Olivier Assayas: Clouds of Sils Maria (2014)

SLANGEN I BJERGENE
Assayas forsøger sig med metafysisk melodrama

Af BO GREEN JENSEN

PORTRÆTTET af den aldrende diva, som er nået om på den anden side af berømmelsen og ser tilbage på de første år med bittersød undren, hører til sætstykkerne i det melodramatiske register. Motivet efterjusteres i Skyerne over Sils Maria, hvor stjernen Maria Enders (Juliette Binoche) har både en ung assistent (Kristen Stewart) og en yngre konkurrent (Chloë Grace Moretz) at forholde sig til.

   Der er gået tyve år, siden Maria Enders fik sit gennembrud i teaterforestillingen Maloja Snake. Hun spillede dengang den 18-årige Sigrid, der bliver fortrolig med den ældre Helena, som hun siden fortrænger og driver til selvmord. Maria fordrev selv en ældre kollega. Hun så helst, at den gamle kvinde bare forsvandt.

   Der henvises ofte til skuespillet, men man hører kun enkelte udtag. Det virker og er vel også tænkt som et riff på motiver fra Joseph L. Mankiewiczs All About Eve (1950, da. Alt om Eva) og John Cassavetes' Opening Night (1977) tilsat identitetspolitiske troper fra Rainer Werner Fassbinders Die bitteren Tränen der Petra von Kant (1972, da. Petra Von Kants bitre tårer). Hirokazu Kore-eda bruger den samme idé i La vérité (2019, da. Sandheden), hvor Catherine Deneuve er den falmende stjerne.

   I filmens metaunivers har Maloja Snake fået klassikerstatus. Maria medvirkede også i biografudgaven af skuespillet og har siden haft en stor karriere, både på scene og lærred. Maria Enders kunne være et arthouse-navn som Hanna Schygulla. Eller en stjerne som netop Juliette Binoche.

NU er hun kommet til Schweiz for at modtage en ærespris på vegne af forfatteren Wilhelm Melchior, som skrev Maloja Snake. I Zürich bliver hun kontaktet af en ung instruktør (Lars Eidinger), som vil nyopsætte stykket – denne gang med Maria som den kasserede kvinde. Endvidere erfarer hun, at Melchior er død, da hun besøger huset i Sils, hvor han skrev sine tekster.

   Maria er som altid i selskab med sin assistent, Valentine, der kender hendes vaner og luner. Maria ved ikke, om hun skal tage rollen – det føles som at erkende et nederlag. Hun er også nervøs for mødet med det nye talent, amerikaneren Jo-Ann Ellis, som skal spille hendes gamle signaturrolle – og sikkert ikke sætter pris på privilegiet.

   Valentine har sin egen tvivl og sine egne overvejelser. Hun ved ikke, om hun skal blive hos Maria og ende som en professionel skyggetante. De to kvinder er skiftevis veninder, næsten et kærestepar og chefen, der giver sekretæren besked. Set i et særligt lys ligner de sikkert karaktererne fra Maloja Snake.

OLIVIER Assayas (f. 1955) skrev om andres film i Cahiers du Cinéma, mens han skabte de første af sine egne, Désordre og L’enfant de l’hiver, i slutningen af 1980erne. Det gjorde han af kærlighed, men også med et øje på traditionen fra Jean-Luc Godard, François Truffaut og de øvrige nouvelle vague-ikoner, der i 1960erne brugte det stadig aktive tidsskrift som en slags kritisk og kreativt laboratorium.

   Det var i Cahiers, at auteurteorien blev udviklet, og en specialitet for tidsskriftet var de franske cineasters iver efter og mod på at se noget særligt i amerikanske genrefilm. Assayas, som er født tyve år senere og tilhører firsergenerationen – Luc Besson, Jean-Jacques Beineix, Arnaud Desplechin, Leos Carax osv. – har altid lagt selvbevidste filmting i sine arbejder.

   Også Skyerne over Sils Maria har en stamtavle. Den består i vid udstrækning af søgende samtaler, som bliver ført af fremmedgjorte mennesker på naturskønne lokaliteter, der forlenes med symbolske kvaliteter. Og manuskriptet kan slippe af sted med at være så vagt, fordi det spiller på publikums forventninger om, hvad der plejer at ske i film som Roberto Rossellinis Viaggio in Italia (1954), John Hustons Night of the Iguana (1964) og Paolo Sorrentinos Youth (2015). Der er for den sags skyld også takter fra Ingmar Bergman, Michelangelo Antonioni og Douglas Sirk.

DET er en film for tre kvinder, der skal reagere på præmisser, som en mandlig forfatter har konstrueret. De mange meta-lag virker ikke altid nødvendige eller universelle. Alligevel lykkes det Assayas at gøre karaktererne troværdige og komplekse nok til, at man følger dem med interesse. Det lykkes også at gøre teksten i teksten – skuespillet Maloja Snake – til en fiktion, der føles konkret.

