Ridley Scott: House of Gucci (2021)

EN STORSLÅET TARVELIGHED

Ridley Scott kaster (atter) alting i gryden

Af BO GREEN JENSEN

MAN forventer måske en tragisk fortælling om modehuset Guccis storhed og fald. Det er ikke, hvad man får i 84-årige Ridley Scotts spillefilm nr. 27. Det ville også være kontrafaktisk: varemærket Gucci lever og er kun blevet mere ikonisk, siden det lurvede jalousidrab, som én gang for alle fjernede den italienske del af familien fra ligningen i 1995.

   Snarere fortæller House of Gucci den instruktive historie om, hvordan firmaet blev reddet fra sine ejere. Er der en helt, må det være Domenico De Sole, familiens juridiske rådgiver. Han er skakspilleren, som tænker mange træk frem. Han bliver spillet af Jack Huston, som for det meste glider i ét med tapetet, mens de indbildske hovedaktører gør sig til midt på gulvet.

SCOTT præsenterer historien som en komisk opera buffa. Der er realistiske rum og romantiske arier, men tonen i bunden er grel og kulørt. Målet må være at skabe en tarvelig storslåethed, der udstiller dårskaben og dekadencen. Det lykkes, hvis man er med på ideen. House of Gucci har dog ikke tyngden, kynismen og klarsynet, som kendetegnede All the Money in the World (2017), der brugte 1970'ernes Italien og J. Paul Gettys familie på samme måde.

DET er for så vidt en enkel historie. Fem faste skikkelser navigerer i en konfettilignende sværm af vignetter. Imens går tiden stærkt i Firenze, Milano, Rom og New York.

   Scott og fotografen Dariusz Wolski lægger hjerte i at huske livsfarven fra tre årtier. Det er sikkert karakteristisk, at tonen er kærligst i de ældste afsnit. Det begynder til tonerne af »Sono bugiarda«, som er Caterina Casellis italienske version af Neil Diamonds »I’m a Believer«. Eurythmics (»Here Comes the Rain Again«) inkarnerer 80'erne stort. Det slutter i 90'erne med rumlende mørk porno chic.

   Kildematerialet er Sara Gay Fordens bog om Gucci, men Becky Johnstons manuskript har presset kronologien. I virkeligheden mødtes Patrizia Reggiari (Lady Gaga) og Maurizio Gucci (Adam Driver) i 1970. Her sker det først i 1978.

MAURIZIO er endnu den uspolerede tronarving. Patrizia ved, hvad hun vil, med det samme. Maurizio læser jura, og hun stalker ham behændigt. Familien driver et fragtfirma og er aldrig god nok til Maurizios far.

   Nu kommer titanerne ind – eller også er det de primære klovner. Jeremy Irons spiller Rodolfo Gucci, som bestyrer den italienske forretning. Som ung skuespiller mødte han sin tyske hustru, der hjalp ham med at få stil. Han bor som Burt Lancaster i Leoparden. Rodolfo kan på én gang vise venlighed og foragt. Han gør Maurizio arveløs, da sønnen insisterer på sin kærlighed.

   Det bliver derfor onkel Aldo, som træder alfaderligt til. Aldo varetager Guccis interesser på Manhattan i New York, hvor Sophia Loren (Madelina Diana Ghenea) stjæler rampelyset, da Patrizia er på besøg. Her er mange hurtige scener, hvor legender fra tiden optræder: Anna Wintour, Gianni Versace, Karl Lagerfeld, Tom Ford. Der måtte gerne være flere, for filmen blomstrer op.

AL Pacino spiller Aldo med en hjertelig charlatanvarme, der er stik modsat kulden hos Irons. Han nyder at gøre Maurizio til en bonussøn. Hans egen søn er Paolo Gucci (Jared Leto), som hele tiden vil selv og aldrig lykkes med noget. »Han er en idiot,« konstaterer Aldo. »Men han er min idiot«.

