Animation | Apollo 10½: A Space Age Childhood (2022)

LINKLATERS LIVSVÆRKER

Om at fastholde tiden og lade den flyde

Af BO GREEN JENSEN

RICHARD Linklater (f. 1960) har lavet mange slags film, siden han ankom med Slacker (1990) og Dazed & Confused (1993). Texaneren blev fra begyndelsen set som en tilbagelænet talsmand for den søvnige »Generation X«, som Douglas Coupland m.fl. skrev om i litteraturen.

   Han har – heldigvis – bevaret sin slentrende tone, uanset om genren var mainstream (Bad News Bears), økologisk protest (Fast Food Nation), skæv biopic (Me and Orson Welles) eller hjertearbejder som Last Flag Flying (2017), der genforener de tre soldater fra Hal Ashbys The Last Detail (1973). 

  

ALLE Linklaters film er seværdige, men hovedbidraget må være de kronologiske projekter. I 1995 lod han to unge rejsende, amerikaneren Jesse (Ethan Hawke) og franske Céline (Julie Delpy), tale til daggry ved toget i Wien. Before Sunrise blev en uforgængelig film, der i dråbeform koncentrerer sin tid. Man ser den nu og er tilbage i årtiet, som tror, at Den Kolde Krig er forbi.

   Fordi karaktererne var interessante, kunne de mødes (og skilles) igen i Paris i Before Sunset (2004). Kronen på værket er Before Midnight (2013), hvor vi ser dem som familien, de blev. Parret er i Grækenland med sine døtre, og forholdet er i krise. De taler dog stadig med humor og varme. Det gør selvsagt alt for filmene, at Hawke og Delpy ældes i virkelig tid.

DER blev for alvor syet med lang tråd i Boyhood (2014). Boyhood er filmet over 12 år og følger drengen Mason (Eller Coltrane) fra han er otte til han er 18 og forlader Austin-forstaden for at gå på college. Rammen er autentisk, men historien er fiktiv. Masons forældre, der begge får nye partnere, bliver spillet af Patricia Arquette og Ethan Hawke, som er en avatar for instruktøren.

   Linklater arbejdede på filmen et par uger hvert år. Der sker ikke meget. Omvendt sker det hele: en barndom bliver levet, tiden går, og vi ser, at den sætter sig i karakteren. Linklater blev Oscar-nomineret for sin instruktion og sit manuskript. Boyhood har meget til fælles med Terrence Malicks Tree of Life (2011). Der er bare ingen metafysisk fernis og heller ingen fortidsdyr.

JEG dvæler ved Tempus Fugit-projektet, fordi filmene tydeligvis er vigtige og særlige for Linklater, og fordi den semi-selvbiografiske Apollo 10½: A Space Age Childhood vokser ud af samme bestræbelse. Linklater havde ideen allerede i 2004, da han var midtvejs med Before-trilogien og skulle til at begynde på Boyhood. Han ville gerne bruge sin egen barndom, men syntes ikke, at der var drama nok til en rekonstruktion i fuld skala.

   Apollo 10½ føjer to små historier sammen til en stor barndomsskildring. Stan er ni år i sommeren 1969, da hele verden følger rumkapløbet. Emnet fylder ekstra i Houston-forstaden El Lago, hvor alle arbejder for NASA. Stan er efternøleren blandt seks søskende – de andre i huset driller ham med, at han ofte mangler på fotos og smalfilm. På lydsporet taler Jack Black som den voksne Stan.

FORTÆLLINGEN skildrer med varm præcision og stor kærlighed en hvid drengetid i de nye forstæder. Det særlige er, at det bliver gjort i animationsform. Linklater har før brugt animation i episodefilmen Waking Life (2002), hvor også parret fra Before-trilogien optræder, og i sin kongeniale fortolkning af Philip K. Dicks A Scanner Darkly (2006). Formen var som skabt til at skildre det paranoide verdenssyn hos forfatteren.

   Linklater laver ikke lækre animationsfilm i stilen fra Disney og Pixar. Teknikken er rotoscoping – man filmer i live action og bearbejder digitalt. Metoden blev udviklet til Waking Life af Bob Sabiston. Det var samme mand, som Jørgen Leth henvendte sig til, da han skulle genskabe barberingsscenen fra Det perfekte menneske (1968) i sin og Lars von Triers De fem benspænd (2003).