   Det lykkes derimod aldrig filmen at forvinde et præg af kultiveret skriveøvelse. Skyerne over Sils Maria er aldrig bare i nærheden af nerven og dybden i Sommertid og Efter revolutionen. Eller legesygen og surrealismen i Irma Vep (1996), der er stærkt på vej op ad ranglisten over film, som bliver stående uanset tiden. Men som en selvbevidst tekst i sin særlige genre er den på højde med Les destinèes sentimentales (2000), Demonlover (2002), Clean (2004) og Boarding Gate (2007). Det er bare en anden og mindre tydelig genre.

   Især ét billede bliver på nethinden. Filmen tager sin titel efter et naturfænomen, som pilgrimme valfarter til Sils for at opleve: Under optimale vejrforhold kommer skyerne glidende som en slange mellem bjergene. Man kan bogstaveligt røre ved himlen. Sils er i øvrigt også den by, hvor Friedrich Nietzsche skrev sine filosofiske hits.

GENNEM hele filmen bygges der op til øjeblikket, hvor slangen i bjergene giver sig til kende. Det er en uimodsigelig scene, som fejer alle de abstrakte overvejelser om tiden og kulturen til side. Den ligger naturligvis lige dér, hvor konflikten mellem Maria og Valentine spidser til.

   Juliette Binoche har smilet, rødmen og livfuldheden fra sine første roller i behold. Kristen Stewart er måske gjort lidt for proper og prosaisk effektiv som assistenten, men kvinderne fungerer godt sammen. Som teenagestjernen går Chloë Grace Moretz til stregen af alle klicheer, men uden at overskride dem.

   Dét er filmens strategi. Derfor ved man aldrig helt, hvor man har den, skønt alt ved konteksten virker bekendt. At Assayas aldrig formulerer et budskab, er måske det bedste ved Sils Maria – der er kun en frustrerende ironi, som irriterer på lifligste vis.

Se også Olivier Assayas: L'Heure d'été/ Sommertid (2008) | Et interview; Olivier Assayas: Aprés mai/ Efter revolutionen (2012); Olivier Assayas: Personal Shopper (2016); Olivier Assayas: Doubles vies | Non Fiction | Mellem linjerne (2019).

Sils Maria (Skyerne over Sils Maria). Instr. & manus: Olivier Assayas. Foto: Yorick Le Saux. 124 min. Frankrig-Tyskland-Schweiz 2014. Dansk premiere: 22.10.2015.

Fotos: CG Cinéma [still photo credit: Carole Bethuel]/ Pallas Film/ CAB Productions/ Vortex Sutra/ Arte France Cinéma/ ZDF/Arte/ Orange Studio/ Radio Telévision Suisse/ SRG - SSR/ Ezekiel Film Production/ Eurimages/ CNC/ ARTE/ Ciné+/ Canal+/ Deutscher Filmförderung/ MDM/ Medienboard Berlin-Brandenburg/ FFA/ Office Fédéral de la Culture/ MEDIA Programme of the European Union/ BLS Business Location Südtirol-Alto Adige/ Cinéforom/ Fondation Ernst Göhner/ Loterie Suisse Romande/ New Japan Pro-Wrestling Co/ Stage Pool Focal/ Succés Passage Antenne/ Suisse Tourisme/ IFC Films/ REEL Pictures/ CineMaterial/ MoviestillsDB/ YouTube [Arnold Fanck 1924 documentary; Pinnacle Films trailer + clip].

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy.

Clouds of Sils Maria er udkommet på 4K UHD + Blu-ray fra The Criterion Collection (#822) 

Første udgave af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 23.10.2015.

Lars von Trier: Riget/ The Kingdom [Horror 100]

DET KOMISKE INFERNO
Lars von Triers Riget I-II

Af BO GREEN JENSEN

NOVEMBER 1994: DET begynder godt, og siden bliver det bedre endnu. Lars von Triers føljeton om Riget er en mærkværdighed i tv-sammenhæng, fordi den gør en dyd af en nødvendighed og dyrker et radikalt skyd-fra-hoften formsprog, der muligvis vil skræmme nogle seere i starten. Her danser kameraet efter skuespillernes rygge og foretager heftige panoreringer, der sagtens kan gøre en svag sjæl svimmel, mens Rigshospitalet langsomt forvandles fra et lysets sted til en gotisk struktur.

   Til tvivlerne er der dog blot at sige: hold ud og hæng på. Gradvis får man farten i kroppen, og den rå æstetik er mere end manér. Det bliver henad vejen ganske klart, hvorfor synsvinklen må skyde og slå sig så ekstremt.

   Trier har skrevet historien sammen med sin faste sparringspartner Niels Vørsel, og sjældent er det latente drengesind i deres praksis kommet bedre til sin ret. Som alle Triers film udspiller Riget sig i rum, der er bygget oven på andre rum, hvilket resulterer i en slags episk dobbelteksponering.

   Tydeligst peger Riget tilbage mod Epidemic (1987), hvor Trier og Vørsel tog på research i Tyskland, men også besøgte Rigsarkivet, hvor fugten drev og piblende sprækker syntes at indvarsle selve Huset Danmarks Fald. Her er det Rigshospitalet, som knager og revner og giver sig i fundamentet.