   Da Rodolfo er borte, træder Maurizio i hans sted. Jeg skal ikke røbe mere om intrigerne, som udarter over de næste to timer. Filmen har en vis fortrolighed med Patrizia, der er glad for Maurizio, skønt hun tager ham for givet. Man forstår for så vidt, hvordan værdierne skrider for hende.

   Maurizio selv forbliver et ciffer, og Adam Driver kan spille et ciffer med stil. Han er lige så svær at læse hér, som han var i The Last Duel, Scotts anden film fra 2021. Det er alligevel en gåde, hvordan parret mister den uskyld og kærlighed, som forbandt dem. Vi ved, at magt korrumperer. Men her er der slet ingen tilløb.

DEN moralske deroute hos parret i midten er gennemført og forstemmende. Jo værre smerten bliver, jo mere karikerer Scott. Det fungerer sådan set. Tre timer går i en fart. Det føles samtidig som forspildt materiale – der er mere i menneskene og historien. Det er bare for sent for filmen at tage det op.

   Scott er altid en mesterlig håndværker, men satire hører ikke til hans kompetencer. Fortilfældet er Prêt-à-Porter (1994), et ironisk myldrebillede, som Robert Altman skabte præcis på den tid, der er skildret i House of Gucci. Berømthederne spillede næsten sig selv. Også hér indgik Sophia Loren. Men filmen var en skuffelse, og den er ikke blevet stående.   

SCOTTS bud forsvinder nok lige sådan. Jeg tror, at der er to instruktører, som kunne have fundet mere i stoffet. Italieneren Paolo Sorrentino har en Fellini-agtig fornemmelse for både skønheden og humoren og det sære. Men mest interessant kunne det være at se en Gucci-film af Tom Ford.

   Texaneren fik sit gennembrud som designer, da han skabte Guccis 1994-kollektion. I House of Gucci bliver han spillet af Reeve Carney. Han fik chancen, fordi ingen store navne ville arbejde for Gucci, der blev afskrevet som en mormorbutik. Ford blev hos Gucci til 2004. Han har selv instrueret to fornemme film: A Single Man (2009) og Nocturnal Animals (2016).

   Efter premieren på Scotts film sagde Ford, at han følte det, som havde han overlevet en orkan. Han tilføjede: »Det er svært at se humor og camp i noget, der var så blodigt. I virkeligheden var ingenting camp. Somme tider var det absurd, men i den sidste ende var det bare tragisk.«

FILMEN er fuld af ikoniske tasker, tørklæder, kjoler og sko. Da det første forræderi er fuldbragt, og Aldo må sælge sine aktier i Gucci, så Maurizio kan blive enevældig, viser stråmanden ham en af sine Gucci-sko. Det er en hyttesko med indlagt guldblad, som Aldo designede til Clark Gable.

   Når filmen gør plads til detaljer, bliver den mere vedkommende. Patrizia er lamslået, da hun ser en kopi af »the Bamboo Bag« – den ikoniske taske med bambushåndtag – som køkkenpigen har fået af sin mand. Det fører til en diskussion af kopifænomenet, som Aldo i øvrigt opmuntrer. Men i glimtet af stuepigen er der et helt socialt rum, som åbner sig.

DET er en film, som er bygget af sladder og metavirkelighed. Salma Hayek spiller sandsigersken, der hjælper med at bestille drabet på Maurizio. Hayek er gift med François-Henri Pinault, som er CEO for Kering, der ejer luksusmærker som YSL og Boucheron. Men juvelen i selskabets krone er Gucci.

   Scott kaster alting i gryden. Det slutter, som i virkeligheden, med et lejemord og en dom på 29 års fængsel. Patrizia Gucci er 74 år i dag. Hun blev løsladt i 2016. Efter sigende er hun meget tilfreds med filmens portræt.

   House of Gucci er et forrevent vanitasbillede. Filmen skal ses som et stift genrestykke. Sir Ridley behersker trods alt sin metier. Der er et vist format over tarveligheden.

