Translate

Viser opslag med etiketten Jeremy Irons. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jeremy Irons. Vis alle opslag

onsdag den 22. november 2023

Ridley Scott: House of Gucci (2021)


EN STORSLÅET TARVELIGHED
Ridley Scott kaster (atter) alting i gryden

Af BO GREEN JENSEN

MAN forventer måske en tragisk fortælling om modehuset Guccis storhed og fald. Det er ikke, hvad man får i 84-årige Ridley Scotts spillefilm nr. 27. Det ville også være kontrafaktisk: varemærket Gucci lever og er kun blevet mere ikonisk, siden det lurvede jalousidrab, som én gang for alle fjernede den italienske del af familien fra ligningen i 1995.
   Snarere fortæller House of Gucci den instruktive historie om, hvordan firmaet blev reddet fra sine ejere. Er der en helt, må det være Domenico De Sole, familiens juridiske rådgiver. Han er skakspilleren, som tænker mange træk frem. Han bliver spillet af Jack Huston, som for det meste glider i ét med tapetet, mens de indbildske hovedaktører gør sig til midt på gulvet.



SCOTT præsenterer historien som en komisk opera buffa. Der er realistiske rum og romantiske arier, men tonen i bunden er grel og kulørt. Målet må være at skabe en tarvelig storslåethed, der udstiller dårskaben og dekadencen. Det lykkes, hvis man er med på ideen. House of Gucci har dog ikke tyngden, kynismen og klarsynet, som kendetegnede All the Money in the World (2017), der brugte 1970'ernes Italien og J. Paul Gettys familie på samme måde.


DET er for så vidt en enkel historie. Fem faste skikkelser navigerer i en konfettilignende sværm af vignetter. Imens går tiden stærkt i Firenze, Milano, Rom og New York.
   Scott og fotografen Dariusz Wolski lægger hjerte i at huske livsfarven fra tre årtier. Det er sikkert karakteristisk, at tonen er kærligst i de ældste afsnit. Det begynder til tonerne af »Sono bugiarda«, som er Caterina Casellis italienske version af Neil Diamonds »I’m a Believer«. Eurythmics (»Here Comes the Rain Again«) inkarnerer 80'erne stort. Det slutter i 90'erne med rumlende mørk porno chic.
   Kildematerialet er Sara Gay Fordens bog om Gucci, men Becky Johnstons manuskript har presset kronologien. I virkeligheden mødtes Patrizia Reggiari (Lady Gaga) og Maurizio Gucci (Adam Driver) i 1970. Her sker det først i 1978.


MAURIZIO er endnu den uspolerede tronarving. Patrizia ved, hvad hun vil, med det samme. Maurizio læser jura, og hun stalker ham behændigt. Familien driver et fragtfirma og er aldrig god nok til Maurizios far.
   Nu kommer titanerne ind – eller også er det de primære klovner. Jeremy Irons spiller Rodolfo Gucci, som bestyrer den italienske forretning. Som ung skuespiller mødte han sin tyske hustru, der hjalp ham med at få stil. Han bor som Burt Lancaster i Leoparden. Rodolfo kan på én gang vise venlighed og foragt. Han gør Maurizio arveløs, da sønnen insisterer på sin kærlighed.
   Det bliver derfor onkel Aldo, som træder alfaderligt til. Aldo varetager Guccis interesser på Manhattan i New York, hvor Sophia Loren (Madelina Diana Ghenea) stjæler rampelyset, da Patrizia er på besøg. Her er mange hurtige scener, hvor legender fra tiden optræder: Anna Wintour, Gianni Versace, Karl Lagerfeld, Tom Ford. Der måtte gerne være flere, for filmen blomstrer op.



