Animation | Apollo 10½: A Space Age Childhood (2022)

LINKLATERS LIVSVÆRKER

Om at fastholde tiden og lade den flyde

Af BO GREEN JENSEN

RICHARD Linklater (f. 1960) har lavet mange slags film, siden han ankom med Slacker (1990) og Dazed & Confused (1993). Texaneren blev fra begyndelsen set som en tilbagelænet talsmand for den søvnige »Generation X«, som Douglas Coupland m.fl. skrev om i litteraturen.

   Han har – heldigvis – bevaret sin slentrende tone, uanset om genren var mainstream (Bad News Bears), økologisk protest (Fast Food Nation), skæv biopic (Me and Orson Welles) eller hjertearbejder som Last Flag Flying (2017), der genforener de tre soldater fra Hal Ashbys The Last Detail (1973). 

  

ALLE Linklaters film er seværdige, men hovedbidraget må være de kronologiske projekter. I 1995 lod han to unge rejsende, amerikaneren Jesse (Ethan Hawke) og franske Céline (Julie Delpy), tale til daggry ved toget i Wien. Before Sunrise blev en uforgængelig film, der i dråbeform koncentrerer sin tid. Man ser den nu og er tilbage i årtiet, som tror, at Den Kolde Krig er forbi.

   Fordi karaktererne var interessante, kunne de mødes (og skilles) igen i Paris i Before Sunset (2004). Kronen på værket er Before Midnight (2013), hvor vi ser dem som familien, de blev. Parret er i Grækenland med sine døtre, og forholdet er i krise. De taler dog stadig med humor og varme. Det gør selvsagt alt for filmene, at Hawke og Delpy ældes i virkelig tid.

DER blev for alvor syet med lang tråd i Boyhood (2014). Boyhood er filmet over 12 år og følger drengen Mason (Eller Coltrane) fra han er otte til han er 18 og forlader Austin-forstaden for at gå på college. Rammen er autentisk, men historien er fiktiv. Masons forældre, der begge får nye partnere, bliver spillet af Patricia Arquette og Ethan Hawke, som er en avatar for instruktøren.

   Linklater arbejdede på filmen et par uger hvert år. Der sker ikke meget. Omvendt sker det hele: en barndom bliver levet, tiden går, og vi ser, at den sætter sig i karakteren. Linklater blev Oscar-nomineret for sin instruktion og sit manuskript. Boyhood har meget til fælles med Terrence Malicks Tree of Life (2011). Der er bare ingen metafysisk fernis og heller ingen fortidsdyr.

JEG dvæler ved Tempus Fugit-projektet, fordi filmene tydeligvis er vigtige og særlige for Linklater, og fordi den semi-selvbiografiske Apollo 10½: A Space Age Childhood vokser ud af samme bestræbelse. Linklater havde ideen allerede i 2004, da han var midtvejs med Before-trilogien og skulle til at begynde på Boyhood. Han ville gerne bruge sin egen barndom, men syntes ikke, at der var drama nok til en rekonstruktion i fuld skala.

   Apollo 10½ føjer to små historier sammen til en stor barndomsskildring. Stan er ni år i sommeren 1969, da hele verden følger rumkapløbet. Emnet fylder ekstra i Houston-forstaden El Lago, hvor alle arbejder for NASA. Stan er efternøleren blandt seks søskende – de andre i huset driller ham med, at han ofte mangler på fotos og smalfilm. På lydsporet taler Jack Black som den voksne Stan.

FORTÆLLINGEN skildrer med varm præcision og stor kærlighed en hvid drengetid i de nye forstæder. Det særlige er, at det bliver gjort i animationsform. Linklater har før brugt animation i episodefilmen Waking Life (2002), hvor også parret fra Before-trilogien optræder, og i sin kongeniale fortolkning af Philip K. Dicks A Scanner Darkly (2006). Formen var som skabt til at skildre det paranoide verdenssyn hos forfatteren.

   Linklater laver ikke lækre animationsfilm i stilen fra Disney og Pixar. Teknikken er rotoscoping – man filmer i live action og bearbejder digitalt. Metoden blev udviklet til Waking Life af Bob Sabiston. Det var samme mand, som Jørgen Leth henvendte sig til, da han skulle genskabe barberingsscenen fra Det perfekte menneske (1968) i sin og Lars von Triers De fem benspænd (2003).