Se også Blade Runner – The Final Cut (1982/2007); Ridley Scott: Kingdom of Heaven (2005); Antologifilm | All the Invisible Children (2005); Ridley Scott: American Gangster (2007); Ridley Scott: Prometheus (2012) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott | Cormac McCarthy: The Counselor (2013); Ridley Scott: The Martian (2015) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott: Covenant (2017) [Sci-Fi 100]; All the Money in the World (2017) [Christopher Plummer 1929-2021]; Ridley Scott: The Last Duel (2021) + Philip K. Dick 1928-1982; Klassiske karakterer: Moses og mogulerne.

House of Gucci. Instr.: Ridley Scott. Manus: Becky Johnston, Roberto Bentivegna. Foto: Dariusz Wolski. 158 min. UK-Canada-USA 2021. Dansk premiere: 02.12.2021.

Fotos: BRON Studios/ MGM/ Scott Free Productions/ Universal Pictures/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB.

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Teksten trykt (let forkortet) i Weekendavisen Kultur 03.12.2021.

Sparks | Leos Carax: Annette (2021)

FORTALT MED LARM OG BULDER
Den postmodernistiske filmmusical

Af BO GREEN JENSEN

ANNETTE er kærlighedsbarnet, som bliver resultatet, da operasangeren Ann Defrasnoux (Marion Cotillard) forelsker sig i standupkomikeren Henry McHenry (Adam Driver). Pigen er alt, som er godt og uskyldigt. Hun får det bedste frem i begge de tragiske karakterer.

   Senere, da stormen har revet alting i stykker, kan Henry i hvert fald holde sig til dét. »I'm a Good Father,« gentager han – undrende – for sig selv i en af de bedste sange fra den tæt gennemskrevne filmmusical, som Ron og Russell Mael – dvs. duoen Sparks – har realiseret sammen med Leos Carax.

MEN først er der sat flere sæt anførselstegn om fiktionen. Filmen begynder i kontrolrummet i studiet, hvor instruktøren kalder sin assistent hen til skærmen, som han sidder ved. »So May We Start?« spørger koret i den første af 30 fyldige sange. Det er dén, der lyder mest som et Sparks-hit fra 1970rnes poptid.

   Nu går hele ensemblet i procession ud på gaden i Los Angeles for at opføre sin forestilling. Til slut er der en tilsvarende finale, hvor kompagniet samler op og pakker sammen. Alle de døde lever igen. Også Sparks og Carax er i billedet. Det er en gestus i ånden fra klassisk teater. Verden er en scene. Livet er en sang. Vi gør vores flygtige støj og forsvinder.

BRØDRENE Mael har altid drømt om at skabe en filmmusical. Det er Ron (f. 1945) med moustachen, der skriver, og Russell (f. 1948), som synger med svimmel falset. Der er flere kuldsejlede projekter i bandets 50-årige karriere. De fortalte om dem til Edgar Wright i dokumentaren The Sparks Brothers (2021), som også fik dansk biografpremiere.

   Jeg vidste ikke, at Jacques Tati og Sparks nåede langt med en musical, som ikke blev produceret. Ej heller at brødrene brugte seks år på at forberede en manga-musical (Mai, the Psychic Girl) til Tim Burton, som svigtede dem. Jeg har til gengæld sat stor pris på Sparks-albummet med den fine og sirlige fabel om The Seduction of Ingmar Bergman (2009). Ingmar Bergman besøger Hollywood og bliver tilbudt en stor produktion. Han er fristet og flanerer i filmbyen. Det er Greta Garbo, som sender ham hjem til det rigtige arbejde.

EXCENTRIKEREN Leos Carax (f. 1960) er det perfekte match for Mael-brødrene. Han er den eneste nulevende instruktør, der kunne skære Annette så skævt og nøjagtigt. Carax’ tilgang til filmmusicals er ikke den amerikanske. Det er den håndlavede virkelighed fra Les parapluies de Cherbourg (1964, da. Pigen med paraplyerne) og andre originale nouvelle vague-klenodier, som Jacques Demy og Agnès Varda lavede sammen.