IFØLGE prologen er hospitalet bygget på det sted, hvor middelalderens blegemænd praktiserede deres erhverv. Lysets rationelle monument blev rejst på denne gyngende grund, og i deres formastelighed kaldte arkitekterne stedet for Riget. Nu vender mørket og fugten tilbage, måske fordi menneskene for længe har vendt ryggen til det, som ikke kan måles.*

   Den okkulte eller metafysiske ramme for Riget er primært et påskud for at fortælle en vild, balstyrisk og blodig historie, der kan bevæge sig hvor som helst hen, mens vi lytter og ser. Men gradvis bliver mærkværdigheden mere end en formel præmis. Den bliver en måde at erkende, erfare og fabulere på.

DEN svenske overlæge Helmer har stjålet så mange forskningsresultater fra andre, at ingen i hjemlandet vil give ham en stilling. Han er derfor, i allerhøjeste grad mod sin vilje, landet i folden hos professor Moesgaard på Rigshospitalets neurokirurgiske afdeling.

   Stig Helmer, der spilles i høj, pragtfuld farcestil af Ernst-Hugo Järegård, er i bund og grund et ubehageligt menneske, så krakilsk og facistoid, at underholdningsværdien er høj, når han harcellerer over slapheden i den danske nationalkarakter. Når alting bliver ham for meget, og det gør det sidst i hvert afsnit, kravler han op på taget af Riget, skuer længselsfuldt mod Barsebäcks vagttårne og forbander de middelmådige Danskjävlar!**

   Mod sin vilje fatter man en pervers sympati for uhyret Helmer, for der er metode i hans galskab, og han er virkelig omgivet af inkompetance. Overlægen Moesgaard, spillet med distræt og nobel bravour af Holger Juul-Hansen, har travlt med at gennemføre trivselsprogrammet Operation Morgenluft. Det giver sig grotesk humoristiske udslag som forsøget på at afholde rundesang og den stadige tale om små klistermærker.

   Moesgaard tangerer det jublende idiotstadium og er samtidig et godt menneske. Resten af afdelingen lever med ham, men for Helmer er det næsten umuligt at sluge så mange kameler hver dag.

SKILDRINGEN af hospitalsmiljøet er karikeret som i en situationskomedie. Reservelægen Krogshøj, Søren Pilmark som dansk national(anti)helt endnu en gang, praktiserer alternativ forsyningsvirksomhed et sted i hospitalets kælder. Han kunne være klippet ud af Robert Altmans M*A*S*H eller måske Joseph Hellers Punkt 22, absurditeten som den skinbarlige fornuft, mens bureaukratiet imploderer. Hans forhold til kollegaen Judith (Birgitte Raabjerg) er en historie, som udvikler sig vildt siden hen.

   Moesgaards søn Mogge (Peter Mygind) leger kispus med afhuggede hoveder og belejrer søvnlaboratoriets sygeplejerske Camilla (Solbjørg Højfeldt). Den dæmoniske patolog dr. Bondo (Baard Owe) hjernevasker sine elever med forskruede maksimer om at yde, mens han leder efter den perfekte leversvulst.

   Narkoselægen Rigmor (Ghita Nørby) smyger sig kælent om Helmer og vil hele tiden nusse og flytte sammen (men har måske sin egen mørke grund, der henad vejen bliver rablende klar som alt andet i Riget).

   Som kronen på værket samles logen Rigets Sønner jævnligt i kælderen under det knagende hospital. Der er strengt taget ikke noget at sige til, at dr. Helmer tænker vemodigt på landet, der gav os Volvo, Björn Borg og The Hepstars.

PARALLELT med eller under dette komiske pandæmonium kører den mørkere fortælling, den rigtige historie om pigen, der døde på Riget engang. Det er simulanten og hobby-spiritisten Fru Drusse (Kirsten Rolffes i en formidabel præstation), der så småt etablerer kontakten i første afsnit.

   Siden vokser denne historie, efterhånden som det sorte vand gennembløder alt det hvide stof i Riget, og balancegangen mellem ironisk mysterium og alvorlig fortælling bliver blot mere rørende, når den kvindelige druide assisteres af portørerne Hansen (Otto Brandenburg) og Bulder (Jens Okking). Sidstnævnte fysiske klippe er tilfældigvis også Fru Drusses søn.

   Ved slutningen af første episode er man tilvænnet, men har endnu det meste af fornøjelsen til gode. Denne gang får man virkelig Triers billeder i blodet, og paradoksalt nok er dét, som instruktøren har betegnet som et venstrehåndsarbejde, lige ved at være hans mest helstøbte og medrivende historie til dato.

   Også fotografen Eric Kress, komponisten Joachim Holbek og medinstruktøren Morten Arnfred skal krediteres. Man er ligefrem lettet, da det sidste blodige billede følges af skærmteksten To be continued.***

FORBRYDELSENS element (1984) var måske mere uudgrundelig; Epidemic mere konsekvent i sin minimale æstetik; Europa (1992) større og renere tænkt. Men i Riget får 30 karakterer egenliv, og billederne bygger langsomt et sted. Det er skægt. Det er sort. Det er hektisk og uforudsigeligt tv-drama, der er gjort af samme stærke stof som Twin Peaks, Wild Palms og Edge of Darkness.

   Alle Triers film har haft en labyrint i deres inderste, men her befolkes strukturen for første gang med levende skikkelser, og historien overdøver den gennemførte æstetik. Med Riget har Trier skabt blivende skærmkunst. Og dertil fortalt os en fandens god historie.

