Ali Abbasi: Holy Spider (2022) [Kvindernes kampdag 2025]

EDDERKOPPENS STRATEGI

Irans systemiske misogyni

Af BO GREEN JENSEN

FØRST den faktuelle baggrund, som er skræmmende nok uden fiktiv forarbejdning. På et enkelt år, fra august 2000 til august 2001, begik iraneren Saeed Hanaei 16 mord på prostituerede kvinder. Han fandt sine ofre på gaden i Mashhad, landets næststørste by, hvor narkotrafik og hellig turisme er cirka lige store erhverv. Der bor 3,1 millioner mennesker i Mashhad.

   Alle kvinderne blev dræbt på samme måde. Hanaei kvalte dem i deres tørklæder. Han fandt dem i sit nabolag, og ligene blev lagt i en park i det samme kvarter. Det var ikke det sværeste opklaringsarbejde.

   Men myndighederne var længe om at reagere. Først efter det tiende drab begyndte man aktivt at lede og kæde mordene sammen. Og fra første færd mente stemmer i offentligheden, at »the spider killer« gjorde nytte, når han rensede byen for menneskeligt affald. Hanaei greb denne faktor i flugten. Han ringede selv til avisen, når han igen »havde handlet«.

I PARENTES bemærket har dét været mønstret i dobbeltmoralske samfund, ikke kun de muslimske, siden Jack the Ripper spredte rædsel i 1890ernes Whitechapel. »Jack« var den første, der betragtede sit »arbejde« som en slags kunstværk, og han etablerede den kælne alliance mellem gerningsmand, presse og politi, som endnu præger fænomenet seriedrab.

   Efter mange systemsvigt blev Hanaei arresteret. Han var da en folkehelt for mange rettroende i det salvelsesfulde teokrati. Den lille mand levede sig dybt ind i rollen som udrenser. Han talte i retten om sine bedrifter. Man bildte ham ind, at der ville være en smutvej. Det løfte blev heldigvis svigtet til slut.

   Den tv-transmitterede retsproces var en seersucces. Alle i Iran sad klistret til skærmen. Ali Abbasi, som har instrueret Holy Spider, blev interesseret i sagen, da han fulgte med fra Teheran. Han ved, at det ville lyde godt og se bedre ud, hvis han påberåbte sig en feministisk dagsorden. Men først var han fascineret af manden. Hanaei var bygningsarbejder, familiefar og krigsveteran. Han syntes at koncentrere iranske mænds usikkerhed.

DET bedste i Ali Abbasis film er ikke portrættet af morderen, der ser sig selv som »God’s Lonely Man«. Ej heller ubønhørligheden i skildringen af hans ugerninger. Det er billedet af den systemiske modstand og massive foragt, som møder journalisten Rahimi på alle niveauer, da hun ankommer fra Teheran.

   Det begynder på hotellet, hvor man lyver og siger, at der er fejlbooket, fordi hun er alene og ugift. Det fortsætter hos politiet, hvor hun bestikker betjenten med cigaretter og siden må værge for sig ved hvert møde, fordi han vil i nærkontakt. Selv Rahimis »progressive« kollega er ude af stand til at se hende klart. Journalisten bider fra sig, handler uden tøven og risikerer sit liv. Det er Rahimi, der opklarer sagen.

   Holy Spider taler særligt til tiden, som lige nu reagerer på Mahsa Aminis død i det iranske politis varetægt. Amini blev mishandlet, fordi hendes hijab ikke dækkede håret. Man forsøgte at henlægge sagen. Det var lykkedes i Mashhad i 2002. Men i Teheran tyve år efter bliver protesterne ved og tager til, efterhånden som patriarkatet reagerer med mere brutalitet.

FILMEN har ingen andel i dette. Holy Spider får ikke iransk premiere, men den anskueliggør, hvad der rører sig i landet. Den viser iranske mænds afstumpethed for alverden. Kulturministeriet i Teheran har taget al mulig afstand. Holy Spider er filmet i Jordan. Og er heldigvis en dansk produktion.

   Det er i den forbindelse værd at bemærke, at Rahimi er en fiktiv person, som Abbasi og medforfatteren Afshin Bahrami har skabt til lejigheden. Karakteren bliver – fremragende – fremstillet af Zar-Amir Ebrahimi, som var caster på Holy Spider og tog rollen selv, da ingen andre kunne og ville.