AL Pacino spiller Aldo med en hjertelig charlatanvarme, der er stik modsat kulden hos Irons. Han nyder at gøre Maurizio til en bonussøn. Hans egen søn er Paolo Gucci (Jared Leto), som hele tiden vil selv og aldrig lykkes med noget. »Han er en idiot,« konstaterer Aldo. »Men han er min idiot«.
   Da Rodolfo er borte, træder Maurizio i hans sted. Jeg skal ikke røbe mere om intrigerne, som udarter over de næste to timer. Filmen har en vis fortrolighed med Patrizia, der er glad for Maurizio, skønt hun tager ham for givet. Man forstår for så vidt, hvordan værdierne skrider for hende.
   Maurizio selv forbliver et ciffer, og Adam Driver kan spille et ciffer med stil. Han er lige så svær at læse hér, som han var i The Last Duel, Scotts anden film fra 2021. Det er alligevel en gåde, hvordan parret mister den uskyld og kærlighed, som forbandt dem. Vi ved, at magt korrumperer. Men her er der slet ingen tilløb.


DEN moralske deroute hos parret i midten er gennemført og forstemmende. Jo værre smerten bliver, jo mere karikerer Scott. Det fungerer sådan set. Tre timer går i en fart. Det føles samtidig som forspildt materiale – der er mere i menneskene og historien. Det er bare for sent for filmen at tage det op.
   Scott er altid en mesterlig håndværker, men satire hører ikke til hans kompetencer. Fortilfældet er Prêt-à-Porter (1994), et ironisk myldrebillede, som Robert Altman skabte præcis på den tid, der er skildret i House of Gucci. Berømthederne spillede næsten sig selv. Også hér indgik Sophia Loren. Men filmen var en skuffelse, og den er ikke blevet stående.   


SCOTTS bud forsvinder nok lige sådan. Jeg tror, at der er to instruktører, som kunne have fundet mere i stoffet. Italieneren Paolo Sorrentino har en Fellini-agtig fornemmelse for både skønheden og humoren og det sære. Men mest interessant kunne det være at se en Gucci-film af Tom Ford.
   Texaneren fik sit gennembrud som designer, da han skabte Guccis 1994-kollektion. I House of Gucci bliver han spillet af Reeve Carney. Han fik chancen, fordi ingen store navne ville arbejde for Gucci, der blev afskrevet som en mormorbutik. Ford blev hos Gucci til 2004. Han har selv instrueret to fornemme film: A Single Man (2009) og Nocturnal Animals (2016).
   Efter premieren på Scotts film sagde Ford, at han følte det, som havde han overlevet en orkan. Han tilføjede: »Det er svært at se humor og camp i noget, der var så blodigt. I virkeligheden var ingenting camp. Somme tider var det absurd, men i den sidste ende var det bare tragisk.«


FILMEN er fuld af ikoniske tasker, tørklæder, kjoler og sko. Da det første forræderi er fuldbragt, og Aldo må sælge sine aktier i Gucci, så Maurizio kan blive enevældig, viser stråmanden ham en af sine Gucci-sko. Det er en hyttesko med indlagt guldblad, som Aldo designede til Clark Gable.
   Når filmen gør plads til detaljer, bliver den mere vedkommende. Patrizia er lamslået, da hun ser en kopi af »the Bamboo Bag« – den ikoniske taske med bambushåndtag – som køkkenpigen har fået af sin mand. Det fører til en diskussion af kopifænomenet, som Aldo i øvrigt opmuntrer. Men i glimtet af stuepigen er der et helt socialt rum, som åbner sig.



DET er en film, som er bygget af sladder og metavirkelighed. Salma Hayek spiller sandsigersken, der hjælper med at bestille drabet på Maurizio. Hayek er gift med François-Henri Pinault, som er CEO for Kering, der ejer luksusmærker som YSL og Boucheron. Men juvelen i selskabets krone er Gucci.
   Scott kaster alting i gryden. Det slutter, som i virkeligheden, med et lejemord og en dom på 29 års fængsel. Patrizia Gucci er 74 år i dag. Hun blev løsladt i 2016. Efter sigende er hun meget tilfreds med filmens portræt.
   House of Gucci er et forrevent vanitasbillede. Filmen skal ses som et stift genrestykke. Sir Ridley behersker trods alt sin metier. Der er et vist format over tarveligheden.


House of Gucci. Instr.: Ridley Scott. Manus: Becky Johnston, Roberto Bentivegna. Foto: Dariusz Wolski. 158 min. UK-Canada-USA 2021. Dansk premiere: 02.12.2021.