   Demy holdt af Hollywood og føjede verdenerne sammen i Les demoiselles de Rochefort (1967, da. Pigerne fra Rochefort), hvor Gene Kelly gæsteoptræder. Det er nok dén film – og Lars von Triers Dancer in the Dark (2000) – som Annette ligner mest. Ron Maels musik flirter med dissonans, men har også klassiske kærlighedssange som »We Love Each Other So Much«. Før i tiden ville man tale om en postmodernistisk filmmusical.

DER er i Mauvais Sang (1986, da. Natten er ung) en ikonisk scene, hvor Denis Levant danser til David Bowies »Modern Love«. I Holy Motors (2012) står Kylie Minogue på et hustag og synger melankolsk hverdagsopera. Hun er i beigefarvet trenchcoat og ligner Jean Seberg i tiden for Jean-Luc Godards À bout de souffle (1960, da. Åndeløs).

   Scott Walker (1943-2019) skrev musikken til Pola X (1999), som var en fri filmatisering af Herman Melvilles Pierre; or the Ambiguities (1852), dvs. opfølgeren på Moby-Dick.

   Bemærk alle x’erne. Carax hedder egentlig Alex Dupont. Hans professionelle alias kombinerer navnene Alex og Oscar: »Jeg blev født i 1976, i et mørkt rum i biografen. Jeg lavede film for at blive forældreløs. Før var det, som om jeg havde sovet i sytten år,« sagde han til magasinet Télérama, da Holy Motors blev vist i Cannes i 2012.

   Netop i Cannes fik Annette premiere. Det var filmen, som genåbnede festivalbyen efter COVID-19-aflysningen i 2020.

HANDLINGSGANGEN er enkel og klar som i en opera. Det er en variation over motivet fra A Star is Born. Ann og Henry er stjerner i hver sin galakse. Hun synger på ophøjede operascener. Henry går på i bokseudstyr og hudfletter tiden med en sarkasme, som publikum elsker ham for.

   Henrys standupshow hedder Ape of God, dvs. »Guds abe«. Det er sikkert en overlagt henvisning til Wyndham Lewis’ satiristiske kunstnerroman – Ron Mael har aldrig lagt skjul på, at han er belæst. Henry kunne være en Anders Matthesen, som smelter ned, men figuren er især inspireret af Andy Kaufman (1949-84), som virkelig gik til på den måde. Kaufman endte i bizar fribrydning med kvinder (som skildret af Milos Forman i 1999-filmen Man on the Moon). 

   Guds Abe raser, klynker, hoverer og regerer. Han ryger tæt og ruller sig rundt på scenen i simulerede samlejer. Han drikker vodka som af en sutteflaske og sætter en ære i at provokere. Han er en mændenes mand af sin tid. Der er alligevel ægte kant i satiren. Ron Mael lader ham synge to strofer af Tom Lehrers »National Brotherhood Week« – filmen har virkelig 70er-stambog.*

MEN hjemme begynder lykken at skride. Pludselig er Henry ikke sjov mere. Hver bitter vittighed falder til jorden. Han klager fra scenen i Las Vegas og siger, at det er som »trying to enjoy a blowjob in a gas chamber«. »Not funny, Henry,« råber hans fans. Det er ikke morsomt. Henry er en afstumpet skiderik. Han fortjener alle de knubs, som han får.

   For så vidt som dramaet har et kor, er det sladderjournalisterne. De kvidrer om parrets livsstil og følger graviditeten up close. Så slår de til med skadefryd, da Henrys trone vakler. »Six Women Have Come Forward« er filmens version af #MeToo-justits. Henry var oppe, og nu skal han ned. Der bliver ikke lagt fingre imellem.

   Imens bliver Ann mere fjern. Tredje hjul i tragedien er Dirigenten/ Akkompagnatøren (Simon Helberg), som elsker Ann. I anden akt er det af og til ham, der fortæller.