   Alt i filmen er autentisk – inklusive hustru og venners forsvar for morderen og den i særklasse isnende scene, hvor hans 14-årige søn med stolthed demonstrerer, hvordan Far bar sig ad. Maziar Bahari, som instruerede dokumentaren Along Came a Spider i 2003, havde de samme optagelser med. Men journalisten Rahimi er en dramatisk konstruktion.

   I USA er filmen blevet kritiseret for dét – og for sine udførlige beskrivelser af drabene, som Hanaei begår. Det er i bund og grund en bizar kritik. Den kommer fra en popkultur, som ikke er mindre dobbeltmoralsk. Det var i amerikanske medier, at seriemorderen blev en effekt, en arketype med troper og fast tilbehør, fra Hannibal Lecter til retsmedicineren Dexter.

ALI Abbasi er iransk født, men uddannet på Den Danske Filmskole. Han har i to film lært af og bøjet de genrer, som han knyttede an til. Shelley (2016) var en dansk udstedsgyser; Gräns (2018, da. Grænse) et svensk eventyr, der i fabelens form lod evige trolde finde hinanden og frydes ved kønnet.*

   Holy Spider er både mere stram og mindre sær. I tema, optik og fortælleform bruger filmen de samme virkemidler, som David Fincher – genrens Shakespeare – anvendte i Zodiac (2007), der var hans bud på en analyse af kulturen og kvindesynet.

   Det bliver altid diskuteret, om det er nødvendigt at udpensle volden og gruen, når seriemord skildres for alvor på film. Der er sjældent nogen, der tager afstand, når ærindet er triviel underholdning. Jeffrey Dahmers ugerninger blev første gang filmet i 1993. 30 år senere er det stadig en serie med titlen Dahmer – Monster: The Jeffrey Dahmer Story, som Netflix vil tryne rivalerne med.

   I et interview med Anna Raaby Ravn [se Weekendavisen 14.10.2022] talte Ali Abbasi om sin insisteren på dirty eller messy realism, dvs. »rodet realisme«. Det er klart, at æstetikken gør den nødvendige forskel. Skildringen skal gøre ondt. Det skal være råt og ubehageligt at se. Ellers bliver det bare mere dekadent underholdning for en voldsmættet, stopfodret konsumerisme.

I dén forstand er Holy Spider på niveau med de vigtigste forløbere: Michael Powells Peeping Tom (1960), Alfred Hitchcocks Frenzy (1972), Spike Lees Summer of Sam (1999), Bong Joon-hos Memories of Murder (2003). Lars von Triers The House that Jack Built (2018) og Fatih Akins Den Gyldne Handske (2019) har rødder i den samme overdrevne æstetik. Mary Harrons filmatisering af American Psycho (2000) nuancerer kønsbalancen.

   De film handler dybest set ikke om mord og mishandling. De handler om kulturen, der skaber seriedrab – og fostrer »mænd, der hader kvinder«, som svenske Stieg Larsson udtrykte det.

   »De fortjente det. Din far har rene hænder,« siger Hanaeis hustru til sin søn. Han får lillesøster på otte til at lege med, da han viser hjemmet frem for journalisten. »Jeg er død, jeg er død,« klukler hun inde fra tæppet. Ingen sørger over de døde. Heller ikke kvindernes familier, som skammer sig over afkommet. Kun Rahimi vil ikke svigte empatien – og hun er en fiktiv person.

MAN synes måske, at jeg bruger en opportunistisk rubrik til min tekst, når jeg kalder den »Edderkoppens strategi«. Men Bernardo Bertoluccis nyklassiker fra 1970 handler om systemisk fascisme, der spreder sit net og bliver normativ. Så den passer på misogynien i Iran. Holy Spider er det officielle danske bidrag til årets Academy Awards. Jeg håber virkelig, at den vinder.**

Se også The Hours (2002) [Kvindernes internationale kampdag 2020]; Suffragette (2015) [Kvindernes internationale kampdag 2021]; Céline Sciamma: Girlhood (2014) [International Women's Day 2022]; Abort på film | Call Jane (2022) [Kvindernes kampdag 2023]; Du som er i himlen | As in Heaven (2021) [Kvindernes kampdag 2024].

*) Efter Holy Spider kom Ali Abbasi til USA, viste hvad han kunne med to lydefri episoder af MAX-serien The Last of Us (2023) og fik et stort apparat til sin rådighed, da han instruerede Sebastian Stan og Jeremy Strong i The Apprentice (2024), et desværre alt for venligt og tandløst portræt af den unge Donald Trump, som bliver oplært i løgnens kunst af Roy Cohn. Næste projekt er vist nok en ny Hamlet med Noomi Rapace i titelrollen. 

