Ali Abbasi: Holy Spider (2022) [Kvindernes kampdag 2025]

EDDERKOPPENS STRATEGI

Irans systemiske misogyni

Af BO GREEN JENSEN

FØRST den faktuelle baggrund, som er skræmmende nok uden fiktiv forarbejdning. På et enkelt år, fra august 2000 til august 2001, begik iraneren Saeed Hanaei 16 mord på prostituerede kvinder. Han fandt sine ofre på gaden i Mashhad, landets næststørste by, hvor narkotrafik og hellig turisme er cirka lige store erhverv. Der bor 3,1 millioner mennesker i Mashhad.

   Alle kvinderne blev dræbt på samme måde. Hanaei kvalte dem i deres tørklæder. Han fandt dem i sit nabolag, og ligene blev lagt i en park i det samme kvarter. Det var ikke det sværeste opklaringsarbejde.

   Men myndighederne var længe om at reagere. Først efter det tiende drab begyndte man aktivt at lede og kæde mordene sammen. Og fra første færd mente stemmer i offentligheden, at »the spider killer« gjorde nytte, når han rensede byen for menneskeligt affald. Hanaei greb denne faktor i flugten. Han ringede selv til avisen, når han igen »havde handlet«.

I PARENTES bemærket har dét været mønstret i dobbeltmoralske samfund, ikke kun de muslimske, siden Jack the Ripper spredte rædsel i 1890ernes Whitechapel. »Jack« var den første, der betragtede sit »arbejde« som en slags kunstværk, og han etablerede den kælne alliance mellem gerningsmand, presse og politi, som endnu præger fænomenet seriedrab.

   Efter mange systemsvigt blev Hanaei arresteret. Han var da en folkehelt for mange rettroende i det salvelsesfulde teokrati. Den lille mand levede sig dybt ind i rollen som udrenser. Han talte i retten om sine bedrifter. Man bildte ham ind, at der ville være en smutvej. Det løfte blev heldigvis svigtet til slut.

   Den tv-transmitterede retsproces var en seersucces. Alle i Iran sad klistret til skærmen. Ali Abbasi, som har instrueret Holy Spider, blev interesseret i sagen, da han fulgte med fra Teheran. Han ved, at det ville lyde godt og se bedre ud, hvis han påberåbte sig en feministisk dagsorden. Men først var han fascineret af manden. Hanaei var bygningsarbejder, familiefar og krigsveteran. Han syntes at koncentrere iranske mænds usikkerhed.

DET bedste i Ali Abbasis film er ikke portrættet af morderen, der ser sig selv som »God’s Lonely Man«. Ej heller ubønhørligheden i skildringen af hans ugerninger. Det er billedet af den systemiske modstand og massive foragt, som møder journalisten Rahimi på alle niveauer, da hun ankommer fra Teheran.

   Det begynder på hotellet, hvor man lyver og siger, at der er fejlbooket, fordi hun er alene og ugift. Det fortsætter hos politiet, hvor hun bestikker betjenten med cigaretter og siden må værge for sig ved hvert møde, fordi han vil i nærkontakt. Selv Rahimis »progressive« kollega er ude af stand til at se hende klart. Journalisten bider fra sig, handler uden tøven og risikerer sit liv. Det er Rahimi, der opklarer sagen.

   Holy Spider taler særligt til tiden, som lige nu reagerer på Mahsa Aminis død i det iranske politis varetægt. Amini blev mishandlet, fordi hendes hijab ikke dækkede håret. Man forsøgte at henlægge sagen. Det var lykkedes i Mashhad i 2002. Men i Teheran tyve år efter bliver protesterne ved og tager til, efterhånden som patriarkatet reagerer med mere brutalitet.

FILMEN har ingen andel i dette. Holy Spider får ikke iransk premiere, men den anskueliggør, hvad der rører sig i landet. Den viser iranske mænds afstumpethed for alverden. Kulturministeriet i Teheran har taget al mulig afstand. Holy Spider er filmet i Jordan. Og er heldigvis en dansk produktion.

   Det er i den forbindelse værd at bemærke, at Rahimi er en fiktiv person, som Abbasi og medforfatteren Afshin Bahrami har skabt til lejigheden. Karakteren bliver – fremragende – fremstillet af Zar-Amir Ebrahimi, som var caster på Holy Spider og tog rollen selv, da ingen andre kunne og ville.

