Translate

Viser opslag med etiketten seriemord. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten seriemord. Vis alle opslag

lørdag den 8. marts 2025

Ali Abbasi: Holy Spider (2022) [Kvindernes kampdag 2025]


EDDERKOPPENS STRATEGI
Irans systemiske misogyni

Af BO GREEN JENSEN

FØRST den faktuelle baggrund, som er skræmmende nok uden fiktiv forarbejdning. På et enkelt år, fra august 2000 til august 2001, begik iraneren Saeed Hanaei 16 mord på prostituerede kvinder. Han fandt sine ofre på gaden i Mashhad, landets næststørste by, hvor narkotrafik og hellig turisme er cirka lige store erhverv. Der bor 3,1 millioner mennesker i Mashhad.
   Alle kvinderne blev dræbt på samme måde. Hanaei kvalte dem i deres tørklæder. Han fandt dem i sit nabolag, og ligene blev lagt i en park i det samme kvarter. Det var ikke det sværeste opklaringsarbejde.
   Men myndighederne var længe om at reagere. Først efter det tiende drab begyndte man aktivt at lede og kæde mordene sammen. Og fra første færd mente stemmer i offentligheden, at »the spider killer« gjorde nytte, når han rensede byen for menneskeligt affald. Hanaei greb denne faktor i flugten. Han ringede selv til avisen, når han igen »havde handlet«.



I PARENTES bemærket har dét været mønstret i dobbeltmoralske samfund, ikke kun de muslimske, siden Jack the Ripper spredte rædsel i 1890ernes Whitechapel. »Jack« var den første, der betragtede sit »arbejde« som en slags kunstværk, og han etablerede den kælne alliance mellem gerningsmand, presse og politi, som endnu præger fænomenet seriedrab.
   Efter mange systemsvigt blev Hanaei arresteret. Han var da en folkehelt for mange rettroende i det salvelsesfulde teokrati. Den lille mand levede sig dybt ind i rollen som udrenser. Han talte i retten om sine bedrifter. Man bildte ham ind, at der ville være en smutvej. Det løfte blev heldigvis svigtet til slut.
   Den tv-transmitterede retsproces var en seersucces. Alle i Iran sad klistret til skærmen. Ali Abbasi, som har instrueret Holy Spider, blev interesseret i sagen, da han fulgte med fra Teheran. Han ved, at det ville lyde godt og se bedre ud, hvis han påberåbte sig en feministisk dagsorden. Men først var han fascineret af manden. Hanaei var bygningsarbejder, familiefar og krigsveteran. Han syntes at koncentrere iranske mænds usikkerhed.



DET bedste i Ali Abbasis film er ikke portrættet af morderen, der ser sig selv som »God’s Lonely Man«. Ej heller ubønhørligheden i skildringen af hans ugerninger. Det er billedet af den systemiske modstand og massive foragt, som møder journalisten Rahimi på alle niveauer, da hun ankommer fra Teheran.
   Det begynder på hotellet, hvor man lyver og siger, at der er fejlbooket, fordi hun er alene og ugift. Det fortsætter hos politiet, hvor hun bestikker betjenten med cigaretter og siden må værge for sig ved hvert møde, fordi han vil i nærkontakt. Selv Rahimis »progressive« kollega er ude af stand til at se hende klart. Journalisten bider fra sig, handler uden tøven og risikerer sit liv. Det er Rahimi, der opklarer sagen.
   Holy Spider taler særligt til tiden, som lige nu reagerer på Mahsa Aminis død i det iranske politis varetægt. Amini blev mishandlet, fordi hendes hijab ikke dækkede håret. Man forsøgte at henlægge sagen. Det var lykkedes i Mashhad i 2002. Men i Teheran tyve år efter bliver protesterne ved og tager til, efterhånden som patriarkatet reagerer med mere brutalitet.