FORMEN passer perfekt til Apollo 10½. Linklater skildrer en barndom med skole, sport, biografer, tv’et, som der er kamp om, når en familie på otte skal enes. I baggrunden hører vi om krigen i Vietnam, de politiske attentater, den sociale uro. Ældste søster slår over på Dick Cavett Show, hvor gæsten er Janis Joplin. Joni Mitchell besøger The Johnny Cash Show. En anden søster spiller »Sugar Sugar« med The Archies i sløjfe. Stan har mange tv-favoritter, men allerhelst vil han se The Twilight Zone.

   Filmens temasang er Donovans »Barabajagal«. Den ene af de hårdkogte bedstemødre er konspirationsteoretiker. Hun hvisker til børnene om JFK, der overlevede skuddet i Dallas, men blev gemt væk på en græsk ø, som ejes af Aristotelis Onassis. På den måde giver det hele jo mening.

FORMATET kommer især til sin ret, når børnene går med mormor i biografen og ser The Sound of Music. Også Rumrejsen år 2001 citeres som tegnefilm – og vi ser Walter Cronkite tale med Arthur C. Clarke, mens der tælles ned til Apollo 11-opsendelsen. Vist er filmen nostalgisk, men det er efter drengetilstanden – den ser ikke 1960erne som et tabt paradis.

   I den anden historie bliver Stan samlet op af to mænd i sorte habitter og kørt til NASA, som har brug for at afprøve måneflyvningen i lille skala. Stan gennemgår træningsprogrammet og lander i Stilhedens Hav. Han fortæller, som skete det faktisk. Stan viser alle de trivielle relikvier frem. Nogle er husket, andre er glemt – »but not by me«, forsikrer han.

DET ER USIGELIGT charmerende, hvis man har Linklaters alder. For yngre tilskuere er det ikke den værste måde at rejse tilbage i tiden på. Fantasien giver endelig mening, da drengen er faldet i søvn og bliver båret i seng, så han går glip af månelandingen. For han har allerede været der, og som Stans mor siger til sin mand: »Du ved, hvordan erindringen fungerer. Med tiden vil han huske det, som om han virkelig oplevede det.«

   Denne lille sandhed er for så vidt hele den store pointe. Linklaters næste kronologiske projekt er Merrily We Roll Along. Den bygger på Stephen Sondheims musical, men filmen skal optages over tyve år, ligesom Boyhood blev til over 12. Tanken er at vende kronologien til slut.

DE fleste Linklater-film har haft dansk premiere. Where’d You Go, Bernadette? (2019) gik tabt i covidnedlukningen. Cate Blanchett spiller en arkitekt i livskrise. Atmosfæren er fortvivlet komik, og finalen er henlagt til Antarktis. Hvor blev du af, Bernadette? kan ses på Filmstriben og C More. Apollo 10½ ligger på Netflix, som også er koproducent.

   Linklater har aldrig brugt store ord og dyre fagter. Men han har bevaret sit særpræg i 30 år nu.

Se også Richard Linklater: Before Sunrise (1995); Richard Linklater: Before Sunset (2004); Richard Linklater: Me and Orson Welles (2008); Richard Linklater: Before Midnight (2013); Richard Linklater: Boyhood (2014); Richard Linklater: Last Flag Flying (2017) [Sequels nr. 5].

Se også Buñuel i skildpaddernes labyrint (2018); Jonas Poher Rasmussen: Flugt | Flee (2021) [Oscars 2022]; Dorota Kobiela/Hugh Welchman: Loving Vincent (2017); Animation | La tortue rouge/ Den røde skildpadde (2016); Animation | The Swallows of Kabul/ Les hirondelles de Kaboul (2019); Animation | Kahlil Gibran's The Prophet/ Den lille pige og profeten (2014); Animation | Ma vie de Courgette/ Mit liv som Squash (2016); Animation | Den Lille Prins/ Le Petit Prince (2015) [Bogen og filmen].