Fotos: BRON Studios/ MGM/ Scott Free Productions/ Universal Pictures/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB.
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
Teksten trykt (let forkortet) i Weekendavisen Kultur 03.12.2021.

tirsdag den 4. maj 2021

To versioner: Brideshead Revisited (1981/2008) [Bogen og filmen]


FARVEL TIL I GÅR
Evelyn Waughs nostalgiske arie

Af BO GREEN JENSEN

DET virker umiddelbart ikke vildt nødvendigt at filmatisere Gensyn med Brideshead igen. Vist kom der aldrig en biograffilm ud af Evelyn Waughs tilbageskuende hovedværk fra 1945, men de fleste husker stadig den store tv-føljeton fra 1981 som noget enestående.
   Jeremy Irons blev Jeremy Irons i kraft af sin rolle som fortælleren Charles Ryder, og for en tid var Anthony Andrews’ fortabte Sebastian Flyte et veritabelt stilikon. I små roller så man kapaciter som Laurence Olivier, John Gielgud, Claire Bloom og Stephane Audran, og alle elskede de hæmningsløst æstetiserende billeder af Castle Howard, Oxford, Venedig og Marokko.
   Romanen, som indeholder »Kaptajn Ryders åndelige og verdslige erindringer«, er en bog på 280 sider med mange lyriske digressioner. I ITVs store dramatisering, som havde manuskript af John Mortimer, var der 11 episoder à 60 minutter til at omplante og rekonstruere romanen. Hvordan kan man gøre sig håb at dække så meget stof i en film på to timer?


FAKTISK er der kommet en forbavsende god film ud af initiativet. Ikke alene bevæger alting sig langsomt i den gamle version, der oversætter bogen i et 1:1-forhold og inddrager alle detaljer. Der er i 1981-udgaven en tendens til sentimentalisere umådeholdent, og skønt katolicisme og homoseksualitet er bærende temaer, har serien ofte svært ved at sige tingene direkte.
   Den nye film lægger tingene frem, fastholder det teologiske motiv og trækker Sebastians seksualitet helt op i begyndelsen. Til gengæld glider han ud af historien, da Charles overfører sin kærlighed – som for ham er lig med længslen efter at tilhøre kredsen og have hjemme på Brideshead – til søsteren Julia. Andrew Davies, der har dramatiseret et to- eller trecifret antal klassikere for BBC, skaber rum og tid ved at udelade en mængde mindre handlingsspor.
   Figurer som Cordelia, den yngste Flyte-søster, Rex Mottram, Julias nyrige amerikanske bestormer, og Charles Ryders kolde hustru er beskåret til forsvindingspunktet. Jarrolds film investerer hovedparten af sin opmærksomhed i intime scener mellem Charles, Sebastian og Julia. Slaget mellem tro og verdslighed står stadig i dialogerne mellem Charles og Lady Marchmain, som i 1981 blev iskoldt spillet af Claire Bloom. Emma Thompson fylder rollen her, og hun har nogle af filmens bedste replikker.



EN betydelig fejl ved tv-udgaven var, at Charles Ryder kom til at fremstå som et nobelt fornuftsmenneske. Det er han ikke fra Waughs hånd, skønt han deler forfatterens sociale ambitioner og nostalgi efter verden før krigen. Julia har ret, når hun konstaterer, at Charles køber hende af Rex for to prætentiøse junglemalerier, i forfængelig forventning om, at huset følger med. Matthew Goode er en mindre sympatisk og derfor mere dækkende Charles.
   Sebastian er i Ben Whishaws skikkelse et mere udsat og hjertegribende menneske. Julia (Hayley Atwell) har fået mere sanselig vægt end i bogen, og filmen fabrikerer en scene, hvor hun og Charles kysser hinanden i Venedig. Generelt giver Davies’ stramninger mening. Man kan ikke mindst se forskel på fortiden ifølge 1981 og 2008, fordi Castle Howard atter fungerer som Brideshead. Filmholdet ledte efter alternative locations, men der var ikke andre steder, som så ud til at have huset en højkatolsk britisk adelsfamilie.