SEPTEMBER 1997: Det mest bemærkelsesværdige ved Riget II er den selvfølgelighed, hvormed det lykkes Trier og Vørsel at holde hundrede bolde i luften på én gang og samle et fuldt hus af blandede genrekort, uden at konstruktionen på noget tidspunkt knager i fugerne. Riget, der i denne omgang faktisk får status som selve ondskabens epicenter, kilden alt mørke emanerer fra, er i høj grad en bygning i splid med sig selv, men filmen er det på ingen måde. Der er betydelig mere drive og stringens over handlingen i anden ombæring, som ofte citerer fra og tangerer ren horror, men livlinen til den skiftevis snerrende, skæve og gavmilde humor, der er Trier og Vørsels umiskendelige vandmærke, også hér, slippes aldrig ret længe ad gangen.

ERNST-Hugo Järegårds hovedrystende Stig Helmer skrider stadig rundt på gangene og måber over den danske slendrian og uduelighed, men han er i stigende grad et trængt menneske, som lever i skyggen af mange trusler og kun med nød og næppe klarer sig igennem fra krise til krise.

   Anæstesirapporten fra den hjerneskadede Monas forkludrede operation spøger stadig i periferien og fungerer som en slags macguffin, når Helmer og Søren Pilmarks »Krogen« nok engang mødes til et standoff i arkivet. Helmer må således tage walkman på for at overhøre en stævningsmand (Klaus Pagh er et af flere blasts from the past på den lange og smukt besatte rolleliste), der vil stikke ham papiret i hånden. Samtidig arbejder Helmer på at forvandle Krogen til en zombie, men dét handlingsspor savner endnu at finde en relevant funktion.

   Hvis Järegårds Helmer-skikkelse træder en anelse i baggrunden, rammer Kirsten Rolffes-figuren Fru Drusse til gengæld fuldkommen rent. Hun dominerer hver eneste scene, hun indgår i, og det er hende, der bærer handlingen rundt i korridorerne og kældrene i den nærmest detonerende hospitalsstruktur. Hendes hårdkogte one-liners sidder lige mellem øjnene, ikke mindst på hendes elskelige bamse af en søn. Og i hele fiktionen om Riget er hun den, der slipper bedst fra faktisk at tale med ånderne.

   

FOR mens Holger Juul-Hansens uforlignelige dr. Moesgaard begynder at samle på erotiske rekvisitter og går til radikal gestaltterapi hos Erik Wedersøe, der som psykiateren »Pigernes Ole« har fået et lille rum i den samme kælder, hvor Rigets Sønner fortsat holder deres lovlig parodiske møder; mens det til stadighed ikke lykkes Henning Jensens hospitalsdirektør at få skovlen under Rigets sminkede statistikker; mens personalet hver nat indgår væddemål om ambulancechaufføren Falkens blindkørsel; mens Solbjørg Højfeldts sexede Camilla (en bifigur som i sidste afsnit med ét vender plottet på hovedet) stadig dræner Peter Myginds Mogge for saft og kraft i søvnlaboratoriet, og Baard Owes denne gang så godt som redundante patolog Palle Bondo ikke nænner at få sit hepatosarkom dissekeret – mens alle disse spor kører slalom, er det i stigende apokalyptiske kræfter og motiver, som overtager Riget.

BIRGITTE Raabergs Judith plejer den søn, som hun fødte i første dels slutbillede. Allerede dengang havde han Udo Kiers hoved, og nu vokser han som »Lillebror« med en fart, som overskrider hans knoglers formåen. Som et grotesk messiasbarn anbringes han i afsnittene »Gargantua« og »Pandæmonium« efterhånden i et bizart stativ og er både en dreng med pibende stemme og et barn af sekelskiftet, der kan tage ondskaben på sig, hvis han får lov.

   Fru Drusse samler ånderne til rådslagning i det store auditorium. Fra luften ser vi Riget som selve Mørkets Hjerte, og i de nederste kældre foregår veritable sorte messer, mens Mona synes på vej til at blive et debilt orakel af en slags. Også i Swedenborg-rummet tælles der ned til årtusindeskiftet, og set i dét lys er det trygt og godt at have opvaskerne Vita Jensen og Morten Rotne Leffers stående i Rigets køkken, hvorfra de ser og kommenterer alt.

DA Riget I tog os med storm, kunne man pege på diverse kilder og eksempler, som enten havde inspireret Trier og Vørsel eller i hvert fald kunne have gjort det. Især David Lynch og Marks Frosts Twin Peaks – som også lod ondskaben vinde terræn, efterhånden som serien skred frem – var en hyppigt nævnt pendant, og forfatterne vedkendte sig gerne en vis gæld til både dén og Barry Levinsons politiserie Homicide (1993-1999, da. Drabsafdelingen), der sammen med Steven Bochcos NYPD Blue (1993-2005, da. New York Blues) gjorde de karakteristiske jumpcuts og det håndholdte kamera, der har været Trier en god følgesvend, til gængse stilfigurer. Vi havde aldrig set noget lignende, men vi kunne dog se, hvordan Riget var kommet i stand.