EN sejlbåd forliser i stormen. Uvejret er realiseret med sætstykker, som på et teater, men undervandsoptagelserne er i realistisk format. Annette er med om bord og ser det hele ske. Senere véd hun noget om Far. Det er samtidig sandt, at hun får det bedste i ham frem. Den rugende Henry er virkelig en god far. Men Annette kender sandheden. For sig selv er og bliver han Guds Abe.

   Annette taler aldrig, men Henry opdager, at hun kan synge. Det er som at høre engle i himlen. Verden ligger for hendes fødder, da hun turnerer med Henry og Akkompagnatøren. Mændene har mægtige konflikter. Der er ét drab mere, og barnet siger fra. Henry falder lige så hårdt og fortjent som Othello, Macbeth og de øvrige forbilleder.

NU er han klar til at blive et godt menneske, men er soning mulig efter så meget? Det ville det være i en traditionel musical, så Henry er fortrøstningsfuld og synger til sin datter om kærlighedens kraft. For Ron Mael og Carax er det nok ikke nok at sige undskyld. Gå selv ind og se, hvad der sker.

   I hovedparten af filmen bliver Annette fremstillet af en digital marionet. Det løser flere logistiske problemer, og man vænner sig til surrealismen. Det er derfor meget virkningsfuldt, da dukken bliver levende efter to timer. Stilgrebet er regulært genialt. Det har taget sin tid, men hér bliver det hele omsider virkeligt for den narcissistiske Henry.

HVIS noget af ovenstående taler til dig, vil du nyde Annette. Hvis det lyder fortænkt, skal du holde dig væk. Annette ligner ikke La La Land, In The Heights eller andre nye musicals, som trods alt hylder genren. Annette er en fuldvoksen filmopera. Det er krævende stof. Men godt nyt for fans af Sparks og Carax. Begge naturkræfter er i stor form og leverer.

   Det samme gør Cotillard og Adam Driver. Han synger med sin egen begrænsede stemme. Det er en væsentlig pointe, at det ikke lyder særligt godt. Det lyder som et menneske. Annette er julegaven til alle, som ikke gider flere superhelte og mere West Side Story.

Se også Slipstream | Leos Carax: Holy Motors (2012) og Sparks | Edgar Wright: The Sparks Brothers (2021).     

*) Tom Lehrers satiriske sangværk er beskrevet i en note til artiklen om W.S. Gilbert og Arthur Sullivan. Percy Wyndham Lewis (1882-1957) var blandt de vigtigste skikkelser i mellemkrigstidens britiske og amerikanske modernisme. Han udgav magasinet BLAST (1914) og formulerede et manifest for vorticismen, der så en rollemodel i digteren Ezra Pound. Lewis skrev kritiske essays, polemiske pamfletter og romaner som Tarr (1918). Trilogien The Human Age, som består af The Childermass (1928), Monstre Gai (1955) og Malign Fiesta (1955), er et forsøg på at samle århundredet op. Han havde venner i Bloomsbury-kredsen, men Lewis var evigt i opposition. Snart sagt alle fra tidens gallerier og saloner er med i nøgle- og programromanen Apes of God (1930). De bliver alle karikeret og skåret grundigt ned. Hvis Lewis læses i dag, er det for denne monumentale satire. Lewis er stadig kontroversiel. Det skyldes især de nationalsocialistiske sympatier og den udtalte anti-semitisme i hans tidlige værker. Han reviderede begge synspunkter og blev i 1940erne, som han tilbragte i USA, en ivrig fortaler for Franklin Delano Roosevelts demokratiske program. I erindringsbøgerne Blasting and Bombardiering (1937) og Rude Assignment (1957) nuanceres de ekstreme positioner. Som kunstner var han kolorist og kubist. Malerierne er brillante.

Annette. Instr.: Leos Carax. Manus: Ron & Russell Mael, Leos Carax. Foto: Caroline Champetier. 140 min. Frankrig-Tyskland-Belgien-Japan-Mexico-Schweiz 2021. Dansk premiere: 16.12.2021.