   Alt i filmen er autentisk – inklusive hustru og venners forsvar for morderen og den i særklasse isnende scene, hvor hans 14-årige søn med stolthed demonstrerer, hvordan Far bar sig ad. Maziar Bahari, som instruerede dokumentaren Along Came a Spider i 2003, havde de samme optagelser med. Men journalisten Rahimi er en dramatisk konstruktion.

   I USA er filmen blevet kritiseret for dét – og for sine udførlige beskrivelser af drabene, som Hanaei begår. Det er i bund og grund en bizar kritik. Den kommer fra en popkultur, som ikke er mindre dobbeltmoralsk. Det var i amerikanske medier, at seriemorderen blev en effekt, en arketype med troper og fast tilbehør, fra Hannibal Lecter til retsmedicineren Dexter.

ALI Abbasi er iransk født, men uddannet på Den Danske Filmskole. Han har i to film lært af og bøjet de genrer, som han knyttede an til. Shelley (2016) var en dansk udstedsgyser; Gräns (2018, da. Grænse) et svensk eventyr, der i fabelens form lod evige trolde finde hinanden og frydes ved kønnet.*

   Holy Spider er både mere stram og mindre sær. I tema, optik og fortælleform bruger filmen de samme virkemidler, som David Fincher – genrens Shakespeare – anvendte i Zodiac (2007), der var hans bud på en analyse af kulturen og kvindesynet.

   Det bliver altid diskuteret, om det er nødvendigt at udpensle volden og gruen, når seriemord skildres for alvor på film. Der er sjældent nogen, der tager afstand, når ærindet er triviel underholdning. Jeffrey Dahmers ugerninger blev første gang filmet i 1993. 30 år senere er det stadig en serie med titlen Dahmer – Monster: The Jeffrey Dahmer Story, som Netflix vil tryne rivalerne med.

   I et interview med Anna Raaby Ravn [se Weekendavisen 14.10.2022] talte Ali Abbasi om sin insisteren på dirty eller messy realism, dvs. »rodet realisme«. Det er klart, at æstetikken gør den nødvendige forskel. Skildringen skal gøre ondt. Det skal være råt og ubehageligt at se. Ellers bliver det bare mere dekadent underholdning for en voldsmættet, stopfodret konsumerisme.

I dén forstand er Holy Spider på niveau med de vigtigste forløbere: Michael Powells Peeping Tom (1960), Alfred Hitchcocks Frenzy (1972), Spike Lees Summer of Sam (1999), Bong Joon-hos Memories of Murder (2003). Lars von Triers The House that Jack Built (2018) og Fatih Akins Den Gyldne Handske (2019) har rødder i den samme overdrevne æstetik. Mary Harrons filmatisering af American Psycho (2000) nuancerer kønsbalancen.

   De film handler dybest set ikke om mord og mishandling. De handler om kulturen, der skaber seriedrab – og fostrer »mænd, der hader kvinder«, som svenske Stieg Larsson udtrykte det.

   »De fortjente det. Din far har rene hænder,« siger Hanaeis hustru til sin søn. Han får lillesøster på otte til at lege med, da han viser hjemmet frem for journalisten. »Jeg er død, jeg er død,« klukler hun inde fra tæppet. Ingen sørger over de døde. Heller ikke kvindernes familier, som skammer sig over afkommet. Kun Rahimi vil ikke svigte empatien – og hun er en fiktiv person.

MAN synes måske, at jeg bruger en opportunistisk rubrik til min tekst, når jeg kalder den »Edderkoppens strategi«. Men Bernardo Bertoluccis nyklassiker fra 1970 handler om systemisk fascisme, der spreder sit net og bliver normativ. Så den passer på misogynien i Iran. Holy Spider er det officielle danske bidrag til årets Academy Awards. Jeg håber virkelig, at den vinder.**

Se også The Hours (2002) [Kvindernes internationale kampdag 2020]; Suffragette (2015) [Kvindernes internationale kampdag 2021]; Céline Sciamma: Girlhood (2014) [International Women's Day 2022]; Abort på film | Call Jane (2022) [Kvindernes kampdag 2023]; Du som er i himlen | As in Heaven (2021) [Kvindernes kampdag 2024].

*) Efter Holy Spider kom Ali Abbasi til USA, viste hvad han kunne med to lydefri episoder af MAX-serien The Last of Us (2023) og fik et stort apparat til sin rådighed, da han instruerede Sebastian Stan og Jeremy Strong i The Apprentice (2024), et desværre alt for venligt og tandløst portræt af den unge Donald Trump, som bliver oplært i løgnens kunst af Roy Cohn. Næste projekt er vist nok en ny Hamlet med Noomi Rapace i titelrollen. 