DET kan man ikke i anden omgang. Riget II er en så fuldkommen original kreation, at man næppe kunne nævne fortilfælde, hvis man skulle blive grebet af en pervers trang til at sætte skærmkunsten på formel. Riget II er blevet sin helt egen, selvindlysende verden, et komisk inferno i en rigt forsiret kosmologi, der har egenliv og hviler i sin egen balance. Den eneste usikkerhed kommer af måden, på hvilken serien er tænkt som både en føljeton med indlagte cliffhangers og en reel spillefilm, som man ser i ét hug.

   Jeg tror nok, at den trods alt gør sig bedst i sidstnævnte skikkelse, men sætter også denne gang pris på de selvironiske epiloger, som Trier i tv-versionen lader afrunde hver episode. Han er til lejligheden iført Carl Th. Dreyers aflagte smoking. Han gør både lysets og hornenes tegn med et stort glimt i begge forelskede øjne. Trier som ung kender slet ingen grænser. Der er derfor ingen tvivl om karakteren: fire stjerner ud af fire mulige.

Dette er de oprindelige anmeldelser af Riget og Riget II, som skrevet og trykt i 1994 og 1997, da formen var overraskende ny, og konceptet måtte forklares fra bunden. Den sidste sæson, Riget: Exodus, som både afslutter og genstarter værket, fik premiere på Venedig Festivalen i september og streames på Viaplay fra 9. oktober 2022.

*) Fortælleren (Ulrik Cold) fremsiger denne prolog: »Grunden under Rigshospitalet er gammel mose. Der lå Blegedammene engang. Her gik blegemændene og fugtede deres store lærreder i det lave vand for at lægge til blegning. Fordampningen indhyllede stedet i en permanent tåge. Senere byggedes Rigshospitalet her, og blegemændene blev skiftet ud med læger og forskere og landets bedste hjerner og mest fuldendte teknologi. Og som kronen på værket kaldte man stedet for Riget. Nu skulle livet defineres, og uvidenhed og overtro aldrig mere kunne ryste videnskaben. Måske er det blevet for meget med hovmodet og den konsekvente fornægtelse af det åndelige, for det er, som om kulden og fugten er vendt tilbage. Små tegn på træthed er begyndt at vise sig i de ellers så solide og moderne bygninger. Ingen levende ved det endnu, men porten til Riget er begyndt at åbne sig på ny.«

**) Trier og Vørsel var inspireret af de (for vores generation) sagnomspundne »Lorteland«-monologer, som på rituel vis afsluttede hver episode af Hov-hov, den satiriske ugerevy, der blev sendt på DR fra 1968-70. Buster Larsen (1920-1993) fremsagde teksten, som var skrevet af Knud Poulsen (1920-2003). Også Ole Bornedal var inspireret af Hov-hov, da han skrev »Det’ fandme uhyggeligt, du!«-monologerne til Den Gale Mand (Peter Schrøder) i Den gode, den onde og den virkli’ sjove (DR 1990-91).

*** Ifølge Joachim Holbek lyder teksten til titelsangen i sin helhed: »Spe-cu-lum et cetera. (Umph!)/ A-ve fer-rum, spes u-ni-ca./ Læg ti læs kul i to rum. (Umph!)/ Mo-ri-tu-ri te salutant.// Glo-ri-a in ta-bu-la mors./ One, two, three, four, five, six, se-ven./ La di da di. La di da di./ R-E-C-T-U-M RECTUM.//A-ve fer-rum, spes u-ni-ca./ Mo-ri-tu-ri te sa-lu-tant./ Glo-ri-a in ta-bu-la mors./ R-E-C-T-U-M RECTUM.« Endvidere er der to kor: »1. Everbody’s [sic] down for a pound of flesh; 2. Oh, death where is thy sting?/ Oh, death where is thy blessed sting?«

Se også Lars von Trier: Dancer in the Dark (2000); Lars von Trier: Dogville (2003) [Moderne mestre]; Lars von Trier: Manderlay (2005); Lars von Trier | Thomas Vinterberg: Dear Wendy (2005); Lars von Trier: Direktøren for det hele (2006); Lars von Trier | Jacob Thuesen: Erik Nietzsche – De unge år (2007); Lars von Trier: Antichrist (2009) [Horror 100]; Efter Antichrist: Et interview med Charlotte Gainsbourg [2019]; Lars von Trier: Melancholia (2011) [Sci-Fi 100]; Lars von Trier: Nymphomaniac 1 + 2 (2013); Lars von Trier: The House That Jack Built (2018).

Riget 1-2 (The Kingdom). Instr.: Lars von Trier & Morten Arnfred. Manus: Lars von Trier & Niels Vørsel. Foto: Eric Kress & Henrik Harpelund. 572 min. Danmark 1994-96.

Lars von Trier & Niels Vørsel: Riget. 198 s. København: Forlaget Aschehoug, 1995.

Fotos: Zentropa/ DR/ Viaplay/  DFI/ YouTube 

Riget + Riget 2 streames på Viaplay før premieren på tredje sæson, Riget: Exodus, der åbner 09.10.2022. Fra 2023 også på dr.dk.