**) Det gjorde den så ikke. Holy Spider kom ikke på kortlisten over de øverste fem, hvor Jonas Poher Rasmussens Flugt havde været i 2021 og Thomas Vinterbergs Druk havde vundet kategorien i 2020. Prisen for Best International Feature gik i 2022 til Edward Bergers monumentale Im Westen nichts Neues (da. Intet nyt fra vestfronten), den tredje filmatisering af Erich Maria Remarques antikrigsklassiker fra 1929. På listen var i øvrigt Lukas Dhonts Close (Belgien), Jerzy Skolimowskis IO (Polen), Santiago Mitres Argentina, 1985 (Argentina) og Colm Bairéads irske The Quiet Girl. Heller ikke Nikolaj Arcels jyske western Bastarden gjorde tilstrækkeligt indtryk i 2023. Først i 2024 var en dansk film atter på kortlisten, da svenske Magnus von Horn blev nomineret for Pigen med nålen.

Holy Spider. Instr.: Ali Abbasi. Manus: Afshin Kamran Bahrami, Ali Abbsi. Foto: Nadim Carlsen. 116 min. Danmark-Tyskland-Sverige-Frankrig-Jordan-Italien 2022. Dansk premiere: 13.10.2022.

Fotos: Profile Pictures (DK), ONE TWO Films (Tyskland), Nordisk Film Production (Sverige), Wild Bunch International (FR), Why Not Productions (FR), Film i Väst (SVR), ZDF/Arte/ Arte France Cinéma/ DR/ DFI/ SFI/SVT/ The Imaginarium Filmns (Jordan)/ Rotor Film (Italien)/ Eurimages/ Wild Bunch International/ MUBI/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube

Filmen streames på Apple TV, DRTV, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, TV2 Play, YouTube Film

2K Blu-ray fra MUBI (UK) 24.04.2023

Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen Kultur 12.10.2022, trykt 13.10.2022

Ridley Scott: House of Gucci (2021)

EN STORSLÅET TARVELIGHED

Ridley Scott kaster (atter) alting i gryden

Af BO GREEN JENSEN

MAN forventer måske en tragisk fortælling om modehuset Guccis storhed og fald. Det er ikke, hvad man får i 84-årige Ridley Scotts spillefilm nr. 27. Det ville også være kontrafaktisk: varemærket Gucci lever og er kun blevet mere ikonisk, siden det lurvede jalousidrab, som én gang for alle fjernede den italienske del af familien fra ligningen i 1995.

   Snarere fortæller House of Gucci den instruktive historie om, hvordan firmaet blev reddet fra sine ejere. Er der en helt, må det være Domenico De Sole, familiens juridiske rådgiver. Han er skakspilleren, som tænker mange træk frem. Han bliver spillet af Jack Huston, som for det meste glider i ét med tapetet, mens de indbildske hovedaktører gør sig til midt på gulvet.

SCOTT præsenterer historien som en komisk opera buffa. Der er realistiske rum og romantiske arier, men tonen i bunden er grel og kulørt. Målet må være at skabe en tarvelig storslåethed, der udstiller dårskaben og dekadencen. Det lykkes, hvis man er med på ideen. House of Gucci har dog ikke tyngden, kynismen og klarsynet, som kendetegnede All the Money in the World (2017), der brugte 1970'ernes Italien og J. Paul Gettys familie på samme måde.

DET er for så vidt en enkel historie. Fem faste skikkelser navigerer i en konfettilignende sværm af vignetter. Imens går tiden stærkt i Firenze, Milano, Rom og New York.

   Scott og fotografen Dariusz Wolski lægger hjerte i at huske livsfarven fra tre årtier. Det er sikkert karakteristisk, at tonen er kærligst i de ældste afsnit. Det begynder til tonerne af »Sono bugiarda«, som er Caterina Casellis italienske version af Neil Diamonds »I’m a Believer«. Eurythmics (»Here Comes the Rain Again«) inkarnerer 80'erne stort. Det slutter i 90'erne med rumlende mørk porno chic.

   Kildematerialet er Sara Gay Fordens bog om Gucci, men Becky Johnstons manuskript har presset kronologien. I virkeligheden mødtes Patrizia Reggiari (Lady Gaga) og Maurizio Gucci (Adam Driver) i 1970. Her sker det først i 1978.