FILMEN har ingen andel i dette. Holy Spider får ikke iransk premiere, men den anskueliggør, hvad der rører sig i landet. Den viser iranske mænds afstumpethed for alverden. Kulturministeriet i Teheran har taget al mulig afstand. Holy Spider er filmet i Jordan. Og er heldigvis en dansk produktion.
   Det er i den forbindelse værd at bemærke, at Rahimi er en fiktiv person, som Abbasi og medforfatteren Afshin Bahrami har skabt til lejigheden. Karakteren bliver – fremragende – fremstillet af Zar-Amir Ebrahimi, som var caster på Holy Spider og tog rollen selv, da ingen andre kunne og ville.
   Alt i filmen er autentisk – inklusive hustru og venners forsvar for morderen og den i særklasse isnende scene, hvor hans 14-årige søn med stolthed demonstrerer, hvordan Far bar sig ad. Maziar Bahari, som instruerede dokumentaren Along Came a Spider i 2003, havde de samme optagelser med. Men journalisten Rahimi er en dramatisk konstruktion.
   I USA er filmen blevet kritiseret for dét – og for sine udførlige beskrivelser af drabene, som Hanaei begår. Det er i bund og grund en bizar kritik. Den kommer fra en popkultur, som ikke er mindre dobbeltmoralsk. Det var i amerikanske medier, at seriemorderen blev en effekt, en arketype med troper og fast tilbehør, fra Hannibal Lecter til retsmedicineren Dexter.



ALI Abbasi er iransk født, men uddannet på Den Danske Filmskole. Han har i to film lært af og bøjet de genrer, som han knyttede an til. Shelley (2016) var en dansk udstedsgyser; Gräns (2018, da. Grænse) et svensk eventyr, der i fabelens form lod evige trolde finde hinanden og frydes ved kønnet.*
   Holy Spider er både mere stram og mindre sær. I tema, optik og fortælleform bruger filmen de samme virkemidler, som David Fincher – genrens Shakespeare – anvendte i Zodiac (2007), der var hans bud på en analyse af kulturen og kvindesynet.
   Det bliver altid diskuteret, om det er nødvendigt at udpensle volden og gruen, når seriemord skildres for alvor på film. Der er sjældent nogen, der tager afstand, når ærindet er triviel underholdning. Jeffrey Dahmers ugerninger blev første gang filmet i 1993. 30 år senere er det stadig en serie med titlen Dahmer – Monster: The Jeffrey Dahmer Story, som Netflix vil tryne rivalerne med.
   I et interview med Anna Raaby Ravn [se Weekendavisen 14.10.2022] talte Ali Abbasi om sin insisteren på dirty eller messy realism, dvs. »rodet realisme«. Det er klart, at æstetikken gør den nødvendige forskel. Skildringen skal gøre ondt. Det skal være råt og ubehageligt at se. Ellers bliver det bare mere dekadent underholdning for en voldsmættet, stopfodret konsumerisme.



I dén forstand er Holy Spider på niveau med de vigtigste forløbere: Michael Powells Peeping Tom (1960), Alfred Hitchcocks Frenzy (1972), Spike Lees Summer of Sam (1999), Bong Joon-hos Memories of Murder (2003). Lars von Triers The House that Jack Built (2018) og Fatih Akins Den Gyldne Handske (2019) har rødder i den samme overdrevne æstetik. Mary Harrons filmatisering af American Psycho (2000) nuancerer kønsbalancen.
   De film handler dybest set ikke om mord og mishandling. De handler om kulturen, der skaber seriedrab – og fostrer »mænd, der hader kvinder«, som svenske Stieg Larsson udtrykte det.
   »De fortjente det. Din far har rene hænder,« siger Hanaeis hustru til sin søn. Han får lillesøster på otte til at lege med, da han viser hjemmet frem for journalisten. »Jeg er død, jeg er død,« klukler hun inde fra tæppet. Ingen sørger over de døde. Heller ikke kvindernes familier, som skammer sig over afkommet. Kun Rahimi vil ikke svigte empatien – og hun er en fiktiv person.



MAN synes måske, at jeg bruger en opportunistisk rubrik til min tekst, når jeg kalder den »Edderkoppens strategi«. Men Bernardo Bertoluccis nyklassiker fra 1970 handler om systemisk fascisme, der spreder sit net og bliver normativ. Så den passer på misogynien i Iran. Holy Spider er det officielle danske bidrag til årets Academy Awards. Jeg håber virkelig, at den vinder.**


*) Efter Holy Spider kom Ali Abbasi til USA, viste hvad han kunne med to lydefri episoder af MAX-serien The Last of Us (2023) og fik et stort apparat til sin rådighed, da han instruerede Sebastian Stan og Jeremy Strong i The Apprentice (2024), et desværre alt for venligt og tandløst portræt af den unge Donald Trump, som bliver oplært i løgnens kunst af Roy Cohn. Næste projekt er vist nok en ny Hamlet med Noomi Rapace i titelrollen. 