Fotos: CG Cinéma/ Tripus P Film/ Arte France Cinéma/ Another World Entertainment/ Théo Films/ UGC/ Detailfilm/ Scope Pictures/ Wrong Men North/ RTBF/ Euro Space/ Piano/ Garidi Films/  MUBI (official trailer)/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab

Filmen streames (juli 2025) på AppleTV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Lej & Køb, YouTube Film

2K Blu-ray fra MUBI (UK) 10.01.2022

4K UHD + 2K Blu-ray fra Alamode Film (Tyskland) 22.04.2022

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.12.2021

Bogen og filmen | Don DeLillo: White Noise (1985/2022)

BØLGER OG STRÅLING
Baumbachs film får alle farverne med

Af BO GREEN JENSEN

JACK Gladney er leder af Institut for Hitlerstudier på College-on-the-Hill i lillebyen Blacksmith. Han bliver spillet af Adam Driver, der har taget på til lejligheden og tillagt sig en gestik som Steve Coogans. Han bruger initialerne J.A.K. til at stive sig af. »Jeg er den falske person, der følger med navnet,« står der i Jørgen Nielsens oversættelse af White Noise (1985, da. Hvid støj).

   Vi er på den amerikanske østkyst i efteråret 1983. Eller muligvis inde i midten af landet, hvor typer og troper kommer til kort. Hvert semester begynder med en kortege af benzinforslugne stationcars, når de nye elever ankommer. I nutidsoptik er Don DeLillos roman en forbrugspornografisk parade.

   Jack er i øvrigt en gennemsnitsmand. »Lad os nyde disse formålsløse dage, mens vi kan,« siger han. Han sætter pris på sin sammenbragte familie, der består af ham selv og Babette (Greta Gerwig), tre teenagebørn fra tidligere ægteskaber og efternøleren Wilder.

   Normen er velaflagt, hvid middelklasse. Eneste afviger er Murray Jay Siskind, Jacks rival og tematiske tvilling. I bogen er han jødisk, i Noah Baumbachs film bliver han spillet af Don Cheadle, som er afroamerikansk. Murrays felt er moderne ikoner. Han vil gøre det samme med Elvis, som Jack har gjort med den tyske diktator.

DON DeLillo (f. 1936) er beundret for sin kulde og distance, for sit empatisk-satiriske blik på skjulte sammenhænge i Amerikas underbevidsthed. Han har en affinitet for konspirationer. Da Libra (da. Vægten), romanen om Lee Harvey Oswald, udkom i 1988, var DeLillo vist nok den eneste, som havde læst den fulde Warren Commission-rapport om JFK-drabet i Dallas. Hans magnum opus er Underworld (1997, da. Underverden).

   »Jeg vil gerne fordybe mig i amerikansk magi og frygt,« siger Murray i White Noise. Han ser i popkulturen »en ophobning af navnløse energier«, som den mere vegeterende Jack kun interesserer sig for, når han underviser. De to mænd er fantastiske typer og kunne være et delt selvportræt.

   På film bliver klarsynet fremhævet. Det gør David Cronenberg i Cosmopolis (2012), hvor Robert Pattinson sejler gennem sin tid i en sort limousine. DeLillo kan fylde hele sider med henreven skrift om kollektiv ekstase. Som dystopiker tilhører han traditionen fra Philip K. Dick og J.G. Ballard.

NOAH Baumbach (f. 1969) får noget andet frem i sin slingrende, vildtvoksende film efter White Noise. Den satiriske paranoia er bevaret i mono- og dialoger, som Jack og Murray konkurrerer på. Men Baumbach gør familien til sin hovedsag. Han finder ind til den svimlende humor hos Jack, der aldrig er mere lykkelig, end når han bare eksisterer i de formålsløse dage. Den hvide støj er lyden af susende, tikkende, knitrende apparater. Familien er nænsom og nærende modgift:

