Lars von Trier: Riget/ The Kingdom [Horror 100]

DET KOMISKE INFERNO
Lars von Triers Riget I-II

Af BO GREEN JENSEN

NOVEMBER 1994: DET begynder godt, og siden bliver det bedre endnu. Lars von Triers føljeton om Riget er en mærkværdighed i tv-sammenhæng, fordi den gør en dyd af en nødvendighed og dyrker et radikalt skyd-fra-hoften formsprog, der muligvis vil skræmme nogle seere i starten. Her danser kameraet efter skuespillernes rygge og foretager heftige panoreringer, der sagtens kan gøre en svag sjæl svimmel, mens Rigshospitalet langsomt forvandles fra et lysets sted til en gotisk struktur.

   Til tvivlerne er der dog blot at sige: hold ud og hæng på. Gradvis får man farten i kroppen, og den rå æstetik er mere end manér. Det bliver henad vejen ganske klart, hvorfor synsvinklen må skyde og slå sig så ekstremt.

   Trier har skrevet historien sammen med sin faste sparringspartner Niels Vørsel, og sjældent er det latente drengesind i deres praksis kommet bedre til sin ret. Som alle Triers film udspiller Riget sig i rum, der er bygget oven på andre rum, hvilket resulterer i en slags episk dobbelteksponering.

   Tydeligst peger Riget tilbage mod Epidemic (1987), hvor Trier og Vørsel tog på research i Tyskland, men også besøgte Rigsarkivet, hvor fugten drev og piblende sprækker syntes at indvarsle selve Huset Danmarks Fald. Her er det Rigshospitalet, som knager og revner og giver sig i fundamentet.

IFØLGE prologen er hospitalet bygget på det sted, hvor middelalderens blegemænd praktiserede deres erhverv. Lysets rationelle monument blev rejst på denne gyngende grund, og i deres formastelighed kaldte arkitekterne stedet for Riget. Nu vender mørket og fugten tilbage, måske fordi menneskene for længe har vendt ryggen til det, som ikke kan måles.*

   Den okkulte eller metafysiske ramme for Riget er primært et påskud for at fortælle en vild, balstyrisk og blodig historie, der kan bevæge sig hvor som helst hen, mens vi lytter og ser. Men gradvis bliver mærkværdigheden mere end en formel præmis. Den bliver en måde at erkende, erfare og fabulere på.

DEN svenske overlæge Helmer har stjålet så mange forskningsresultater fra andre, at ingen i hjemlandet vil give ham en stilling. Han er derfor, i allerhøjeste grad mod sin vilje, landet i folden hos professor Moesgaard på Rigshospitalets neurokirurgiske afdeling.

   Stig Helmer, der spilles i høj, pragtfuld farcestil af Ernst-Hugo Järegård, er i bund og grund et ubehageligt menneske, så krakilsk og facistoid, at underholdningsværdien er høj, når han harcellerer over slapheden i den danske nationalkarakter. Når alting bliver ham for meget, og det gør det sidst i hvert afsnit, kravler han op på taget af Riget, skuer længselsfuldt mod Barsebäcks vagttårne og forbander de middelmådige Danskjävlar!**

   Mod sin vilje fatter man en pervers sympati for uhyret Helmer, for der er metode i hans galskab, og han er virkelig omgivet af inkompetance. Overlægen Moesgaard, spillet med distræt og nobel bravour af Holger Juul-Hansen, har travlt med at gennemføre trivselsprogrammet Operation Morgenluft. Det giver sig grotesk humoristiske udslag som forsøget på at afholde rundesang og den stadige tale om små klistermærker.

   Moesgaard tangerer det jublende idiotstadium og er samtidig et godt menneske. Resten af afdelingen lever med ham, men for Helmer er det næsten umuligt at sluge så mange kameler hver dag.

SKILDRINGEN af hospitalsmiljøet er karikeret som i en situationskomedie. Reservelægen Krogshøj, Søren Pilmark som dansk national(anti)helt endnu en gang, praktiserer alternativ forsyningsvirksomhed et sted i hospitalets kælder. Han kunne være klippet ud af Robert Altmans M*A*S*H eller måske Joseph Hellers Punkt 22, absurditeten som den skinbarlige fornuft, mens bureaukratiet imploderer. Hans forhold til kollegaen Judith (Birgitte Raabjerg) er en historie, som udvikler sig vildt siden hen.

   Moesgaards søn Mogge (Peter Mygind) leger kispus med afhuggede hoveder og belejrer søvnlaboratoriets sygeplejerske Camilla (Solbjørg Højfeldt). Den dæmoniske patolog dr. Bondo (Baard Owe) hjernevasker sine elever med forskruede maksimer om at yde, mens han leder efter den perfekte leversvulst.

   Narkoselægen Rigmor (Ghita Nørby) smyger sig kælent om Helmer og vil hele tiden nusse og flytte sammen (men har måske sin egen mørke grund, der henad vejen bliver rablende klar som alt andet i Riget).

   Som kronen på værket samles logen Rigets Sønner jævnligt i kælderen under det knagende hospital. Der er strengt taget ikke noget at sige til, at dr. Helmer tænker vemodigt på landet, der gav os Volvo, Björn Borg og The Hepstars.

PARALLELT med eller under dette komiske pandæmonium kører den mørkere fortælling, den rigtige historie om pigen, der døde på Riget engang. Det er simulanten og hobby-spiritisten Fru Drusse (Kirsten Rolffes i en formidabel præstation), der så småt etablerer kontakten i første afsnit.