FORMEN passer perfekt til Apollo 10½. Linklater skildrer en barndom med skole, sport, biografer, tv’et, som der er kamp om, når en familie på otte skal enes. I baggrunden hører vi om krigen i Vietnam, de politiske attentater, den sociale uro. Ældste søster slår over på Dick Cavett Show, hvor gæsten er Janis Joplin. Joni Mitchell besøger The Johnny Cash Show. En anden søster spiller »Sugar Sugar« med The Archies i sløjfe. Stan har mange tv-favoritter, men allerhelst vil han se The Twilight Zone.

   Filmens temasang er Donovans »Barabajagal«. Den ene af de hårdkogte bedstemødre er konspirationsteoretiker. Hun hvisker til børnene om JFK, der overlevede skuddet i Dallas, men blev gemt væk på en græsk ø, som ejes af Aristotelis Onassis. På den måde giver det hele jo mening.

FORMATET kommer især til sin ret, når børnene går med mormor i biografen og ser The Sound of Music. Også Rumrejsen år 2001 citeres som tegnefilm – og vi ser Walter Cronkite tale med Arthur C. Clarke, mens der tælles ned til Apollo 11-opsendelsen. Vist er filmen nostalgisk, men det er efter drengetilstanden – den ser ikke 1960erne som et tabt paradis.

   I den anden historie bliver Stan samlet op af to mænd i sorte habitter og kørt til NASA, som har brug for at afprøve måneflyvningen i lille skala. Stan gennemgår træningsprogrammet og lander i Stilhedens Hav. Han fortæller, som skete det faktisk. Stan viser alle de trivielle relikvier frem. Nogle er husket, andre er glemt – »but not by me«, forsikrer han.

DET ER USIGELIGT charmerende, hvis man har Linklaters alder. For yngre tilskuere er det ikke den værste måde at rejse tilbage i tiden på. Fantasien giver endelig mening, da drengen er faldet i søvn og bliver båret i seng, så han går glip af månelandingen. For han har allerede været der, og som Stans mor siger til sin mand: »Du ved, hvordan erindringen fungerer. Med tiden vil han huske det, som om han virkelig oplevede det.«

   Denne lille sandhed er for så vidt hele den store pointe. Linklaters næste kronologiske projekt er Merrily We Roll Along. Den bygger på Stephen Sondheims musical, men filmen skal optages over tyve år, ligesom Boyhood blev til over 12. Tanken er at vende kronologien til slut.

DE fleste Linklater-film har haft dansk premiere. Where’d You Go, Bernadette? (2019) gik tabt i covidnedlukningen. Cate Blanchett spiller en arkitekt i livskrise. Atmosfæren er fortvivlet komik, og finalen er henlagt til Antarktis. Hvor blev du af, Bernadette? kan ses på Filmstriben og C More. Apollo 10½ ligger på Netflix, som også er koproducent.

   Linklater har aldrig brugt store ord og dyre fagter. Men han har bevaret sit særpræg i 30 år nu.

Se også Richard Linklater: Before Sunrise (1995); Richard Linklater: Before Sunset (2004); Richard Linklater: Me and Orson Welles (2008); Richard Linklater: Before Midnight (2013); Richard Linklater: Boyhood (2014); Richard Linklater: Last Flag Flying (2017) [Sequels nr. 5].

Se også Buñuel i skildpaddernes labyrint (2018); Jonas Poher Rasmussen: Flugt | Flee (2021) [Oscars 2022]; Dorota Kobiela/Hugh Welchman: Loving Vincent (2017); Animation | La tortue rouge/ Den røde skildpadde (2016); Animation | The Swallows of Kabul/ Les hirondelles de Kaboul (2019); Animation | Kahlil Gibran's The Prophet/ Den lille pige og profeten (2014); Animation | Ma vie de Courgette/ Mit liv som Squash (2016); Animation | Den Lille Prins/ Le Petit Prince (2015) [Bogen og filmen].

Se også Det store spring: Ballerina (2016); Pete Docter: Soul/Sjæl (2020) [Oscars 2021]; Andrew Stanton: WALL-E (2008) [Sci-Fi 100]; Hayao Miyazaki: Når vinden rejser sig (2013); Hayao Miyazaki: Ponyo på klippen ved havet (2009); Gorô Miyazaki: Oppe på Valmuebakken (2011); Isao Takahata: Fortællingen om Prinsesse Kaguya (2013); Yushifumo Kondô: Hjertets hvisken (1995); Jack London: White Fang/Ulvehunden (1904/2018) [Bogen og filmen]; Animation | Drengen og verden/ The Boy and the World (2013); Animation | Makato Shinkai: Weathering With You (2019); Animation | Makato Shinkai: Your Name (2016).