Se også Det store spring: Ballerina (2016); Pete Docter: Soul/Sjæl (2020) [Oscars 2021]; Andrew Stanton: WALL-E (2008) [Sci-Fi 100]; Hayao Miyazaki: Når vinden rejser sig (2013); Hayao Miyazaki: Ponyo på klippen ved havet (2009); Gorô Miyazaki: Oppe på Valmuebakken (2011); Isao Takahata: Fortællingen om Prinsesse Kaguya (2013); Yushifumo Kondô: Hjertets hvisken (1995); Jack London: White Fang/Ulvehunden (1904/2018) [Bogen og filmen]; Animation | Drengen og verden/ The Boy and the World (2013); Animation | Makato Shinkai: Weathering With You (2019); Animation | Makato Shinkai: Your Name (2016).

Apollo 10½: A Space Age Childhood. Instr. & manus: Richard Linklater. Foto: Shane F. Kelly. 97 min. USA 2022. Dansk premiere: 01.04.2022 (streaming).

Fotos: Minnow Mountain/ Submarine/ Detour Filmproduction/ Netflix Animation/ Soundcrafter/ CineMaterial/ Filmgrab.com/

Filmen streames på NETFLIX

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 01.05.2022.

Terrence Malick: Knight of Cups (2015) [Moderne mestre]

DEN VERDSLIGE PILGRIM

En film om at vågne op til sit liv

Af BO GREEN JENSEN

SOM regel er det bedst, hvis en film lader billederne tale. Fortællerstemmen hører dog med i Terrence Malicks Knight of Cups.

   Rick (Christian Bale) er manuskriptforfatteren – og ridderen fra det tarotkort, der har givet filmen titel – som vandrer gennem en serie erindringstableauer, mens fem-seks kvinder driver ind og ud af hans liv: Cate Blanchett, Natalie Portman, Isabel Lucas, Freida Pinto, Imogen Poots, Teresa Palmer.

   Et andet spor følger Ricks forhold til sin far (Brian Dennehy) og bror (Wes Bentley). De skændes for det meste om en død bror og en savnet mor. Alt er skildret i kameracirkler, som kun strejfer de enkelte situationer. Det er uvist, om prinsen finder den perle, som kongen sendte ham ud for at hente.

   Rick har succes, men han nyder den ikke. Han bader sig i verdslighed. Han vågner til sit liv, og filmen skifter tone. »Alle disse år, hvor jeg levede en andens liv,« siger forfatteren, som har fundet askesen.

   Jorden ses fra rummet, Bale og Portman bader ved Malibu. Flere tarotkort bliver lagt eller spillet, men forklaringsmodellen er gennemført kristen. Der citeres især fra John Bunyans allegoriske skrift om The Pilgrim’s Progress (1678, da. En Pilgrims Vandring).

   Formen er fuldkommen original. I det mindste så meget er sikkert.

TERRENCE Malick (f. 1943) lavede tidligt to stykker americana med dybe mytologiske rødder. Badlands fra 1973 følger et ungt par (Martin Sheen og Sissy Spacek) på et mordtogt gennem South Dakota.

   Filmen var baseret på sagen om Charles Starkweather og Carli Ann Fugate, som dræbte 11 personer »i virkeligheden«. Det er den samme episode, som Bruce Springsteen bruger på albummet Nebraska (1982), hvor titelsangen citerer Starkweathers forklaring.

   Days of Heaven (1978, da. Himlen på jorden) foregår i Texas i 1916. Richard Gere og Brooke Adams foregiver at være søskende, da de tager arbejde hos Sam Shepard. Det er en moderne syndefaldsmyte. I Shepards sidste tid har de tre virkelig en slags »himmelske dage« i kornhavet under det store blå.

   Billedsiden citerer malerne Edward Hopper og Andrew Wyeth, mens Ennio Morricones score bearbejder temaer fra Camile Saint-Saëns og er isprængt autentisk folkemusik i Joe Hill/Woody Guthrie-traditionen, fremført af Leo Kottke.

   Begge film gør brug af en kvindelig fortæller. Det er ikke, fordi de forklarer tingene 1:1, men de sætter dem i perspektiv.

EFTER Days of Heaven var Malick tavs i tyve år. Imens opstod myten om den sidste nulevende mester. Malick har ikke udtalt sig siden 1979 og giver stadig ikke interviews. Sådan blev han filmens svar på Thomas Pynchon.

   The Thin Red Line (1998, da. Den tynde røde linje) var baseret på James Jones’ roman. Her blev Stillehavskrigen sindbilledet på alle krige. Der var nu et helt kor af uenige stemmer. The New World (2005, da. Den nye verden) skildrer mødet mellem John Smith og Pocahontas. De har ikke noget fælles sprog, men taler alligevel til hinanden.