MAURIZIO er endnu den uspolerede tronarving. Patrizia ved, hvad hun vil, med det samme. Maurizio læser jura, og hun stalker ham behændigt. Familien driver et fragtfirma og er aldrig god nok til Maurizios far.

   Nu kommer titanerne ind – eller også er det de primære klovner. Jeremy Irons spiller Rodolfo Gucci, som bestyrer den italienske forretning. Som ung skuespiller mødte han sin tyske hustru, der hjalp ham med at få stil. Han bor som Burt Lancaster i Leoparden. Rodolfo kan på én gang vise venlighed og foragt. Han gør Maurizio arveløs, da sønnen insisterer på sin kærlighed.

   Det bliver derfor onkel Aldo, som træder alfaderligt til. Aldo varetager Guccis interesser på Manhattan i New York, hvor Sophia Loren (Madelina Diana Ghenea) stjæler rampelyset, da Patrizia er på besøg. Her er mange hurtige scener, hvor legender fra tiden optræder: Anna Wintour, Gianni Versace, Karl Lagerfeld, Tom Ford. Der måtte gerne være flere, for filmen blomstrer op.

AL Pacino spiller Aldo med en hjertelig charlatanvarme, der er stik modsat kulden hos Irons. Han nyder at gøre Maurizio til en bonussøn. Hans egen søn er Paolo Gucci (Jared Leto), som hele tiden vil selv og aldrig lykkes med noget. »Han er en idiot,« konstaterer Aldo. »Men han er min idiot«.

   Da Rodolfo er borte, træder Maurizio i hans sted. Jeg skal ikke røbe mere om intrigerne, som udarter over de næste to timer. Filmen har en vis fortrolighed med Patrizia, der er glad for Maurizio, skønt hun tager ham for givet. Man forstår for så vidt, hvordan værdierne skrider for hende.

   Maurizio selv forbliver et ciffer, og Adam Driver kan spille et ciffer med stil. Han er lige så svær at læse hér, som han var i The Last Duel, Scotts anden film fra 2021. Det er alligevel en gåde, hvordan parret mister den uskyld og kærlighed, som forbandt dem. Vi ved, at magt korrumperer. Men her er der slet ingen tilløb.

DEN moralske deroute hos parret i midten er gennemført og forstemmende. Jo værre smerten bliver, jo mere karikerer Scott. Det fungerer sådan set. Tre timer går i en fart. Det føles samtidig som forspildt materiale – der er mere i menneskene og historien. Det er bare for sent for filmen at tage det op.

   Scott er altid en mesterlig håndværker, men satire hører ikke til hans kompetencer. Fortilfældet er Prêt-à-Porter (1994), et ironisk myldrebillede, som Robert Altman skabte præcis på den tid, der er skildret i House of Gucci. Berømthederne spillede næsten sig selv. Også hér indgik Sophia Loren. Men filmen var en skuffelse, og den er ikke blevet stående.   

SCOTTS bud forsvinder nok lige sådan. Jeg tror, at der er to instruktører, som kunne have fundet mere i stoffet. Italieneren Paolo Sorrentino har en Fellini-agtig fornemmelse for både skønheden og humoren og det sære. Men mest interessant kunne det være at se en Gucci-film af Tom Ford.

   Texaneren fik sit gennembrud som designer, da han skabte Guccis 1994-kollektion. I House of Gucci bliver han spillet af Reeve Carney. Han fik chancen, fordi ingen store navne ville arbejde for Gucci, der blev afskrevet som en mormorbutik. Ford blev hos Gucci til 2004. Han har selv instrueret to fornemme film: A Single Man (2009) og Nocturnal Animals (2016).

   Efter premieren på Scotts film sagde Ford, at han følte det, som havde han overlevet en orkan. Han tilføjede: »Det er svært at se humor og camp i noget, der var så blodigt. I virkeligheden var ingenting camp. Somme tider var det absurd, men i den sidste ende var det bare tragisk.«

FILMEN er fuld af ikoniske tasker, tørklæder, kjoler og sko. Da det første forræderi er fuldbragt, og Aldo må sælge sine aktier i Gucci, så Maurizio kan blive enevældig, viser stråmanden ham en af sine Gucci-sko. Det er en hyttesko med indlagt guldblad, som Aldo designede til Clark Gable.

