Ali Abbasi: Holy Spider (2022) [Kvindernes kampdag 2025]

EDDERKOPPENS STRATEGI

Irans systemiske misogyni

Af BO GREEN JENSEN

FØRST den faktuelle baggrund, som er skræmmende nok uden fiktiv forarbejdning. På et enkelt år, fra august 2000 til august 2001, begik iraneren Saeed Hanaei 16 mord på prostituerede kvinder. Han fandt sine ofre på gaden i Mashhad, landets næststørste by, hvor narkotrafik og hellig turisme er cirka lige store erhverv. Der bor 3,1 millioner mennesker i Mashhad.

   Alle kvinderne blev dræbt på samme måde. Hanaei kvalte dem i deres tørklæder. Han fandt dem i sit nabolag, og ligene blev lagt i en park i det samme kvarter. Det var ikke det sværeste opklaringsarbejde.

   Men myndighederne var længe om at reagere. Først efter det tiende drab begyndte man aktivt at lede og kæde mordene sammen. Og fra første færd mente stemmer i offentligheden, at »the spider killer« gjorde nytte, når han rensede byen for menneskeligt affald. Hanaei greb denne faktor i flugten. Han ringede selv til avisen, når han igen »havde handlet«.

I PARENTES bemærket har dét været mønstret i dobbeltmoralske samfund, ikke kun de muslimske, siden Jack the Ripper spredte rædsel i 1890ernes Whitechapel. »Jack« var den første, der betragtede sit »arbejde« som en slags kunstværk, og han etablerede den kælne alliance mellem gerningsmand, presse og politi, som endnu præger fænomenet seriedrab.

   Efter mange systemsvigt blev Hanaei arresteret. Han var da en folkehelt for mange rettroende i det salvelsesfulde teokrati. Den lille mand levede sig dybt ind i rollen som udrenser. Han talte i retten om sine bedrifter. Man bildte ham ind, at der ville være en smutvej. Det løfte blev heldigvis svigtet til slut.

   Den tv-transmitterede retsproces var en seersucces. Alle i Iran sad klistret til skærmen. Ali Abbasi, som har instrueret Holy Spider, blev interesseret i sagen, da han fulgte med fra Teheran. Han ved, at det ville lyde godt og se bedre ud, hvis han påberåbte sig en feministisk dagsorden. Men først var han fascineret af manden. Hanaei var bygningsarbejder, familiefar og krigsveteran. Han syntes at koncentrere iranske mænds usikkerhed.

DET bedste i Ali Abbasis film er ikke portrættet af morderen, der ser sig selv som »God’s Lonely Man«. Ej heller ubønhørligheden i skildringen af hans ugerninger. Det er billedet af den systemiske modstand og massive foragt, som møder journalisten Rahimi på alle niveauer, da hun ankommer fra Teheran.

   Det begynder på hotellet, hvor man lyver og siger, at der er fejlbooket, fordi hun er alene og ugift. Det fortsætter hos politiet, hvor hun bestikker betjenten med cigaretter og siden må værge for sig ved hvert møde, fordi han vil i nærkontakt. Selv Rahimis »progressive« kollega er ude af stand til at se hende klart. Journalisten bider fra sig, handler uden tøven og risikerer sit liv. Det er Rahimi, der opklarer sagen.

   Holy Spider taler særligt til tiden, som lige nu reagerer på Mahsa Aminis død i det iranske politis varetægt. Amini blev mishandlet, fordi hendes hijab ikke dækkede håret. Man forsøgte at henlægge sagen. Det var lykkedes i Mashhad i 2002. Men i Teheran tyve år efter bliver protesterne ved og tager til, efterhånden som patriarkatet reagerer med mere brutalitet.

FILMEN har ingen andel i dette. Holy Spider får ikke iransk premiere, men den anskueliggør, hvad der rører sig i landet. Den viser iranske mænds afstumpethed for alverden. Kulturministeriet i Teheran har taget al mulig afstand. Holy Spider er filmet i Jordan. Og er heldigvis en dansk produktion.