   The Tree of Life (2011) bliver betragtet som hovedværket. Malick fortæller sin egen familiehistorie fra 1950ernes Texas, men han gør det i en kosmisk form, som griber tilbage til verdens skabelse – der er en tyve minutter lang sekvens med Big Bang, urtid og dinosaurer – og slutter på bredden ved sjælenes hav.

   Filmen er vildt ambitiøs, stilistisk storslået og meget patetisk. Formen er en fuga, atter med megen voice over. Det spiller næsten ingen rolle, hvem stemmerne tilhører. Alt liv synes at være det samme.

DER er delte meninger om To The Wonder (2012) og Knight of Cups. Begge film skildrer en enkelt mands livrejse, både på et indre plan og i den taktile virkelighed, hvor kvinderne bliver fysiske manifestationer af miraklet. Begge er en blanding af det dybe og dybt banale. Begge ligner fraklip fra The Tree of Life.

   Alle tre film bryder med det foreskrevne fortællemønster. De kronologiske krumspring er det mindste af det hele. Stemmerne, der taler og hvisker på lydsporet, eksponerer ikke, som man er vant til. Det er indre monologer i traditionen fra den litterære modernisme.

   De forholder sig kommenterende til det viste liv på billedsiden. Det er både smukt og trættende. Sproget er stort og kan virke pompøst. Der er end ikke tilløb til humor og fortrolige henvendelser.

FANS af den evangeliske form taler henført om en unik liturgi hos den sene Terrence Malick. Jeg kan sagtens se, hvad det er jeg skal se, og give mig hen til de svimlende billeder, som husfotografen Emmanuel Lubezki (Birdman, The Revenant) har skudt i sin signaturstil.

   Jeg kan glæde mig til Weightless, som bliver næste afsnit af Malicks metafysiske film fleuve. Men i Days of Heaven kunne jeg undre mig over miraklet. I den forklarede form kan jeg bare betragte.*

   Disse film er som vinduer i en kirke. Set indefra er der brændende farver. Set udefra er der bare mat glas.

*) Song to Song (2017) havde længe Weightless som arbejdstitel. Filmen foregår i musikmiljø i Austin, Texas, og følger tre sammenflettede parforhold over tid. Der er både faste tropper fra Malicks ensemble og nye ansigter på rollelisten: Ryan Gosling, Michael Fassbender, Rooney Mara, Cate Blanchett, Natalie Portman, Val Kilmer. Sangerinden Lykke Li spiller sangerinden Lykke Li. Endvidere medvirker musikalske venner som Patti Smith, Iggy Pop, Florence Welch, John Lydon, Flea og First Aid Kit. Desværre blev scener med Arcade Fire, Iron & Wine og Fleet Foxes fjernet fra filmen. Christian Bale var på settet i tre dage, men optræder ikke i den færdige film, som ikke så langt ude er i familie med Michael Winterbottoms 9 Songs (2004).

   Song to Song fik verdenspremiere på SXSW-festivalen i 2017. Som det eneste Malick-arbejde er den aldrig  distribueret i Danmark. Selv iMax-dokumentaren Voyage of Time (2016) nåede danske biografer ad åre. Men ikke Song to Song. Malick-aktien stod i lav kurs ved 10ernes slutning. Scenen var således ryddet og klar til det kritiske comeback med A Hidden Life (2019). 

Se også Store filmatiseringer: The Thin Red Line (1962/1998) og Terrence Malick: A Hidden Life (2019) [Moderne mestre].

Knight of Cups. Instr. og manus: Terrence Malick. Foto: Emmanuel Lubezki. 118 min. USA 2015. Dansk premiere: 24.03.2016.

Fotos: Dogwood Films/ Waypoint Entertainment/ Broad Green Pictures/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 25.03.2016

Richard Linklater: Boyhood (2014)

DE MINDSTE TING

En opvækst forløber i virkelig tid

Af BO GREEN JENSEN

I 90erne fik man begrebet hybridfilm. Det dækker i regelen dokumentariske fortællinger, der intensiverer deres skildring af virkeligheden ved at bruge narrative tricks og strategier, som man er vant til at arbejde med i fiktionen.