Riget findes på dvd i flere udgaver. Den bedste er Zentropas egen, som indgår i The Lars von Trier Collection. I 2024 udkom et bluray-boxsæt med alle tre sæsoner og meget nyt baggrundsmateriale. Arthouse-platformen MUBI udgav den definitive The Kingdom Collection.

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 18.11.1994 (med rubrikken »Ind i labyrinten«) + Weekendavisen Kultur 10.10.1997 (med rubrikken »Triers komiske inferno«) – Sammenklippet er tidligere trykt i Det første landskab - myter, helte og kunsteventyr (Rosinante, 1999).

Terrence Malick: Knight of Cups (2015) [Moderne mestre]

DEN VERDSLIGE PILGRIM

En film om at vågne op til sit liv

Af BO GREEN JENSEN

SOM regel er det bedst, hvis en film lader billederne tale. Fortællerstemmen hører dog med i Terrence Malicks Knight of Cups.

   Rick (Christian Bale) er manuskriptforfatteren – og ridderen fra det tarotkort, der har givet filmen titel – som vandrer gennem en serie erindringstableauer, mens fem-seks kvinder driver ind og ud af hans liv: Cate Blanchett, Natalie Portman, Isabel Lucas, Freida Pinto, Imogen Poots, Teresa Palmer.

   Et andet spor følger Ricks forhold til sin far (Brian Dennehy) og bror (Wes Bentley). De skændes for det meste om en død bror og en savnet mor. Alt er skildret i kameracirkler, som kun strejfer de enkelte situationer. Det er uvist, om prinsen finder den perle, som kongen sendte ham ud for at hente.

   Rick har succes, men han nyder den ikke. Han bader sig i verdslighed. Han vågner til sit liv, og filmen skifter tone. »Alle disse år, hvor jeg levede en andens liv,« siger forfatteren, som har fundet askesen.

   Jorden ses fra rummet, Bale og Portman bader ved Malibu. Flere tarotkort bliver lagt eller spillet, men forklaringsmodellen er gennemført kristen. Der citeres især fra John Bunyans allegoriske skrift om The Pilgrim’s Progress (1678, da. En Pilgrims Vandring).

   Formen er fuldkommen original. I det mindste så meget er sikkert.

TERRENCE Malick (f. 1943) lavede tidligt to stykker americana med dybe mytologiske rødder. Badlands fra 1973 følger et ungt par (Martin Sheen og Sissy Spacek) på et mordtogt gennem South Dakota.

   Filmen var baseret på sagen om Charles Starkweather og Carli Ann Fugate, som dræbte 11 personer »i virkeligheden«. Det er den samme episode, som Bruce Springsteen bruger på albummet Nebraska (1982), hvor titelsangen citerer Starkweathers forklaring.

   Days of Heaven (1978, da. Himlen på jorden) foregår i Texas i 1916. Richard Gere og Brooke Adams foregiver at være søskende, da de tager arbejde hos Sam Shepard. Det er en moderne syndefaldsmyte. I Shepards sidste tid har de tre virkelig en slags »himmelske dage« i kornhavet under det store blå.

   Billedsiden citerer malerne Edward Hopper og Andrew Wyeth, mens Ennio Morricones score bearbejder temaer fra Camile Saint-Saëns og er isprængt autentisk folkemusik i Joe Hill/Woody Guthrie-traditionen, fremført af Leo Kottke.

   Begge film gør brug af en kvindelig fortæller. Det er ikke, fordi de forklarer tingene 1:1, men de sætter dem i perspektiv.

EFTER Days of Heaven var Malick tavs i tyve år. Imens opstod myten om den sidste nulevende mester. Malick har ikke udtalt sig siden 1979 og giver stadig ikke interviews. Sådan blev han filmens svar på Thomas Pynchon.

   The Thin Red Line (1998, da. Den tynde røde linje) var baseret på James Jones’ roman. Her blev Stillehavskrigen sindbilledet på alle krige. Der var nu et helt kor af uenige stemmer. The New World (2005, da. Den nye verden) skildrer mødet mellem John Smith og Pocahontas. De har ikke noget fælles sprog, men taler alligevel til hinanden.

   The Tree of Life (2011) bliver betragtet som hovedværket. Malick fortæller sin egen familiehistorie fra 1950ernes Texas, men han gør det i en kosmisk form, som griber tilbage til verdens skabelse – der er en tyve minutter lang sekvens med Big Bang, urtid og dinosaurer – og slutter på bredden ved sjælenes hav.

   Filmen er vildt ambitiøs, stilistisk storslået og meget patetisk. Formen er en fuga, atter med megen voice over. Det spiller næsten ingen rolle, hvem stemmerne tilhører. Alt liv synes at være det samme.

DER er delte meninger om To The Wonder (2012) og Knight of Cups. Begge film skildrer en enkelt mands livrejse, både på et indre plan og i den taktile virkelighed, hvor kvinderne bliver fysiske manifestationer af miraklet. Begge er en blanding af det dybe og dybt banale. Begge ligner fraklip fra The Tree of Life.

   Alle tre film bryder med det foreskrevne fortællemønster. De kronologiske krumspring er det mindste af det hele. Stemmerne, der taler og hvisker på lydsporet, eksponerer ikke, som man er vant til. Det er indre monologer i traditionen fra den litterære modernisme.

