbyen Contention og sætte ham på eftermiddagstoget til Yuma. Han tager opgaven, fordi han på den måde kan tjene 200 dollars, betale af på sin gæld og genvinde sin families respekt. Han har intet imod den fredløse, og faktisk opstår en vis sympati mellem mændene. Wade er skiftevis fornøjet og bekymret. Han lokker Evans med svimlende summer og truer ham med repressalier. Den stille mand er urokkelig. A man’s got to do what a man’s got to do, og for sin søns respekt vil Dan Evans dø, om så det gælder.

FØRSTEUDGAVEN af 3:10 to Yuma, som Delmer Daves instruerede i 1957, var en sober, sort-hvid »western for voksne« i den allegoriske ende af traditionen, der blev et hovedspor efter Fred Zinnemanns High Noon (1952, da. Sheriffen). High Noon gav genlyd i samtiden. De nye, modne westerns brød med genrens iboende eskapisme, for i stedet at arbejde åbent og (relativt) ærligt med aktuelle ideologiske problemstillinger. Man har ofte beskyldt Amerika for at anskue verden som en cowboyfilm. Koldkrigsårenes western er nok det tætteste, man kommer et bevis for denne påstand.

HIGH Noon handler som bekendt om sheriffen, der nægter at overgive byen til kaos, skønt fællesskabet har opgivet håbet. Filmen er rimeligt nok blevet set som et opgør med isolationismen, en kritik af det handlingslammede flertal og et forsvar for nationens »nødvendige« intervention i Korea.

   3:10 to Yuma lader det komme til en mental og moralsk styrkeprøve mellem to af Vestens arketyper: den karismatiske outlaw, som sætter sig uden for fællesskabet, og den tryghedssøgende konformist, som prøver at civilisere vildmarken og skabe en hverdag for sin familie. Filmens publikum delte Evans’ værdier. Både fædre og sønner havde dog leget med tanken om at leve et farligt og farverigt liv som Ben Wades.

   I en vis forstand er de to mænd som brødre, og desperadoen er lige så fascineret af gennemsnitsmennesket. Alle venter, at Wades bande vil komme sin leder til undsætning, hvilket endelig sker i Contention. Én efter en falder hjælperne fra, og Evans står alene. Wade morer sig over situationen, men er i sit stille sind imponeret. Begge mænd står på toget, og i den gamle film er der øjeblikkelig afregning. Da toget forlader Contention – navnet betyder »kappestrid« – kan Evans’ hustru holde ved sporet og vinke til manden, som for første gang tillader sig at slappe af. Hverdagshelten smiler. Ikke alene er fangen på vej, men efter måneders uafbrudt tørke falder regnen omsider som nærende liv.

JAMES Mangolds nyindspilning følger Delmer Daves’ film ganske trofast. Adskillige scener er taget direkte fra det gamle manuskript, og dialogen er flere steder den samme. For eksempel er der ikke ændret ét ord i dialogen med barpigen Emmy (Vinessa Shaw i den nye version, Felicia Farr i den gamle), som får Wade til at huske en bedre tid og gør, at han glemmer at se sig over skulderen. Dog er slutningen drejet i stik modsat retning, hvilket får én til at tabe næse og mund. Den nye slutning passer bedre til tiden, men retfærdig føles den ikke.

FORLÆGGET for begge film er en 18 sider lang novelle, som den 27-årige Elmore Leonard fik trykt i Dime Western Magazine i 1953. Teksten er optrykt adskillige gange, bl.a. i Peter Hainings Classic Western (1997), en nyttig antologi, som samler de obskure tekster bag 12 af genrens hjørnesten. »Three-Ten to Yuma« udgør et skoleeksempel på fortælleteknisk økonomi.

   Leonard springer direkte til scenen på hotellet i Contention, hvor revolvermanden prøver at lokke borgeren både med det gode og det onde. Også hos Leonard lader fangen sig overbevise. »You know, you really earn your hundred and a half,« siger den fredløse, da de er landet i toget. Den stille mand opdager, at han smiler. »He was thinking pretty much the same thing«.

   Mere er der ikke i novellen. Hele filmens forhistorie skyldes manuskriptforfatteren Halsted Welles, som gjorde Evans’ sønners syn på deres far til et bærende tema. Mangolds film beholder rammen, men tilføjer også nyt materiale, som endnu flere forfattere har lagt ned i det gamle.

   Derved bliver filmen et Fabergé-æg for sin genre. Æstetisk udgør den en katalog af stilarter. Der er rester af den ædle gamle western i strukturen, men også 70ernes elegiske tone og den stiliserede voldsopera fra Sergio Leones hovedværker er i spil. Faktisk har Marco Beltrami skrevet et score, der ligger så tæt på Ennio Morricones kompositioner, at det egentlig er i overkanten. Den gamle film var i tidens stil forsynet med en maskulin ballade, fremført af idolet Frankie Laine.*

MANGOLDS film ikke bare fungerer. Den sprudler og gnistrer og brager igennem, så man føler sig hensat til en klassisk western og samtidig ser noget nyt blive født.