   Det er i den forbindelse værd at bemærke, at Rahimi er en fiktiv person, som Abbasi og medforfatteren Afshin Bahrami har skabt til lejigheden. Karakteren bliver – fremragende – fremstillet af Zar-Amir Ebrahimi, som var caster på Holy Spider og tog rollen selv, da ingen andre kunne og ville.

   Alt i filmen er autentisk – inklusive hustru og venners forsvar for morderen og den i særklasse isnende scene, hvor hans 14-årige søn med stolthed demonstrerer, hvordan Far bar sig ad. Maziar Bahari, som instruerede dokumentaren Along Came a Spider i 2003, havde de samme optagelser med. Men journalisten Rahimi er en dramatisk konstruktion.

   I USA er filmen blevet kritiseret for dét – og for sine udførlige beskrivelser af drabene, som Hanaei begår. Det er i bund og grund en bizar kritik. Den kommer fra en popkultur, som ikke er mindre dobbeltmoralsk. Det var i amerikanske medier, at seriemorderen blev en effekt, en arketype med troper og fast tilbehør, fra Hannibal Lecter til retsmedicineren Dexter.

ALI Abbasi er iransk født, men uddannet på Den Danske Filmskole. Han har i to film lært af og bøjet de genrer, som han knyttede an til. Shelley (2016) var en dansk udstedsgyser; Gräns (2018, da. Grænse) et svensk eventyr, der i fabelens form lod evige trolde finde hinanden og frydes ved kønnet.*

   Holy Spider er både mere stram og mindre sær. I tema, optik og fortælleform bruger filmen de samme virkemidler, som David Fincher – genrens Shakespeare – anvendte i Zodiac (2007), der var hans bud på en analyse af kulturen og kvindesynet.

   Det bliver altid diskuteret, om det er nødvendigt at udpensle volden og gruen, når seriemord skildres for alvor på film. Der er sjældent nogen, der tager afstand, når ærindet er triviel underholdning. Jeffrey Dahmers ugerninger blev første gang filmet i 1993. 30 år senere er det stadig en serie med titlen Dahmer – Monster: The Jeffrey Dahmer Story, som Netflix vil tryne rivalerne med.

   I et interview med Anna Raaby Ravn [se Weekendavisen 14.10.2022] talte Ali Abbasi om sin insisteren på dirty eller messy realism, dvs. »rodet realisme«. Det er klart, at æstetikken gør den nødvendige forskel. Skildringen skal gøre ondt. Det skal være råt og ubehageligt at se. Ellers bliver det bare mere dekadent underholdning for en voldsmættet, stopfodret konsumerisme.

I dén forstand er Holy Spider på niveau med de vigtigste forløbere: Michael Powells Peeping Tom (1960), Alfred Hitchcocks Frenzy (1972), Spike Lees Summer of Sam (1999), Bong Joon-hos Memories of Murder (2003). Lars von Triers The House that Jack Built (2018) og Fatih Akins Den Gyldne Handske (2019) har rødder i den samme overdrevne æstetik. Mary Harrons filmatisering af American Psycho (2000) nuancerer kønsbalancen.

   De film handler dybest set ikke om mord og mishandling. De handler om kulturen, der skaber seriedrab – og fostrer »mænd, der hader kvinder«, som svenske Stieg Larsson udtrykte det.

   »De fortjente det. Din far har rene hænder,« siger Hanaeis hustru til sin søn. Han får lillesøster på otte til at lege med, da han viser hjemmet frem for journalisten. »Jeg er død, jeg er død,« klukler hun inde fra tæppet. Ingen sørger over de døde. Heller ikke kvindernes familier, som skammer sig over afkommet. Kun Rahimi vil ikke svigte empatien – og hun er en fiktiv person.

MAN synes måske, at jeg bruger en opportunistisk rubrik til min tekst, når jeg kalder den »Edderkoppens strategi«. Men Bernardo Bertoluccis nyklassiker fra 1970 handler om systemisk fascisme, der spreder sit net og bliver normativ. Så den passer på misogynien i Iran. Holy Spider er det officielle danske bidrag til årets Academy Awards. Jeg håber virkelig, at den vinder.**

Se også The Hours (2002) [Kvindernes internationale kampdag 2020]; Suffragette (2015) [Kvindernes internationale kampdag 2021]; Céline Sciamma: Girlhood (2014) [International Women's Day 2022]; Abort på film | Call Jane (2022) [Kvindernes kampdag 2023]; Du som er i himlen | As in Heaven (2021) [Kvindernes kampdag 2024].