Apollo 10½: A Space Age Childhood. Instr. & manus: Richard Linklater. Foto: Shane F. Kelly. 97 min. USA 2022. Dansk premiere: 01.04.2022 (streaming).

Fotos: Minnow Mountain/ Submarine/ Detour Filmproduction/ Netflix Animation/ Soundcrafter/ CineMaterial/ Filmgrab.com/

Filmen streames på NETFLIX

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 01.05.2022.

Richard Linklater: Last Flag Flying (2017) [Sequels nr. 5)

TREDIVE ÅR EFTER
En fortsættelse i forklædning

Af BO GREEN JENSEN

NORFOLK, Virginia, december 2003. Der er fake christmas trees i vinterlandskabet, da Larry »Doc« Sheperd (Steve Carell) træder ind i baren, hvor Sal Nealon (Bryan Cranston) beværter en enkelt stamkunde.

   Sal må være i tresserne nu. Han er begyndt at kunne mærke sin alder, men sover stadig med støvlerne på og sætter pris på at drikke igennem. Doc er en stille, lidt yngre mand, som har haft et meget dårligt år. Først døde hans hustru. Nu skal han begrave sin søn, der er faldet i Irak.

   Sal skal nødes, men så genkender han Doc. De var sammen i Vietnam 30 år før, og Doc gjorde dengang noget særligt for Sal og kammeraten Mueller. Nu har han brug for en gentjeneste. De kører sammen ud til kirken, hvor Mueller (Laurence Fishburne) er blevet en dydsiret pastor.

DOCS søn skal begraves på Arlington Cemetery. Militæret har iværksat den store ceremoni. Så hører Sal fra en ung sergent, hvor vilkårligt den faldne søn døde. Doc vil ikke have heltebegravelsen og insisterer på at rejse hjem til New Hampshire med kisten.

   En lang tur med svinkeærinder følger. Der er megen god snak og kølige sideblikke på landet, som stadig er på hælene to år efter 9/11. Da Sal og Mueller lejer en U-Haul, bliver de taget for terrorister. Mobiltelefoner er noget nyt. Det er meget et USA af sin tid.

FILMEN ligner en lidt rusten blanding af William Faulkners As I Lie Dying og Husbands ifølge John Cassavetes. Og har som elegisk afsked mange af de samme sobre kvaliteter som Francis Ford Coppolas oversete Gardens of Stone (1987, da. Bag krigen) og Spike Lees Da 5 Bloods (2020). Isoleret set er Last Flag Flying en tilbagelænet road movie om tre pensionister. Der er ikke den bedste balance mellem patos og situationskomedie.

   Det er svært at se et oplagt formål med vennernes genforening. Alt giver mere mening, hvis man ved, at der er tale om en toer. For Last Flag Flying er på sæt og vis en fortsættelse til The Last Detail, som Hal Ashby instruerede i 1973, da studiesystemet tog tælling, og New Hollywood var i zenit.

   Jack Nicholson havde en af sine signaturroller som »Bad-Ass« Buddusky, der sammen med »Mule« Mullhall fik til opgave at aflevere den 18-årige Larry Meadows ved Portsmouth Naval Prison. Matroserne havde ondt af drengen og besluttede at give ham en sidste tur på vulkaner.

DEN hårde straf, som Hal Ashbys nyklassiker hedder på dansk, var baseret på en roman af Darryl Ponicsan, som stadig er utilfreds, fordi Robert Towne fik al æren for manuskriptet. Buddusky, Mulhall og Meadows var hans kreationer.

   Ponicsan er imens blevet 84 år. I 2005 skrev han Last Flag Flying, som genforener trioen. I bogen har karaktererne deres »rigtige« navne. Det er Billy Bad-Ass, Mule Mulhall og Larry Meadows, som mødes igen efter tredive år for at begrave sidstnævntes søn.

   Det var oplagt at se på en filmatisering. Flere store studier håbede, at Jack Nicholson ville gentage sin rolle som Buddusky. Morgan Freeman var castet som Mule, og Randy Quaid var ivrig efter at spille Meadows.