   Siden vokser denne historie, efterhånden som det sorte vand gennembløder alt det hvide stof i Riget, og balancegangen mellem ironisk mysterium og alvorlig fortælling bliver blot mere rørende, når den kvindelige druide assisteres af portørerne Hansen (Otto Brandenburg) og Bulder (Jens Okking). Sidstnævnte fysiske klippe er tilfældigvis også Fru Drusses søn.

   Ved slutningen af første episode er man tilvænnet, men har endnu det meste af fornøjelsen til gode. Denne gang får man virkelig Triers billeder i blodet, og paradoksalt nok er dét, som instruktøren har betegnet som et venstrehåndsarbejde, lige ved at være hans mest helstøbte og medrivende historie til dato.

   Også fotografen Eric Kress, komponisten Joachim Holbek og medinstruktøren Morten Arnfred skal krediteres. Man er ligefrem lettet, da det sidste blodige billede følges af skærmteksten To be continued.***

FORBRYDELSENS element (1984) var måske mere uudgrundelig; Epidemic mere konsekvent i sin minimale æstetik; Europa (1992) større og renere tænkt. Men i Riget får 30 karakterer egenliv, og billederne bygger langsomt et sted. Det er skægt. Det er sort. Det er hektisk og uforudsigeligt tv-drama, der er gjort af samme stærke stof som Twin Peaks, Wild Palms og Edge of Darkness.

   Alle Triers film har haft en labyrint i deres inderste, men her befolkes strukturen for første gang med levende skikkelser, og historien overdøver den gennemførte æstetik. Med Riget har Trier skabt blivende skærmkunst. Og dertil fortalt os en fandens god historie.

SEPTEMBER 1997: Det mest bemærkelsesværdige ved Riget II er den selvfølgelighed, hvormed det lykkes Trier og Vørsel at holde hundrede bolde i luften på én gang og samle et fuldt hus af blandede genrekort, uden at konstruktionen på noget tidspunkt knager i fugerne. Riget, der i denne omgang faktisk får status som selve ondskabens epicenter, kilden alt mørke emanerer fra, er i høj grad en bygning i splid med sig selv, men filmen er det på ingen måde. Der er betydelig mere drive og stringens over handlingen i anden ombæring, som ofte citerer fra og tangerer ren horror, men livlinen til den skiftevis snerrende, skæve og gavmilde humor, der er Trier og Vørsels umiskendelige vandmærke, også hér, slippes aldrig ret længe ad gangen.

ERNST-Hugo Järegårds hovedrystende Stig Helmer skrider stadig rundt på gangene og måber over den danske slendrian og uduelighed, men han er i stigende grad et trængt menneske, som lever i skyggen af mange trusler og kun med nød og næppe klarer sig igennem fra krise til krise.

   Anæstesirapporten fra den hjerneskadede Monas forkludrede operation spøger stadig i periferien og fungerer som en slags macguffin, når Helmer og Søren Pilmarks »Krogen« nok engang mødes til et standoff i arkivet. Helmer må således tage walkman på for at overhøre en stævningsmand (Klaus Pagh er et af flere blasts from the past på den lange og smukt besatte rolleliste), der vil stikke ham papiret i hånden. Samtidig arbejder Helmer på at forvandle Krogen til en zombie, men dét handlingsspor savner endnu at finde en relevant funktion.

   Hvis Järegårds Helmer-skikkelse træder en anelse i baggrunden, rammer Kirsten Rolffes-figuren Fru Drusse til gengæld fuldkommen rent. Hun dominerer hver eneste scene, hun indgår i, og det er hende, der bærer handlingen rundt i korridorerne og kældrene i den nærmest detonerende hospitalsstruktur. Hendes hårdkogte one-liners sidder lige mellem øjnene, ikke mindst på hendes elskelige bamse af en søn. Og i hele fiktionen om Riget er hun den, der slipper bedst fra faktisk at tale med ånderne.

   

FOR mens Holger Juul-Hansens uforlignelige dr. Moesgaard begynder at samle på erotiske rekvisitter og går til radikal gestaltterapi hos Erik Wedersøe, der som psykiateren »Pigernes Ole« har fået et lille rum i den samme kælder, hvor Rigets Sønner fortsat holder deres lovlig parodiske møder; mens det til stadighed ikke lykkes Henning Jensens hospitalsdirektør at få skovlen under Rigets sminkede statistikker; mens personalet hver nat indgår væddemål om ambulancechaufføren Falkens blindkørsel; mens Solbjørg Højfeldts sexede Camilla (en bifigur som i sidste afsnit med ét vender plottet på hovedet) stadig dræner Peter Myginds Mogge for saft og kraft i søvnlaboratoriet, og Baard Owes denne gang så godt som redundante patolog Palle Bondo ikke nænner at få sit hepatosarkom dissekeret – mens alle disse spor kører slalom, er det i stigende apokalyptiske kræfter og motiver, som overtager Riget.

BIRGITTE Raabergs Judith plejer den søn, som hun fødte i første dels slutbillede. Allerede dengang havde han Udo Kiers hoved, og nu vokser han som »Lillebror« med en fart, som overskrider hans knoglers formåen. Som et grotesk messiasbarn anbringes han i afsnittene »Gargantua« og »Pandæmonium« efterhånden i et bizart stativ og er både en dreng med pibende stemme og et barn af sekelskiftet, der kan tage ondskaben på sig, hvis han får lov.

   Fru Drusse samler ånderne til rådslagning i det store auditorium. Fra luften ser vi Riget som selve Mørkets Hjerte, og i de nederste kældre foregår veritable sorte messer, mens Mona synes på vej til at blive et debilt orakel af en slags. Også i Swedenborg-rummet tælles der ned til årtusindeskiftet, og set i dét lys er det trygt og godt at have opvaskerne Vita Jensen og Morten Rotne Leffers stående i Rigets køkken, hvorfra de ser og kommenterer alt.