   Det skyldes først og fremmest de stærke karakterer, som Russell Crowe og Christian Bale får ud af Ben Wade og Dan Evans. Sidstnævnte har fået mere at have sine færdigheder i. Evans har nu en fortid som skarpskytte i nordstatshæren. Wade er produkt af et stort omsorgssvigt, der giver ham et blødt punkt i forhold til Evans. Crowe er lige så cool, og Bale er lige så stoisk, som Glenn Ford og Van Heflin var i rollerne for 50 år siden.

   På skelettet er anbragt en række ornamenter, som man kan tage eller lade være efter behov. Der er en omvej gennem apachefolkets land, og Wades bande er gjort endnu mere grusom. Håndlangeren Charlie Prince (Ben Foster), der som den eneste har beholdt sit navn fra Leonards novelle, forsynes atter med homoerotiske karakteristika, skønt heller ikke den nye version sætter ord på motivet.

   Mangolds genindspilning er et godt sted at begynde, hvis man aldrig har været til klassiske westerns. Ligesom The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford (2007, da. Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford) er 3:10 to Yuma et velskabt forsøg på at genrejse genren. Kommercielt er den afgjort et mere positivt varsel. Andrew Dominiks film slog ikke an hos et bredt publikum. Budgettet var på 30 mio. dollars, men filmen solgte billetter for fire. 3:10 to Yuma har derimod hentet sin fremstillingspris – på 50 mio. dollars – og vil fremover give rent overskud.

JAMES Mangold har siden debutfilmen Heavy (1995) instrueret flere intelligente genrestykker. Især Copland (1997) og Johnny Cash-filmen Walk The Line (2005) var aktive forsøg på at omdefinere en række maskuline troper og typer.

   En tv-udgave af Richard Fords Sportsjournalisten blev ikke realiseret. Efter et mellemspil i spiongenren (Knight and Day fra 2010 er en romantisk komedie i True Lies/Mr. & Mrs. Smith-traditionen) gav han superheltefilmen en hårdere kant med The Wolverine (2013) og Logan (2017), der tilfører X-Men-figuren en ny realisme og endelig lader ham dø.

   Der er således gammeldags auteurtræk i instruktøren, som er født i 1963. Det var sikkert på den konto, at han i 2020 blev Oscar-nomineret for racerkørerfilmen Ford v Ferrari (da. Le Mans '66). Forhåbentlig er 3:10 to Yuma ikke en enlig svale. Der må gerne komme flere bløde westerns med klassisk muskeltoning.

Se også To versioner: True Grit (1969/2010) [Westerns 100]; Kevin Costner: Open Range (2003) [Westerns 100]; Landet i begyndelsen: Heaven's Gate (1980/2012) [Westerns 100]; To versioner: Unforgiven (1992/2013) [Westerns 100]; To versioner: The Magnificent Seven (1960/2016) [Westerns 100]; Quentin Tarantino: Django Unchained (2012) [Black Lives Matter 7]; Quentin Tarantino: The Hateful Eight (2015) [Westerns 100]; Jacques Audiard: The Sisters Brothers (2018) [Westerns 100]; Warwick Thornton: Sweet Country (2017) [Westerns 100]; Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford (2007) [Westerns 100]; Jane Campion: The Power of the Dog (2021) [Westerns 100]; Hiner Saleem: My Sweet Pepper Land (2013) [Westerns 100]; Alejandro González Iñárritu: The Revenant (2015) [Westerns 100]; David Mackenzie: Hell or High Water (2016) [Westerns 100]; Lars von Trier | Thomas Vinterberg: Dear Wendy (2005); Sofia Coppola: The Beguiled (2017) [To versioner]; To versioner: Utvandrarna/ The Emigrants (1971/2021); Ridley Scott | Cormac McCarthy: The Counselor (2013); Zhang Yimou: A Woman, a Gun and a Noodle Shop (2009) [Noir 100]; Paul Greengrass: News of the World (2020); Nikolaj Arcel: Bastarden (2023) [Bodilprisen 2024]; Musikken i hjernen: Ennio Morricone 1928-2020.

*) George Duning (1908-2000) var huskomponist på Columbia Pictures og ophavsmand til noget i nærheden af 300 scores. Flere har klassikerstatus i genren, hvor det ellers var russeren Dimitri Tiomkin (1894-1978) , som satte den dominerende standard.