FÅR man lyst til at genlæse bogen, er det vigtigt at vælge den reviderede udgave fra 1960, hvor Waugh forklarer sig i et forord og nedtoner nogle af de mest blomstrende steder.
 »Jeg er ikke jeg: du er ikke ham eller hende: de er ikke dem,« skriver han i epigrafen, som mangler i den danske udgave.
   Waugh erkender, at han skrev på et tidspunkt, under en orlov i midten af krigen, da han var syg af længsel efter den luksus, som Brideshead besad før syndefaldet. Endvidere forventede han, at socialismen ville sejre efter krigen. Ved en genlæsning har han det derfor, som om han taler over en tom, åben grav.
   Brideshead Revisited er højdepunktet i et forfatterskab, der ellers udmærker sig ved social satire, misantropisk sarkasme og mange effektive eksempler på sort komedie og farce. Bogen er atypisk helstøbt, åbenlyst romantisk og delt mellem nostalgi og realisme, fordi Waugh selv var lige så splittet. Det er det eneste sted i forfatterskabet, hvor han skriver uden ironi.
   Waugh fandt snart hjem til sarkasmen, men Brideshead forbliver det tætteste, man i Storbritannien kommer romaner som F. Scott Fitzgeralds Den store Gatsby og Knud Sønderbys Midt i en jazztid. Med den nye version har romanen fået en præcis og frem for alt tidssvarende filmudgave. Derfor kan man stadig gense den gamle tv-føljeton med glæde.


Brideshead Revisited (Gensyn med Brideshead). Intr.: Julian Jarrold. Manus: Andrew Davies og Jeremy Brock. Foto: Jess Hall. 133 min. UK-Italien-Marokko-USA 2008. Dansk premiere: 26.09.2008.

Brideshead Revisited (Gensyn med Brideshead). Instr.: Charles Sturridge, Michael Lindsay-Hogg. Manus: John Mortimer. Foto: Ray Goode. 659 min. (11 episoder). UK 1981. Dansk premiere: 21.03.1982. 


Fotos: Ecosse Films/ ITV/ SF Studios/ NPG/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames (juli 2025) på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime
2K Blu-ray fra SF Studios 19.09.2009
Miniserien streames på BRITBOX  og DRTV
2K Blu-ray fra Acorn Media [30th Anniversary Edition] 01.11.2011
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 26.09.2008

lørdag den 25. april 2020

To versioner: Lolita (1962/1997) [Bogen og filmen]



AT OPFINDE AMERIKA
To filmatiseringer af Vladimir Nabokovs klassiker

Af BO GREEN JENSEN

VLADIMIR Nabokovs Lolita har altid været kontroversiel. Efter »den første lille trækning af Lolita« skrev Nabokov i 1939 den lange novelle Fortrylleren på russisk, men kunne ikke slippe stoffet igen. Ti år senere, »omkring 1949«, »begyndte den sitren, der aldrig helt var hørt op, at plage mig igen«, fortæller forfatteren i apologien »Om en bog ved navn Lolita«, som de fleste udgaver aftrykker. Denne gang skrev han på engelsk, ovenikøbet med luftspejlingen Amerika som et ikke uvæsentligt sidemotiv: »Det havde taget mig fyrre år at opfinde Rusland og Vesteuropa, og nu stod jeg over for dette: at skulle opfinde Amerika«.*
   En stor del af odysseen, som Humbert Humbert og hans Lolita foretager sammen, fordi deres umulige forhold kun fungerer i motellernes navnløse neonvildnis, blev derfor gjort efter af forfatterens og hans hustru. Det kom af samme grund bag på Nabokov, at man ved førsteudgivelsen i 1955 ikke alene fandt romanen utugtig, men også anti-amerikansk:
   »Jeg valgte kun amerikanske moteller i stedet for schweiziske hoteller eller engelske landevejskroer, fordi jeg prøver at være en amerikansk forfatter og kun gør krav på de samme rettigheder, andre amerikanske forfattere nyder. Derimod er min skabning Humbert udlænding og anarkist, og der er mange ting, foruden smånymfer, om hvilke jeg er uenig med ham«.