*) Efter Holy Spider kom Ali Abbasi til USA, viste hvad han kunne med to lydefri episoder af MAX-serien The Last of Us (2023) og fik et stort apparat til sin rådighed, da han instruerede Sebastian Stan og Jeremy Strong i The Apprentice (2024), et desværre alt for venligt og tandløst portræt af den unge Donald Trump, som bliver oplært i løgnens kunst af Roy Cohn. Næste projekt er vist nok en ny Hamlet med Noomi Rapace i titelrollen. 

**) Det gjorde den så ikke. Holy Spider kom ikke på kortlisten over de øverste fem, hvor Jonas Poher Rasmussens Flugt havde været i 2021 og Thomas Vinterbergs Druk havde vundet kategorien i 2020. Prisen for Best International Feature gik i 2022 til Edward Bergers monumentale Im Westen nichts Neues (da. Intet nyt fra vestfronten), den tredje filmatisering af Erich Maria Remarques antikrigsklassiker fra 1929. På listen var i øvrigt Lukas Dhonts Close (Belgien), Jerzy Skolimowskis IO (Polen), Santiago Mitres Argentina, 1985 (Argentina) og Colm Bairéads irske The Quiet Girl. Heller ikke Nikolaj Arcels jyske western Bastarden gjorde tilstrækkeligt indtryk i 2023. Først i 2024 var en dansk film atter på kortlisten, da svenske Magnus von Horn blev nomineret for Pigen med nålen.

Holy Spider. Instr.: Ali Abbasi. Manus: Afshin Kamran Bahrami, Ali Abbsi. Foto: Nadim Carlsen. 116 min. Danmark-Tyskland-Sverige-Frankrig-Jordan-Italien 2022. Dansk premiere: 13.10.2022.

Fotos: Profile Pictures (DK), ONE TWO Films (Tyskland), Nordisk Film Production (Sverige), Wild Bunch International (FR), Why Not Productions (FR), Film i Väst (SVR), ZDF/Arte/ Arte France Cinéma/ DR/ DFI/ SFI/SVT/ The Imaginarium Filmns (Jordan)/ Rotor Film (Italien)/ Eurimages/ Wild Bunch International/ MUBI/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube

Filmen streames på Apple TV, DRTV, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, TV2 Play, YouTube Film

2K Blu-ray fra MUBI (UK) 24.04.2023

Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen Kultur 12.10.2022, trykt 13.10.2022

Du som er i himlen | As in Heaven (2021) [Kvindernes kampdag 2024]

EN FØDSEL OG ET DØDSFALD

Filmen er tilegnet mødre og døtre 

Af BO GREEN JENSEN

DET er fortællingen om et forudsigeligt dødsfald. Handlingsgangen er forstemmende enkel og ufravigelig. Den udspiller sig over ca. et døgn ved forrige århundredeskifte, da Danmark endnu var en landbrugsnation. Det er ikke evigheder siden. De fleste af os har rødder på landet.

   Anna Gram (Ida Cæcilie Rasmussen), den 36-årige madmor og frue på slægtsgården Broholm, skal føde sit syvende barn. Hendes ældste datter, Lise på 14, er midt i det hele og hovedpersonen. Det er ikke en skæbnefortælling, for udfaldet kunne være undgået, hvis der var mindre tro – og overtro. Men på en måde bliver Lises skæbne afgjort. Hun begynder dagen som ældste barn. Ved slutningen er hun forvandlet til voksen.

   Kusinerne Elsbet og Grethe er kommet for at hjælpe til. De fornemmer tidligt, at noget er galt, og advokerer for, at man tilkalder Doktor Lund. Men Anna har drømt, at hun ikke ville leve, hvis lægens hjælp bliver nødvendig. På dét punkt er Kloge Sine, den gamle pige i huset, ikke fornuftig. Når drømme er stærke, har de betydning. Annas ønske må respekteres.