**) Det gjorde den så ikke. Holy Spider kom ikke på kortlisten over de øverste fem, hvor Jonas Poher Rasmussens Flugt havde været i 2021 og Thomas Vinterbergs Druk havde vundet kategorien i 2020. Prisen for Best International Feature gik i 2022 til Edward Bergers monumentale Im Westen nichts Neues (da. Intet nyt fra vestfronten), den tredje filmatisering af Erich Maria Remarques antikrigsklassiker fra 1929. På listen var i øvrigt Lukas Dhonts Close (Belgien), Jerzy Skolimowskis IO (Polen), Santiago Mitres Argentina, 1985 (Argentina) og Colm Bairéads irske The Quiet Girl. Heller ikke Nikolaj Arcels jyske western Bastarden gjorde tilstrækkeligt indtryk i 2023. Først i 2024 var en dansk film atter på kortlisten, da svenske Magnus von Horn blev nomineret for Pigen med nålen.

Holy Spider. Instr.: Ali Abbasi. Manus: Afshin Kamran Bahrami, Ali Abbsi. Foto: Nadim Carlsen. 116 min. Danmark-Tyskland-Sverige-Frankrig-Jordan-Italien 2022. Dansk premiere: 13.10.2022.

Fotos: Profile Pictures (DK), ONE TWO Films (Tyskland), Nordisk Film Production (Sverige), Wild Bunch International (FR), Why Not Productions (FR), Film i Väst (SVR), ZDF/Arte/ Arte France Cinéma/ DR/ DFI/ SFI/SVT/ The Imaginarium Filmns (Jordan)/ Rotor Film (Italien)/ Eurimages/ Wild Bunch International/ MUBI/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube

Filmen streames på Apple TV, DRTV, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, TV2 Play, YouTube Film

2K Blu-ray fra MUBI (UK) 24.04.2023

Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen Kultur 12.10.2022, trykt 13.10.2022

Asghar Farhadi: Nader og Simin – en separation (2011)

EN IRANSK SKILSMISSE
Andre vilkår, samme smerte

Af BO GREEN JENSEN

DET var med sin fjerde film, Dabareye Elly fra 2009, at iraneren Asghar Farhadi (f. 1972) for alvor slog igennem som en moderne og toneangivende filmskaber. Han tilhører generationen, som kommer efter koryfæerne Abbas Kiarostami (1940-2016), der til slut blev mere fransk end iransk, og Mohsen Makhmalbaf (f. 1957), som der har været stille omkring i en årrække. Det er fortsat en nervøs tid for landets kritiske filmskabere. Jafar Panahi har stadig udrejseforbud, og kolleger som Rafi Pitts undlader simpelt hen at tage hjem.
   Farhadis praksis er mere subtil. I hvert fald er han ikke på systemets sorte liste. Om Elly var en mangefacetteret historie, som fulgte tre yngre Teheran-par, der tog på weekend ved vandet. Først var tonen travl og hjertelig. Så begyndte facaden at smuldre, da lærerinden Elly forsvandt. For hvem var hun, når det kom til stykket, og gik det i grunden så godt i de pæne familier? Mellem sædeskildring, krimi og filosofisk mysterium – og med en mængde politiske pointer – var det en intens og vibrerende, tætklippet film, som kom rundt om alle forhindringer og fortalte mere om tidsånd i Iran end mange nyhedsreportager.*

SKILSMISSEFILMEN om Nader og Simin er mere koncentreret i sit fokus, men fortælles i samme dynamiske form, med mange klip og i stadig bevægelse, så det føles som virkelighed.
   Simin og Nader har endelig fået udrejsetilladelse, men han vil ikke forlade sin 80-årige far, der lider af demens. Simin er lærer og ønsker at arbejde i udlandet, hvor kvinder er bedre stillet. Nader vil give hende alt, inklusive friheden til at rejse, men han kræver forældremyndigheden over parrets 11 årige-datter. Filmen åbner i skilsmisseretten, hvor parret forklarer sig til kameraet, der er sat i dommerens sted.

NØGLEN til historien er dog Razieh, som Nader ansætter til at tage sig af sin far og lejligheden, når han ikke selv kan være der. Razieh er en from, fundamentalistisk kvinde, som bærer chandor, er højgravid og har sin datter på fem år med hver dag. Hun vægrer sig ved at fortælle sin arbejdsløse mand, at hun har taget arbejde hos en enlig far. En konflikt spidser til omkring Naders far. Den ellers fornuftige, retskafne Nader skubber Razieh ud af døren. Hun glider på trappen og aborterer.