**) Det gjorde den så ikke. Holy Spider kom ikke på kortlisten over de øverste fem, hvor Jonas Poher Rasmussens Flugt havde været i 2021 og Thomas Vinterbergs Druk havde vundet kategorien i 2020. Prisen for Best International Feature gik i 2022 til Edward Bergers monumentale Im Westen nichts Neues (da. Intet nyt fra vestfronten), den tredje filmatisering af Erich Maria Remarques antikrigsklassiker fra 1929. På listen var i øvrigt Lukas Dhonts Close (Belgien), Jerzy Skolimowskis IO (Polen), Santiago Mitres Argentina, 1985 (Argentina) og Colm Bairéads irske The Quiet Girl. Heller ikke Nikolaj Arcels jyske western Bastarden gjorde tilstrækkeligt indtryk i 2023. Først i 2024 var en dansk film atter på kortlisten, da svenske Magnus von Horn blev nomineret for Pigen med nålen.

Holy Spider. Instr.: Ali Abbasi. Manus: Afshin Kamran Bahrami, Ali Abbsi. Foto: Nadim Carlsen. 116 min. Danmark-Tyskland-Sverige-Frankrig-Jordan-Italien 2022. Dansk premiere: 13.10.2022.


Fotos: Profile Pictures (DK), ONE TWO Films (Tyskland), Nordisk Film Production (Sverige), Wild Bunch International (FR), Why Not Productions (FR), Film i Väst (SVR), ZDF/Arte/ Arte France Cinéma/ DR/ DFI/ SFI/SVT/ The Imaginarium Filmns (Jordan)/ Rotor Film (Italien)/ Eurimages/ Wild Bunch International/ MUBI/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube
Filmen streames på Apple TV, DRTV, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, TV2 Play, YouTube Film
2K Blu-ray fra MUBI (UK) 24.04.2023
Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen Kultur 12.10.2022, trykt 13.10.2022
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
Etiketter: , , , , , , , , , ,

onsdag den 22. juni 2022

Lars von Trier: The House That Jack Built (2018)


DEN ONDE FORTÆLLING
Et mislykket menneskes apologi

Af BO GREEN JENSEN

MAJ 2018: LARS von Trier har en lang historie med Cannes, og byen er glad for at have ham tilbage. Det gælder også for nej-sigerne, som klager over de udpenslede scener i The House That Jack Built. Filmen havde premiere mandag aften og blev vist for pressen tirsdag morgen.
   Det er sandt, at der var gæster, som gik fra gallavisningen. Det skulle de ikke have gjort, for slutningen giver en form for forklaring. Der blev tweetet amok om sadisme og fiduskunst. Men først blev der klappet i fem minutter, da Trier kom ind. Den fortabte søn vender tilbage. Og efter pressevisningen var der bifald.
   Alt det er Trier nok ligeglad med. Når bare nazistkortet ikke bliver spillet. Af samme grund var der intet pressemøde efter visningen. Så er der ingen citater at vende og dreje. Trier vil nødigt være persona non grata igen.
   Triers film er ikke i konkurrence, så den kan ikke vinde guld- eller sølvpalmer. Men festivalen vågner af en døs. Her er omsider en film, der bliver diskuteret med lidenskab, både af fjender og fans. Som Owen Glieberman skrev i Variety, havde festivalen brug for et Big Bang til at rode op i det hele. Det gjorde The House That Jack Built.



ALLERFØRST taler to mænd i mørket. Den ene spørger den anden, om han må fortælle sin historie, når de alligevel skal følges ad. Man kan høre, at stemmerne tilhører Matt Dillon og Bruno Ganz. Der er stadig ingen billeder.
   Dillon spiller seriemorderen, der betragter sin karriere som et kunstværk. Ganz præsenterer sig som »Verge«. Det er et kælenavn for Vergil, digteren der viser Dante rundt i Den guddommelige komedie. Han siger, at Jack kan tale eller tie. Han må bare ikke tro, at historien er ny. Verge har hørt det hele tusind gange allerede.
   Jeg skal give en vurdering af filmen, så jeg bliver nødt til at røbe detaljer i plottet. Derfor dette spoiler-varsel. De skal ikke læse videre, hvis De vil have en helt ren oplevelse, når filmen har dansk premiere.