   Når filmen gør plads til detaljer, bliver den mere vedkommende. Patrizia er lamslået, da hun ser en kopi af »the Bamboo Bag« – den ikoniske taske med bambushåndtag – som køkkenpigen har fået af sin mand. Det fører til en diskussion af kopifænomenet, som Aldo i øvrigt opmuntrer. Men i glimtet af stuepigen er der et helt socialt rum, som åbner sig.

DET er en film, som er bygget af sladder og metavirkelighed. Salma Hayek spiller sandsigersken, der hjælper med at bestille drabet på Maurizio. Hayek er gift med François-Henri Pinault, som er CEO for Kering, der ejer luksusmærker som YSL og Boucheron. Men juvelen i selskabets krone er Gucci.

   Scott kaster alting i gryden. Det slutter, som i virkeligheden, med et lejemord og en dom på 29 års fængsel. Patrizia Gucci er 74 år i dag. Hun blev løsladt i 2016. Efter sigende er hun meget tilfreds med filmens portræt.

   House of Gucci er et forrevent vanitasbillede. Filmen skal ses som et stift genrestykke. Sir Ridley behersker trods alt sin metier. Der er et vist format over tarveligheden.

Se også Blade Runner – The Final Cut (1982/2007); Ridley Scott: Kingdom of Heaven (2005); Antologifilm | All the Invisible Children (2005); Ridley Scott: American Gangster (2007); Ridley Scott: Prometheus (2012) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott | Cormac McCarthy: The Counselor (2013); Ridley Scott: The Martian (2015) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott: Covenant (2017) [Sci-Fi 100]; All the Money in the World (2017) [Christopher Plummer 1929-2021]; Ridley Scott: The Last Duel (2021) + Philip K. Dick 1928-1982; Klassiske karakterer: Moses og mogulerne.

House of Gucci. Instr.: Ridley Scott. Manus: Becky Johnston, Roberto Bentivegna. Foto: Dariusz Wolski. 158 min. UK-Canada-USA 2021. Dansk premiere: 02.12.2021.

Fotos: BRON Studios/ MGM/ Scott Free Productions/ Universal Pictures/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB.

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Teksten trykt (let forkortet) i Weekendavisen Kultur 03.12.2021.

Bennett Miller: Foxcatcher (2014)

DEN GALE MAND

En tragisk fortælling med farcemomenter

Af BO GREEN JENSEN

DER er grænser for, hvad man kan købe for penge. Bennett Miller (f. 1966) fortæller i Foxcatcher en instruktiv og desværre sandfærdig historie om mangemillionæren John E. du Pont (1938-2010), som i 1980erne gjorde fristilsbrydning til sin store passion og etablerede et træningscenter på familiens ejendom i Pennsylvania.*

   Miller har gjort amerikanske excentrikere til sit speciale. Dokumentaren The Cruise (1998) var et portræt af turguiden Tim Levitch, som taler turister på Manhattan begge ører af. Den suveræne Capote (2005) beskrev, hvordan forfatteren Truman Capote i 1966 nåede frem til at skrive In Cold Blood, som grundlagde den nyjournalistiske metode.

   Rollen som Capote blev et definitivt gennembrud for Philip Seymour Hoffman. I 2011 lykkedes det Bennett Miller at caste Brad Pitt som baseballtræneren Billy Beane, der vendte op og ned på sportens idealer ved at sætte Amerikas foretrukne tidsfordriv i system. The Cruise var varm og kærlig, Moneyball var kølig og dedikeret.

   Foxcatcher har mere til fælles med Capote. Forfatteren var på sin måde lige så forkrøblet som millionæren, der brændte efter at gøre en forskel. Men modsat du Pont kunne han føle og skabe og forholde sig til andre mennesker. Du Pont havde storhedsvanvid og mindreværdskomplekser. Han skabte ikke noget som helst.

DU Ponts mor avlede heste og betragtede brydning med afsky. Han havde hele livet søgt et felt, hvor han kunne få den respekt, som han følte han fortjente. Du Pont skrev ornitologiske værker, finansierede The Delaware Museum of Natural History, var en seriøs filatelist (som i 1980 betalte 935.000 dollar for et særlig sjældent frimærke) og sponsor i talrige sportssammenhænge.

   Han tilbød brødrene Mark og David Schultz, begge olympiske guldvindere i fristilsbrydning, at bo og træne på Foxcatcher Ranch. Mark sagde ja og blev millionærens maskot. Dave sagde nej, men flyttede senere ind med sin familie. Team Foxcatcher vandt VM i 1986, men fik ikke guld ved OL i Seoul to år senere.