   »Det var disse sekundære livsniveauer, disse oversanselige glimt og svævende eksistensnuancer, disse lommer af overensstemmelse der opstod uventet, som fik mig til at tro vi var et magisk nummer, børn og voksne sammen, fælles om uforklarlige ting.«

BILLEDET vælter, da »Den luftbårne toksiske hændelse« finder sted. Da den indtræffer, afbrydes normaliteten. Et godstog kolliderer med muligvis militære lastbiler. På himlen vokser en kemisk sky, som alle har teorier omkring. Myndighederne misinformerer og giver modstridende instrukser. Uden varsel bliver byen evakueret. En komisk og farefuld natrejse følger. Så ophæves undtagelsestilstanden, igen uden nogen forklaring.

   Karaktererne ændrer sig efter kortslutningen. Jack får del i sin hustrus dødsangst og fylder sig med mirakelmidlet, som hun har taget i smug. Det hedder Dylar, og i bogen er hele verden i tredje del blevet et »Dylarama«. En utroskab kommer frem. Ren farce hersker i afsnittet, hvor Jack vil henrette tyskeren Gray (Lars Eidinger). Babette og Jack bekræfter deres kærlighed. Skadestuen drives af ateistiske nonner under ledelse af Barbara Sukowa.

ENDELIG er alting næsten, som det var, i supermarkedet. Baumbach viser et fantastisk totalbillede af konsumerismen i zenit. Men ligesom i bogen har tingene fået ny plads: »Kun de anonyme madvarer er hvor de hele tiden har været, hvide pakker med enkle etiketter.« Derfor hersker en broget forvirring:

Mændene kigger på lister, kvinderne ikke. Der er en omflakkende fornemmelse nu, en ørkesløs og plaget stemning, elskværdige mennesker der snart har fået nok. De studerer det der er trykt med småt på pakkerne, på vagt over for et nyt niveau af forræderi. Mændene undersøger de påstemplede datoer, kvinderne listen med ingredienser. Mange har svært ved at tyde ordene. Udtværet tryk, spøgelsesbilleder. I de ændrede hylder, baggrundslarmen, i den simple og hjerteløse kendsgerning at det går tilbage for dem, forsøger de at arbejde sig gennem forvirringen. Men i sidste ende betyder det ikke noget hvad de ser eller tror de ser. Kasseapparaterne er udstyret med holografiske scannere som ufejlbarligt afkoder hver enkelt enheds binære hemmelighed.

Romanen fremfører nu sin arie, hvor supermarkedets energier sidestilles med stemningen hos Hitlers (og Elvis') tilhørere:

Det er bølgernes og strålernes sprog, eller sådan som de levende taler til de døde. Og det er her vi venter sammen, uanset alder, med vores indkøbsvogne fyldt op med farvestrålende varer. En kø der langsomt bevæger sig fremad, tilfredsstillende, giver os tid til at kaste et blik på de kulørte blade i stativerne. Alt det vi har brug for som ikke er mad eller kærlighed, findes her i disse stativer. Fortællingerne om det overnaturlige og ekstraterrestriske. Mirakelvitaminerne, kure mod kræft, midlerne mod fedme. Dyrkelsen af de berømte og de døde.

MAN skulle tro, at det ikke kunne siges på film. Noah Baumbach gør det med et håndlavet musicalnummer, der bygges op omkring skæringen »new body rhumba«, som James Murphy, Pat Mahoney og Nancy Hwang fra LCD Soundsystem har skrevet direkte til filmen.*

   Alle begynder at synge og danse. Som i bilkøen i La La Land. Som hvis skulpturer af Duane Hanson gav sig til at synge opera. Det er en forbløffende scene, som bare bliver ved. Rækkerne i supermarkedet når til verdens ende, mindst.

   Som sagt er året 1983. Det er livsfølelsen fra Talking Heads-numre som »Once in a Lifetime« og »Road to Nowhere«. Danny Elfman har skrevet det bærende score til White Noise. Det er lyden af tidens og livets musik.