DA Riget I tog os med storm, kunne man pege på diverse kilder og eksempler, som enten havde inspireret Trier og Vørsel eller i hvert fald kunne have gjort det. Især David Lynch og Marks Frosts Twin Peaks – som også lod ondskaben vinde terræn, efterhånden som serien skred frem – var en hyppigt nævnt pendant, og forfatterne vedkendte sig gerne en vis gæld til både dén og Barry Levinsons politiserie Homicide (1993-1999, da. Drabsafdelingen), der sammen med Steven Bochcos NYPD Blue (1993-2005, da. New York Blues) gjorde de karakteristiske jumpcuts og det håndholdte kamera, der har været Trier en god følgesvend, til gængse stilfigurer. Vi havde aldrig set noget lignende, men vi kunne dog se, hvordan Riget var kommet i stand.

DET kan man ikke i anden omgang. Riget II er en så fuldkommen original kreation, at man næppe kunne nævne fortilfælde, hvis man skulle blive grebet af en pervers trang til at sætte skærmkunsten på formel. Riget II er blevet sin helt egen, selvindlysende verden, et komisk inferno i en rigt forsiret kosmologi, der har egenliv og hviler i sin egen balance. Den eneste usikkerhed kommer af måden, på hvilken serien er tænkt som både en føljeton med indlagte cliffhangers og en reel spillefilm, som man ser i ét hug.

   Jeg tror nok, at den trods alt gør sig bedst i sidstnævnte skikkelse, men sætter også denne gang pris på de selvironiske epiloger, som Trier i tv-versionen lader afrunde hver episode. Han er til lejligheden iført Carl Th. Dreyers aflagte smoking. Han gør både lysets og hornenes tegn med et stort glimt i begge forelskede øjne. Trier som ung kender slet ingen grænser. Der er derfor ingen tvivl om karakteren: fire stjerner ud af fire mulige.

Dette er de oprindelige anmeldelser af Riget og Riget II, som skrevet og trykt i 1994 og 1997, da formen var overraskende ny, og konceptet måtte forklares fra bunden. Den sidste sæson, Riget: Exodus, som både afslutter og genstarter værket, fik premiere på Venedig Festivalen i september og streames på Viaplay fra 9. oktober 2022.

*) Fortælleren (Ulrik Cold) fremsiger denne prolog: »Grunden under Rigshospitalet er gammel mose. Der lå Blegedammene engang. Her gik blegemændene og fugtede deres store lærreder i det lave vand for at lægge til blegning. Fordampningen indhyllede stedet i en permanent tåge. Senere byggedes Rigshospitalet her, og blegemændene blev skiftet ud med læger og forskere og landets bedste hjerner og mest fuldendte teknologi. Og som kronen på værket kaldte man stedet for Riget. Nu skulle livet defineres, og uvidenhed og overtro aldrig mere kunne ryste videnskaben. Måske er det blevet for meget med hovmodet og den konsekvente fornægtelse af det åndelige, for det er, som om kulden og fugten er vendt tilbage. Små tegn på træthed er begyndt at vise sig i de ellers så solide og moderne bygninger. Ingen levende ved det endnu, men porten til Riget er begyndt at åbne sig på ny.«

**) Trier og Vørsel var inspireret af de (for vores generation) sagnomspundne »Lorteland«-monologer, som på rituel vis afsluttede hver episode af Hov-hov, den satiriske ugerevy, der blev sendt på DR fra 1968-70. Buster Larsen (1920-1993) fremsagde teksten, som var skrevet af Knud Poulsen (1920-2003). Også Ole Bornedal var inspireret af Hov-hov, da han skrev »Det’ fandme uhyggeligt, du!«-monologerne til Den Gale Mand (Peter Schrøder) i Den gode, den onde og den virkli’ sjove (DR 1990-91).

*** Ifølge Joachim Holbek lyder teksten til titelsangen i sin helhed: »Spe-cu-lum et cetera. (Umph!)/ A-ve fer-rum, spes u-ni-ca./ Læg ti læs kul i to rum. (Umph!)/ Mo-ri-tu-ri te salutant.// Glo-ri-a in ta-bu-la mors./ One, two, three, four, five, six, se-ven./ La di da di. La di da di./ R-E-C-T-U-M RECTUM.//A-ve fer-rum, spes u-ni-ca./ Mo-ri-tu-ri te sa-lu-tant./ Glo-ri-a in ta-bu-la mors./ R-E-C-T-U-M RECTUM.« Endvidere er der to kor: »1. Everbody’s [sic] down for a pound of flesh; 2. Oh, death where is thy sting?/ Oh, death where is thy blessed sting?«

Se også Lars von Trier: Dancer in the Dark (2000); Lars von Trier: Dogville (2003) [Moderne mestre]; Lars von Trier: Manderlay (2005); Lars von Trier | Thomas Vinterberg: Dear Wendy (2005); Lars von Trier: Direktøren for det hele (2006); Lars von Trier | Jacob Thuesen: Erik Nietzsche – De unge år (2007); Lars von Trier: Antichrist (2009) [Horror 100]; Efter Antichrist: Et interview med Charlotte Gainsbourg [2019]; Lars von Trier: Melancholia (2011) [Sci-Fi 100]; Lars von Trier: Nymphomaniac 1 + 2 (2013); Lars von Trier: The House That Jack Built (2018).