I MILLERS film fortælles historien fra Marks synsvinkel. Også bryderen havde problemer med sit selvværd. Han følte, at han stod i broderens skygge. Da du Pont overtalte Dave til at flytte ind, rejste Mark fra Foxcatcher Ranch og blev fribryder. Du Pont vandt aldrig sin mors respekt. Da hun døde, slap han hestene fri, intensiverede Team Foxcatchers træning og blev stadig mere utilregnelig og paranoid.

   I 1996 kørte du Pont op til huset, hvor Dave boede med sin familie. Det var søndag, og det sneede. »Har du et problem med mig, Dave?« spurgte han og dræbte sin cheftræner med tre skud fra et automatisk våben.

MARK Schultz spilles af Channing Tatum, Dave Schultz af Mark Ruffalo. Det er dog Steve Carell, som primært er kendt for komiske roller, der stjæler billedet som den lavstammede arving med ørnenæse og dårlige tænder. Vanessa Redgrave er Johns misantropiske mor, som dybest set kun kan lide heste.

   Det virker nok som en gimmick at caste Carell, men Bennett Millers selektive og næsten antropologiske metode – der går ud på at vælge fra og lægge til i gennemresearchede miljøer – fungerer lige så godt som i Capote og Moneyball.

   John du Pont døde i fængslet i 2010. Han testamenterede 80% af sin formue til en bulgarsk fristilbryder, som havde vundet OL-guld. Du Pont-familien forsøgte at få testamentet annulleret ved tre retsinstanser. I 2012 blev dets gyldighed stadfæstet ved Delawares Superior Court. Nogen i Bulgarien må være glade for den gale mand.

DET er og bliver en fantastisk historie. Den er også dybt forstemmende. Ingen ville tro den, hvis der var tale om fiktion. Fotografen Greg Fraiser filmer alt i elegiske toner, skønt tragedien har mange farcemomenter.

   Man lærer, at kærlighed ikke kan købes, og at ingen bliver lykkelig af at være rig. Det kommer næppe bag på nogen, men Tatum, Ruffalo og Carell gør de evige sandheder meget konkrete. Man går hovedrystende ud og er glad for ikke at være født med en guldske i munden.

Se også Bennett Miller: Moneyball (2011) og Besvarede bønner: Truman Capote 1924-1984.

*) Der er forskel på fribrydning og fristilsbrydning. Fribrydning er den professionelle (især amerikanske) gladiatorsport, som blander turnering og teater, og hvor deltagerne ofte udvikler farverige persona i superheltegenren. Fristilsbrydning (som modsat romersk brydning tillader greb under hoften) er en af de to slags brydning, som der konkurreres ved OL. Det var fristilsbrydning, som i USA også kaldes collegiate eller scholastic wrestling , som indgik i den klassiske femkamp, pentalon, ved Antikkens olympiader. John E. du Ponts projekt vakte opsigt, både før og efter mordet på Dave Schultz. Tim Huddleston har skrevet Wrestling with Madness: John Eleuthère du Pont and the Foxcatcher Farm Murder (Absolute Crime Books, 2013). Sagen er efterfølgende skildret i Netflix-dokumentaren Team Foxcatcher (2016).

Foxcatcher. Instr.: Bennett Miller. Manus: E. Max Frye og Dan Futterman. Foto: Greg Fraiser. 134 min. USA 2014. Dansk premiere: 15.01.2015.

Fotos: Annapurna Pictures/ Full Nelson Entertainment/ Likely Story/ Sony Pictures Classics/ UIP/ Andrea Mihalik (John du Pont Portrait)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra Sony Pictures 03.03.2015

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 16.01.2015 

David Fincher: Zodiac (2007) [Noir 100]

I ZODIACS TID

Evig tvivl, kryptering og hjemstavn

Af BO GREEN JENSEN

SERIEMORDEREN Zodiac spredte angst og bæven i San Francisco og det nordlige Californien fra december 1968 til et godt stykke ind i 70erne, hvor drabene ebbede ud.

   Hans speciale var nedskydning af elskende par, som han dræbte på afsides lokaliteter som Blue Rock Springs i Valejo og Lake Berryessa i Napa Valley. I to tilfælde overlevede mændene og kunne fortælle om udførlig mishandling.