MANGE forlag afviste, hvad de betragtede som Cornell-professorens slibrige digression. »Visse tekniske midler i begyndelsen af Lolita (f.eks. Humberts dagbog) forledte nogle af mine første læsere til at tro, at dette ville blive en utugtig bog. De ventede en stigende rækkefølge af erotiske scener; da disse standsede, standsede læseren også, kedede sig og følte sig svigtet. Jeg har en anelse om, at dette er en af grundene til, at ikke alle de fire forlag læste manuskriptet til ende«.
   Efter mange forviklinger udkom romanen endelig i Paris hos Maurice Girodias’ Olympia Press, der havde stor erfaring med intellektuelle skandalesucceser. Og en sådan blev bogen i høj grad. Vist var den forkætret, og vist blev den fordømt fra snart sagt alle lejre i det litterære kredsløb, men da den endelig udkom »for alvor« hos forlaget Putnam’s i 1958, købte læserne 100.000 eksemplarer på mindre end tre uger, en succes som dengang kun havde ét fortilfælde, nemlig Margaret Mitchells Gone With the Wind (1936).
   Der er næppe tvivl om, at måden Lolita blev læst på i høj grad var en gentagelse af de afvisende forlagskonsulenters. Man skimmede Humberts svimle beretning for pornografiske godbidder, ledte forgæves og mistede interessen. Romanen har dog til stadighed været i handelen, og da Stanley Kubrick filmatiserede den i 1962, oplevede skriftet den første af mange renæssancer i sit lange efterliv.



ROMANEN har været genstand for mere tvivlsom efterbehandling, end den får i Adrian Lynes 1997-filmatisering. For eksempel fik en scenemusical – Lolita, My Love var resultatet af et enkeltstående samarbejde mellem komponisten John Barry og librettisten Alan Jay Lerner – premiere i Philadelphia i 1971. Den blev ingen succes og kom aldrig til Broadway.
   Når man har kastet sig særlig vredt over Lynes version, skyldes det en kombination af pædofili- og blodskamsmotivet – den fremmelige smånymfe siger selv ordet, i romanen såvel som i filmudgaven: »The word is incest« – og instruktørens blakkede karriere. Vist har englænderen lavet én god film – Jacob's Ladder fra 1990 – siden han kom til USA i 1980, men det er og bliver opportunistisk drejede sexstykker som 9½ uge (1986), Fatal Attraction (1987) og Indecent Proposal (1993), man forbinder med navnet Adrian Lyne.**
   Cineaster så det som blasfemi, at en filmskaber af Lynes beskaffenhed skulle pille ved kapaciteten Kubricks version. Og det massive moralske flertal, der nok kan være tavst i perioder, men i regelen formulerer sig særdeles højrøstet og håndfast, havde på forhånd sagt fra over for, hvad man opfattede som en annonce for incestuøs pædofili. Derfor kunne den kostbare film ikke finde nogen amerikansk distributør – den fik tv-premiere på betalingskanalen Showtime – og derfor blev der i Storbritannien diskuteret længe og hidsigt, før Lolita fik biografpremiere. Da havde filmen gået et halvt år i Frankrig, hvor ingen tog anstød af noget. I Italien blev den modtaget som en bedre film end Kubricks og en anledning til at læse Nabokov igen.
   Den danske variation af kontroversen er vel repræsentativ for vort forhold til film. Lolita blev distribueret i to kopier. Ingen løftede et øjenbryn, og den i bund og grund sobre fremstilling af en svag sjæls fortabelse forsvandt hurtigt ud i videomørket. I 2004 kunne musikkæden TP (lukket, ja, men ikke glemt) sælge dvd’en som månedens »Lokkemad«, et slagtilbud til 25 kroner. I 2020 er den filler, der ligger fremme til fri streaming.