Riget 1-2 (The Kingdom). Instr.: Lars von Trier & Morten Arnfred. Manus: Lars von Trier & Niels Vørsel. Foto: Eric Kress & Henrik Harpelund. 572 min. Danmark 1994-96.

Lars von Trier & Niels Vørsel: Riget. 198 s. København: Forlaget Aschehoug, 1995.

Fotos: Zentropa/ DR/ Viaplay/  DFI/ YouTube 

Riget + Riget 2 streames på Viaplay før premieren på tredje sæson, Riget: Exodus, der åbner 09.10.2022. Fra 2023 også på dr.dk.

Riget findes på dvd i flere udgaver. Den bedste er Zentropas egen, som indgår i The Lars von Trier Collection. I 2024 udkom et bluray-boxsæt med alle tre sæsoner og meget nyt baggrundsmateriale. Arthouse-platformen MUBI udgav den definitive The Kingdom Collection.

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 18.11.1994 (med rubrikken »Ind i labyrinten«) + Weekendavisen Kultur 10.10.1997 (med rubrikken »Triers komiske inferno«) – Sammenklippet er tidligere trykt i Det første landskab - myter, helte og kunsteventyr (Rosinante, 1999).

Lars von Trier: The House That Jack Built (2018)

DEN ONDE FORTÆLLING

Et mislykket menneskes apologi

Af BO GREEN JENSEN

MAJ 2018: LARS von Trier har en lang historie med Cannes, og byen er glad for at have ham tilbage. Det gælder også for nej-sigerne, som klager over de udpenslede scener i The House That Jack Built. Filmen havde premiere mandag aften og blev vist for pressen tirsdag morgen.

   Det er sandt, at der var gæster, som gik fra gallavisningen. Det skulle de ikke have gjort, for slutningen giver en form for forklaring. Der blev tweetet amok om sadisme og fiduskunst. Men først blev der klappet i fem minutter, da Trier kom ind. Den fortabte søn vender tilbage. Og efter pressevisningen var der bifald.

   Alt det er Trier nok ligeglad med. Når bare nazistkortet ikke bliver spillet. Af samme grund var der intet pressemøde efter visningen. Så er der ingen citater at vende og dreje. Trier vil nødigt være persona non grata igen.

   Triers film er ikke i konkurrence, så den kan ikke vinde guld- eller sølvpalmer. Men festivalen vågner af en døs. Her er omsider en film, der bliver diskuteret med lidenskab, både af fjender og fans. Som Owen Glieberman skrev i Variety, havde festivalen brug for et Big Bang til at rode op i det hele. Det gjorde The House That Jack Built.

ALLERFØRST taler to mænd i mørket. Den ene spørger den anden, om han må fortælle sin historie, når de alligevel skal følges ad. Man kan høre, at stemmerne tilhører Matt Dillon og Bruno Ganz. Der er stadig ingen billeder.

   Dillon spiller seriemorderen, der betragter sin karriere som et kunstværk. Ganz præsenterer sig som »Verge«. Det er et kælenavn for Vergil, digteren der viser Dante rundt i Den guddommelige komedie. Han siger, at Jack kan tale eller tie. Han må bare ikke tro, at historien er ny. Verge har hørt det hele tusind gange allerede.

   Jeg skal give en vurdering af filmen, så jeg bliver nødt til at røbe detaljer i plottet. Derfor dette spoiler-varsel. De skal ikke læse videre, hvis De vil have en helt ren oplevelse, når filmen har dansk premiere.

ALLE Triers systemer er kørt i stilling. Jack fortæller i sirligt nummererede afsnit om fem af de 61 mord, han begik på 12 år i 1970ernes og 80ernes USA. Tallene lægger den faste ramme om spillets nødvendige regler. Det er klart, at de skaber struktur. De skaber også en distance og sætter anførselstegn om den onde fortælling. Det kan være nyttigt. Måske tager det toppen af indlevelsen, men det hjælper at vide, at det »blot« er fiktion.

   Ondskaben udarter eksponentielt. Filmen er konstrueret, så tilskueren i begyndelsen har (eller mener at have) en vis forståelse for, hvem og hvad denne Jack er. I »1st Incident« er der endda sympati for hans djævelske virke. Uma Thurmans arrogante facon er så insisterende, at der går et lettelsens sug gennem salen, da han slår hende med den defekte donkraft – »jack« er den engelske glose – som episoden har kredset omkring.

   Filmen fisker her efter en latter, som den sikkert også får af de fleste. Det er en scene af samme slags som den, der gjorde Anders Thomas Jensens Blinkende lygter (2000) til en ukorrekt kultfilm. Søren Pilmark slår Sofie Gråbøl i ansigtet, så hun endelig bliver stille. Vist får man en dårlig smag i munden, men Thurman har kværuleret uafbrudt i ti minutter.

STEMNINGEN skifter til kvalmende undren, da Dillon på nørdet Jim Carrey-manér får snakket sig ind hos en enke (Siobhan Fallon Hogan), som han klodset og kropsnært tager livet af. Jack lader munden løbe. Han er kriminalbetjent – nej, han er forsikringsmand og kan fordoble hendes pension. Han sveder i sin regnfrakke, hinkestensbrillerne dugger. Han er det modsatte af den elegante figur, han vil skære.

   Jack betror Verge, at han på denne tid led af OCD – altså tvangsbestemt adfærd. Tre gange må han tilbage til huset og sikre, at han ikke finder blodspor. Igen får Trier skabt en næsten munter stemning. Politibetjenten er dum som en dør. Det er alle mennesker i grunden. Jack er jo også en subjektiv og upålidelig fortæller.