   Zodiac slog med sikkerhed til ved fem lejligheder, men tog selv »æren« for flere forbrydelser i de opsigtsvækkende breve, som han sendte til politi og aviser.

   Det var om noget de makabre breve, kælne i tonen og skrevet i kode, som gjorde sagen stor i tidens mediebillede. Det blev da også diskuteret, om man snarere burde tie manden ihjel. Den 1. august 1969 sendte Zodiac breve til Vallejo Times-Herald og San Francisco-aviserne Examiner og Chronicle. Hvis ikke alle tre blade trykte brevene på forsiden, ville mordene tage til.

   Koden kombinerede en række eksotiske tegnsystemer, fra semaforalfabet til astrologiske symboler. Den blev knækket af et lærerpar. Siden fulgte mere avancerede koder, og journalisten Paul Avery blev sammen med David Toschi fra drabsafdelingen i San Francisco den PR-sultne psykopats foretrukne korrespondenter.

KARAKTERISTISK for Zodiac var blandt andet hans forfængelighed og hans filminteresse. Paul Avery modtog en mordtrussel, da han skrev om tegn på »latent homoseksualitet« i en artikel om Zodiacs virke.

   Brevene indeholdt henvisninger til Richard Connells novelle »The Most Dangerous Game« (1924), som i 1932 blev til den klassiske B-film med Leslie Banks, Fay Wray og Joel McCrea (faktisk filmet om natten i de samme kulisser, hvor Merian Coopers King Kong blev drejet om dagen). Titlen henviser mere til jagt end til spil. Den megalomane Count Zaroff venter på strandede skribe, så han kan jage menneskene, som søger tilflugt på hans ø.

   Fordi mordene talte så magtfuldt til tiden, blev der straks skrevet bøger og indspillet film, som tog afsæt i Zodiac-mytologien. I Don Siegels Dirty Harry (1971), den første film med Clint Eastwood i rollen som »Dirty« Harry Callahan, er det en morder, som kalder sig »Scorpio«, der terroriserer San Francisco. Tom Hansons tarvelige The Zodiak Killer (1971) var en spekulationsfilm, som lukrerede på sagen.

   Zodiac »anmeldte« disse film, og i sit sidste brev til San Francisco Chronicle, dateret 29. januar 1974, kaldte han William Friedkins The Exorcist (1973, da. Eksorcisten) for den bedste »saterical comidy«. Brevet angav endvidere kampens stilling: »Me = 37. SFPD = 0«.

PÅ San Francisco Chronicle sad en stille ung mand, bladets tegner Robert Graysmith, og fulgte udviklingen med interesse. Mens resten af verden lagde sagen til side, blev han stadig mere besat af ideen om at afsløre Zodiacs identitet.

   Paul Avery gik i hundene, og den karismatiske Toschi (modellen for Steve McQueen-karakteren i Bullitt og en inspirationskilde for Peter Falk som Columbo) blev taget af sagen. Graysmith mistede både sit job og sin familie, men kunne ikke tænke på andet end at bevise, at Zodiac var identisk med Arthur Leigh Allen. Allen var den mistænkte, som politiet havde interesseret sig længst for. Han bar et ur af mærket Zodiac og delte morderens kærlighed til The Most Dangerous Game.

   Graysmith skrev to bøger, Zodiac (1986) og Zodiac Unmasked (2002), der blev kæmpemæssige sællerter. Begge konkluderer, at alting peger på Allen, men kan ikke lukke sagen definitivt. Det er aldrig bevist, at Allen, som døde i 1992, var Zodiac.

   Graysmith opsøgte Allen i den isenkramforretning, hvor han arbejdede efter en pædofilidom. Han så meget længe på manden, konstaterede at han ingen særlige karakteristika havde, og lukkede bogen om Zodiac. Andre forfattere, der har skrevet om sagen, er ikke så sikre som Graymith, og nogle er lodret uenige. Det er imidlertid Graysmiths bøger, som David Fincher bygger storfilmen Zodiac på.

FORDI stilikonet Fincher er manden bag Se7en (1995) og Fight Club (1999), knytter der sig enorme forventinger til Zodiac, hans første film efter den skuffende konventionelle Panic Room (2002). Fincher, som er født i 1962, gik i skole i Marin County, mens Zodiac hjemsøgte omegnen og medierne bearbejdede sagen. Hans film er derfor også en erindring om 60erne, 70erne og 80erne i Californien, og det er i høj grad dette sædeskildrende aspekt, der gør den så intens og seværdig.