   De forholder sig kommenterende til det viste liv på billedsiden. Det er både smukt og trættende. Sproget er stort og kan virke pompøst. Der er end ikke tilløb til humor og fortrolige henvendelser.

FANS af den evangeliske form taler henført om en unik liturgi hos den sene Terrence Malick. Jeg kan sagtens se, hvad det er jeg skal se, og give mig hen til de svimlende billeder, som husfotografen Emmanuel Lubezki (Birdman, The Revenant) har skudt i sin signaturstil.

   Jeg kan glæde mig til Weightless, som bliver næste afsnit af Malicks metafysiske film fleuve. Men i Days of Heaven kunne jeg undre mig over miraklet. I den forklarede form kan jeg bare betragte.*

   Disse film er som vinduer i en kirke. Set indefra er der brændende farver. Set udefra er der bare mat glas.

*) Song to Song (2017) havde længe Weightless som arbejdstitel. Filmen foregår i musikmiljø i Austin, Texas, og følger tre sammenflettede parforhold over tid. Der er både faste tropper fra Malicks ensemble og nye ansigter på rollelisten: Ryan Gosling, Michael Fassbender, Rooney Mara, Cate Blanchett, Natalie Portman, Val Kilmer. Sangerinden Lykke Li spiller sangerinden Lykke Li. Endvidere medvirker musikalske venner som Patti Smith, Iggy Pop, Florence Welch, John Lydon, Flea og First Aid Kit. Desværre blev scener med Arcade Fire, Iron & Wine og Fleet Foxes fjernet fra filmen. Christian Bale var på settet i tre dage, men optræder ikke i den færdige film, som ikke så langt ude er i familie med Michael Winterbottoms 9 Songs (2004).

   Song to Song fik verdenspremiere på SXSW-festivalen i 2017. Som det eneste Malick-arbejde er den aldrig  distribueret i Danmark. Selv iMax-dokumentaren Voyage of Time (2016) nåede danske biografer ad åre. Men ikke Song to Song. Malick-aktien stod i lav kurs ved 10ernes slutning. Scenen var således ryddet og klar til det kritiske comeback med A Hidden Life (2019). 

Se også Store filmatiseringer: The Thin Red Line (1962/1998) og Terrence Malick: A Hidden Life (2019) [Moderne mestre].

Knight of Cups. Instr. og manus: Terrence Malick. Foto: Emmanuel Lubezki. 118 min. USA 2015. Dansk premiere: 24.03.2016.

Fotos: Dogwood Films/ Waypoint Entertainment/ Broad Green Pictures/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 25.03.2016

Terrence Malick: A Hidden Life (2019) [Moderne mestre]

VEJEN TIL SANKT RADEGUND

Metafysikerens kritiske comeback

Af BO GREEN JENSEN

DET kan have sin pris at tale højt og blive produktiv. Terrence Malick (f. 1943) blev i 20 år betragtet som det sidste reklusive geni. Filmens svar på J.D. Salinger og Thomas Pynchon havde bevaret sin integritet ved at forholde sig tavs efter debutfilmen Badlands (1973) og hovedværket Days of Heaven (1978, da. Himlen på jorden), som stadig er en af de store oplevelser fra et i forvejen tætpakket årti.

   I 1998 vendte han tilbage med en monumental filmatisering af The Thin Red Line (da. Den tynde røde linje), den anden store krigsroman af James Jones, som skrev From Here to Eternity (da. Herfra til evigheden). Det holdt legenden lige til, for skønt filmen er fuld af dvælende scener, hvor soldater går omkring i regnskoven og fremsiger indre monologer om livet og døden, er der også en fysisk konkret første time og megen visuel energi.

DER var færre fans til The New World (2005, da. Den nye verden), som fulgte efter bare syv år. En fejlcastet Colin Farrell spillede kaptajn John Smith over for hawaianske Q’orianka Kilcher i rollen som den historiske Pocahontas. Filmen var for det første belastet af Disney-versionen. For det andet fik den premiere i en kopi, som var klippet ned fra tre til to spilletimer. Og udkom på blu-ray i et director’s cut på fire timer.

   Kulminationen på mellemfasen blev The Tree of Life (2011). Her er en enkelt families historie skrevet ind i den store fortælling om livet på Jorden. Filmen begynder med skabelsen og viser både dinosaurer og istid, før Brad Pitt, Jessica Chastain og deres børn dukker op. Det slutter med en hvidklædt Sean Penn, der har tårer i øjnene, mens han knæler på stranden i efterlivet, som alle gospelsange taler om.

FILMEN er fuld af fantastiske billeder. Få kan som Malick se på naturen. Den tangerer samtidig en kosmisk kitsch, som er problemet med sen Terrence Malick. The Tree of Life var stor i fem minutter og blev kaldt en født klassiker. Jeg tvivler på, at ret mange ser den igen.

   Nu var det så, at Fanden tog ved den kristne filmskaber. I hurtigt tempo fulgte To The Wonder (2012) og Knight of Cups (2015). Begge er skudt i en flydende, flimrende stil, med henholdsvis Ben Affleck og Christian Bale som de maskuline pilgrimme, der snubler gennem livet og taler inderligt henvendt på lydsporet. Begge film ligner fraklip fra The Tree of Life.