   Alt så meget lovende ud. Så valgte Nicholson i stedet at lave The Bucket List (2007, da. Nu eller aldrig) sammen med Freeman. Kun Amazon Studios ville producere en sequel uden Nicholson. Ponicsan husker ikke, om det var ham selv eller instruktøren Richard Linklater, der fandt på at give de tre mænd andre navne og ændre nogle detaljer i baggrunden.

DET spiller heller ingen rolle. Jeg har stor sympati for projektet, som tydeligvis er et kærlighedsarbejde, men det kan ikke nægtes, at historien virker søgt og konstrueret. Skønt Cranston bander og brovter i Nicholsons stil, er der en gennemgribende pænhed. Der er intet af den autentiske profanitet fra Den hårde straf.

   Det betyder ikke, at der ikke er momenter. I de bedste scener finder Carell, Cranston og Fishburne et fælles fodslag, en ubesværet tone, som overbeviser om kammeratskab. Det sker typisk, når forklaringsarbejdet er sat på standby, og når den unge sergent Washington (J. Quentin Johnson) fungerer som veteranernes straight man.

LINKLATER kan noget særligt med tale og tiden. I Before-trilogien (1995-2013) med Ethan Hawke og Julie Delpy er der gået ti år, hver gang parterne taler ud. Boyhood (2014) fulgte en barndom i virkelig tid. Det er altid i dialogen, at han sporer en forandring, som karaktererne næppe selv ser til hverdag.

   Det rokker bare ikke ved, at Last Flag Flying er svagere end The Last Detail. På en god dag kunne Jack Nicholson have gjort den afgørende forskel. Han valgte så i stedet at medvirke i den forglemmelige Nu eller aldrig. Bad-Ass Buddusky ville korse sig og spytte efter spejlet.

Se også Efter kærligheden: 2046 [Sequels nr. 1]; Chinatown Revisited: The Two Jakes (1991) [Sequels nr. 2]; Tårer i regnen: Blade Runner 2049 [Sequels nr. 3]; Praktisk magi: Mary Poppins Returns (2018) [Sequels nr. 4].

Se også Richard Linklater: Before Sunrise (1995); Richard Linklater: Before Sunset (2004); Richard Linklater: Me and Orson Welles (2008); Richard Linklater: Before Midnight (2013); Richard Linklater: Boyhood (2014); Animation | Apollo 10½: A Space Age Childhood (2022). 

Last Flag Flying. Instr.: Richard Linklater. Manus: Richard Linklater, Darryl Ponicsan. Foto: Shane F. Kelly. 125 min. USA 2017. Dansk premiere: 16.08.2018 (Cinemateket).

Fotos: Amazon Studios/ Big Indie Pictures/ Cinetic Media/ Detour Filmproduction/ Lionsgate [Last Flag Flying]; Columbia Pictures [The Last Detail]/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab.com

Last Flag Flying streames ikke i DK - udgivet på Blu-ray + Digital HD 30.01.2018

The Last Detail streames på iTunes og udkommer på 4K Ultra HD Blu-ray 25.10.2022

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.08.2018

Richard Linklater: Me and Orson Welles (2008)

FØR OG EFTER ROSEBUD

Omkring den unge Citizen Welles

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE mennesker er fødte fabeldyr. Tusindkunstneren Orson Welles (1915-1985) var en af de mest berømte mænd i sin tid, men huskes især for alle de ting, som han ikke fik gjort. Vist kom der stærke film og godt teater i kassen efter storhedstiden 1935-45, men for hver realiseret idé var der ti ufuldendte projekter.

   Welles levede som en luksusnomade og finansierede sine planer ad hoc. Nogle var sandslottte, andre rene luftkasteller. Der var dårlige roller og ukritisk reklamearbejde. Over 40 år hober den slags sig op, og det kan være svært at fastholde ægte guld som Othello (1952), Touch of Evil (1958, da. Politiets blinde øje), The Trial (1962, da. Processen), Chimes at Midnight (1965, da. Falstaff) og F for Fake (1974, da. F for fup), hvis man samtidig lejer sin sjæl ud til enhver, der vil betale.