DER er mange vellykkede scener i den nye Lolita. Ikke mindst er Clare Quilty-figuren, som Peter Sellers fik et komisk nummer ud af hos Kubrick, blevet både faretruende og mere flygtig i Frank Langellas ekstravagante fremstilling.
   Særlig fin er scenen, hvor Humbert drysser rundt og tager mod til sig, før han går op til Lolita og er sammen med hende for første gang, helt uden nogen onkel/stedfar-fiktion. Det er en lummer sommeraften, og vi befinder os et sted i Syden. Quilty sidder i tusmørket og nipper til sin whisky. Han chokerer Humberts akutte skyldfølelse med spørgsmålet: »Hvor fanden har De fået hende fra?« »Hun er min datter«, svarer Humbert, der filmen igennem klynger sig til denne tekniske detalje. You lie - she's not! snerrer Quilty.
   Den rystede Humbert tror ikke sine egen øren og beder den fremmede gentage. Hvilket Quilty gør med en blødere stemme, før han undskylder sin berusede tilstand. Og i anden omgang er replikken ganske uskyldig: I said, July was hot. »Jeg sagde, at juli var varm«. I Mogens Boisens 1957-oversættelse er dialogen skrevet om til: »Hvem er pigen?« »Min datter«. »Det er bare løgn«. »Hvadbehager?« »Jeg sagde: det er nogle varme døgn. Hvor er hendes mor«?
   Humbert ånder lettet op, men er samtidig usikker på, om Quilty sagde det ene eller det andet. Det samme er tilskueren, og denne ambivalens er meget konsekvent gennemført. Vi bringes med alle midler til at identificere os med Humbert, hvilket vel er det træk ved Nabokovs roman, som samtiden for alvor fandt foruroligende. Det er jo ikke emnet, man har reageret på i forbindelse med samtlige udgaver af Humbert Humberts historie. Det er graden af indlevelse, solidariteten med den traumatiserede mand.



HVER udgave har derfor truffet sine forholdsregler, når det gjaldt om at formilde læseren eller tilskueren, som lytter til Humberts version. Nabokov lagde et ironisk filter mellem Humbert og hans historie ved at lade en vis dr. phil. John Ray, Jr., en karikeret amerikansk pop-psykolog, præsentere det hele som en bizar, men instruktiv case story.
   Både romanens forord og det manuskript, som Nabokov skrev til Kubricks filmatisering (trykt i Library of America-udgaven af Novels 1955-1962) præsenterer derfor »H.H.« som »et lysende eksempel på moralsk spedalskhed« og konkluderer, at »var vor sindssyge diarist i den skæbnesvangre sommer 1947 gået til en dygtig psykiater, ville der ikke være sket nogen katastrofe«.
   John Rays stemme er fra Nabokovs side lagt frem som en sublim, men præcis parodi. »Eksperten«, der tydeligvis ikke har forstået Humbert overhovedet, afrunder således forordet:
   »Endnu vigtigere for os end videnskabelig betydningsfuldhed og litterær værdi er det stærke etiske indtryk, som bogen bør gøre på den alvorlige læser; for i denne magtfulde, personlige analyse skjuler der sig også en almindelig lære; det lunefulde barn, den egoistiske moder, den stønnende galning – disse er ikke blot levende skildrede personer i en højst ejendommelig historie: de advarer os mod farlige tendenser og påpeger frygtelige onder. »Lolita« bør få os alle – forældre, socialarbejdere, pædagoger – til med endnu større årvågenhed og fremsynethed at arbejde på at opdrage en bedre slægt i en tryggere verden«.



STANLEY Kubrick krediterede Nabokov, men brugte ikke hans manuskript og gav i stedet sit eget bud på en form, der får os til på én gang at føle med Humbert og tage afstand fra hans forkrøblede væsen. Kubricks Lolita, der faktisk er tyve minutter længere end Lynes, skønt man husker den som kort, mørk og meget præcis, præsenterer »sygehistorien« som en sort komedie fuld af kosmiske fejltagelser, gennemført usympatiske mennesker og forvreden ironi.
   Kubrick lader James Mason grimassere sig gennem filmen og finder ingen forsonende træk, hverken ved Charlotte Haze – der af Shelley Winters fremstilles hysterisk og direkte frastødende – eller Lo/Lola/Dolly/Dolores/Lolita, der som skildret af Sue Lyon virker smådum, lidt beregnende og frem for alt rystende ordinær. Humbert har svært ved at tilgive skæbnen de banale træk ved sin besættelse. Dét aspekt får Kubrick frem i sin misantropiske versionering.