   Til selve sagen holder Fincher en distance, der er meget fint afstemt mørket og kulden, som udgør filmskaberens signatur. Trods mængden af kronologiske detaljer, er det ikke en film, som bader hver scene i periodekolorit. Der økonomiseres med de tidstypiske virkemidler. Vist bliver Donovan-sangen »Hurdy Gurdy Man« et vagt satanisk ledemotiv, og vist gør titelsekvensen dramatisk brug af Santanas »Soul Sacrifice«, men tilskueren bliver ikke tæppebombarderet med golden oldies. Filmens karakterer måber ikke over samtiden. For dem er der tale om nutid.

FORDI filmen spiller så længe, næsten tre timer, er der overskud til at skildre de mange falske spor og løse ender, som distraherer detektiverne. Dybest set er styrken i Zodiac den sidste rest af en nagende tvivl. Da Fincher ikke kan lukke sagen og give publikum vished én gang for alle, bliver efterforskningen et billede på den ambivalens og uoverskuelighed, hvormed »sandheden« tegner sig for os i samtiden.

   Det er ganske betagende gjort, og Fincher undlader helt konsekvent at gøre brug af de moralske problemstillinger og fantastiske virkemidler, som ganske vist løftede Se7en og Fight Club, men samtidig gjorde dem til mytologi. Zodiac tangerer den rene realisme, som man sjældent ser i en Hollywood-film.

DER er blændende detaljer. Første billede viser nathimlen over Vallejo, oplyst af 4.juli-fyrværkeriet, og tegner byens horisont på samme måde, som Los Angeles fremtræder i Blade Runner. Har Fincher en helt, er det nok Ridley Scott. 

   Ti år går mellem Zodiacs breve og slutningen på Graysmiths efterforskning. Fincher skildrer det ved at vise den højeste bygning i San Francisco, et glastårn [Transamerica Pyramid] som rejses og fyldes og tændes, i timelapse/fast-motion.

   Til slut ser Allen og Graysmith på hinanden. Der er ingen genkendelse, blot en ironisk konstatering af ondskabens grundlæggende banalitet. Nu er Zodiac blevet en bestseller, som de rejsende køber i lufthavnen.

   Tiden har ændret dem alle. Avery (Robert Downey Jr.) er død af lungeemfysem. Toschi (Mark Ruffalo) er ikke længere i drabsafdelingen. Graysmith (Jake Gyllenhaal) ser igen sine børn, men er ikke blevet genforenet med Melanie (Chloë Sevigny). De mødtes og skiltes i Zodiacs tid, og som Melanie syrligt bemærker, kom deres forhold aldrig længere efter stævnemødet, der bragte dem sammen. Det var den aften, de tog hjem til ham, fordi Zodiac havde lovet at ringe.

DER er hverken melodramatiske krumspring eller nervepirrende nærkamp. Fincher er lige så fascineret af Zodiacs kryptogrammer, som han var af John Does skriblerier i Se7en. Mordene er klinisk skildret, de hverken svælger i eller ser væk fra hjertets søle. Der er ingen moralske pointer – hvilket i sig selv vel er en væsentlig pointe.

   Af samme grund har Zodiac en følelsesmæssig slagside. Graysmith bliver aldrig mere end et manisk ciffer, og den charmerende Toschi fylder for lidt til at afgive varme, der holder i længden. Som tiden går, bliver man sulten efter nogen at identificere sig med og noget at føle stærkt for. Det kan filmen ikke give, fordi den er skåret så klinisk og sobert.

   Finchers film imponerer som altid, men den ryster os sjældent og bevæger os aldrig. Man har meget ud af at se den, men Zodiac vil næppe, som Se7en og Fight Club, blive en af de film, som man genser med glæde.

Se også David Fincher: Fight Club (1999); David Fincher: Gone Girl (2014) [Noir 100]; David Fincher: Mank (2020) [Oscars 2021] og David Fincher: The Curious Case of Benjamin Button (2008)

Zodiac. Instr.: David Fincher. Manus: James Vanderbilt. Foto: Harris Savides. 158 min. USA 2007. Dansk premiere: 17.05.2007.

 

Fotos: Paramount Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Film-history.org (timelapse)/ Alchetron (Graysmith portrait)/ The Fincher Analyst (Graysmith Drawing)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray [1 movie, 2 cuts] fra Paramount Pictures 29.10.2024

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 16.05.2007