   Det blev ikke, som Welles havde tænkt sig. Når han optræder som fiktionsfigur, og det sker ganske ofte, er det derfor altid i forbindelse med den lovende unge mands erobringer. Welles var kun 24, da han i 1939 påbegyndte optagelserne til Citizen Kane (1941, da. Den store mand). Han var 26, da filmen fik premiere. Året efter fulgte The Magnificent Ambersons (1942, da. Familien Amberson). Siden gik det ned ad bakke.*

ENDNU før Hollywood-tiden var der det selvsikre wunderkind, som indtog New York under Depressionen og finansierede radikale teaterprojekter med indtægterne fra sit kommercielle radioarbejde. Welles var kendt som stemmen bag The Shadow, da han i 1938 lod sit teaterkompagni præsentere The War of the Worlds som et dokumentarisk radiospil. Det var dén forestilling, som lytterne angiveligt tog for pålydende. Mange troede, at Klodernes kamp var begyndt. Og de første tilbud fra Hollywood fulgte.**

   Welles gjorde for alvor indtryk på teaterscenen, da han i 1936 blev ansat som instruktør på en opsætning af Macbeth, som han befolkede med afrikansk-amerikanske skuespillere, hvoraf de fleste var amatører. Forestillingen var et statsstøttet Federal Theatre Project, som indgik i Franklin D. Roosevelts Works Progress Administration, bedre kendt som den kontroversielle »New Deal«. Welles skabte en såkaldt Voodoo Macbeth, der henlagde Shakespeares kongemordsdrama til samtidens Haiti.

   

DET følgende år fik Federal Theatre Project sin bevilling beskåret. Samtidig bevirkede faglige konflikter, at Welles og hans kompagni måtte opføre Marc Blitzsteins Cradle Will Rock – en socialistisk musical – i beskåret version på et teater, som Welles lejede i sidste øjeblik. Han brød herefter med Works Progress Administration og grundlagde sit eget Mercury Theater sammen med vennen John Houseman (1902-1988), der forblev hans producer og praktiske gris i en årrække, før han som ældre mand selv blev en stjerne.***

   Forløbet er farverigt skildret i Tim Robbins’ film Cradle Will Rock (1999). Angus MacFadyen spiller Welles, og Mercury Theaters fødsel bruges som baggrund for et socialt panorama, der viser 1930ernes New York i total. Blandt andre ses John Cusack som Nelson Rockefeller, der rager uklar med kunstneren Diego Rivera (Ruben Blades). Bygherren har bestilt nogle vægmalerier til sit nyopførte Rockefeller Center. Er det kunsteren eller mæcenen, som bestemmer over motivet? Cradle Will Rock blev vist i hovedkonkurrencen i Cannes, men fik aldrig nogen dansk distributør.

EFTER Macbeth og Cradle Will Rock kunne Welles triumfere eller knække halsen på Mercurys første forestilling, en moderniseret opsætning af Julius Cæsar, der er gået over i teaterhistorien som periodens mest indflydelsesrige opsætning. Der er derfor aldrig tvivl om, at projektet vil lykkes i Richard Linklaters Me and Orson Welles, en prægtig film fra 2008, som Cinemateket gav dansk premiere.

   Welles og Houseman spilles af Christian McKay og Eddie Marsan, som begge er fremragende. Fokus er dog lagt hos Richard (Zac Efron), en 17-årig gymnasieelev, som ser op til radiostjernen og får en rolle i stykket, da han imponerer Welles med en trommehvirvel og siger de rigtige ting. Hos Mercury forelsker han sig i den lidt ældre Sonja (Claire Danes), som også holder af ham. Hun assisterer samtidig den grådige Welles, skønt hans hustru, Virginia Nicolson, venter parrets første barn.

   

RICHARD udfordrer Welles og betaler siden for det, men er alligevel mod sin vilje benovet. Filmen bygger på en roman af Robert Kaplow, som fastholder Welles i et af karrierens mange kritiske øjeblikke. Forude venter radioversionen af Klodernes kamp og en for tiden enestående kontrakt med RKO-studiet i Hollywood.

   Da man afviste hans plan for en filmatisering af Joseph Conrads Heart of Darkness, skrev Welles og Herman J. Mankiewicz manuskriptet til Citizen Kane. Det var primært Mankiewicz, som skrev. I 2020 blev arbejdsprocessen bøjet, strakt og gennemlyst i Mank, David Finchers portræt af forfatteren som systemkritisk nej-siger. Også i Me and Orson Welles er det et tema, at Orson gerne tog æren for andres arbejde. I hans teater var der egentlig kun én stjerne.

   Over to år fulgte en bitter krig med bladkongen William Randolph Hearst (1863-1951), som var modellen for Charles Foster Kane og en forløber for moderne mediemoguler som Rupert Murdoch og Silvio Berlusconi.