LYNE og manuskriptforfatteren Stephen Schiff går en anden vej. For det første giver de Humbert meget af værdigheden igen og lader hans fortælling stå tilbage med det skær af skæbne og stort melodrama, han meget af tiden anskuer den i. Han er atter født i 1910, fører selv det store ord og deler Nabokovs blanding af forelskelse, fascination og foragt i forhold til det trivielle amerikanske vildnis af moteller, cola-cola, tyggegummi og tvivlsomme popsange, der af samtiden regnes for salmer. Tidsrammen er atter 1947, hvilket Jon Hutmans lækre produktionsdesign aldrig lader os være i tvivl om. Det er i øvrigt mesteren Ennio Morricone, der har skrevet filmens yppige score.
   Jeremy Irons er en langt blødere og i en vis forstand også mere almindelig mand, der ved en grum skæbnekrølle – tabet af sine drengeårs Annabella – er blevet sat uden for det menneskelige fællesskab. Hans ønske om at komme til bunds i historien, hans forsøg på at skrive en apologi, skal tages for pålydende, og selv om det er meget af en satsning af dvæle ved forførelsen og vise os Humbert som en forelsket mand, fungerer skildringen af forholdet forbavsende godt. Det samme gør de små ritualer, hverdagen som Humbert og Lolita udvikler sammen på deres togt fra motel til motel. Charlotte Haze, dvs. Mrs. Humbert, er i Melanie Griffiths skikkelse blevet mere patetisk og sympatisk.




DEN 16-årige Dominique Swain er mindre koket og fatal som »nymfetten«, der i en periode udnytter og lader sig udnytte af den bedrøvede mand med den mærkelige fetich. Lynes version giver os derfor en langt mere konkret fornemmelse af, hvad Humbert har gjort ved sin steddatter. Da han endelig fortæller Dolores om moderens død, føler vi den fulde vægt af Lolitas situation med en dybde, som Kubricks version nærmest undgik med vilje. I romanen er det stedet, som slutter første del: »På hotellet havde vi hver sit værelse, men midt om natten kom hun grædende ind til mig, og vi forsonedes meget blidt. Ser De – hun havde absolut ikke noget andet sted at gå hen«.




OGSÅ filmens coda følger romanens og lader Humbert tage afsked med en akut bevidsthed om, hvad han har gjort. Efter mordet på Quilty og besøget hos Lolita, som understreger, at hendes nye mand ikke kender noget til »all that stuff«, parkerer Humbert sin bil på en bakke med udsigt til byen. Han lytter til »melodien af børn, som leger, intet andet«, og erkender da for første gang sin forbrydelse. At han er som han er, har han aldrig haft problemer med at acceptere, men han indser, at han har stjålet Dolores’ barndom:
   »Jeg stod og lyttede til den musikalske sitren fra min ophøjede bjergskråning, til disse glimt af særskilte råb med en slags ærbar hvisken som baggrund, og så blev jeg klar over, at det håbløst bitre og knugende ikke var Lolitas fraværelse fra min side, men hendes stemmes fraværelse i denne samklang«.
   Humbert Humberts stemme er fra Nabokovs side viklet ind i så mange lag af ironi, at man aldrig kan vide, om han taler sandt eller ønsker at manipulere med og behage sit publikum, det imaginære nævningeting, han til stadighed henvender sig til i snedige indskud og digressioner. Der files også meget på slutningen af romanen: »Dette er da min historie. Jeg har læst den på ny (...) I visse af dens evolutioner føler jeg, at mit glatte jeg smutter fra mig, glider ud på mørkere og dybere vande, end jeg bryder mig om at udforske«.
   Slutningen på den nye Lolita er derimod klokkeren. Vi lytter til lyden af stemmen, som mangler, og føler en sidste smertelig sympati for fortælleren.