   Så dagen går ubønhørligt. Anna er væk i veer og blodstyrtninger. Det foregår for det meste off screen. Børnene ser i brudstykker, hvad der sker for deres mor. Da far Arne kommer hjem fra markedet og tror, at han skal spise middag med naboen, som gør ham følge, er den gode stemning fra morgenen vendt. Der bliver ikke flere lyse dage på Broholm.

MARIE Bregendahl (1867-1940) skrev sin korte, karakteristisk klarøjede roman i 1912. Hun var da ti år inde i forfatterskabet, som følges videre gennem livet med piger og kvinder som Lise Gram. Det er allerede fra Bregendahls hånd en filmisk tekst, der flitrer ud og ind af mange synsvinkler. Fortællemåden er panoramisk:

 »Saadan flimrede der i dette Par Ventetimer et broget Mylder af Billeder frem for Børnenes Øjne, smaa og store, mindre væsentlige og skæbnebestemmende imellem hverandre. Dog alle indbyrdes forbundne, thi de var alle tegnede paa den samme sorte Baggrund: Moderens dødssyge Tilstand.«*

   

Bregendahl komponerer i billeder og situationer. Karaktererne og dagens rytme etableres i en sekvens, der er perfekt oversat til steadycam-kredsen. Børnene er begejstrede over at se deres mor sidde ved bordet og smøre brød i stedet for at gå omkring. »Klog’ Sine« ser på det hele og glæder sig såre. »Gud bewaar Jer aalsammen!« siger hun bevæget.

   Situationen er indrammet som på et maleri. Kirsten Olesen siger »Gud bevare jer alle« med samme spontane affekt. Vi er klar til at gå helt ind i livet på gården, som dette lange sommerdøgn vil ændre for bestandig.

TEA Lindeburgs bearbejdelse af romanen er eksemplarisk. Hun lader i vid udstrækning Bregendahls billeder stå, men hun tilføjer ny dialog. Drengen på Møllegaarden, som simpelt hen er blevet efterladt, og stedsønnen på Broholm, Jens-Peder, der sørger lige så stærkt over Anna, får mere nærvær i filmen. Det er ellers en verden af kvinder og børn, og filmen er tilegnet mødre og døtre.

   Broholm er en stor, velfungerende drift. Filmen har samme fornemmelse for at beskrive landlivet realistisk, som man kunne se i Michael Noers Før frosten (2018), men der er ikke kun fokus på slid og nød. Der er en balance, som er mere skrøbelig, end den ser ud. Møllegården er skræmmebillede på, hvad Broholm kan blive, når Madmor er væk. Hele livet er der hele tiden.

DET giver god mening at ændre titlen fra En Dødsnat til Du som er i himlen. Tekstens bærende drama har at gøre med det sted i Fadervor, hvor vi bekender vor tro og siger »ske din vilje, som i himlen således også på jorden«.

   Lise kan ikke få ordene frem, da Gud er ved at tage hendes mor. Det lykkes i andet forsøg, men kun af hensyn til ritualet. »Jeg er træt af Gud,« siger hun i en replik, som Lindeburg tilføjer for egen regning.

   Der er få, men strategiske tilføjelser. Mest effektfuld er drømmesekvensen, som indleder og kommenterer forløbet. Lise går gennem kornet på bare fødder, naturen er stor og sublim. Der skrues op for Kristian Leths musik, som ellers er økonomisk doseret, og i en majestætisk udzoomning ser vi, at der hænger en sky af rød dis over landskabet.

   Der falder blod på Lises ansigt i drømmen. Så får hun tøj på og kommer, stadig barfodet, ud på gårdspladsen, hvor far Arne tager afsked for dagen. Han giver hende ansvaret. »Og gør noget ved dig selv. Du ligner jo stadig et barn.«

DA Lise er blevet reservemor for sine søskende, har hun ikke længere bare tæer. Farmor rækker hende riven. Fødderne er pakket ind. Lises mor havde trumfet igennem, at pigen skulle på højskole. Det bliver der ikke noget af.