   Trier introducerer her en gennemgående gimmick. Når Verge og Jack diskuterer begreber som tvangsadfærd, narcissisme, storhedsvanvid og psykopati, ser vi samtidig Dillon stå ved en bil og bladre i en stak med store titelkort. Han lader hvert kort falde, når ordet er nævnt. Det er den første af filmens utallige visuelle referencer. Sådan står Bob Dylan med teksten til »Subterranean Homesick Blues« i det klassiske videoclip fra 1965. You don’t need a weather man to know which way the wind blows.

JACK er både kæmpe og dværg, en vinder og en taber i sin egen forestiling. Han ville være arkitekt, men han blev bare ingeniør. Han kunne aldrig blive færdig med huset, han selv ville bygge ved søen. Tvangsadfærden aftager, da han får gang i myrderiet. Han finder omsider sit kald. Han tager lig ud af fryserummet og kører dem tilbage til gerningsstedet, så han kan tage endnu bedre fotos. Han skaber sit alias. Han er Mr. Sophistication. Og han opgiver at efterligne den empati, som andre mennesker åbenbart føler.

   Mens de går der i Limbo og sludrer, er Verges nysgerrighed vakt mod sin vilje. Det er en skræmmende frigjort jæger – som ligner Robert De Niro i The Deer Hunter – der myrder Sofie Gråbøl og hendes drenge i den tredje episode. Den mest trodsige søn får sit ansigt skåret i facon, så han smiler ligesom Jokeren i Batman.

VERGE har en teori om, at Jack ville findes og standses. Som dreng løb han altid ind i majsmarken, når han legede skjul. På den måde efterlod han et bredt spor. Vi ser en køn dreng presse sig ned mellem kornet – før han klipper foden af en ælling for at undersøge, hvor hurtigt den drukner. Der er ingen forsonende egenskaber, ingen formildende omstændigheder. Mennesket Jack er et gennemført monster.

   Endelig er der kvinden (Riley Keogh), som Jack insisterer på at kalde Simple. Hun elsker virkelig Jack. Hun forstår, at han er Mr. Sophistication. Jack betror Verge, at han »var ved at få følelser for hende hér«. Så han skærer brysterne af hende og får det ene syet om til en pung. Jack er storkunde i våbenforretningen.

   Som nævnt falder filmen i to hoveddele. Cæsuren ligger før femte episode, hvor Jack forbereder kronen på værket. Seks mænd skal dræbes med ét perfekt skud. Der er i fryseren et bagerste, inderste rum, som Jack aldrig har kunnet åbne. Da det lykkes, møder han Verge. Jack er endelig løbet for langt ind i kornet.

   

DE første afsnit har klare kvaliteter. Undervejs sad jeg bare og spekulerede på, om jeg egentlig havde lyst til at se endnu en film om en seriemorder. Der har været så mange af dem, siden 80erne og 90erne, da Thomas Harris skrev om Hannibal Lecter, og Bret Easton Ellis skabte en avatar for tidsånden med Patrick Bateman i American Psycho.

   Trier får skyld for at vælte sig i det. Det samme gør David Fincher i sine film fra Se7en til Zodiac og HBO-serien Mindhunter. Fincher bliver bare betragtet som en mørkt geni.

  Verge følger Jack ned til Helvedes bund. Jack får et enkelt gyldent glimt af det Eden, som han har forskrevet sig fra. De diskuterer etik, æstetik og metafysik. Jack leder efter et smuthul. Trier klipper scener fra sine egne film ind i arkivmaterialet. Det sker, går man ud fra, i ånden fra Charles Baudelaire: Tu le connais, lecteur, ce monstre délicat,/ – Hypocrite lecteur, – mon semblable, – mon frère!

SCENOGRAFIEN i Helvede er baseret på Gustave Dorés illustrationer til Den guddommelige komedie. Trier (og Simone Grau, som har designet produktionen) trækker også på William Blake, John Martin og J.M.W. Turner. Det ligner dog allermest Ringenes Herre. Men det er her, at det slutter for Flænseren Jack.

   Arkitekten Bjarke Ingels har tegnet det groteske lighus, som morderen får bygget. Filmen igennem har »Fame«, discohittet med David Bowie og John Lennon, fungeret som Jacks musikalske signatur. Vi har hørt og set Glenn Gould spille Bach. Der bliver taget definitiv afsked til tonerne af »Hit The Road, Jack«.

   Er det allegorisk kitsch eller original billedskaben? Det er i hvert fald et menneskesyn, der omfatter umoderne begreber som ondskab, samvittighed, soning og skyld. Dét – og Dreyers Ordet – inspirerede klokkernes mirakel i Breaking the Waves. Feminister foragter ham pr. definition – men Trier var altid en kvinde i kunsten.

HER er uhyrligheden koncentreret. The House That Jack Built er nærmest en tvilling til Antichrist. Hvis der kun var den ene halvdel (Jacks »kunst«) eller den anden (Jacks »manifest«), ville det være en svagere film. Som det er, belyser de hinanden, så værket mod forventning bliver interessant og vedkommende.

   Der er dækning for alle anklagerne. Her er misantropi og misogyni, berøringsangst og perfiditet, en trang til at fråse i ondskab. Ligesom i Antichrist og Nymphomaniac ser kameraet ikke væk, tværtimod. Vi er tvunget til at se det. Jeg kan sagtens forstå, at nogle står af. Men Trier er jo ikke Jack. Han demonstrerer vel blot, at Jack findes.