* NEW BODY RHUMBA/ Climbing/ The down escalator/ To the frigid bardo (up! up! up! up!)/ Rise (up! up! up! up!)/ Kidnap yourself (up!)/ Don't call the fuzz/ Just gather the bills/ You got fives, tens, twenties, fifties/ Hundreds, hundreds, hundreds, hundreds// Yeah, I need a new body, I need a new body/ I need a bit of shape and a tone/ Yeah I need a new body, I need a new body/ I can't shake sleeping alone/ You see I have been misplaced/ I have been mislaid/ Like a covetous dog that you can't just leave in the home/ Yeah I need a new lover/ I need a new buddy/ I can't stay out too long/ Yeah, my hands have gone numb (Pana! Sonic! Pana! Sonic! Pana! Sonic! Pana! Sonic!)/ Just give us what we want (Pana! Sonic! Pana! Sonic! Pana! Sonic! Pana! Sonic!)// I never deny it, no point in denying/ The ransom and the defense/ Has drained us with their expense/ It's endless/ Yeah, I try not to hide it, I try not to buy it/ But you can't just sit on the fence/ It's true/ And no, I have been mispriced/ I have been mispriced/ Chipped and then deviced/ Tagged and rinsed for lice/ No, there's never a warning, I needed a warning/ I try to be content/ But I'm tight in the chest (Pana! Sonic! Pana! Sonic! Necco! Mini! Nilla! Wafer!)/ So give us what we want (Necco! Mini! Nilla! Wafer!)/ Please give us what we want (Super! Super! Super! Super!)/ Over 200 miles of turnpike/ 3.000 miles of goods!/ /Would you like to add a protein?/ Would you like to ask me about my day rates?/ I need a new body, I need a new party/ To represent my needs/ Yeah, my distance is growing/ But so is the longing/ Which leaves the in between/ And so this is the end/ Or near to the end/ Let's say goodbye to our beautiful friend/ Staggered and blind on the rack – on the mend/ Let's close the eyes of our beautiful friend// So I need a new love/ And I need a new body/ To push away the end/ To the water we send you// Dim that light in your eyes/ Coming out of your eyes/ People can see it/ When it pierces the veil/ The pink ones at night/ When it gets too much/ Otherwise too much noise/ If you look up/ Block out the periphery/ The earth and trees surround you/ Framing your escape/ Into the sky/ Into the stars/ Leaving the ground/ You feel your feet let go/ The air a bit cooler now/ Thinner in the lungs/ Cleaner in the mouth/ And you know what they all say/ "Don't look down"/ "Don't look down"/ But they also always say/ Selfish, by the bed:/ "Don't go to the light"/ "Don't go to the light"/ "Don't go to the light"/ "Don't go to the light"/ Well, go into the light/ Go into the light/ Go into the light/ Go into the light...[written by James Murphy, Pat Mahoney, Nancy Whang; performed by LCD Soundsystem, courtesy of Columbia Records]

White Noise. Instr. & manus: Noah Baumbach. Foto: Lol Crawley. 136 min. USA-UK 2022. Dansk premiere: 08.12.2022 [bio] – 30.12.2022 [streaming]

Don DeLillo: White Noise. 328 s. Viking Press, 1985.

Don DeLillo: Hvid støj. Oversat af Jørgen Nielsen. 392 s. Forlaget Centrum, 2000.

Don DeLillo: White Noise. Introduction by Richard Powers. 25th Anniversary Edition. 310 s. Penguin Classics, 2009.

Don DeLillo: Hvid Støj. Oversat af Jørgen Nielsen (indlæst af Bo Carlsson). 421 s. Alle formater. Lindhardt og Ringhof, 2019.

Fotos: A24/ BB Film Productions/ Heyday Films/ Netflix Studios/ Passage Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Penguin Books/ Viking Press/ Lindhardt og Ringhof/ YouTube/ Columbia Records

Filmen streames på NETFLIX

Anmeldelsen indlæst (i lidt kortere form) og lagt på Weekendavisen Kultur 08.12.2022, trykt 09.12.2022.