ALLE Triers systemer er kørt i stilling. Jack fortæller i sirligt nummererede afsnit om fem af de 61 mord, han begik på 12 år i 1970ernes og 80ernes USA. Tallene lægger den faste ramme om spillets nødvendige regler. Det er klart, at de skaber struktur. De skaber også en distance og sætter anførselstegn om den onde fortælling. Det kan være nyttigt. Måske tager det toppen af indlevelsen, men det hjælper at vide, at det »blot« er fiktion.
   Ondskaben udarter eksponentielt. Filmen er konstrueret, så tilskueren i begyndelsen har (eller mener at have) en vis forståelse for, hvem og hvad denne Jack er. I »1st Incident« er der endda sympati for hans djævelske virke. Uma Thurmans arrogante facon er så insisterende, at der går et lettelsens sug gennem salen, da han slår hende med den defekte donkraft – »jack« er den engelske glose – som episoden har kredset omkring.
   Filmen fisker her efter en latter, som den sikkert også får af de fleste. Det er en scene af samme slags som den, der gjorde Anders Thomas Jensens Blinkende lygter (2000) til en ukorrekt kultfilm. Søren Pilmark slår Sofie Gråbøl i ansigtet, så hun endelig bliver stille. Vist får man en dårlig smag i munden, men Thurman har kværuleret uafbrudt i ti minutter.



STEMNINGEN skifter til kvalmende undren, da Dillon på nørdet Jim Carrey-manér får snakket sig ind hos en enke (Siobhan Fallon Hogan), som han klodset og kropsnært tager livet af. Jack lader munden løbe. Han er kriminalbetjent – nej, han er forsikringsmand og kan fordoble hendes pension. Han sveder i sin regnfrakke, hinkestensbrillerne dugger. Han er det modsatte af den elegante figur, han vil skære.
   Jack betror Verge, at han på denne tid led af OCD – altså tvangsbestemt adfærd. Tre gange må han tilbage til huset og sikre, at han ikke finder blodspor. Igen får Trier skabt en næsten munter stemning. Politibetjenten er dum som en dør. Det er alle mennesker i grunden. Jack er jo også en subjektiv og upålidelig fortæller.
   Trier introducerer her en gennemgående gimmick. Når Verge og Jack diskuterer begreber som tvangsadfærd, narcissisme, storhedsvanvid og psykopati, ser vi samtidig Dillon stå ved en bil og bladre i en stak med store titelkort. Han lader hvert kort falde, når ordet er nævnt. Det er den første af filmens utallige visuelle referencer. Sådan står Bob Dylan med teksten til »Subterranean Homesick Blues« i det klassiske videoclip fra 1965. You don’t need a weather man to know which way the wind blows.



JACK er både kæmpe og dværg, en vinder og en taber i sin egen forestiling. Han ville være arkitekt, men han blev bare ingeniør. Han kunne aldrig blive færdig med huset, han selv ville bygge ved søen. Tvangsadfærden aftager, da han får gang i myrderiet. Han finder omsider sit kald. Han tager lig ud af fryserummet og kører dem tilbage til gerningsstedet, så han kan tage endnu bedre fotos. Han skaber sit alias. Han er Mr. Sophistication. Og han opgiver at efterligne den empati, som andre mennesker åbenbart føler.
   Mens de går der i Limbo og sludrer, er Verges nysgerrighed vakt mod sin vilje. Det er en skræmmende frigjort jæger – som ligner Robert De Niro i The Deer Hunter – der myrder Sofie Gråbøl og hendes drenge i den tredje episode. Den mest trodsige søn får sit ansigt skåret i facon, så han smiler ligesom Jokeren i Batman.