   Welles vandt for så vidt kampen mod Hearst, der gjorde alt for at standse Citizen Kane. Blandt andet truede han – via journalisten Louella Parsons – de øvrige studiechefer til at stå sammen og tilbyde RKO 800.000 dollars for negativet til filmen. Kane skulle simpelt hen destrueres. I modsat fald ville Hearsts aviser henlede offentlighedens opmærksomhed på det forhold, at alle de store Hollywood-studier var ejet og drevet af jødiske mænd.

  

TAKTIKKEN gav bagslag. For det første gik Hearst konkurs og måtte sælge ud af kunstskattene i San Simeon-slottet, hvor han levede sammen med skuespillerinden Marion Davies, der var 34 år yngre end han – ganske som Kane og Susan Alexander gør i filmen, hvor paladset bliver kaldt Xanadu. For det andet eskalerede krigen i Europa. Welles tog til New York for at overbevise aktionærerne og bestyrelsen i RKO om, at tiden ikke var til censur, men til modstand mod en totalitær overmagt.

   Dét forløb er medrivende skildret i tv-filmen RKO 281 (1999, da. Kampen om Citizen Kane), hvor Liev Schreiber spiller Welles over for James Cromwells Hearst. Forlægget er en dokumentarfilm, The Battle over Citizen Kane (1996), som kopieres samvittighedsfuldt i de scener, hvor man råder over autentiske klip.

   

STØRST indtryk gør dog et interview med Welles, der er optaget umiddelbart før hans død. Han taler her om alle de år, som han brugte på at rejse penge til projekter, der sjældent blev, som han ville. For skønt Citizen Kane fik klassikerstatus i 1950erne, var og blev Den Store Mand persona non grata i Hollywood. Efterfølgende har ingen undladt at bemærke, at Welles også foregreb sin egen historie i Citizen Kane.

   Alt dét ved vidunderdrengen ikke i Me and Orson Welles, hvor han endnu ligner Guds gave til menneskeheden og er så bristefuld af selvtillid, at man på én gang må måbe og væmmes. Texaneren Richard Linklater har efter generationsfilmen Slacker (1991) skabt så forskellige værker som tidstrilogien Before Sunrise (1995), Before Sunset (2004) og Before Midnight (2013) med Ethan Hawke og Julie Delpy, Spis-Ikke-Dyr-filmen Fast Food Nation (2004) og den animerede udgave af Philip K. Dicks A Scanner Darkly (2006). I 2015 blev Boyhood nomineret til seks Oscars

   New York i 1937 fremstår med forjættende tidsfarve. Me and Orson Welles er udsøgt slik for cineaster og endnu en fascinerende skildring af manden, som skabte Citizen Kane.

Se også David Fincher: Mank (2020) [Oscars 2021]; Orson Welles: Citizen Kane (1941); Orson Welles: Touch of Evil (1958/1998); Omkring Orson Welles: The Big Brass Ring (1999); Orson Welles: The Other Side of the Wind (1976/2018).

Se også Richard Linklater: Before Sunrise (1995); Richard Linklater: Before Sunset (2004); Richard Linklater: Before Midnight (2013); Richard Linklater: Boyhood (2014); Richard Linklater: Last Flag Flying (2017) [Sequels nr. 5]; Animation | Apollo 10½: A Space Age Childhood (2022).

*) Det er naturligvis en generalisering. Teksten er skrevet i 2010, dvs. otte år før det blev muligt at se den efter 40 år færdiggjorte The Other Side of the Wind, som blev vist på Venedig Festivalen og lagt på Netflix i efteråret 2018. Nogle af Welles' ideer var bare ideer. Andre, faktisk imponerende mange, blev udviklet og realiseret, før de strandede i efterproduktionen. Finansiering var altid Orsons problem, uanset hvilken alder han havde.

**) Forestillingen varede en time og blev transmitteret live fra CBS-studiet søndag den 30. oktober 1938 fra kl. 20-21. Forfatteren Howard Koch bearbejdede H.G. Wells' roman, så Welles' radioteater kunne præsentere noget særligt i anledning af Halloween.