FORDI graviditeten er fremskreden, sigtes Nader for mord. Hodjat, Raziehs mand, raser og taler om os og jer, dvs. troende og verdslige iranere. Begge parter kommer grundigt i klemme i juridiske problemstillinger, som er dikteret af religion, social ulighed og bureaukrati.
   Skønt ingen skildres som skurke – dommeren er både rimelig og uhyre tålmodig – bliver situationen stadig værre. Hodjat er bitter på den i hans øjne bedrestillede Nader, som end ikke tager troen alvorligt. Simin ser til og vægrer sig ved at hjælpe den hidsige, pressede Nader.
   Hverken han eller Razieh kan lyve i længden, heller ikke når det tjener dem strategisk. Det er afgjort de to, som deler publikums sympati. Som tilskuer føler man ofte – i lighed med parrets datter – at Simins urokkelighed skaber problemet. Der er mindst syv sider af sandheden hér. Farhadi lader filmen klinge ud i en scene, hvor datteren skal vælge mellem far og mor i den iranske udgave af Statsamtet. At alting ender vidtåbent, er måske er den stærkeste pointe.

NADER og Simin er en fornem film. En til overflod realistisk fortælling, som skildrer levende, voksne, fejlbarlige mennesker, fastholder alle nuancer og fremstiller verden på en måde, som kun er mulig i filmmediet. Man identificerer sig stærkt med den stressede Nader, som ikke kan få hverdagen til at hænge sammen, og man tager kritikken af den dogmatiske tro til efterretning, fordi den besværliggør tilværelsen for Simin såvel som for Razieh, der er den for alvor nødstedte skikkelse.

PAYMAN Moaadi (Nader), Leila Hatami (Simin), Sareh Bayat (Razieh) og Shahab Hosseini (Hodjat) er fremragende i de fire voksenroller. Som pigen, der skal vælge mellem sine forældre, har instruktøren castet sin egen datter, Sarina Farhadi.
   Filmen er god at få forstand af, når højrepolitikere tordner mod militant islamisme. Iran har 80 millioner indbyggere. To af dem hedder Nader og Simin. Alle er mennesker ligesom vi. 

*) Om Elly kom ikke i dansk distribution, men blev vist på CPH PIX og mange andre festivaler, inklusive Berlinalen, hvor Farhadi fik en sølvbjørn som bedste instruktør. Golshifteh Farahani havde sin gennembrudsrolle i filmen, der stadig kan streames i flere territorier, bl.a. Frankrig og USA. Det kom derfor ikke ud af det blå, at Nader og Simin – en separation modtog Guldbjørnen i 2011. Filmen fik et langt liv og var både Golden Globe og Oscar-vinder i Best Foreign Language-kategorien.
   Farhadi blev tilbudt at filme i Frankrig og skrev og instruerede Le Passé (2013, da. Fortiden) med sin hustru, Bérénice Bejo, i den ene hovedrolle. Hans første iranske produktion efter Nader og Simin blev Sælgeren (2016), der tackler et andet tabubelagt emne – voldtægt – og bruger Arthur Millers skuespil Death of a Salesman (1949, da. En sælgers død) som dramatisk klangbund. Også Sælgeren modtog en Oscar i Foreign Language-kategorien, som fra og med 2020 er omdøbt til Best International Feature.
   Filmskaberen har både før og efter sin internationale succes været klar og utvetydig i sin kritik af politisk censur. På festivaler har han gentagne gange gjort opmærksom på landsmanden Jafar Panahis situation, og da den dengang nyvalgte Donald Trump implementerede et indrejseforbud mod borgere fra islamiske lande, kvitterede Farhadi ved at udeblive fra Oscar-ceremonien i 2017. Han og Bejo er bosat i Frankrig.
   Farhadi har senest skrevet og instrueret Todos lo saben/ Everybody Knows, et spansk-sproget drama med Penélope Cruz og Javier Bardem, som i struktur og tematik ligger tæt på Om Elly. Filmen blev præsenteret på Cannes Festivalen 2018 og havde samme år dansk premiere med titlen Alle ved det. 

Nader og Simin – en separation (Jodaeiye Nader az Simin). Instr. og manus: Asghar Farhadi. Foto: Mahmood Kalari. 123 min. Iran-Frankrig-Australien 2011. Dansk premiere: 24.11.2011

Foto: Asghar Farhadi Productions/ Memento Films International/ Camera Film

Filmen streames på Apple TV og FILMSTRIBEN
Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 25.11.2011