Se også Lars von Trier: Dancer in the Dark (2000); Lars von Trier: Dogville (2003) [Moderne mestre]; Lars von Trier: Manderlay (2005); Lars von Trier | Thomas Vinterberg: Dear Wendy (2005); Lars von Trier: Direktøren for det hele (2006); Lars von Trier | Jacob Thuesen: Erik Nietzsche – De unge år (2007); Lars von Trier: Antichrist (2009) [Horror 100]; Efter Antichrist: Et interview med Charlotte Gainsbourg [2019]; Lars von Trier: Melancholia (2011) [Sci-Fi 100]; Lars von Trier: Nymphomaniac 1 + 2 (2013).

The House That Jack Built. Instr. og manus: Lars von Trier. Foto: Manuel Alberto Claro. 155 min. Danmark 2018. Premiere 29.11.2018. 

Fotos: Zentropa Entertainments/ CNC/ Copenhagen Film Fund/ Eurimages/ Film i Väst/ NRW/ Nordisk Film- & TV-Fond/ Concord Filmverleih/ DR/ Les Films du Losange/ MEDIA/ Nordisk Film Distribution/ Potemkine Films/ SVT/ DFI/ SFI/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies.

Anmeldelsen stod (på forsiden af) Weekendavisen 18.05.2018

Lars von Trier: Manderlay (2005)

DEN ANDEN GRACE
Verden skrevet sort på hvidt

Af BO GREEN JENSEN

MED Dogville (2003) påbegyndte Lars von Trier den tredje trilogi i et filmværk, der fra begyndelsen er kommet videre ved at fastlægge regler og sætte mål for sig selv. Efter Europa-trilogien (1984-91) fulgte Guldhjerte-trilogien (1996-2000). Også Riget (1994-97) var tænkt som en tredækker, men fremstår nu som det hængsel i midten, der blev Triers populære danske gennembrud. Her demonstrerede instruktøren, at han kan være lun og elskelig, når det skal være. Er der noget vi holder af, er det lune. Vi har det straks sværere med den skarphed, som Trier også er eksponent for.*

   Dogville fik ingen priser i Cannes og dannede ikke skole på samme måde, som Triers dogmeprojekt havde gjort. Der hersker dog ægte respekt omkring alvoren i eksperimentet og viljen til at modarbejde det lækre præg, de digitale effekter og detaljer, som tidens mainstreamfilm har fået stadig lettere ved at puste sig op med. Filmen solgte ikke mange billetter. Man skal dog ikke tage fejl af dens gennemslagskraft. For en fremstillingspris på 86 mio. kr. følger her anden del af historien om Grace Margaret Millington.

MANDERLAY har adskilligt imod sig. Det er toeren i en trilogi, og den teatralske form, det rensede rum, som filmen udspiller sig i, synes denne gang ikke så radikal. Tværtimod virker det logisk, at hvor Dogville satte kridtstreger i et sort univers, bliver topografien i Manderlay markeret med sort tape på en hvid overflade.

   Endvidere ligger de indre spændinger i dialogen. Denne film har begravet sit hjerte i teksten, og lidenskaben bliver neutraliseret af John Hurts fortællerstemme, som også denne gang sætter lærestykket i anførselstegn. Filmen fortolker sig selv ad hoc, og det skal man vænne sig til. Til gengæld bliver den aldrig veltilfreds eller selvretfærdig.

 

MANDERLAY åbner, hvor Dogville tog afsked. Fra apokalypsen i Colorado kører Grace med sin far (Willem Dafoe) og hans gangstere til Alabama, hvor bomuldsplantagen Manderlay bliver endnu en bestemmende station på Graces moralske dannelsesvej. Stedet er i øvrigt opkaldt efter huset i Rebecca (1938), Daphne du Mauriers gotiske sjæler, som de fleste sikkert kender bedst i Alfred Hitchcocks filmudgave.

   Her lever arbejderne stadig som slaver, skønt årstallet er 1933. Stedet drives efter reglerne i »Mam’s Law«, som den døende ejer (Lauren Bacall) har liggende under madrassen. Grace accepterer at blive den nye Mam, men har høje humanistiske ambitioner. Hun giver afroamerikanerne deres frihed, indfører demokratiske fællesmøder og pålægger den hvide forpagterfamilie en slags stavnsbånd som soning for deres synder i det forgangne. Alle forbedringer implementeres med gangsternes hær i kulissen.

SIN gennemgribende dydsirethed til trods, begynder Grace at nære seksuelle fantasier om Timothy (Isaac de Bankolé), den stolteste, mest trodsige og afrikanske af slaverne, som bliver frigjorte med eller mod deres vilje. I det demokratiske eksperiment synes husslaven Wilhelm (Danny Glover) længe at være hendes medsammensvorne, men der viser sig at være grunde til, at »Mam’s Law« ser ud som den gør.

   Grace begynder at smugkigge i fortegnelsen, hvor de sorte livegne er opdelt i syv kategorier. Hvem der faktisk skrev »Mam’s Law« bliver en overraskelse, man har anet vil komme. Det chokerer heller ikke, at høsten er truet, fordi man fælder Mams lystskov i frihedens navn. Nogle er mere lige end andre. Der er også et ekko af Orwell og lidt af en Kammerat Trier på spil.

   I Dogville var Grace en blanding af offer, slave og syndebuk, der til slut tog hævn over byen, som fortjente at blive jævnet med jorden. Hun ender med at mene det samme om Manderlay, men diverse faktorer forhindrer blodhævnen. Der er ingen apokalyptisk katarsis i Manderlay, som trods nakkeskud, lynchning og et sort-hvidt samleje i Mandingo-traditionen er en relativt behersket affære. Da Grace ankommer til Manderlay, får hun Timothy løsnet fra træet, han skulle have været pisket ved. Til slut fører hun selv slagene igennem med overbevisning. Manderlay er historien om, hvordan Grace på denne forstemmende måde kommer fra A til B.