   Ned Washington (1901-1976) var den førende tekstforfatter. Han skrev ordene til »High Noon (Do Not Forsake Me, Oh My Darlin')«, »Wild Is the Wind«, »Gunfight at the O.K Corral« og »Rawhide« fra tv-serien af samme navn – alle med musik af Tiomkin – men leverede også i andre stilarter, f.eks. med de fine og faktisk udødelige sange, han skrev til Walt Disney Productions, bl.a. »Baby Mine« fra Dumbo og ædelstenen »When You Wish Upon a Star«, der begyndte sit liv i Pinocchio.

   Frankie Laine (1913-2007) var crooneren med den gjaldende stemme, som hyppigst blev brugt til at synge de sange. Det gjorde han uden at blinke, ligegyldigt hvad teksterne sagde. Mel Brooks ledte efter »en vokalist med Frankie Laine-agtig røst« – sådan skrev han i annoncen – da han sammen med komponisten John Morris (1926-2018) arrangerede lydsporet til sin geniale og stadig radikale Blazing Saddles (1974, da. Sheriffen skyder på det hele), som dekonstruerer den klassiske western. Laine tilbød sin tjeneste og sang (ifølge Brooks) med hjerte og overbevisning, før han hævede honoraret og gik. Han vidste ikke, at sangen og filmen var parodier. Det havde næppe heller gjort en forskel.

Jeg genfortæller anekdoterne, også for at give en idé om, i hvor høj grad westernmusik var en genre og en metervare, som blev skabt på bestilling. Ned Washington afleverede to gribende tekster til temaet fra 3:10 to Yuma. Den ene har Ghost Riders In the Sky-mytologisk klangbund, den anden er snarere stemt i stilen Menneske-til-alle-tider. Der er dog en tredje variation, som jeg vil dvæle ved lidt endnu.

   1957-filmen er fra før min tid – jeg var to år, da den fik dansk premiere. Det samme er for den sags skyld Frankie Laine, som jeg først blev opmærksom på, da Leonard Cohen brugte hans hit »Jezebel« til at sætte scenen for afdansningsballet i sangen »Memories' fra albummet Death of a Ladies' Man (1978). Selv om temaet fra High Noon sivede ned til os via forældrenes radio, er jeg ikke vokset op med sangen fra 3:10 to Yuma. Det gjorde derimod generationen, der kom lige før min, dvs. de ældste i boomer-segmentet.

   Sanger-sangskriveren Sandy Denny (1947-1978) var stemmen i Fairport Convention, da bandet i sin første zenit knæsatte genren britisk folkrock på tre forbløffende album – What We Did On Our Holidays, Unhalfbricking og Liege & Lief  – der udkom på et enkelt år, i 1969. Hun begyndte alene og sang flere steder, før hun via produceren Joe Boyd fik kontakt med Richard Thompson, Iain Matthews og de øvrige pionerer i Fairport, hvor hun erstattede Judy Dyble. I 1967 var hun kortvarigt tilknyttet budgetmærket Saga Records. Hun optræder på albummet Alex Campbell and Friends (1967) og danner par med Johnny Silvo på Sandy and Johnny fra samme år. På sidstnævnte indgår »3:10 to Yuma« uden proveniens eller nærmere forklaring.

I 1970 blev de to album flikket sammen til et enkelt med titlen It's Sandy Denny. Optagelserne indgår i forskellige versioner på de mange kompilationer med Denny. Uanset balladens dusinpræg løfter hun både temaet og teksten. Sandy Denny blev kun 31 år, men hendes betydning for britisk musik kan næppe overvurderes. Efter Fairport dannede hun Fotheringay, var tilbage i Fairport på Rising for the Moon (1975) og skar i mellemtiden fire albums i eget navn. Læs om hendes alt for korte liv i Mike Houghtons I've Always Kept a Unicorn: The Biography of Sandy Denny (2015), som Richard Thompson skrev forordet til. Og nyd hendes tidløse take på sangen fra 3:10 to Yuma.

3:10 til Yuma (3:10 to Yuma). Instr.: James Mangold. Manus: Halsted Welles, Michael Brandt, Derek Haas. Foto: Phedon Papamichael. 122 min. USA 2007. Dansk premiere: 25.01.2008

3:10 til Yuma (3:10 til Yuma). Instr.: Delmer Daves. Manus: Halsted Welles. Foto: Charles Lawton Jr. 92 min. USA 1957. Dansk premiere: 28.04.1958

Fotos: Columbia Pictures/ Sony Pictures/ The Criterion Collection// Lionsgate/ Tree Line Film/ Relativity Media/ Columbia Pictures/ Yuma// CineMaterial/ FilmAffinity/ SF Studios/ elmoreleonard.com/ YouTube (clips + trailers)

3: 10 Yuma (2007) streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 PLAY, VIAPLAY, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Lionsgate Films (UK) 13.10.2018

3:10 to Yuma (1957) streames på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray (4K transfer) fra The Criterion Collection (spine #657) 08.01.2018

Første udgave af anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 28.04.2008