   Som alle overleveringer har myten om The War of the Worlds-receptionen flere lag og nuancer. Der er grænser for, hvor stor panikken kunne blive. The Mercury Theatre on Air nåede kun 4% af lytterne, og aviserne overdrev panikken – måske for at miskreditere radiomediet, der var nyt og fremstormende; på samme måde som »gamle« medier i lang tid behandlede nettets digitale platforme. Ingen, som hørte programmet fra begyndelsen, var i tvivl om den dramatiske præmis, og medieforskeren Hadley Cantril (1906-1969) var tilbøjelig til at overdrive sensationselementet, da han skrev sin analyse af fænomenet i afhandlingen The Invasion from Mars: A Study in the Psychology of Panic (1940).

   Det er med andre ord en skrøne, at der udbrød kollektiv panik. A. Brad Schwartz undersøger og udreder myten i Broadcast Hysteria - Orson Welles's War of the Worlds and the Art of Fake News (Hill & Wang, 2015). Det er dog sandt, at der var enkelte ægte overbeviste, som flygtede fra New York i panik. Næste formiddag optrådte Welles ved et pressemøde, hvor han fremstod intens og næsten brødebetynget: han beklagede så inderligt, hvis programmet havde skabt bekymring, fordi illusionen var så overbevisende gennemført. Det var naturligvis ekstra reklame for Mercury-ensemblet.

   Myten har dog en kerne af sandhed. CBS modtog henved 1.400 breve fra opskræmte og (især) forargede lyttere. Schwartz betragter War of the Worlds-episoden som en forløber for fake news, konspirationsteorier og virale vandrehistorier, som fænomenerne verserer på sociale medier i dag. Han er fuld af beundring for Welles' radiospil og bruger reaktionen til at spørge sig selv og andre, hvorfor vi synes så godt om historien.     

***) Tv-serier som The Paper Chase (1978-1986; da. Karakterræset) og film som Sydney Pollacks konspirationsthriller Three Days of the Condor (1975, da. Tre døgn for Kondor), Norman Jewisons dystopiske Rollerball (1975) og gyserfortællingen Ghost Story (1981, da. Vild opstandelse), John Irvins filmatisering af Peter Straubs nyklassiker, ville ikke være det samme uden Houseman. Især rollen som professor Charles Kingsfield i The Paper Chase – der fulgte en årgang fra Harvard Law School gennem studieforløbet og videre – var som skræddersyet til Housemans aristokratiske og distingverede udstråling, der forener empati og kynisme. The Paper Chase begyndte sit liv som en gennemsnitlig biograffilm i 1973, men blomstrede svært op i tv-formatet. I Tre døgn for Kondor er Houseman systemets noble facade; i Rollerball tilhører han den dekadente herskende klasse, som iscenesætter den dræbende sport. Mest interessant er måske karakteren Sears James, som Houseman fremstiller i  Ghost Story. Fire gamle mænd må erkende fortidens synder og forholde sig til et seksuelt overgreb, som de alle havde del i, og et drab, som én af dem begik, da de var unge.  Siden har en forbandelse hvilet over den lille by i New England, hvor medlemmerne af The Chowder Society har holdt møder gennem 50 år og fornyet pagten, som bevarer deres hemmelighed. Nu vender Alice Krige tilbage fra graven for at hævne sig. De andre tre pensionister er Melvyn Douglas, Douglas Fairbanks Jr. og Fred Astaire, som viser nye sider af sit talent. Patricia Neal og Craig Wasson medvirker. Ken Olin (fra 80er-serien thirtysomething) spiller den unge Sears James. Houseman investerer al sin isnende intelligens i karakteren. Det er fornem, stemningsfuld syndefaldshorror.   

Cradle Will Rock. Instr. og manus: Tim Robbins. Foto: Jean-Yves Escoffier. 132 min. USA 1999.  

Me and Orson Welles. Instr.: Richard Linklater. Manus: Vince og Holly Gent Palmo. Foto: Dick Pope. 114 min. USA-Storbritannien 2008. Dansk premiere: 19.08.2010 (Cinemateket).

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ Wikimedia Commons/ Cecil Beaton (1937 'Hamlet' Portrait) 

Me and Orson Welles streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

2K Blu-ray fra Universal Studios 01.12.2010

Cradle Will Rock streames ikke i DK

2K Blu-ray fra Kino Lorber 07.08.2018

Teksten tager afsæt i en filmrevyanmeldelse fra Weekendavisen Kultur 20.08.2010

Richard Linklater: Boyhood (2014)

DE MINDSTE TING

En opvækst forløber i virkelig tid

Af BO GREEN JENSEN

I 90erne fik man begrebet hybridfilm. Det dækker i regelen dokumentariske fortællinger, der intensiverer deres skildring af virkeligheden ved at bruge narrative tricks og strategier, som man er vant til at arbejde med i fiktionen.