ADRIAN Lynes Lolita er mere trofast mod sit forlæg, end Stanley Kubricks fortolkning havde nogen intention om at være. Modsat Kubrick tager Lyne og Schiff – der har gjort et formidabelt stykke arbejde – nemlig Humbert på ordet: »Jeg prøver på at skildre disse ting, ikke for at genopleve dem i min nuværende grænseløse elendighed, men for at adskille helvedes og himlens bestanddele i den sælsomme, frygtelige, afsindiggørende verden, der hedder smånymfekærligheden. Det skønne og det dyriske flød over i hinanden, smeltede sammen på ét punkt, og det er denne grænse, som jeg gerne vil bestemme, og jeg føler, at det mislykkes så totalt for mig. Hvorfor«?
   Hvad der lykkedes for Kubrick, var at vise Humberts historie som en sort, forvrænget sædekomedie, i hvilken vi til stadighed tog os selv i at holde med Humbert og håbe, at hans giftige forehavende lykkedes, fordi han dog var den mindst frastødende af personerne i det trivielle inferno, som omgav og endelig opslugte ham. Hvad der lykkes for Lyne er at reproducere den skyldige Humberts bedrøvede og selvsagt retoriske spørgsmål: Jeg føler, at det mislykkes så totalt for mig. Hvorfor?

  

HVOR Kubrick gik efter hån og sarkasme, forsøger Lyne og Schiff at forlene Humberts skæbne med et tragisk skær, som sikkert vil støde flere fra sig, end et stykke godtkøbsspekulation ville have gjort. Vi må forholde os til Humbert, hans væsen og hans handlinger, på en måde som vi aldrig blev bedt i Kubricks version. Derfor kan vi næsten ikke bære at se historien fortalt i så smukke billeder, som Howard Atherton har skabt til lejligheden. Vi er langt mere trygge i mørket og hånlatteren hos Stanley Kubrick.
   Dommen må derfor blive denne: Lynes version er mere loyal, mere kompleks i sin persontegning og mere interessant. Men Kubricks sort-hvide nyklassiker er og bliver mere effektiv. Den lader Humbert spidde sin verden på kniven, før denne endelig spidder ham selv. Men hvem er den mest troværdige Humbert? Det er så afgjort Jeremy Irons.


*) Kortromanen »Volshebnik« fandtes ikke på engelsk, da Nabokov skrev sin efterskrift (»Om en bog ved navn Lolita«) til den amerikanske udgave af Lolita. Den blev oversat af forfatterens søn, Dmitri Nabokov, og forlaget G.P. Putnam's Sons udgav The Enchanter i 1987. Samme år udkom Fortrylleren på Gyldendal i Johannes Riis' oversættelse. Jesper Wetterslevs tidstypiske omslag gør ikke teksten nogle tjenester. Lolita er citeret efter Mogens Boisens 1957-oversættelse. Romanen blev nyoversat af Claus Bech i 2011.

**) Adrian Lyne (f. 1941) instruerede Diane Lane og Richard Gere i Unfaithful (2002), men har ellers været stille siden Lolita. Unfaithful var en genindspilning af Claude Chabrols La femme infidèle (1969), som på dansk hed Den utro hustru. Lynes version blev godt modtaget og sikrede Diane Lane en Oscar-nominering. Lyne har i 2020 instrueret Deep Water, som bygger på Patricia Highsmiths roman fra 1957, der på dansk hedder Det stille vand (Rosenkilde og Bahnhof genudgav den i 2013). Lynes film er værd at se og genopdage. Jacob's Ladder har alle sine farver endnu. 

Lolita. Instr.: Adrian Lyne. Manus: Stephen Schiff. Foto: Howard Atherton. 137 min. Frankrig-USA 1997. Dansk premiere: 26.06.1998

Lolita. Instr.: Stanley Kubrick. Manus: Vladimir Nabokov. Foto: Oswald Morris. 153 min. UK-USA 1962. 02.03.1963


Foto: Filmaffinity/ Filmgrab [+]/ Screen Musings
Stanley Kubricks Lolita streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray (regionsfri) fra Warner Bros. 03.03.2008
Adrian Lynes Lolita streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, YouTube Film 
2K Blu-ray (region B) fra Warner Bros.24.05.2011
En tidlig udgave af teksten stod i Weekendavisen Bøger 26.06.1998