VERGE har en teori om, at Jack ville findes og standses. Som dreng løb han altid ind i majsmarken, når han legede skjul. På den måde efterlod han et bredt spor. Vi ser en køn dreng presse sig ned mellem kornet – før han klipper foden af en ælling for at undersøge, hvor hurtigt den drukner. Der er ingen forsonende egenskaber, ingen formildende omstændigheder. Mennesket Jack er et gennemført monster.
   Endelig er der kvinden (Riley Keogh), som Jack insisterer på at kalde Simple. Hun elsker virkelig Jack. Hun forstår, at han er Mr. Sophistication. Jack betror Verge, at han »var ved at få følelser for hende hér«. Så han skærer brysterne af hende og får det ene syet om til en pung. Jack er storkunde i våbenforretningen.
   Som nævnt falder filmen i to hoveddele. Cæsuren ligger før femte episode, hvor Jack forbereder kronen på værket. Seks mænd skal dræbes med ét perfekt skud. Der er i fryseren et bagerste, inderste rum, som Jack aldrig har kunnet åbne. Da det lykkes, møder han Verge. Jack er endelig løbet for langt ind i kornet.



   
DE første afsnit har klare kvaliteter. Undervejs sad jeg bare og spekulerede på, om jeg egentlig havde lyst til at se endnu en film om en seriemorder. Der har været så mange af dem, siden 80erne og 90erne, da Thomas Harris skrev om Hannibal Lecter, og Bret Easton Ellis skabte en avatar for tidsånden med Patrick Bateman i American Psycho.
   Trier får skyld for at vælte sig i det. Det samme gør David Fincher i sine film fra Se7en til Zodiac og HBO-serien Mindhunter. Fincher bliver bare betragtet som en mørkt geni.
  Verge følger Jack ned til Helvedes bund. Jack får et enkelt gyldent glimt af det Eden, som han har forskrevet sig fra. De diskuterer etik, æstetik og metafysik. Jack leder efter et smuthul. Trier klipper scener fra sine egne film ind i arkivmaterialet. Det sker, går man ud fra, i ånden fra Charles Baudelaire: Tu le connais, lecteur, ce monstre délicat,/ – Hypocrite lecteur, – mon semblable, – mon frère!



SCENOGRAFIEN i Helvede er baseret på Gustave Dorés illustrationer til Den guddommelige komedie. Trier (og Simone Grau, som har designet produktionen) trækker også på William Blake, John Martin og J.M.W. Turner. Det ligner dog allermest Ringenes Herre. Men det er her, at det slutter for Flænseren Jack.
   Arkitekten Bjarke Ingels har tegnet det groteske lighus, som morderen får bygget. Filmen igennem har »Fame«, discohittet med David Bowie og John Lennon, fungeret som Jacks musikalske signatur. Vi har hørt og set Glenn Gould spille Bach. Der bliver taget definitiv afsked til tonerne af »Hit The Road, Jack«.
   Er det allegorisk kitsch eller original billedskaben? Det er i hvert fald et menneskesyn, der omfatter umoderne begreber som ondskab, samvittighed, soning og skyld. Dét – og Dreyers Ordet – inspirerede klokkernes mirakel i Breaking the Waves. Feminister foragter ham pr. definition – men Trier var altid en kvinde i kunsten.


HER er uhyrligheden koncentreret. The House That Jack Built er nærmest en tvilling til Antichrist. Hvis der kun var den ene halvdel (Jacks »kunst«) eller den anden (Jacks »manifest«), ville det være en svagere film. Som det er, belyser de hinanden, så værket mod forventning bliver interessant og vedkommende.
   Der er dækning for alle anklagerne. Her er misantropi og misogyni, berøringsangst og perfiditet, en trang til at fråse i ondskab. Ligesom i Antichrist og Nymphomaniac ser kameraet ikke væk, tværtimod. Vi er tvunget til at se det. Jeg kan sagtens forstå, at nogle står af. Men Trier er jo ikke Jack. Han demonstrerer vel blot, at Jack findes.



Fotos: Zentropa Entertainments/ CNC/ Copenhagen Film Fund/ Eurimages/ Film i Väst/ NRW/ Nordisk Film- & TV-Fond/ Concord Filmverleih/ DR/ Les Films du Losange/ MEDIA/ Nordisk Film Distribution/ Potemkine Films/ SVT/ DFI/ SFI/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies.
Anmeldelsen stod (på forsiden af) Weekendavisen 18.05.2018
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
Etiketter: , , , , , , , , , , , , , ,
Abonner på: Opslag (Atom)