   Trafikken kan dog også gå den anden vej. I Richard Linklaters stilfærdigt nyskabende Boyhood forstærkes troværdighedspræget, fordi fortælleformen inddrager træk, man forbinder med dokumentaren. En helaftensfilm, der beskriver tolv år af et almindeligt amerikansk drengeliv, lyder næppe særligt spændende. Imidlertid er det lykkedes Linklater at skabe noget skært og dyrebart.

   Boyhood begynder i 2002, da drengen Mason (Ellar Coltrane) er otte år gammel. Han og søsteren Samantha (Lorelei Linklater) bor hos deres mor (Patricia Arquette), som er separeret fra børnenes far (Ethan Hawke), der netop dén dag er på besøg.

   Da filmen slutter i 2013, er Mason fyldt 18 og flytter hjemmefra for at studere. Forskellige udvalgte dage på vejen er skildret i semi-dokumentarisk atmosfære. Forældrene har nye forhold. Masons far begynder forfra i et nyt ægteskab med en ny lille søn. Mor er gift med en fordrukken professor og en bitter Irak-veteran. Miljøerne veksler fra country i Austin til kristen skydeglæde hos Fars nye svigerforældre.

BOYHOOD varer to timer og tre kvarter. Der sker sådan set ikke andet, end at Mason vokser op. Det særlige er, at Linklater har filmet de medvirkende over 12 år. De ældes derfor i virkelig tid, og filmen lagrer hvert øjeblik, som det var. Boyhood bliver på den måde en blanding af sort boks og tilbageskuende Amerika-skildring.

   Linklater brugte en lignende metode i trilogien om Jesse og Céline (Ethan Hawke og Julie Delpy), der mødes som unge turister i Before Sunrise (1995), finder hinanden igen i Before Sunset (2006) og er blevet et træt par med tvillingedøtre i Before Midnight (2013). Også her bliver karaktererne ældre sammen med tiden. Der er dog tale om struktureret fiktion, et afrundet værk for hvert møde.

   Boyhood er derimod bygget som en tidskapsel fra begyndelsen. Fra 2002 til 2013 har Linklater samlet de medvirkende i cirka tre uger hvert år. Fortællingen er ajourført og har til en vis grad taget form efter Coltranes personlige udvikling, men der er ikke biografisk sammenfald. Det er en film, det har taget ti år at indspille.

STYRKEN er især, at Linklater afholder sig fra at tydeliggøre. De bestemmende øjeblikke bliver ikke gjort større, end de er. Dramatikken skabes snarere ved nænsom redigering. Gentagelserne er fjernet fra forløbet. Summen af trivielle hverdage er blot markeret. På den måde friskrabes de nødvendige erfaringer.

   Et eksempel er scenen, hvor den så godt som flyvefærdige Mason får en opsang af sin fotolærer, der kan se, at han har evner, men må lære at bruge dem ydmygt. Mason synes ikke om blot at reproducere. På reportageopgaver kommer han altid hjem med kunstfærdige fortolkninger af virkeligheden.

   Læreren forklarer, at man først må mestre faget og beskrive tingene, som de er. Han sender Mason til en fodboldkamp og beder ham komme hjem med en færdig serie udvalgte og redigerede fotos. Det er både et lynkursus i journalistisk metode og en variation af mødet med Den Gode Lærer, som gør en forskel.

HER er hverken føleri eller kulde. Da Mason vinker farvel og kører væk, føles det virkelig, som om Coltrane og Arquette var mor og søn i virkeligheden. Der er ingen stor musik til at booste det heftige følelsesstof. Et liv tager form, en barndom forlades. Boyhood er blevet en åbenbaring af hverdag, et billeddigt om dybden i de mindste og mest almindelige ting.

Se også Richard Linklater: Before Sunrise (1995); Richard Linklater: Before Sunset (2004); Richard Linklater: Me and Orson Welles (2008); Richard Linklater: Before Midnight (2013); Richard Linklater: Last Flag Flying (2017) [Sequels nr. 5]; Animation | Apollo 10½: A Space Age Childhood (2022).

Boyhood. Instr. og manus: Richard Linklater. Foto: Lee Daniel, Shane F. Kelly. 165 min. USA 2014. Dansk premiere: 04.09.2014.

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ IFC Productions

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Arrow Video 02.12.2024

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.09.2014