DET er en film, som demonstrerer og diskuterer ideer. Dogville tog afsæt i Bertolt Brechts Dreigrosschenoper: »Und wenn der Kopf fällt, sag ich: Hoppla!« Manderlay henter sin inspiration i forordet til O’s historie, hvor pseudonymet Pauline Réage (egentlig det franske akademimedlem Jean Paulhan) fortæller om en episode i forbindelse med slaveriets ophævelse på Barbados. I 1838 henvendte en gruppe frisatte slaver sig til deres ejer og bad ham blive Massa igen. Da han afslog, dræbte de ham og familien, hvorpå de indrettede sig på plantagen og begyndte at leve som før.

FORMELT er Manderlay skarpere turneret og mere gennemarbejdet end Dogville. Der er færre finurlige ornamenter, og fordi formen er mindre forelsket i sig selv, kan de enkelte, ofte knastørre lag i teksten bedre arrangere deres argumenter optimalt. Til gengæld må det siges, at man savner noget af vildskaben, glæden ved kaos, som prægede Dogville.

   Med alle sine kvaliteter står Bryce Dallas Howard svagere som »den anden Grace«. Hvor Nicole Kidmans figur naturligt koncentrerede både blikket og handlingsgangen i Dogville, må Howard tilkæmpe sig opmærksomheden i de store scener, som er vendepunkter for hendes karakter.

   En lykkelig undtagelse er den afgørende scene, hvor Grace giver efter for dyret i kvinden og har et grådigt samleje med Timothy. Trier anbringer parret i sengen på en forhøjning – denne gang er der flere sætstykker, og plantagens hovedbygning er opført som et dukkehus uden facade – hvilket forstærker scenens rituelle præg. Howard lader virkelig Grace give slip, og hér kan hun noget, både med hensyn til styrke og udsathed, som Kidman ville have sværere ved.

   Først bagefter indser Grace, at Timothy trods alt ikke tilhører den stolte, uforsonlige slavetype, som »Mam’s Law« placerer i kategori 1. Egentlig er han en 7’er, kamelæonen, som kan tilpasse sig og vise den side, som fjenden helst vil se. Hvor farveblinde vi faktisk er, hvor svært det er at se forskel på individer af en anden race, er en stadig humoristisk pointe. Som reformator falder Grace for alvor igennem, da hun vil gøre noget særligt for den kreative unge mand i en familie. Velmenende henvender hun sig til den forkerte, en bror som må rømme sig høfligt og korrigere hendes fejltagelse. Det gør han selvsagt med en vis spydighed.

DER er ikke en finger at sætte på teksten. Trier afvikler flere dagsordener, mens John Hurts fortæller »in eight straight chapters« eksponerer og fortolker med skiftevis kælen og syrlig betoning. Øverst i betydningshierarkiet ligger historietimen, et regulært politisk foredrag om hvide menneskers udnyttelse af de sorte, der bliver et billede på magtmisbrug og overgreb til alle tider. Det er den uangribelige faktor, som i Cannes fik Trier til at gøre følgende iagttagelse, da jeg spurgte ham, hvorfor amerikanerne havde taget så mildt imod Manderlay, når de to år før rasede over Dogville:

   »Jeg tror, det er fordi de er så sindsygt bange for den dér racekonflikt, at man simpelt hen holder kæft. Det var så sjovt til den dér pressekonference, der var ikke et eneste kritisk spørgsmål. Det var den nemmeste, mest afdæmpede pressekonference, jeg nogen sinde har været til. Jeg er fuldstændig sikker på, at det er dét. De blev i den grad pacificeret af, at Danny Glover var til stede, men også af hele problematikken. Man kan ikke kritisere den, og det var noget, der først blev klart for mig på pressekonferencen. Du kan ikke kritisere den, uden at komme ud på dybt vand.«

BAG det korrekte lag løber en filosofisk diskurs, hvor vedtagne størrelser relativeres, og værdier som frihed og lighed sættes i paradoksal belysning. Grace gør mere skade end gavn, når hun indfører forbedringer uden at tænke sig om. Fællesmøderne i kollektivet har karakter af børnehave. Det utopiske eksperiment minder ofte om landet Laputa i Gullivers rejser, hvor politiske fraktioner fører krig, fordi de er uenige om, hvordan man bedst slår hul på et æg. Grace har på intet tidspunkt problemer med at støtte sig til sin fars gangsterhær, der nok er en teatralsk mulighed for guddommelig indgriben, men samtidig minder slående om »verdenspolitiet«, som det amerikanske militær er blevet i egen forståelse.

   Under det satiriske spor er en etisk dimension, som har at gøre med illusionen om moralske absolutter. Godt og ondt tages ikke for pålydende, og det er hér, at usa-trilogien tydeligst røber sit udspring i Marquis de Sades opbyggelige traktater om søstrene Juliette og Justine. Justine er den gode søster, som lider alle dydens genvordigheder og straffes for sin næstekærlighed. Juliette er det hæmningsløse driftsvæsen, som belønnes for sin selviske sadisme.

   Triers Guldhjerte-figurer – Bess i Breaking the Waves, Karen i Idioterne, Selma i Dancer in the Dark – har altid været kusiner til den ukueligt gode Justine. Modsat de Sade, som foragter sin altruistiske noksagt, går Trier imidlertid i brechen for sine heltinder. I en gennemført kynisk og grusom verden får disse undtagelser lov at sejre på trods. Fornedrelsen gør dem til bedre mennesker, offerviljen bestyrker dem. Det er den del af tematikken, som forveksles med en underkendelse af feminismen og et karikeret kvindebillede. Derfor taler Trier og hans kvindelige kritikere ofte godt og grundigt forbi hinanden.