   Dokumentaren Voyage of Time: Life’s Journey (2016) var en prosaisk gentagelse af skabelsespoesien med Brad Pitt som fortæller og produceret i iMax-format. Mest livfuld af 10ernes film var i grunden den profane Song to Song (2017). Ryan Gosling, Michael Fassbender, Rooney Mara og Natalie Portman har affærer med hinanden i Austin, Texas, hvor instruktøren er bosat. Imens citeres 88 musikstykker, som spænder vidt genremæssigt, fra Mahler, Ravel og Arvo Pärt til Dylan, Patti Smith og Lykke Li. Her var der atter en form og et sigte, men flertallet havde mistet tålmodigheden med Malick. Filmen blev knap nok distribueret. I Danmark kom den ud i én kopi.

ALT dette førte til den skeptiske forventning, som A Hidden Life blev mødt med på Cannes Festivalen i 2019. Der var også apati og forundring. Det er en anden generation nu, og den sene, såkaldt »transcendentale« Malick har ikke automatisk heltestatus. Der var mere interesse omkring Parasite, ny Tarantino og Céline Sciammas Portræt af en kvinde i flammer. Malick har været for løs lidt for længe. På den måde blev han en overkomplet.

   Men i sin nye film finder Malick tilbage. A Hidden Life fortæller den sandfærdige historie om østrigeren Franz Jägerstätter (1907-1943), som også i virkeligheden trodsede nazismen, nægtede at bære tysk uniform og gik i døden for sin overbevisning. Jägerstätter forklarede sig i en lang række breve til hustruen Fani og parrets børn. Hans samlede skrifter er udgivet. I 2007 blev han helgenkåret af pave Benedict XVI.

   Malicks sene, »høje« form kan ikke bare bruges. Den passer perfekt til en martyrfortælling. Malick bruger igen den svimlende, gispende stil, som har været hans signatur siden The Tree of Life. Men sagen er denne gang enkel og klar. Franz Jägerstätter (August Diehl) har en konkret grund til at se på naturen og undre sig over al den skønhed og ondskab, som findes i verden. Malick maner det frem i forvrængede scopebilleder.

FILMENS arbejdstitel var Radegund. Sankt Radegund er navnet på den østrigske bjergby, som ligger »over skyerne« og udgør hele verden for Franz, Fani (Valerie Pachner) og deres børn. Her består i lang tid et paradis, hvor gode mennesker lever i harmoni med naturen, afgrøderne og hinanden. Det er atter et Himlen på Jorden, som falder.

   Idyllen bliver knust, da Franz siger nej, først til Anschluss og brunskjorternes indsamling, så til at heile og sværge Føreren troskab. Snart bliver der spyttet på den pacifistiske familie.

   Fani bakker sin mand op, og det samme gør flere tvivlere i systemet, mest anfægtende den Pilatus-agtige oberst Lueben (Bruno Ganz i sin sidste filmrolle), som afsiger dødsdommen. Jägerstätter kan gå, hvis han giver sig. Han vakler aldrig i troen, og Malick markerer martyriet i sin klareste, mest forkyndende form.

DEN første time af filmen er smuk. Så skildrer Malick den moralske forandring – eller den iboende fascisme, som kommer frem – da tiderne skifter i Radegund. Det gør han i et andet sprog, men med samme virkning, som Michael Haneke nåede i Det hvide bånd (2009). For begge mænd at se, sidder råddenskaben der allerede. Men Malicks film er bedre til at skildre, hvad der går tabt.

   Da torturen og brutaliseringen begynder, bliver det en mere ordinær fremstilling. På forstemmende vis har man set den mange gange. Men Malick holder fokus hele vejen, og August Diehl – der så ofte har spillet en søn af nazister – er også i denne film ét med sin rolle. Franz Jägerstätter bliver henrettet i Brandenburg-Görden fængsel den 9. august 1943. Han er da en dissidenternes Kristus, og filmen kortlægger hans Smertens Vej.

DET er bedst i begyndelsen oppe på bjerget, hvor kameraet drejer så svimmelt, at man vil trykke sig helt ned til jorden. A Hidden Life er en krævende film, som aldrig slipper sit tag eller glemmer at forkynde. Men den er levende, rig og seværdig på en måde, som Malick ikke har været i lang tid. Her mødes kulden fra Kubrick og troen fra Tarkovskij.

   Malick er 78 år. Der må gerne være én stor film mere. Den, som han arbejder på lige nu, hedder The Last Planet. På rollelisten optræder både Kristus og Satan. Måske bliver det kronen på værket. Måske bliver det Knight of Cups om igen. I hvert fald skal projektet følges med spænding, for med denne film er Malick tilbage.

A Hidden Life. Instr. og manus: Terrence Malick. Foto: Jörg Widmer. 174 min. Tyskland-USA 2019. Dansk premiere: 13.02.2020

Fotos: Searchlight Pictures/ SF Studios/ CineMaterial/ Movie StillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime,Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra 20th Century Fox 17.03.2020

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 14.02.2020