   Trafikken kan dog også gå den anden vej. I Richard Linklaters stilfærdigt nyskabende Boyhood forstærkes troværdighedspræget, fordi fortælleformen inddrager træk, man forbinder med dokumentaren. En helaftensfilm, der beskriver tolv år af et almindeligt amerikansk drengeliv, lyder næppe særligt spændende. Imidlertid er det lykkedes Linklater at skabe noget skært og dyrebart.

   Boyhood begynder i 2002, da drengen Mason (Ellar Coltrane) er otte år gammel. Han og søsteren Samantha (Lorelei Linklater) bor hos deres mor (Patricia Arquette), som er separeret fra børnenes far (Ethan Hawke), der netop dén dag er på besøg.

   Da filmen slutter i 2013, er Mason fyldt 18 og flytter hjemmefra for at studere. Forskellige udvalgte dage på vejen er skildret i semi-dokumentarisk atmosfære. Forældrene har nye forhold. Masons far begynder forfra i et nyt ægteskab med en ny lille søn. Mor er gift med en fordrukken professor og en bitter Irak-veteran. Miljøerne veksler fra country i Austin til kristen skydeglæde hos Fars nye svigerforældre.

BOYHOOD varer to timer og tre kvarter. Der sker sådan set ikke andet, end at Mason vokser op. Det særlige er, at Linklater har filmet de medvirkende over 12 år. De ældes derfor i virkelig tid, og filmen lagrer hvert øjeblik, som det var. Boyhood bliver på den måde en blanding af sort boks og tilbageskuende Amerika-skildring.

   Linklater brugte en lignende metode i trilogien om Jesse og Céline (Ethan Hawke og Julie Delpy), der mødes som unge turister i Before Sunrise (1995), finder hinanden igen i Before Sunset (2006) og er blevet et træt par med tvillingedøtre i Before Midnight (2013). Også her bliver karaktererne ældre sammen med tiden. Der er dog tale om struktureret fiktion, et afrundet værk for hvert møde.

   Boyhood er derimod bygget som en tidskapsel fra begyndelsen. Fra 2002 til 2013 har Linklater samlet de medvirkende i cirka tre uger hvert år. Fortællingen er ajourført og har til en vis grad taget form efter Coltranes personlige udvikling, men der er ikke biografisk sammenfald. Det er en film, det har taget ti år at indspille.

STYRKEN er især, at Linklater afholder sig fra at tydeliggøre. De bestemmende øjeblikke bliver ikke gjort større, end de er. Dramatikken skabes snarere ved nænsom redigering. Gentagelserne er fjernet fra forløbet. Summen af trivielle hverdage er blot markeret. På den måde friskrabes de nødvendige erfaringer.

   Et eksempel er scenen, hvor den så godt som flyvefærdige Mason får en opsang af sin fotolærer, der kan se, at han har evner, men må lære at bruge dem ydmygt. Mason synes ikke om blot at reproducere. På reportageopgaver kommer han altid hjem med kunstfærdige fortolkninger af virkeligheden.

   Læreren forklarer, at man først må mestre faget og beskrive tingene, som de er. Han sender Mason til en fodboldkamp og beder ham komme hjem med en færdig serie udvalgte og redigerede fotos. Det er både et lynkursus i journalistisk metode og en variation af mødet med Den Gode Lærer, som gør en forskel.

HER er hverken føleri eller kulde. Da Mason vinker farvel og kører væk, føles det virkelig, som om Coltrane og Arquette var mor og søn i virkeligheden. Der er ingen stor musik til at booste det heftige følelsesstof. Et liv tager form, en barndom forlades. Boyhood er blevet en åbenbaring af hverdag, et billeddigt om dybden i de mindste og mest almindelige ting.

Se også Richard Linklater: Before Sunrise (1995); Richard Linklater: Before Sunset (2004); Richard Linklater: Me and Orson Welles (2008); Richard Linklater: Before Midnight (2013); Richard Linklater: Last Flag Flying (2017) [Sequels nr. 5]; Animation | Apollo 10½: A Space Age Childhood (2022).

Boyhood. Instr. og manus: Richard Linklater. Foto: Lee Daniel, Shane F. Kelly. 165 min. USA 2014. Dansk premiere: 04.09.2014.

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ IFC Productions

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Arrow Video 02.12.2024

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.09.2014