ENDELIG er der, hvad man kunne kalde ursuppen. Her er samtlige love opsagt. Lave drifter flyder mellem høje principper; alt er håbløst blandet sammen; vi befinder os blandt navnløse lysfisk på bunden af det kollektive ubevidste. Her kropsliggøres de koblinger, som er renset ud af fornuftens øvrige ligninger. Hvidt kød begærer sort kød og omvendt; ofrene vil undertrykkes; slaveri giver god økonomisk mening og kan sagtens omskrives til demokratiske eufemismer. Det er ikke mindst for at rode i dette nedre, dybeste lag, at von Trier har iværksat sit usa-projekt.

   Det lykkes eksemplarisk at holde alle niveauerne aktive, mens Manderlay på overfladen fortæller sin fortsatte dannelseshistorie om en idealistisk ung kvinde, der kommer til et glemt sted i Syden og prøver at indføre nye tider, frihed, ligeværd, demokrati. Det lykkes også Trier at dreje nogle solide ironiske pointer, som i slutakten tilfredsstiller tilskuerens behov for et pay off. Da også den anden Grace vil forlade et fordærvet sted, som hun i dén grad føler sig færdig med, kommer antiheltinden for sent til mødet med faderens flåde af gangstere. I begyndelsen af filmen har man stemt om, hvad klokken skal være. Det straffer sig således at føre princippet om konsensus for vidt.

OGSÅ Manderlay er en fremragende film, der konsoliderer Lars von Triers status som auteur i internationalt format. I Cannes blev den solgt til alle territorier, inklusive USA, hvor den næppe vil rydde gaderne i Smallville, men heller ikke vil blive set som en underlig dansk film om Amerika. Den vil blive set som et nyt værk af Lars von Trier, der som den eneste danske filmskaber efter Carl Th. Dreyer har været i stand til at sætte en dagsorden for, hvor filmkunsten kan og måske bør gå hen. Jantes børn synger p.t. medierne fulde af udsagn om, hvor irrelevant han er, denne opblæste neurotiker, der gebærder sig som en Jean de France. Faktum er imidlertid, at Trier også med usa-trilogien har fået hele filmens verden i tale.

   »Your illustration sure beats the hell of mine,« sagde narren Tom til furien Grace i Dogville, før han blev udraderet sammen med resten af byen. Manderlay er negativet til denne eftertrykkelige illustration. Den er anden del af »The Heart’s Filthy Lesson« og en besk skildring af, hvordan guldhjertet Grace krydser over til den mørke side af Kraften og gør fælles sag med Imperiet. Der er ikke noget at sige til, at Trier p.t. har svært ved at skrive den tredje film, finalen som forener principperne og bringer søstrene Juliette og Justine, den ene og den anden Grace, til vejs ende sammen i Wasington. Det skal til og med ske i komedieform, og formentlig vil fortælleren træde frem og vise sit ansigt.

OGSÅ hvis den sidste film aldrig kommer, er usa-projektet en ting af værdi. Få film har så radikalt diskuteret ideer i en form, som også har kunstnerisk liv. Mellem alle konceptets stiplede linier og streger på gulvet lykkes det disse film at skabe autentiske følelser i konkrete situationer. Det gør ondt at se et sygt barn dø, og smerten bliver ikke mindre, fordi violinerne og kulisserne mangler. Hvis Manderlay støder os fra sig, er det kun fordi vi har vænnet os til, at film skal more og behage. I Dogville og Manderlay bliver den gode vilje dekonstrueret. Korrektheden kommer til kort, der er ikke sten på sten tilbage af glæden ved noget bagefter. Herfra kan vi så begynde at skabe en verden med stumperne.

*) Tv-trilogien om Riget blev gjort færdig i 2022, da miniserien The Kingdom Exodus fik streaming-premiere på Viaplay. Se fodnoten til artiklen om Melancholia (2011), hvor forbindelsen mellem trilogierne er udredt.

Se også Lars von Trier: Dancer in the Dark (2000); Lars von Trier: Dogville (2003) [Moderne mestre]; Lars von Trier | Thomas Vinterberg: Dear Wendy (2005); Lars von Trier: Direktøren for det hele (2006); Lars von Trier | Jacob Thuesen: Erik Nietzsche – De unge år (2007); Lars von Trier: Antichrist (2009) [Horror 100]; Efter Antichrist: Et interview med Charlotte Gainsbourg [2009]; Lars von Trier: Melancholia (2011) [Sci-Fi 100]; Lars von Trier: Nymphomaniac 1 + 2 (2013).

Manderlay. Instr. & manus: Lars von Trier. Foto: Anthony Dod Mantle. 138 min. Danmark-Sverige-Holland-Frankrig-Tyskland-UK-Italien-USA 2005. Dansk premiere: 03.06.2005.

Fotos: Zentropa Entertainments/ Isabella Films/ Manderlay/ Memfis Film/ Trollhättan Film/ Ognon Pictures/ Pain Unlimited/ Sigma Films/ Zoma Films/ Film i Väst/ Arte France Cinéma/ France 3 Cinéma/ WDR/ DR/ SVT/ NPS/ YLE TV1/ Norsk TV2/ Edith Film Oy/ Fjeldabe Films/ Invicta Capital/ Canal+/ DFI/ Eurimages/ SFI/ Nordisk Film- & TV-Fond/ NPS/ ADR/ Alan Young Pictures/ Trust Film Sales/ CineMaterial/ Filmgrab.com

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime.

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.06.2005