   En Dødsnat er en autofiktion, som bruger Bregendahls egen baggrund. Hun mistede sin mor på den måde. Hun blev voksen som teenager, da hendes far (som vist nok var Arne Gram op ad dage) forsvandt ind i sig selv. Men Marie kom på højskole og begyndte at nære sin drøm om at skrive. Hun forstod, at økonomisk uafhængighed betyder frihed.

   Hun brød sin forlovelse og giftede sig med Jeppe Aakjær mod familiens vilje. Da parret blev skilt, prioriterede hun autonomien. Det skal til Aakjærs forsvar siges, at han promoverede Bregendahls skrifter, også efter deres brud. Fredrik Hegel fra Gyldendal fandt teksten ufeminin og brutal. Vi ville sige moderne.

DET er en hård, smuk og klar film, som Tea Lindeburg har skabt efter Bregendahls bog. Alle scener afvikles med selvfølgelighed. Skønt Lise bliver fanget ind til slut, fornemmer vi tekstens forfatter. Livet på gården er skildret så stort, at man har italienske og svenske (for)billeder i baghovedet.

   Flora Ofelia Hofmann Lindahl har myndighed og naturlig autoritet som Lise. Selv de mindste børn i flokken får en unik karakter. Palma Lindeburg Leth og Flora August er kusinerne Elsbet og Grethe. Der er en særlig kontakt mellem Lise og Helga, næstyngste søster, som spilles af Anna-Olivia Øster Coakley. De røde sko går i arv ligesom spændet fra mor Annas hår.

   Der stilles skarpt på nye ansigter, mens de tunge voksenroller er lagt hos skuespillere, der var unge og kommende for tyve år siden: Thure Lindhardt, Stine Fischer Christensen, Jesper Asholt. I ældste led er Kirsten Olesen og Lisbeth Dahl veritable aristokrater.

DET er en film, som hylder kontinuiteten, skønt den kritiserer tingenes orden. Tea Lindeburg nærer tillid til børnene, der vil forstå at gøre det bedre. Det samme var hele pointen i Marie Bregendahls virke som kunstner.

   Hun ville glæde sig over filmens fortjente succes. Der er en ny årvågenhed i Du som er i himlen. Det kræver ikke meget at være årets bedste danske film til nu. Men mon ikke debutværket har samme status, når vi forlader 2022?**

Se også The Hours (2002) [Kvindernes internationale kampdag 2020]; Suffragette (2015) [Kvindernes internationale kampdag 2021]; Céline Sciamma: Girlhood (2014) [International Women's Day 2022]; Abort på film | Call Jane (2022) [Kvindernes kampdag 2023].

*) Der er adskillige udgaver af teksten. Jeg citerer fra Marie Bregendahl: En Dødsnat + novellen Ved Lars Skrædders Sygeseng. Ill. Halfdan Pisket. Efterord af Hans Otto Jørgensen. 188 s. Forlaget Gladiator, 2013. 

**) Du som er i himlen konkurrerede på San Sebastián International Film Festival i 2021 og modtog priser for Bedste Hovedrolle og Bedste instruktion. Den var Best Nordic Film på Göteborg Film Festival 2022. I 2023 var filmen Robert-nomineret i 12 kategorier og modtog prisen for Årets adapterede manuskript. Ved samme års Bodil-uddeling var Flora Ofelia Hofmann Lindahl nomineret for Bedste kvindelige hovedrolle og Tea Lindeburg for Bedste danske film. Jesper Clausen modtog Henning Bahs-prisen for Bedste scenografi. Robert uddeles af Det Danske Filmakademi; Bodil-priserne af Danske Filmkritikere.  

Du som er i himlen. Instr. & manus: Tea Lindeburg. Foto: Marcel Zyskind. 86 min. Danmark 2021. Dansk premiere: 10.02.2022.

Fotos: Motor Productions [framegrabs Marcel Zyskind | Stillfotograf Christian Geisnæs]/ Det Danske Filminstitut/ Danmarks Radio/ Maan Rental Ode/ Scanbox Entertainment/ Forlaget Gladiator/ Lindhardt og Ringhof/ NDSL/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Rotterdam International Film Festival [You Tube trailer]

Filmen streames på Blockbuster, DRTV, Google Play, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 10.02.2022 .